Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

-

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten frem mod de nationale mesterskaber uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

Siden 2015 har løbet ændret sin status. For seks år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der dengang aldrig køter mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i 2017 ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Chris Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels, ligesom også Rigoberto Uran brugte løbet som den sidste træning inden en Tour, der endte med en samlet 2. plads. I 2018 var det Alejandro Valverde, der kastede stjernestøv over arrangementet, hvor det samtidig skiftede navn til La Route d’Occitanie, og i 2019 brugte både Valverde og Uran løbet som Tour-forberedelse. Det helt store højdepunkt blev nået i 2020, hvor den mærkelige kalender førte til deltagelse af en hel hob af Tour-favoritter i form af Egan Bernal, Thibaut Pinot, Romain Bardet, Richie Porte og Bauke Mollema.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Desværre er det gået anderledes i år. Ganske vist har mange af de største internationale WorldTour-hold valgt løbet til - faktisk vil hele 8 af de 19 hold være at finde i feltet - men det har deres stjerner ikke. Faktisk er der denne gang ikke én eneste af Tourens største navne, der har valgt løbet til. I stedet præges feltet igen mest af ryttere, der har Giroen i benene, samt en række hjælpere og unge ryttere, der her får deres store chance. Der er derfor mindre Tour-generalprøve over løbet, end der plejer at være det.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navne som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer alle på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador, Alejandro Valverde og senest Egan Bernal.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt én stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

Det var også tilfældet sidste år, hvor løbet blev afviklet som det blot andet større etapeløb efter nedlukningen og det første på fransk grund. Som nævnt mødte der denne gang et hav af Tour-favoritter op, men det endte alligevel som en ensidig affære. På løbets kongeetape kørte Ineos-toget slet og ret feltet midt over, og Egan Bernal og Pavel Sivakov endte med at sikre briterne en dobbeltsejr. De øvrige etaper gjorde ingen væsentlige forskelle, og det endte derfor også med en 1-2 i klassementet med Bernal 19 sekunder foran Sivakov og kometen Aleksandr Vlasov yderligere 4 sekunder som ”the best of the rest”. Bernal er lige nu syg med covid-19 og forsvarer ikke en titel, han i øvrigt alligevel ikke havde planer om at forsvare, og da Sivakov efter sit Giro-styrt i stedet genfinder formen i Tour de Suisse, og Vlasov puster ud efter Giroen, skal der findes et helt nyt podium i forhold til sidste år.

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I de seneste fire år er man vendt tilbage til et mere klassisk format, men begge gange har den ene af de tre lettere etaper dog været ganske kuperet, og i 2017 og 2019 havde man faktisk en decideret, dog lidt lettere, bjergetape på 1. etape som opvarmning til kongeetapen, der altid kommer på tredjedagen.

Den model bruger man også i år, hvor løbet måske endda kan betegnes som det sværeste i nyere tid. Som i 2017 og 2019 er der denne gang to store bjergetaper på programmet, men for første gang er de samlet i weekenden som afrunding på løbet. Kongeetapen, hvor Tourmalet efter et års fravær igen er på programmet, som den plejer at være det, kommer igen om lørdagen, men også søndagens etape er en rigtig bjergetape med mål på en ganske vist relativt kort, men meget stejl stigning.

Kun de to første dage finder sted i det fladere terræn nord for Pyrenæerne, men hvor sprinterne altid plejer at have mindst én og gerne to chancer, har arrangørerne også på dette område strammet skruen. Kun 1. etape har således en lidt fladere finale, men selv her stiger de sidste 15 km op mod målet ganske let - og i øvrigt skal man over et rigtigt bjerg midtvejs på etapen - og fredagens etape, der er den eneste relativt flade, slutter på en lille 400 m lang bakke, der stiger med hele 6% og åbner døren både for stærke sprintere og puncheurs.

Derfor kommer den eneste chance for en eller form for massespurt allerede på torsdagens 1. etape, der byder på 2621 højdemeter over 156,5 km. Det meste af etapen er kun småkuperet, men midtvejs på etapen skal man over Col de Fontfroide (11,9 km, 6,5%). Den har dog top hele 74,0 km fra mål, og resten af dagen går det bare af et småkuperet plateau. De sidste 14,8 km er dog alle let stigende, herunder med 4,4 km med 3,8% midtvejs, inden de sidste 7,5 km er betydeligt lettere. Således stiger de sidste 5 km kun med hhv. 1,3%, 1,1%, 3,5%, -0,2% og slutteligt 2,6%. Finalen er ikke specielt teknisk, da man over de sidste 5 km bare følger en snoet vej med en rundkørsel 2,5 km fra stregen.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Fredagens etape er den fladeste, men det betyder ikke, at sprinterne kan juble. Over de 198,7 km skal der stadig klatres 2017 højdemeter på en småkuperet rute, der tæller tre mindre kategori 3-stigninger i løbet af de første 81,1 km. Herefter bliver terrænet lettere, men man skal stadig over en bakke (1,1 km, 6,8%) med top bare 9,3 km fra stregen, hvorefter det går af en lige vej med rundkørsler med hhv. 2,5 og 1,8 km igen. Med 500 m igen følger tre sving lige i rap og derefter rammer man målbakken, der stiger med 6% over 400 m.

Som altid kommer kongeetapen om lørdagen, men den er set i sværere format end i år. Det betyder bestemt ikke, at den er let, for der skal klatres hele 4601 højdemeter over 191,8 km, men etapen er lettere at kontrollere, end den plejer. Tidligt på etapen skal man ellers over mægtige Tourmalet (19,0 km, 7,4), men toppen kommer allerede efter 48,1 km. Derefter foregår det meste af etapen i dalen md kun to kategori 3- og én kategori 2-stigning undervejs. Til sidst venter dog en spektakulær bjergfinale op til Le Mourtis (12,6 km, 6,5%), der er stejlere, end dataene viser. De første 4 km er således lette, men derefter følger 3 km med 8-10%, siden tre km med 7-8% og slutteligt 1600 m med 6-7%. Det sidste hårnålevsing kommer 300 m fra stregen.

Nu plejer løbet at være afgjort, men sådan er det ikke denne gang. Tværtimod slutter løbet med endnu en bjergetape, og selvom den er relativt let det meste af dagen, byder den på en kedelig afslutning. I alt skal der klatres 2520 højdemeter over de 151,2 km, og med en ikke-kategoriseret stigning (4,2 km, 8,6%) lige fra start lægges der hårdt ud. Derefter er det meste af etapen kun småkuperet med bare en blød kategori 2-stigning (4,2 km, 5,1%) midtvejs, men til slut kommer der to stigninger lige i rap. Først skal man over Grau de Maury sous Queribus (4,2 km, 5,8%) med top bare 9,9 km fra stregen, og efter et kort fladt stykke venter så målbjerget, Chateau de Peyrepertuse (4,4 km, 8,5%). Den første kilometer er let med 5-7%, inden der venter en kilometer med 9-10%, hvorefter de næste 1500 m stiger med 6-9%. Sværest er de sidst 900 m, der stiger med 12-14% med 13,3% over de sidste 400 gennem hele tre hårnålesving lige inden stregen.

1. etape

2. etape

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

3. etape

Læs også

UAE-komet vinder efter fænomenal nedkørsel

4. etape

Favoritterne

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed. Derfor struktureres den også anderledes med først en indledende analyse, siden en skifteagtig holdoversigt og slutteligt en stjernetildeling.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

La Route d’Occitanie har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

Med hele to store bjergetaper er løbet endda betydeligt hårdere end normalt. Tidligere har klassementskampen ofte kunne reduceres til lørdagens kongeetape, men denne gang kan vi forvente os, at både 3. og 4. etape vil kunne skabe drama. Begge har målstigninger, der er rigeligt vanskelige, men der er også forskelle på de to etaper. Hvor lørdagens etape er en ”rigtig” bjergetape med mere end 4500 højdemeter, er 4. etape en anelse mere menneskelig, og den kortere målstigning er en mere eksplosiv sag med en voldsomt stejl afslutning til sidst.

