Hvis man skal have et bevis på, at Touren har en prestige, som Giroen og Vueltaen ikke kommer i nærheden af, skal man blot kaste et blik på vinderlisterne. Mens franskmændene i nu mere end 30 år desperat har ledt efter deres første Tour-vinder siden 1985, har Giroen og Vueltaen hovedsageligt været domineret af hjemlige ryttere. Særligt i de senere år har de opnået en større internationalisering, men det ændrer ikke på, at podiet historisk altid har haft et meget italiensk hhv. spansk præg-

Tag nu blot Vueltaen som eksempel. Løbets internationale præg er slået igennem siden 2010, men alligevel er 35 af de 57 podiepladser i dette årtusinde taget af spansktalende ryttere fordel på 32 spaniere og 3 colombianere. Resten udgøres af briterne med 6, italienerne med 4, russerne med 4, amerikanerne med 2, kasakherne med 2 og australierne og polakkerne med hver 1. Til sammenligning har slovenerne haft lige præcis 0 og det endda i hele Vueltaens historie. Og faktisk havde det lille land mod nord i det tidligere Jugoslavien ikke opnået én eneste podieplads i en grand tour, indtil Primoz Roglic for tre måneder siden blev nr. 3 i årets Giro.

I dag var det derfor den helt omvendte verden. Hvor man i gamle dage kunne være sikker på, at spanierne satte sig på mindst to af de tre podiepladser, var der vendt op og ned på det hele, da Vueltaen efter et par stille dage for alvor tog hul på det afgørende slag om sejren med den traditionelle trio af bjergetaper henover løbets næstsidste weekend. Og da Los Machucos skrækindjagende procenter skilte fårene fra bukkene, var det de to slovenere, der stangede hårdest, mens de tre spansktalende rivaler, som havde set sådan frem til at angribe Roglic i bjergene, stod tilbage mere som helt spæde lam end en fuldvoksne og brunstige bukke.

Læs også

Første gang i 15 år uden Grand Tour: Jeg har ikke savnet det

På sin vis var det både overraskende og helt som forventet. I hvert fald var der kun én af præstationerne blandt løbets stærke kvintet, som havde været svær at spå om, da løbet begav sig mod det stejle cantabriske bjerg ved middagstid. Der var formentlig ikke mange, der havde luret, at Miguel Angel Lopez skulle ende som dagens helt store taber, men derudover kunne man nok ikke have spillet sig til millioner på at spå om, hvordan topkampen udfoldede sig.

Naturligvis var Tadej Pogacars sejr ikke forventet. Sloveneren havde nemlig lidt så kraftigt på de stejleste procenter på Alto Mas de La Costa, at han da også selv var nået til den konklusion, at Los Machucos ikke var noget for ham. Derfor startede han da også etapen med det mål blot at overleve, inden han kunne se frem til at tage sin revanche på de lange stigninger i Asturien i de kommende dage.

Men som jeg har skrevet utallige gange, er der én ting, der er gået igen i forhold til det slovenske vidunderbarn gennem hele hans mirakuløse debutsæson i de professionelle rækker. Måske var løbet i Algarve en lille undtagelse, men derudover har Pogacar ikke kørt ét eneste etapeløb, hvor han ikke har været markant bedre mod slutningen end i starten af løbet. Og derfor var det heller ikke svært at forudse, at Pogacar måtte være indbegrebet af den perfekte grand tour-rytter. For når man kan flyve efter bare en uge, hvordan kan det så ikke se ud efter tre?

Det ved vi endnu ikke, men vi ved i hvert fald, hvordan Pogacar ser ud efter to, og det må være alt rigeligt til at få selv Egan Bernal til at ryste i bukserne, hvis han stod tidligt op i sit colombianske domicil for at følge med i dagens Vuelta-etape. I dag var Pogacar nemlig stærkeste mand, da han pludselig følte, at benene slet ikke var så nødlidende, som han troede. Ganske vist bar de første små stik ikke for alvor frugt, men da han endelig åbnede for det tilsyneladende utømmelige reservoir af kræfter, var det ikke mange spanske ord, der kom ud af de nødlidende rivaler, da de gispede efter vejret. Selv den ellers så usårlige Roglic så undervejs ud til at skulle grave lige så dybt, som da han desperat klamrede sig til Bernals baghjul under sidste års Tour de Romandie, og selvom de til slut tilsyneladende indgik en slovensk alliance om at samarbejde og fordel rovet imellem sig - i hvert fald var det ikke megen modstand, den ellers hurtige og meget ærgerrige Roglic gjorde i spurten - sad man tilbage med indtrykket af, at det var løbets førende rytter og ikke supertalentet, der var tættest på at knække.

