I løbet af sin tumultariske karriere oplevede Alexandre Vinokourov sine op- og nedture. Det ene øjeblik var han smidt ud af Touren grundet Operacion Puerto, og i det næste havde han vundet Vueltaen. Snart efter havde han vundet to etaper i Touren for siden at blive smidt ud for brug af bloddoping. Efter comebacket vandt han Liege-Bastogne-Liege for siden at blive beskyldt for at have købt sig til sejren, og kort efter forlod han Touren med et brækket lårben, inden karrieren fik den flottest tænkelige afslutning med OL-guldet i London.

Vinkourov er i den grad bekendt med, at det kan gå op og ned i cykelsporten. Det har han nemlig også erfaret som manager. Tag nu bare 2019-sæsonen, hvor han og Astana nærmest kunne gå på vandet. Det var end ikke blevet forår endnu, inden holdet allerede havde vundet hele syv etapeløb (!!!) i Valencia med Ion Izagirre, i Murcia med Luis Leon Sanchez, i Provence med Gorka Izagirre, i Colombia med Miguel Angel Lopez, i Oman med Alexey Lutsenko, i Andalusien med Jakob Fuglsang og i Rwanda med Merhawi Kudus - en bedrift, der må betegnes som den vildeste sæsonstart i nyere tid.

Kontrasten hertil var imidlertid lige så trist, som 2019-starten var god. I 2017 skulle man nemlig frem til den 17. april, inden Michele Scarponi langt om længe tog sæsonens første sejr, inden han bare fem dage senere så brutalt blev revet fra os i et tragisk uheld. Mens holdet bearbejdede sorgen, fortsatte sejrstørken, indtil Fuglsang med sin første af to etapesejre i Dauphiné startede en sand jubelsommer, der skulle vise sig at være begyndelsen til den successtime, som fortsatte helt frem til den gyldne 2019-sæson.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Desværre for Vinokourov er pendulet igen gået den anden vej. I 2021 har holdet været i en krise, der efterhånden har nærmest sig 2017-dimensioner, og da Alejandro Valverde i lørdags endelig tog den første sejr for Movistar, blev det kasakhisk-canadiske storhold efterladt sammen med den nye drenge i klassen, Intermarché, som det eneste WorldTour-hold uden én eneste sejr i år. I dag sagde kalenderen så den 6. april, og dermed nærmede vi os med faretruende hast den 17. april og dermed en tangering af den elendige start fra sæsonen for fire år siden.

Faktisk så det i går heller ikke ud til, at det skulle blive i denne uge, at tørken blev brudt. Holdet er ganske vist rejst til Baskerlandet med noget, der nærmer sig A-holdet, men den store ambition om at forsvare titlen med Ion Izagirre led et gevaldigt knæk, da den forsvarende vinder i går kørte en katastrofal enkeltstart, som reelt allerede har elimineret ham fra kampen om den gule trøje. Heldigvis var der opmuntring at hente i den sensationelt gode enkeltstart fra Alex Aranburu og solide præstationer fra Fuglsang og Omar Fraile, men det kunne kun i begrænset omfang bløde lidt op på skuffelsen over kaptajnens svage præstation.

24 timer senere kan vi heldigvis se, at vi skulle hæfte os langt mere ved det flotte præstationer fra Fraile og Aranburu end ved Izagirres nedtur. Det blev nemlig d. 6. og ikke d. 17. april, at tørken endelig blev brudt, og det blev sikret, at det bliver Intermarché, der som det sidste WorldTour-hold får åbnet 2021-kontoen. Og når Astana starter skidt, er der åbenbart en tendens til, at den første sejr kommer på den mest storslåede maner, som det skete for fire år siden, da Scarponi højst overraskende vandt den første bjergetape i Tour of the Alps foran to af de allerstørste Giro-favoritter, Geraint Thomas og Thibaut Pinot.

