Il Lombardia-analyse: De kasserede gravøl
17. oktober 2019 17:00Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I lørdags rundedes den italienske klassikersæson af med et usædvanligt åbent og jævnbyrdigt Il Lombardia, hvor en snu og stærk Bauke Mollema udnyttede favoritternes spil til at snige sig væk til karrierens største sejr. Nedenfor analyserer vores ekspert, Emil Axelgaard, løbet og drager konklusioner på baggrund af årets sidste og hårdeste monument.

Highlights: Mollema tog karrierens største sejr i Lombardiet, mens Fuglsang blev firer

se mere cykling på

Har man hang til en brandert i efterårsferien, kan det måske være en god ide at søge mod Trek-mandskabets hovedsæde. Der er i hvert fald gode chancer for, at man ved at gennemrode de nærliggende container kan finde et større antal gravøl, som manager og Luca Guercilena og hans folk med stigende hast har haft travlt med at kassere for at få plads til det enorme kvantum champagne, som der i stedet har været behov for at konsumere i den seneste tid. Det er nemlig yderst dramatisk, hvordan en gennemført trist sæson på bare 13 dage er blevet forvandlet til noget, der næsten nu kan betegnes som en lille succeshistorie, der i hvert fald får folkene omkring holdet til at tage på vinterferie med tårnhøj motivation og tro på fremtiden.

 

Det er ellers i langt højere grad gravøl end champagne, der har været brug for hos det hold, der opstod ud af asken fra Radioshack, da al balladen omkring manager Johan Bruyneel og Lance Armstrong førte til en reorganisering af mandskabet, som oprindeligt var blevet sat op for at give den selvbevidste amerikaner fuld opbakning i forsøget på at vinde en sidste Tour i 2010 uden at skulle slås lige så meget med Alberto Contador som med konkurrenterne. Dengang var det kendt som sportens plejehjem, der mest af alt var hjemsted for en hel serie af sportens erfarne etapeløbsstjerner med en stamme udgjort af navne som Chris Horner, Andreas Klöden, Levi Leipheimer, Haimar Zubeldia og Armstrong selv. Det image blev kun svagt ændret, da holdet i 2012 fusionerede med det luxembourgske Leopard-Trek, der var ført an af Schleck-brødrene og Fabian Cancellara, og i de følgende år var holdet svært afhængigt af de navne, der i vidt omfang havde udgjort kernerne på de gamle Astana-og CSC-mandskaber.

 

Nogen gigant i sporten lykkedes det aldrig at blive. Efter Schleck-brødrenes fald fra tinderne var holdet i de følgende år mest af alt kendt som en schweizisk enmandshær i form af Cancellara, og de gemte sig derfor som regel et stykkede nede på diverse ranglister. Det var det, Guercilena ville forsøge at ændre, da han i 2016 med tilførslen af et par italienske kaffemillioner fra storsponsoren Trek-Segafredo lancerede en ambition om at vinde WorldTouren.

 

I første omgang blev den ambition sat på pause - dertil var nyerhvervelserne for få og for små frem mod en 2016-sæson, der mest af alt handlede om at give Cancellara et flot farvel - men i 2017 blev det store skyts rullet ud. Nok tabte man kampen om Vincenzo Nibalis underskrift til Bahrain-Merida - et smerteligt tab for de italienske donorer - men som erstatning indhentede man megastjernen Alberto Contador, der sammen med Bauke Mollema, som i 2016 havde været så uhyggeligt tæt på Tourens podium, skulle sikre, at holdet kørte med om podiet i alle tre grand tours. Samtidig ankom den dobbelt monumentvinder John Degenkolb som supplement til den fremadstormende Jasper Stuyven, og i Giacomo Nizzolo havde man en supersprinter med to på hinanden følgende Giro-pointtrøjer i garderoben. Med andre ord havde man alle flanker dækket af, og den brede trup lignede en, der seriøst kunne stræbe efter at udfordre sportens største mandskaber.

 

Det skete aldrig. Contador vandt aldrig ét eneste etapeløb i sin tid på holdet, og Mollema løb ind i det, der vel mest kan betegnes som en krise i årene 2017 og 2018. Degenkolb måtte trods en følelsesladet Tour-etapesejr på brostenene i 2018 snart sande, at hans grimme styrt i 2016 havde haft større konsekvenser end som så, og en drilsk knæskade betød, at Nizzolo blev reduceret fra supersprinter og italiensk mester til en rytter, der skulle være glad for blot at gennemføre sine cykelløb. Stuyven tog længere tid om at udvikle sig end først antaget, og derfor forblev holdet trods den kraftige kapitaltilførsel et relativt resultatfattigt hold.

