Løbets rolle og historie

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cykeluge, men finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broekstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af den nuværende generation af topsprintere allerede sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og nu skal man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix og var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål i Roubaix. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprintere som Sam Bennett, Arnaud Demare, Pascal Ackermann, Tim Merlier, Giacomo Nizzolo, Nacer Bouhanni, Bryan Coquard og Elia Viviani løbet som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var stort set alle Roubaix-favoritter til start, men i de seneste år har tendensen ændret sig, og i år, hvor den franske klassiker er udsat, har de færreste fundet nogen grund til at køre et farligt løb, de alligevel ikke kan vinde.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket gør det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det blive mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. Efter en lidt tam 2019-udgave, hvor det mest var de unge talenter, der var til start, har løbet fået en renæssance i 2020 og 2021, og i år vil det meste af sprintereliten give løbet den opmærksomhed, det fortjener.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men i 2018 tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere. Det gentog sig i 2019, og efter at man grundet coronakrisen måtte reducere løbet til et rent rundstrækningsløb i 2020, hvor grænsen ikke kunne passeres, er løbet tilbage ved det vindblæste format i 2021.

Sidste år var det imidlertid et rent rundstrækningsløb, hvor man endda helt havde fjernet Broekstraat-pavéen. Da vejret tillige var godt, var der aldrig tvivl om, at det ville ende i en massespurt. Det gjorde det også, og her tog Caleb Ewan karrierens første sejr i en stor klassiker ved at slå Pascal Ackermann, der blev deklasseret for en farlig manøvre, Niccolo Bonifazio og Bryan Coquard som sine værste rivaler. Ewan har valgt ikke at forsvare titlen, men både Bonifazio og Coquard vil forsøge at forbedre sidste års resultat.

Ruten

Ruten i Scheldeprijs har fulgt altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel har været enkelte modifikationer fra år til år, har der traditionelt aldrig været store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne har således altid været de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderer den lille pavé Broekstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten er uforandret år efter år.

Som sagt lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som sagt besluttede man i 2018 at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet er, at en god gang sidevind i den indledende del vil skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerer i en stor spurt. Den model bibeholdtes i 2019 og igen i 2021 og er også planen for fremtiden, efter at coronasituationen i 2020 omlagde løbet til et lidt tamt rundstrækningsløb, der endda var helt uden brosten. Trods ændringerne er finalen med omgangene på rundstrækningen med Broekstraat er dog fortsat helt uændret, og brostenene er i år tilbage efter sidste års lidt mærkelige fravær.

I 2019 skal der tilbagelægges i alt 194,2 km mellem Terneuzen og Schoten, hvilket er knap 10 km færre, end man typisk ser det. Byen ligger ved den hollandske kyst i det allermest forblæste område af det flade land, og den første del består af, at man krydser en bro ved at køre mod nord for at ramme en af de mange tanger, der præger den hollandske vestkyst. Her slår man en sløjfe mod nordvest, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst ud gennem tangen og tilbage til det hollandske hovedland. Nu krydser man en flod, når man kortvarigt kører mod øst, inden det går videre igennem det flade land mod sydøst over grænsen til Belgien.  Kort efter drejer man igen mod øst og siden nordøst, inden man vender rundt for at køre mod syd og sydvest ned mod Antwerpen og dens forstad Schoten. Det er hele tiden helt fladt.

Umiddelbart inden man rammer den afsluttende rundstrækning skal man efter 131 km over den lille pavé Sint Jobsesteenweg, og umiddelbart derefter rammer man rundstrækningen, hvor man kører det meste af en omgang, så Broekstraat passeres for første gang efter 137 km, inden man efter 143,5 km krydser stregen i Schoten for første gang.

Dagen afsluttes nu med tre omgange på den 16,7 km lange, helt flade rundstrækning. Den er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Der er ikke mange tekniske udfordringer, og den eneste reelle udfordring er den 1700 m lange Brockstraat, der kommer inden for de sidste 10 km med afslutning 6,5 km fra mål. Derfra følger man en hovedsageligt lige vej, og målstregen er placeret på den lange Churchilllaan i Schoten. Der er et skarpt sving lige efter 3 km-mærket, hvorefter der følger to sving lige efter hinanden ved den røde flamme. Herefter går det ligeud frem til stregen på den flade og brede opløbsstrækning.