Da Alex Aranburu i dag kørte alene hjem til karrierens største sejr og første triumf på WorldTouren, skete det nemlig på fejende flot maner i et felt, der er så stærkt, at man får en klump i halsen, når man lader øjnene løbe hen over startlisten. Astana nøjedes endda ikke blot med at vinde etapen i Baskerlandet med en basker, men også med Omar Fraile at sørge for en dobbeltsejr - og det endda med endnu en basker! Hvis Vinokourov skulle have skrevet et manuskript for sæsonens første sejr, kunne han vel næppe have ønsket sig det smukkere end baskisk dobbeltsejr i Baskerlandet Rundt - og så endda med Tour-vinderen på 3. pladsen!

Det bedste af det hele var næsten, at det skete med en Astana Classic. Det kasakhiske hold har gjort det lidt af en specialitet at udnytte deres stærke kollektiv til at skabe de overtalssituationer, hvor der kan angribes på skift. I de senere år har det særligt været Luis Leon Sanchez, der har lukreret på de situationer til at køre væk og tage sejre i blandt andet Murcia og Schweiz og senest i lørdags i GP Miguel Indurain, hvor det dog ikke blev til sejr, men vi har også set det med Pello Bilbao i Murcia og ikke mindst med Michael Valgrens sejre i Omloop og Amstel Gold Race, hvor han hver gang udnyttede, at Astana som det eneste hold havde mere end ét kort at spille i en lille frontgruppe.

Sådan var det også i dag, da først Movistar på dagens vanskeligste stigning, den meget stejle La Asturiana, havde indledte en massakre, der hurtigt havde reduceret feltet til en samling klassementsryttere og knust alt håb for de lidt tungere folk, der havde et håb at overleve stigningen. Det håb var dog temmelig naivt, for det lå i kortene, at det lokale storhold skulle udføre det, der er blevet deres specialitet, nemlig at massakrere feltet på hårde stigninger i finalen. Det var blandt andet den strategi, der gav Marc Soler den flotte etapesejr i Vueltaen sidste år, og det var samme taktik, vi så på 1. etape i Volta a Catalunya, hvor det dog var meget svært at se formålet med manøvren.

Det var det til gengæld ikke i dag. Med en hidsig lille puncheurfinale i Sestaos gader var etapen skræddersyet til Valverde, der med lørdagens sejr fik brudt tørken, tanket selvtillid og sat en streg under, at den spanske kat har taget hul på sit 10. liv, netop som vi troede, at den havde brugt alle ni. En Valverde-sejr ville dog kræve, at de tunge folk blev sat til vægs, for spanieren har ikke fordums hurtighed, og derfor var det helt efter bogen, at formstærke Carlos Verona fra bunden af La Asturiana lagde det tryk, der sendte hovedparten af feltet til tælling.

Desværre for Valverde og co. gik det som på 1. etape i Catalonien. Da David Gaudu åbnede den forventede angrebsfest blandt de mange klassementsfolk, der fik sig en gedigen lussing på gårsdagens enkeltstart, eksploderede løbet i et sandt festfyrværkeri, der efterlod Valverde temmelig alene med kun den formsvage og meget langsomt startende Enric Mas ved sin side. Og da Mas af en eller anden grund stadig skal beskyttes, selvom det står lysende klart, at hans form ikke rækker til megen podiekamp, var der intet at stille op, da procenterne blev mere menneskelige og terrænet tilsvarende mere ukontrollerbart.

Og så var vi der pludselig igen. Blandt de 29 overlevende var der fire fra Astana, der sammen med Bora og UAE var det eneste hold med mere end to mand i gruppen. Dermed var der lagt op til Astana Classic, og da først Izagirre og Fraile havde forsøgt sig uden held, blev det Aranburu, der som det sidste trin i den baskisk-kasakhiske tretrinsraket kunne køre hjem til en fornem sejr. Uventet var den ikke i en puncheurfinale, hvor Aranburu i en spurt havde været en af de indlysende favoritter, men der var næppe mange, der havde troet, at den skulle komme som en solo- og ikke som en spurtsejr.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det var nu også bare et spørgsmål om tid, inden den WorldTour-sejr måtte komme. Aranburu har i år været ganske flyvende, først på murene i Tirreno og siden på Poggio i Sanremo, hvor han dog igen led under sin ringe positionering. Efter en lidt skuffende optræden i lørdags i GP Miguel Indurain, hvor hans gode form ellers havde gjort ham til min favorit, genfandt han superformen med gårsdagens enkeltstart, inden kronen blev sat på værket i dag.

