Itzulia Basque Country-analyse: Første skridt mod den søde Tour-revanche
06. april 2021 14:23Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Itzulia Basque Country, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 1. etape.

Annonce

Da Tour-ruten blev præsenteret i november, blev der formentlig jublet så meget i Holland, at det kunne høres helt til De Forenede Arabiske Emirater. For første gang siden 2016 præsenterede arrangørerne fra ASO nemlig en relativt enkeltstartstung rute, og modsat tilfældet for fem år siden var begge de to enkeltstarter endda relativt flade. Det var sød musik i ørerne på Jumbo-ledelsen, der stadig slikkede sårene efter septembers store skuffelse og forsøgte at forstå, hvordan i alverden det var lykkedes Primoz Roglic ikke at vinde sidste års Tour.

 

De to flade enkeltstarter i den kommende Tour kunne nemlig kun læses som en fordel for Jumbo-mandskabets kaptajn i det ventede slovenske gigantopgør mod Tadej Pogacar. Ganske vist var det jo netop på en enkeltstart, at Pogacar på den mest ubarmhjertige vis havde flået den gule trøje af Roglics smalle skuldre bare en måned forinden, men al logik og historik ville stadig tilsige, at de flade enkeltstarter vil være til gunst for en mand, der igennem de seneste fem år har en alenlang liste af enkeltstartssejre på WorldTour-niveau. Særligt den tidlige enkeltstart i uge 1 var en gave til Roglic, der er kendt for at starte som lyn og torden, mens den restitutionsstærke Pogacar altid har lidt rust, der skal bankes af i starten af et etapeløb.


LIVESTREAM: SE ALLE ETAPER AF BASKERLANDET RUNDT
 

Pludselig blev der dog lagt en dæmper på jublen i de første måneder af 2021. Her kunne Jumbo-manager Richard Plugge nemlig iagttage, hvordan Pogacar på to pandekageflade tonserruter, der næppe kunne ligge dårligere til Tour-kongen, som på ingen måde er naturlig temporytter, leverede ridt, som selv en formstærk Roglic ville få svært ved at matche. Således blev Pogacar på enkeltstarterne i både Tirreno og UAE Tour nr. 4 i selskab med de sande wattmonstre, og pludselig blev de hollandske hår lidt mere grå.

 

Bekymringen kan umulig være blevet mindre, når de iagttog deres egen kaptajn. Roglic blev ganske vist nr. 3 på enkeltstarten i Paris-Nice, men for en mand, der har vundet snart sagt enhver mellemkuperet WorldTour-enkeltstart, han har kørt i de seneste fem år, var det faktisk langt under vanlig standard. Når man samtidig husker på, at samme Roglic i 2020 ikke blot underpræsterede markant på nyere Tour-histories mest berømte enkeltstart, men også var langt under niveau på den Vuelta-enkeltstart, han ganske vist vandt men kun med 1 sekund ned til Will Barta, var det svært ikke at få den tanke, at Roglic måske ikke længere helt er den temporytter, han var særligt i årene mellem 2017 og 2019.

Pogacar har tabt meget tid hjem! Taber 30 sekunder til Roglic

KØB ADGANG: SE ALLE DE STØRSTE CYKELLØB PÅ

 

Derfor er der i de seneste uger også blevet bygget op til denne uges Baskerlandet Rundt. Ikke blot repræsenterer det baskiske etapeløb årets første møde mellem de to Tour-favoritter, det er også en mulighed for den første styrkeudmåling mellem de to i den enkeltstartsdisciplin, der ser ud til at blive uhyre afgørende i den kommende udgave af Touren. I det lys er der utvivlsomt et hav af cykelfans, der har sat et særligt kryds ved mandag d. 5. april som dagen, hvor vi kunne få de første væsentlige svar på, hvem der skal iføre sig den gule trøje i Paris til sommer.

 

Mens solen går på hæld over de baskiske mure, kan vi således nu gøre en første status, og mon ikke man i den arabiske ørken atter kæmper med at få ørenlyd for den massive jubel, der gjalder mod Emiraterne hele vejen fra Holland? Det blev i hvert fald Roglic, der tog første stik i den slovenske Tour-generalprøve, og det ikke bare med det yderste af neglene. Tværtimod satte chefmonsteret den unge monsterlærling godt og grundigt til vægs med en margin, som er langt mere i overensstemmelse med den konventionelle logik end det, vi har set i det seneste års tid.

