Nej, man m\u00e5 v\u00e6lge, og her v\u00e6lger de fleste desv\u00e6rre for Vegni at satse p\u00e5 verdens st\u00f8rste l\u00f8b. For enhver ambiti\u00f8s sportsmand er den st\u00f8rste udfordring naturligvis at vinde det st\u00f8rste l\u00f8b, og derfor vil langt hovedparten af rytterne have en naturlig pr\u00e6ference for Frankrig, hvis valget er frit. Det er det dog sj\u00e6ldent, for sponsorerne \u00f8nsker i langt de fleste tilf\u00e6lde at se deres bedste ryttere satse p\u00e5 det l\u00f8b, hvor opm\u00e6rksomheden er st\u00f8rst.<\/p>","
Vegni skal alts\u00e5 fors\u00f8ge at skabe andre incitamenter, hvis han skal overtale rytterne til at foretage andre prioriteringen end de mest oplagte, og her har han kun \u00e9t reelt v\u00e6rkt\u00f8j, nemlig ruten. Det har gennem \u00e5rene ikke v\u00e6ret sv\u00e6rt at se, hvordan den italienske l\u00f8bsdirekt\u00f8r med sit design har fors\u00f8gt at l\u00e6gge lokkemad ud til de ryttere, han har vurderet, at han m\u00e5ske har kunnet tr\u00e6kke til Italien, men alligevel er det en kamp, han oftest har tabt.<\/p>","
Det er i hvert fald Giroen, der i de seneste \u00e5r har v\u00e6ret den svagest besatte af de tre grand tours. L\u00f8bet var den store taber, da corona vendte kalenderen p\u00e5 hovedet i 2020, og selvom l\u00f8bet i 2021 kunne prale med deltagelsen af grand tour-stjernen Egan Bernal, manglede colombianeren i den grad modstand i det, der endte som en ret ensidig aff\u00e6re. I 2022 var det prim\u00e6rt Richard Carapaz, der kastede stjernest\u00f8v efter begivenheden, men i et felt, der manglede dybde, og hvor det nok siger meget om den manglende bredde, at den aldrende Vincenzo Nibali helt ud af det bl\u00e5 hev en 4. plads med hjem.<\/p>","
Det f\u00f8les i hvert fald som meget l\u00e6ngde siden, at vi i 2018 s\u00e5 Chris Froome kaste glans over l\u00f8bet med sit fors\u00f8g p\u00e5 en Giro-Tour-double i en udgave, hvor han var oppe mod Tom Dumoulin, mens holl\u00e6nderen var allerbedst. Det er den lidt triste trend, Vegni skulle fors\u00f8ge at bryde, da han satte sig til tegnebr\u00e6ttet, lagde landkortet p\u00e5 bordet og begyndte at designe de 21 etaper, der om sm\u00e5 syv m\u00e5neder skal danne rammen om den 106. udgave af den italienske rundtur.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Drømmen om de store grand tour-stjerner
Der er næppe tvivl over, at Vegni har ladet øjnene glide ned over listen med de største grand tour-navne. Det er en slet skjult drøm, at hans mest hede drøm har været at sikre deltagelse fra Tadej Pogacar, for allerede tidligere i år var italieneren ude i en offentlig kampagne, hvor han med smiger forsøgte at overtale den slovenske stjerne til at satse på en Giro-Tour-double i 2022. Sågar lagde han ikke skjul på, at der var planer om at slutte løbet i Trieste nær grænsen til Slovenien, hvor en Pogacar-sejr kunne føre til en sand folkefest, men den daværende Tour-konge var hurtigt ude med en melding om, at han ikke var til fals for hverken slesk tale eller billig portvin. Til gengæld åbnede han en dør på klem for, at han måske ville gøre forsøget i 2023.