 

Faktisk så det ud til, at endnu et lavpunkt skulle nås i år. Holdets ellers så lovende klassikertrup med Degenkolb, Stuyven, Mads Pedersen og Edward Theuns fejlede totalt i et forår, hvor tyskerens 2. plads i Gent-Wevelgem var eneste lille lyspunkt, og nyerhvervelsen Richie Porte ankom tilsyneladende til holdet, præcis på det tidspunkt hvor alderen syntes at have indhentet den engang så uhyre sejrssikre australier, der med ét gik fra at være Froomes værste rival til Tour-sejren i 2017 og 2018 til end ikke at kunne slutte i top 10. Mollema viste faktisk med en flot Giro sin bedste kørsel i flere år, men sejrskontoen forblev uhyre power. Kun Giulio Ciccone var med sin flotte Giro et lyspunkt, men da Porte og co. rullede ind i Paris som afslutning på Touren, stod sejrskontoen fortsat blot på 6, hvoraf de to endda var lidet prestigiøse nationale mesterskabstitler vundet i Letland og Irland af hhv. Toms Skujins og Ryan Mullen.

 

Men så igangsattes et lille mirakel, der blev anført af den ellers så fallerede danske guldfugl Pedersen. Efter at holdet havde vundet det uhyre stærkt besatte Deutschland Tour med Stuyven i begyndelsen af september, fulgte en magisk weekend, hvor Edward Theuns vandt Primus Classic om lørdagen, og Pedersen bragte sin tristesse til ende ved at køre alene hjem i regnen i GP d’Isbergues. Og kulminationen på miraklet kom den sidste søndag i september, hvor Mads fra Tølløse helt ud af det blå blev historiens første danske landevejsverdensmester med et gigaridt i den engelske syndflod, hvor han var bedst til at modstå elementernes rasen og satte hele verdenseliten til vægs.

 

Nu er det velkendt, at succes i sportens verdens ofte avler ny succes, og på den baggrund kan det vel ikke helt undre, at holdet fuldendte forvandlingen denne lørdag, da Mollema snød alle de største forhåndsfavoritter og med en sejr i Il Lombardia sørgede for, at det for få dage siden så skuffende Trek-mandskab nu sammen med Deceuninck ender som det eneste hold med sejre i to af sportens seks største endagsløb, hvoraf de sidste to fordeler sig på Astana og EF. Dermed har holdet pludselig vundet fire løb på bare tre uger, og selvom Pedersens VM-sejr teknisk set ikke tilhører Trek, er det en gigantisk omvæltning for et hold, der formentlig allerede var gået i tænkeboks for at finde en løsning på alle problemerne.

 

Nok var Mollemas og Pedersens sejre ikke forventede, men alligevel er der store forskelle. Hvor den danske triumf i den engelske regn ikke kan betegnes som andet end en gigantisk sensation leveret af en rytter, der bortset fra sejren i det lille løb i Isbergues stort set intet havde opnået i en generelt skidt sæson, havde Mollema længe haft noget kørende for sig. Ikke blot kørte han i Giroen sin bedste grand tour siden 2016, han har også kørt som en motorcykel i dette efterår. Efter flotte præstationer i Canada blev han verdensmester i holdstafet ved VM, inden han ankom til Italien, hvor han blev nr. 4 i Emilia, nr. 5 i sprinterløbet GP Beghelli og nr. 7 i Milano-Torino. Og med tanke på at de tre løb enten var for eksplosive eller for flade til at passe en mand med Mollemas dieselmotor, lå det da også i kortene, at han formentlig ville ende i en hovedrolle i et Il Lombardia, der med sin lange distance og mange højdemeter var som skabt til uopslidelige Mollema. Og en mand, der siden 2012 har en imponerende resultatliste i Clasica San Sebastian, hvor det er blevet til én sejr, to andenpladser, en tredjeplads, to femtepladser, en sjetteplads og en niendeplads, kan altså et eller andet i de lange og hårde endagsløb.

 

På den baggrund havde samme Mollema da også sneget sig op som nr. 6 på min egen favoritliste kun overgået af de Primoz Roglic, Michael Woods, Egan Bernal, Alejandro Valverde og David Gaudu, der alle havde vist flyvende og lidt mere synlig form end Mollema i optakten. Først og fremmest var det dog hans karakteristika mere end hans klasse, der betød, at han ikke helt kunne måle sig med de fem største favoritter, for mens man ikke kunne betvivle, at hollænderen ville køre finale, kunne man i den grad også stille spørgsmålstegn ved, om det ville blive til mere og andet end en sekundær placering.

 

Mollemas karakteristika indbefatter imidlertid også en evne, som han virkelig har forfinet i de senere år, nemlig evnen til at time et sent fremstød, når favoritterne har lidt for travlt med at kigge på hinanden. Det var sådan, han endelig vandt yndlingsløbet i San Sebastian i 2016, da han efter sin gigantiske Tour-skuffelse, hvor et styrt måske kostede ham podiet bare 48 timer inden afslutningen, udnyttede, at Valverde, Joaquim Rodriguez og Tony Gallopin havde lidt for travlt med at kigge på hinanden og derfor slet ikke var opmærksomme, da Mollema efter sidste stigning kørte alene væk, og det var sådan, at han i 2017 vandt en Tour-etape ved efter toppen på sidste stigning at snige sig væk fra en gruppe, hvor hurtige folk som Diego Ulissi, Gallopin, Primoz Roglic og Tiesj Benoot var lidt for opmærksomme på hinanden til at have øje for den snu hollænder.

 

Præcis det samme gentog sig denne lørdag på bredden af Como-søen. Efter at have leget gemmeleg i feltet det meste af dagens, mens forhåndsfavoritterne Valverde, Woods og Gaudu havde haft travlt med at angribe hinanden, og Roglic havde været travlt optaget af at agere politimand, kom Mollema tilbage til de forreste et stykke oppe ad løbets nye nøglestigning Civiglio, hvor det afgørende fremstød var sat ind i 2015, 2017 og 2018, efter at han i første omgang havde måtte opgive at følge de mere eksplosive folk. Og da Roglic, Woods, Valverde og co. nok engang inviterede til kollektivt globryllup, gik den snu hollænder direkte forbi, så i hvert fald Valverde og Roglic må have haft en følelse af deja-vu efter det, de tidligere oplevede i hhv. San Sebastian og Touren. Og da den kollektive tøven varede så længe, at Mollema i løbet af nul komme fem havde opbygget et forspring på et lille halvt minut, som ingenlunde falde i en gruppe, hvor favoritterne var så jævnbyrdige, at de ikke kunne ryste hinanden, men samtidig manglede et par hjælperyttere, der kunne organisere en jagt, stod det hurtigt klart, at der skulle et lille mirakel til, hvis ikke den hollandske dieselmotor skulle vise sig langtidsholdbar igen denne gang.

 

Selvom en regruppering betød, at den imponerende Jack Haig fik Adam Yates tilbage til gruppen i dalen mellem de to sidste stigninger, så briten kunne ofre sig for sin stærkere holdkammerat, havde det ingen nævneværdig effekt, for Yates var magtesløs mod den mere kraftfulde og formstærke Mollema. Og højst overraskende kunne selv den store forhåndsfavorit, Roglic, ikke gøre noget større indhug i forspringet, da han pludselig udnyttede en gigantisk blunder i favoritgruppen til at snige sig væk inden den sidste stigning, San Fermo della Bettaglia. Og da det heller ikke her lykkedes de uhyre jævnbyrdige forhåndsfavoritter at bringe hinanden i væsentlige vanskeligheder, var den flyvende hollænder definitivt fløjet hjem til karrierens største sejr, der blev opnået med det, der vel efterhånden kan døbes ”en Mollema Classic”, nemlig ved at snige sig væk, mens de hurtigere og stærkere folk glemmer, at der altså også er en hollandsk klasserytter, man skal holde øje med.

 

Mollemas triumf blev dermed en konsekvens af, at løbet denne gang var lidt for jævnbyrdigt. Modsat i 2015 og 2018, hvor hhv. Vincenzo Nibali og Thibaut Pinot havde været så overlegne, at de kunne køre fra alt og alle på Civiglio, eller i 2017, hvor samme Nibali og Pinot udkæmpede en drabelig og meget mere enkel duel, som Nibali i kraft af en god nedkørsel trak sig sejrrigt ud af, var der denne gang alt for mange ligeværdige favoritter. Og i et løb, der er så hårdt, at hjælperyttere som regel er en større mangelvare end vand på en solskinsdag i Sahara, åbner det altid døren for, at vinderen bliver den smarteste, men ikke nødvendigvis den stærkeste. Og det har altså nu tre gange på fire år i et stort løb vist sig at være Mollema.

 

Det kan særligt Valverde naturligvis ærgre sig over. Mens Roglic, Bernal og Woods nok skal få chancen igen, er det klart, at antallet af forsøg efterhånden nærmer sig nulpunktet for den spanske veteran, der vil være 40 år, når den 114. udgave af Il Lombardia afvikles om et års tid. I stedet blev det til en tredje 2. plads i et monument, som det stadig er helt ufatteligt, at en af historiens største ardennerryttere endnu ikke har vundet, og som det nu bliver mere og mere sandsynligt, at han aldrig nogensinde vil vinde. Og samtidig blev det til nok en 2. plads i en sæson, hvor netop 2. pladser har været et tema for den spanske sejrsmaskine, der ellers altid har været kendt for at være umulig at slå. Sådan har det imidlertid ikke været i et 2019, hvor det blot er blevet til fem sejre, men hele 13 2. pladser, og hvor han snarere har været kendt som den evige toer. Og hvis nogle havde et håb om, at det blot var udtryk for regnbuetrøjens forbandelse, må de tro om, efter at Valverde i sin vel hidtil bedste italienske efterårskampagne netop blev nr. 2 i tre af sine fem løb.

 

Alligevel kan Valverde ikke tillade sig at være utilfreds. Et katastrofalt forår med et kollaps i Catalonien og et lille sammenbrud i Ardennerne fik mange til for 117. gang at sende spanieren på pension. Den tese har han imidlertid nok engang tilbagevist med sin bedste Tour i flere år, en 2. plads i Vueltaen og nu altså et Il Lombardia, hvor man i hvert fald sagtens kan argumentere for, at Valverde lignede stærkeste mand. Og dermed kan vi nok også regne med, at spanieren såmænd vil være der igen, når det internationale cykelcirkus byder op til 2020-sæsonen.

 

Det vil Roglic naturligvis også være, selvom det ikke lykkedes det slovenske monster at krone en sæson, hvor han ubetinget har været den bedste rytter, med at skrive en første monumentsejr på sit efterhånden alenlange cv. Dermed nåede antallet af løb, han i år ikke vandt, op på hele fem, da Il Lombardia nu skal føjes til en liste, der også tæller Giroen, de slovenske mesterskaber samt begge de to individuelle VM-løb. Med tanke på, at sloveneren derudover vandt alt andet, uanset om vi taler om ugelange etapeløb, endagsløb eller grand tours, og at det endda skete i en kalender, hvor de uhyre stærkt besatte Giro dell’Emila og Tre Valli Varesine var de eneste løb, som ikke var enten et mesterskab eller en del af WorldTouren, er det svært for det slovenske overmenneske at være utilfreds med en sæson, hvor han i kraft af sine enorme stabilitet og skræmmende alsidighed er en uhyre fortjent nr. 1 i på verdensranglisten. Og måske var det meget sundt for de kommende års spænding, at Roglic ikke endte med at gøre rent bord ved at vinde sine tre første endagsløb på otte dage i en sidste uge, hvor de fleste ellers troede, at han måtte være træt efter et skuffende VM.

 

Løbet blev på mange måder også en påmindelse til Roglic om den nye virkelighed, der følger af klasse. Den har Valverde levet i længe, og derfor var det ikke ny for ham at opleve en situation, hvor ingen ville samarbejde med ham. Den situation skal Roglic imidlertid først lære at forstå, men det vil han formentlig få rig lejlighed til. Vi så allerede i Giroen, hvordan Roglics favoritstatus blev udnyttet af den ene outsider efter den anden til at snige sig væk fra en alt for ofte isoleret slovener - mest fatalt var det, at han lod Richard Carapaz køre på den første store bjergetape - og vi så det samme i lørdags, hvor det var Roglic, der fik ansvaret for at lukke de fleste huller. Og på den baggrund er det meget heldigt for ham, at han i det kommende år kan se frem til at få opbakning af et Jumbo-mandskab, der alvorligt konkurrerer med Ineos om titlen som verdens bedste etapeløbshold, for selvom de efter en lang sæson ikke helt kunne sidde hos kaptajnen på Civiglio, hvor Mollema derfor kunne køre væk, kan Roglic finde trøst i, at han i det kommende år også har en støtte, som hans nye status som verdens bedste cykelrytter berettiger til.

