Efter fire dage i den fladere, men stadig meget kuperede del af Schweiz slutter l\u00f8bet med fire dage i bjergene, hvor klassementet skal s\u00e6ttes p\u00e5 plads. Den f\u00f8rste af disse bliver dog n\u00e6ppe altafg\u00f8rende, for selvom der skal sluttes lige efter en stigning op til m\u00e5let i Leukerbad, ved vi fra tidligere bes\u00f8g - senest i 2018, hvor det var en puncheur i form af Diego Ulissi, der sejrede - at opk\u00f8rslen til m\u00e5l ikke er alt for selektiv, slet ikke hvis der ogs\u00e5 denne gang er modvind. Forinden skal man dog over en ny og ganske sv\u00e6r stigning, der kan g\u00f8re det betydeligt h\u00e5rdere, men sp\u00f8rgsm\u00e5let er, hvor stor viljen til tidlige angreb er p\u00e5 dette tidlige tidspunkt i l\u00f8bet. Med en sejr til Ulissi for tre \u00e5r siden er der i hvert fald nok en fransk verdensmester, der kan lugte lidt blod p\u00e5 den f\u00f8rste dag i bjergene, selvom den nye stigning giver etapen mere potentiale end tidligere, hvis det gribes offensivt an.<\/p>","
I alt skal der tilbagel\u00e6gges 175,2 km, der f\u00f8rer feltet fra Gstaad til Leukerbad. De to byer ligger faktisk ganske t\u00e6t p\u00e5 hinanden midt i bjergene, men det meste af etapen best\u00e5r af en tur ned i dalen og tilbage op i bjergene. Fra start g\u00e5r det mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden man drejer mere mod sydvest for at k\u00f8re op ad kategori 1-stigningen Col du Pillon (6,8 km, 5,1%), der er let over de f\u00f8rste 4 km, men siger med 6-8% over de sidste 2,8 km frem til toppen, der rundes efter 15,7 km. Herfra g\u00e6lder det en kun periodevis sv\u00e6r nedk\u00f8rsel, der leder mod vest og sydvest ned til dalen og byen Aigle, hvor UCIs hovedkvarter ligger, og som n\u00e5s efter 39,2 km.<\/p>","
Herfra bliver det meget enkelt. Kortvarigt k\u00f8rer man mod nord igennem dalen frem til bredden af Lac Leman, hvorefter man vender rundt for at k\u00f8re mod syd\u00f8st ad en ganske let stigende dalvej frem til byen Martigny, der n\u00e5s efter 85,4 km. Her drejer man mod nord\u00f8st for at f\u00f8lge den helt lige og kun let stigende dalvej over et langt stykke. Undervejs passeres Sion efter 112,9 km, inden man n\u00e5r frem til Sierre efter 129,5 km. Kort efter kommer dagens spurt f\u00f8rste spurt efter 133,4 km.<\/p>","
Her slutter det flade terr\u00e6n, n\u00e5r man drejer mod \u00f8st for at passere et h\u00f8jdedrag via en kategori 3-stigning Varen (2,4 km, 5,4%), der er en j\u00e6vn stigning med top efter 137,1 km. En let nedk\u00f8rsel f\u00f8rer mod \u00f8st tilbage til dalen, som f\u00f8lges mod syd\u00f8st og \u00f8st frem til byen Turtmann, hvor dagens sidste spurt kommer efter 147,9 km.<\/p>","
Efter opvarmningen p\u00e5 den lille stigning indledes finalen, n\u00e5r man drejer mod nord og senere nordvest for at passere den nye kategori 1-stigning Erschmatt (8,0 km, 8,4%), der er s\u00e6rligt sv\u00e6r over de f\u00f8rste 5 km, hvor hele to kilometer stiger med mere end 10%, inden de sidste 3 km stiger med 7-8% frem mod toppen, der rundes efter 156,6 km.<\/p>","
Herfra resterer 18,6 km, der indledes med en teknisk nedk\u00f8rsel, som f\u00f8rer mod vest, inden det med 11,2 km igen g\u00e5r mod nordvest og nord ad den lange lige vej op til m\u00e5let i Leukerbad. De f\u00f8rste 3,2 km kun let stigende, men derefter stiger de sidste 8,0 km med 5,4% i snit, hvoraf de f\u00f8rste 4,1 km er de stejleste med 7,0%, inden den flader ud med 2-5% frem mod den sidste kilometer, der stiger med ca. 5%. Det g\u00e5r ad en helt lige vej uden sving over de sidste 11,2 km, hvor man blot skal lige igennem en rundk\u00f8rsel med 400 m igen.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Etapen byder på i alt 2501 højdemeter.
Leukerbad er blevet besøgt to gange tidligere i dette årtusinde. Det var senest i 2018, hvor 21 mand spurtede om sejren på toppen, og hvor Diego Ulissi sejrede foran Enric Mas og Tom-Jelte Slagter. Tidligere var man forbi i 2006, hvor Steve Morabito kørte alene hjem med 14 sekunder ned til Jurgen van Goolen og 16 sekunder ned til en stor favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Angel Vicioso foran Koldo Gil, Paolo Bettini, Jan Ullrich og Frank Schleck.
Vejret
De seneste dages ustabile vejr fortsætter, men denne gang er det bedre end tidligere. Således vil der blot være 40-60% risiko for byger gennem hele etapen, og mens temperaturen i dalen vil være 26 grader, vil den i målbyen kun være 19 grader. Det vil være en smule mere blæsende end de foregående dage med en let og svagt tiltagende vind (10-14 km/t) fra nordvest. Det giver først sidevind frem til dalen, hvor der vil være med- og derefter et langt stykke med sidevind. På Erschmatt vil der være direkte modvind, og derefter vil der være sidemodvind resten af vejen, herunder på den lange, lige opkørsel til mål.
Analyse af 4. etape
I går forsøgte jeg at vise lidt medfølelse med de stakkels sprintere, der er blevet taberne i moderne cykelsports trang til show. I en tid, hvor langt mere omfattende tv-dækning gør det mere relevant at underholde publikum end i svundne tider, er der for arrangørerne langt mere økonomi i at tilbyde en vare, der ikke bare varer de sidste 10 minutter af en alenlang etape, og derfor har sprinterne i stigende grad set deres muligheder blive reduceret, særligt i grand tours.