Den drøm brast imidlertid for Vegni, da Jonas Vingegaard sendte Pogacar i en sjælden krise på Col du Granon i juli. Da det lykkedes danskeren at detronisere den slovenske Tour-konge, stod det med det samme klart, at det helt store slovenske mål i 2023 ville være at generobre den trone, han havde mistet, og i det spil ville Giro-deltagelse være et alt for risikabelt eksperiment. Tanken om at få Vingegaard til start har han formentlig også hurtigt opgivet, for danskeren havde knap vundet Touren, inden han gav udtryk for sin drøm om at forsvare titlen.
Nej, Vegni måtte finde på nye planer, og da øjnene gled videre ned over listen, landede de hurtigt på Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Allerede under Touren blev der offentligt spekuleret i, om Vingegaards gennembrud ville gøre det mere interessant for Roglic at satse på at få den Giro-revanche, han har drømt, siden sygdom og styrt kostede ham en næsten sikker sejr i 2019, end at agere andenviolin bag Vingegaard i juli til sommer, og den ide har Vegni utvivlsomt ønsket at nære. Planerne for en afslutning i Trieste var jo allerede fremskredne, og om slovenerne skulle fejre en Pogacar- eller en Roglic-sejr var jo ét fedt.
Vegni har dog nok alligevel vidst, at det næppe var ham, der havde den store indflydelse på Roglics valg. I sidste ende vil det nok være bestemt af, hvorvidt sloveneren er så besat af drømmen om at vinde Touren, at den fortsat vil have førsteprioritet, uanset hvilke former for lokkemad italieneren måtte diske op med. Til gengæld var der ingen tvivl om, at han med det rette rutedesign nok kunne gøre meget for at få Evenepoel til start.
Allerede for længe siden ytrede Quick-Step-manager Patrick Lefevere nemlig, at hans plan A havde som udgangspunkt, at den belgiske vidunderknægt skulle satse på Giroen i 2023, inden han ville kastet for løverne i Touren i 2024. Planen var ikke mejslet i granit, men Vegni må utvivlsomt have vist, at han kunne nudge belgierne i retning af Giroen ved at designe en rute, der var attraktiv for fænomenet. Og da enhver ved, at den slags nudging indebærer masser af enkeltstartskilometer, varede det ikke længe, inden der begyndte at gå rygter om, at Vegni gik med planer om at designe en meget tempotung Giro med det primære mål at få Evenepoel til start - en plan, han utvivlsomt kun er blevet endnu mere motiveret af at gennemføre, efter at belgieren siden de første rygter har vundet både Vueltaen og VM og dermed hævet sig op i den absolutte grand tour-elite.
Historisk stort enkeltstartspensum
Derfor var det også verdens mindste overraskelse, Vegni havde i ærmet, da han mandag aften åbenbarede de 21 etaper, han havde fået stykket sammen til den kommende udgave af den italienske grand tour. Løbet bød nemlig på præcis de tre enkeltstarter, som det havde været rygtet, og med et samlet omfang på intet mindre end 70,6 km ensom kamp mod uret er der tale om det største enkeltstartspensum siden 2013-udgaven, hvor rytterne tilbagelagde intet mindre end 75,4 km på egen hånd, og hvor der i øvrigt også vare t 17,4 km langt holdløb. Dengang var formålet med det design at få Bradley Wiggins til start - en mission, der som bekendt lykkedes - og det er den strategi, Vegni forsøgte at kopiere ved for første gang i ni år at passere 70 km-mærket i sit design af årets enkeltstarter.
Evenepoel må da i den grad også have slikket sig om munden. To af de tre enkeltstarter er nemlig nærmest designet med det formål at give ham en solid buffer til de stakkels klatrere, der står til at blive kørt over af belgieren på både 1. og 9. etape, hvis altså Vegnis smiger lykkedes med at bringe ham til start. Tonen bliver slået an allerede på åbningsdagen, hvor rytterne skal tilbagelægge ikke færre end 17,4 km i Abruzzo-regionen, hvilket efter min bedste hukommelse gør det til den længste åbningsenkeltstart i en grand tour, siden Touren i 2005 blev skudt i gang med et 19 km langt temporidt. Endnu bedre for Evenepoel er det, at ruten trods en lille bakke til sidst består af en tur ned langs en helt flad og ganske spektakulær cykelsti på den italienske østkyst, hvor der lægges op til en sand lækkerbisken for de specialister, hvoraf Evenepoel er en af de allerstørste.