Grundet coronasituationen kendes det præcise antal højdemeter ikke, men det må være ganske tæt på de 235 fra 2019-udgaven.

I forhold til 2019-udgaven har man forkortet løbet med knap 10 km. Det er sket ved at forkorte den forblæste del i Holland, hvor man kører mindre rundt i Zeeland-regionen end for to år siden. Til gengæld vender man tilbage til at have tre og ikke som i 2019 helt ekstraordinært kun to omgange på rundstrækningen. Man rammer også rundstrækningen anderledes, hvorfor Broekstraat skal passeres fire mod to gange i 2019.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Vejret

Tidligere har Scheldeprijs være skæmmet af dårligt vejr, der har gjort brostenene våde og spurten ekstremt farlig og styrtplaget, og målet med den nye ruteændring er, at vejret fremover skal spille en endnu større rolle. Noget kunne tyde på, at arrangørerne får drømmen opfyldt igen i år, som de også gjorde det i 2018 og 2019 ved de første besøg i Holland. I hvert fald er Holland og Belgien ramt af det samme kolde, ustadige og blæsende vejr, som også præger Danmark i disse dage.

Det vil de få at mærke ed starten i Terneuzen, hvor det vil være overskyet med en bygerisiko på 25% og en temperatur på bare 6 grader. Det vil være uhyre blæsende med en hård vind (35 km/t) fra nordvest. Det vil ikke blive meget bedre, når man kommer ind i landet, og selvom solen måske vil kigge frem, vil bygerisikoen i Belgien vokse til 50% med en uændret temperatur i Antwerpen, hvor vinden kun vil være marginalt mildere (28-30 km/t) og stadig komme fra nordvest. Det giver sidemodvind på første stykke og derefter skiftevis sidemed- og medvind på hele turen mellem Zeeland og Schoten. Ved sløjfen mod nord får man kortvarigt sidevind og derefter atter sidemedvind ned mod rundstrækningen. Her vil der først være sidemedvind, inden der er sidevind på stykket frem til og henover Broekstraat. Derefter er der sidemod- og modvind, indtil man fra svinget med 3 km igen får sidemedvind resten af vejen.

Favoritterne

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Ganske vist har der tidligere - men selvfølgelig ikke i år - være enkelte hold, der alene stiller til start i Terneuzen for at forberede sig til Paris-Roubaix, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et stort mål for mange af dem, og de har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind. Broekstraat vil naturligvis tære på kræfterne og måske betyde, at sprinterne mister position, mens andre ryttere vil blive sat. Historien viser imidlertid med al tydelighed, at selv ikke de hårdeste accelerationer på pavéen har kunnet skabe store huller, og derfor har det primært væreten chance for Paris-Roubaix-rytterne til at teste benene. Brostenene har sjældent nogen stor indvirkning på løbet.

Målet med den nye rute med starten i Holland er imidlertid at ændre på forudsigeligheden. Det lykkedes i den grad i 2018, hvor feltet tidligt splittedes til atomer, så blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare blev elimineret, og det endte endda endnu mere dramatisk, da en stor del af feltet blev diskvalificeret som følge af en ulovlig passage af en jernbaneoversklæring. Da røgen havde lagt sig, og stakkels Marcel Kittel efter sin tredje punktering var sat af, var der færre end 50 ryttere tilbage til at køre spurten, der således blev en helt anden end i tidligere år. Også i 2019 var vejrudsigten temmelig voldsom, men selvom feltet splittedes flere gang, fik vi hver gang en regruppering, så der i finalen alligevel endte med at være ca. 100 mand samlet. Det var dog ikke alle, der lykkedes med at komme tilbage. Sidste år var løbet som bekendt grundet coronasituationen reduceret til et rent rundstrækningsløb, der i godt vejr endte helt forudsigeligt uden skyggen af udskilning.

Det er klart, at den flade rute kun kan give anledning til mere udskilning, hvis der faktisk er vind på menuen. I den sammenhæng må det glæde arrangørerne at læse vejrudsigten, der for tredje gang ud af tre mulige er meget lovende. Når ønsket med forandringerne er at gøre det til et sidevindsløb, kunne vejrguderne ikke have tilsmilet arrangørgruppen mere. Vindstyrken synes i hvert fald at være helt rigtig til at skabe det sidevindsløb, mange drømmer om at se i den Zeeland-provins, hvor vi før har set nogle smukke dramaer. Når man samtidig tilføjer de mange byger og den bidende kulde, vi også trækkes med i Danmark, hvor vi har samme kraftige nordvestenvind, er der lagt op til en hård dag i sadlen.