Pogacar må derfor befinde sig i himmerige og have svært ved at tro, at han lige nu er ved at køre den bedste grand tour, en nyprofessionel har leveret i al den tid, jeg kan huske. Og faktisk er det nu ham, der fremstår som den største trussel mod den forventede sejr til Roglic, for meget taler for, at det vil være Pogacar, der har bukserne på i Asturien de kommende dage. Dels synes han som bekendt blot at blive bedre og bedre, og dels er han langt mere komfortabel på de kommende store bjergetaper med mange lange stigninger. I dag kom de 4000 højdemeter ham til gode, men det er 15. og 16. etape, der passer ham allerbedst. Og helt omvendt forholder det sig med Roglic, der er bedst i mere eksplosivt terræn og har haft sine største kriser i de rigtige bjerge.

Alligevel må Pogacar nok indstille sig på, at han ikke skaber den totale sensation ved at vinde løbet. Dertil tabte han for megen tid på Mas de La Costa, hvor han led på de stejle procenter, samt ikke mindst på en ellers fin enkeltstart og det uheldsramte holdløb, hvor hele UAE-mandskabet røg i asfalten. Og selv hvis han skulle køre Roglic sønder og sammen i Asturien, vil hans hold, der i dag mistede Fabio Aru, ikke kunne stille meget op mod løbets tre stærkeste mandskaber i den sidste uge. Nok er de madrilenske bjerge ikke de sværeste, men det er den slags etaper, der kan være håbløse at kontrollere, hvis man efterlades lidt for alene lidt for tidligt.

Det er derfor også Roglic, der er dagens største vinder. Den fornemmelse, som jeg omtalte i gårsdagens optakt, af, at sloveneren har siddet med stort overskud de seneste dage, blev til fulde bekræftet med endnu en kæberasler til hans tre store forhåndsrivaler. Selvom han blot havde behov for at køre defensivt, følte han sig alligevel så stærk, at det var ham, der iværksatte den afgørende forcering, inden Pogacar kørte kontra. Og herefter befandt han sig i det perfekte selskab med en rytter, der ikke blot er en god ven og landsmand, men som modsat Lopez, Valverde og Quintana har alt at vinde med en podieplads og derfor ikke havde spor af grund til ikke at samarbejde.

Udfordringer er der stadig nok af. Igen i dag viste Jumbo sig nemlig som det svageste af de tre store hold, nu hvor det står klart, at Sepp Kuss stadig synes at mangle stabilitet, og George Bennett som forventet har svært ved at holde formen, og man må trods alt formode, at Astana og Movistar endnu ikke er klar til at resignere, selvom Vuelta-sejren lige nu synes at være så langt væk, at man skal være udstyret med et særdeles veludviklet falkeblik for at kunne får øje på den. Som sagt er de madrilenske etaper ikke de letteste at kontrollere, og det gælder bestemt heller ikke de asturiske, hvor Roglic som sagt må forventes at være lidt mere på udebane, end han var det i dag.

Til gengæld synes Roglic at have lært en vigtig lektie. Som jeg har skrevet flere gange, var sloveneren alt for højtflyvende forud for Giroen, hvor han endte med at være stærkt nødlidende i den tredje uge - noget, hans sidste enkeltstart er det mest tydelige bevis på. Denne gang kørte han ikke ét eneste løb i optakten, men udnyttede i stedet sin eminente evne til at træne sig i form. Det gjorde ham skarp nok til at klare de første dage, og som man kunne se ved at sammenligne præstationen på Javalambre med hans kørsel i dag, synes strategien at bære frugt i den forstand, at Roglic tilsyneladende bare bliver bedre og bedre.

Læs også

Officielt: Tidligere Visma-sprinter har fremtiden på plads

Mens slovenerne lægger en ekstra flaske champagne på køl, er det nok ikke i aften, at det spanske natteliv eksploderer i en munter fredag. Snarere er der måske grund til at gå et smut i en af landets utallige kirker for at begrave de sejrsdrømme, som for alvor fik næring, da Alejandro Valverde spurtede sig til sejr på Alto Mas de La Costa for bare en uge siden. Siden dengang er det imidlertid kun gået den forkerte vej, og man må endda håbe på, at de ikke tænker på, hvordan klassementet havde set ud, hvis ikke Roglic var styrtet både på holdløbet og i Andorra.