I den situation handler det til gengæld om at slå til, når chancen en sjælden gang byder sig, og det gælder mere end vanligt i denne uges Tour de Suisse, hvor bare to af de otte etaper måske kunne appellere til de hurtige folk. Det forsøgte de også at gøre i går, men her vilde Mathieu van der Poel og Maximilian Schachmann det anderledes, og da først Bora havde splittet feltet, og det hollandske fænomen havde angrebet, var feltet så renset for sprintere, at kun de fire mest holdbare var tilbage.
I det lys forstår man naturligvis godt, at de fleste havde opgivet på forhånd, da løbets sidste ”sprinteretape” i dag havde mål i Gstaad med samme finale som i 2018, hvor Christopher Juul akkurat snød Michael Matthews for en sejr som eneste overlevende fra et tidligt udbrud. Afslutningen med Saanenmöser-stigningen kort inden mål var nemlig endnu vanskeligere end gårsdagens korte bakker, og med tanke på gårsdagens udvikling var det kun helt naturligt, at de fleste havde opgivet på forhånd. Tre af feltets sprintere, Edward Theuns, John Degenkolb og André Greipel, havde endda dårlige erfaringer med bjerget, der sendte dem til tælling for tre år siden, og derfor var det helt indlysende, at de tungere sprintere på ingen måde skulle gå efter sejren.
Det var der til gengæld andre, der burde. Fra i morgen rammer løbet Alperne, og derefter er der dømt fire dages bjergfest. Naturligvis havde Mathieu van der Poel sit på det tørre - faktisk det knastørre - men skulle Michael Matthews, Christophe Laporte og Ivan Garcia Cortina, der alle har været særdeles velkørende, have noget med hjem fra Schweiz, skulle det være i dag. I morgen er det nemlig for sent.
Desværre for dem havde det meste af feltet vist set Juuls etapesejr på tv i går aftes, eller måske havde de bare luret, at finalen var så svær, at selv folk som Laporte, Matthews og Garcia Cortina ville tøve en ekstra gang med at tage ansvar for jagten. I hvert fald blev de første to timer af etapen urimeligt hektiske, og undervejs var folk som Maximilian Schachmann, Wout Poels og endda Van der Poel selv kortvarigt i udbrud. I den situation havde det været helt forståeligt, hvis BikeExchange, Cofidis og Movistar havde kastet håndklædet i ringen og ladet en stor gruppe køre.
Det skete bare ikke. Lidt overraskende hentede Alpecin sammen med Rally-mandskabet det første udbrud, der kom lidt længere væk, og da det pludselig lykkedes at få sendt en lille gruppe bestående af endda tre tunge folk i form af Stefan Bissegger, Benjamin Thomas og Joel Suter samt den efterhånden pensionsmodne Joey Rosskopf afsted, så det pludselig igen lyst ud for de tre hurtige og holdbare folk. Ganske vist regnes Bissegger, Thomas og Rosskopf alle som tempospecialister, og de har enten været nationale mestre eller vundet WorldTour-enkeltstarter, men med en svær stigning til sidst burde det være et udbrud, der nok kunne håndteres.
Desværre opstod det pokerspil, der ofte kan forekomme i et løb, hvor de klassiske sprinterhold ikke var i spil til etapesejren. Det var nemlig en ret uvant situation, at det pludselig var Cofidis, Movistar, Alpecin og BikeExchange, alle kiggede på, og ikke hold som Deceuninck, Lotto og Bora, der jo oftest kontrollerer hovedparten af årets sprintervenlige løb.
Samtidig var konstellationen ugunstig. Alpecin havde allerede to etaper og endda allerede én gang hentet et udbrud, og derfor forstår man godt, at de ikke var villige til at gøre alt arbejdet alene endnu engang. Cofidis betragter sig selv som lilleput, og medmindre Elia Viviani er til start, ser man dem aldrig tage ansvar og føre på WorldTouren. For dem er det en ret ny situation, at den i år så flyvende Christophe Laporte pludselig er favorit i større løb end de små franske. Og Movistar er et hold, der pr. definition kun jagter succes i bjergene og vel aldrig nogensinde har ført på en sprinteretape, medmindre det var i et lille spansk løb, hvor alle pile naturligt pegede på dem.
Og så er der BikeExchange. Australierne er jo notorisk berømte for helst at komme så let omkring arbejdet som muligt, og kan de få andre til at føre, gør de det helst. Derfor er det på alle måder en tricky situation, når det pludselig er australierne alle kigger på - og det gjorde de i dag - for det indebærer den naturlige risiko, at pokerspillet varer lidt for længe.
Det gjorde det i dag. Hurtigt stod det klart, at Alpecin ikke ville lukke hullet, hvis ikke de fik hjælp, og da BikeExchange måske stadig surmulede over, at Julian Alaphilippe i går havde ødelagt spurten for Matthews, måtte Cofidis og Movistar pludselig sande, at de skulle påtage sig et ansvar, de normalt aldrig kunne drømme om. Den nye situation tog åbenbart lidt tid at fordøje, og da de endelig reagerede, var det desværre allerede for sent.
Det var ellers ikke, fordi det skortede på commitment, da først beslutningen blev taget. Både Cofidis og Movistar kastede store ressourcer ind i jagten, men lige lidt hjalp det. Mod tempofænomenet Bissegger sekunderet af den tidligere franske mester Thomas og den tidligere amerikanske ditto Rosskopf samt udbryderspecialisten Suter var de endda overraskende magtesløse. Forspringet faldt stort set ikke, og det stod ret hurtigt klart, at jagten var så ufrugtbar, at end ikke den lange stigning ville være nok til at bringe de ellers ret tunge folk tilbage.
Sådan gik det til, at en af de få muligheder til det forfulgte folkefærd blev forspildt. Først opgav Cofidis, og snart måtte også Movistar sande, at de var oppe mod for stærke folk. Da først spanierne havde sluppet, og BikeExchange stadig surmulede, var det klart, at etapen ville ende som en lille fuser for alle, der havde drømt om en intens finale.