Starten vil måske ikke blive voldsomt dramatisk. Turen fra Terneuzen over broen vil foregå i modvind, og derfor vil der næppe være den store stress her, hvor udbruddet kan blive etableret. Dramaet kan blive indledt, når man allerede efter ca. 15 km drejer ind i den sidemed- og medvind, der vil blæse feltet hele vejen fra Holland til Schoten, og som med garanti vil det gøre det til et lynhurtigt løb, der sprænger alle tidsplaner.

Min bekymring er, om retningen er god nok. Særligt i starten er der den frygtede sidemedvind, men herefter bliver det lidt for meget ren medvind. Samtidig ved vi fra de tidligere år, at der er relativt megen læ, jo nærmere man kommer mål, og splittelsen skal gerne ske, mens man stadig er i Holland. Min frygt er, at den kraftige vind ikke står helt rigtigt.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der burde være garanti for enorm nervøsitet og stress og dermed også høj fart, og udbruddet vil derfor komme tilbage af sig selv, selv uden at de toneangivende sprinterhold, Deceuninck, Bora og FDJ, skal føre meget. Jeg udelukker ikke, at vinden vitterligt kan splitte feltet - og ellers kan et styrt jo gøre det, som vi så i Gent-Wevelgem, hvor feltet også var meget nervøst - men jeg tror mest af alt, at det som i 2019 går i sig selv igen. I dette løb er der nemlig modsat Gent-Wevelgem heller ikke nødvendigvis den helt store interesse i en hård dag. De fleste vil gerne spurte, og selvom Deceuninck jo godt kan lide sidevindskørsel, indebærer den slags også altid en risiko, hvis Sam Bennett eksempelvis punkterer ud af første gruppe. Med andre ord er interessen i at køre lidt med håndbremsen trukket altid stor i dette løb. Og sker splittelsen ikke inden rundstrækningen, sker den næppe. Vi har nemlig både med den nye og gamle rute set, at selv meget kraftig vind ikke gør nogen forskel til sidst, hvor der tilsyneladende er alt for megen læ.

Derfor tror jeg trods den højdramatiske vejrudsigt, at vi får den ventede massespurt, selvom jeg bestemt ikke udelukker, at vi får et mindre felt efter en gang sidevindsræs. En eller anden form for spurt bliver det altid, og mit bedste bud er, at feltet vil være relativt stort. Det vil dog være efter en lynhurtig, hård og stressende dag og ikke bare det lette sprinterløb, vi ofte har set. Samtidig er der altid stor risiko for styrt, og det vil i særlig grad være tilfældet i årets nervøse felt, også fordi der kan være våde veje.

Heller ikke spurten er specielt enkel. De to sving lige ved den røde flamme stiller store krav til positioneringen, og selvom der derefter er en relativt lang opløbsstrækning med medvind, hvor farten virkelig kan tale, viser historien, at positionering er altafgørende i en spurt, der altid er uhyre hektisk og kaotisk.

Nærmest uanset løbets udfald er der ingen tvivl om, at Sam Bennett er storfavorit. Sidste år havde han en frustrerende oplevelse, hvor han blev lukket inde, men i år kommer han til løbet i en helt anderledes formstærk og frisk tilstand. Bennett har i år været tilbage på sit tårnhøje 2019-niveau med fabelagtig kørsel i Paris-Nice og senest et fremragende Gent-Wevelgem, hvor han dog fik gravet lidt for dybt til sidst. Med den form er et sidevindsræs slet ikke en ulempe - særligt ikke fordi Deceuninck som altid kommer med et superhold til den slags betingelser og en Bennett, der selv mestrer disciplinen til UG med kryds og slange - men udsigten til en mere klassisk massespurt, kan heller ikke genere.

Toget er nemlig fremragende. I de seneste to spurter, han har kørt, nemlig på 5. etape i Paris-Nice og i De Panne, har Deceuninck leveret nogle af de flotteste lead-outs, vi har set længe, og her kommer de endda med det hold, der var så suveræne i De Panne, hvor Florian Senechal, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv sad samlet foran Bennett under den røde flamme. Her har de endda ekstra hjælp fra Mark Cavendish, der er plan B i tilfælde af uheld til Bennett, og som har vist, at han med et godt lead-out også er i hvert fald podiekandidat, og Shane Archbold, og det gør det til en skræmmende formation. Laver de et lead-out som i De Panne, er løbet afgjort på forhånd, og da Bennett tillige er hurtigste mand, er han tårnhøj favorit.

