Ruten

Baskerlandet Rundt er først og fremmest berygtet for sine stejle mure, men faktisk er det ganske mange år siden, at vi sidst havde en finale på en af de brutale vægge, der mere end noget andet kendetegner regionen. Derfor vil feltets murspecialister juble over, at vi endelig får en sådan afslutning igen i årets udgave af løbet. Den kommer på tredjedagen, hvor en ikke alt for svær etape sluttes af med to små stigninger og den uhyre spændende finale på muren Ermualde, der med sine 11,1% over 3,1 km og et maksimum på 20% vil få murelskerne til at slikke sig om munden, og som vil være rammen om et meget afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 167,7 km, der fører feltet fra Amurrio til toppen af Ermualde-stigningen i udkanten af byren Laudio. Start og mål ligger ganske tæt på hinanden, og den første del af etapen består derfor af en tur på en 133,1 km lang rundstrækning i området sydøst for startbyen, inden man kører det sidste stykke mod nord ned til målbyen. Rundstrækningen ligger på det relativt flade plateau, der kendes som hjemsted for den baskiske hovedstad Vitoria-Gasteiz, hvorfor første del af etapen ikke er specielt vanskelig.

Fra start kører man mod sydøst op over en bakke (1,3 km, 6,7%), inden man fortsætter over kategori 3-stigningen Altube (2,5 km, 7,3%, max. 11%), der faktisk forudgås af 2 km med 3,8% inden selve stigningen, som er jævn. Toppen rundes efter 14,9 km, hvorefter man er oppe på det velkendte plateau. Det passeres nu igennem næsten helt fladt terræn ad en vej, der leder mod øst og syd ned til udkanten af Vitoria-Gasteiz, men i stedet for at køre ind til byen drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn hen langs bykanten. Senere drejer man mod vest for at fortsætte igennem det flade terræn frem mod byen Pobes.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Her kører man en omgang på en rektangulær, lidt kuperet rundstrækning. Først går det kortvarigt mod syd, inden man kører mod vest op over kategori 3-stigningen La Tejera (3,5 km, 4,0%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 65,9 km. En let nedkørsel leder videre mod vest, inden det igennem fladt terræn går mod nord. Slutteligt drejer man mod øst for at passere en stigning (2,1 km, 5,6%), inden den lille rundstrækning afsluttes.

Nu drejer man mod nord for igennem helt fladt terræn at passere dagens første spurt, som kommer efter 101,4 km, inden man rammer den lette nedkørsel, der leder ned fra det relativt flade plateau. Her fortsætter mod nordvest, vest og nord igennem let faldende terræn, inden man efter 133,1 km er tilbage i startbyen Amurrio.

Fra Amurrio fortsættes mod nord frem mod bakkerne, der ligger nord for plateauet og syd for kysten. Det falder fortsat let mod nord og nordvest frem til dagens anden spurt, der efter 144,9 km kommer i dagens målby Laudio. I første omgang kører man dog ikke op ad målstigningen, men kører i stedet en omgang på en 18,0 km lang rundstrækning i området nordvest for byen. Først går det mod nordvest op ad en bakke (2,1 km, 6,7%), inden en nedkørsel leder mod sydvest og syd. Nu drejer man mod øst for at passere kategori 2-stigningen Malkuartu (2,5 km, 6,7%, max. 14%), der skal deles i to med først 1500 m med 10,3% og siden 1000 m med bare 1,4%, inden toppen rundes efter 158,0 km.

Nu resterer bare 9,7 km, der indledes med en først teknisk, men derefter meget enkel nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til Laudio. Her kører man fladt mod nordøst og nord ud gennem byen og direkte mod nord op ad kategori 1-stigningen Ermualde, der er en typisk baskisk mur. Den stiger med 11,1% over 3,1 km med et maksimum på 20% og har sit vanskeligste stykke efter de første 500 m med 6,9%. Her følger nemlig 1500 m med 14-17% og siden 500 m med 9,5%, inden den bliver lettere med 500 m med 5,0%, hvorefter de sidste 400 m falder med 2,0%. Stigningen har en hel serie af hårnålesving på den første kilometer, men på de sidste 1800 m er vejen stort set helt lige.

Etapen byder på i alt 2608 højdemeter.

Hverken selve byen Laudio eller Ermualde-muren har tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vejret

Efter dagens lidt halvvåde vejr viser Baskerlandet sig onsdag fra sin smukkeste side. Det vil være helt skyfrit, men ikke specielt varmt med en temperatur på bare 13 grader. Vinden vil være let til jævn (12-15 km/t) og komme fra nordøst. Det giver hovedsageligt sidemedvind på første del af etapen og siden sidemodvind på anden del. På den sidste lille rundstrækning vil der først være sidevind og sidemedvind, inden man fra bunden af Malkuartu får sidemodvind. Slutteligt vil der være sidemodvind hele vejen op ad målstigningen.

Analyse af 2. etape

I løbet af sin tumultariske karriere oplevede Alexandre Vinokourov sine op- og nedture. Det ene øjeblik var han smidt ud af Touren grundet Operacion Puerto, og i det næste havde han vundet Vueltaen. Snart efter havde han vundet to etaper i Touren for siden at blive smidt ud for brug af bloddoping. Efter comebacket vandt han Liege-Bastogne-Liege for siden at blive beskyldt for at have købt sig til sejren, og kort efter forlod han Touren med et brækket lårben, inden karrieren fik den flottest tænkelige afslutning med OL-guldet i London.