1. og 2. etape bør spille en ubetydelig rolle i klassementet. Arnaud Demare og hans tog bruger løbet som sidste Tour-opvarmning, og selvom etaperne bestemt ikke er enkle, er de overkommelige for den stærke franskmand. Også EF, Ineos og Ag2r må have visse ambitioner i spurterne, og derfor vil jeg tro, at det lykkes at holde det samlet. Klassementsrytterne skal dog passe på i den tekniske finale på 2. etape, hvor der med kombinationen af sving og bakke hurtigt kan ryge et par sekunder, hvis man sidder for langt tilbage.

Som altid er vejret en faktor, specielt i et løb, der er kendt for voldsom varme, og hvor vinden før har været mærkbar. Varmen bliver også trykkende i år. Torsdag bliver skyfri med temperaturer på 29 grader og også en pæn vind (16-17 km/t), der dog næppe skaber splittelse. Det gør den i hvert fald ikke fredag, der bare byder på svag vind og igen høje temperaturer på 30 grader. Lørdag bliver det lidt køligere med 28 grader i dalen inde i bjergene og en let medvind på målbjerget, inden det slutter med en brutal søndag med 34 grader i bunden af målbjerget, men også med lidt mere vind (16-17 km/t) og modvind på målbjerget, indtil man får sidevind de sidste 1500 m.

Det er vigtigt at bemærke, at de to bjergetaper er ret lette at kontrollere. I 2017 så vi, at Silvan Dillier tog en sensationel sejr, da ingen kontrollerede 1. etape, men det burde ikke være et problem denne gang. FDJ og sprinterholdene tager sig af de to første etaper, og de to bjergetaper består mestendels af dal, der sikrer, at det bør være muligt, at de bedste klatrere skal afgøre det til sidst. Måske holder et ufarlig udbrud hjem på søndag, men med et sådant design af bjergetaperne taler alt for, at vinderen denne gang bestemmes mere af gode ben end af taktik, og at den bedste og mest formstærke klatrer sejrer.

Feltet plejer at læge op til et sammenstød mellem to verdener. På den ene side er der normalt ryttere, der forbereder sig til Touren, og på den anden side er der ryttere, der kommer fra Giroen og skal presse det sidste ud af formen. Denne gang mangler vi dog Tour-navnene, og det er i stedet et møde mellem en stribe Giro-ryttere samt unge ryttere og hjælpere, hvoraf mange har kørt på Mont Ventoux i tirsdags.

Det giver heldigvis en vis fornemmelse af klatreformen hos nogle af aktørerne, men alligevel har jeg sjældent været så meget i tvivl. For Giro-rytterne er formen ret ukendt, da det er meget forskelligt, hvordan man kommer ud af en grand tour, og det gælder særligt for Giulio Ciccone, der på papiret er løbets bedste klatrer, men som styrtede ud af Giroen, og hvis tilstand er helt ukendt. Læg dertil, at en anden af favoritterne, Jesus Herrada, skippede Ventoux-løbet og ikke har kørt løb i en lille måned, og det bliver klart, at det er et urimeligt åbent løb, selvom den meget hårde rute ikke kan gøre det meget mere ”rent” og skabt til bjergryttere.

Som nævnt ovenfor laver jeg en skitseagtig gennemgang af favoritterne i en holdoversigt, inden jeg rangerer dem i en afsluttende stjernetildeling.

INEOS Grenadiers: Denne gang har holdet nedprioriteret løbet totalt, og de synes mest at skulle køre spurter for Ben Swift. Briten klatrer bemærkelsesværdigt godt og kan sikkert gøre det hæderligt, men helt fremme kan han ikke være. De vil sikkert køre klassement med Brandon Rivera, men han kan ikke vinde.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Team Total Direct Energie: Cristian Rodriguez viste efter den samlede sejr i Rwanda strålende bjergform på Ventoux og ligner en af de tunge favoritter på denne rute. Også Jeremy Cabot har klatret godt nok til at lave et resultat, mens Fabien Grellier ikke synes i form.

Astana-Premier Tech: Efter en svær tid viste Oscar Rodriguez endelig sin klasse på Ventoux i går, hvor han slog ellers formstærke Enric Mas og Ben O’Connor. Det gør ham til en af de helt store favoritter på denne rute. Som plan B har holdet Merhawi Kudus, der var udmærket, men ikke prangende på Ventoux. Luis Leon Sanchez kommer fra Giroen og kan gøre det pænt, men ikke vinde i disse bjerge. Yuriy Natarov er stadig formsvag.

Groupama-FDJ: Holdet er her med Arnaud Demares tog og lutter tunge folk. Anthony Roux er på vej tilbage efter en skade.

Trek-Segafredo: Giulio Ciccone er den på papiret i særklasse bedste klatrer, men hvor står han efter styrtet i Giroen? Han meldte afbud til Ventoux, og det kan både læses som et ønske om mere hvile eller et ønske om at satse fuldt på dette løb. En sejr på Ventoux har så stor prestige, at jeg hælder til det første, og jeg tvivler derfor på, at han er på toppen, også fordi motivationen næppe har været stor efter den store skuffelse i Italien. Derfor tvivler jeg på, at han vinder, men er der tale om sidstnævnte forklaring, er han storfavorit i dette felt. Michel Ries viste på Ventoux, at han kan gøre det pænt, men endnu bedre er nok Juan Pedro Lopez, men hans form er helt ukendt efter næsten to måneders pause grundet et brud på en håndledsknogle. Gianluca Brambilla var ikke overraskende formsvag på Ventoux.

Team Arkea Samsic: Elie Gesbert har haft covid-19 og var helt væk på Ventoux. Holdet har ikke de store forventninger og vil bare køre offensivt, da hverken Diego Rosa eller Dayer Quintana viste et konkurrencedygtigt niveau på Ventoux.

B&B Hotels p/b KTM: Holdets klatrer er Sebastian Schönberger, der styrtede i Dauphiné og på Ventoux ikke var spor konkurrencedygtig.

Cofidis: Hvor står Jesus Herrada? Han har haft et skidt år, men startede stærkt på Ventoux i februar og kom stærkt tilbage i maj som klart bedste mand på Mallorca, hvor modstanden dog var begrænset. Hans deltagelse i Touren er ikke meldt ud, og han kan meget vel fokusere på Vueltaen, som han skulle have gjort det i 2020, inden nedlukningen ændrede planerne. Han skippede Ventoux, og det læser jeg som en ambition om at vinde dette løb i stedet for at få bank af Lopez. Han er på papiret for tung til disse stigninger, men når han er i form, kan han klare dem, når konkurrencen er som her. Han vandt trods alt på Ventoux i 2019. Han sekunderes af brormand, Jose Herrada, der på Ventoux igen var langt væk, og den svingende Fernando Barcelo, der ikke har kørt siden Mallorca.

AG2R Citroën Team: På papiret er Clement Champoussin en af de tunge favoritter, men han nedspillede forventningerne inden Ventoux, hvor han arbejdede for holdet. Han så dog ikke helt slem ud, og i dette felt bør han gøre det pænt. Nicolas Prodhomme synes ikke at have formen fra Algarve, og løbet er for svært for Tony Gallopin og Andrea Vendrame. Lilian Calmejane mangler alt for meget efter skaden.

Movistar Team: På papiret er Gregor Mühlberger en af de tunge favoritter, men han gør comeback efter en lang sygdomspause. Antonio Pedrero burde også køre med om sejren, men Ventoux viste, at han åbenbart er kommet skidt ud af Giroen.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Equipo Kern Pharma: Samme trup fik klø på Ventoux, men Roger Adria bør kunne gøre det pænt, hvis ikke han igen går i udbrud. Bedst på Ventoux var Jose Felix Parra, men også Jon Agirre og Marti Marquez kan klatre lidt.