Hans værste rival må vel være Tim Merlier. Desværre har jeg en grum mistanke om, at belgieren slet ikke går i top 10, for hans positionering kan igen blive et stort problem i denne tekniske finale. Dette er imidlertid en vurdering af vinderpotentiale, og efter det flotte 2020 synes Melier i år at have taget det sidste skridt op i den absolutte verdenselite. Hans fart har været fremragende, som vi trods positioneringsproblemerne har set med de overbevisende spurtsejre i Le Samyn og Monseré, og da han kørte Mads Pedersen over i sidevindsræset i Bredene Koksijde. Senest var han i sin egen liga i feltets spurt om den sidste podieplads i Dwars door Vlaanderen, og skal man pege på en mand, der kan true Bennett på farten, må det være Merlier.

Først skal han have lov at spurt. Alpecin har også Jasper Philipsen , der er kommet i fremragende form og viste fart med 2. pladsen bag Bennett i De Panne, og de vil formentlig holde sig til samme plan som tidligere, nemlig at lægge planen undervejs. Der er dog ingen tvivl om, at det er Merlier, der har farten til at true Bennett, og skal de vinde, skal de gå med ham. Måske kan Philipsen sammen med den vanlige lead-out man, Jonas Rickaert, og hurtige Lionel Taminaux hjælpe ham med denne gang at sidde ordentligt, og så bliver det spændende at se ham måle sig med Bennett. Endnu bedre bliver det af den sidevind, han i De Panne har mestret til perfektion, men også i en fuld spurt er han manden, der kan true den store favorit.

Vælger holdet at køre for Philipsen, er der større garanti for top 10, men mindre chance for sejr. Philipsen viste i De Panne igen, at han er en ørn til positionering, da han vandt kampen om Bennetts baghjul. Den slags giver næsten altid et topresultat, men vi så også, at han slet ikke kunne matche Bennett på farten. Derfor skal ireren fanges bagude, hvis Philipsen skal vinde løbet.

En anden rival er Arnaud Demare. Franskmanden har været formsvag gennem hele sæsonen, men i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen så han endelig bedre ud. Senest fik han i søndags endelig åbnet kontoen med en overlegen sejr i La Roue Tourangelle, hvor en isoleret Demare samtidig så ganske overbevisende ud på de mange bakker i udkanten af Tours. Farten var også ganske fin, og dermed ligner han den tredjehurtigste i feltet netop nu.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Hans store styrke i den tekniske finale er som altid toget. De savner desværre Miles Scotson, der af uforklarlige årsager kører rundt i Baskerlandet, men han har sine to vigtigste folk, Ramon Sinkeldam og ikke mindst Jacopo Guarnieri. De har slet ikke fået det til at spille i år, men vi så i 2020, hvor suveræne de var, nærmest hver eneste gang. Der er ingen tvivl om, at det må være FDJ, der kan true Deceuninck til sidst, og da Demare lige nu er ved at finde farten, må han være truslen mod Bennett, også fordi han er en konge i sidevind og stærk, hvis det har været hårdt.

Det tredje stærke tog kommer fra Bora. Sidste år havde Pascal Ackermann en frustrerende oplevelse, da han efter en faktisk ret flot spurt blev korrekt deklasseret for en farlig manøvre, og han vil utvivlsomt gerne have revanche. Desværre er det ikke uden grund, at han er sejrsløs i år, for trods et hav af chancer har Ackermann ikke været i nærheden af fordums fart. Til gengæld har Bora-toget været uhyre imponerende med en Martin Laas, der har fungeret storartet som sidste mand, mens Rudiger Selig har været ude med en skade. Efter nogle løb må Selig efterhånden være konkurrencedygtig igen, og med Michael Schwarzmann, Laas og Selig foran sig har Ackermann et tog, der kan true Deceuninck. Sidevind er han også god til, og hans form i Milano-Sanremo virkede meget overbevisende. Farten halter, men hvis de hurtigere folk fanges i kaosset, kan et godt lead-out godt føre Ackermann til sejr.

