Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Dylan van Baarle (fra INEOS Grenadiers til Jumbo-Visma)

Når snakken falder på tidens bedste endagsryttere, er det ikke mærkeligt, at det i første omgang altid er navne som Wout van Aert, Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel og Tadej Pogacar, der kommer op. Kvartetten har trods alt vundet fordelt et hav af de største endagsløb mellem sig i løbet af de seneste år, og de er alle af den helt særlige slags ryttere, der meget sjældent stiller op til et cykelløb uden at have en klar favoritrolle.

Ser man på resultaterne det seneste års tid, burde Dylan van Baarle imidlertid også indgå på samme liste. Det er nemlig svært at argumentere imod, at den ellers ret anonyme hollænder har en ganske skræmmende historik i de store og lange endagsløb, selvom det hver eneste gang er sket fra en outsiderrolle. Ved VM i 2021 var alle hollandske øjne således rettet mod Van der Poel, men da røgen havde lagt sig, var det Van Baarle, der stod på podiet med en sølvmedalje. Ved Flandern Rundt i 2022 var det meste af løbet en stor duel mellem selvsamme Van der Poel og Tadej Pogacar, men da podieceremonien løb af stablen, var det altså Van Baarle, der stod på podiets næsthøjeste trin ved siden af Van der Poel. Og da det to uger senere gjaldt Paris-Roubaix, var der ingen over eller ved siden af Van Baarle, der vandt løbet med en skræmmende magtdemonstration og den største sejrsmargin siden 2010.

Når Van Baarle alligevel aldrig regnes som en af de tunge favoritter, skyldes det naturligvis, at han slet ikke er den vindermaskine, de fem ovennævnte ryttere er. Faktisk er det kun i ganske få løb, at hollænderen overhovedet har personlige ambitioner. Langt det meste af sæsonen tilbringer han nemlig som hjælperytter, og det er naturligvis en rolle, der slet ikke giver samme plads i rampelyset.

Det er imidlertid et job, der er højt skattet, og Van Baarle har med sin enorme alsidighed, der gør ham i stand til både at komme ganske langt i bjergene og agere fremragende fladbanehjælper, udviklet sig til en af verdens bedste grand tour-hjælpere. Er man i tvivl, kan man blot spørge Ineos-ledelsen. Det er velkendt, at pladser på Ineos’ grand tour-hold ikke er billigt til salg, men alligevel har Van Baarle nu tre år i træk sikret været en del af både Tour- og Vuelta-trupperne. Det er svært at forestille sig en større tillidserklæring, når vi taler om et hold med et hav af verdensstjerner, og som kører enhver grand tour for at vinde.

I det lys er Van Baarle en drømmerytter for alle sportens største mandskaber, da han både kan vinde klassikere på egne hånd og være guld værd i holdets jagt på grand tour-sejre. Derfor var det heller ingen overraskelse, at tre af sportens fire store mandskaber, UAE, Jumbo og Ineos, alle jagtede hans kontrakt intenst, endda allerede inden han havde vundet Paris-Roubaix. Derfor var det også lidt af en skalp, at Jumbo-mandskabet vandt denne giganternes kontraktkamp og allerede tidligt fik forhandlet en aftale på plads med Van Baarle, uagtet det forhold at de har været godt hjulpet af både Van Baarles nationalitet og hans fortid på det Jumbo-mandskabets gamle udviklingshold i de gode, gamle Rabobank-dage.

Det er næsten svært at se, at det kan blive en fiasko. I forvejen var den engang meget smalle brostenstrup nærmest skræmmende stærk i et 2022, hvor Wout van Aert, Christophe Laporte og Tiesj Benoot var her, der og alle vegne - en styrke, der tydeligst kom til udtryk i E3, hvor Van Aert og Laporte sammen kørte fra alt og alle - og hvis den trio i forvejen virkede uhyggelig, kan man godt forstå, at rivalerne ryster i bukserne ved udsigten til, at Van Baarle nu gør trioen til en rystende stærk kvartet. Dertil skal lægges, at Van Baarle som sagt både har masser af erfaring og enorm styrke i rollen som altmuligmand i grand tours, og han har endda god erfaring med at køre to af slagsen i samme sæson - lidt af en gave til et hollandsk hold, der som minimum vil gå efter at vinde to af de tre store etapeløb næste år.

Men hvad så med Van Baarle selv? Risikerer han ikke at blive slave for Van Aert og misse chancen for at fortsætte det fantastiske momentum, han opbyggede med sin 1. og 2. plads i de to brostensmonumenter i 2022? Jo, det er naturligvis altid en risiko, men formentlig kan det blot styrke hans chancer. Man skal blot se på, hvordan Laporte og Benoot blomstrede i 2022 for at vide, at en rolle som luksusløjtnant for Van Aert sagtens kan give nye muligheder. Det gælder måske særligt for en mand, der har opnået alle sine store resultater i endagsløbene ved at angribe tidligt, hvilket gør ham til en perfekt allieret med Van Aert, som alle vil kigge på i finalerne. En vis Remco Evenepoel kan således bevidne, at strategien med en tidlig angriber som supplement til hurtige Van Aert kan være den bedste måde for en Van Baarle-type til at vinde et af sportens store endagsløb.

Kan Van Baarle opnå lige så stor succes hos Jumbo, som han gjorde hos Ineos? Sandsynligheden for, at han kan matche resultaterne fra foråret 2022 er lille, for to så store resultater er sjældne for en spurtsvag rytter som ham. Alligevel er det svært ikke at se skiftet til Jumbo som et næsten perfekt match, både for Jumbo-mandskabet, der får en gylden forstærkning i både klassikerne og grand tours, endda med hollandsk pas, og for Van Baarle selv, der som allieret med Van Aert får måske endnu bedre mulighed for at vinde, nu hvor hans Roubaix-sejr betyder, at han ikke længere vil få den frihed, han tidligere har fået. At Jumbo-mandskabet samtidig vandt hans underskrift i direkte kamp med de to af de tre hold, med hvem de kæmper om sportens herredømme om, gør blot skiftet endnu bedre og utvivlsomt til et af transfersæsonens største kup.