Endnu mere tilfreds må han imidlertid være med løbets lange enkeltstart, der på 9. etape kommer som afrunding på en første uge, som næsten ikke ville kunne undgå at give den lille belgier et enormt forspring. Måske er 33,6 km ikke en skræmmende lang distance, men når den ledsages af to enkeltstarter på små 20 km, bliver pensummet alligevel stort. Enkeltstarten er med sine bare 52 højdemeter endda pandekageflad og sammensat mest af alt af lange, lige veje på Po-sletten, og den minder således i både terræn og distance uhyggeligt meget om den Vuelta-enkeltstart, hvor Evenepoel i år kørte alle - også Roglic - midt over. Faktisk er denne rute endda marginalt længere, og der venter således efter alt at dømme en belgisk massakre, hvis Vegnis forsøg på at få Evenepoel til start vil lykkes.
De to enkeltstarter kan nok få enhver klatre til at løbe skrigende bort, men de kan til gengæld glæde sig over, at den tredje tidskørsel til gengæld passer dem ganske glimrende. Som afslutning på årets klassementskamp på løbets sidste lørdag bydes der nemlig på den første bjergenkeltstart i grand tour-sammenhæng, siden Alexander Foliforov leverede det, der måske er nyere tids største grand tour-sensation med sin etapesejr i Giroen i 2016.
En helt ren bjergenkeltstart er der nu ikke tale om, da de første godt 11 km er flade og igen går ad en cykelsti, men herefter venter der til gengæld et sandt monster, når rytterne skal bestige den helt ukendte Monte Lussari-stigning. Ad en betonvej bydes der over 7,1 km på en gennemsnitlig stigningsprocent på intet mindre end 12,2, og de første 4,1 km stiger sågar med 15,0% i snit!!! Ingen aner hvordan Evenepoel håndterer bjergenkeltstarter, der traditionelt tilgodeser de rene klatrere, men det er nu svært at tro, at det ikke også vil være en etape, der vil begejstre ham, og hvor han vil kunne vinde tid, også selvom hans fordel selvsagt vil være meget, meget mindre på denne brutale satan, end den vil være på de 33,6 helt flade kilometer på Po-sletten to uger tidligere. Og hvis ikke Evenepoel lader sig friste, drømmer Vegni om, at udsigten til at blive kronet som vinder på en stigning, der ligger bare et stenkast fra grænsen til Slovenien vil være kraftigt lokkemad for Roglic - ikke mindst fordi det burde være en etape, der passer ham som fod i hose.
En mildere bjergmenu
Alt dette vidste vi imidlertid godt allerede inden præsentationen. De tre enkeltstarter var allerede rygtet på forhånd, og derfor var der langt mere spænding om den bjergmenu, Vegni havde fået strikket sammen. Den skuffede da bestemt heller ikke med masser af spektakulære udfordringer, som altid særligt i den tredje uge, men det er alligevel svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at der har været et ønske om at holde lidt igen med udfordringerne - noget, der igen kan læses som lokkemad for det belgiske vidunderbarn.
De to første uger i hvert fald langt fra at høre til blandt de vanskeligste i Giroens lange og glorværdige historie. Ganske vist åbnes bjergfesten som så ofte før meget tidligt med et første bjergslag allerede på 4. etape, men det er ikke det vanskeligste af slagsen. Nok har de 184 km nær spidsen af den italienske støvle næsten 4000 højdemeter, men finalen med Colle Molella, der over 9,6 km stiger med 6,2% og har en svær afslutning med 8,8% over de sidste 4,4 km, og det efterfølgende flade stykke, som over 4 km sender rytterne til målet ved Lago Laceno gjorde lidt overraskende nærmest igen forskelle, da den senest blev benyttet i 2012. Dengang var der nemlig kun én, der for alvor satte sig igennem, da en ung Domenico Pozzovivo tog karrierens hidtil eneste grand tour-etapesejr i den del af Italien, hvor han kommer fra, og det er svært ikke at se etapen som en lille hyldest til den 40-årige italiener, der med nogen sandsynlighed kan køre sin sidste Giro til foråret.