Nacer Bouhanni har i de seneste dage trukket overskrifter for alt andet end det sportslige, men på cyklen går det faktisk ganske godt. Franskmanden har været hurtigere end længe, og uden uheld i Provence eller den kontroversielle manøvre i Cholet havde han sikkert haft årets første sejr. Til gengæld måtte han i søndags sande, at det lige nu er Demare, der er den hurtigste af de to ærkerivaler, og derfor skal han have lidt held i positionskampen, hvis han skal vinde. Her kan han regne med sin egen fine positionering og et stærkt tog med Bram Welten, Christophe Noppe og Dan McLay, der har gjort det fornemt som lead-out man og er i form. Den tekniske finale på muligvis våde veje taler til Bouhannis fordel, og lidt sidevind er heller ingen ulempe. Spørgsmålet er bare, om farten er høj nok til faktisk at vinde.

Brostensløbene har vist, at Giacomo Nizzolo efter sin skadesplagede vinter er i storform, og vi har set ham være toneangivende i Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen samt vinde feltets spurt i Sanremo bare få sekunder efter første gruppe. Dette løb passer ham dog betydeligt dårligere, for vi har også gennem hele året fået bevist, at Nizzolo ikke har farten til at slå de bedste i disse klassiske boulevardspurter. Alligevel har han i Paris-Nice og senest med 4. pladsen i De Panne, der endte som et let løb, genfundet lidt af farten, og hans fremragende positionering fungerer også bedre igen, hvilket er vigtigt i denne finale. For at vinde skal han nok håbe på, at det dårlige vejr splitter feltet og før det knaldhårdt, for så viser Sanremo-spurten, at han kan slå de fleste. Desværre står vinden nok ikke helt rigtigt til, at Nizzolo faktisk kan vinde løbet, hvis ikke de hurtigere folk sættes tilbage.

Ligesom for Merlier gælder, at Cees Bol meget vel kan ende uden for top 10. Hollænderen har nemlig altid haft det svært i positionskampen, og samtidig haltede hans fart gevaldigt i begyndelsen af året. Pludselig var der dog hul igennem med den fremragende sejr i Paris-Nice, hvor topfarten var tårnhøj, og det viser, at han på en god dag kan komme rigtigt langt, hvis han sidder rigtigt. Desværre er der al mulig grund til at være bekymret over et ungt og urutineret tog, der får det svært i denne tekniske finale, og man skal satse på, at Bols overraskende gode positionering i Emiraterne kan hjælpe ham. Her vil lidt sidevind være til gunst for store, stærke Bol, der i hvert fald på sidste etape i Paris-Nice viste imponerende form i det stærke udbrud. Spørgsmålet er bare om fart og positionering rækker. DSM har også Alberto Dainese, men meldingen er, at der køres for Bol.

For halvanden uge siden brød Elia Viviani halvandet års sejrstørke med den flotte sejr i Cholet. Det var kulminationen på en sæson, hvor han har genfundet i hvert fald lidt af sin gamle fart, ikke mindst i Emiraterne. Desværre havde han et grimt styrt i Dwars door Vlaanderen, og det har utvivlsomt sat ham tilbage i optakten. Han kom også lidt ned på jorden mod alle topsprinterne i De Panne, hvor han blot blev nr. 9, men Viviani viste i Emiraterne, at farten kan føre ham langt. Her positionerede han sig også godt, men vi har set, at toget har det svært mod de bedste. Nu genforenes han endelig med Simone Consonni, der har vist sig som en god lead-out man, og det kan måske være nøglen til det lead-out, der skal sikre det store resultat. Sidevind passer ham også fint, og største hurdle er derfor, hvor forslået han er efter styrtet forleden.

Det har været en fornøjelse at se genfødslen af Danny van Poppel i denne sæson. Han har haft sine obligatoriske offdays, men hans stærke Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen blev fulgt op af en fremragende 16. plads i Flandern som bevis på, at han er inden i en god stime. Det har til gengæld knebet i spurterne, hvor han senest fejlede i De Panne, og hans normalt så gode positionering har været haltende. Det er dog normalt en kunst, han mestrer, og selvom han ikke har vist det i år, havde han i hvert fald god fart i BinckBank Tour sidste år. Toget med Boy van Poppel, Jonas Koch og Riccardo Minali , der er plan B, har fungeret dårligt, men særligt hvis han kan lukrere på sin gode form i sidevinden, bør Van Poppel med sin normalt gode positionering gøre det godt.

