Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Søren Kragh Andersen (fra Team DSM til Alpecin-Deceuninck)

Da Christophe Laporte og Tiesj Benoot skiftede til Jumbo forud for denne sæson, var der mange, der rystede på hovedet. Laporte havde netop haft sin klart bedste sæson for Cofidis og for første gang lignet en mand, der kunne køre med om sejren i de store brostensklassikere, og så valgte han minsandten at skifte til en tilværelse som slave for Wout van Aert på et Jumbo-mandskab, der ikke havde lagt skjul på, at de primært hentede franskmanden til holdet som et led i den markante forstærkning af klassikertruppen omkring den belgiske stjerne, der var så stærkt påkrævet.

På samme måde var det med Benoot. Ganske vist kom han fra et par knap så gode sæsoner, hvor han ikke havde været i nærheden af at indfri de enorme forventninger, der blev skabt, da han i sit allerførste Flandern Rundt blev nr. 5 og siden vandt Strade Bianche, men det var da for tidligt at ofre egne ambitioner til fordel for en dedikeret hjælperrolle i en alder af bare 27 år. Udefra kunne det let ligne et tilvalg af bedre økonomi på bekostning af de sportslige ambitioner.

Efter et enkelt år er alle kritikerne blevet gjort til skamme. Laportes i forvejen gode udvikling fortsatte med hidtil uset hast i en sæson, hvor han blev nr. 2 i både E3 og Gent-Wevelgem, vandt etaper i Tour de France og Paris-Nice og tog den samlede sejr i Danmark Rundt. Benoot kom i den grad tilbage på sporet i en sæson, hvor han endte på podiet i hele tre WorldTour-klassikere, nemlig Dwars door Vlaanderen, Amstel Gold Race og Clasica San Sebastian, og det endda selvom han missede hele efterårssæsonen grundet et grimt træningsstyrt i Italien.

Måske er det de eksempler, der har fået Søren Kragh til at tage udfordringen op og blive holdkammerat med Mathieu van der Poel på Alpecin-Deceuninck. Ved første øjekast vil der nok være mange danske cykelfans, der ryster på hovedet og frygter, at det nu er slut for danskeren med at jagte personlig succes, og at han fremover ender som luksusløjtnant for en mand, der i stjernestatus er helt på højde med Van Aert. Sandt er det da også, at det er en reel risiko, at Kragh i den kommende sæson vil opleve, at han i finalen af en af de store klassikere må gå til fronten og sætte sin kaptajn i scene, så han kan føje endnu en stor sejr til hans allerede imponerende generalieblad.

Til gengæld viser Laportes og Benoots eksempel, at det slet ikke behøver at gå sådan i alle løb. Slet ikke i en 2023-sæson, hvor Jumbo-mandskabet med investeringen i Roubaix-kongen Dylan van Baarle som supplement til Laporte, Benoot og Van Aert har en næsten skræmmende styrke, er det måske slet ikke dumt for Kragh at være på hold med Van der Poel. I kraft af Jumbos bredde skal Alpecin nemlig forsøge at opnå det samme, og hvis Jumbo begynder at lege med overtallet, vil det for rivalerne handle om aldrig at komme på bagkant. Det kan åbne nogle muligheder for Kragh til at tage sin egen chance, akkurat som Laporte gjorde det, da han i årets Gent-Wevelgem udnyttede tilstedeværelsen af Van Aert til at gå i offensiven og i sidste ende spurte om sejren, eller som Bob Jungels gjorde det, da han for et par år siden udnyttede den store fokus på Julian Alaphilippe til at vinde i Liege.

Et skifte til Alpecin kan utvivlsomt ende med at koste Kragh nogle muligheder, hvor han må ofre egne chancer for sin stærkere kaptajn, men hvis ambitionen er at opnå den helt store gevinst og faktisk løbe med sejren, er muligheden formentlig større som holdkammerat med og ikke rival til en af de helt store favoritter. På den baggrund kan Kragh meget vel have styrket sin mulighed for at tage en karrieredefinerende sejr, selvom det ved første øjekast ligner en kompliceret sag at blive holdkammerat med en af sportens allerstørste stjerner i de løb, danskeren er bedst til.

Det kræver dog, at Kragh er på toppen, og vi ved af erfaring, at den meget skræmmende dansker, der også synes at være ærgerligt sårbar over for skader, langt fra er noget sikkert kort. Han kommer imidlertid fra sit hidtil bedste forår, hvor han så stærkere ud end tidligere i klassikerne, ikke mindst da han satte det meste af verdenseliten under pres med sin kørsel på Poggio i Milano-Sanremo. Hvordan han har det i et andet miljø end de meget specielle og rigide omgivelser, man finder hos DSM, hvor nogle enkelte trives, men mange mistrives, ved vi ikke, men han kommer i hvert fald til et hold, der har en god historik for at få meget ud af deres ryttere.

Det er da også en tillidserklæring til Kragh, at det fremadstormende belgiske mandskab har udset ham som en af de ryttere, der skal styrke klassikertruppen, og han passer da også perfekt ind i ambitionerne på et hold, hvilket gør matchet ganske perfekt. Som sagt opruster Jumbo ganske markant, og vi så tillige i 2022, at Ineos’ uhyre spændende trup af unge brostenstalenter i den grad spillede med de kollektive muskler. Derfor er det altafgørende, at Van der Poel i den kommende sæson ikke bliver Mathieu Alene i Verden omgivet af en hær af Jumbo- og Ineos-ryttere, og det er præcis i det spil, Kragh kommer ind. Her skal han sammen med Gianni Vermeersch, der havde et skidt 2022, men var så fremragende i 2021, hvor han kørt ei top 10 i næsten alle de store flamske løb, udgøre det stærke Alpecin-kollektiv, måske endda i selskab med Stefano Oldani og Oscar Riesebeek, de forbedrede sig så voldsomt i 2022, inden en skade satte ham ud af spillet, samt i visse løb også Jasper Philipsen.

Også i andre løb synes matchet mellem Kragh og Alpecin at være godt. Med Jay Vines exit er holdet renset for etapeløbsryttere, og de kommer derfor til at gå til både grand tours og ugelange løb med fokus på etapesejre. Her er det klart, at Philipsen, Kaden Groves og måske Jakub Mareczko vil have et vist fokus på et hold, der satser meget på massespurter, men derudover burde der være frit spil for en mand som Kragh til at jagte etaper. Som Oldani og Dries de Bondt viste i Giroen, er det heller ikke i grand tours en ulempe at være Van der Poel-holdkammerat, hvis man gerne vil vinde etaper.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Om det hele ender med, at Kragh bliver 2023-sæsonens Laporte eller Benoot, vil tiden vise. Det er måske også at sætte barren lidt højt at forvente, at han i den kommende sæson matcher deres resultater, men analogien er til at få øje på, måske særligt når man sammenligner med Laporte, der også skiftede hold efter et forår, hvor han så ud til at have været stærkere end nogensinde. Hvis danskeren akkurat som sin franske rival kan bruge holdskiftet til yderligere at accelerere sin udvikling, kan 2023 måske blive året, hvor han endelig konfirmerer det lidt uforløste klassikerpotentiale, han altid synes at have haft. Med skiftet til Alpecin synes han i hvert fald at have givet sig selv forudsætningen for, at det kan lade sig gøre.