Til sidst syntes det dog som om, at ti\u00f8ren langt om l\u00e6nge var faldet. Da Cavendish stortudende frygtede for sin karriere i et nu verdensber\u00f8mt interview efter 2020-udgaven af Gent-Wevelgem, virkede det ikke til, at det fortsat var Tour-etapesejre og Merckx-rekorder, der sp\u00f8gte i hans hoved. Nej, nu handlede det vist mest bare om at ende karrieren p\u00e5 en m\u00e5de, der var en mester v\u00e6rdig, og det var formentlig hoved\u00e5rsagen til, at han ved hj\u00e6lp af en personlig sponsor lagde sig i selen for at f\u00e5 en kontrakt med Deceuninck-mandskabet, hvor han tidligere havde haft stor succes, angiveligt til sportens minimumsl\u00f8n og i hvert fald end noget anden gage, end han sikrede sig, da han senest var i Patrick Lefeveres stald.<\/p>","
Der taltes da heller ikke l\u00e6ngere om Tour-etapesejre. Faktisk talte man slet ikke om Touren eller grand tours. Sportsdirekt\u00f8r og ven Brian Holm talte endda i forbindelse kontraktunderskrivelsen om noget med at f\u00f8re tidligt for holdkammeraterne i nogle mindre l\u00f8b f\u00f8rst p\u00e5 s\u00e6sonen med det m\u00e5l, at Cavendish senere kunne k\u00f8re spurter i mindre l\u00f8b. Og hvis alt gik vel, kunne det m\u00e5ske lade sig g\u00f8re for rytteren, der i 2020 opn\u00e5ede lige pr\u00e6cis nul top 10-placeringer ogs\u00e5 at f\u00e5 en sejr.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Fast forward til juli 2021. Den Cavendish, der mindre end et år siden havde ladet alle de triste følelser få frit løb foran en belgisk tv-journalist kunne bestige podiet i Paris som vinder af Tourens grønne trøje - en bedrift, han ellers kunne var lykkedes med én gang i den periode, hvor han ellers vandt etapesejre i samme takt, som han blev sat, da han i 2020 var allerdårligst. Og ikke blot havde han sikret sig sportens mest prestigiøse sprintertitel, han havde endda også erobret de fire sejre, der pludselig havde tangeret den Merckx-rekord, der ellers så ud til alligevel at skulle stå uantastet til evig tid.
Miraklet var det et resultat af en hel serie af umulige omstændigheder, der alle gik Cavendishs vej. Først løb Lefeveres ellers for omverdenen så kyniske hjerte af med ham, da han tilbød briten en kontrakt, der ikke rigtigt syntes at have skyggen af sportslig værdi. Dernæst kunne Cavendish lukrere på det tomrum, som Fabio Jakobsens skader havde skabt, til faktisk at få ganske mange chancer for at spurte i årets første måneder, hvor han allerede i april lykkedes med at bryde sin mere end tre år lange tørke. Siden kom Sam Bennetts knæskade, der pludselig åbnede en plads i en Tour-trup, der ellers var helt og aldeles lukket land for briten, samtidig med at flere hold lod deres supersprintere blive hjemme. Og slutteligt styrtede Caleb Ewan tidligt, mens Tim Merlier i paradoksal grad blev reduceret til lead-out man i en Tour, hvor de to ellers på forhånd lignede løbets to hurtigste.
Men selv om det mest usandsynlige held i den grad har været med Cavendish det seneste år, vil det være helt forkert at reducere det til et spørgsmål om rent held og resultatet af et fremragende tog. Cavendish kørte sig også selv til sin plads i historiebøgerne. Først satte han Jasper Philipsen til vægs på de tyrkiske landeveje i april, og hvad der på det tidspunkt lignede en mindre bedrift, viste sig senere at være ganske imponerende i lyset af den vilde sæson, den unge belgier endte med at levere. Senere kom det endelige bevis på Cavendishs comeback i den absolutte sprinterelite, da han i et rent opgør på ren fart slog navne som Ewan, Dylan Groenewegen og Merlier på sidste etape i det sprintermæssigt urimeligt stærkt besatte Belgium Tour. Og slutteligt var det Cavendish, der fire gange i træk viste, at han var Tourens hurtigste mand - i hvert fald da først Ewan og Merlier havde taget turen hjem.
Desværre udeblev den ultimative eventyrafslutning, da Wout van Aert i samarbejde med barrieren forhindrede Cavendish i at få den luft, han skulle bruge for endegyldigt at slå Merckxs rekord i sportens mest prestigiøse spurt i Paris, men det havde næsten også været lidt for meget af det gode. På det tidspunkt var historien om et af hele sportshistoriens allermest usandsynlige comebacks nemlig allerede blevet fortalt så eftertrykkeligt, at det var lidt svært at forstå, hvorfor det engang var så tåkrummende pinligt, når Cavendish blev ved med at tale om Tour-etapesejre. Faktisk var comebacket så usandsynligt, at man skal have en ualmindeligt god fantasi for at forestille sig, at det nogensinde kan overgås. Så langt rækker min sparsomme fantasi i hvert fald ikke.