På dagens anden etape i Triptyque des Monts et Châteaux blev det til dansk etapesejr, da Mads Würtz Schmidt viste sig som den stærkeste på den opadgående afslutning.
Annonce
Mads Würtz Schmidt (Team TREFOR) havde fået en god start på det belgiske 2.2 kategoriserede etapeløb, Triptyque des Monts et Châteaux, da han blev nummer ti i massespurten på gårsdagens flade første etape. I dag blev det hele endnu bedre, da han sejrede på løbets kongeetape, der sluttede på Mont de l’Enclus, hvorfor han også overtager løbets førertrøje.
Team TREFOR er det eneste danske hold til start i det belgiske løb, men det var en anden dansker, der markerede sig tidligt på etapen. Patrick Olesen (Leopard Pro Cycling) var nemlig med i dagens lange udbrud, hvor han indkørte en masse bjergpoint og samtidig var den længst overlevende, indtil feltet til sidst fik ham kørt ind med omkring ti kilometer til mål.
Feltet var dog ganske decimeret som følge af løbets hårde profil, og der var altså lagt op til en afslutning mellem løbets stærkeste ryttere på den afsluttende stigning.
Og her viste Würtz Schmidt altså, at han har taget den gode form med sig til Belgien, da han var den stærkeste på de afsluttende kilometer, hvor han henviste Klein Constantia-duoen bestående af Iván García og Maximilian Schachmann til de efterfølgende placeringer.
Dermed har danskeren lagt sig i den perfekte position til at vinde løbet, da sidste etape er en enkeltstart. Her er det meget svært at forestille sig, at nogen vil være i stand til at fravriste den forsvarende U23-verdensmester i enkeltstart løbets førertrøje. Udover førertrøjen har Würtz Schmidt også kørt sig til føringen i pointkonkurrencen.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce