Når stjernen og sponsoren ikke kan enes - Movistars dilemma

Det kan være yderst vanskeligt at stå i spidsen for et af verdens største cykelhold, hvor et mix af forskellige interesser ikke altid er lette at forene. Således er det ingenlunde en selvfølge, at holdets kaptajner kan enes om et løbsprogram, der tilgodeser dem alle, og tingene bliver yderligere kompliceret, når hensynet til sponsorerne går på tværs af rytternes egne ønsker. Det er ingen nyhed for Movistar-manager Eusebio Unzue, der igennem snart en menneskealder har stået i spidsen for et hold, der har skullet rumme stjerner som Pedro Delgado, Miguel Indurain, Abraham Olano og Francisco Mancebo, men hvis han havde glemt, hvilke kvaler ansvaret kan volde, er han i de forløbne måneder blevet mindet om det.

Stridens kerne er Movistars store stjerne Nairo Quintana, hvis løbsprogram har været genstand for ganske megen forvirring i de senere måneder. Der har aldrig været lagt skjul på, at en første Tour de France-sejr er det store mål for colombianeren, men der har hersket stor usikkerhed om vejen dertil. Således har holdet været usædvanligt sendrægtige og kom først i denne uge med den endelige bekræftelse på, at Quintana i 2017 vil forsøge sig med den vanskelige Giro-Tour-double, der har voldt så store kvaler for alle, der har forsøgt sig, siden Marco Pantani i 1998 blev den seneste til succesfuldt at hjemføre triumfer i begge løb. Forud var gået et uskønt forløb, hvor Quintana juleaftensdag fortalte colombianske medier om sine ambitiøse planer for dagen efter at blive sat på plads af Unzue, der understregede, at ingen endelig beslutning var truffet. Siden har der hersket stor usikkerhed, og først i den forløbne uge lagde holdet endelig alle diskussioner død, efter Quintana igen havde afsløret sine planer i colombianske medier.

Det er vanskeligt at vide, hvad der er gået forud for beslutningen, men der synes at have foregået en intern magtkamp, hvor Unzue har været fanget i et spil mellem Quintana selv og holdets hovedsponsor, Telefonica. Det samme var tilfældet i 2014, hvor Unzue måtte bruge alle sine kræfter på at sikre Alejandro Valverde, hvad mange betragtede som en sidste mulighed for endelig at realisere sit store mål om at slutte på podiet i Touren. Efter andenpladsen i 2013 var Nairo Quintana den oplagte kaptajn, og det var ingen hemmelighed, at Telefonica ønskede sig at have colombianeren i spidsen. I loyalitet med holdets mangeårige stjerne lykkedes det imidlertid Unzue at overtale holdets finansielle støtter om, at Quintana var bedst tjent med at forsøge sig i mindre stressende omgivelser i Giroen og således give Valverde sin store chance for at stå i spidsen for holdet i Frankrig.

Læs også

Tour-legende sår tvivl om Vingegaard: Kan han lide at køre cykelløb?

Denne gang er det ikke Valverdes ønsker, der har skabt kvaler. Således har det hele tiden været klart, at spanierne efter sit store eksperiment med tre grand tours i år vil vende tilbage til en traditionel kalender med fokus på klassikerne, Touren og Vueltaen. I stedet synes det at være Quintanas egne ønsker, der har været i konflikt med Telefonicas. Det er således ingen hemmelighed, at det spanske teleselskabs naturlige fokus er Touren samt hjemlandets store etapeløb, Vueltaen. Det ville således være helt naturligt, hvis Quintana som holdets stjerne var gået efter sejren i de to løb, som det var tilfældet i 2016.

Når det alligevel ikke bliver tilfældet, kan det næsten kun skyldes Quintana selv. Colombianeren synes således at have ambitiøse planer og en lidt romantisk forestilling om, hvad der er muligt en stadigt mere videnskabelig og specialiseret cykelsport, og det synes således at være hans personlige ønske at kaste sig ud i den vanskelige Giro-Tour-double, der senest voldte Alberto Contador så kolossale kvaler i 2015.

Både Quintana og Movistar understreger ganske vist, at hovedmålet er Touren, og at det stadig er uklart, hvad målet er i Giroen. Kender man imidlertid Quintana ret, er der ingen tvivl om, at han stiller til start i det italienske etapeløb med sejren som hovedmål. Måske vil han stræbe efter ikke at være på 100% i årets første grand tour, men ambitionen kan umuligt være andet en triumf nummer to i det tre uger lange løb.

