Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den halvdøde sprinter, der pludselig legede bjergged

Som bekendt er det den, der ler sidst, som ofte ler bedst. Hvis Caleb Ewan havde læst med på Feltet.dks liveopdateringer - og det gør jeg mig desværre ingen illusion om, at han gør! - havde han derfor formentlig slået et gigantisk latterbrøl op på Via Roma i Sanremo sidst på eftermiddagen d. 20. marts for godt et halvt år siden. Det gjorde han nu nok ikke, for efter eget udsagn var han ufatteligt skuffet over kort forinden for anden gang i sin karriere at være endt som nr. 2 i årets første monument, Milano-Sanremo, efter at have vundet favoritgruppens spurt - og for anden gang bag en outsider, der havde taget alt og alle på sengen med et smart angreb. I 2018 var det Vincenzo Nibali, der snød den lille australier, og denne gang var det Jasper Stuyven, der forhindrede den hurtige Lotto-stjerne i at levere det ultimative bevis på, at han er meget mere end en grand tour-sprinter.

Omtalte latterbrøl kunne derfor nok have formildet stemningen i en Lotto-bus, hvor skuffelsen formentlig var malet i hans ansigt. Havde han læst med på vores liveopdatering fra Milano-Sanremo, havde han nemlig kunnet se, hvordan jeg og en af vores gode brugere havde gjort os lystige over hans tilsyneladende skræmmende mangel på form. I det store italienske løb, der for Ewan var den sidste forberedelse til årets første store mål, gav han nemlig et rystende dårligt indtryk, da han tidligt blev sat på en uskyldig stigning på løbets 3. etape og hurtigt forlod løbet - officielt på grund af sygdom, men angiveligt mest af alt som følge af træthed. Det fik os til her på Feltet at gøre os lidt lystige over, om det nu var Ewan eller den ligeledes uhyre formsvage Peter Sagan, der var den store favorit til løbet i Sanremo, hvor tilstedeværelsen af særligt Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe ikke just gjorde, at der var mangel på mere indlysende vinderkandidater.

Den munterhed forsvandt hurtigt, da monumentet en god uge senere fandt sin afslutning. Det siger sig selv, når nu Ewan faktisk endte løbet som nr. 2, og Sagan endda ligeledes overraskede stort med en 4. plads, der virkede meget, meget fjern, da han som den allerførste blev sat på flere af Tirrenos stigninger.

Det var dog ikke så meget selve 2. pladsen, der gør, at Ewan fortjener en plads på denne liste. Det er trods alt før set, at en formsvag sprinter har vundet et cykelløb, selvom han ikke var på toppen, fordi et løb mod slutningen alligevel er blevet samlet til en massespurt. Sprintere vil altid have det privilegium, at de ikke nødvendigvis skal være 100% for at vinde, og det gælder særligt i et løb som Milano-Sanremo, hvor vanskeligheden trods alt er begrænset, og hvor en massespurt altid er et af de mest sandsynlige udfald.

Nej, overraskelsen kom slet ikke på Via Roma i Sanremo. At Ewan overspurtede folk som Wout van Aert, Sagan, Van der Poel og Michael Matthews var vel kun at forvente i en gruppe, hvor han på papiret var hurtigst. I stedet var det begivenhederne på løbets nøglestigning, Poggio, der fik en hel cykelverden til at banke kæben så eftertrykkeligt mod gulvet, at alverdens kæbekirurger i de følgende dage blev sendt på overarbejde.

Her var det Ineos, der satte tempo fra bunden af den berømte bakke, mens alle ventede på det første angreb fra en af de tre tenorer, som ventedes at åbne ballet. Ikke helt uventet var det Alaphilippe, der affyrede det første skud, som kun Van Aert i første omgang kunne svare på. En dårligt placeret Van der Poel måtte bruge mange kræfter på at komme op bagfra og lukke hullet med Maximilian Schachmann, Søren Kragh og Michael Matthews på hjul. Og bag dem sad minsandten en ganske lille Lotto-rytter.

Formentlig var der mange, der greb fortvivlet ud efter startlisten. Hvem kunne det dog være? Det lignede ikke være Tim Wellens eller Philippe Gilbert, der begge er ganske lette at kende, og faktisk var det ret indlysende, at den lille miniaturekrop kun kunne være Ewans. Det var bare svært at tro på, når man huskede på, hvilken elendig forfatning selvsamme Ewan havde fremvist bare en uge forinden.

Det skulle imidlertid blive endnu vildere. Efter at gruppen gik lidt i stå kom Van Aert med et sidste angreb frem mod stigningens top, og selvom han ikke kunne gøre den forskel, han havde drømt om, var det nok til at splitte gruppen. Her kunne man have forventet, at enten Van der Poel eller Alaphilippe ville være den første til at svare. Det var imidlertid hverken en regnbuetrøje eller en hollandsk mesterskabstrøje, der sad limet til Jumbo-stjernens hjul. Det var derimod føromtalte lille Lotto-rytter, der få sekunder senere rundede toppen af Poggio som nr. 2.

Uden at jeg selv fulgte med i markedernes bevægelser må man formode, at odds på en sejr til Ewan i det øjeblik styrtdykkede. Efter at Tirrenos triste udfald havde forvandlet ham fra at være potentiel favorit til højst at være outsider, gik han pludselig til at være manden, alle skulle slå. Og måske derfor gik det atter galt, så han ikke fik det fortjente udbytte af en klatrepræstation, der stadig er svær at fatte.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Hverken Wellens eller Gilbert var nemlig til at spotte i den frontgruppe, der dannedes, og derfor var stakkels Ewan overladt til sig selv i Sanremos gader, hvor en hel hær af ryttere kun havde ét mål: at undgå at skulle spurte med den lille australier. Som bekendt var det Kragh og Stuyven, der var mest opvakte og udnyttede den manglende kontrol til at snige sig væk, og da den snu belgier narrede den måske lidt naivt kørende dansker, blev det Trek- og ikke Lotto-sejr den dag i Sanremo. Det havde næppe overrasket nogen forud for løbet, hvor vi stadig var nogle, der havde travlt med at gøre os lystige over den ringe form, Ewan havde vist få dage forinden. Til gengæld var der næppe nogen, der ikke gned sig en ekstra gang i øjnene, da Ewan - ikke Alaphilippe eller Van der Poel - sad limet til Van Aerts baghjul på toppen af Poggio.