Vinkourov er i den grad bekendt med, at det kan gå op og ned i cykelsporten. Det har han nemlig også erfaret som manager. Tag nu bare 2019-sæsonen, hvor han og Astana nærmest kunne gå på vandet. Det var end ikke blevet forår endnu, inden holdet allerede havde vundet hele syv etapeløb (!!!) i Valencia med Ion Izagirre, i Murcia med Luis Leon Sanchez, i Provence med Gorka Izagirre, i Colombia med Miguel Angel Lopez, i Oman med Alexey Lutsenko, i Andalusien med Jakob Fuglsang og i Rwanda med Merhawi Kudus - en bedrift, der må betegnes som den vildeste sæsonstart i nyere tid.

Kontrasten hertil var imidlertid lige så trist, som 2019-starten var god. I 2017 skulle man nemlig frem til den 17. april, inden Michele Scarponi langt om længe tog sæsonens første sejr, inden han bare fem dage senere så brutalt blev revet fra os i et tragisk uheld. Mens holdet bearbejdede sorgen, fortsatte sejrstørken, indtil Fuglsang med sin første af to etapesejre i Dauphiné startede en sand jubelsommer, der skulle vise sig at være begyndelsen til den successtime, som fortsatte helt frem til den gyldne 2019-sæson.

Desværre for Vinokourov er pendulet igen gået den anden vej. I 2021 har holdet været i en krise, der efterhånden har nærmest sig 2017-dimensioner, og da Alejandro Valverde i lørdags endelig tog den første sejr for Movistar, blev det kasakhisk-canadiske storhold efterladt sammen med den nye drenge i klassen, Intermarché, som det eneste WorldTour-hold uden én eneste sejr i år. I dag sagde kalenderen så den 6. april, og dermed nærmede vi os med faretruende hast den 17. april og dermed en tangering af den elendige start fra sæsonen for fire år siden.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Faktisk så det i går heller ikke ud til, at det skulle blive i denne uge, at tørken blev brudt. Holdet er ganske vist rejst til Baskerlandet med noget, der nærmer sig A-holdet, men den store ambition om at forsvare titlen med Ion Izagirre led et gevaldigt knæk, da den forsvarende vinder i går kørte en katastrofal enkeltstart, som reelt allerede har elimineret ham fra kampen om den gule trøje. Heldigvis var der opmuntring at hente i den sensationelt gode enkeltstart fra Alex Aranburu og solide præstationer fra Fuglsang og Omar Fraile, men det kunne kun i begrænset omfang bløde lidt op på skuffelsen over kaptajnens svage præstation.

24 timer senere kan vi heldigvis se, at vi skulle hæfte os langt mere ved det flotte præstationer fra Fraile og Aranburu end ved Izagirres nedtur. Det blev nemlig d. 6. og ikke d. 17. april, at tørken endelig blev brudt, og det blev sikret, at det bliver Intermarché, der som det sidste WorldTour-hold får åbnet 2021-kontoen. Og når Astana starter skidt, er der åbenbart en tendens til, at den første sejr kommer på den mest storslåede maner, som det skete for fire år siden, da Scarponi højst overraskende vandt den første bjergetape i Tour of the Alps foran to af de allerstørste Giro-favoritter, Geraint Thomas og Thibaut Pinot.

Da Alex Aranburu i dag kørte alene hjem til karrierens største sejr og første triumf på WorldTouren, skete det nemlig på fejende flot maner i et felt, der er så stærkt, at man får en klump i halsen, når man lader øjnene løbe hen over startlisten. Astana nøjedes endda ikke blot med at vinde etapen i Baskerlandet med en basker, men også med Omar Fraile at sørge for en dobbeltsejr - og det endda med endnu en basker! Hvis Vinokourov skulle have skrevet et manuskript for sæsonens første sejr, kunne han vel næppe have ønsket sig det smukkere end baskisk dobbeltsejr i Baskerlandet Rundt - og så endda med Tour-vinderen på 3. pladsen!

Det bedste af det hele var næsten, at det skete med en Astana Classic. Det kasakhiske hold har gjort det lidt af en specialitet at udnytte deres stærke kollektiv til at skabe de overtalssituationer, hvor der kan angribes på skift. I de senere år har det særligt været Luis Leon Sanchez, der har lukreret på de situationer til at køre væk og tage sejre i blandt andet Murcia og Schweiz og senest i lørdags i GP Miguel Indurain, hvor det dog ikke blev til sejr, men vi har også set det med Pello Bilbao i Murcia og ikke mindst med Michael Valgrens sejre i Omloop og Amstel Gold Race, hvor han hver gang udnyttede, at Astana som det eneste hold havde mere end ét kort at spille i en lille frontgruppe.

Sådan var det også i dag, da først Movistar på dagens vanskeligste stigning, den meget stejle La Asturiana, havde indledte en massakre, der hurtigt havde reduceret feltet til en samling klassementsryttere og knust alt håb for de lidt tungere folk, der havde et håb at overleve stigningen. Det håb var dog temmelig naivt, for det lå i kortene, at det lokale storhold skulle udføre det, der er blevet deres specialitet, nemlig at massakrere feltet på hårde stigninger i finalen. Det var blandt andet den strategi, der gav Marc Soler den flotte etapesejr i Vueltaen sidste år, og det var samme taktik, vi så på 1. etape i Volta a Catalunya, hvor det dog var meget svært at se formålet med manøvren.

Det var det til gengæld ikke i dag. Med en hidsig lille puncheurfinale i Sestaos gader var etapen skræddersyet til Valverde, der med lørdagens sejr fik brudt tørken, tanket selvtillid og sat en streg under, at den spanske kat har taget hul på sit 10. liv, netop som vi troede, at den havde brugt alle ni. En Valverde-sejr ville dog kræve, at de tunge folk blev sat til vægs, for spanieren har ikke fordums hurtighed, og derfor var det helt efter bogen, at formstærke Carlos Verona fra bunden af La Asturiana lagde det tryk, der sendte hovedparten af feltet til tælling.

