Der er to kriterier for at komme på listen. Det første er, at man rytterne højst har været i det professionelle i ét år. Det udelukker naturligvis allerede har været på WorldTouren i to år, men også folk som Joao Almeida, Aleksandr Vlasov, Mikkel Bjerg, Andreas Kron og Brandon McNulty, der alle har kørt på ProTeams, inden de i år kørte deres første sæson på højeste niveau.

Det andet kriterium er, at han ikke i den første sæson på professionelt niveau må have taget en sejr i et løb på 1.1- eller 2.1-løb eller løb på højere niveau. Det udelukker folk som Andrea Bagioli, Jannik Steimle, Ethan Hayter, Alberto Dainese og Attila Valter, der allerede i 2020 tog en stor skalp - også selvom ingen af dem vandt på WorldTouren.

Selvom listen tæller hele 21 ryttere, er talentmassen i vidunderbørnenes tidsalder så blomstrende, at man sagtens kunne finde plads til flere navne. Ryttere som Mark Donovan, Matteo Jorgenson, Georg Zimmermann, Matthew Walls, Mathias Vacek, Kevin Colleoni, Juan Romo, Jake Stewart, Einer Rubio, Sebastian Berwick, Antonio Tiberi, og Andrea Piccolo kunne sagtens have fortjent en plads på en sådan liste også, og man skal bestemt ikke blive overrasket, hvis det er dem, der slår igennem i det kommende. Hermed i hvert fald en opfordring til også at holde øje med, hvad de præsterer, når sæsonen - forhåbentlig - snart skydes i gang.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De 21 ryttere præsenteres i syv artikler med tre i hver og omtales i helt vilkårlig rækkefølge (selvom den først valgte dog ikke er helt tilfældig!)

Tom Pidcock (INEOS Grenadiers)

Efter en sæson, hvor Mathieu van der Poel og Wout van Aert måske mere end nogensinde var talk of the town, er det ikke mærkeligt, at mange holder et ekstra vågent øje med crossscenen i disse år. De to vidunderbørn er jo heller ikke de eneste, der med succes har skiftet mudderet ud med landevejen, for både Zdenek Stybar og Lars Boom gik også fra ganske overbevisende vinterkørsel til at vinde nogle af de største løb på asfalt.

Allerede inden Van der Poel og Van Aert for alvor havde slået igennem på landevejen, talte man allerede om en efterfølger. I vinteren 2016-2017 gav Tom Pidcock mindelser om de to fænomener, da han på sin crosscykel totalt dominerede juniorklassen i et omfang, så de belgiske medier hurtigt gav ham tilnavnet ”mini-Sagan”. Siden dengang har man spændt ventet på, om den lille brite ville få et lige så lovende karrierespor som Van der Poel og Van Aert.

Særligt sammenligningen med Van der Poel er nærliggende. Mens Van Aert aldrig nåede at få de store juniorresultater på landevejen, viste Pidcock med det samme flair for at køre på asfalt også. Hvor Van der Poel som bekendt blev juniorverdensmester i linjeløbet i Firenze i 2013, satte Pidcock sig tungt på juniorernes enkeltstartstrone, da han i Bergen sejrede og kunne iføre sin anden regnbuetrøje på mindre end et år.

Foto: Giro d'Italia U23 Giovani

Siden da har han på Van der Poelsk maner fortsat med at kombinere flere discipliner. Ganske vist har man måttet sande, at han ikke som sin hollandske læremester med det samme kunne dominere hos eliten, men trods store udsving gennem sæsonen fik han trods alt sølv, da han sidste år debuterede ved ”de voksnes” VM. Akkurat som Van der Poel har han som det sidste også fået smag for mountainbike, hvor en succesfuld 2020-sæson kronet med en U23-titel nu har givet ham smag på OL i Tokyo i 2021.

Det største vendepunkt i den kommende sæson bliver dog ikke den varslede mountainbikesatsning. Hans ellers begrænsede landevejssatsning har nemlig været så succesrig, at hele cykelverdenen længe har spurgt, hvornår han mon kommer på WorldTouren. Det gør han fra den kommende sæson, hvor han ikke uventet skiftet til sit hjemlands storhold, Ineos.

Der er dog andre forskelle på Pidcock og Vna der Poel. Som alle andre crossryttere hører teknisk begavelse, punch, spurtstyrke og eksplosivitet til blandt spidskompetencerne hos den kommende Ineos-rytter, men den lille brite - med streg under lille - er ikke i tvivl om, at hans største force er klatreevnerne. Det er også blevet helt tydeligt på landevejen, hvor han måske nok har vundet både junior- og U23-udgaverne af Paris-Roubaix, men allerede hurtigt har sagt, at det næppe er i den slags løb, hans 157 cm og 58 kg gør sig gældende som professionel.

