Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

De unge kometer imponerede igen i 2021, men denne gang var det i mindre omfang end sidste år de unge folk, der skabte sensationerne. Måske har vi allerede vænnet os så meget til en ny normalitet, hvor unge ryttere slår igennem dagen efter, at de har forladt kravlegården. I hvert fald var der i den forløbne sæson i særlig grad mange veteraner, der leverede resultater, de færreste havde forventet - også selvom en stribe unge ryttere naturligvis fortsatte med at tage os på sengen med helt uventet flotte præstationer.

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med en analyse af 10 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Den unge debutants brostensmirakel

Når unge ryttere drømmer om at vinde brostensklassikere, får de som regel at vide, at de skal klappe hesten. Det er nemlig almindelig lærdom i cykelfeltet, at det oftest kræver en betydelig rutine at begå sig i de store brostensløb. Erfaring spiller måske den største rolle i de flamske klassikere, hvor de uhyre smalle og snoede veje stiller store krav til positionering og viden om, hvornår man skal holde sig til forrest i feltet, men også i Paris-Roubaix er det den gængse antagelse, at man skal køre løbet mindst én gang, inden man kan tillade sig at have alt for højtflyvende ambitioner.

Historien viser, da også, at der er noget om snakken. Forud for Sonny Colbrellis sensationelle debutantsejr i år var det siden starten i 1896 kun to gange lykkedes for en debutant at køre først og stregen. Af disse er den ene endda Josef Fischer, der vandt den allerførste udgave i 1896, hvor det selvsagt gav sig selv, at vinderen ville blive en debutant. I bare to af de øvrige 117 udgaver af Helvedet i Nord lykkedes det en rytter at krydse stregen først i første forsøg - og den ene af disse var altså Colbrelli for cirka to måneder siden.

Derfor var årets udgave også helt speciel. Colbrelli var nemlig ikke den eneste, der excellerede i årets unikke efterårsudgave af den måske mest prestigiøse klassiker. Faktisk endte vi med det helt exceptionelle scenarium, at løbet blev afgjort i en spurt mellem tre ryttere, der aldrig tidligere havde været til start i det nordfranske helvede.

Det kom dog næppe bag på nogen, at fænomenet Mathieu van der Poel var med i kampen i sit allerførste forsøg. Som beskrevet i en anden af disse overraskelsesartikler havde Colbrelli også gang i så vild en sæson, at det næppe heller kan betegnes som en vild sensation, at italieneren var en af de bedste denne gang. Til gengæld kunne man formentlig være blevet en temmelig holden mand, hvis man havde kastet formuen efter et topresultat til den rytter, der gjorde de to verdensstjerner selskab på den oktobereftermiddag i Roubaix.

Det er nu ikke, fordi Florian Vermeersch ikke havde vist sig frem i de 16 måneder, han havde været professionel, da han drog til Compiegne for at gøre sin Roubaix-debut. Personligt var jeg i hvert fald svært imponeret over ham i sidevinden i efterårsudgaven af Gent-Wevelgem i 2020, hvor han bare få måneder inde i sin professionelle karriere mængede sig med alle verdensstjernerne og endte som en flot nr. 13. Forinden var han endda endt som samlet nr. 9 WorldTour-løbet BinckBank Tour, ligesom han havde vist sin hurtighed med en 4. plads i sprinterløbet Brussels Cycling Classic, og derfor var han også startet 2021-sæsonen som et af de allermest lovende klassikernavne, der i den grad var værd at holde øje med.

Problemet var bare, at der i første omgang slet ikke viste sig at være nogen grund til den hype, hans flotte karrierestart havde skabt. Selvom hans resultater havde sikret ham en fri rolle for det ikke alt for prangende Lotto-mandskab, endte hans forår som én stor fiasko. Ganske vist kom han stærkt fra start med en 16. plads i E3, men det blev til gengæld også et af kun to brostensløb, han gennemførte, selvom han var til start i hele otte af disse klassikere i begyndelsen af sæsonen.