Desværre for Valverde og co. gik det som på 1. etape i Catalonien. Da David Gaudu åbnede den forventede angrebsfest blandt de mange klassementsfolk, der fik sig en gedigen lussing på gårsdagens enkeltstart, eksploderede løbet i et sandt festfyrværkeri, der efterlod Valverde temmelig alene med kun den formsvage og meget langsomt startende Enric Mas ved sin side. Og da Mas af en eller anden grund stadig skal beskyttes, selvom det står lysende klart, at hans form ikke rækker til megen podiekamp, var der intet at stille op, da procenterne blev mere menneskelige og terrænet tilsvarende mere ukontrollerbart.

Og så var vi der pludselig igen. Blandt de 29 overlevende var der fire fra Astana, der sammen med Bora og UAE var det eneste hold med mere end to mand i gruppen. Dermed var der lagt op til Astana Classic, og da først Izagirre og Fraile havde forsøgt sig uden held, blev det Aranburu, der som det sidste trin i den baskisk-kasakhiske tretrinsraket kunne køre hjem til en fornem sejr. Uventet var den ikke i en puncheurfinale, hvor Aranburu i en spurt havde været en af de indlysende favoritter, men der var næppe mange, der havde troet, at den skulle komme som en solo- og ikke som en spurtsejr.

Det var nu også bare et spørgsmål om tid, inden den WorldTour-sejr måtte komme. Aranburu har i år været ganske flyvende, først på murene i Tirreno og siden på Poggio i Sanremo, hvor han dog igen led under sin ringe positionering. Efter en lidt skuffende optræden i lørdags i GP Miguel Indurain, hvor hans gode form ellers havde gjort ham til min favorit, genfandt han superformen med gårsdagens enkeltstart, inden kronen blev sat på værket i dag.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Det blev på flere måder en god dag for Astana. Særligt Fraile, der allerede viste fabelagtig form i lørdags og dermed havde vist, at han kunne være en joker i dag, imponerede stort ved at være det uvante element i en gruppe af klassementsryttere, inden han igen viste den hurtighed, han bruger alt for lidt, til at slå flere af verdens bedste puncheurs. Izagirre viste også, at enkeltstartsskuffelsen ikke er udtryk for dårlig form, for han virkede ganske flyvende i dag. Eneste malurt i bægeret var desværre, at Fuglsang efter den opløftende enkeltstart gennem hele etapen lignede en lidende mand og slutteligt endte med at tabe sekunder i en afslutning, der desværre indikerer, at den skuffende sæsonstart nok desværre ikke har den ende, vi drømte om, at den ville få her i Baskerlandet, hvor ardennerformen ellers gerne skulle vise sig.

En anden, der har grund til at juble, er Pogacar. Efter gårsdagens syngende lussing rejste Tour-kongen sig på smukkeste vis med en uhyre overbevisende indsats, hvor han kom med et kraftfuldt angreb på La Asturiana og siden spurtede sig til fire vigtige bonussekunder efter fornemt forarbejde fra Marc Hirschi, der igen i dag viste god form og til slut i en finale, der ellers passede ham som fod i hose, valgte at ofre sig 100% for kaptajnen og herefter sidde op.

Dermed fik han reduceret tabet til nu 24 sekunder, og det fik i hvert fald givet et lille håb om, at han måske alligevel kan få skovlen under Primoz Roglic, når løbet slutter på Arrate-stigningen på lørdag. I hvert fald kan han glæde sig over en meget stærk holdindsats, der foruden Hirschi også talte Brandon McNulty, som vel klatrede bedre end nogensinde, og selvom man i den grad kan undre sig over en taktik, der tillod amerikaneren at samarbejde med Roglic i dennes angreb mod slutningen af stigningen, fik UAE vist en kollektiv styrke, der måske kan være et element i at ryste Roglic.

Monsteret selv viste nu ellers ikke mange svaghedstegn. Han kom lidt på bagkant, da Richard Carapaz styrtede i forbindelse med Gaudus og Pogacars angreb, men sammen med den uhyre formstærke Michael Woods, der igen i dag bekræftede sit fabelagtige niveau, havde han ingen problemer med at lukke hullet, inden han selv gik i offensiven til sidst - en offensiv, der dog blev ødelagt af en spejlglat og livsfarlig nedkørsel, hvor hverken han eller Maximilian Schachmann havde lyst til at sætte livet på spil.

Til gengæld var der i den grad svaghedstegn at spore hos Jumbo. Forud for løbet kunne man sagtens se, at det bestemt ikke var A-holdet, der var sendt med Roglic til Baskerlandet, men gårsdagens enkeltstart havde givet håb om, at hollænderne faktisk kunne være blandt de stærkeste. Det viste sig hurtigt at være et kortvarigt håb. Tobias Foss var ikke i stand til at køre med de bedste, og Jonas Vingegaard var så presset, at han måtte slippe på den sidste opkørsel efter slet ikke at have bidraget til et føringsarbejde, der skulle redde Roglics trøje. Den havde han derfor mistet, hvis ikke Bora og EF var kommet ham til undsætning, og kender vi ham ret, havde det ikke været med hans gode vilje.

