Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Quinten Hermans (fra Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux til Alpecin-Deceuninck)

Forud for årets Liege-Bastogne-Liege havde belgierne meget at glæde sig over. De havde nemlig sjældent gode chancer for at vinde deres hjemmebanemonument i en udgave, hvor tre af de største favoritter var fra værtsnationen. Mest fokus var der på Wout van Aert, der gjorde debut i en af ardennerklassikerne, og som der var grund til visse forventninger til efter et Paris-Roubaix, hvor han havde bevist, at han var kommet meget stærkt tilbage efter sin uhyre dårligt timede coronainfektion, der kostede ham deltagelsen i Flandern Rundt. En anden meget kapabel option var Remco Evenepoel, der endelig gjorde debut i løbet, og som med et pænt Baskerlandet Rundt havde vist, at han og Julian Alaphilippe sammen kunne udgøre en uhyre farlig duo. Derudover havde værtsnationen et brølstærkt alternativ i Dylan Teuns, der bare onsdagen forinden havde taget karrierens største sejr, da han snød Alejandro Valverde for en sidste sejr i Fleche Wallonne

Missionen lykkede også. Da røgen havde lagt sig i Liege sidst på eftermiddagen, var belgierne gået i ekstase over, at Evenepoel havde gjort en drømmeentre i sit hjemmebaneløb ved at knuse al modstand med et dybt imponerende soloridt. Både Van Aert og Teuns var endda også med fremme, da Jumbo-stjernen med en 3. plads fik en næsten lige så fornem debut i løbet, mens Teuns åbenlyst havde vist sig som en af løbets stærkeste, selvom han måtte opgive drømme om en Fleche-Liege-double og nøjes med en 6. plads.

Faktisk fik løbet det bedst mulige udkomme for værtsnationen. For første gang siden 1976 lykkedes det nemlig belgierne at rydde podiet, hvilket ikke var et særsyn i gamle dage, men til gengæld i nyere tid er ganske bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at landet kun havde opnået 13 podiepladser i de mellemliggende 45 år, blot to podiepladser siden Dirk de Wolfs sejr i 1992 og bare én podieplads i hele dette årtusinde. I lyset af de tre stærke vinderbud var det imidlertid ikke helt uden for skiven at tro på et sådant sjældent drømmeresultat for værtsnationen, og alligevel sad alle tilbage med en lille følelse af chok, da der blev hejst tre belgiske flag under podieceremonien.

Teuns var der nemlig ikke, for hans 6. plads rakte jo ikke til den slags hyldest. Nej, i stedet var det ganske uventet en Intermarché-rytter, der stod ved siden af Belgiens to gigastjerner. Han var endda ikke blot endt som den mindste af de tre, for chokelementet var kun kraftigt forstærket af, at han minsandten havde slået Van Aert i spurten om 2. pladsen bag den suveræne Evenepoel.

Manden, vi taler om, er Quinten Hermans. Hvis man følger med i cykelcross, er han bestemt ikke noget ukendt navn, men blandt dem, der alene går op i landevejssporten, vil der nok være mange, der lige skulle tjekke resultatlisten en ekstra gang. Det flotte resultat i sportens ældste monument var nemlig hans i særklasse bedste resultat.

Selvfølgelig var det en overraskelse, at han overspurtede ingen ringere end Van Aert, men at han stod foran sit store gennembrud, burde imidlertid ikke komme bag på mange. Hermans har nemlig været et af sportens spændende talenter, siden han i 2018 både vandt en etape og endte som samlet nr. 2 i Tour de Wallonie - et løb, han kun tabte, fordi Tim Wellens ”snød” ham i en indlagt spurt på den sidste etape. Efterfølgende gav han flere prøver på sit talent, men et hovedfokus på cross og blandt andet et styrt i Dauphiné i den tumultariske 2020-sæson betød, at det tog lidt tid, inden han for alvor bragede igennem.

Man kunne ellers fortsat have lidt tvivl om, hvor langt han kunne komme. Hans 2021-sæson, hvor han endelig rettede det primære fokus på landevejen, var nemlig flot, men ikke prangende. En 14. plads i Fleche Wallonne var pænt, og hans mange angreb i Giroen vidnede om en vis klasse, men det var altså først i 2022, at han bekræftede, at det potentiale, han viste i 2018 vitterligt kan føre meget langt.

Andenpladsen i Liege var nemlig ikke hans eneste fremragende resultat. Således vandt han også i fornem stil kongeetapen i Belgium Tour, igen i det ardennerterræn, han mestrer så flot. I efteråret blev han tillige n. 3 på muretapen i Polen, ligesom han spurtede om sejren i et WorldTour-løb, da han var med i den femmandsgruppe, der spurtede om sejren i Hamburg Cyclassics. Denne gang måtte han ganske vist se sig slået af både Marco Haller og Van Aert, men han endte altså på podiet i to af de fire WordlTour-endagsløb, han kørte i 2022.

Nu skal han så fortsætte sin lovende udvikling hos Alpecin efter et meget kontroversielt skifte, hvor han ragede uklar med Intermarché-holdets ledelse og derfor til sin egen offentligt ytrede frustration pludselig blev frarøvet den Tour-plads, han ellers var blevet lovet. Man kan naturligvis diskutere, om det er klogt at forlade et hold, hvor han havde en kaptajnrolle i de ardennerklassikere, der er hans spidskompetence, havde masser af frihed i andre løb og var i en trup, hvor de fleste ryttere synes at blomstre, men hvis han endelig skulle væk, er Alpecin ikke noget dårligt valg.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Naturligvis er det en risiko at komme til et hold, hvor Mathieu van der Poel er den store stjerne, men mellem Hermans og hans gamle crossrival er konflikten begrænset. Van der Poel satser nemlig ikke i første omgang på de kuperede klassikere, der til gengæld har været lidt af en udfordring for det belgiske mandskab. Hvor de i alle ”Van der Poel-løb” er kommet til start med en af de absolutte topfavoritter, har det ellers så stærke endagsmandskab været statister i ardennerløbene. Det er det hul, Hermans skal lukke, og det ligner derfor et godt match for begge parter.

Det gør det også af andre årsager. Holdet har absolut ingen klassementsambitioner i grand tours, og Hermans vil derfor få masser af tid til at jagte etapesejre i ugelange løb, hvor han med sin hurtighed og klatreevner er et godt bud. I Touren vil han skulle sameksistere med Van der Poel, men det kan i den sammenhæng være en god ting, som vi så i Giroen, hvor det lykkedes for Van der Poels holdkammerater Stefano Oldani og Dries De Bondt at vinde etaper fra udbrud. Meget kunne således tyde på, at Hermans får det nogenlunde, som han vil have det - og det endda på et hold, der plejer at være gode til at få deres ryttere til at blomstre. Det vil i hvert fald ikke være overraskende, hvis vi i 2023 igen vil et Liege-podium med en hurtig og eksplosiv belgier, der hverken hedder Evenepoel, Van Aert eller Teuns.