 

Det er også en ny virkelighed, Michael Woods skal lære at leve med. Selvom sejren i Milano-Torino faktisk var hans første i et endagsløb, er det umuligt at undslå sig det faktum, at den canadiske eksløber på kort tid i en alder af nu 33 har etableret sig som en af verdens absolut bedste i de længste og hårdeste endagsløb. Potentialet viste han første gang med en top 10 i Liege i 2017, og det blev i 2018 fulgt op af en 2. plads i det belgiske monument og en bronzemedalje til et VM, hvor han lignede klart stærkeste mand. Og i år var han en af de tre bedste på sidste stigning i Liege, inden han altså kørte så stærkt i Milano-Torino, at han i Lombardiet havde fået placeret så markant et mærkat på ryggen, at han rivalerne var der som en mis, hver eneste gang han rørte på sig. Og dermed fik han måske lidt for hurtigt vist, hvor god han egentlig er, for havde han ikke knust al modstand med en magtdemonstration i Torino, ville et resultatfattigt efterår nok have givet ham en underdogstatus, der i stil med Mollemas meget vel kunne have ført til sejr. Fremover må Woods nok indstille sig på, at den tid nu er ovre, og at han ligesom Roglic og Valverde vil tælle som en kronisk favorit i ethvert større kuperede endagsløb, han kører.

 

Den favoritstatus har Egan Bernal længe lært at leve med, men det har indtil nu kun været i etapeløbene. Hans kørsel i de seneste italienske endagsløb, hvor han mest af alt har leveret det ene dieselagtige comeback efter det andet, viser da også, at han ikke er prototypen på en eksplosiv endagsrytter. Alligevel siger det alt om den tårnhøje klasse, Tour-kongen har, når han efter al den megen festivitas kan komme så stærkt tilbage til Europa, at han kan forlade de italienske efterårsklassikere med en sejr, placering som nr. 2, 6 og 9 samt nu altså også en første podieplads i et monument. Og selvom han længe lignede en mand, der havde nok at gøre med blot at følge med, var det udtryk for hans enorme holdbarhed og dieselmotor, at hans ben alligevel viste sig så gode til sidst, at det var ham og ikke en af de mange andre stjerner, der endte på podet.

 

Og endelig siger det alt om hans kolossale dedikation, at han blev den første førstegangsvinder af Touren siden Marco Pantani i 1998 til at kunne genfinde så markant en sidste formtop, at han trods utallige mediebegivenheder rent faktisk kunne vinde et løb i efteråret (Bradley Wiggins' Ol-guld fulgte som bekendt i umiddelbar forlængelse af Tour-sejren). Det hører nemlig i den grad til sjældenhederne, at en nykåret Tour-vinder efter sin første sejr har kunnet finde tilstrækkeligt med fokus, og ikke siden Carlos Sastre i 2008 har vi haft en sådan debuterende Tour-vinder, der også har kørt stærkt i sidste del af sæsonen - et vidnesbyrd om den uhyggelige dedikation, der lige så meget som de fysiske fortrin er Bernals største talent. Betænker man samtidig, at ”mini Bernal”, Ivan Ramiro Sosa, i Piemonte og Lombardiet konfirmerede sit fantastiske potentiale ved at finde en fornem form ud af det blå, og at Gianni Moscon med en 4. plads ved VM, stærk kørsel i Varese og en flot 19. plads i Lombardiet endte en trist sæson med lidt opmuntring, var det slet ikke en ringe sæsonafslutning for Ineos, der i år ellers ikke har haft helt så meget succes, som de plejer - hvis man da kan tillade sig at sige det om et hold, der opnåede en dobbeltsejr i Touren og vandt både Paris-Nice, Tour de Suisse og Tour de Pologne.

 

Det samme kan man bestemt ikke sige om Jakob Fuglsang. Hvor briterne måske underpræsterede en anelse i forhold til deres vanlige standard, oplevede den danske veteran i en alder af 34 sin anden ungdom og kørte en sæson, som de færreste kunne have forestillet sig end ikke med den mest optimistiske klaphat spændt sikkert ned over ørerne. På den baggrund var det kun passende og fuldt fortjent, at danskeren kronede et stort år med en formen 4. plads i Il Lombardia, hvor han ellers har haft det svært siden den første 4. plads for snart et årti siden, og selvom han aldrig fandt forårets guldform igen, er det svært at være utilfreds med en sæsonafslutning, der bød på en første grand tour-etapesejr, et topresultat i et monument og et flot VM på en rute, der ikke just var ham.