Det åbner perspektiver. Nu er Vingegaard kendt for sine dårlige dage, men rivalerne kan helt sikkert lugte muligheden for at isolere Roglic i de vanskelige finaler torsdag og lørdag. Med tanke på at Astana, UAE og ikke mindst Bora har flere kort at spille, kan Roglic pludselig se en kende sårbar, hvis han tidligt overlades til sig selv. Her virker særligt 4. etape som en potentiel bombe under Roglics sejrschancer, hvis den brutale stigning i finalen efterlader ham som Primoz Alene i Verden mod en hær af rivaler fra måske særligt Bora.

Til gengæld mistede Ineos deres kort på en gennemført trist dag for briterne. Richard Carapaz lignede ellers en mand, der fortsatte sin formfremgang, da han gik med i de tidlige angreb, men styrtet satte ham effektivt ud af spiller. Da Tao Geoghegan Hart samtidig fortsætter sin miserable sæsonstart, Eddie Dunbar stadig er under niveau, og Laurens de Plus’ lille genfødsel hurtigt døde ud, er Adam Yates nu helt alene om at forsvare briternes farver. Da han samtidig virkede overraskede mat i forhold til den fejende flotte opvisning i Catalonien, er Ineos i den grad kommet ned på jorden igen efter deres catalanske soloshow.

I stedet er det Bora, der står med de mange kort. Maximilian Schachmann virkede igen uhyre overbevisende og bekræftede indtrykket af den forbedrede klatring med sit flotte angreb til sidst. Til gengæld virker Emanuel Buchmann stadig ikke til at være sig selv igen efter styrtet i Dauphiné, og derfor kan man måske diskutere det kloge i at ofre Wilco Kelderman i jagten til slut - en beslutning, der kostede dumme sekunder for den formstærke hollænder. Holdet mistede også Patrick Konrad, der fortsætter sin svage sæsonstart, men med tre mand fremme i klassementet ligner Bora stadig holdet, der bedst kan udnytte Jumbos svaghed.

Det kan Bahrain måske også. Mikel Landa virker stadig lige så formstærk, som han har været gennem hele sæsonen, og nu synes en velkørende Pello Bilbao også at have fundet formen. Deceuninck kan spille supertalentet Mauri Vansevenant, der dog ikke virker helt så flyvende som tidligere på året, og James Knox, der endelig ser ud til at finde lidt form. EF burde også have haft to kort, men valgte at ofre den stadig ikke alt for velkørende Carthy til fordel for Sergio Higuita, der fortsætter den lovende sæsonstart.

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

Og så er der alle enmandshærene. Der er Woods, der fortsætter med at efterlade et skræmmende stærkt indtryk, og Gaudu, der efter nedturen i Paris-Nice synes tilbage på det fremragende februarspor. Der er Valverde, der stadig virker ganske overbevisende, og Pierre Latour, der fortsætter sin yoyokørsel i det, der er en lille genrejsning. Der er supertalentet Ilan van Wilder, der endelig efter sine skadesproblemer viser sit enorme potentiale. Der er Aurelien Paret-Peintre, der fortsætter sin stille og stabile fremgang. Og der er Esteban Chaves, der til gengæld virkede overraskende tam efter den fejende flotte opvisning i Catalonien forleden. Og så burde der også have været Guillaume Martin, der efter styrtet i GP Miguel Indurain nok engang var uheldig med en punktering, der ødelagde hans klassement, og da Jesus Herrada fortsætter sin svage sæsonstart, er der derfor desværre ikke noget Cofidis-hold for Roglic at bekymre sig om.

Alligevel åbnede etapen perspektiver for mange, der pludselig øjnede den sårbarhed hos Jumbo, man slet ikke fornemmede i går. Samtidig blev det endda så smukt dokumenteret, hvordan et overtal og manglende kontrol kan udnyttes, da der igen blev lagt op til Astana Classic, og selvom det denne gang var den på sigt ufarlige Aranburu, der løb med guldet, må Roglic bekymre sig over, hvem det bliver næste gang, han er Primoz Alene i Verden. Vinokourov håber utvivlsomt, at det er Izagirre eller Fuglsang, og at han dermed igen kan opleve en af de opture, der igennem hele hans lange cykelkarriere altid har aflyst de nedture, som har kendetegnet den første del af en indtil i dag trist og resultatfattige 2021-sæson.

Favoritterne

Hvor har vi ventet længe! Ikke siden 2016 har vi haft de murfinaler, der mere end noget andet definerer cykelløb i Baskerlandet, og det har faktisk været lidt besynderligt, at man i så lang tid er gået uden om den slags afslutninger. Arrangørerne har altid haft hang til spektakulære afslutninger og stejle procenter, men i de senere år har murene i al almindelighed været benyttet overraskende lidt. I en tid, hvor de i stigende grad er begyndt at besøge helt nye byer år efter år og slet ikke længere bruger de gamle og elskede afslutninger i eksempelvis Aia og Orio, hvor netop murene har været højdepunktet, har løbet næsten helt mistet sin identitet og blandt andet i 2017 og 2019 budt på ret lette ruter.

Sådan er det ikke i år. Det kan godt være, at man har fundet fem nye finaler, men ruten er både hård og spektakulær. Det så vi med dagens fejende flotte cykelløb, og det vil vi helt sikkert se igen onsdag, når der altså for første gang i fem år er lagt op til et slag mellem de sande murspecialister. Finalen er ganske vist ny, men den er på alle måder klassisk, for der er tale om en stigning, som vi kender dem fra det baskiske murparadis.

Dermed bydes der på en sjældent god chance til at gøre forskelle i et løb, hvor enkeltstarten ellers altid er temmelig afgørende. Muren er måske nok relativt kort i sammenligning med rigtige bjerge, men for en baskisk mur er det en ganske lang sag. Måske er den ikke den stejleste af slagsen, men den slags stigninger kan sagtens skabe overraskende store forskelle.