Den første uge byder derudover kun på én bjergetape. Den kommer to dage inden den lange enkeltstart på løbets første fredag og er et rigtigt bjergmaraton med små 4200 højdemeter over 218 km - i øvrigt løbets næstlængste distance. Her sluttes der med den gigantiske 45,4 km lange klatretyr op til Gran Sasso d’Italia i mere end 2100 m højde, men det lyder værre, end det er. Den gennemsnitlige stigningsprocent er således beskedne 3,8%, og det er kun på den sidste 6,3 km lange rampe, der stiger med 7,2% i snit, at forskelle kan gøres. Det lykkedes dog kun i ganske beskedent omfang ved seneste besøg i 2018, hvor den ellers dengang så flyvende Simon Yates ganske vist vandt, men kun i en spurt på toppen, hvor hele ni mand sluttede inden for 12 sekunder af vindertiden. Med andre ord er der vist ingen tvivl om, at de to enkeltstarter i den første uge vil være klart vigtigere end de to bjergetaper, samme uge byder på.
Endnu mere moderat er dog den anden uge. Ganske vist bydes der på en ganske seriøs bjergetape undervejs, men det er også den eneste klassementsetape mellem anden og tredje hviledag. Man har ellers lavet en miniudgave af Il Lombardia i bjergene omkring Bergamo på løbets 15. etape, hvor der skal klatres 3700 højdemeter over 191 km, men selvom den sidste stigning, Valpiana, er ganske svær, kommer den for langt fra mål til, at det for alvor kan bruges til noget. Det samme gælder om den generelt flade 12. etape, der har en meget svær stigning i finalen, men med en top med næsten 30 km til mål er heller ikke den velegnet til at iværksætte nogen stor offensiv.
Nej, anden uges eneste klassementsslag kommer formentlig på løbets næstsidste fredag, hvor man på 13. etape skal en tur ind i Schweiz på løbets eneste smuttur til udlandet. Her bydes der over hele 208 km på tre store bjergpas og intet mindre end små 5300 højdemeter, og man udfordrer endda vejrguderne med turene på ad Colle del San Gran Bernardo, der med sin top i små 2500 m højde er årets Cima Coppi, og Croix de Coeur, der har top i næsten 2200 m højde. De kommer imidlertid tidligt, og klassementsrytternes slag må skulle slås på den afsluttende klatretur op til Crans-Montana, denne gang fra en ny og mindre kendt side. Her er der tale om en 13,0 km lang opkørsel, der stiger uhyggeligt jævnt med 7,4% på det, der er en helt typisk schweizisk alpestigning, og selvom det må regnes som den vigtigste af de tre første bjergetaper, er det ikke den form for modbydeligt stejl finale, vi kender fra de italienske bjerge.
I stedet er det nok engang i den tredje uge, at man finder det klatremæssige tyngdepunkt, og det gælder i endnu højere grad på denne rute end på tidligere. Den er til gengæld også ganske svær, for over fem dage mellem den sidste tirsdag og sidste lørdag venter hele fire bjergetaper, hvoraf den sidste altså er den brutale bjergenkeltstart. Dagen efter sidste hviledag lægges der ud med en af Giroens klassikere, nemlig den lange klatretur op ad Monte Bondone, hvor Charly Gaul, Miguel Poblet, Wladimiro Panizza, Giorgio Furlan og Ivan Basso tidligere har vundet, men denne gang skal den bestiges fra en ny side. Det sker på en voldsom dag med små 5700 højdemeter over 198 km og tre stigninger inden det 20,3 km lange finalebjerg. Det er en irregulær sag, men man skal ikke lade sig snyde af den moderate stigningsprocent på 6,3. Inden den flader en smule ud nær toppen, stiger de således 8,3 km således hovedsageligt med 8-10%, og der er således her lagt op til et af løbets helt store nøgleslag.