 

Det eneste, han helt sikkert vil ærgre sig over, var, at det var Mollema og ikke ham, der var tilstrækkeligt snu i finalen - en snilde, han ellers har vist, da han lavede ”en Mollema” i forbindelse med sejren på kongeetapen i Romandiet sidste år og i forbindelse med OL-sølvet i 2016. Men ligesom Roglic og Woods må Fuglsang nok sande, at der med succes ikke just følger frihed, og det så da også ud til, at sejren i Liege gjorde ham betydeligt mere overvåget end den sejrende hollænder. Til gengæld kan han glæde sig over, at han nok engang viste sit store potentiale i de længste endagsløb, efter at han havde virket temmelig rusten i de mere eksplosive og kortere løb tidligere på ugen.

 

Lidt af det samme kan siges om Emanuel Buchmann. Det stod ellers klart, da han i Piemonte ikke kunne byde Bernal megen modstand var langt fra den form, der har gjort ham til en af sæsonens helt store åbenbaringer med en 4. plads i Touren som højdepunktet. Alligevel kom hans dieselmotor så meget til ret i det lange og opslidende Il Lombardia, at han ikke blot kunne køre finale, men sågar trods sin ikkeeksisterende spurt kunne overspurte hurtige Pierre Latour i kampen om 8. pladsen. Tager man samtidig i betragtning, at han undervejs tilbragte et langt dalstykke i et frugtesløst udbrud sammen med Tim Wellens på et tidspunkt, hvor tilstedeværelsen af Roglic-hjælperne Robert Gesink, Sepp Kuss og George Bennett gjorde det til halsløs gerning, kan man kun gisne om, hvorvidt det var ham, der kunne have lavet ”en Mollema”, hvis han havde været lidt mere koldblodig. Og netop koldblodighed er måske hans største mangel, efter at han formentlig smed en sikker sejr i Dauphiné lige i armene på Fuglsang ved at smide en masse tid som følge af et tidligt udbrud på den hårde 2. etape. På den anden side var det jo også netop risikovilligheden, der var baggrunden for hans gigantiske soloridt i Baskerlandet Rundt, og som også Helle Wallays viste 24 timer senere i Paris-Tours, belønnes mod og initiativ ofte i cykelsporten.

 

Det initiativ havde Jack Haig ikke overskud til at vise, men det skal ikke slette indtrykket af et efterår, hvor australieren har været en af de helt store oplevelser. Det kan godt være, at det ikke helt kan ses i resultatlisterne, men efteråret 2019 var måske mere end Giroen 2018 perioden, hvor Haig for alvor viste sit enorme potentiale. Tredjepladser i Bretagne og GP Beghelli - to flade løb, der slet, slet ikke passede til en dieselklatrer som ham - blev fulgt op af et fabelagtigt GP Quebec, hvor han i endnu et løb, som slet ikke passede ham, kørte alene op til Julian Alaphilippe, Greg van Avermaet, Diego Ulissi og Peter Sagan på den sidste bakke, samt en italiensk klassikerkampagne, hvor punkteringer i Emilia og Torino skjulte, hvor forbandet stærk han virkelig var. Det fik vi heldigvis lov at se denne lørdag i Lombardiet, hvor han blev en fornem nr. 6 of var så overbevisende, at forhåndskaptajnen Adam Yates, der ligesom for to år siden måtte sande, at han fortsat mangler den nødvendige robusthed på de længste og sværeste dage til at omsætte et topresultat i det eksplosive Milano-Torino til Lombardiet-succes, til slut ofrede sig 100% for sin holdkammerat, der ellers mere end mange andre har oplevet, hvordan det er at sælge egne chancer til fordel for andre.

 

Den anden med spænding imødesete guldfugl var David Gaudu, men han blev en af dagens skuffelser. Skuffelse er måske så stort et ord, for den unge franskmand med det skoledrengsagtige ansigt var ubetinget en af de stærkeste, men som i Milano-Torino i onsdags fik han måske brændt lidt for meget krudt af med et par angreb, hvor han distancen taget i betragtning nok burde have holdt sig lidt mere i ro. Den iver synes da også sammen med manglende stabilitet at være hans største svaghed, men mon ikke han finder en løsning på de problemer, hvis han fortsætter med at udvikle sig i samme takt som i et 2019, hvor han har været en af årets store oplevelser. Og det siger en del om FDJs stadig større bredde, at de i Pinots fravær og uden en sygdomssvækket Sebastien Reichenbach alligevel kunne køre monumentfinale med to mand, efter at Rudy Molard bekræftede den superform, han viste gennem alle de italienske klassikere.