Den minder meget om den fra Vueltaen kendte Alto Mas de la Costa, der senest blev benyttet i 2019, hvor Alejandro Valverde tog sin indtil i lørdags sidste sejr ved at spurtsejre foran Primoz Roglic, Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana efter at kvartetten var kørt mere end 40 sekunder fra Rafal Majka som deres nærmeste forfølger og endda hele 51 sekunder fra en lidende Tadej Pogacar. Med en distance på 4,1 km og en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,3 er den en anelse vanskeligere, men den fortæller meget godt, hvor store forskelle en stigning som denne kan gøre, når det med stejle procenter hele vejen er muligt at køre cykelløb hele vejen fra bund til top. Til gengæld har stigningen også vist, at det kan være svært for de allerbedste at køre væk, for sjovt nok var det i 2017 også fire mand, der kom sammen til toppen, nemlig Alberto Contador, Chris Froome, Quintana og Esteban Chaves.

Cykelløb fra bund til top skal der formentlig nok blive kørt. Tadej Pogacar har tid, der skal hentes, og han har al mulig interesse i at få gjort løbet så brutalt som muligt og undgå, at finalen bliver alt for eksplosiv. Derfor regner jeg også med, at UAE vil gøre deres bedste for at skabe et blodbad og sætte deres slovenske kaptajn i scene.

Bonussekunder kan Pogacar naturligvis heller ikke undvære, og derfor bør udbruddet være dødsdømt. Der skal sikkert nok komme nogen kamp om at komme afsted, men med en let start tror jeg, at vi relativt hurtigt vil se en gruppe køre væk. Herefter vil Jumbo tage kontrol, og de vil formentlig ikke være alt for truede på trøjen af de nu lidt større tidsforskelle. Kender vi Roglic ret, vil han sikkert gerne vinde, selvom han risikerer at bringe bonussekunder i spil, og derfor skulle det ikke undre, om det faktisk ender med at være Jumbo, der holder snoren stram gennem den lange tur på det flade plateau omkring Vitoria-Gasteiz.

Hvis de lader det sejle, bør der dog være hjælp at hente. UAE skal gå efter denne etape, og man må vel også tro, at Ineos vil forsøge at vinde med Adam Yates, der også skal bruge bonussekunder. Michael Woods har drømt om denne etape i ugevis, og derfor vil Israel SUN utvivlsomt også hjælpe om nødvendigt, og det giver i hvert fald tre hold, der vil sikre, at vi ikke får en udbrudssejr.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Når vi rammer de tre stigninger til slut, regner jeg med, at UAE vil forsøge at bruge deres superhold til at gøre det knaldhårdt. Det vil gøre det ganske vanskeligt at angribe udefra, også selvom næstsidste stigning starter ganske brutalt og er en god rampe for et angreb. Respekten for den sidste mur vil dog være stor, og sammen med et ventet UAE-pres bør det sikre, at det er et reduceret felt, der rammer muren samlet.

Her regner jeg med, at Ineos eller UAE, der begge har stærke hold, vil lægge pres fra bunden, men jeg regner også med, at Pogacar eller Yates vil åbne relativt tidligt, som vi ofte ser det på denne slags stigninger. Herefter ender det formentlig ret hurtigt i et opgør mand mod mand, for der er sjældent alt for meget taktik på disse procenter. Her spiller vinden heller ikke alt for stor en rolle, men hvis det er åbent, er modvinden dog så betydelig, at det kan blive lidt sværere at køre alene væk. Samtidig er de sidste 500 m af stigningen relativt let og med en faldende afslutning over 400 m, er det - også med Mas de la Costa som reference - ikke usandsynligt, at de allerbedste 2-3-4 mand skal spurte mod hinanden nedad den helt lige og teknisk ukomplicerede vej til slut.

I det lys peger jeg på Primoz Roglic som favorit. Allerede i går viste monsteret sig ganske ubarmhjertigt, og i dag var der heller ikke megen svaghed at spore. Sloveneren blev bremset af styrtet, men kørte sammen med Michael Woods uden problemer op til Pogacar og David Gaudu, inden han selv gik i en offensiv, der blev ødelagt af den glatte og farlige nedkørsel. Denne slags stigninger er samtidig en gave for Roglic, der som nævnt blev nr. 2 bag Valverde på Mas de la Costa, hvor han kun blev slået i spurten. Siden har han været flyvende på denne slags korte, stejle stigninger, som da han slog Richard Carapaz i deres vilde angrebsshow på Moncalvillo sidste år, eller da han overspurtede Pogacar på toppen af Pas de Peyrol under Touren sidste år.

Særligt sidstnævnte er en ret god referenceramme, for det er ganske sandsynligt, at han og Pogacar igen skal duellere. Faktisk står han endnu bedre her, da han i en faldende spurt bør have et endnu større fortrin end i en rigtig puncheurspurt, hvor han før er blevet slået af sin landsmand. Han har samtidig den luksus, at han bare skal følge med, hvilket i modvind endda bliver endnu lettere, og selvom man aldrig kan vide, om Roglic bare kører fra alt og alle, har han den luksus, at han kan køre et defensivt løb. Roglic er i lang tid aldrig kommet i vanskeligheder på denne slags stigninger, og med den nuværende form tror jeg, at det rækker til endnu en sejr.