Det blev på flere måder en god dag for Astana. Særligt Fraile, der allerede viste fabelagtig form i lørdags og dermed havde vist, at han kunne være en joker i dag, imponerede stort ved at være det uvante element i en gruppe af klassementsryttere, inden han igen viste den hurtighed, han bruger alt for lidt, til at slå flere af verdens bedste puncheurs. Izagirre viste også, at enkeltstartsskuffelsen ikke er udtryk for dårlig form, for han virkede ganske flyvende i dag. Eneste malurt i bægeret var desværre, at Fuglsang efter den opløftende enkeltstart gennem hele etapen lignede en lidende mand og slutteligt endte med at tabe sekunder i en afslutning, der desværre indikerer, at den skuffende sæsonstart nok desværre ikke har den ende, vi drømte om, at den ville få her i Baskerlandet, hvor ardennerformen ellers gerne skulle vise sig.

En anden, der har grund til at juble, er Pogacar. Efter gårsdagens syngende lussing rejste Tour-kongen sig på smukkeste vis med en uhyre overbevisende indsats, hvor han kom med et kraftfuldt angreb på La Asturiana og siden spurtede sig til fire vigtige bonussekunder efter fornemt forarbejde fra Marc Hirschi, der igen i dag viste god form og til slut i en finale, der ellers passede ham som fod i hose, valgte at ofre sig 100% for kaptajnen og herefter sidde op.

Dermed fik han reduceret tabet til nu 24 sekunder, og det fik i hvert fald givet et lille håb om, at han måske alligevel kan få skovlen under Primoz Roglic, når løbet slutter på Arrate-stigningen på lørdag. I hvert fald kan han glæde sig over en meget stærk holdindsats, der foruden Hirschi også talte Brandon McNulty, som vel klatrede bedre end nogensinde, og selvom man i den grad kan undre sig over en taktik, der tillod amerikaneren at samarbejde med Roglic i dennes angreb mod slutningen af stigningen, fik UAE vist en kollektiv styrke, der måske kan være et element i at ryste Roglic.

Monsteret selv viste nu ellers ikke mange svaghedstegn. Han kom lidt på bagkant, da Richard Carapaz styrtede i forbindelse med Gaudus og Pogacars angreb, men sammen med den uhyre formstærke Michael Woods, der igen i dag bekræftede sit fabelagtige niveau, havde han ingen problemer med at lukke hullet, inden han selv gik i offensiven til sidst - en offensiv, der dog blev ødelagt af en spejlglat og livsfarlig nedkørsel, hvor hverken han eller Maximilian Schachmann havde lyst til at sætte livet på spil.

Til gengæld var der i den grad svaghedstegn at spore hos Jumbo. Forud for løbet kunne man sagtens se, at det bestemt ikke var A-holdet, der var sendt med Roglic til Baskerlandet, men gårsdagens enkeltstart havde givet håb om, at hollænderne faktisk kunne være blandt de stærkeste. Det viste sig hurtigt at være et kortvarigt håb. Tobias Foss var ikke i stand til at køre med de bedste, og Jonas Vingegaard var så presset, at han måtte slippe på den sidste opkørsel efter slet ikke at have bidraget til et føringsarbejde, der skulle redde Roglics trøje. Den havde han derfor mistet, hvis ikke Bora og EF var kommet ham til undsætning, og kender vi ham ret, havde det ikke været med hans gode vilje.

Det åbner perspektiver. Nu er Vingegaard kendt for sine dårlige dage, men rivalerne kan helt sikkert lugte muligheden for at isolere Roglic i de vanskelige finaler torsdag og lørdag. Med tanke på at Astana, UAE og ikke mindst Bora har flere kort at spille, kan Roglic pludselig se en kende sårbar, hvis han tidligt overlades til sig selv. Her virker særligt 4. etape som en potentiel bombe under Roglics sejrschancer, hvis den brutale stigning i finalen efterlader ham som Primoz Alene i Verden mod en hær af rivaler fra måske særligt Bora.