Nu var der nemlig slet intet incitament til at køre cykelløb. Klassementsrytterne har rigeligt at bruge energien på de kommende dage, og angreb på den bløde bakke ville være det rene spild af kræfter. At det endda også begyndte at regne og gjorde nedkørslen farlig, gjorde ikke just aktivitetslysten mindre, og herfra handlede det alene for feltet om at komme sikkert ned på flyvepladsen. Det gav dog alligevel lidt intensitet, og det var nok til at holde Van der Poel i trøjen, selvom hollænderen og Alpecin faktisk så ud til at ville afgive den frivilligt, selvom det ikke krævede mange føringer at holde udbruddets snor så kort, at den ville være stensikker.
Nu blev det så i stedet en gentagelse af et regnvejrsudbrud, som det var tilfældet ved Juuls sejr i 2018, og i en vis forstand var udfaldet endda det samme. Dengang var danskeren nemlig oppe mod en bedre klatrer i Nans Peters, men heldigvis for ham var stigningen så blød, at han alligevel kunne besejre den mere klatrestærke nu dobbelt etapevinder i grand tours.
I dag var billedet lidt det samme. Rosskopf var gruppens klatrer, der havde mulighed for at score en gigantisk sejr for Rally, men som Peters måtte sande det dengang, måtte amerikaneren hurtigt konstatere, at Saanenmöser ikke er noget Monte Zoncolan. Hans angreb var nærmest uden effekt på andre end den tonstunge Suter, og både Bissegger og Thomas, der var gruppens to på papiret hurtigste, havde ingen problemer med at svare og for Thomas’ vedkommende endda selv at angribe.
Det var dårligt nyt for alle andre end Bissegger. Schweizeren er måske nok kendt som tempospecialist, men han er også så hurtig, at han har kørt flere massespurter. Med tanke på hans eminente tekniske evner og store power på den flade tur rundt om flyvepladsen var løbet derfor reelt afgjort, da først de rundede toppen, og schweizeren endda selv lagde pres på nedad. Nok er Thomas som tidligere omniumverdensmester ikke helt langsom, men mod Bissegger var han åbenlyst chanceløs.
Udfaldet blev da også lige så sikkert, som manuskriptet foreskrev. Gruppens snegl, Rosskopf, skulle naturligvis forsøge sine angreb, men de så nu ud til at være mere af pligt end af overbevisning. Bissegger bossede finalen totalt og kunne til slut med lethed overspurte sin franske banekollega og dermed tage sin anden WorldTour-sejr i en WorldTour-karriere, der end ikke har varet et år.
Det er et ret imponerende udkomme og endnu et vidnesbyrd om, at vi taler om et ganske særligt talent. Ligesom sin landsmand og navnebror Stefan Küng er han nemlig meget mere end bare tempospecialist, og selvom han skuffede i år, går der næppe lang tid, inden vi ser ham spille en hovedrolle i brostensklassikerne. Nok klatrer han slet ikke så godt som Küng, men til gengæld har han en hurtighed, der gør ham til en langt mere oplagt vindertype end den mere erfarne Stefan, og kobler man det med hans åbenlyst sublime teknik, har man en ret komplet rytter, der utvivlsomt ikke har vundet hverken sin sidste enkeltstart eller sit sidste linjeløb.
Egentlig var det også meget rimeligt, at han fik den sejr, han i søndags formentlig kun tabte, fordi han trak det forkerte nummer i vejrgudernes lotteri, og der var nærmest noget symbolsk i, at det var FDJ, han fik sin revanche mod. Det kan dog nok ikke lindre skuffelsen hos Thomas meget, at Küng allerede har sin sejr, for det er ikke hver dag, at den i linjeløbssammenhæng stagnerede franskmand, der bragede ind på scenen med nogle vilde etapeløbsbedrifter i 2017, har så stor en chance. Med sin hurtighed ville han også have stået fornuftigt mod langt de fleste - bare ikke mod Bissegger. Til gengæld har han stadig fremtiden foran sig, hvad der ikke er tilfældet for Rosskopf, som efter sin neddrosling af karrieren meget vel i dag kan have forspildt sin sidste chance for på falderebet at tage den WorldTour-sejr, han var tættest på, da han i 2018 blev nr. 2 på Vuelta-enkeltstarten bag Rohan Dennis.
Feltets spurt blev en temmelig anekdotisk affære. Da etapesejren var væk, blev tempoet så lavt, at pludselig de tunge sprintere også kunne komme med hjem, og dermed fik Theuns og Sebastian Molano lov at teste sprinterbenene, hvad de næppe havde gjort, hvis finalen var blevet kørt med den intensitet, muligheden for en etapesejr havde skabt. I mellemtiden rullede Matthews over stregen som nr. 10 og Garcia Cortina og Laporte endnu længere tilbage med bevidstheden om, at den sidste mulighed er gået i vasken.
På den måde undgik Matthews da i det mindste samme lige-ved-og-næsten-oplevelse, som da han i 2018 blev nr. 2, bare 4 sekunder bag Juul, men til gengæld er det nu sikkert, at han kommer tomhændet hjem fra løbet. Måske det havde været bedre at bruge kræfterne i dag og ikke i mandags, hvor det på forhånd stod klart, at finalen formentlig ville være for svær. Uanset hvad er det i hvert fald ikke længere helt så let at have stor medfølelse med det forfulgte folkefærd, når de helt frivilligt giver afkald på en af de to muligheder, der trods alt blev dem givet.
Favoritterne
Udover de to enkeltstarter består Tour de Suisse altid af to slags etaper, nemlig klassikeragtigt i bakkerne i den nordlige del af landet samt store bjergetaper i Alperne. Landets kompakte størrelse gør, at det ret ofte har været muligt at blande dem lidt og give muligheder for alle ryttertyper gennem hele løbet, men sådan er det ikke denne gang. Her er løbet delt i to skarpt adskilte blokke, hvor første halvdel var for temporyttere, klassikertyper og holdbare sprintere og sidste del for klatrerne.