 

Naturligvis kan dagens enkeltstart i Bilbao slet ikke sammenlignes med det, der venter til sommer. De baskiske enkeltstarter er med deres mange og ofte stejle stigninger nemlig reelt ikke sammenlignelige med noget, vi finder i andre løb, og vi har i den kuperede region været vidner til spøjse resultater som eksempelvis podiepladser til temposvage folk som Joaquim Rodriguez, der sågar har vundet løbet i kraft af en god enkeltstart, og Nairo Quintana. Derfor skal man faktisk som regel undlade at skæve til de baskiske enkeltstarter, når man til mere klassiske tidskørsler skal vurdere favoritterne.

Annonce

 

Alligevel var det en gedigen lussing, Roglic leverede denne 2. Påskedag i Bilbao. Forskellen blev nemlig ikke gjort på løbets lange stigning, hvor Pogacar faktisk var marginalt hurtigere end sin landsmand. Nej, Roglic vandt enkeltstarten på tonserstykket efter toppen, hvor der skulle trædes watt, og hvor de klassiske tempoevner kom i brug. Her kørte han slet og ret Pogacar midt over ved på de ca. 10 km at distancere sin landsmand med hele 30 sekunder og ikke blot tage et gigantisk skridt mod den anden samlede sejr i det baskiske løb, men også sende en kraftig advarsel om, at det stadig er ham, der har bukserne på, når der skal kæmpes alene mod uret.

 

Man kan sagtens argumentere for, at Roglic stadig ikke er på sit højeste niveau. Sammenligner man eksempelvis med magtdemonstrationen på den bare 8 km lange San Luca-enkeltstarten i Giroen i 2019, er marginerne i forbindelse med dagens sejr stadig små. Men i en lidt specielt disponeret enkeltstart, hvor han kørte meget langsomt på bakken - altså så langsomt, at han ”kun” satte tredjebedste tid og blev slået af den noget svagere klatrer Brandon McNulty - fik han på den flade del bevist, at han stadig er et monster både i bjergene og på enkeltstarterne.

 

Alligevel skal Pogacar ikke sove alt for uroligt. Vi ved nemlig, at sloveneren aldrig starter sine etapeløb stærkt, og særligt efter en løbspause har han altid lidt rust, der skal bankes af. Derfor kunne man sagtens forudse, at det kunne blive svært for ham at slå Roglic i et løb, hvor den måske vigtigste etape kom allerede på førstedagen, og billedet vil være et helt andet i Touren, særligt i den tredje uge. Alligevel kan Roglic nu rejse til Frankrig med en forventning om, at han i hvert fald på den første af de to tidskørsler bør kunne vinde tid på sin rival.

 

Alligevel var det lige ved, at Roglic ikke fik sit hattrick af sejre på de baskiske enkeltstarter. Det blev bare ikke fra Pogacar, at UAE-truslen kom, men derimod fra Brandon McNulty, der med sin tredje top 4 på en WorldTour-enkeltstart på mindre end en måned nok engang fik sat en streg under sin status som en af feltets allerbedste temporyttere. Det var faktisk en ret bemærkelsesværdig bedrift, at han netop på denne rute skulle komme så tæt på Roglic, for selvom McNulty kan klatre, er det netop i bjergene, at han hidtil har haft sine begrænsninger, og særligt på en kort, eksplosiv stigning burde han blive kørt midt over af Roglic, der er blandt verdens allerbedste på netop sådanne bakker. Nu kan man sagtens argumentere for, at Roglics lidt konservative udlæg nok er hovedforklaringen på tiderne på toppen af stigningen, men det er alligevel en imponerende præstation af McNulty, at han på stigningen slår en stor del af verdenseliten i klatring, endda også sin egen kaptajn. Nu skal han bare overføre de klatreevner til lange stigninger på linjeløbsetaper, inden han for alvor bliver interessant.