Derfor havde han heller ikke tiltrukket sig nogen synderlig opmærksomhed, da han med et halvt års forsinkelse var til start i den udskudte udgave af Paris-Roubaix. Forinden havde han kørt sin første grand tour i Vueltaen, hvor han havde været en temmelig anonym skikkelse, og det lå derfor ikke ved første øjekast i kortene, at noget stort var i vente.

Alligevel vidste feinschmeckerne godt, at det så ud til, at han som så mange andre unge ryttere havde fået et stort boost af sit første lange etapeløb. Ved U23-rytternes var han nemlig blevet nr. 3 på enkeltstarten, selvom det vil være en overdrivelse at kalde ham specialist, og i linjeløbet lignede han måske stærkeste mand, selvom han desværre ”misbrugte” sit åbenlyse overskud til at arbejde for den nykårede europamester Thibau Nys. Enhver, der så det U23-løb en god ugen inden Roubaix, ville vide, at Vermeersch var i form, så måske han endelig kunne vise lidt af det talent, vi havde set i Wevelgem et år tidligere.

I det lys var der nok også flere, der hæftede sig ved Vermeerschs navn, da et enormt udbrud tidligt blev etableret. Det er velkendt, at ryttere fra morgenudbruddet ofte har en god chance for at komme langt i netop den franske klassiker, og som Mathew Hayman senest viste for fem år siden, kan deltagelse i det tidlige hug endda være en billet til sejr. Derfor stod Vermeerschs navn da også ud som et af dem, der måske kunne spille en rolle også senere i løbet, men hvis nogen havde troet, at han skulle følge Van der Poel og Colbrelli til dørs, havde de nok fået deres mentale velbefindende undersøgt grundigere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ikke desto mindre var det, hvad der skete. Vermeersch blev nemlig beviset på, at man i netop Roubaix aldrig skal give op. Historien er fyldt med eksempler på ryttere, der er kommet tilbage fra en krise og alligevel har været med helt fremme til allersidst, og sådan gik det også for den unge belgier på denne oktobersøndag. Undervejs faldt belgieren nemlig fra, da blandt andre gruppens stærkeste og mest uheldige rytter, Gianni Moscon, rev udbruddet i stykker, men da favoritterne kom blæsende bagfra, havde Vermeersch fået ny luft. Og mens alle andre gradvist faldt fra, var der stadig én rytter, den hollandsk-italienske stjerneduo ikke kunne komme af med, nemlig Vermeersch.

I sidste ende udeblev det totale belgiske mirakel, for Vermeersch endte ”kun” som nr. 2 i spurten. Alligevel var det så pokkers tæt på, for belgieren skabte til allersidst faktisk endnu en overraskelse ved at overspurte Van der Poel. Nok er Vermeersch hurtigt, men på papiret var han storfavorit til spurtens 3. plads, men som ovennævnte Hayman tidligere har lært Tom Boonen, går spurten på velodromen i Roubaix ikke altid, som præsten prædiker. Det gjorde den heller ikke denne gang, og det skulle ikke være gået meget anderledes for, at han også havde fået skovlen under Colbrelli.

Det gjorde han ikke, men alligevel fik han belgierne til at gå bananas. Sidst en belgisk debutant imponerede stort i en regnvejrsudgave af Paris-Roubaix var nemlig i 2002, hvor en rytter ved navn Tom Boonen endte som nr. 3. Senere blev det som bekendt til blandt andet fire sejre i Paris-Roubaix, tre i både Flandern Rundt og Gent-Wevelgem og fem i E3 for den dengang stadig relativt ukendte belgier. Boonen blev altså endnu et bevis på, at man er gjort af noget ganske særligt, når man præsterer i sin allerførste udgave af den franske brostensklassiker.

Det gælder i hvert fald også for Colbrelli og Van der Poel, der jo gjorde netop det for knap to måneder. Spørgsmålet er, om det også gælder for Vermeersch. Nu er Boonens generalieblad temmelig svært at overgå, og det sker næsten med 100% sikkerhed for den unge Lotto-rytter, men i første omgang gjorde han det jo faktisk bedre end Tommeke i sin Roubaix-debut. Det er jo altid en start. De kommende år vil vise, om han også på andre områder kan forsøge at matche den belgiske legende.