Barmhjertighed har som bekendt meget lidt gang på jord i professionel topsport. Og når man taler om et altædende monster, der hver eneste dag sætter sig op på sin cykel, fornemmer gode ben og derfor beder sit hold om at servere en hovedret i form af endnu en sejr for sig, er det naivt at tro, at der skulle være plads til omsorg og hensyntagen til luftige drømme. Alligevel kan man ikke helt lade være med at have ondt af det felt af Vuelta-favoritter, der i dag fik sig en syngende lussing på vej op ad den herlige Moncalvillo-stigning, der var årets nyskabelse fra det uudtømmelige reservoir af stejle stigninger, det meste af Spanien er fyldt med.

Nu havde de nemlig lige fået håb og lugtet blod. Først var der det lille svaghedstegn på 3. etape, hvor feltets chefmonster, Primoz Roglic, havde bedt sit hold om at servere etapesejr for sit glubske væsen, men hvor han ikke var i stand til at gå forbi Dan Martin til sidst. Dernæst var der den besynderlige nedtur med klodset håndtering af en regnjakke, der ganske vist fandt sted under særlige omstændigheder, men som gav et berettiget håb om, at det altså var et andet slovensk monster end det, der med puls 100 satte alt og alle til vægs i august måned.

Det var nemlig så logisk. Nok er rygterne om hans manglende holdbarhed stærkt overdrevne - faktisk er det vel svært at finde ryttere med så stabilt et tårnhøjt niveau som netop ham - men nu havde han jo kørt klassement i en hel Tour, kørt finale ved VM og vundet Liege i en uhyre hektisk sæson, der havde strakt sig fra begyndelsen af august. I de to endagsløb havde det jo også været ret klart, at vi ikke længere talte om augustudgaven af Roglic, og derfor var der al mulig grund til at klynge sig til håbet om, at Vueltaens forhåndsfavorit var mere sårbar, end han plejer.

Læs også

Tour-legende sår tvivl om Vingegaard: Kan han lide at køre cykelløb?

I det lys må de mange sår, der skal slikkes, være ekstra ømme i aften. Nu var håbet der jo lige i nogle dage, men knap var det blevet tændt, før alle pile igen entydigt peger i samme retning, når det handler om at forudsige vinderen af årets Vuelta. Der kom nemlig så eftertrykkeligt et gensvar, at Roglic med al ønskelig tydelighed atter satte en fed streg under, hvorfor han er verdens bedste klassementsrytter, og hvorfor hans imponerende moral betyder, at modgang nærmest blot gør ham stærkere.

Allerede tidligt på den første opkørsel af den nye spanske perle, som løbsdirektør Javier Guillen havde fundet til lejligheden, var der ugler i mosen. Selvom Roglic jo i lyset af enkeltstarten reelt er at regne som løbets førende rytter, var det nemlig ham, der bad om at få lagt et pres, da Robert Gesink gik til fronten og hurtigt neutraliserede første led i den storstilede Movistar-offensiv, der var indledt på første stigning, og som for alvor blev iværksat med det Alejandro Valverde-angreb, som den store hollænder lynhurtigt fik gjort til en biting på en meget begivenhedsrig etape. Allerede der kunne man fornemme, at det nok var gået, som det plejer, nemlig at chefmonsteret fra morgenstunden havde mærket gode ben og nu igen var skrupsulten og klar til at spise endnu en etape.

Det var nemlig slet ikke nødvendigt for Roglic at være aggressiv, og det var han da heller ikke i lang tid. Faktisk benyttede Jumbo den lidt særegne taktik, de har brugt i Spanien, og som står i skærende kontrast til den dominerende ”togkørsel”, vi så under Touren, da de lod Sepp Kuss følge Hugh Carthys tidlige angreb. Herefter satte sloveneren sig roligt tilbage i sulkyen bag Richard Carapaz, der i isoleret tilstand leverede en jætteindsats og efter en lang kamp fik bragt den langlemmede brite under kontrol igen.