EF Education-Nippo: Simon Carr er topmotiveret til sit hjemmebaneløb, og han var også konkurrencedygtig uden at være flyvende på Ventoux. Niveauet er ikke højere, end at Alberto Bettiol kan køre top 10, hvis han har Giro-benene, men han kan trods alt nok ikke vinde. Lachlan Morton og Will Barta er formsvage.

Bike Aid: Vi så på Ventoux, at formen hos Adne van Engelen var til at overse. Holdet henter den anden klatre, Erik Bergström Frisk, ind til dette løb, men han har ikke virket skræmmende i år.

Caja Rural-Seguros RGA: Jhojan Garcia var en af skuffelserne på Ventoux, men var det bare en dårlig dag efter en pause, har han niveauet til at være med helt fremme. Holdets plan B er Julen Amezqueta, der ikke har helt samme niveau og havde det svært på Ventoux. Også Jokin Murguialday kan gøre det pænt.

Xelliss-Roubaix Lille Metropole: Holdets eneste klatrer, veteranen Julien Antomarchi, er faldet helt sammen og har lavet DNFs nærmest hele året.

Euskaltel-Euskadi: Klatreren Mikel Bizkarra var en af skuffelserne på Ventoux. Han burde være en af favoritterne, men synes ikke at have formen. Den har Mikel Iturria, men han kan ikke vinde. Heller ikke klatrerne Joan Bou, Garikoitz Bravo eller Txomin Juaristi satte verden i brand på Ventoux.

DELKO: Tyrkiet-vinderen Jose Manuel Diaz fortsætter med at være formsvag, og også Delio Fernandez synes totalt at have tabt sit bedste niveau. Til gengæld var unge Clement Berthet meget bedre end ventet på Ventoux, og han ligner bedste bud.

St Michel-Auber 93: Veteranen Stephane Rossetto var ikke flyvende på Ventoux og har ikke formen til at være med helt i front. Klatreren Adrien Guillonnet er stadig en skygge af sig selv.

Burgos-BH: Efter fin kørsel på Ventoux kan Ander Okamika gøre det pænt. Daniel Navarro har slet ikke været med helt fremme siden Algarve, Oscar Cabedo har været formsvag hele året, og Victor Langellotti skuffede på Ventoux.

Frankrig: Holdets eneste klatrer er unge Alan Jousseaume, men han er overmatchet i dette selskab.

***** Jesus Herrada

**** Oscar Rodriguez, Giulio Ciccone

*** Cristian Rodriguez, Simon Carr, Alberto Bettiol, Jhojan Garcia, Merhawi Kudus

** Clement Champoussin, Michel Ries, Antonio Pedrero, Mikel Bizkarra, Luis Leon Sanchez, Mikel Iturria, Juan Pedro Lopez, Nicolas Prodhomme, Clement Berthet, Jeremy Cabot, Julen Amezqueta, Fernando Barcelo, Roger Adria, Jose Manuel Diaz

* Tony Gallopin, Gianluca Brambilla, Steohane Rossetto, Gregor Mühlberger, Brandon Rivera, Ben Swift, Elie Gesbert, Diego Rosa, Sebastian Schönberger, Jose Felix Parra, Jon Agirre, Marti Mariquez, Erik Bergstrøm Frisk, Jokin Murguialday, Joan Bou, Garikoitz Bravo, Delio Fernandez, Ander Okamika, Daniel Navarro, Alan Jousseaume

Danskerne

Magnus Cort er til start for EF og burde have gode chancer for at gå efter sejren på de to første etaper. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard først og fremmest støtte Gregor Mühlberger og Antonio Pedrero, men der burde måske også kunne blive plads til at gå i udbrud de første to dage.