Nationale mesterskaber er sjældent de stærkest besatte løb, men der er alligevel en særlig prestige i at vinde dem. Udover VM og EM er det nemlig de eneste begivenheder, der giver en særlig ret til at bære en trøje igennem et helt år, men der er stor forskel i den prestige, der følger med de forskellige trøjer. Således er det vel den belgiske drikleur og de franske og italienske tricolorer, der regnes som de mest prestigiøse - dels fordi de kommer fra sportens tre historiske kernelande, dels fordi de nationale mesterskaber i de tre lande også i dag hører til blandt de stærkest besatte.

I disse år burde det nu ikke være de tre trøjer, der vækker mest beundring. Nej, det må snarere være den lidt undseelige slovenske mesterskabstrøje, Primoz Roglic kører rundt i. Nu er det ganske vist sjældent, vi ser den, for siden han vandt den i juni kan det vel næsten tælles på to hænder, hvor mange gange han har haft på den og ikke er kørt rundt i en eller anden fører- eller pointtrøje, men lige nu er den i en vis forstand et symbol på, at man ejer cykelverdenen, som en begejstret norsk cykelkommentator sikkert ville sige det.

Sådan er det naturligvis ikke. Et nationalt mesterskab er et endagsløb, og Slovenien kan næppe prale af at have verdens bedste endagsrytter. Hvis til gengæld man arrangerede nationale mesterskaber og VM i etapeløb, ville det til gengæld være ét fedt, om man afviklede et VM eller et slovensk mesterskab. Det ville nemlig med 99% sikkerhed give præcis samme udfald - og det er ret bemærkelsesværdigt, når vi taler om et lille land med bare 2 mio. indbyggere!

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Hvis man manglede et bevis på, at der lige nu er totalt slovensk verdensherredømme, og stadig nærede lidt tvivl trods den slovenske dominans i efterårets Tour de France, skulle man blot tænde for fjernsynet, da dagens 3. etape af Baskerlandet Rundt blev afviklet. Her viste Roglic og Tadej Pogacar nemlig at være præcis så overlegne, som de var det på de franske landeveje i september, og de to gode venner satte en fed streg under, at der lige nu ikke er nogen, der bare kommer i nærheden af deres topniveau.

Nu kan man indvende, at det ikke er specielt imponerende af duoen at sejre med 5 sekunder ned til en 41-årig veteran, men resultatlisten skjuler klasseforskellen. Havde de to slovenere ikke været så jævnbyrdige, at den ene ikke kunne ryste den anden, havde billedet nemlig været et helt andet. Efter det lidt halvhjertede første angreb fra Pogacar blev der nemlig slået et så gigantisk hul til rivalerne hver eneste gang, Pogacar leverede et af sine talrige angreb, at man fik fornemmelsen af, at der var tale om to seniorer i et lokalt juniorløb, men hver eneste gang gik den i stå igen, da de to slovenere begge måtte sande, at de bare stadig er lige så pokkers jævnbyrdige, som de var det i september, hvor eneste forskel mellem dem i bjergene var de ganske få sekunder, Roglic stjal på Pogacar på Col de la Loze. Og det betød, at rivalerne gang på gang kunne komme tilbage og i det mindste få en fornemmelse, at de var med i cykelløbet.

Det var de bare reelt ikke, og derfor kan vi kun glæde os over, at Roglic og Pogacar har hinanden. I de senere år har det nemlig været lidt trivielt at se Roglic vinde etapeløb med samme hast, som der i disse dag gennemføres coronatest, og det var heller ikke just spændende at se sloveneren vinde tre etaper i årets Paris-Nice eller at se Pogacar vinde Tirreno-Adriatico med mere end et minut ned til nr. 2 og næsten fire minutter ned til nr. 3. Derfor skal vi prise os lykkelige for, at vi har to så fantastiske ryttere, der lige nu har lagt i kakkelovnen til en af de mest åbne Tour de France-udgaver, vi har haft i de senere år.

Heller ikke i dag var det nemlig muligt at se, hvem der var stærkest. Pogacar angreb igen og igen, men man fik aldrig indtrykket af, at Roglic var presset. Der var heller ikke antydningen af det fjerne blik, vi kender monsteret for, når han en sjælden gang er presset, og det var i stedet det determinerede og målrettede blik, vi ser, når han har styr på tingene. Derfor lignede han også etapens vinder, da han modsat Pogacar kunne tillade sig at klatre op ad muren med en defensiv tilgang, inden han på den sidste kilometer kom med en af de forceringer, der 99 ud af 100 gange giver en stensikker sejr til det umættelige monster.