Det er dog langt fra givet, at han slår Tadej Pogacar, der kan vinde på to måder. Efter den lidt rustne enkeltstart virkede Tour-kongen i dag igen ganske flyvende, og der var bund i hans angreb på La Asturiana, inden han viste sine afslutterevner på den sidste rampe. Pogacar bliver altid bedre dag for dag, og begynder han at nærme sig niveauet fra muretapen i Tirreno, er jeg ikke helt overbevist om, at han ikke kan sætte den Roglic, der trods alt ikke var helt overbevisende på kongeetapen i Paris-Nice, hvor Maximilian Schachmann neutraliserede det første angreb.

Pogacar troede efter oplevelsen på Mas de la Costa faktisk, at han var dårlig på denne slags stigninger, men det viste sig at være en fejl, da han efterfølgende vandt på Los Machucos, og siden viste sine evner i spurten mod Roglic på Pas de Peyrol og senest på Tirrenos mure, hvor han mildt sagt så skræmmende ud. Pogacar kan både køre alene, hvilket måske kan blive lidt svært i modvinden, og satse på en spurt, for selvom Roglic på papiret er den hurtigste i den faldende finale, skal vi ikke glemme, at det altså var Pogacar, der vandt den kun let stigende spurt i Laruns under Touren sidste år. Det vidner om, at de er relativt jævnbyrdige, og det giver Pogacar to veje til at få skovlen under sin landsmand.

Jeg tror, at den største trussel mod slovensk etapesejr kommer fra Michael Woods. Egentlig var det svært at forestille sig, at canadieren kunne blive meget bedre end ved VM i 2018, hvor han lignede bedste mand på den rædselsfulde Höll-stigning, men i år sidder man med fornemmelsen af, at han er endnu stærkere. Han var flyvende allerede i Var, og efter den ærgerlige bronkitis kom han ud af Catalonien med fornemmelsen af aldrig at have været så god på lange stigninger. Han har da heller ikke lagt skjul på, at den catalanske oplevelse har fyldt ham med selvtillid, og det kan gøre ham ganske uhyggelig på en stejl mur, der som bekendt er guf for murkongen Woods.

Woods’ evner på stejle mure kender vi til hudløshed. Én ting var kørslen på Höll, noget andet var Vuelta-sejren på Balcon de Bizkaya, Tirreno-etapesejren sidste år, hvor han kørte fra alt og alle, eller hans sejr på Mur de Fayence i februar. Stigningen her måtte gerne være stejlere, men den ligger stadig til højrebenet for Woods. Måske er det et problem, at den flader ud til sidst, for de to slovenere er nok en anelse hurtigere i en faldende spurt, men jeg vil bestemt ikke udelukke, at Woods har en chance i denne trods alt lidt specielle spurt. Derudover har han den fordel, at hans tidstab fra enkeltstarten gør ham til den mindst overvågede af de fire favoritter, og det kan måske være det, der skal give sejren mod de to slovenere, der meget vel kan være lidt for jævnbyrdige og fokuserede på hinanden.

Den fjerde favorit er naturligvis Adam Yates, der har været ganske flyvende i år. I Emiraterne havde han tilsyneladende Pogacar i tovene, og i Catalonien var han i sin egen liga. Denne stigning passer også glimrende til Yates, der i 2019 begik et lille mirakel, da han satte Roglic på en af Tirrenos mure i en tid, hvor sloveneren ellers var ganske urørlig. Etapen passer ham således som fod i hose, men hans stjerne dalede en anelse i dag, hvor han var overraskende passiv på stigningen og ikke lignede en mand med diamanter i benene. I forvejen kan Yates være en anelse svingende, selvom han nu har været uhyre stabil i foråret i de seneste sæsoner, og det skaber en lille usikkerhed. Samtidig er han i denne faldende spurt den langsomste af de fire, og han skal formentlig alene hjem for at vinde. Også han har dog fordel af, at de to slovenere formentlig kigger meget på hinanden, og han har som bekendt én gang sat Roglic på en mur, ligesom han har ydmyget Pogacar på Jebel Hafeet i Emiraterne, hvor han pressede ham voldsomt i år. Yates har altså vist, at han med sit topniveau kan true dem begge, og hvis han snød os i dag, skal man bestemt ikke udelukke, at det kan ske igen onsdag.

Læs også

Danskere holder sig til i klassementet - Franskmand vinder på hjemmebanen

Det er svært at forestille sig, at vinderen ikke er en af de nævnte fire, men skal man pege på en outsider, kunne det være David Gaudu. Den lille franskmand skuffede generelt i 2020, men lagde flyvende fra land i år, hvor han var meget overbevisende i både Var, hvor kun Woods var bedre, og i Ardeche, hvor han var bedste mand. Han skuffede i et uheldsramt Paris-Nice, hvor han styrtede to gange, men i dag var han totalt i hopla og lignede en mand med stort overskud. Denne slags stigning er guf for en mand, der fik sit gennembrud på den relativt korte og stejle Lo Port i Catalonien og med et angrib på Mur de Huy i 2017. Han er ganske hurtig, men ikke ”slovenerhurtig”, og derfor skal han væk fra favoritterne for at vinde. Det kan blive svært, men han har tabt tid, og i dag lignede han en mand med benene til at udnytte giganternes kamp til at køre væk.

Dernæst vil jeg pege på Mikel Landa. Denne form for stigning er ikke helt ideel for baskeren, der mangler punch og eksplosivitet, men faktisk var det ham, der vandt den seneste murafslutning i 2017. Dengang kom det via et overraskelsesangreb fra distancen, og det er netop overraskelsesmomentet, der skal give ham sejren igen. Landa er ikke bange for at angribe, og hans dårlige enkeltstart kommer ham nu til gode. Han har været uhyre formstærk gennem hele året, og han har hele tiden sagt, at hans første virkelige mål var dette hjemmebaneløb, der er en trædesten frem mod Giroen. Han virkede da også ganske fint kørende i dag, og hans for ham gode enkeltstart bekræfter den gode form. Han skal bruge taktik for at vinde i denne slags finale, men det er trods alt lykkedes ham tidligere i karrieren.