Quintana har muligvis ladet sig inspirere af 2016-sæsonen, hvor han efter en svag Tour kørte forrygende i Vueltaen. Analysen er sikkert, at hans fantastiske restitutionsevne gør ham til en af de få, der kan drage fordel af allerede at have en grand tour i benene, og samtidig er han utvivlsomt inspireret af mulighed for at skrive historie ved at vinde den 100. udgave af løbet. Det er unægteligt sandt, at netop evnen til at restituere er en af Quintana store styrker, men det ændrer ikke på, at det er ”risky business”. Quintana er måske bedre til at komme sig end rivalerne, men når han stiller op mod ryttere som Chris Froome, Contador og Richie Porte, der fokuserer 100% på Touren, konkurreres der på ulige vilkår. Selv Contador, der som Quintana hører til blandt de ryttere med den bedste restitutionsevne, var end ikke i nærheden af at matche de bedste i Touren, og Quintana har brug for at være på sit absolut maksimum, hvis han skal gøre sig den mindste forhåbning om at true den suveræne Froome. Samtidig er 2017 næppe året til at forsøge det ambitiøse projekt, idet det fabelagtige startfelt i Giroen betyder, at ingen kan vinde den italienske grand tour ved en halvhjertet præstation på 80% af ydeevnen - heller ikke Quintana.

Quintana fortjener ros for at gøre forsøget, og det er ikke overraskende, at Vincenzo Nibali, der ligeledes er lidt af en romantiker, har lovprist initiativet. Han var imidlertid hurtig til selv at afvise et lignende projekt, vel vidende at det er næsten dømt til at mislykkes. Det lykkedes Quintana at sætte sig igennem i kampen mod holdets sponsor og sikre sig det løbsprogram, han helst ville have. Samtidig gav han imidlertid Froome en forsinket julegave, han kun kunne drømme om.

Et indlysende valg for Gilbert

Unzue er imidlertid ikke den eneste manager, der i de forløbne måneder har kæmpet med kalenderplanlægningen. Således har også Quick-Step-bossen Patrick Lefevere haft sit at se til. For belgieren gælder imidlertid, at hans hovedbrud formentlig plagede ham allerede i efteråret, hvor han over flere uger opvejede, hvorvidt det var værd at investere i den aldrende klassikerstjerne, Philippe Gilbert.

Gilbert har flere gange været tæt på at skrive under med det førende hold i hans hjemland, men hver eneste gang er det alligevel endt anderledes. Senest forsøgte Lefevere at sikre sig Ardennerspecialisten i 2012, hvor han efter sit annus mirabilis i 2011 var sportens absolutte superstjerne. Dengang vandt pengene og den lukrative kontrakt hos BMC imidlertid over chancen for at køre for det førende klassikermandskab, men i 2016 forholdt det sig anderledes. Således gjorde det i sidste ende udslaget for Lefevere, at Gilbert var villig til at lade en stor del af lønnen falde som bonusser. For BMC-stjernen var det sportslige aspekt og muligheden for at køre de flamske klassikere det vigtigste, og det overbeviste i sidste ende Quick-Step ledelsen om, at Gilbert var pengene værd.

Gilbert har aldrig lagt skjul på, at hans store drøm er at vinde sportens fem monumenter. Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er allerede hakket af, men problemet for belgieren har været, at han på BMC var låst i en arbejdsdeling med Greg Van Avermaet, hvor han blev tvunget til at satse på Ardennerklassikerne og nægtet start i de store brostensløb. Hans hovedmotivation for holdskiftet var således at få en chance for at køre det fulde flamske forårsprogram, og derfor var det overraskende, at der gik så lang tid, inden hans start i Flandern Rundt blev konfirmeret.

I denne uge indløb så bekræftelsen: Gilbert får sin drøm opfyldt og vil være til start i alle de flamske storløb fra Omloop Het Nieuwsblad i februar til det store flamske monument i april. Med to sejre i Omloop Het Nieuwsblad og to podieplader i Flandern Rundt har Gilbert for længst dokumenteret, at han kan begå sig på brostenene. De resultater blev imidlertid opnået på et tidspunkt, hvor han var på sit højeste. Det er ingenlunde tilfældet længere, og det er vanskeligt at tro på, at Gilbert stadig har et monument i benene.