Nej, det er på stigningerne, hvor han allerede sidste år slog professionelle i Tour Alsace efter kongeetapesejr på den nye ret berømte La Planche des Belles Filles. Det var det også i år, da han vandt hele tre etaper, den samlede sejr og bjergtrøjen i Baby-Giroen i det, der mest af alt mindede om en regulær magtdemonstration. Til gengæld synes hans enkeltstart ikke helt at være på det niveau, hans juniortid indikerede, men han fik da trods alt en 4. plads ved årets U23-EM.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Skal vi så regne med, at han markerer sig allerede i 2021? Udfordringer er der i hvert fald nok af. Hos Ineos er det ikke let at tilkæmpe sig mange personlige chancer, og når en stor del af sæsonen har fokus på OL i mountainbike, bliver der lagt begrænsninger på landevejsudfoldelserne.

Alligevel er han ubetinget den mest spændende neopro. Han er stadig selv i tvivl om, hvorvidt han skal satse på etapeløb eller klassikere, men i 2021 bliver hovedvægten lagt på Strade Bianche og Ardennerne - løb, han burde være skræddersyet til. Lige netop i de løb har Ineos ikke helt samme bredde som i etapeløbene, og uanset hvad bliver det interessant at se, hvor langt han kommer, selv hvis han skal støtte folk som Michal Kwiatkowski og Adam Yates. I etapeløbene bliver det sværere at få megen plads, men hans hurtighed på et spurtsvagt britisk mandskab gør, at han sagtens kunne få lidt plads til at jagte etapesejre i kuperede løb som Baskerlandet og Catalonien.

Om talentet rækker lige så langt, som det gør for Van der Poel og Van Aert finder vi næppe ud af allerede i 2021, men vi bliver formentlig en del klogere på, hvorvidt crosssporten vitterligt har produceret det næste fænomen.

BEMÆRK: Artiklen er skrevet, inden Pidcock tog hul på årets crosssæson. Hans sejr i Gavere og 3. plads i Namur er blot endnu en understregning af, at han er kommet betydeligt længere end for et år siden.

Andreas Leknessund (Team DSM)

I mange år har vi i de nordiske lande levet med det paradoks, at det bjergrige Norge har leveret topsprinterne, og det pandekageflade Danmark har stået for produktionen af klatrerne. Mens vi har jublet over Bjarne Riis, Michael Rasmussen og Jakob Fuglsang, har nordmændene elsket at se Thor Hushovd, Edvald Boasson Hagen eller Alexander Kristoff slå til i fladere terræn på de største scener.

Den tendens kan være ved at ændre sig. Mens vi i Danmark kun har Jonas Vingegaard som en mulig arvtager til Fuglsang, kniber det for nordmændene med at finde den næste topsprinter. Til gengæld har de to meget spændende klassementsryttere på vej mod stjernerne. Det meste af cykelverdenens fokus har været rettet mod Tobias Foss, der med sin sejr i Tour de l’Avenir lynhurtigt stjal overskrifter, men det kan slet ikke udelukkes, at Andreas Leknessund bliver den største af de to.

Med sine 185 cm og 72 kg ligner den store nordmand slet ikke en klassementsrytter, og han er måske også mest af alt kendt som tempospecialist. Allerede to gange har han været norsk enkeltstartsmester hos eliten, hvor han har brudt Edvald Boasson Hagens monopol på titlen, og i år blev han U23-europamester i disciplinen, inden han til elitens VM kørte sig til en imponerende 13. plads foran adskillige WorldTour-stjerner (og i øvrigt også danske Mikkel Bjerg).

Foto: Jan Brychta / Uno-X Norwegian Development Team

Leknessund ligner da også en mand med potentiale til at begå sig i de store enkeltstarter, men man skal bestemt ikke tage fejl af hans store størrelse. Klatre han kan bestemt også. Det blev måske allermest tydeligt med sidste års 2. plads (bag Andrea Bagioli og foran Clement Champoussin) i det bjergrige Ronde de l’Isard, men listen over samlede topplacering i relativt kuperede etapeløb er lang. I rå vandt han Giro della Regione Friuli Venezia Giulia, sidste år vandt han Fredsløbet og blev nr.2 i Circuit des Ardennes, og blandt WorldTour-ryttere blev han i år nr. 19 i Algarve og nr. 4 i Slovakiet Rundt.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I det lys er det bestemt ikke mærkeligt, at Sunweb/DSM kom løbende med en kontrakt allerede i 2019, så han i 2021 kunne blive en del af WorldTouren på det tyske hold. Dengang betonede holdet netop hans alsidighed, men meget peger på, at det er som etapeløbsrytter, at talentet skal dyrkes. Kombinationen af en store motor samt klatre- og tempoevner giver mindelser om en moderne Miguel Indurain, og han kommer til at indgå i den efterhånden liste af unge etapeløbstalenter, som DSM vil opfostre i de kommende år.