De næste fire etaper har alle potentiale til at skabe forskelle i klassementet, men der tegner sig også et ret klart billede af, hvor mulighederne er størst. Bjergenkeltstarter er typisk den etapetype, der skaber de allerstørste afstande, og derfor er der ingen tvivl om, at 7. etape er løbets vigtigste. Den efterfølges af 8. etape, der med Sankt Gotthardpasset i finalen nok må regnes som klatrernes næstbedste chance efter bjergenkeltstarten. Til gengæld ligner fredagens 6. etape ikke en afgørende dag. Dertil er Lukmanierpasset for blødt og afstanden til mål for stor, og det kunne mere ligne udbrudssucces og våbenhvile.
Midt i feltet finder vi torsdagens 5. etape, der er temmelig svær at fortolke. Den kan nemlig både ende med at skabe helt afgørende og ret store forskelle og ende med en lille fuser, hvor alle favoritterne spurter om det til sidst. Vi kender nemlig Leukerbad-stigningen fra tidligere besøg, senest i 2018, og her fik vi intet drama. Også dengang var der modvind, og selvom både Mikel Landa og Hugh Carthy forsøgte sig, viste stigningen sig for blød. Det hele sluttede i en spurt, der end ikke blev vundet af en klatrer, men af en puncheur i form af Diego Ulissi, mens en anden puncheur, Tom-Jelte Slagter, endte som nr. 3, og hele 15 mand blev noteret for vindertiden - dog ikke Landa og Carthy, der betalte prisen for at have ristet sig selv med soloridt i modvinden.
Igen i år vil der være modvind, og da det endda vil være en anelse mere blæsende end de foregående dage, skal man næppe regne med, at målstigningen bliver alt for afgørende. Til gengæld har etapen et krydderi, den ikke havde for tre år siden, nemlig passagen af Erschmatt. Det er en helt anderledes alvorlig stigning og ubetinget den stejleste stigning i hele løbet.
Derfor har etapen potentiale. Bliver Erschmatt brugt offensivt, kan etapen skabe meget større forskelle end en klassisk bjergafslutning. Kan et par mand køre væk allerede her og samarbejde godt på nedkørsel og målstigning, kan man vinde ganske megen tid på de folk, der måtte tabe kontakten på det stejleste bjerg. Omvendt er der også tid til at rette op på en eventuel krise, og da nedkørslen er svær og måske regnvåd - denne gang er chancen for regn dog lidt mindre end de foregående dage - kan en god nedkører sagtens rette op på situationen, hvis ikke den er alt for kritisk. De lidt tungere folk reddes også af, at der er modvind også på Erschmatt, og selvom det betyder mindre på denne stigning end på Leukerbad, er det en faktor, der taler imod det angribende folkefærd.
Spørgsmålet er så, om der er folk, der tør angribe tidligt. Skal man tro Michael Woods, var der fire ryttere, der skilte sig ud på 2. etape, nemlig ham selv, Julian Alaphilippe, Maximilian Schachmann og Richard Carapaz. Det var i hvert fald de navne, han udpegede som de stærkeste på muren, og det er da også svært som udenforstående iagttager at være meget uenig i den vurdering. Til gengæld er det også klart, at hierarkiet ikke er det samme på denne type etape, der i hvert fald på papiret tiltaler Carapaz og Woods mere end Alaphilippe og Schachmann, ligesom også Jakob Fuglsang og Wout Poels burde være mere komfortable, når det bliver knap så eksplosivt.
Er der så nogen af dem, der har lyst til at åbne ballet tidligt? Det er svært at se, at Alaphilippe har interesse i et hårdt løb, og det samme gælder for Schachmann, der utvivlsomt også tror meget på sin enkeltstart. Det har Woods til gengæld, men hans sprinterhold kan ikke stille meget op i dette terræn. Skal initiativet tages, skal det formentlig være fra Ineos, Bahrain og Astana.
Af dem er det selvfølgelig Ineos, alle vil kigge på. Efter sin fremragende kørsel på muren og enkeltstarten ligner Carapaz helt forventeligt løbets bedste klatrer, og selvom en fyr som ham kan forventes at køre en god bjergenkeltstart, er han nok ikke helt tryg ved 7. etape, der for ham er en ret ny ting, og som alene med navnet enkeltstart vil vække en vis frygt for en temposvag fyr som ham. Han er nødt til at udnytte de muligheder, der opstår, og derfor forventer jeg, at Ineos vil tage initiativet. Om Astana og Bahrain også vil være med til at svinge taktstokken, er jeg betydeligt mere i tvivl om, og jeg tror måske snarere, at Fuglsang og Poels vil have fokus på at forsøge at følge Ineos.
Spørgsmålet er, om de skal køre om etapesejren. Det er bestemt ikke sikkert. Afstandene er efterhånden ganske store, og Alpecin vil næppe gøre noget for at forsvare en trøje, de alligevel har tabt. Der skal altså være andre hold, der jagter, og det er ikke givet, at der vil være mandskaber med den interesse.
Ineos befinder sig nemlig i en lidt svær situation. Carapaz vil formentlig føle, at han har brug for bonussekunder inden enkeltstarten, og det taler for, at Ineos skal gå efter etapen. På den anden side risikerer han også, at det ender i en spurt på sidste stigning, og at han derfor i stedet ender med at forære bonussekunderne til hurtigere folk som Alaphilippe, Schachmann og Woods. Han kan gøre løbet hårdt uden at føre i dalen, og derfor kan det sagtens være, at Ineos lader etapen sejle.
Er der andre mulige kandidater? Jeg tror faktisk meget på Israel SUN. Woods lyder ikke specielt optimistisk i forhold til klassementet, fordi han regner med at køre en ringe enkeltstart, og derfor vil han meget gerne vinde en etape. Det kan godt være, at hans sprinterhold er helt ubrugeligt i finalen, men på flad vej i dalen er de ret stærke. Schachmann virker også så selvtillidsfuld, at jeg ikke helt udelukker, at Bora vil træde i karakter, og udelukke Bahrain, Deceuninck og særligt Astana kan man bestemt heller ikke.
