Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Vidunderbarnets vidunderlige debutsæson

I denne vidunderbørnenes tidsalder har vi vænnet os til, at der hvert år er en ung komet, der allerede inden den nye sæson har skabt så megen hype, at han næsten kun kan skuffe. I de senere år har forventningerne til blandt andre Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og Egan Bernal været enorme, allerede inden de første gang gjorde deres entre på den helt store scene, og allerede nu kan man i pipelinen se ryttere, der meget vel kan opnå samme enorme opmærksomhed allerede inden sæsonstarten. Ganske vist tyvstartede han lidt med en lidt begrænset kalender for UAE i sidste halvdel af den netop afsluttede sæson, men i 2022 er der ingen tvivl om, at alle øjne vil være rettet mod Juan Ayuso, når der skal spejdes efter det næste vidunderbarn i rækken.

Også 2021-sæsonen havde sit eget vidunderbarn. Allerede inden sæsonstarten var der så megen snak om Tom Pidcock, at det næsten lignede en umulighed for ham at leve op til forventningerne. Det var imidlertid ikke uden grund, for efter at have taget crossscenen med storm havde blandt andet et juniorverdensmesterskab i enkeltstart og ikke mindst en knusende magtdemonstration i sidste sæsons Baby-Giro skilt ham ud som det klart mest spændende navn blandt 2020-sæsonens U23-ryttere. At han samtidig i sidste vinters crosssæson viste sig at være den eneste, der kunne yde Van der Poel og Van Aert reel modstand - og endda gav Van der Poel en sjælden lektion i klatreløbet i Gavere - var det umuligt ikke at drage paralleller mellem den unge brite og de to lidt ældre crosskometer. Og i det selskab kan man jo næsten kun komme til kort.

Det gjorde Pidcock bare ikke. Forud for sæsonen var der ellers al mulig grund til at klappe hesten. ” Skal vi så regne med, at han markerer sig allerede i 2021? Udfordringer er der i hvert fald nok af. Hos Ineos er det ikke let at tilkæmpe sig mange personlige chancer, og når en stor del af sæsonen har fokus på OL i mountainbike, bliver der lagt begrænsninger på landevejsudfoldelserne. Alligevel er han ubetinget den mest spændende neopro,” skrev jeg blandt andet, da jeg forud for sæsonen gav en analyse af 21 talenter, der var værd at holde øje med. Og i de ord lå implicit den vurdering, at top 10-placeringer i de store klassikere nok ville være det maksimalt opnåelige i hans første sæson på højeste niveau.

Sådan så det også ud til at gå i første omgang. Pidcock bragede ganske vist ind på scenen med fynd og klem og et uhyre overbevisende indtryk i åbningsweekenden, hvor han imponerede på stigningerne i Omloop og viste, at han også er semisprinter, da han endte på podiet i massespurten, der afgjorde Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Senere blev det til en fornem 5. plads i Strade Bianche og en 15. plads i Milano-Sanremo, inden lidt sygdom betød, at hans brostenssæson ikke helt blev som ønsket. På det tidspunkt var Pidcock stadig talentet, der manglede de sidste procent, inden han kunne være Van der Poels og Van Aerts ligemand - præcis som det var tilfældet på crosscyklen.

Sådan var det i hvert fald, indtil onsdag d. 14. april. I løbet af de næste fem dage ændrede Pidcock status fra at være lovende talent til med ét at være én af verdens allerbedste klassikerryttere. I både Brabantse Pijl og Amstel Gold Race var han nemlig i stand til at matche en vis Van Aert pedaltråd for pedaltråd, og minsandten om ikke også han atter viste sin enorme hurtighed ved at slå belgieren i den knivskarpe afgørelse i den belgiske semiklassiker - altså den rytter, der få måneder senere vandt massespurten i Paris under Tour de France. Mange vil endda mene, at udfaldet gentog sig fem dage senere i Amstel Gold Race, selvom det i de officielle bøger er Van Aert, der står som vinder efter målfoto.

Resten af sæsonen blev ikke helt samme succes - i hvert fald ikke på landevejen. Hans ardennerkampagne blev afbrudt før tid af et ærgerligt styrt i Fleche Wallonne - som dog ikke forhindrede ham i at nå toppen af Mur de Huy som nr. 6 trods skader, der var så slemme, at han måtte skippe Liege - og siden blev blikket rettet mod mountainbiken, hvor han trods et brækket kraveben i juni endte med at løbe med guldet for næsen af en vis Van der Poel, der havde glemt at lytte efter sin træner, da denne forud for løbet nøje berettede om, at en planke ville blive fjernet inden selve løbet. Siden vendte han tilbage til landevejen i en anonym Vuelta, som han faktisk helst var fri for at køre, da han var kommet til at give sig lidt for meget plads til at fejre det ædle metal, han havde med hjem fra Japan.

Alligevel nåede han at minde os om, hvorfor hans navn står skrevet med fed på den stadig længere liste over cykelsportens vidunderbørn. Trods den svage form, han fremviste i Vueltaen, nåede han at finde så gode ben, at han endte VM-løbet som nr. 6 - endda med ben, der ifølge ham selv var så gode, at det kunne være blevet til mere, hvis han ikke for længe havde fokuseret på en Van Aert, der ikke havde benene. Dermed kunne han tage på ferie med en bevidsthed om, at det var klassikerne og ikke den halvtamme Vuelta, der er udtryk for hans reelle niveau og dermed få genstartet al den hype, han havde skabt forud for sæsonen.

Den hype viste sig i den grad at være berettiget. Ikke så meget på grund af 6. pladsen til VM, 6. pladsen i Fleche Wallonne eller 5. pladsen i Strade Bianche. Den slags resultater kunne man nemlig sagtens have ventet på baggrund af det forrygende niveau, han havde haft i 2020. Nej, når Pidcock har sin plads på en liste over overraskelser, skyldes det ene og alene, at han over de fem dage i april var den eneste, der var Van Aerts ligemand og gav stort set hele den øvrige klassikerelite baghjul. Det var der trods alt næppe mange, der havde ventet - vidunderbarn eller ej.