I et 2021, hvor holdet har meget få etapeløbsryttere, er der lagt op til, at de vil deltage i mange løb med meget unge hold, som de ofte har haft det for vane - senest i årets Vuelta. Derfor bør der være god plads til, at Leknessund allerede i det næste års tid kan vise, at det måske endelig er Norges tur til at have de bedste nordiske etapeløbs- og grand tour-ryttere.

David Dekker (Team Jumbo-Visma)

Det er aldrig sjovt at være søn af en tidligere cykelstjerne. Ryttere som Axel Merckx og Rick Zabel kan i hvert fald skrive under på, at forventningspresset er stort, når man skal forsøge at udfylde nogle sko, der er så store, at det på forhånd er en umulighed.

David Dekker kan sætte sig ind i situationen. Måske er Erik Dekker ikke et koryfæ på niveau med Merckx eller Zabel, men i sin glorværdige karriere vandt han trods alt fire Tour-etaper - herunder tre i samme udgave - et stort etapeløb i form af Tirreno-Adriatico samt store klassikere som San Sebastian, Paris-Tours og ikke mindst hjemmeløbet Amstel Gold Race, og det er den resultatliste, der hænger som et tungt åg over sønnike, der fra 1. januar bliver professionel på hjemmebanen hos Jumbo-Visma.

I første omgang var det også navnet, der fik mest opmærksomhed. Hverken som junior eller U23 var der meget at skrive hjem om for den yngste Dekker, men da han sidste år pludselig vandt det hollandske U23-mesterskab foran Nils Eekhoff, der senere på årets var verdensmester i hvert fald i nogen tid, fik man indryk af, at der måske var mere undervejs.

Foto: Jumbo Visma

Det var der i den grad, som vi fandt ud af, inden corona satte verden på pausen. I slutningen af februar og marts var Dekker på alles læber i Holland og Belgien. Ikke blot vandt han de to hollandske 1.2-løb Ster van Zwolle og Dorpenomloop Ruchpen hhv. efter et brutalt sidevindsløb og i en massespurt, han chokerede også cykelverdenen mod de professionelle i Le Samyn. Her imponerede han stort ved at sidde med i frontgruppen i en knaldhård og vejrmæssigt udfordrende udgave af den belgiske semiklassiker, inden han spurtede sig til en 3. plads foran blandt andre Giacomo Nizzolo, der kort forinden var blevet nr. 2 i Kuurne o og kort efter vandt en etape i Paris-Nice.

Den megen omtale fik Jumbo-Visma til at slå til i coronapausen og tilbyde Dekker en kontrakt, men desværre er det alt sammen baseret på den fantastiske uge i begyndelsen af året. Efter pausen viste han nemlig nul og niks, men heldigvis ved vi, at den Dekker, der betog os alle i Le Samyn, har masser af potentiale og næsten ikke kan undgå af blomstre i den i dag så ufejlbarlige hollandske talentfabrik.

I forbindelse med underskrivelsen blev planen gjort klart. Både hold og rytter ser Dekker med en fremtid som sprinter, og han ser frem til at lære af Dylan Groenewegen. Sejren i Ruchpen viser da også, at han kan begå sig i massespurterne, men det vil nok være en fejl at sammenligne ham alt for meget med sin kommende holdkammerat. Hans kørsel i Le Samyn og Zwolle viste nemlig, at han i hvert fald hører til i den mere hårdføre kategori, og han er snarere en mere alsidig sprinter, der også kan drømme om løb som Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem end de lynhurtige boulevardspurter.

Plads burde han nok kunne få. Groenewegen er som bekendt parkeret på sidelinjen i begyndelsen af året, og da den lovende sprinter Olav Kooij først bliver professionel i anden halvdel, er Dekker en af de meget få afsluttere på det hollandske storhold. Det burde nok kunne give ham en mulighed, først og fremmest i mindre, men måske også i større løb. Og mens han lærer af Wout van Aert i de større endagsløb, kan han så udnytte, at han kan begå sig i hårde belgiske 1.1-løb, som han viste os den dag i Le Samyn, lige inden corona satte verden på pause.