Læs også

Stor schweizisk stjerne afslører: Jeg er kronisk syg

Måske netop derfor er skiftet til Quick-Step så indlysende rigtigt, hvis Gilbert vil vinde et stort brostensløb. Styrken er ikke længere til at tage kampen om i en direkte dyst med folk som Peter Sagan og Van Avermaet. På Quick-Step bliver Gilbert imidlertid del af en næsten skræmmende kvartet, der også tæller Tom Boonen, Niki Terpstra og den undervurderede Zdenek Stybar. Quick-Steps eneste mulighed for at slå de stærkeste på brostenene er at udnytte deres overtal, og det er netop den taktiske fordel, Gilbert og Lefevere håber at drage fordel af. I cykelsport fordærver for mange kokke ikke altid maden, og netop derfor er det så indlysende rigtigt for Gilbert at satse på brostenene i 2017.

Står kalenderen foran en ’reeuropæisering’?

Inden han når så langt, må Gilbert imidlertid som resten af feltet slås med den store frustration, det er at skulle omstrukturere kalenderen meget sent i planlægningsfasen. Som snart sagt enhver anden ambitiøs klassikerrytter havde belgieren planlagt at starte sæsonen i Tour of Qatar, men som alle andre blev han taget fuldstændig på sengen af den højst overraskende aflysning af ørkenløbet.

Det er stadig uklart, hvordan det kunne ske, at et løb, der netop var optaget på WorldTouren og tilsyneladende havde en stabil finansiel støtte i et land, der arrangerede VM så sent som i oktober, pludselig kunne blive aflyst uden videre varsel, men uanset de bagvedliggende årsager har det været et betydet en forskydning af kalenderen. I de senere år er sporten således blevet globaliseret, og i januar og februar har flere og flere valgt de traditionelle europæiske åbningsløb fra til fordel for nyere og varmere begivenheder i fjerntliggende egne i Australien, Argentina, Malaysia og specielt Mellemøsten.

Med aflysningen af Tour of Qatar synes kalenderen imidlertid at blive reeuropæiseret. Således har holdene desperat været på udkig efter alternative starter, og det har givet overarbejde hos arrangørerne af Etoile de Besseges, Volta ao Algarve, Volta a la Comunitat Valenciana og Ruta del Sol. Således blev Katusha med kort varsel indlemmet i feltet til det franske etapeløb, Quick-Step og BMC fik i sidste øjeblik plads i Valencia, og feltet i Algarve blev ekstraordinært udvidet for at give plads til Trek-Segafredo. Samtidig har mange af klassikerspecialisterne droppet Tour of Oman, idet det ikke længere er værd at rejse hele vejen til Mellemøsten for at køre seks dage i det af de to traditionelle ørkenløb, der passer dem dårligst.

Hvor aflysningen af Tour of Qatar således er dårligt nyt for den ellers hastigt ekspanderende mellemøstlige kalender, er der således pustet nyt liv i det hensygnende Europa. Det har bestemt ikke løst alle problemer for de mange løb, der har kæmpet med økonomiske problemer - således er La Mediterraneenne blevet aflyst og Etoile de Besseges i fare for at blive aflyst i 2018 - men det har givet nyt håb. Eksempelvis vil Volta ao Algarve, der for få år siden var tæt på aflysning, nu blive vist live på Eurosport, og Volta a la Comunitat Valenciana synes at trives, efter at løbet sidste år blev genskabt på ryggen af næsten ti år, hvor det ikke blev holdt. Det store spørgsmål er nu, om succesen er bæredygtig. I øjeblikket har kulden gjort Sydeuropa bundfrossen, og der skal næppe mere end en enkelt sneplaget vinter til at sende rytterne tilbage mod fjernere himmelstrøg…

Er italiensk cykelsport på vej mod opløsning?

De problemer, man i Algarve og Valencia har haft med pludselig at skulle imødekomme stor interesse fra holdene, er imidlertid intet at regne mod det dilemma, der igen i år har mødt RCS Sport, arrangørerne af Giro d’Italia. Således var det i denne uge, at de eftertragtede wildcards til Giro d’Italia blev uddelt, og selvom det altid giver anledning til ballade, har den vanlige utilfredshed nået nye højder, og løbsdirektør Mauro Vegni befinder sig nu i et veritabelt stormvejr, hvor selv det italienske parlament truer med at gribe.