 

McNultys ridt vidner også om, at Pogacar får solid støtte, når han i de kommende dage skal i gang med det, der ligner en umulig opgave, nemlig at hente alle 28 sekunder på Roglic. Den støtte vil også komme fra Marc Hirschi, der med sin 12. plads sørgede for mangen et lettelsens suk. Den lille schweizer fik nemlig bevist, at han trods sin problematiske sæsonstart formentlig nok skal nå at finde formen inden Ardennerne, hvor vi dermed kan se frem til et herligt show med Hirschi, Roglic, Pogacar og Julian Alaphilippe som de sandsynlige hovedaktører, der som bekendt udkæmpede så nervepirrende en kamp i Liege i oktober. I det omfang, Pogacar tillader det, kan der endda lure etapesejre til Hirschi i dette løb, hvor det meste af terrænet passer ham storartet. Og så kan han samtidig forsøge at pille glansen lidt af Roglic, der reelt set står med chancen for at vinde hele fem af de seks etaper. Da samtidig Rafal Majka og den netop tilbagevendte Diego Ulissi også kørte pæne tider, ser UAE ganske stærke ud til resten af løbet.

Annonce

 

Netop kollektivet skulle også have været en af Pogacars trumfer. På papiret har Roglic nemlig ikke fået A-holdet med til Frankrig, og faktisk får han ikke støtte af én eneste af de ryttere, der lige nu er udtaget til Tour-truppen. Desværre for Pogacar blev drømmen om et svagt Jumbo-mandskab hurtigt til et mareridt efter en 1. etape, der endte som en sand hollandsk magtdemonstration.

 

Roglic var nemlig alt andet end en gul enmandshær. Med hele tre mand i top 4 viste hollænderne, at de har al den styrke, der skal bruges, når trøjen i de kommende dage skal forsvares. Jonas Vingegaard viste nemlig, at den chokerende gode enkeltstart i UAE Tour ikke bare var et tilfælde, og at han tilsyneladende har opbygget nogle tempoevner, der blot gør ham endnu mere spændende som klassementsrytter. Med dagens ridt kan man endda drømme om, at han selv kan ende langt fremme i klassementet i dette løb, der på papiret passer ham som fod i hose, for med superformen fra Coppi e Bartali intakt ligner han en af de stærkeste til de kommende opgaver, samtidig med at han har indskrevet sig som endnu større favorit til at overtage den Tour-plads, som Tom Dumoulin meget vel kan ende med at efterlade.

 

Det kan nu blive svært at køre klassement her, når Jumbo har udsigt til at skulle kontrollere alle de fem kommende etaper, hvoraf særligt lørdagens kongeetape kan blive et mareridt at holde styr på. Der er dog et håb at hente i den fremragende enkeltstart fra Tobias Foss, som ellers har haft en lidt anonym start som professionel - først og fremmest fordi en lovende Giro fik en tidlig ende, da Steven Kruijswijk testede positiv for covid-19. Dengang nåede han nemlig med en 5. plads på den første enkeltstart at vise, at der er en grund til, at han har vundet Tour de l’Avenir, og den grund mindede han med dagens ridt os alle om. Nu er næste skridt for ham også at sidde med længere i bjergene, og det får han chancen for at bevise i de kommende dage, hvor hans holdbarhed i høj grad bliver bestemmende for, om Vingegaard også kan ende højt i klassementet. 

 

Med så stærk en kollektiv præstation og nogle enorme tidsforskelle ligner Roglic allerede nu en vinder af et løb, hvor forskellene på de korte stigninger trods alt ofte er relativt begrænsede. Heldigvis for løbet lykkedes det for den tredje af de tre forhåndsfavoritter, den formstærke Adam Yates, at holde sig inde i løbet med en ganske glimrende enkeltstart. Måske kunne man efter den overraskende gode præstation i Catalonien have håbet på lidt mere på en kuperet rute som denne, men et tab på 28 sekunder og samme tid som Pogacar er bestemt til at leve med. Samtidig kørte Richard Carapaz en langt bedre enkeltstart, end formen fra Catalonien kunne antyde, og dermed har Ineos stadig to kort at spille, herunder en ecuadorianer, der aldrig er bange for at angribe tidligt. Desværre røg det tredje kort, da Tao Geoghegan Hart som frygtet stadig er langt fra sit bedste niveau, og trods en opblomstring i GP Miguel Indurain har Laurens de Plus også stadig nogen vej at gå, før han bliver sig selv igen. Med en lussing til den i år så skuffende Eddie Dunbar blev det således ikke den helt perfekte dag for Ineos, selvom to af deres tre bedste kort leverede ganske glimrende præstationer.