Nu sammenlignede jeg stigningen med Mas de la Costa, og det gør det nærliggende at tro på Alejandro Valverde, der som nævnt vandt på stigningen i 2019, endda ved at overspurte Roglic. Selvom han som nævnt i analysen har taget hul på sit 10. liv, er Valverde dog næppe den rytter, han var for to år siden. Han lignede heller ikke verdens stærkeste i dag, hvor han ikke syntes så flyvende som på Vallter 2000 i Catalonien, men til gengæld kommer han også nu til en finale, der virkelig passer ham. Dette er på alle måder Valverde-terræn, og selvom han har tabt fart, må han stadig regnes som en af de få, der faktisk kan vinde en spurt i den faldende finale mod slovenerne. Derudover har også han tabt tid, og som vi så i Catalonien, er han aldrig bange for at angribe. Det giver ham en reel chance for at tage den anden sejr på fem dage.

En anden rytter, der bør elske denne afslutning, er Sergio Higuita. Ganske vist er han uprøvet i denne type finaler, men al logik tilsiger, at en lille, eksplosiv fyr som ham vil elske denne afslutning. Han har i år været genfødt efter det ringe 2020, og han burde stå endnu bedre i dette terræn. Han fejlede på murene i Tirreno, men det skyldtes formentlig snarere kulden end manglende evner, og han har den luksus, at han er lynhurtig med chance mod slovenerne også i en faldende finale. Han var velkørende i dag efter en lidt skuffende enkeltstart, men hans topniveau er stadig næppe helt højt nok til at gå med de bedste. Modvinden vil dog hjælpe, og bliver der lidt for megen slovensk kiggen-på-hinanden, kan Higuita være en kedelig fyr at skulle spurte med på toppen.

Ligesom Yates var en af dagens skuffelser Esteban Chaves, der hang på stigningen og siden tabte tid i spurten. Det var nedslående efter den flotte indsats i Catalonien, men man kan håbe, at det bare var en enkelt dårlig dag for den i dag så ustabile colombianer. Han er i hvert fald god på denne slags stigninger, som han har vist på Cumbre del Sol og netop Mas de la Costa i Vueltaen i 2017, og i Catalonien lignede han en mand med samme niveau som dengang. Desværre skaber hans første to dage frygt for endnu et efterhånden klassisk Chaves-kollaps, men har han benene fra sejren på Port Ainé, vil han være en af de stærkeste med mulighed for at udnytte sit tidstab, som han netop gjorde det så flot i Catalonien.

Dagens mest uheldige mand var Guillaume Martin, hvis punktering i bunden af La Asturiana sendte ham ud af klassementet. Da han også styrtede i GP Miguel Indurain, aner vi faktisk ikke, hvordan han er kørende, men fornemmelsen er, at han er stærk. Han blev sat tilbage af en skade i februar, men er bare blevet bedre og bedre fra løb og løb, indtil han nåede et fint niveau i Paris-Nice. Den tendens er sikkert fortsat siden dengang, og Martin er en ganske eksplosiv fyr, der burde være i sit es i en afslutning som denne. Tidstabet kommer ham i hvert fald til gode nu, og Martin er en aggressiv fyr, der ikke er bange for at tage chancen, hvis favoritterne kigger lidt for meget på hinanden.

En anden uheldig joker er Richard Carapaz. Efter det svage løb i Catalonien så han betydeligt stærkere ud både i dag og i går, men nu meldes han desværre at være forslået efter dagens styrt. Derfor ender han nok som hjælper for Yates, hvis ikke han sættes tidligt, men er han frisk igen, kan han måske overraske. Ineos er sjældent bange for at bruge ham til at lægge pres på, som vi så i Catalonien, og nu har han tabt den tid, han skal bruge til at få frihed. Som vi så på Moncalvillo i Vueltaen, er han ganske god på korte, stejle stigninger, og med stigende form kan han måske udnytte det taktiske spil til at snyde favoritterne - hvis altså ikke den ecuadorianske krop er for forslået.

I går kørte Ion Izagirre sig ud af kampen om den samlede sejr, men i dag beviste han, at han altså er ganske velforberedt til hjemmebaneløbet, der er sæsonens store mål. Han er ganske god på denne slags stigninger, og det er ingen tilfældighed, at han er gået på podiet i dette løb hele tre gange. Desværre har hans niveau været langt fra fordums styrke i nu to år, men hans kørsel i Paris-Nice gav grund til optimisme. Den optimisme blev genskabt i dag, men hans generelt dalende niveau betyder, at han sagtens kan skuffe fælt igen. Til gengæld har han nu tabt så meget tid, at han har den frihed, han skal bruge, hvis han skal vinde etapen.

Al logik siger, at stigningen er for svær for Maximilian Schachmann. Nok er han blevet nr. 5 i Fleche Wallonne, men denne stigning er altså næsten tre gange så lang og endnu stejlere. Det er heller ingen tilfældighed, at han måtte se Daniel Martinez og Lennard Kämna køre forbi ham på Pas de Peyrol i Touren sidste år, og det vil altså overraske mig, hvis han kan være med på en mur som denne. På den anden side imponerede han stort på Colmiane i Paris-Nice, og igen i dag efterlod han et klatreindtryk, vi ikke tidligere har set. Denne stignings procenter er noget andet end det, vi har set hidtil, men skulle han komme op til den lette del nær toppen, er han så hurtig, at han lige pludselig ender med at blive en trussel på en stigning, der egentlig burde være for svær.