Baggrunden er naturligvis den hensygnende tilstand, italiensk cykelsport befinder sig i. Med Lampre-Meridas nye identitet som mellemøstligt hold under navnet UAE Abu Dhabi har et af cykelsportens traditionelle kraftcentre ikke længere et hold på højeste niveau, og det bliver sværere og sværere for italienske talenter at finde vej til en professionel karriere. Konsekvensen har været tydelig for støvlelandet, der i de senere år har været yderst afhængige af Vincenzo Nibali og Fabio Aru i de største løb. Derfor var forventningen hos mange, at RCS ville gøre deres til at puste nyt liv i hjemlandet ved at invitere alle de fire italienske prokontinentalhol, Bardiani, Wilier-Selle Italia, Androni og Nippo-Vini Fantini. Det er trods alt udgave nummer 100 af det italienske etapeløb, så hvad ville være mere nærliggende end at hylde italiensk cykelsport ved at sikre solid italiensk repræsentation…

Skuffelsen var således kolossal, da det kom frem, at kun halvdelen af de fire eftertragtede billetter gik til hjemlandet. Mens der var plads til polske CCC og russiske Gazprom-Rusvelo, måtte både Nippo-Vini Fantini og Androni - sidstnævnte endda for andet år i træk - lide den tort at blive forbigået til årets absolut vigtigste begivenhed. Ydermere blev der gnedet salt i såret, da Vegni i Gazzetta dello Sport forsvarede sine beslutninger ved at kritisere begge mandskaber for et manglende projekt og mangel på fokus på italienske talenter og ved at påpege, at begge mandskaber levede på en usund basis, når de var fuldt afhængige af Giro-deltagelse.

Reaktionen kom prompte. Androni-manager Gianni Savio udsendte et harmdirrende svar, hvor han gjorde det klart, at hans hold umuligt kunne sidde med sorteper to år i træk, mens Nippo-chefen Francesco Pelosi forsvarede sit holds køb af Julian Arredondo og forklarede, hvordan holdet havde udvist hidtil uset transparens i kampen mod doping, samtidig med at man med satsningen på italienske og japanske talenter repræsenterede en kombination, der burde være interessant for et stadigt mere internationalt orienteret RCS. Samtidig anmodede Pelosi det italienske cykelforbund om at intervenere og bede UCI om at give plads til et 23. hold, mens Savio relancerede ideen om 8-mandshold for at give plads til alle italienske mandskaber. Selv italienske parlamentsmedlemmer lagde pres på både RCS og forbundet.

Læs også

Evenepoel ser frem mod stor Pogacar-duel: Det er det, jeg er her for

RCS har befundet sig i en vanskelig position, hvor de både har villet please de lokale hold samt fortsætte den stigende internationalisering, der med succes har gjort løbet langt mere konkurrencedygtigt i de senere år. I sidste ende vandt de økonomiske interesser i det russiske og polske marked over hensynet til hjemlandet, og dermed fortsætter de en trend, der adskiller dem fra Tour-arrangøren ASO. Sidstnævnte har ofte fået kritik for deres snævre fokus på egne økonomiske interesser, men de nyder samtidig stor respekt i franske cykelkredse for både at understøtte mindre hjemlige løb og altid favorisere franske hold ved uddelingen af wildcards. Således synes det allerede nu givet, at de tre af de fire invitationer til årets løb vil blive givet til Direct Energie, Cofidis og Fortuneo-Vital Concept, mens der kun vil blive én plads til et udenlandsk hold, med stor sandsynligvis Wanty-Groupe Gobert.

Diskussionen er svær. På den ene side er det i alles interesse, at Giroen har udviklet sig siden starten af 00erne, hvor det var en ret ensidig affære for de bedste italienske ryttere. På den anden side tjener det på ingen måde sporten, at en stor nation som Italien nærmest er i frit fald, og det forhold, at Androni allerede har meddelt, at de trækker sig som sponsor, viser, hvor ødelæggende konsekvenser beslutningen har. Da det samtidig er svært at argumentere for, at de to østeuropæiske mandskaber har større sportslige kvaliteter end de to italienske tabere - specielt CCC-mandskabet er i år relativt svagt - synes det i høj grad at være hensynet til økonomien, der har vundet over det sportslige aspekt, og det vækker sjældent meget begejstring hos inkarnerede cykelfans.