Israel SUN har Rudy Barbier, Hugo Hofstetter og Davide Cimolai, der alle kan køre denne spurt, men skal vi gå efter den seneste tendens, vil Barbier og Hofstetter formentlig begge spurte med støtte fra Cimolai, der er en ganske fremragende lead-out man. Hofstetter er i storform og med sin gode positionering et fint top 10-bud, men han har ikke farten til top 5. Her er Barbier langt hurtigere, som vi har set i det stærke 2020, og selvom resultaterne i år ikke er mange, har han for en uholdbar fyr som ham været i fornem form. Sidevind skal han ikke have, men hjælper medvinden ham til et lettere løb, står han ikke ringe. Farten er fin og positioneringen ofte god, særligt nu hvor han har Cimolai til at hjælpe sig.

Sygdom og en tynd februarkalender har gjort det til et svært år for Alexander Kristoff, men nu er formen der endelig. Det så vi i Dwars door Vlaanderen, og det så vi med en fornem 18. plads i et Flandern Rundt, hvor hans styrt ellers betød, at han jagtede hele dagen. Desværre passer dette løb har dårligt, for Kristoff har i de senere år ikke kunnet vinde de store boulevardspurter, som han ellers gjorde i netop dette løb i sit vanvidsår i 2015. Den fart har han ikke længere, og i år har hans engang så gode positionering også haltet gevaldigt. Sidevind er han heller ikke god til, men han kan håbe, at vinden kan gøre det til hårdt løb, hvor folk i hvert fald er trætte til sidst. Her er han som bekendt bedst, og i dette løb har han også et fornuftigt tog med Oliveira-brødrene og Maximiliano Richeze, der i Tirreno kørte sit første gode lead-out siden skiftet til UAE. Nu skal Kristoff bare vise sin første fart i år, og det kræver nok, at vinden gør det knaldhårdt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

I år har vi set den bedste Timothy Dupont i lang tid, og han har været utroligt stabil i spurterne, hvor han med sin gode positionering altid går i top 10. At han kan begå sig i dette felt, så vi også med den flotte 5. plads på WorldTouren i De Panne, og hans fine form kom til udtryk i det vanskelige Gent-Wevelgem, hvor han længe var med i front. Derfor er sidevinden ikke nødvendigvis en ulempe, selvom holdet er svagt, men farten rækker nok trods alt ikke til at vinde. Til gengæld burde hans gode positionering sikre ham endnu en top 10 til den lange, lange række. Bingoal har også den så velkørende Stanislaw Aniolkowski, men han kommer kun i spil i tilfælde af uheld til Dupont.

Efter en svær sæsonstart er Marc Sarreau endelig ved at finde lidt form. Franskmanden blev i hvert fald nr. 5 i Cholet og nr. 3 i La Roue Tourangelle, men i førstnævnte så vi igen hans positioneringsvanskeligheder og i sidstnævnte havde han ikke hverken Demares eller Bouhannis fart. Det så dog lovende ud, og vi ved, at en formstærk Sarreau er ganske hurtig. Sidevind skal han ikke bruge, og den kringlede finale er en stor udfordring, men lykkes det ham at sidde rigtigt med et tog, der desværre er alt andet end imponerende, bør han have farten til et godt resultat.

Det er lidt for sjældent, vi ser det, men Niccolo Bonifazio har en imponerende topfart - på sine gode dag. Som bekendt vandt han en etape i Paris-Nice sidste år, og han blev sågar også nr. 2 bag Caleb Ewan i dette løb. I år har det dog været usædvanligt tamt, og den gode form, man fornemmede i Tirreno, er helt væk, som vi så i søndags, hvor han røg af på bakkerne i La Roue Tourangelle. Sidevind er heller ikke ham, men får vi den fulde spurt, skal man altid regne med en overraskelse fra Bonifazio. Normalt er han en ørn i positionskampen, og hans tog med Edvald Boasson Hagen, Adrien Petit og Lorrenzo Manzin ligner et af de bedste, han har haft endnu.

Delko kommer med Pierre Barbier, der i år med 2. pladsen i Provence, 3. pladsen i Cholet og 4. pladsen i Monseré har vist sin imponerende fart og ikke mindst den positionering, der altid har været hans styrke. Til gengæld er han ikke nogen holdbar type, og der skal ikke være sidevind, hvis han skal have en chance. Heldigvis står vinden formentlig rigtigt, og så burde han have ganske fine chancer for et stort resultat med både fart og positionering på plads. Som alternativ har Delko Eduard Grosu, og de plejer at køre deres separate spurter. Grosu er efterhånden i form, som vi så i Koksijde, men han har i år ikke imponeret med hverken fart eller positionering.

