Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Den ”tykke” italieners vanvidssæson

Enhver, der kunne få blot tanken at betegne Sonny Colbrelli som en ordinær cykelrytter, ville utvivlsomt blive beskyldt for at have indtaget lidt for mange søm, hvis et sådant postulat var blevet lanceret i begyndelsen af sæsonen. Vi talte trods alt om en rytter, der havde vundet ikke færre end 26 cykelløb, herunder to på WorldTouren, og med top 10-placeringer i både Flandern Rundt og Milano-Sanremo, en podieplads i Amstel Gold Race og sejr i Brabantse Pijl havde han for længst etableret sig som en af Italiens førende klassikerryttere.

Alligevel var Colbrelli ingen stjerne. Nok var han et naturligt navn at nævne i optakter til mange af de største klassikere, men det var aldrig som en af topfavoritterne. Det var der nemlig slet ingen grund til, for siden 3. pladsen i Amstel-debuten i 2016 havde han ikke rigtigt været tæt på at vinde en stor klassiker. Faktisk så det mere ud til, at han allerede var i tilbagegang, for det var aldrig rigtigt lykkedes ham at nærme sig det niveau, han havde, da han i 2017 kørte i top 10 i sit første Flandern Rundt, hvor hans bedste placering i de følgende år var 23. pladsen i 2018.

Der var da heller intet nyt under solen i begyndelsen af 2021. Bevares, han kørte da så fornemt i sidevinden i Gent-Wevelgem, at han spurtede med om sejren, men da han efterfølgende blot endte som nr. 4, var det kun naturligt at se det som endnu et bevis på, at han ville få svært ved nogensinde at vinde en stor klassiker. Samme konklusion kunne man let komme til, da han kort forinden var blevet nr. 8 i Milano-Sanremo og nr. 6 i Kuurne-Bruxelles-Kuurne - begge fine resultater, der dog mest af alt havde bevist, at han slet ikke var hurtig nok til at vinde den slags cykelløb.

Der var næppe heller nogen, der lurede, hvad der var i vente, da Colbrelli kort efter klassikerne endelig brød sin ellers endeløse forbandelse i et Tour de Romandie, hvor hans række af sekundære placeringer er længere end listen over aflyste begivenheder under endnu en coronanedlukning. Da han kort efter vandt en etape i Dauphiné, fik han også mere omtale for det forhold, at den ene sejr var ledsaget af tre 2. pladser - et nærmest gudgivet forhold for en mand, der mere er kendt for podieplaceringer end for sejre.

Alligevel havde begge løb vist, at man måske alligevel skulle sætte et kryds ud for Colbrellis navn. Trods sin lidt buttede fremtoning, der ikke just oser af klatrepotentiale, havde den ”tykke” italiener nemlig klatret på et hidtil uhørt niveau i begge løb. Det var mest tydeligt, da han overlevede en brutal stigning i forbindelse med sin Romandiet-sejr, men også på Dauphinés 2. etape havde han vist nogle klatreevner, vi ikke tidligere havde set.

De to præstationer var et varsel om noget, ingen havde drømt om. Colbrelli har angiveligt oplevet et større vægttab, der er hovedforklaringen på de kraftigt forbedrede klatreevner, og de blev stillet fuldt til skue, da han kort efter blev italiensk mester, vel at mærke på den rundstrækning, der for et års tid siden gjorde Julian Alaphilippe til verdensmester og normalt slet ikke burde være noget for en semisprinter. Kort efter burde han have skabt mange flere overskrifter, end han gjorde, da han i en ellers lidt frustrerende Tour blev nr. 3 på en alpeetape og nr. 2 på en pyrenæeretape - resultater, der for hans ryttertype var uhørte, men som blev endnu et varsel om det, der var i vente.

Dette ”det” blev åbenbaret i begyndelsen af september. Her chokerede Colbrelli alle ved at vinde kongeetapen i Ardennerne i et Benelux Tour, han også endte med at vinde samlet. Det kunne man måske nok have forestillet sig, hvis Colbrelli havde gravet dybt for at overlevede stigningerne og herefter gøre brug af sin spurtstyrke, men det virkede helt uden hold i virkeligheden, at den ”tykke” italiener med de buttede kinder den dag i Belgien kørte fra alt og alle i en sand magtdemonstration - i øvrigt 24 timer inden han efterlod hele brostenseliten bag sig, da han satte efter holdkammeraten Matej Mohoric på de toppede brosten i Flandern.

Derefter var Colbrelli slet ikke den samme. En uge senere fik han en ellers formstærk Remco Evenepoels frustrationsbæger til at flyde over, da det belgiske vidunderbarn var helt ude af stand til at komme af med ”ham den tykke” på en ellers meget kuperet EM-rute, hvor Colbrelli blev en yderst populær hjemmeeuropamester. Det krydsede han med to top 2-placeringer i italienske endagsløb, inden han kørte med om VM-titlen på en rute, hvor han var eneste mand, der kunne matche den senere franske verdensmesters første forcering på den stejle Smeysberg-stigning og dermed nok engang stillede til skue, at Colbrelli fremover skal nævnes som en af de allerførste i klassikeroptakterne.

Det blev han dog ikke til det efterfølgende Paris-Roubaix. Nok var han i åbenlys storform, men der var jo en grund til, at han altid havde valgt løbet fra i de foregående sæsoner. Det seje løb, der mest af alt belønner en dieselmotor, passede jo slet, slet ikke til Colbrellis eksplosive karakter, og når han ovenikøbet gjorde debut i et løb, hvor erfaring normalt siges at være altafgørende, skulle han vist være glad, hvis han kunne klemme sig ind i top 10.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Det gjorde han som bekendt også - endda i den grad. Iklædt det tykkeste mudderlag, vi har set i den franske klassiker siden den seneste regnvejrsudgave i 2002, kørte Colbrelli et uimodståeligt løb, hvor han både brugte et kvikt hoved og nogle gode ben til at blive den blot tredje i verdenshistorien til at vinde det franske helvede i sin debut - og af disse er den ene Josef Fischer, der vandt den allerførste udgave i 1896, hvor det af gode grunde var temmelig svært ikke at få en debutantvinder. Alene den statistik siger alt om, hvor vildt et mirakel Colbrelli var mand for den regnvejrssøndag, hvor han definitivt sagde farvel til rollen som klassikeroutsider og gjorde sig til en af sportens giganter. Og selvom det nok mest af alt er Roubaix-sejren, der står tilbage, når man tænker tilbage på den ”tykke” italieners 2021, var det blot kulminationen på en sæson, der var så vild, at selv Tadej Pogacar, Wout van Aert og Primoz Roglic skal stå tidligt op, når den skal matches.