Til gengæld mistede Ineos deres kort på en gennemført trist dag for briterne. Richard Carapaz lignede ellers en mand, der fortsatte sin formfremgang, da han gik med i de tidlige angreb, men styrtet satte ham effektivt ud af spiller. Da Tao Geoghegan Hart samtidig fortsætter sin miserable sæsonstart, Eddie Dunbar stadig er under niveau, og Laurens de Plus’ lille genfødsel hurtigt døde ud, er Adam Yates nu helt alene om at forsvare briternes farver. Da han samtidig virkede overraskede mat i forhold til den fejende flotte opvisning i Catalonien, er Ineos i den grad kommet ned på jorden igen efter deres catalanske soloshow.

I stedet er det Bora, der står med de mange kort. Maximilian Schachmann virkede igen uhyre overbevisende og bekræftede indtrykket af den forbedrede klatring med sit flotte angreb til sidst. Til gengæld virker Emanuel Buchmann stadig ikke til at være sig selv igen efter styrtet i Dauphiné, og derfor kan man måske diskutere det kloge i at ofre Wilco Kelderman i jagten til slut - en beslutning, der kostede dumme sekunder for den formstærke hollænder. Holdet mistede også Patrick Konrad, der fortsætter sin svage sæsonstart, men med tre mand fremme i klassementet ligner Bora stadig holdet, der bedst kan udnytte Jumbos svaghed.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det kan Bahrain måske også. Mikel Landa virker stadig lige så formstærk, som han har været gennem hele sæsonen, og nu synes en velkørende Pello Bilbao også at have fundet formen. Deceuninck kan spille supertalentet Mauri Vansevenant, der dog ikke virker helt så flyvende som tidligere på året, og James Knox, der endelig ser ud til at finde lidt form. EF burde også have haft to kort, men valgte at ofre den stadig ikke alt for velkørende Carthy til fordel for Sergio Higuita, der fortsætter den lovende sæsonstart.

Og så er der alle enmandshærene. Der er Woods, der fortsætter med at efterlade et skræmmende stærkt indtryk, og Gaudu, der efter nedturen i Paris-Nice synes tilbage på det fremragende februarspor. Der er Valverde, der stadig virker ganske overbevisende, og Pierre Latour, der fortsætter sin yoyokørsel i det, der er en lille genrejsning. Der er supertalentet Ilan van Wilder, der endelig efter sine skadesproblemer viser sit enorme potentiale. Der er Aurelien Paret-Peintre, der fortsætter sin stille og stabile fremgang. Og der er Esteban Chaves, der til gengæld virkede overraskende tam efter den fejende flotte opvisning i Catalonien forleden. Og så burde der også have været Guillaume Martin, der efter styrtet i GP Miguel Indurain nok engang var uheldig med en punktering, der ødelagde hans klassement, og da Jesus Herrada fortsætter sin svage sæsonstart, er der derfor desværre ikke noget Cofidis-hold for Roglic at bekymre sig om.

Alligevel åbnede etapen perspektiver for mange, der pludselig øjnede den sårbarhed hos Jumbo, man slet ikke fornemmede i går. Samtidig blev det endda så smukt dokumenteret, hvordan et overtal og manglende kontrol kan udnyttes, da der igen blev lagt op til Astana Classic, og selvom det denne gang var den på sigt ufarlige Aranburu, der løb med guldet, må Roglic bekymre sig over, hvem det bliver næste gang, han er Primoz Alene i Verden. Vinokourov håber utvivlsomt, at det er Izagirre eller Fuglsang, og at han dermed igen kan opleve en af de opture, der igennem hele hans lange cykelkarriere altid har aflyst de nedture, som har kendetegnet den første del af en indtil i dag trist og resultatfattige 2021-sæson.