Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, selvom det i årets lidt ”kedelige” transfersæson primært er relativt etablerede stjerner, der har fået plads. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom der kun er blevet plads til ryttere, hvis skifte er offentliggjort senest d. 15. november.

I en artikelserie bringer jeg de 10 transfers i alfabetisk og således ikke prioriteret rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden, tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, ottende, niende og tiende artikel med de 10 bedste transfers forud for 2022-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Thymen Arensman (fra Team DSM til INEOS Grenadiers)

Ineos-manager Dave Brailsford har skullet vænne sig til en ny virkelighed. Der var nemlig engang, hvor han bare syntes at skulle åbne for sit nærmest bundløse checkhæfte for at sikre sig sportens største navne, uanset om der var tale om allerede etablerede navne som Michal Kwiatkowski og Richard Carapaz, eller om det handlede om sporten største talenter som Egan Bernal og Ivan Ramiro Sosa dengang, alle regnede også sidstnævnte som den næste store etapeløbsstjerne.

Sådan er det imidlertid ikke længere. I de senere år har Brailsford måttet sande, at andre hold er blevet i stand til at konkurrere med både hans økonomiske formåen og sportslige tiltrækningskraft, og i dag har han måttet se det ene verdensnavn og det ene store navn efter det andet gå hans næse forbi. Igennem årene har briterne således været sat i forbindelse med både Tadej Pogacar, Primoz Roglic, Wout van Aert, Aleksandr Vlasov og Remco Evenepoel, men alle har de valgt at køre for nogle af hans største rivaler, og også de mest hypede stortalenter som Juan Ayuso og Cian Uijtdebroeks måtte han opgive at få fingrene i.

Den tabte magtkamp er en af årsagerne til, at Ineos-mandskabet nu har tabt kampen om den etapeløbstrone, de har siddet tungt på siden 2012. Den netop afsluttede sæson blev således den første siden 2014 og blot den anden siden 2011, hvor holdet ikke lykkedes med at vinde en grand tour, og selvom det blev til to podiepladser, var det den tydeligste understregning af, at Brailsford nu lever en tilværelse længere nede i grand tour-hierarkiet, end han har været vant til.

Derfor var det også en yderst kærkommen opmuntring, han oplevede tidligere på sæsonen. Egentlig havde der ikke været specielt meget fokus på Thymen Arensman, der trods en yderst lovende U23-karriere ikke viste meget i sine første år som professionel, men det ændrede sig i den grad i løbet af foråret, hvor hans talent endelig blomstrede op. En 6. plads i Tirreno-Adriatico blev fulgt op af en samlet 3. plads i et Tour of the Alps, hvor han egentlig bare var hjælper for den samlede vinder, Romain Bardet, og siden kørte han en ganske eminent Giro, hvor han efter Bardets ærgerlige exit var tæt på at vinde flere bjergetaper fra udbrud, inden han rundede løbet af med en fremragende enkeltstart i Verona.

De resultater skabte allerede inden Giroen megen opmærksomhed om hollænderen, og det vakte naturligt nok ikke kun interesse hos hans nuværende hollandske hold, Team DSM, men også hos den hollandske storebror Jumbo-Visma, der selvsagt var meget interesseret i at få fingre i det største hollandske etapeløbstalent. Begge de hollandske mandskaber havde da også snøren ude efter Arensman, men da beslutningen skulle træffes, var det Brailsford og ikke Jumbo-manager Richard Plugge eller DSM-manager Iwan Spekenbrink, der fik hollænderens ja.

Det var i den grad lidt af en skalp for den engelske manager at sikre sig underskriften fra et af sportens mest lovende etapeløbstalenter, hvis nationalitet ellers havde gjort det helt oplagt, at netop Jumbo måtte være hans fremtid, og værdien af det scoop blev kun endnu større senere på sæsonen, da Arensman tog sin første WorldTour-sejr på enkeltstarten i Tour de Pologne, inden han vandt Vueltaens kongeetape til Sierra Nevada og efter en 2. plads på den sidste bjergetape tillige sikrede sig den samlede 6. plads. I samme ombæring satte en fed streg under den evne, der har lignet hans absolutte spidskompetence siden Vuelta-debuten i 2020, nemlig en imponerende holdbarhed i den tredje uge af de lange etapeløb - netop den egenskab, der kendetegner de mest spændende grand tour-talenter.

Arensman har senere forklaret, at en væsentlig årsag til hans skifte var ønsket om at køre for et udenlandsk hold, men det skal ikke tage noget fra Brailsfords gevinst, at nationaliteten måske i virkeligheden viste sig at være en fordel og ikke en ulempe i jagten på det hollandske talent. Sandt er det nemlig, at han uanset omstændighederne har sikret sig en rytter, der i en alder af 18 år som førsteårsrytter i U23-klassen endte som nr. 2 i Tour de l’Avenir, vel at mærke kun slået af Tadej Pogacar, men foran navne som Gino Mäder, Aleksandr Vasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Tobias Foss, der alle var mellem to år fire år ældre end Arensman. Hans unge alder var formentlig hovedårsagen, at det tog lidt tid at vænne sig til højeste niveau, men 2022-sæsonen viste, at det ikke var nogen tilfældighed, at han dengang for fire år siden leverede så fabelagtigt et U23-resultat, ligesom han har sat en streg under, at hans dieselmotor og alsidighed, der gør ham til både en solid klatrer og en fremragende temporytter, gør ham til en af tidens allermest spændende grand tour-ryttere.

Det er derfor, han kommer som kaldet for Brailsford, der nu i form af både Carlos Rodriguez, Tom Pidcock og Arensman er lykkedes med at samle tre af de mest spændende etapeløbstalenter på ét og samme hold i hans jagt på at genindtage etapeløbstronen. Til gengæld ville man i gamle dage have frygtet, at Arensman som mange andre unge ryttere ville blive kørt ud på et sidespor hos det stjernebesatte Ineos-mandskab, men så galt går det næppe denne gang. Richard Carapaz og Adam Yates er begge fortid på holdet, og mens Egan Bernal stadig kæmper med at genfinde fordums styrke, er der sjældent god plads til at få kaptajnroller hos briterne, hvad Rodriguez allerede dokumenterede i den netop afsluttede Vuelta.

Rygterne siger således allerede, at han vil stille til start i Giroen, der med sine 70 km enkeltstart og meget bagtunge rute passer ham som fod i hose, med en vis form for beskyttelse og det endda efter et halvt års tid, hvor han har kunnet lære af et hold, der mere end nogen anden ved, hvordan man udvikler etapeløbsstjerner. Det ligner et ægteskab, der ikke kan gå galt og næsten må blive en succes for alle parter - og sker det, er Brailsford måske kommet et skridt nærmere en generobring af den etapeløbstrone, UAE og Jumbo lige nu kæmper så indædt om, mens han ser til fra sidelinjen.