 

De kan i hvert fald være mere tilfredse end det brølstærke Bora-mandskab, der ikke fik det ønskede udbytte af enkeltstarten. Skulle den i Paris-Nice så godt klatrende Maximilian Schachmann køre med om sejren i dette løb, skulle opskriften nemlig være den samme som i 2019, hvor han vandt enkeltstarten og tog bonussekunder med yderligere to etapesejre, men stadig dengang klatrede for dårligt. Desværre underpræsterede han eklatant, som han også gjorde på enkeltstarten i Paris-Nice, og nu kan man ikke undgå at spekulere på, om der har været en pris at betale for de nyligt fundne klatreevner. De evner rækker næppe til at køre med de bedste på de svære stigninger i dette løb, og dermed ser den ellers så velkørende tysker ikke ud til at være i spil til podiet denne gang.

Annonce

 

Heller ikke holdets andet tempoes kan være tilfreds. Ganske vist vandt Wilco Kelderman tid på mange, men enkeltstarten understregede igen, at hans forbedrede klatring har kostet dyrt på den enkeltstart, der engang var så fremragende. Også i dag kørte han nemlig fabelagtigt på stigningen, men tabte til gengæld megen tid på det flade stykke, hvor den gamle Kelderman skulle have gjort forskellen. Heldigvis for ham passer resten af løbet ham ganske glimrende, og han kan i hvert fald sige, at han er kommet stærkt tilbage fra det grimme træningsstyrt i januar.

 

Bora har da også stadig masser af kort at spille. De ikke specielt tempostærke Patrick Konrad og Emanuel Buchmann forsvarede sig hæderligt i en disciplin, der ikke er deres bedste, og så skabte den lille puncheur Ide Schelling, der aldrig har vist skyggen af tempoevner, et lille mirakel ved at slå alle sine fire kaptajner og blive en nærmest sensationel nr. 8. Dermed har holdet nu hele fem kort at spille, og selvom Schelling næppe er holdbar på de sværeste stigninger, er det et interessant krydderi til løbet, når man husker på, at holdet i 2019 vandt fire af de seks etaper, og at det var en opportunistisk Buchmann, der med et angreb fra distancen var meget tæt på at løbe med den samlede sejr. Den form for opportunisme vil vi formentlig få at se igen, særligt på lørdag.

 

Dengang var det Astana, der fik skovlen under Bora til sidst, da Jakob Fuglsang og Ion Izagirre med flot samarbejde fik sat Buchmann til vægs og kørte Izagirre til karrierens største sejr. I år var drømmen en gentagelse for baskeren, der har gjort dette løb til sit hovedmål for sæsonen, men den drøm er allerede helt død. Ikke siden sejren for to år har Izagirre været i nærheden af sit gamle niveau, og den lille opblomstring, han viste i Paris-Nice, forsvandt som dug for solen med en enkeltstart, der desværre minder meget om de præstationer, vi har set i de seneste nu mange år.

 

Heldigvis er Astana ikke ude af billedet endnu. Jakob Fuglsang fik nemlig i første omgang lagt en dæmper på den bekymring, hans efter hans standard svage sæsonstart havde givet, og selvom den endelige test af hans reelle niveau som nu 36-årig først kommer de kommende dage, var det opløftende, at han endda fik et bedre resultat end i 2019, hvor han som bekendt havde sit vel nok højeste niveau nogensinde bare få uger senere i Ardennerne. Ser man bort fra Izagirres præstation, var det i det hele taget en god dag for Astana, der nok engang bekræftede, at de i år bare kører nogle pokkers gode enkeltstarter. Det skete nemlig igen med de ellers altid så temposvage Alex Aranburu og Omar Fraile, der for anden gang i træk kørte deres vel nok livs bedste enkeltstart. Det er særdeles opløftende for de kommende etaper, der passer dem begge glimrende, og det fik lagt en dæmper på bekymringen efter Aranburus skuffende præstation i lørdags. Også Alexey Lutsenko, der ikke længere skal regnes som tempostærk, kom ganske fint igennem og fortsætter et pænt comeback efter styrtet i Paris-Nice, som tvang ham til at ændre sæsonmål.