Desværre var det for Movistar-duoen ikke helt uventet. Nok passede Los Machucos glimrende til Valverde, men så sent som i Andorra så vi, at den spanske veteran stadig har sine begrænsninger, når stigningerne bliver mange og højdemeterne det samme. Det gjorde de i dag, hvor rytterne skulle klatre mere end 4000 højdemeter på kun godt 160 km, og det var formentlig det, der tippede balancen til fordel for Pogacar og til ugunst for Valverde, selvom Los Machucos isoleret set var som skabt til verdensmesteren. Og måske var det det, holdet vidste, da de med overraskende passiv kørsel, var fint tilfredse med at lade udbruddet sejle væk, fordi de vidste, at det var Valverde og ikke Roglic, der havde glæde af et let løb frem mod sidste stigning.

Quintanas nedtur var heller ikke uventet. Det havde den været, hvis vi havde skrevet 2016, men læren af de seneste sæsoner har været, at den lille colombianer lige så vel kan flyve højt som styrte dybt. Og i dag gjorde han begge dele på en etape, der på bage en halv times tid til sidst meget godt indkapslede de enorme udsving, der i dag mere end noget andet kendetegner Quintana. Fra at iværksætte en fornem offensiv gik han til at ligne en mand, der var gravet alt for dybt alt for tidligt, til alligevel at finde så megen luft, at han mod slutningen af stigningen lignede en mand, der måske kunne have truet de slovenske supermænd, hvis han havde kørt en anelse mere afventende.

Problemet var bare, at han ikke havde råd til at være afventende. Den mulighed frarøvede han sig selv ved at køre så ringe en enkeltstart, og dermed var både han og Movistar nødt til at satse i det, der vel nok var dagens mest forudsigelige fremstød. Det hele endte dermed med en gigantisk lussing og stor risiko for, at Pogacar nu også stjæler 2. pladsen, og nu bliver det interessant at se, om holdet stadig er villige til at satse stort for at vinde hele løbet, eller om de i stedet vil bruge deres brølstærke hold med en kraftigt forbedret Marc Soler til at gøre noget, der kunne ligne rent bord med Alejandro Valverde, der i den tredje uge kan vinde den ene etape efter den anden. Logikken siger, at de stadig skal tro på en sejr, men man kan vel ikke helt fortænke dem i at gå efter mere realistisk succes med en mand, der blot har en uge tilbage i regnbuetrøjen.

Den eneste, der leverede en svært uventet præstation, var Miguel Angel Lopez. Det var i hvert fald ikke let at forudse, at den lille colombianer, der traditionelt altid har været bedst i den tredje uge, skulle ende som dagens gigantiske taber. Det regnede han åbenlyst heller ikke selv med, da han langt om længe satte sit Astana-mandskab frem og med en kraftig forcering alligevel sørgede for at kvæle det udbrud, der længe så ud til at skulle løbe med sejren på en dag, hvor Astana og Movistar ventede overraskende længe med at træde i karakter.

Og måske var det alligevel ikke så uventet. Som bekendt er Lopez altid kommet halvrusten ind til sine grand tours, og som jeg allerede fremhævede i mine allerførste analyser, var der noget, der tydede på, at han på denne fortunge rute med en svær første uge ville gøre det anderledes. I hvert fald kunne meget pege på, at han efter en flyvende start nu er ved helt usædvanligt at falme. Naturligvis skal vi vente med at drage endelige konklusioner, indtil vi har set ham på stigninger, der passer ham bedre, og hvor han hidtil har været i særklasse, men det er i hvert fald en stærkt nærliggende tanke.

Dagens positive overraskelse var vel Rafal Majka. Ganske vist blev det til den 6. plads, jeg forudsagde i optakten, men havde det ikke været for Pierre Latours udbrud, var han faktisk blevet nr. 5, fordi han højst uventet kørte fra Lopez. Det skete endda efter et meget offensivt og aktivt løb, hvor han fulgte Quintana og Valverde til dørs og dermed satte en streg under det, der har været billedet lige siden starten af sæsonen, nemlig at Majka i år har nærmet sig det niveau, han senest havde ved OL i 2016. Naturligvis er han stadig ikke den podiekandidat, han var for år tilbage, men Majka har i år vist, at han stadig er en klasserytter, især når han gør det så fint på en stigning, der ikke er ideel for ham.