 

Der var også andre, der imponerede. Enric Mas sluttede en generelt trist sidste sæson hos Deceuninck med en stærk afslutning i to endagsløb, der ellers næppe nogensinde bliver den store styrke for en mand, der først og fremmest er kendt for sin restitution, og det kan blive endnu bedre, hvis han vinder sit sidste løb i den blå trøje, WorldTour-finalen i Tour of Guangxi. Pierre Latour endte en sæson, der ellers hovedsageligt blev ødelagt af skader, med at finde sit højeste niveau til de italienske klassikere, hvor han viste den aggressivitet, der gør ham til en herlig og underholdende rytter. Rafal Majka fuldendte sin bedste sæson i mange år med et pænt Lombardiet. Og veteranerne Gorka Izagirre, Giovanni Visconti, Mathias Frank og Pierre Rolland sluttede stærkt af i en sæson, der ellers for alles vedkommende i første del af året hovedsageligt bød på skuffelser.

 

Det gjorde det også for Dan Martin, der endte en gennemført fiaskosæson med endnu en nedtur, og selvom man kan betvivle om Israel Cycling Academy er det bedste valg, står det vist klart, at han hurtigt skal lægge det ikke alt for vellykkede UAE-eventyr på hylden. Tiesj Benoot glæder sig sikkert også til en frisk start på Sunweb, efter at et flot Milano-Torino slet ikke blev fulgt op af et stort Lombardiet, der formentlig alligevel blev lidt for svært for belgieren, der skulle slæbe sin store krop op over de 27% på Muro di Sormano, hvor han første gang tabte kontakten og blev sendt på bagkant. Holdkammeraten Tim Wellens viste sit vanlige mod ved at angribe tidligt på en rute, der på papiret var lidt for hårdt, men som Buchmann måtte han sande, at Jumbo på det tidspunkt stadig var for stærke. Og Davide Formolo fik efter Vuelta-styrtet aldrig mulighed for at vise, at han i 2019 har skrevet sig ind som en af verdens bedste i de længste og hårdeste endagsløb.

 

Det har Mollema efterhånden også. Med sejre i San Sebastian og Il Lombardia, flere sekundære podiepladser i San Sebastian samt top 10-placeringer i alle tre ardennerklassikere, herunder en 4. plads i årets Fleche Wallonne, har hollænderen efterhånden sat en fed streg under, at han er mere end blot etapeløbsrytter. Og selvom en trist sæson aldrig kan været noget at stræbe efter, har det også af og til sine fordele at være den oversete underdog. Det har Mollema nemlig nu med sin kombination af snilde, timing og rå power benyttet til at tage karrierens tre største sejre, præcis som Pedersen benyttede det til at blive den mest uventede verdensmester i 20 år.

 

Med så stærk en sæsonafslutning bliver det måske sværere for Trek-drengene, der næste år forstærkes med Vincenzo Nibali, at spille rollen som outsider, men det lever de nok med, efter at to magiske uger med ét forvandlede en katastrofesæson til noget, der vel kun kan betegnes som en pæn succes, og som pludselig fik holdets personale til at afbestille den faste levering af gravøl til fordel for en lind strøm af champagne. Smagen af den søde drik er helt sikkert også sjovere at gå på vinterferie med den bitre eftersmag, kun gravøl kan give.

INFO
Optakter
Nyheder
Il Lombardia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Van der Poel overvejer Tour-debut i Danmark

