Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge, og de bringes i en serie på 10 artikler over 10 dage. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Supersprinterens umulige genopstandelse

Indrømmet! Jeg skal blankt erkende, at jeg synes, at det i årene mellem 2018 og 2020 til sidst begyndte at blive lidt småpinligt, når Mark Cavendish blev ved med at insistere på, at det var drømmen om flere etapesejre i Tour de France, der fik ham til at fortsætte karrieren. Nok kunne han med sine 30 etapesejre aspirere til titlen som alletiders bedste sprinter, men selv han måtte da for pokker kunne se, at eftervirkningerne af hans kyssesyge definitivt havde forhindret ham i atter at blive konkurrencedygtig. I 2020 var han jo reelt ude af stand til overhovedet at deltage i spurterne, men alligevel gav han stadig - i hvert fald 2019 - interviews, der for den udenforstående virkede helt afkoblet fra virkeligheden.

Til sidst syntes det dog som om, at tiøren langt om længe var faldet. Da Cavendish stortudende frygtede for sin karriere i et nu verdensberømt interview efter 2020-udgaven af Gent-Wevelgem, virkede det ikke til, at det fortsat var Tour-etapesejre og Merckx-rekorder, der spøgte i hans hoved. Nej, nu handlede det vist mest bare om at ende karrieren på en måde, der var en mester værdig, og det var formentlig hovedårsagen til, at han ved hjælp af en personlig sponsor lagde sig i selen for at få en kontrakt med Deceuninck-mandskabet, hvor han tidligere havde haft stor succes, angiveligt til sportens minimumsløn og i hvert fald end noget anden gage, end han sikrede sig, da han senest var i Patrick Lefeveres stald.

Der taltes da heller ikke længere om Tour-etapesejre. Faktisk talte man slet ikke om Touren eller grand tours. Sportsdirektør og ven Brian Holm talte endda i forbindelse kontraktunderskrivelsen om noget med at føre tidligt for holdkammeraterne i nogle mindre løb først på sæsonen med det mål, at Cavendish senere kunne køre spurter i mindre løb. Og hvis alt gik vel, kunne det måske lade sig gøre for rytteren, der i 2020 opnåede lige præcis nul top 10-placeringer også at få en sejr.

Fast forward til juli 2021. Den Cavendish, der mindre end et år siden havde ladet alle de triste følelser få frit løb foran en belgisk tv-journalist kunne bestige podiet i Paris som vinder af Tourens grønne trøje - en bedrift, han ellers kunne var lykkedes med én gang i den periode, hvor han ellers vandt etapesejre i samme takt, som han blev sat, da han i 2020 var allerdårligst. Og ikke blot havde han sikret sig sportens mest prestigiøse sprintertitel, han havde endda også erobret de fire sejre, der pludselig havde tangeret den Merckx-rekord, der ellers så ud til alligevel at skulle stå uantastet til evig tid.

Miraklet var det et resultat af en hel serie af umulige omstændigheder, der alle gik Cavendishs vej. Først løb Lefeveres ellers for omverdenen så kyniske hjerte af med ham, da han tilbød briten en kontrakt, der ikke rigtigt syntes at have skyggen af sportslig værdi. Dernæst kunne Cavendish lukrere på det tomrum, som Fabio Jakobsens skader havde skabt, til faktisk at få ganske mange chancer for at spurte i årets første måneder, hvor han allerede i april lykkedes med at bryde sin mere end tre år lange tørke. Siden kom Sam Bennetts knæskade, der pludselig åbnede en plads i en Tour-trup, der ellers var helt og aldeles lukket land for briten, samtidig med at flere hold lod deres supersprintere blive hjemme. Og slutteligt styrtede Caleb Ewan tidligt, mens Tim Merlier i paradoksal grad blev reduceret til lead-out man i en Tour, hvor de to ellers på forhånd lignede løbets to hurtigste.

Men selv om det mest usandsynlige held i den grad har været med Cavendish det seneste år, vil det være helt forkert at reducere det til et spørgsmål om rent held og resultatet af et fremragende tog. Cavendish kørte sig også selv til sin plads i historiebøgerne. Først satte han Jasper Philipsen til vægs på de tyrkiske landeveje i april, og hvad der på det tidspunkt lignede en mindre bedrift, viste sig senere at være ganske imponerende i lyset af den vilde sæson, den unge belgier endte med at levere. Senere kom det endelige bevis på Cavendishs comeback i den absolutte sprinterelite, da han i et rent opgør på ren fart slog navne som Ewan, Dylan Groenewegen og Merlier på sidste etape i det sprintermæssigt urimeligt stærkt besatte Belgium Tour. Og slutteligt var det Cavendish, der fire gange i træk viste, at han var Tourens hurtigste mand - i hvert fald da først Ewan og Merlier havde taget turen hjem.

Desværre udeblev den ultimative eventyrafslutning, da Wout van Aert i samarbejde med barrieren forhindrede Cavendish i at få den luft, han skulle bruge for endegyldigt at slå Merckxs rekord i sportens mest prestigiøse spurt i Paris, men det havde næsten også været lidt for meget af det gode. På det tidspunkt var historien om et af hele sportshistoriens allermest usandsynlige comebacks nemlig allerede blevet fortalt så eftertrykkeligt, at det var lidt svært at forstå, hvorfor det engang var så tåkrummende pinligt, når Cavendish blev ved med at tale om Tour-etapesejre. Faktisk var comebacket så usandsynligt, at man skal have en ualmindeligt god fantasi for at forestille sig, at det nogensinde kan overgås. Så langt rækker min sparsomme fantasi i hvert fald ikke.