Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den danske Ullrichs sensationelle Tour-debut

Det er velkendt, at Tour de France er toppen af cykelsportens kransekage. Det er her, næsten hele verdenseliten på én og samme tid er i topform og til start i samme cykelløb, og det er derfor her, man for det bedste billede af sportens øjeblikkelige hierarki. Det kan godt være, at Touren ikke altid har den vanskeligste rute, men i løbet af de tre uger i Frankrig er niveauet bare lige den tand højere og farten den tand hurtigere, at det franske løb altid er den ultimative test for enhver cykelrytter.

Derfor er podiepladser heller ikke noget, man kommer gratis til, og de indtages derfor som regel af sportens store stjerner. Det er pokkers svært for både debutanter og hjælperyttere at mænge sig helt i toppen, når de bedste over de tre uger afgør, hvem der faktisk er allerbedst. Kaster man et blik ned over de seneste 25 års Tour-podier, er begge ryttergrupper da også en sjældenhed. Eksempelvis er det i perioden kun lykkedes for fire debutanter at ende i top 3, nemlig Tadej Pogacar, Raimondas Rumsas, Joseba Beloki og Nairo Quintana, og af disse var hverken sloveneren eller litaueren et ubeskrevet blad som grand tour-rytter, da begge allerede havde været i top 5 i et af de øvrige lange etapeløb. Ellers skal vi helt tilbage til Jan Ullrichs fornemme 2. plads i 1996 for at finde en debutant, der endte på podiet.

Netop Ullrich er et ganske særligt tilfælde. Pogacar, Rumsas og Beloki var allerede inden løbets start tiltænkt en beskyttet rolle, og Quintana stillede til start i noget, der kan betegnes som en beskyttet løjtnantrolle bag Alejandro Valverde. Anderledes var det med det tyske kraftværk, der rejste til Frankrig som et meget ubeskrevet blad i en ren støtterolle for Bjarne Riis, men som de fleste vil vide, endte tyskeren med at levere et bragende gennembrud og køre til Paris som løbets nr. 2 bag selvsamme Riis. Med andre ord leverede Ullrich den ganske særlig bedrift, hvis lige ikke blev set i de efterfølgende 2 år.

Ikke indtil denne sommer. Nu kan man diskutere, om Jonas Vingegaards hjælperrolle var helt så entydig som Ullrichs, da det hurtigt kom frem, at man på den forudgående træningslejr faktisk havde aftalt at holde danskeren inde i klassementet som en taktisk option i forsøget på at vinde løbet med Primoz Roglic, men hjælperrollen var dog trods alt så udtalt, at den unge dansker loyalt ventede på sin kaptajn, da denne var én blandt mange til at styrte på den højdramatiske 3. etape. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den ”venten” var det rene spild af tid, for der var ikke klatret meget i årets løb, inden det stod klart, at den slovenske mumie og forhåndsfavorit var alt for forslået til at spille nogen rolle.

Herefter blev den danske plan B til plan A, og hvad der efterfølgende udspandt sig på de franske landeveje, udviklede sig til dansk cykelhistorie. Nøjagtigt som Ullrich 25 år tidligere lykkedes det hjælperen at ende på løbets samlede 2. plads, og selvom forskellene mellem det tyske kraftværk og den danske klatrer er mange - Ullrich forblev eksempelvis hjælperytter hele vejen til Paris, mens Vingegaard hurtigt overtog anførerbindet - er det svært ikke at drage paralleller mellem det tyske mirakel i 1996 og det danske ditto i 2021.

Hvad der gør Vingegaards bedrift særligt imponerende, er det forhold, at han skabte en reel tro på, at han fremover kan tage kampen op mod den ellers suveræne Tadej Pogacar. I de seneste to sæsoner er det ellers i alt væsentligt kun Roglic, der har været i nærheden af at måle sig med den slovenske komet, når denne har været i nærheden af sin topform, men sådan var det ikke den sommer. Nok var Vingegaard aldrig i nærheden af at vinde løbet - dertil var Pogacars magtdemonstration i Alperne alt for stor - men danskeren gjorde noget i nyere cykelsport ganske uset, da han kørte fra den slovenske førstemand på Mont Ventoux. Senere kørte han endda stort set lige op med løbets konge i Pyrenæerne, inden han endda ganske klart besejrede ham på enkeltstarten, og derfor kan man kun gisne om, hvorvidt udfaldet måske kunne være blevet et andet, hvis ikke danskeren havde fået så gedigne klø på løbets to første bjergetaper.

Præstationen var i hvert fald nok til at give store perspektiver for fremtiden, men først og fremmest var det en gigantisk sensation. Nok var Vingegaard et mere etableret navn allerede inden Touren, end Ullrich var det for 25 år siden, men overraskelsen var alligevel stort set den samme. Ingen i denne verden havde forud for løbet drømt om, at en ung dansker skulle vise sig som Pogacars værste rival i det løb, der udgør toppen af cykelsportens pyramide. Og ingen havde drømt om, at det skulle blive Vingegaard, der kortvarigt kørte fra det slovenske fænomen på et af Tourens mest mytiske bjerge. Nok vil det næste år ikke være en lige så stor sensation, hvis Vingegaard faktisk skulle vinde løbet, som det var, da han i år ud af det blå endte som nr. 2, men når han nu har indledt en herlig tradition for at overraske os alle i løbet af sommeren, vil det da være dumt at bryde den i 2022.