 

En anden vinder må være Israel Start-Up Nation. Sidste år så det nemlig ud til, at Patrick Bevin allerede kunne være på vej ud af enkeltstarternes verdenstop, da han i et rædselsår aldrig var i nærheden af det niveau, der gav ham en 4. plads ved VM i 2019. I dag imponerede han imidlertid stort på en rute, der burde have været alt for svær for ham, og dermed fik han vist, at han stadig kan blive uhyggelig, når vi rammer mere klassisk terræn. Samtidig udeblev den totale katastrofe for den normalt så temposvage, men meget formstærke Michael Woods, som med dagens præstation i hvert fald har holdt sig selv i spil til en top 5, hvis formen er lige så god, som den hidtil har været. Også formstærke Krists Neilands imponerende, ligesom Daryl Impey på en svær rute gjorde det pænt, og dermed er det kun et skuffende ridt fra den stadig lidt hensygnende Ben Hermans, der kan kaste lidt malurt i bægeret.

Annonce

 

Ellers gik det mere eller mindre som forventet. Tempostærke folk som Pello Bilbao, Mattia Cattaneo og Pierre Latour gik alle i top 20, og selvom det ikke var deres bedste ridt, vandt de tid på mange. Også Alejandro Valverde kan være fint tilfreds, for selvom hans engang så gode enkeltstart stadig er langt væk, var det en af hans bedre præstationer i nogen tid. Endnu bedre gik det dog for supertalentet Mauri Vansevenant, hvis tempoevner ellers har været et ret stort spørgsmålstegn, men som i dag fik bevist, at det ikke er den akilleshæl, man kunne frygte. Og med fine præstationer fra Cattaneo og formstærke Mikkel Honoré blev det en glimrende dag for de sejrsvante belgiere fra Deceuninck, ligesom det også gjorde for Bahrain, der udover Bilbaos tidsgevinst kan notere sig, at Mikel Landa undgik den frygtede katastrofe med en af sine bedre enkeltstarter. Tilsvarende kan DSM være yderst begejstret for de fine præstationer fra stortalentet Ilan van Wilder, der endelig er skadesfri, samt den ellers i år hidtil så formsvage klatrer Mark Donovan.

 

Sådan gik det ikke for andre. For EF var dagen noget møg, da Sergio Higuita slet ikke kunne fortsætte de gode takter fra årets første enkeltstarter, og Hugh Carthy for andet løb i træk kørte en enkeltstart langt under den forbedrede standard, han viste sidste år. David Gaudu må nok engang sande, at hans enkeltstart er en stor akilleshæl, og Enric Mas satte igen en streg under, at han er gået fra at være en langsom start til at være superlangsom. Guillaume Martin må igen sande, at hans enkeltstart forbliver en mindre katastrofe, og da Jesus Herrada stadig ikke er i nærheden af de engang så fine tempoevner, blev det en trist dag for Cofidis. Endnu værre fik det dog for Bauke Mollema, der igen satte en streg under, at der er en ufattelig forskel på hans gode og dårlige enkeltstart, og at det svage indtryk fra i lørdags fortsat holde. Og helt falt fik det for den ellers så formstærke Esteban Chaves, der for andet løb i træk fik vist, at han nok er flyvende i bjergene, men lige nu synes ringere på enkeltstarten, end han nogensinde har været.


LIVESTREAM: SE ALLE ETAPER AF BASKERLANDET RUNDT
 

Det er Roglic ikke. Det kan godt være, at han ikke helt så flyvende, som han var i sine bedste år, men i dag fik han bevist, at han stadig kan regne Tourens to enkeltstarter som et af de våben, der skal give ham revanche for sidste års gigantiske skuffelse. Jumbo-manager Plugge har ellers efter al sandsynlighed sovet temmelig uroligt i de seneste uger, hvor Pogacar har leget tempokonge, men mon ikke han i nat for første gang i nogen tid ikke vil vågne op badet i sved efter et mareridt om en gentagelse af sidste sæsons virkelige mareridt? Efter i dag kan han i hvert fald tro på, at der til juli atter vil være brug for høreværn i den arabiske ørken, når de skal forsøge at få lidt ro for den jubel, der kan høres hele vejen fra Holland.

INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewRiwal-hollænder med store GP Herning-ambitioner

Landevej

Norsk succeshold trækker sig fra Alpe-løb

Landevej

Video i artiklenPogacar inden åbent Fléche Wallone: Mur de Huy er unik

Landevej

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Landevej

Video i artiklenOptakt: Fleche Wallonne

Landevej

Video i artiklenFølg en travl onsdag med bjerge og ardennerklassiker

Landevej

Eksklusivt interviewDansk stortalent tæt på tyrkisk sejr: Jeg bliver måske lidt ivrig

Landevej

Annonce