Australierne kommer...

Mens sportens triste tilstand i Italien blev udstillet, var verdenspressen samtidig vidne til, hvordan cykling blomstrer i andre dele af verden. Således blev WorldTouren skudt i gang i Australien, hvor Tour Down Under igen var en stor succes. Med deltagelsen af Peter Sagan og Esteban Chaves som de store trækplastre lykkedes det igen løbsdirektør Mike Turtur at arrangere en sand cykelfest, og trods skepsis fra mange, da løbet i 2008 kom på den daværende ProTour, hylder de fleste nu begivenheden som en flot, attraktiv og med spænding imødeset åbning på sæsonen.

Selve løbet blev desværre en relativt ensidig affære, hvor den førende australske klatrer, Richie Porte, og den bedste hjemlige sprinter, Caleb Ewan, som allerede forudsagt her på Feltet delte rovet mellem sig. Selvom kampen om de attraktive WorldTour-point fortsat gør konkurrencen hårdere og hårdere, bliver det næppe muligt at ændre på det forhold, at de australske ryttere altid vil have en kolossal fordel i januar måned. Dels kommer løbet på et tidspunkt, hvor det stort set kun er hjemlandets ryttere, der vil gøre det til et reelt mål, og dels er de begunstiget af langt bedre betingelser under forberedelsen.

Trods dette grundvilkår gav løbet imidlertid flere interessante indikationer. Portes suveræne kørsel bekræftede hans status som en af feltets suverænt bedste etapeløbsryttere, og med hans erklærede mål om i år at vinde mere i løbet af foråret kan han meget vel ende som den helt dominerende etapeløbsrytter, inden han i juli gør klar til at udfordre vennen Froome i Tour de France. Samtidig viser hans selvsikre kørsel, at den megen tvivl om hans ustabile og skrøbelige sind nu endegyldigt kan lægges i graven, og det er med god grund, at BMC over de næste par måneder bygger et stærkt hold op om kaptajnen frem mod juli.

Ewans suverænitet var ingen overraskelse i et felt, hvor han allerede på papiret var den klart hurtigste sprinter - selv ikke Sagan har topfarten til at matche den klejne australier - men hans evne til at vinde dag ud og dag ind viser en større stabilitet, bedre restitutionsevne og stærkere holdbarhed. Endnu vigtigere viste hans evne til at vinde på snart sagt enhver tænkelig måde i løbet af ugen, at han er blevet bedre til at læse spurterne og bedre til at håndtere positionskampen. Det lover godt forud for 2017-sæsonen, hvor han skal fuldføre den mission, der mislykkedes sidste år: at fortsætte hans momentum på den store scene i Europa. Den store test kommer, når han skal op imod Fernando Gaviria, André Greipel og måske Mark Cavendish i Giro d’Italia. Med udsigt til ikke at få et stort tog til at støtte sig bliver det svært - ikke mindst med den suveræne opvisning fænomenet Gaviria gav i Argentina i går - men Tour Down Under gav i hvert fald løfter om, at han nu har holdbarheden og den taktiske formåen til at være en reel trussel mod de største.

For nu rykker det australske cykelcirkus videre til først Cadel Evans Great Ocean Road Race og dernæst Herald Sun Tour, hvor der er udsigt til en stor duel mellem Chris Froome og Esteban Chaves. Sidstnævnte har endnu ikke bekræftet, om han satser på Giroen eller Touren, men efter at have vist langt bedre form end vanligt i sin sæsondebut tyder det på, at han er på vej mod en tidligere formtop end tidligere. Det kunne indikere, at der er udsigt til en Tour-debut for colombianeren, og hvis det er sandt, vil det snarlige slag i Australien have karakter af en lille generalprøve forud for juli måneds store begivenhed i Franrkig. Samtidig fortsættes der i Argentina, senere på ugen køres de første løb i Spanien og Frankrig, og i næste uge er sæsonen også i gang i Mellemøsten. Måneders venten er langt om længe ovre, og efter at have været vidne til Portes og Ewans fascinerende præstationer i den forløbne uge, er det umuligt ikke at have fået appetitten på cykelløb stimuleret.

Let the show begin…