En anden positiv oplevelse var Wilco Kelderman. Som vi allerede så det i Andorra, er hollænderen ved langsomt at komme sig over sin ringe forberedelse, og han er åbenlyst en mand i fremgang. Dagens præstation på en stigning, der var alt for svær for den relativt store hollænder, var i hvert fald lovende, inden de asturiske etaper, der passer ham langt bedre. Noget kunne tyde på, at Kelderman stadig kan, når han for en gangs skyld har en længere styrt- og skadesfri periode. Og kan han igen finde sin gamle enkeltstart frem igen, er han stadig værd at satse på hos et Sunweb-hold, der med tabet af Dumoulin er svært amputeret i de kommende år.

Vi må dog også være ærlige og sige, at årets felt ikke er særligt dybt. Det er således bemærkelsesværdigt, at vi efter 13 dage fortsat har Nicolas Edet, Carl Fredrik Hagen og Dylan Teuns i den samlede top 10 samt Hermann Pernsteiner umiddelbart efter. Ganske vist imponerer de alle - særligt Pernsteiner, der virkelig har fået sit gennembrud her - men de var trods alt ikke i nærheden af at køre med de bedste. Hagen blev endda blot nr. 19 og Teuns nr. 27, og det siger en del om, at det er et stærkt topfelt, men en begrænset bredde, der præger årets Giro. Og det skal man nok også huske på, når man roser folk som James Knox og Kilian Frankiny, der ligesom i Andorra bekræftede, at de er ryttere i kraftig fremgang.

Læs også

Vingegaard-sportsdirektør kommenterer på Giro-rygter

Lopez er dagens største taber, men der er andre. Det gælder særligt Mitchelton og Ag2r. Australierne må desværre sande, at fornemmelsen af, at Esteban Chaves stod foran endnu en kollaps, blev bekræftet, og da Mikel Nieve aldrig har fundet sine bedste ben i år, står det australske storhold lige nu som et af løbets mest skuffende mandskaber.

Endnu mere ærgerlige må Ag2r dog være. Pierre Latour viste nemlig efter et svært år endelig igen sin høje klasse på den største scene, men desværre smed de en næsten sikker sejr væk ved at være alt for tøvende i et udbrud, hvor de ellers sad med hele tre mand. I stedet for at ofre både Clement Venturini og Geoffrey Bouchard i et forsøg på at sætte kaptajnen op til sejr, bidrog de med Bouchards utallige angreb slet ikke til at skabe det mindste samarbejde i en yderst disharmonisk gruppe, som brændte et straffespark uden målmand på en dag, hvor Astana og Movistar serverede sejren på et sølvfad. Med tanke på, at den heroisk kæmpende Latour kun manglede ca. 700 m i at runde toppen i ensom majestæt, kan man i hvert fald kun ærgre sig over, at Bouchard først blev brændt af, da Astana allerede havde halveret forspringet, og da han allerede havde efterladt hovedparten af sine kræfter på de nordspanske veje.

På den anden side er det jo altid let at være bagklog, og Latour var sikkert særligt varsom over for Ineos, der med Wout Poels og David De La Cruz sad med to stærke vinderbud. Poels brændte imidlertid alt sit krudt af med alt, alt for aktiv kørsel i etapens første halvdel, hvor han var med i alt, hvad der rørte sig, og man sad snarere med fornemmelsen af, at der var tale om en ung nyprofessionel end en rytter, der har vundet Liege-Bastogne-Liege. På den anden side er det måske meget godt udtryk for den desperation, der må præge Ineos og Poels, der er i gang med en grand tour, som nærmer sig at blive en hístorisk fiasko for det britiske superhold.

Det gør det til gengæld ikke for slovenerne. Det har Primoz Roglic og Tade Pogacar allerede sørget for ved at vinde tre af løbets mest prestigiøse etaper og samtidig have sat kurs mod en slovensk dobbeltsejr bare tre måneder efter landets første grand tour-podium overhovedet. Og måske fortsætter den slovenske fest allerede lørdag, hvor Luka Mezgec står klar til at slå til i en puncheurspurt, der virkelig passer ham. Sker det vil de udligne den spanske score på fire etapesejre til trods for, at feltet tæller 36 spaniere og blot fem slovenere. Og mens Roglic nu har haft førertrøjen i fire dage, har Spanien slet ikke været i rødt, og Pogacar står nu endda til at vinde den hvide trøje foran den gigantiske favorit, Lopez.

Jo, det er i sandhed den omvendte verden, når den spanske legestue er blevet slovensk.