Her så det faktisk ud til at være en uhyre jævnbyrdig affære mellem klassementets top 4, og det udnyttede den genopstandne Aleksandr Vlasov, der efter sin gigantiske nedtur på 1. etape nu er helt ude af kampen om podiet, til med sin nyvundne frihed at snige sig så langt væk, at det kortvarigt lignede den russiske etapesejr, man sagtens kunne have forudset i lyset af den mulige jævnbyrdighed mellem de bedste. Men da det stod klart, at sejren var ved at blive lidt mere russisk end slovensk tog Fanden ved monsteret selv, der med en af sine klassiske og voldsomme sidstekilometersforceringer nærmest fik det russiske supertalent til at ligne Jakub Mareczko i dødskamp med tidsgrænsen på vej op ad den brutale stigning.

På det tidspunkt så det kortvarigt ud til, at Roglic var ved effektivt at lukke løbet allerede længe inden den 13. etape, som ellers i denne særegent designede grand tour meget vel kan være den dag, hvor vi finder ud af, hvem der vinder årets løb, men heldigvis blev det ikke så enkelt endda. Om det var Vlasov, der fik Roglic til at åbne lidt tidligere, end han plejer, skal jeg lade være usagt, men i hvert fald viste Carapaz, at han er præcis lige så stærk som håbet, og at han endelig synes at have fundet det skræmmende niveau, han havde under en Giro, han tilsyneladende vandt, mens han havde travlt med at pille næse.

Carapaz lykkedes nemlig med at byde Roglic en modstand, som vi i år vel kun har set Tadej Pogacar kunne levere - i hvert fald når man ser bort fra den svækkede Roglic-udgave, vi så i endagsløbene - og selvom den lille ecuadorianer alligevel eksploderede en anelse på de sidste få hundrede meter, fik han akkurat holdt så meget liv i spændingen, at løbet ikke er lukket endnu.

Selvfølgelig er situationen kritisk. Et forspring i klassementet på 13 sekunder forslår som en skrædder et vist sted dybt under jorden, når Roglic har åbnet for gassen langs den flade galiciske kyst på tirsdag, men Carapaz kan i det mindste nære et begrundet håb om, at Roglic er lidt mere medgørlig på de to store etaper i weekenden. Her venter nemlig længere og mindre eksplosive finaler, hvor det særligt er Anglirus brutale procenter, som Carapaz synes at skulle nære håb til, hvis han skal sikre sig sin anden grand tour-sejr på to år. Med tanke på hans enorme arbejde på en dag, hvor han nærmest ført uafbrudt den sidste halvdel af stigningen, og dem meget eksplosive karakter, den sidste kilometer fik, er der i hvert fald trods alt ikke en grund til helt at gøre den slovenske nationalhymne klar til næste søndag, når løbet slutter i Madrid.

Til gengæld ligner det nu den duel, der også var lagt op til inden løbet, særligt da det stod klart, at Thibaut Pinot ikke var i konkurrencedygtig forfatning. Det lille håb om, at Hugh Carthy kunne matche de to favoritter i bjergene, blev nemlig knust, da det for alvor gjaldt. Måske var der alligevel blevet indgydt lidt for meget optimistisk i den langlemmede britiske krop af den fine kørsel i søndags. I hvert fald sendte han tidligt Michael Woods frem for at slide feltet ned, men måske var der tale om ungdommeligt overmod, da canadieren langt om længe slog ud. Her virkede det til, at Carthy næsten følte sig forpligtet til at angribe - alt for tidligt på den brutale stigning. Det blev for let for den langt mere snu Carapaz, der trods alt har lidt rutine i at køre med om den samlede sejr, at holde sit tempo og langsomt eliminere den britiske trussel, så det i stedet blev et spørgsmål om at begrænse tabet.

Anderledes rutineret og klog er Dan Martin. Ireren har altid været en kløgtig herre, og selvom han adskillige gange lignede en mand i vanskeligheder, endte han med stort set at køre lige op med Carapaz. Dermed fortsatte den Martin, der ellers har lignet en mand på vej mod pension, med at overraske positivt, selvom vi her ramte for ham vanskeligere terræn. De stejle procenter passer dog den eksplosive murspecialist, og den virkelige udfordring for ham kommer først på de to store bjergetaper med mange højdemeter og flere længere stigninger - og så sover han sikkert allerede dårligt ved udsigten til den pandekageflade galiciske kyst på tirsdag.