U19 og U23: Danske bruttotrupper til landsholdet er bekræftet

Yorkshire-etapevinder må tage skridtet ned

DBC afholder tredagesløb med Michael Mørkøv på startlisten

Martin om Touren: Top ti er muligt

Den olympiske mester tog seks ugers ferie: Jeg havde brug for det

Test: Giant Defy Advanced Pro O Disc

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

ONSDAG

GOOD VIBES ONLY - DCU-kvindecamp - cykelglæde, netværk og nye udfordringer

Theuns om regnbuetrøjen: Giver os alle et ansvar

Tour de Hongrie håber på at tiltrække WorldTour-stjerner med ny placering

Slut med Vuelta Aragón - igen

2019-sæsonen: 10 mindeværdige øjeblikke

Stil spørgsmål til Feltet.dks ekspert

Van Dijk efter forfærdeligt styrt: Hvert lille skridt føles som en sejr

Mads P. og Mørkøv danner par nummer syv ved to danske banestævner

Produktnyt: Specialized Turbo Creo SL Comp Carbon

LeMond: Bernal skal ikke hjælpe Froome i Touren

61 ryttere pensioneres efter 2019 – Her er listen

Spanier bliver Ineos’ anden nye rytter i 2020

Deutschland Tour til Bayern i 2020 – fans bestemmer hvor

Sacha Modolo rygtes til Corendon-Circus

DCU bruger e-cykling til at støtte kampen mod rygning

Motion: Niner’en - den endelige dom

Cummings indstiller modvilligt karrieren

TIRSDAG

Ugens tilbud - de fem skarpe fra cykelsøgemaskinen

Degenkolb: Målet er at nå et nyt niveau med Lotto Soudal

Harry Tanfield kritiserer kommunikationen fra Katusha-Alpecin

Bettiol: Forskel på mænd og kvinders præmiepenge er en skændsel

Van der Poel forkorter sin cross-sæson yderligere

Bjergrig Tour of the Alps-rute præsenteret

Norsk sprinter får Grand Tour-debut i 2020

Enrico Gasparotto skifter nationalitet

Danish Bike Award lukker: ”Opbakningen mangler”

Burgos BH forlænger med fire ryttere

Mads Pedersen sæsondebuterer i Australien

Bennati stopper karrieren

Produktnyt: Assos udvider Equipe kollektionen til de kølige måneder

MANDAG

Fuglsang bekræfter: Går efter Giroen

Team O.B Wiik forlænger med uheldig dansker

Mads Würtz får tidligere Contador-løjtnant og belgier som holdkammerater

Lappartient uddyber idé om kæmpe VM-projekt

Bror-Bonifazio og Bouhannis lead-out-mand tager til Total Direct Energie

Bonifazio forlænger med Direct Energie

Dobbelt op på danske OL-billetter

Indurain: Forundret over Movistars holdstruktur

Brian Holm: Garrison kan blive lige så god som Alaphilippe og Kwiatkowski

De Marchi raser over manglende hensyntagen fra bilist

Kittel: Forstår godt Dumoulins farvel til Sunweb

Majerus sætter konkurrenterne til vægs i EKZ CrossTour Hittnau

Meisen tager suveræn sejr i EKZ CrossTour Hittnau

Unzué: Valverde kører Touren inden OL

Ghys og De Ketele vinder seksdagesløbet i Gent

Find det rigtige cykelprodukt

Transferlisten 2019-2020 - WorldTour

Transferlisten 2019-2020 - ProTeams

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

SØNDAG

Suveræn sejr til Mathieu van der Poel i DVV Trofee Hamme

Mattias Skjelmose Jensen skifter til luxembourgsk talenthold

Annemarie Worst tog sejren i DVV Trofee Hamme

CCC-rytter skifter hjem til det portugisiske

Schweizisk talent til Quick-Steps udviklingshold inden EF Education First

Rigoberto Uran er tilbage på cyklen efter slemt styrt

Tidligere WorldTour-rytter suspenderet af det italienske cykelforbund

Vueltaen lægger muligvis vejen forbi Col du Tourmalet

Medie: Fuglsang kører Giroen og Lopez debuterer i Touren

Oliver Wulff vinder omgang på tid for fjerde dag i træk i Gent

LØRDAG

Van der Poel: Ville vinde for morfar

Worst var bedst i Tjekkiet

Van der Poel vinder i Tábor efter forfærdelig uge

Latour klar til rollen som Tour-kaptajn efter frustrerende sæson

Stort fotogalleri fra Danish Bike Award

Banerytter med OL-guld trækker sig tilbage

Rohan Dennis risikerer at miste millioner

Ewan sejrede i Shanghai

Tour-dansker fortsætter hos Israel

FREDAG

Vinderne ved Danish Bike Award 2019

Se Danish Bike Awards live på Feltet.dk

Genoplev samtlige danske UCI-sejre i 2019

Vueltaen 2020: Stor etape kan få mål i Frankrig

Stjernerne får ikke kassen: Jumbo-Visma har kun det ottendestørste budget