Lidt lettere bliver det, når der om torsdagen efter en onsdag for sprinterne atter bydes på bjergfest. Det sker på en af de korte etaper, som denne Giro generelt er fattig på - 200 km synes næsten at være normen, selvom de helt lange etaper, Giroen er kendt for, ikke findes i dette års udgave - når der på 18. etape skal klatres mere end 4100 højdemeter over bare 160 km. Hvor Monte Bondone skilte sig ud ved sin længde, er der denne gang tale om en lækkerbisken for eksplosive folk, som vil elske, at man i finalen skal over en kort stejl stigning, der stiger med hele 8,8% over 6,3%, inden en 2 km lang nedkørsel og en 2,6 km lang rampe, der stiger med mere moderate 6,6% leder op til målet. Også her kan der gøres forskelle, men stigningernes længde gør, at det igen bør være i den mindre end.
Det vil det til gengæld ikke være, når der om fredagen bydes op til kongeetape. Dagen inden den brutale bjergenkeltstart skal rytterne ud på en vild klatreudfordring, der byder på små 5500 højdemeter over 182 km. Starten er ganske human, men derefter kommer de fem stigninger lige i rap, og da der ikke er megen fladland, er det en etape, der er designet til at angribe fra distancen. Det hele slutter med den korte, men brutale opkørsel til Tre Cime di Lavaredo, hvor vi senest så Vincenzo Nibali konfirmere sin første Giro-sejr med et soloridt i sneen i 2013, og hvor man ikke skal lade sig snyde af, at de 9,5 km blot stiger med 7,0% i snit. De sidste 3,5 km stiger nemlig med mellem 10 og 15%, og selvom det er en kort, stejl rampe, vil det som afslutning på så voldsom en bjergetape kunne gøre voldsom skade, særligt hvis det dårlige vejr i de mere end 2300 m højde melder sig, som det gjorde det ved besøget for ni år siden.
Den bjergetape er Giro Classic med sine mange højdemeter og mange bjergpas og med nogle ganske brutale procenter. Også klatreturen op ad Monte Bondone er voldsom, og etapen til Crans Montana og den eksplosive 18. etape har bestemt også potentiale, men med kun to blødere bjergetaper i den første uge og en generelt let anden uge er det svært at betegne årets bjergmenu som værende i den mildere ende - og det altså i et løb, hvor enkeltstartspensummet er historisk stort. Det er et vist belgisk vidunderbarn næppe utilfreds med - særligt når det nu er første gang, han for alvor skal udfordres i den tredje uge efter en Vuelta, der bød på en sjældent let afslutning på løbet.
Ingen dans på roser for sprinterne
Der er altså umiddelbart mere guf for de alsidige klassementsryttere end for klatrerne, men måske de kan finde muligheder andre steder. Både 12. og miniudgaven af Lombardiet på 15. etape har som sagt så svære stigninger, at opfindsomhed og initiativ måske kan belønnes, og en tilsvarende mulighed kan findes på årets muretape, der efterhånden synes at være blevet en fast bestanddel af løbet. Den kommer i år på 8. etape mellem den anden bjergetape og den lange enkeltstart, og hvor der i år var tale om en etape for de to superpuncheurs Biniam Girmay og Mathieu van der Poel, er der i år helt anderledes muligheder for at angribe i klassementet. Ganske vist er det meste af den 207 km lange etape relativt fladt, men i finalen skal man over en rigtig mur, der stiger med hele 10% over 2,1 km, og som har top bare 5,4 km fra stregen - 5,4 km, der stort set udelukkende består af nedkørsel. Den slags stigninger har både Evenepoel og Roglic vist visse evner for, og det er derfor næppe noget, der vejer negativt i deres vægtskål.