Samlet set er der ret mange hold, der kan tænkes at jagte, men det bliver der nok også brug for. Starten er knaldhård, og det taler for, at vi får en ret vild start, hvor udbruddet næsten ikke kan undgå at blive stærkt. Ganske vist er der endnu ikke folk, der er faldet ud af klassementet, og derfor ser vi ikke pludselig en af favoritterne angribe tidligt, som man ellers kan se på sådanne etaper senere i et løb, men meget taler for, at udbruddet vil true trøjen ganske betragteligt. Eksempelvis er det vel ikke utænkeligt, at Gino Mäder skal have revanche for gårsdagens uventede tidstab.
Derfor taler meget for, at Ineos er nødt til at tage ansvar alene for ikke at lade klassementet sejle, og derfor regner jeg med, at elastikken bliver ret kort. Jeg vælger også at tro, at Carapaz vil gå efter etapesejren, og jeg tror, at Woods vil gøre det samme samt måske Schachmann, Fuglsang og Alaphilippe. Derfor hælder jeg til, at udbruddet hentes, men med så hård en start kan man bestemt ikke udelukke, at en fyr som Mäder eller andre lignende klatrere med et tidstab kan vinde etapen.
På Erschmatt regner jeg med, at Ineos vil gå amok. Carapaz har al mulig interesse i, at løbet bliver så hårdt som muligt, og jeg vil også tro, at han selv angriber. Det store spørgsmål er så, hvem han kan sætte, hvor stort et forspring han kan gå (ikke mindst i modvind), og hvor meget en god nedkører som Alaphilippe kan hente, hvis han bliver sat.
Uanset hvad regner jeg med, at Erschmatt gør stor skade, og at favoritterne enten runder toppen som en lille gruppe eller som flere små. I sidstnævnte tilfælde kan vi få et herligt forfølgelsesløb ned til Leuk og op til Leukerbad, men er gruppen lidt større, kan det godt blive tricky. Det er ikke sikkert, at der vil være hjælpere, og skal en stribe isolerede favoritter køre op i modvinden til Leukerbad, er samarbejde en by i Rusland. I det tilfælde kan det blive en meget taktisk finale, hvor en snu rytter kan snige sig væk, og så behøver man slet ikke være stærkeste mand for at vinde. Til gengæld er stigningen også lang, at der er tid til, at hjælpere kan komme tilbage, og det kan øge chancen for, at det alligevel kan kontrolleres, og at vi kan få iscenesat samme puncheurspurt som i 2018 - dog formentlig i en noget mindre gruppe.
Med modvind på sidste stigning tror jeg i hvert fald, at det bliver for svært at gøre reelle forskelle, selv for Carapaz. Det bliver snarere taktik eller en spurt, der afgør det, hvis ikke vi får forfølgelsesløbet hele vejen fra Erschmatt og hjem. Skal vi have kontrol, bliver det i hvert fald ret afgørende, om Alaphilippe kan stole på den lige nu velkørende Mattia Cattaneo og den lidt skuffende Mauri Vansevenant, om Schachmann kan regne med Matteo Fabbro efter Giroen, og om Eddie Dunbar kan køre lige så flot for Carapaz, som han hidtil har gjort. Alle er så svingende, at intet synes sikkert.
Alt dette gør etapen meget mere åben, end den måske burde være, og det er derfor med usikkerhed, jeg på på Julian Alaphilippe. Som jeg har givet udtryk for i tidligere analyser og optakter, synes franskmanden nemlig ikke at være i topform. Der var i hvert fald ikke meget bid i hans angreb på 2. etape, hvor han også virkede temmelig død til sidst, men dette er en etape, han kan vinde også uden at være 100%. Det afgørende er, at han undgår en klassisk Alaphilippe-eksplosion på Erschmatt, og det er desværre en betydelig risiko.
Jeg vil dog tro, at han har arbejdet så meget frem mod klassementet i Touren, at han klatrer relativt godt, og etapens design passer Alaphilippe næsten perfekt. Med en lang, let etape bliver Erschmatt, der selv er kort og stejl, en meget eksplosiv affære, og det er præcis, som Alaphilippe ønsker det. Selv hvis den alligevel bliver så lang, at Carapaz og co. kan køre fra ham, skal han bar undgå den totale eksplosion, vi kender ham for. Kan han det, har han en god nedkørsel til at komme tilbage, og derefter er den sidste modvindsstigning så let, at Alaphilippe nok burde kunne komme med over. Selve spurte er helt perfekt, da der venter tre meget nemme kilometer frem mod de sidste 1000 m med ca. 5%. Dermed bliver også det en uhyre eksplosiv afslutning, og her er der ingen, der bør komme i nærheden af Alaphilippe.
En anden udfordring er at kontrollere målbjerget, hvis der mangler hjælpere, men her har Mattia Cattaneo virket så velkørende, at jeg tror på, at han vil kunne komme i hvert fald tilbage og hjælp, ligesom man kan håbe på bedre ben fra Mauri Vansevenant, eller at der bliver hjælp fra Ineos med Eddie Dunbar, Rohan Dennis og Pavel Sivakov eller fra Bora med Matteo Fabbro. Hvis favoritterne skal spurte om det, bør ingen kunne slå Alaphilippe, og derfor er han min favorit.
Etapens karakter gør også, at jeg har Maximilian Schachmann som nr. 2. Tyskeren forbedrede sin klatring enormt frem mod Paris-Nice, men i dette løb virker han endnu mere skræmmende. Hans opkørsel til Mathieu van der Poel i fladlandet i mandags var i hvert fald beundringsværdig, og det var også ham, der var første mand på toppen af muren. Der er stadig ingen tvivl om, at folk som Carapaz og Woods bør være bedre på en svær stigning som Erschmatt, men ligesom Alaphilippe gælder, at han bliver meget svært at sætte på en powerstigning i modvind. Her vil han også være livsfarlig, hvis han i et taktisk spil får sneget sig væk, for der er ikke mange, der kan køre stærkere end ham på en blød stigning som denne. Mest oplagt er han selvfølgelig Alaphilippes største rival i denne form for spurt, og selvom franskmanden plejer at være hurtigst, er de bløde procenter til Schachmanns fordel, ligesom han meget vel kan lukrere på større friskhed i kraft af umiddelbart mere overbevisende form. Dertil kommer, at han må være favorit, hvis Alaphilippe vitterligt eksploderer undervejs, og det gør ham til en glimrende kandidat.
