Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Valverde vinder igen

Den 41-årige, der atter satte nekrologskriverierne på pause

Har man fulgt cykelsporten i dette årtusinde, har man allerede oplevet adskillige forskellige generationer. Det hele startede med Armstrong-æraen, inden vi havde årene, hvor Alberto Contador var dominerende. Siden satte Chris Froome og Sky/Ineos sig tungt på grand tour-scenen, og i de seneste sæsoner har vi så været vidner til, at de nye vidunderbørn har indtaget - alt sammen mens forskellige generationer af klassikerryttere og sprintere også har oplevet deres storhedstid.

Der er dog én ting, der var været en konstant gennem hele perioden. Ganske vist var denne konstant ikke med helt fra starten af Armstrong-æraen i årtusindets begyndelse, men han er gammel nok til at have været aktiv sammen med den kontroversielle amerikaner. Hvem husker således ikke, hvor meget hype der var om ham den unge spanier, der i sin Tour-debut i 2005 overspurtede den amerikanske hersker på bjergetapen til Courchevel - i øvrigt iført førertrøjen i den nye ProTour, som han i en alder af 25-årig allerede havde kurs mod at vinde i allerførste forsøg.

Vi taler naturligvis om Alejandro Valverde. Ryttere, hold og løb er kommet og gået, men én ting har vi altid kunnet regne med: Valverde ville være en ukuelig sejrsmaskine, der ville vinde cykelløb fra februar til oktober. Når han ikke var ude med karantæne eller de bemærkelsesværdigt få alvorlige skader, han har haft igennem en næsten 20 år lang karriere, byggede han med skræmmende hast videre på den sejrsliste, der i dag er nået op på ikke færre end 130 triumfer - et tal, det i moderne cykelsport ellers kun er sprintere, der kan komme i nærheden af.

Sådan var det bare ikke i 2020. Allerede i 2019 var der klare tegn på, at dåbsattesten var ved at indhente den spanske veteran, akkurat som han kunne ane sin 40-års fødselsdag i horisonten. I hvert fald var hans klassikersæson historisk ringe, og det gjorde næsten ondt at se den store stjerne være helt og aldeles anonym under sommerens Tour de France, hvor han eller skulle have gjort den regnbuetrøje, han havde jagtet gennem hele karrieren, stor ære. Heldigvis nåede han at rejse sig - igen - i Vueltaen, hvor han endte som nr. 2, inden han også atter endte som næstbedste mand i det Il Lombardia, han utroligt nok endnu ikke har vundet, men det var svært ikke at have bange anelser frem mod 2020, når nu dåbsattesten var så gammel, at den var ved at blive gullig i kanten.

Den frygt blev desværre gjort til virkelighed. Valverdes 2020-sæson var på grænsen til at være en katastrofe og blev den første karantænefri af slagsen siden 2002, hvor han ikke vandt ét eneste løb. Med hiv og sving fik han med det alleryderste af neglene sikret sig en top 10 i sin elskede Vuelta, men enhver, der oplevede ham i 2020, må have siddet med fornemmelsen af, at han alligevel havde trukket sin karriere så langt, at han nu endte med at få en lidt uværdig afsked.

De bange anelse blev kun endnu værre i begyndelsen af 2021. Det mest udtalte kendetegn ved Valverde har altid været hans ekstremt høje bundniveau, der har betydet, at han i stort set ethvert cykelløb på en hvilken som helst tid af året kørte med om sejren. Derfor gjorde det decideret ondt at se, hvordan han endte UAE Tour som en beskeden nr. 40 og rullede til mål som nr. 47 i et Strade Bianche, hvor alt pegede på, at den nye generation definitivt havde sat den spanske veteran på udskiftningsbænken.

Men så viste Valverde nok engang, at han er gjort af et stof som ingen anden. Ifølge ham selv konstaterede han efter ydmygelsen i Emiraterne, at det her slet ikke gik. Skeen måtte i den anden hånd, og det kom den. Et par ekstra kilo blev smidt, og pludselig leverede Valverde et veterancomeback, som havde været sæsonens smukkeste, hvis ikke han var blevet overgået af Mark Cavendish senere på året.

Personligt var jeg i hvert fald ved at falde ned af stolen, da Valverde på 3. etape af Volta a Catalunya nåede toppen af Vallter 2000. Jo, jo, jeg havde skam nævnt ham i optakten, men alene med følgende ord: ”Man ville ønske, at Alejandro Valverde var flyvende, men selvom der var fremgang i Larciano, har han manglet så meget, at top 10 virker urealistisk i et løb med to store bjergfinaler i de højder, han hader.” Derfor lignede det også et lidt pauvert forsøg på at vise sig frem, da han angreb tidligt på målbjerget, og derfor var overraskelsen enorm, da Valverde pludselig var lige så uopslidelig som i gamle dage og nåede toppen som nr. 3.

Derfra var han forvandlet. En dårlig enkeltstart - disciplinen, han af en eller anden grund slet, slet ikke mestrer længere - betød, at han kun endte som nr. 4 i det catalanske etapeløb, og få dage senere brød han sin halvandet år lange sejrstørke i GP Miguel Indurain. Efter en 5. plads i Amstel Gold Race kunne han ganske ikke vinde Fleche Wallonne for 6. gang, men han endte med en podieplads, og få dage senere var han uhyre tæt på at sætte den smukkest tænkeligt streg under sit comeback, da han på sin 41-års fødselsdag spurtede om sejren i et Liege-Bastogne-Liege, hvor han havde mulighed for at tangere Eddy Merckxs rekord på fem sejre, men desværre efter en lidt for lang spurt akkurat missede podiet.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Måske fandt Valverde ikke helt takterne i Touren, men han viste, at han var tilbage, da han tog sin første WorldTour-sejr i næsten to år i Dauphiné. Han så også uhyre overbevisende ud i sin elskede Vuelta, inden et styrt desværre sendte ham hjem med et brækket kraveben. Og trods skaden nåede han til slut minsandten at genfinde så højt et niveau, at han efter etapesejr i Giro di Sicilia kørte med om sejren i Lombardiet.

Det kan godt være, at Valverde denne gang ikke vandt én eneste klassiker, og det kan godt være, at hans tre sejre er markant færre, end vi har været vant til. Det er da også soleklart, at han slet ikke er på samme tårnhøje niveau, end han var engang, men alligevel tvang han for 117. gang i sin alenlange karriere alverdens cykelskribenter til nok engang at sætte deres nekrologskrivning på pause. Der kan ellers ikke være megen tvivl om, at der var godt gang i skriverierne, da den helt anonyme Valverde mest af alt fremkaldte medlidenhed efter at have nået toppen af Jebel Hafeet langt efter den nye generations førstemand, Tadej Pogacar, på kongeetapen i UAE Tour. Hvis man dengang havde spillet på, at 41-årige Valverde skulle ende sæsonen med både WorldTour-sejr og top 5-placeringer i de fire største kuperede endagsløb, var det formentlig blevet betragtet som penge lige ud af vinduet. Lige indtil den vilde veteran atter tvang alverdens nekrologskribenter til at tænde for deres makulatorer.