Herefter er klassementsmulighederne til gengæld nok også udtømte. Løbets hovedsageligt flade 3. etape har ganske vist to pæne stigninger inden for de sidste 40 km, men de er trods alt for bløde og for tidligt placeret til at kunne blive brugt til noget offensivt. Til gengæld skaber de en ret uforudsigelig etape, der er for svær for sprinterne, men hvor vi er så tidligt i løbet, at der kan være basis for både en udbrudssejr med medfølgende skifte af førertrøjen, eller for en eller anden form for spurtafgørelse. Lykkeridderne vil i hvert fald håbe på, at de får lov at jagte både etapesejr og trøje, for løbet har ikke alt for mange udprægede udbrudsetaper, hvoraf de mest oplagte er de omtalte mur- og Lombardiet-etaper på hhv. ottende- og femtendedagen samt den ovenfor omtalte kuperede 12. etape til Rivoli - samt naturligvis bjergetaperne, hvoraf flere må ventes at blive vundet fra udbrud.
Tilbage er nemlig kun løbets sprinteretaper, men de hurtige folk er næppe alt for tilfredse med mulighederne. Det er egentlig ikke, fordi der mangler sprinteretaper, når 2., 5., 6., 10., 11., 14, 17. og 21. etape alle har potentiale til at ende i massespurter, men de er slet ikke så enkle endda. De kan ikke være utilfredse med deres første chance på 2. etape, hvor de 204 km lange rejse ned langs Adriaterhavet måske nok har små 2000 højdemeter, men helt entydigt er designet som en sprinteretape, men generelt er det sigende, at der er mange højdemeter på de fleste af sprinterdagene. Det gælder således også på 5. etape, hvor der over beskedne 172 km på en af løbets korteste etaper skal klatres mere end 2500 højdemeter, dog stort set udelukkende i den første del, og den efterfølgende etape til Napoli, der med sine 156 km er den korteste linjeløbsetape, har også 2400 højdemeter, dog igen koncentreret på de første to tredjedele af ruten.
Temaet er det samme for de tre sprinteretaper i den anden uge, der åbnes med 190 km, som måske nok slutter med mere end 100 meget lette kilometer, men som indledes med 83 km, der næsten alle er stigende og sender rytterne op i mere end 1500 m højde på en dag med næsten 3000 højdemeter. Dagen efter venter løbets længste etape på 220 km, og den er heldigvis betydeligt lettere, men i tillæg til den lange distance skal man stadig over tre stigninger samt små 2500 højdemeter. Selv 14. etape, der eller stort set udelukkende foregår på Po-sletten og har mål i Ivan Bassos hjemby, Cassano Magnago, byder på et rigtigt bjerg, der stiger med hele 6,6% over 19,9 km, og selvom dets placering med top næsten 150 km fra målet betyder, at dets rolle vil være begrænset, vil det sikre, at rytterne også denne dag har mere end 2300 højdemeter i benene, når de ventes at skulle spurte om sejren på den næstsidste lørdag.
Paradoksalt nok findes de mest udprægede sprinteretaper i den tredje uge, der jo ellers har ry for at være den mest sprinterfjendtlige. Her plejer der altid at være klemt en enkelt sprinteretape ind mellem alle bjergetaperne, men i år er der hele to chancer. Det skyldes, at løbet for første gang siden 2018 ikke slutter med en enkeltstart, men derimod med en flad, men teknisk rundstrækningsetape med 740 højdemeter over bare 115 km i historiske omgivelser i centrum af Rom, der i sidste øjeblik udkonkurrerede Trieste i kampen om at være målby - Pogacar havde jo alligevel meldt afbud - og som vil være vært for den store Grande Arrivo for blot femte gang historien. Forinden har rytterne om onsdagen oplevet en 192 km lang etape, der først er faldende, når rytterne kører væk fra bjergene, og siden helt flad, når der køres af den flade Po-slette ud til en afslutning ved adriaterhavskysten, og hvor der ventes at være lagt op til massespurt efter en etape, som med godt 300 højdemeter over 192 km er et særsyn i en udgave, hvor antallet af højdemeter stort set hver eneste dag ligger på den hårde side af 2000.