Derfor lugtede det også af Roglic-sejr, da monsteret åbnede for gabet, og da Pogacar havde begået den fejl at afgive Jumbo-rytterens hjul til Alejandro Valverde, der ikke kunne holde det, så det ud til, at afgørelsen var faldet. Det var den bare ikke, for Pogacar gjorde slutteligt det, der i de senere år har været en mindre umulighed, da han ikke blot kørte chefmonsteret ind, men også havde overskud til at tage fronten frem mod nedkørslen - en manøvre, der i denne slags finale næsten altid vil være garanti for sejr. Værdien af den triumf skal slet ikke undervurderes, for den viser, at der ingen garanti er for, at Roglic altid vinder de eksplosive finaler, og hvis sommerens Tour vitterligt bliver så lige, som alt peger på, kan bonussekunder og spurtstyrke vise sig at være en afgørende komponent.

Også for dette løbs spænding var det altafgørende, at Pogacar slog sin landsmand. I stedet for at være 28 sekunder efter fik han nu barberet enkeltstartslussingen ned til en afstand på bare 20, og selvom det stadig ligner en svær opgave at vinde løbet, er det ikke længere en umulighed. Nok så Roglic usårlig ud i dag, men bliver Pogacar bare bedre og bedre, som han plejer, kan man vel ikke helt udelukke, at der kan være en større sårbarhed på Arrate på lørdag.

Faktisk er Roglic mere sårbar end som så. Det var nemlig et stort slag i ansigtet på Jumbo-mandskabet, at den i går så velkørende Brandon McNulty bekræftede sin superform og fandt nogle klatreevner, han aldrig tidligere har haft - endda på en stigning, der slet ikke burde passe ham. Nu har Roglic nemlig to UAE-ryttere lige i hælene, og med den sårbarhed, vi har set fra Jumbo-mandskabet, er det faktisk slet ikke så sikkert, at vi får den slovenske sejr, vi har ventet. Vi så i går, at UAE ikke er bange for at spille McNulty-kortet, og i det lys må det ligge på den flade, at man skal forsøge at få Roglic isoleret efter muren i morgen eller relativt tidligt på lørdagens korte og eksplosive kongeetape, der meget vel kan få samme dramatiske forløb, som sidste etape gjorde for to år siden.

I det lys var det altafgørende, at Jonas Vingegaard beviste sit enorme potentiale og viste, at gårsdagens knap så opløftende præstation formentlig bare var en af de offdays, der stadig synes at være hans akilleshæl. Dermed kan Roglic håbe på, at han ikke bliver så let at isolere, og endnu vigtigere er det, at Vingegaard selv stadig er med i klassementet. Det giver nemlig en taktisk option i de ukontrollerbare finaler, at danskeren selv kan sendes med i huggene og i mange tilfælde ende som bedst placerede i grupper, hvor han vil kunne sætte sig på hjul. Den slags manøvrer kan meget vel være den bedste vej for Roglic til at undgå at tabe løbet - og hvem ved, om det måske endda kan betyde, at taktikken kan mage sig sådan, at det faktisk pludselig bliver Vingegaard og McNulty, der skal køre om den samlede sejr for Jumbo og UAE og ikke de to slovenere? Det ligner ikke et helt urealistisk scenarium.

Dagens finale blev præcis lige så medrivende, som vi havde håbet, men vi manglede desværre et med spænding imødeset element. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i ugevis har glædet mig til at se, hvor murspecialisten Michael Woods præcis står mod de to slovenere i en finale som denne, men den mulighed blev vi berøvet, da stakkels Woods styrtede, netop som hans formstærke holdkammerat Patrick Bevin havde sat i scene. Dermed blev vi berøvet chancen for at få en vigtig Fleche Wallonne-generalprøve, og samtidig gik Woods meget tænkeligt glip af en etapesejr. Det er bestemt ikke utænkeligt, at slovenernes jævnbyrdighed kunne have ført til, at den velkørende Woods med sit tidstab fra enkeltstarten kunne have udnyttet det taktiske spil til at tage sejren. Som etapen forløb, vil jeg i hvert fald tro, at Woods meget vel kunne have stået øverst på podiet, hvis ikke uheldet havde været ude. Desværre er det ikke just tilfældigt, at det netop var den lidt klodsede Woods, der røg i asfalten, præcis som det umuligt kan være en tilfældighed, at han tog Wilco Kelderman med sig, for der findes næppe nogen i denne verden, der har tilbragt lige så lang tid på jorden som netop hollænderen.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Løbets fjerde forhåndsfavorit, Adam Yates, måtte til gengæld sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Efter den fejende flotte opvisning i Catalonien og Emiraterne havde han utvivlsomt en drøm om, at han kunne true slovenerne i en finale, der passede ham. Allerede i går fornemmede man dog, at han ikke havde taget de catalanske ben med sig til Baskerlandet, og selvom det ikke gik så galt, som man efter i går kunne have frygtet, var det tydeligt, at det ikke var den Yates, der for to uger siden kørte feltet midt over på Vallter 2000. Til gengæld kan han nu muligvis blive en allieret for Roglic, for hvis Yates retter blikket mod 3. pladsen og benytter sig af den igen i dag ganske velkørende Richard Carapaz, kan der være lidt hjælp til at holde styr på McNulty de kommende dage.