Lotto møder med både John Degenkolb og Gerben Thijssen, da Caleb Ewan helt frivilligt har valgt ikke at forsvare titlen. Det gør det svært at gentage succesen, og jeg frygter endda, at de vil køre for positioneringssvage Degenkolb, der i de senere år slet ikke har haft farten. Til gengæld så det meget lovende ud med Thijssen i Vueltaen, og efter hans lidt mærkelige udbrud i De Panne håber jeg, at han her får chancen. Et tog med Tosh van der Sande, Roger Kluge, Florian Vermeersch og Degenkolb ser stærkt ud, og sidder han endelig rigtigt, kommer han langt på farten. Desværre frygter jeg, at de kører for Degenkolb, der kan være hjulpet af toget, men formentlig kun får et topresultat, hvis vinden raser.

Det har været en fornøjelse at se Bryan Coquard i år. Den lille franskmand har genfundet lidt af sin gamle holdbarhed og kørt senest et flot Dwars door Vlaanderen og et aktivt Flandern Rundt, hvor han var i offensiven. Desværre har det til gengæld knebet voldsomt med farten, som vi så i Paris-Nice, hvor han lidt overraskende sad godt hver eneste gang, men ikke kunne matche de hurtigste. Det er opløftende, at hans positionering har fungeret så godt, men det er svært at se ham vinde mod de hurtigere folk. Sidevind er heller ikke spidskompetencen, men han har god støtte fra formstærke Luca Mozzato, Jeremy Lecroq og Jonas van Genechten. Bedst chance har han, hvis folk er trætte, og sidste år viste han med 3. pladsen, at han med lidt held godt kan ende langt fremme.

Blandt de øvrige sprintere skal det blive interessant at se Arvid de Kleijn, der før har vist sig stærk på dette niveau, men da dette er første løb efter styrtet i Almeria, er han næppe i form, og Rally kan ende med at køre for formstærke Pierre-André Coté i stedet. Uno-X har Kristoffer Halvorsen , der egentlig har vist god form, men som efter sin lange pause stadig har til gode at vise fordums fart. Det skal blive interessant at se Astanas unge Gleb Brussenskiy, men dette er hans første spurt på dette niveau, og det var ikke lovende i Coppi e Bartali. Sport Vlaanderen skal igen prøve med Sasha Weemaes eller som plan B Arne Marit, mens Beat formentlig vil forsøge sig med Yoeri Havik, der dog mest har vist sig frem i lavere rangerede løb. Marten Kooistra er vel plan B. Endelig har EvoPro erfarne Michael van Staeyen med Oskar Nisu som en uprøvet plan B.

***** Sam Bennett

**** Tim Merlier, Arnaud Demare

*** Pascal Ackermann, Nacer Bouhanni, Giacomo Nizzolo, Cees Bol, Elia Viviani

** Jasper Philipsen, Danny van Poppel, Alexander Kristoff, Rudy Barbier, Timothy Dupont, Niccolo Bonifazio, Marc Sarreau, Pierre Barbier, Gerben Thijssen, Bryan Coquard

* John Degenkolb, Kristoffer Halvorsen, Eduard Grosu, Hugo Hofstetter, Arvid de Kleijn, Davide Cimolai, Simone Consonni, Mark Cavendish, Yoeri Havik, Gleb Brussenskiy, Sasha Weemaes, Arne Marit, Michael van Staeyen, Lorrenzo Manzin, Max Walscheid, Martin Laas, Dan McLay, Alberto Dainese, Riccardo Minali, Stanislaw Aniolkowski

Danskerne

På Deceuninck skal Michael Mørkøv igen levere et formidabelt lead-out for Sam Bennett, mens Lasse Norman Hansen og Andreas Stokbro på Qhubeka skal støtte Giacomo Nizzolo. Hos Uno-X må ellers hurtige Frederik Rodenberg og Niklas Larsen sammen med Julius Johansen ventes at agere lead-out for Kristoffer Halvorsen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Caleb Ewans sejr fra 2020, Fabio Jakobsens sejre fra 2019 og 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013 samt Alexander Kristoffs sejr fra 2015.