Virker lokkemaden?
Sprinterne skal altså sørge for at tage de gode klatreben med til Italien, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at vinde en af de otte potentielle massespurter, og det skal klassementsrytterne naturligvis også. Der findes ingen Giro uden en svær tredje uge, og 2023-udgaven er bestemt ingen undtagelse. Alligevel er bjergmenuen til den lette side, og det modsvares af et historisk stort antal enkeltstartskilometer, som måske nok inkluderer en vanvittig bjergenkeltstart på et brutalt monster, men som også byder på mere end 60 km tempotons i det italienske fladland.
Det giver et helt andet løb, end det vi oplevede i 2022, hvor antallet af enkeltstartskilometer i stedet var historisk lavt. Det var blandt andet det, der gjorde årets løb så attraktivt for et podium, som i sidste ende bestod af Jai Hindley, Richard Carapaz og Mikel Landa, men de vil nok tænke sig om en ekstra gang, inden de vælger at vende tilbage til Italien. Carapaz har allerede gjort det helt klart, at han i nye lyserøde klæder hos EF satser hele butikken på Touren, og Landa vil nok også tænke sig om en ekstra gang, inden han jagter et tredje podium i Giroen. Hindley er personligt nært knyttet til Abruzzo-regionen, hvor det hele starter, men hvis ikke Touren senere på måneden byder på en tilsvarende tempotung rute, må det være en overvejelse værd hos Bora-ledelsen, om ikke det er tid til Tour-debut for Giro-kongen, og om ikke Aleksandr Vlasov er et bedre bud på en Giro-kaptajn.
Det vil næppe være et bytte, Giro-arrangørerne vil være alt for utilfredse med, men det har ikke været formålet med designet af årets rute. Det har det heller ikke været, at Geraint Thomas efter alt at dømme vil gøre det regnskab, han længe har haft med Giroen, op, da han klart har indikeret, at 2023-sæsonen meget vel kan byde på en tur til Italien - en overvejelse denne rute bestemt ikke kan have gjort mindre aktuel. Selvom man har fastholdt lokkemaden med en kroning af vinderen stort set på den slovenske grænse, er hovedmotivationen næppe heller den potentielle deltagelse af Roglic, som jo ellers utvivlsomt vil være begejstret for de mere end 70 km enkeltstart, for det er nok mest af alt omfanget af hans Tour-drøm, der bestemmer, om han kører i Italien eller Frankrig.
Nej, Vegni synes først og fremmest at have lagt den kommende udgave af Giroen til rette efter, at sportens vel nok hotteste navn, Evenepoel, vil holde fast i hans og Lefeveres plan om at vinde både Vueltaen og Giroen, inden han giver sig i kast med den sværeste opgave af dem alle i Frankrig. Hvis det var missionen, har den italienske løbsdirektør i hvert fald bestået til UG med kryds og slange, for det bliver pokkers svært for det belgiske vidunderbarn at sige nej til den åbenlyse invitation, Vegni gav ham i Milano mandag aften. Et sådant nej vil formentlig kræve, at Tour-direktør Christian Prudhomme d. 27. oktober går hans italienske kolleger i bedene og designer en så sjældent tempotung rute, at det bliver endnu vanskeligere for Evenepoel at sige nej til den også. Med tanke på Prudhommes generelle hang til at reducere omfanget af enkeltstarterne er det svært at tro, at han kan matche Vegnis tilbud, når han lægger sit bud på bordet om ni dage.
Mon ikke Vegnis lokkemad vil være nok til at sikre, at Evenepoel vil være at finde i Abruzzo, når det italienske show går løs d. 6. maj? Om han så også vil føje Giro-titlen til den Vuelta-titel, han allerede har opnået, vil tiden vise. Forudsætningerne for det kunne i hvert fald næppe have været meget bedre.