En rytter, der må ærgre sig over, at målbjerget er så blødt, er Michael Woods. I dette løb synes canadieren at være i lige så flyvende form, som han har været gennem hele sæsonen, og hvis der skal gøres forskelle på Erschmatt, vil jeg tro, at det skal Woods og Carapaz. Et perfekt scenarium for Woods vil være, at de to kan gøre fælles front på den sværeste stigning, der med sine stejle procenter, passer canadieren perfekt, og skal de afgøre løbet i en tomandsspurt, vil han være favorit. Problemet er den tekniske og regnvåde nedkørsel, der gør det svært for Woods at holde sig fri af de teknisk stærkere og hurtigere folk, og derfor skal han nok lukrere på sin spurt til sidst. Her er de 5% til sidst lidt for moderat til, at han for alvor kan tro på at slå Alaphilippe og Schachmann, men umuligt er det trods alt ikke. Efter så langt og hårdt et løb kan det normale hierarki være ændret, og Woods bør alt andet lige komme lettere over Erschmatt. Dertil kommer, at hans tidstab på enkeltstarten måske gør, at han har lidt mere frihed i en taktisk finale.
De første dage har givet indtryk af en skræmmende stærk Richard Carapaz, der i forvejen er løbets på papiret bedste klatrer. Problemet er bare, at denne etape ikke er designet ideelt, og han lider i den grad under modvinden, præcis som Woods gør det. Med medvind havde han måske kunnet gøre en forskel på den stejle del af målbjerget, men nu ligner det en umulighed. Carapaz’ chance vil formentlig være at køre væk - evt. sammen med Woods eller andre - på Erschmatt og herefter spurte om det på toppen af Leukerbad uden de to hurtigste, Alaphilippe og Schachmann. Det er i modvind svært, men ikke umuligt, og Carapaz er i hvert fald en god nedkører. Samtidig skal man altså heller ikke helt afskrive Carapaz i en spurt, hverken i en lille eller en lidt større gruppe. Ecuadorianeren blev trods alt nr. 2 på 3. etape af Vueltaen bag Dan Martin, men foran en vis Primoz Roglic, der ikke er nogen nybegynder udi puncheurkunsten. Denne finale er dog noget blødere og nok også en anelse for blød til Carapaz. Til gengæld gør alle klogt i at frygte Carapaz’ fantastiske evne til at komme spurten i forkøbet med en forcering omkring den røde flamme. Noget lignende har givet ham sejre i puncheurspurter i Polen og Giroen (to gange), og kigger de hurtigste lidt for meget på hinanden, kan han gøre det igen.
Da dette er en rangering efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at have Marc Hirschi her, men det vil undre mig, hvis han kører med om sejren. Schweizeren er bestemt ikke dårlig, men hans defensive kørsel på muren forleden var milevidt fra den aggressor, vi så på murene sidste år. Hirschi synes at have god kurs mod formen frem mod Touren, men lige nu synes han at mangle for meget til at være med på Erschmatt, der er en anelse for svær en stigning for en formsvag Hirschi. Omvendt er han en eminent nedkører, og på våde veje kan han indhente meget, hvis tidstabet er begrænset. Er han først tilbage inden sidste stigning, bliver han reddet af modvinden og af den fladere finale. Efter den lettere del er der kun tale om 1000 m med 5%, og i en sådan afslutning bør Hirschi altså også være i stand til at true selv Alaphilippe, hvis ikke han er for udkørt. Men det kræver naturligvis, at han er med så langt.
Det var virkelig godt at se Wout Poels forleden. Efter an pause kan den hollandske lottokupon enten sidde i gruppettoen eller være flyvende, og heldigvis var han denne gang en gevinst. Han ramte muren i dårlig position, men kørte sig hurtigt op til fronten, og han virkede uhyre overbevisende i den flade finale. Vi skal ikke glemme, at han allerede rejste sig med en pæn Vuelta sidste år, og at han startede sæsonen som lyn og torden på Ventoux, inden et styrt ødelagde foråret. Denne etape er desværre ikke ideel for Poels, men Erschmatts stejle procenter passer perfekt. Han kan sagtens vise sig i stand til at gå med folk som Carapaz og Woods, og herefter vil der være muligheder. Han er faktisk ikke en ringe puncheur, men alle de ovennævnte slår ham i en spurt. Til gengæld har han tabt tid grundet den håbløse enkeltstart, og det kan give ham frihed i en taktisk finale uden hjælpere.
Den anden positive oplevelse forleden var Jakob Fuglsang, der leverede sit hidtil bedste indtryk i år. Desværre gælder også for ham, at målbjerget er for let, og desværre efterlod han ikke det indtryk, at han er tilbage på sit allerbedste niveau. Derfor vil jeg blive forundret, hvis han kører fra hurtigere folk som Schachmann og Woods (Alaphilippe er mere uforudsigelig), og da han samtidig er slået i en spurt af alle de ovennævnte (måske med undtagelse af Poels på en god dag), får han svært ved at vinde etapen. Fuglsang er dog en taktisk mester, når det handler om at snige sig væk til sidst. En sådan manøvre har givet ham en samlet sejr i Dauphiné og etapesejr i Romandiet, og det kan den gøre igen her, hvis der mangler hjælpere til at kontrollere bjerget til sidst.
Lucas Hamilton skuffede meget på 2. etape, men den stejle mur passede ham også dårligt. I forvejen har vi set, at han gerne er lidt rusten lige efter en pause, og hvis man stoler på, at han kan forbedre på samme måde, som da han kørte Liege og Romandiet i foråret, er alt håb bestemt ikke ude forud for de rigtige bjerge, der passer ham langt bedre. Han havde et bragende flot forår, og han har formentlig forbedret sig endnu mere, nu hvor alt peger i retning af, at han bygger form op mod en Tour-debut. Også han lider under en blød målstigning, for selvom han i Paris-Nice faktisk viste sig som en bedre puncheur end antaget, er han overmatchet i dette felt. Til gengæld var han uhyre snu, da han udnyttede det taktiske spil til at snige sig væk i Tirreno sidste år, og som en underdog, der endda har tabt tid, kan han gøre det igen.