Som nævnt i analysen var det en lidt nedslående dag for Jakob Fuglsang. Danskeren kørte ellers en opløftende enkeltstart, men i dag lignede han desværre igen den lidt tamme rytter, vi har set gennem hele sæsonen. Han var helt usynlig på stigningen, og i finalen tabte han tid på en rampe, hvor han ellers burde være en ganske udmærket afslutter. Kombinerer man det med indtrykket fra hele sæsonen, er det svært at have den helt store tiltro til ham. Omvendt ved vi også, at Fuglsang i de senere år har været en af verdens allerbedste på korte, eksplosive stigninger, og en forlænget Mur de Huy burde være guf for ham. Han har tabt lidt tid og har lidt frihed, og hvis hans passive kørsel i dag var en bevidst taktik mere end dårlige ben, kan han forhåbentlig snyde mig og alligevel køre med om sejren.

Som nævnt var det måske ikke helt klogt af Bora at ofre Wilco Kelderman i dagens jagt, for det endte med at koste den ellers velkørende hollænder sekunder. Han er ellers kommet stærkt tilbage efter styrtet i januar, og han må formodes at være endnu bedre end i Catalonien, hvor han endte som nr. 5 samlet. Sådan så det også ud i dag, hvor han stadig spurtede godt trods det hårde arbejde og den hårde opkørsel efter det tidlige styrt, og han imponerede også på stigningen under enkeltstarten. Han er tillige en ganske eksplosiv fyr til en kort stigning, men han har tidligere sagt, at han ikke er specielt vild med stejle procenter, hvorfor det næppe er noget tilfælde, at han har tabt et Vuelta-podium på Angliru. Derfor skal han udnytte det taktiske spil, hvis han skal vinde etapen.

Bora kan også spille et tysk kort i Emanuel Buchmann, men det synes mere spekulativt. Han er ganske vist den på papiret bedste klatrer på det tyske hold, men han er altså ikke blevet sig selv efter styrtet i Dauphiné. Han var skuffende i Emiraterne, og i dag var han ligesom Fuglsang usynlig i finalen og skuffende i spurten på rampen. I forvejen passer denne stigning slet ikke til den store og slet ikke eksplosive Buchmann, men han fandt jo faktisk en uset eksplosivitet i Dauphiné, inden han styrtede. Som Boras bedste klatrer er han ikke et ringe kort at spille ud, hvis det taktiske spil skal udnyttes, men lige nu ligner han ikke en mand, der kan gøre det færdigt.

Endelig vil jeg pege på to belgiske supertalenter i Mauri Vansevenant og Ilan van Wilder. Ganske vist har Vansevenant skuffet mig lidt efter den flotte februar, og han lignede heller ikke i dag en mand med diamanter i benene, men hans kørsel fra sæsonstarten var så fornem, at han har potentialet til igen at vise sit store talent i en finale, der burde passe ham udmærket. Van Wilder er mere uprøvet på dette niveau, fordi han har været skadet i det meste af sin korte professionelle karriere, men han er lynhurtigt kommet i form og virker allerede nu meget bedre end i Coppi e Bartali. Både i går og i dag var han bedre end ventet, og som klatrer burde han have det glimrende på så svær en stigning som denne.

Blandt de øvrige klatrere kunne man nævne Pierre Latour, Aurelien Paret-Peintre og Brandon McNulty, men jeg vil tro, at stigningen er for stejl for dem alle, selvom særligt McNulty var meget overbevisende i dag. Mere optimistisk er jeg for en velkørende Pello Bilbao, der burde være god på en eksplosiv stigning, men jeg tror ikke, at niveauet rækker til at vinde, og det gør det næppe heller for James Knox. Selv hvis i dag bare var en offday, er Jonas Vingegaard ren hjælper, og det samme er Marc Hirschi, der trods alt næppe heller har formen til så svær en stigning. Hugh Carthy valgte i dag af ofre sig og har virket under niveau i dette løb, og da han er helt uden punch, får han det svært, selvom han på Angliru viste glæde ved stejle procenter. Enric Mas er for formsvag, selvom han formentlig vil gøre det noget bedre end i dag, og Ruben Fernandez er overmatchet. Patrick Konrad, Mikel Nieve, Mattia Cattaneo og Jesus Herrada fortsætter en skidt start på sæsonen, og Bauke Mollema har tre dage i træk vist svag form. Ben Hermans og Krists Neilands skuffede i dag og ligner rene hjælpere for Woods, og efter de seneste to dage er det svært at se Tao Geoghegan Hart, Laurens de Plus og Eddie Dunbar som andet end hjælpere, som også en stadig formsvag Rafal Majka er det. Gino Mäder har været stærk, men skuffede i dag og må være overmatchet i dette selskab, som også Mark Donovan må være det. Endelig kan man håbe, at ustabile Ben O’Connor genfinder takterne fra tidligere på året, men hans lave bundniveau taler for, at han nok har et af sine mange dårlige løb, ligesom man kan håbe, at Mikel Bizkarra genfinder Catalonien-benene i en finale, der dog ikke passer ham.

Feltet.dks vinderbud: Primoz Roglic

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Michael Woods

Outsidere: Adam Yates, David Gaudu, Mikel Landa, Alejandro Valverde, Sergio Higuita

Jokers: Esteban Chaves, Guillaume Martin, Richard Carapaz, Ion Izagirre, Maximilian Schachmann, Jakob Fuglsang, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann, Mauri Vansevenant, Ilan van Wilder