Generelt bekræftede etapen det indtryk, vi allerede fik i går. David Gaudu, der havde så skuffende et 2020, fik igen bevist, at det var styrtene, der var årsag til det skuffende Paris-Nice, og at han ligesom i februar har genfundet det niveau, han har, når han er bedst. Mikel Landa fortsætter den imponerende og stabile kørsel, han har haft gennem hele sæsonen. Og Valverde satte igen en streg under, at han altså vitterligt er en kat med mindst 10 liv, og at hans kørsel i de to foregående spanske løb ikke var nogen tilfældighed.

Mest opløftende var det måske at se Mauri Vansevenant. Læsere af disse analyser og optakter vil vide, at jeg ser et stort lys i den lille belgier, der imponerede så stort i februar, men ydede overraskende lidt modstand mod Vingegaard i Coppi e Bartali. I dag var han imidlertid her, der og alle vegne, hvormed han understregede sit gigantiske potentiale - i øvrigt i selskab med den svingende James Knox, der efter en tam indsats i Catalonien pludselig har fundet sit højeste niveau nogensinde.

Også Sergio Higuita fik for tredje etapeløb i træk bevist, at han er kommet tilbage efter det skuffende 2020, selvom det også i stigende grad står klart, at han nok aldrig bliver den komet, man fornemmede, da han og Pogacar kørte lige op i kampen om sejren i Californien for to år siden. Ilan van Wilder viste igen, at han og Vansevenant kommer til at slås benhårdt om at være nr. 2 i det belgiske etapeløbshierarki bag Remco Evenepoel, og Pello Bilbao fortsatte de gode takter fra i lørdags efter det skuffende Tirreno.

For andre var dagen mere trist. Det gælder desværre for Jakob Fuglsang, der for anden dag i træk må sande, at han er milevidt fra sit bedste niveau, og med nu halvanden uge til den første ardennerklassiker bliver det sværere og sværere at tro på, at den 36-årige dansker blot følger en helt ny sæsonplanlægning, der skal bringe ham tilbage til sit bedste niveau til de tre endagsløb i de kommende uger. I det hele taget kom Astana ned på jorden igen, da Ion Izagirre trods lovende takter fra i går satte en fed streg under, at opblomstringen i Paris-Nice var en undtagelse, og at han næppe igen genfinder det niveau, han sidste havde i 2019.

Det blev også en møgdag for Bora, der allerede mistede det første af deres fire kort i forbindelse med Keldermans styrt - et styrt, der nu igen har sendt hollænderen i sygesengen. Træerne voksede nemlig ikke ind i himlen for den ellers stadig bedre klatrende Maximilian Schachmann, der trods alt har den logiske grænse, at han ikke kan matche klatrerne på så stejl en stigning som denne. Da Patrick Konrad fortsætter sin svage sæsonstart, og Emanuel Buchmann er bekymrende langt fra det topniveau, han ikke har haft siden Dauphiné, blev det på papiret så stærke Bora-mandskab pludselig temmelig amputeret.

Amputeret blev også Esteban Chaves. Den lille colombianer var så flyvende i Catalonien, men allerede i går fornemmede man, at der var noget galt. Det blev desværre bekræftet i dag, og dermed står det nok engang klart, at Chaves efter sin sygdom er helt ude af stand til at holde sit ellers tårnhøje topniveau i mere end en uges tid. Drømmen om, at han måske kan genfødes som grand tour-rytter led i hvert fald et gevaldigt skud for boven med dagens halvtamme præstation. Og Hugh Carthy og Enric Mas mangler stadig en del, inden de når deres topniveau, som man har fornemmet gennem de seneste uger.

Det gør Pogacar og Roglic til gengæld ikke. Tværtimod er der garanti for, at de kører med om sejren hver eneste gang, de sætter et nummer på ryggen. Heldigvis har de nu hinanden, så vi slipper for den slags magtdemonstrationer, de ellers begge har for vane at levere, og efter i dag står det endnu mere klart, at de er så jævnbyrdige, at sommerens Tour de France er pivåbent. Så må franskmændene leve med, at deres nationale stolthed igen i år nok ender som de slovenske mesterskaber i etapeløb - og det er egentlig ganske godt gået for en nation med bare 2 mio. indbyggere!