En anden positiv overraskelse er Rigoberto Uran . Hans eget udsagn om, at han efter covid-19 var startet helt fra nulpunktet synes ikke at være helt retvisende. Han har i hvert fald været tæt på de bedste, og med tanke på, at han reelt ikke har kørt cykelløb for alvor i meget lang tid, bliver han formentlig kun bedre. Han har ikke længere niveauet til at køre fra de bedste, men han viste i Touren og i mandags, at han er konkurrencedygtig. En god afslutter er han også, men ikke nok til at vinde en spurt. Til gengæld kan han måske snige sig væk, som han gjorde, da han tog sin første Giro-etapesejr helt tilbage i 2013. Det kræver dog, at han lægger den alt for passive attitude, som desværre er hans varemærke, fra sig, som han heldivis har gjort med lidt stigende intensitet på det sidste.
Et af løbets uopklarede mysterier er, hvad der skete med Gino Mäder i går. Schweizeren lagde ellers ud som lyn og torden med at køre sig livs enkeltstart, inden han klarede den stejle mur, som slet ikke passede ham, til UG med kryds og slange. I går smed han pludselig tid på en uskyldig etape, og Bahrain har ikke forklaret hvorfor. Det gør ham til et temmelig usikkert kort, men hans start var så lovende, at han sagtens kan sidde med på den først etape, der passer ham. Som udgangspunkt skal han hjælpe Poels, men i en taktisk finale uden hjælpere kan han lukrere på sin frihed til at snige sig væk. Han er trods alt på hjemmebane, så den åbning kan Bahrain formentlig godt unde ham.
Efter at have set Argau var jeg ret optimistisk på vegne af Esteban Chaves. Som vi har set flere gange, er han ofte flyvende efter en pause, sidste år blandt andet i Burgos og Vueltaen og i år i Catalonien, hvor han genfandt sit gamle topniveau. I det lys var det svært skuffende at se ham blive sat på muren, der burde passe den ret eksplosive Chaves ganske glimrende, og med tanke på det niveau, han i foråret viste efter Catalonien, er der grund til bekymring. Han viste dog bedring ved den aktive deltagelse i gårsdagens angreb, og for at vinde denne etape skal han ikke være bedste mand. Ender det i en taktisk finale uden hjælpere, er Chaves i hvert fald ikke typen, der er bange for at gribe ud efter lykken.
Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Tiesj Benoot . Belgieren bliver bare og bedre til at klatre, men min forventning er stadig, at Erschmatt er for stejl en stigning til, at han kan matche Carapaz, når ecuadorianeren åbner op. Det betyder dog ikke, at han ikke kan havne i en gruppe på sidste stigning, der burde passe storartet til en kraftfuld fyr som Benoot. Han er slet ikke så hurtig længere, og derfor er hans eneste chance for at vinde, at han udnytter manglen på kontrol til at angribe. I det spil er Benoot til gengæld også et af de bedre bud, da han er en herligt aggressiv fyr. Alt sammen kræver det dog, at farten på Erschmatt ikke bliver for opskruet.
Hvor er det en skam, at Domenico Pozzovivo er så usikker på våde nedkørsler. Det kostede ham mere end 2 minutter i mandags, men faktisk tyder noget på, at han er i form. I hvert fald kom han i mål mindst 45 sekunder foran alle andre, der sad på den forkerte side af splittet, og det tyder på, at han er fløjet op ad muren i et desperat forsøg på at redde sit klassement. Det er klart, at han har været milevidt fra sit niveau i år, og at han ikke har alderen med sig, men situationen minder lidt om 2020, hvor han styrtede ud af Touren, men pludselig var genfødt i en Giro, hvor han sammen med Fuglsang lignede stærkeste mand i den første uges tid. Det er måske svært at regne med noget lignende denne gang, men hans kørsel i mandags indikerer, at han kan være så godt kørende, at han kan spille sit kort i en taktisk finale.
Samme evne har Marc Soler. Rygskaden fra Giroen synes ikke at hæmme ham alt for voldsomt, og det er ikke udtryk for dårlig form, at en fyr som ham falder fra på en stejl mur. De længere stigninger passer ham bedre, og i år har han klatret ret stabilt på et for ham ret højt niveau i både Romandiet og Giroen. Også han kan stadig få det for svært på Erschmatt, der er en anelse stejl og eksplosiv for ham, men den er bestemt ikke uoverkommelig, hvis han er tæt på Giro-formen. Han er i hvert fald ofte god i dårligt vejr, og hans evne til at snige sig væk i taktiske finaler er eminent. Den har nemlig inden for det sidste halve års tid givet sejre i både Romandiet og Vueltaen og tidligere en samlet sejr i Paris-Nice.
En af de ryttere, jeg virkelig glæder mig til at se, er Ben Tulett. I hele Mathieu van der Poels show har Alpecin beskyttet ham, og det tyder på, at de tror på den unge brite. Han overraskede de fleste med sit flotte niveau i Ardennerne, og selvom Liege blev en anelse for svært, var det en løfterig start. Han er mere dieselklatrer end puncheur, og derfor burde dette være bedre terræn for ham end Ardennernes eksplosive stigninger. Det virker ikke helt urealistisk, at han kan befinde sig i en gruppe på Leukerbad, og mens han ikke kan spurte, vil han være den underdog, ingen reagerer på, hvis han angriber.
Det har været godt at se Sam Oomen have et hæderligt niveau i dette løb, men med tanke på hans trængsler siden arterieoperationen har jeg svært ved at se ham pludselig være flyvende. Til gengæld håber jeg, at Jumbo giver Antwan Tolhoek lidt frihed. Den hollandske rytter er svært uforudsigelig, men han var ganske flyvende i Andalusien, hvor han endte som nr. 2 bag Miguel Angel Lopez. Desværre har han tabt tid på mandagens våde nedkørsel, og derfor frygter jeg, at han skal blive hos Oomen, hvis denne forventeligt får problemer på Erschmatt. Får han mere frihed end som så, tror jeg dog, at han har benene til at spille sine kort i en taktisk finale.