Læs også

Degenkolb vandt i Madrid – Contador samlet vinder

En anden vinder var naturligvis Vlasov, der ligner en mand med en lille børnesygdom. Det var i hvert fald samme mønster i Østrig Rundt sidste år, hvor den formstærke russer lignede den store favorit, men hvor han smed det hele tidligt i løbet. Det har gentaget sig her, hvor en dum offday på 1. etape sendte ham helt ud af podiekampen, men i dag fik han vist, at det var hans kørsel på 3. etape, der viste det sande niveau, og at den anden nedtur i søndags helt som ”lovet” af Astana-mandskabet alene skyldtes vanskeligheder i kulden. Nu kan vi kun ærgre os over, at vi mangler det russiske element i podiekampen, men i det mindste er der mere og mere, der tyder på, at Vlasov er den slags motor, der giver en god grand tour-rytter.

Apropos dårlig start… Hvor mange gange i sit liv har Wout Poels ikke smidt et løb på gulvet med dårlig kørsel i den første uge, for siden i den tredje uge at klatre så godt, at han som hjælper for Froome af og til har lignet stærkeste Sky-rytter. Det mønster gentager sig tydeligvis i år, og hvis lottokuponen undgår sine berømte offdays, kan han blive ganske uhyggelig senere i løbet, ikke mindst på yndlingsbjerget Angliru, hvor han to gange er blevet nr. 2. Det er bare så pokkers ærgerligt, at årets tredje uge er så let, at tredjeugesform rækker lige så langt som at tiltroen til, at der ikke venter endnu en Danske Bank-skandale i den nærmeste fremtid.

Og nu vi er ved de dårlige starter… Det har som bekendt altid været Enric Mas’ akilleshæl, men i dette løb så det på 1. etape ud til, at en Tour i benene kunne få bugt med den børnesygdom. Desværre har formkurven siden da været nedadgående, og selvom han i dag var bedre end tidligere, nu hvor vi ramte mere rigtigt Mas-terræn, ligner han ikke længere den podiekandidat, han gjorde for præcis en uge siden.

I det hele taget ser det lidt sort ud for Movistar. Man må ellers applaudere spanierne for deres herlige kørelyst og initiativrigdom, men desværre mangler de manden, der kan gøre det færdigt. Marc Soler måtte alligevel sande, at han på så svær en stigning er for begrænset, og selvom man kun kan lette på hatten for 40-årige Alejandro Valverde, var gårsdagens genopstandelse i mellemkuperet terræn ikke nok til at blive en faktor i kamp mod favoritterne i bjergene.

Også Esteban Chaves fortsætter igen sin aftagende formkurve, men denne gang holder han stand langt længere end tidligere, efter at kyssesygen forvandlede ham fra hovedrolleindehaver til statist. Mikel Nieve til gengæld viser lidt af fordums solide kørsel trods en generelt svær tid, og David De La Cruz må nok bare sande, at han trods en delvis genfødsel næppe er bedre end dette. Og helt som spået blev stigningerne i dag alligevel for stejle for Felix Grossschartner, mens George Bennett missede muligheden for at agere taktisk backup for Jumbo, efter at det igen blev udstillet, at han altså mangler meget i forhold til sin bedste form.

Det gør David Gaudu også. Den franske guldfugl lignede ellers en mand på vej mod endelig at finde formen, men heller ikke i dag lykkedes det at finde benene fra tidligere år i det, der ligner en rædselsfuld 2020-sæson. I stedet er han totalt blevet overskygget af sin landsmand Clement Champoussin, der længe har været udråbt som en kommende fransk grand tour-stjerne, men som i dette uhyre skrappe felt har kørt så stærkt, at man næsten tror, at han kunne have kørt med om podiet i den svagt besatte Giro d’Italia.

Det kunne Roglic i hvert fald også. Han havde formentlig vundet løbet med en halv times tid, for igen i dag fik han bevist, at han er manden, der aldrig bliver træt - præcis som han ikke var træt, da han sidste år fulgte en Vuelta-sejr op med overlegen kørsel i de italienske klassikere. Det sparsomme håb om, AT søndagens nedtur var et tegn på ”en Roglical”-oplevelse, der skulle signalere begyndelsen til enden, varede kun ca. 72 timer. I stedet ser det ud til, at svaret på mit spørgsmål fra i søndags er, at vi formentlig har kurs mod et ”Andorra om igen”, og at sloveneren rejser sig efter en regnvejrsskuffelse dagen inden første hviledag for siden at knuse al modstand. Ordet svaghedstegn indgår tilsyneladende ikke i det Roglicske vokabularium.