Ruben Fernandez gør sit bedste for at blive en lige så god lottokupon som Poels, og selvom han på det område ikke helt kan matche hollænderen, gør han det ganske godt. Han har gennem hele sin karriere været uhyre svingende, men efter skiftet væk fra Movistar har han ofte haft et relativt højt niveau. I år startede han ringe, men hans kørsel i Baskerlandet viste, at hans topniveau rækker langt i dette selskab, og forleden viste han fin form som hjælper for Guillaume Martin i Mercan’Tour Classic. Det er klart, at han er alt andet end favorit, men hans niveau i foråret giver mig håb om, at han kan sidde med til sidste og spille sine kort i en taktisk finale.
Endelig vil jeg nævne Neilson Powless og Stephen Williams. Powless er endelig kommet tilbage på sporet med en god Tour og et stærkt UAE Tour, inden resten af foråret var skuffende. Nu synes han i fremragende form efter en suveræn enkeltstart og god kørsel på muren forleden. Jeg vil stadig tro, at etapen her kan være lidt for svær, men jeg glæder mig til at se, hvor langt han kan komme. Endnu mere glæder jeg mig til at se Williams, der lignede et tabt talent, da en grim knæskade betød, at han stort set ikke kørte løb i sine to første år som professionel. Nu er han imidlertid klar til at vise, hvorfor han knuste al modstand i U23-løbet Ronde de l’Isard i 2018, og efter en god bjergetape i Catalonien har han i dette løb set godt ud. Med tanke på hans knæproblemer aner vi intet om hans fulde potentiale, men han synes at forbedre sig lynhurtigt nu, hvor han endelig kan træne regelmæssigt. Desværre frygter jeg, at han som holdkammerat til Poels og Mäder ikke rigtigt får nogen frihed.
Jeg regner med, at Mauri Vansevenant, en ellers velkørende Mattia Cattaneo, Eddie Dunbar, Pavel Sivakov og Rohan Dennis, hvis bjergben jeg glæder mig uhyre meget til at se, er rene hjælpere og ikke kan vinde etapen, og det samme gælder for Matteo Fabbro og James Piccoli, hvis gode form synes helt væk igen. Jeg glæder mig også til at se, hvor langt Tom Dumoulin kommer efter tre gode dage (det er klart, at han var forsigtig på mandagens nedkørsel), men det vil trods alt være overraskende, hvis han vinder. Pierre Latour viser klar bedring, men det vil undre mig, hvis han er med helt fremme på baggrund af hans seneste niveau, og Alexis Vuillermoz har i dag slet ikke samme niveau på lange stigninger som tidligere. En anden spændende rytter er Xandro Meurisse, der endelig synes at have fundet formen og har været suveræn i arbejdet for Van der Poel de seneste dage, men som trods alt næppe vinder så stor en bjergetape. Også Stefan de Bod har virket stærk og synes kommet god ud af højdetræningen sammen med Fuglsang trods den våde nedkørsel mandag, Nicola Conci, Niklas Eg, Andreas Leknessund, Kobe Goossens, Victor de la Parte, Nans Peters, Rui Costa, David de la Cruz, Hermann Pernsteiner, Roland Thalmann, Bob Jungels og Matteo Badilatti synes alle konkurrencedygtige, men næppe nok til at vinde, men til gengæld synes Hector Carretero at have tabt superformen fra maj, ligesom heller ikke Sergio Samitier, Mark Donovan, Antonio Tiberi, Gavin Mannion eller Thymen Arensman virker flyvende. Endelig må etapen være for svær for puncheurs som Benoit Cosnefroy, Andreas Kron, Gonzalo Serrano, Ivan Garcia Cortina og Alexander Kamp.
Som sagt kan et udbrud ikke udelukkes, men det vil kræve, at det er ryttere, der er stærke nok til at køre væk på det første bjerg og derefter gøre det færdigt, og som samtidig har tabt tid nok til, at elastikken kan blive lidt lang. Her har jeg allerede nævnt Gino Mäder som et bud, hvis tidstabet er stort nok., men også Antwan Tolhoek kan lukrere på sit tidstab, ligesom David de la Cruz, der igen tabte tid på en nedkørsel, kan det. Hvis han er frisk efter sit styrt, kunne man også nævne den meget talentfulde Maxim van Gils, hans holdkammerat Kobe Goossens, der ligeledes har været styrtet, Thymen Arensman, der altid finder gode ben i udbrud, Hector Carretero, der var så flyvende i maj, Mark Donovan, Sergio Samitier, Antonio Tiberi, hvis han kan genfinde benene fra Ungarn, Hermann Pernsteiner, Matteo Badilatti, Nans Peters, Stefan de Bod og måske Rui Costa og Domenico Pozzovivo. Og så virker Tom Dumoulin altså til at kunne vinde fra et udbrud, hvis han er frisk på at gøre forsøget.
BEMÆRK: Igen understreger jeg, at der er tale om vinderpotentiale og ikke en rangering af styrkeforholdet, hvilket er ganske afgørende på en etape med et blødt målbjerg.
Feltet.dks vinderbud: Julian Alaphilippe
Øvrige vinderkandidater: Maximilian Schachmann, Michael Woods
Outsidere: Richard Carapaz, Marc Hirschi, Wout Poels, Jakob Fuglsang, Lucas Hamilton
Jokers: Rigoberto Uran, Gino Mäder, Esteban Chaves, Tiesj Benoot, Domenico Pozzovivo, Marc Soler, Ben Tulett, Antwan Tolhoek, Ruben Fernandez, Neilson Powless, Stephen Williams
Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Antwan Tolhoek, David de la Cruz, Gino Mäder, Nans Peters, Tom Dumoulin, Hector Carretero, Hermann Pernsteiner, Stefan de Bod, Matteo Badilatti, Thymen Arensman, Antonio Tiberi
Tidligere udgaver af etapen
Du kan gense Diego Ulissis sejr fra 2018.