Løbets rolle og historie

UCI har gjort store fremskridt i deres bestræbelser på at globalisere cykelsporten, og det har i mange år været en erklæret mission at udbrede sportens fineste serie, WorldTouren, til så mange kontinenter som muligt. Efter at have været et rent europæisk anliggende i de tidlige år forlod man for første gang sportens moderkontinent i 2008, hvor Tour Down Under gjorde sit indtog i den fornemste række. To år senere kom Nordamerika med, da de to canadiske løb GP Quebec og GP Montreal allerede i deres første sæson blev en del af det fine selskab, og UCI lagde allerede dengang op til, at også Asien stod foran en snarlig debut. Længe det så det ud til, at det veletablerede Tour de Langkawi ville blive indlemmet, men det var samtidig klart, at der var store økonomiske interesser i at få gjort den store kinesiske befolkning interesseret i sporten.

Resultatet blev, at det malaysiske løb i Langkawi blev overhalet indenom af UCI selv, der forud for 2011-sæsonen etablerede en selvstændig arrangørorganisation, Global Cycling Promotion, der i samarbejde med de kinesiske myndigheder etablerede det helt nye Tour of Beijing, som med det samme blev en del af WorldTouren og ovenikøbet fik æren af at være den helt store finale, der i midten af oktober skulle krone den samlede vinder af serien. Modtagelsen fra holdene var mildt sagt behersket. Interessen fra rytterne for at skulle en tur til Kina på en tid af året, hvor alle kun drømmer om ferie, var i den grad til at overse, og samtidig var det en bekostelig og tidskrævende affære at sende en delegation til den anden side af jorden på et tidspunkt, hvor man var på vej på vågeblus. I kraft af løbets placering på WorldTouren var holdene imidlertid tvunget til at deltage, og da WorldTour-point i den periode var livsvigtige for overlevelse, var de samtidig nødt til at tage det seriøst.

Det lykkedes faktisk løbet at tiltrække ganske stærke felter med mange stjerner, og selvom løbet var præget af frygt for luftforurening, mangel på tilskuere og temmelig mange kedelige sprinteretaper, var der også undervejs ganske underholdende cykelløb på fornemt niveau. Første udgave var ganske vist en kedsommelig affære, der blev afgjort på løbets enkeltstart, og som Tony Martin vandt i overlegen stil. I de følgende år sammensatte man imidlertid mere underholdende ruter med blandt andet en afslutning på en ganske hård stigning i 2013 og 2014. Martin sejrede igen samlet i 2012, da han med et soloangreb skabte sin egen enkeltstart, efter at arrangørerne efter fiaskoen i 2011 havde taget tidskørslen af programmet, og i de følgende år sejrede hhv. Benat Intxausti og Philippe Gilbert.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Kritikken af løbet fortsatte imidlertid igennem alle årene, og holdene kom aldrig til at elske begivenheden. Samtidig fik det aldrig for alvor økonomisk luft under vingerne. I 2013 og 2014 prøvede UCI to gange at stable et nyt løb, Tour of Hangzhou, på benene, der sammen med løbet i Beijing skulle udgøre en stor WorldTour-finale i Kina med hele to ugelange etapeløb, men begge gange blev løbet aflyst. Allerede da blev det klart, at projektet i Beijing ikke var bæredygtigt, og at UCIs rolle som løbsarrangør slet ikke fungerede, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da man i 2014 annoncerede, at Bejing-begivenheden ikke ville vende tilbage i 2015.

Siden da blev der i en periode ikke gjort forsøg på at få WorldTouren tilbage til Kina, men det betød ikke, at der har været stille på den kinesiske kalender. Tværtimod er der siden da skudt en hel stribe ganske stærkt besatte og ofte meget sprintervenlige etapeløb op i landets mange turistregioner. Tour of Quinghai Lake har i mange år været en stor begivenhed i juli, og i de senere år er Tour of Xingtai samt Tour of China I og II blevet fast etablerede begivenheder i anden halvdel af sæsonen. Flere af de europæiske prokontinentalhold slutter nu også sæsonen af i sprinterløbene Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake, hvoraf førstnævnte faktisk også flere gange har haft deltagelse af WorldTour-hold.

Kun løbet i Hainan har imidlertid luftet interesse for at blive en del af WorldTouren, og der er siden kollapset i Beijing ikke gjort seriøse forsøg på igen at blive en del af det fine selskab. Det ændredes der imidlertid på i 2017, hvor WorldTouren som bekendt blev udvidet mærkbart. Ganske vist blev Kina i første omgang forbigået, da den nye WorldTour-kalender blev annonceret i sommeren 2016, men helt usædvanligt udvidede UCI først på året, hvor sæsonen egentlig var i gang, den fine serie ved at tilføje det spritnye Tour of Guangxi som den store finale i anden halvdel af oktober. Ikke mange var bekendt med planerne, der kom ud af det blå, men UCI var ikke sene til at slå til, da chancen for igen at øge interessen for cykelsporten i Kina dukkede op.

Det er nærliggende at sammenligne Tour of Guangxi med Tour of Beijing, idet de begge er nyetablerede begivenheder, der i deres første udgave er kommet på WorldTouren som seriens sidste begivenhed. Der er imidlertid markante forskelle. Først og fremmest er UCI ikke længere involveret i arrangementet via Global Cycling Promotion, og der er dermed en helt klar adskillelse mellem arrangørgruppen og sportens ledende organ. Der er med andre ord tale om et kinesisk initiativ, der godt nok har fuld opbakning fra sportens top, men som ikke er lanceret af UCI selv.

Endnu vigtigere er det, at løbet har haft er samarbejde med den meget stærke Velon-organisation, der består af flere af de største WorldTour-hold, og som arbejder for at sikre et mere bæredygtigt indtægtsgrundlag for sportens mandskaber ved blandt andet af arrangere den nye Hammer Series og etablere partnerskaber med andre løb. Det var blandt andet et sådant samarbejde, der gav Abu Dhabi Tour luft under vingerne, og håbet er, at det samme vil ske for Tour of Guangxi.

Betydningen af dette samarbejde kan næppe overvurderes. Som nyt WorldTour-løb har man i Kina ikke krav på deltagelse fra sportens 18 bedste mandskaber, og man skal derfor aktivt gøre en indsats for at sikre så stærkt et felt som muligt. Som det Tour of Turkeys og Tour of Beijings triste skæbne viser, er det bestemt ikke let at overtale holdene og rytterne til på denne tid af året at rejse til et andet kontinent for at køre cykelløb - heller ikke selvom der er WorldTour-point på spil. Samarbejdet med Velon har imidlertid betydet, at medlemsholdene fra start har forpligtet sig til at deltage, og faktisk havde man i 2016 held til at tiltrække næsten hele topfeltet, da kun franske hold, FDJ og Ag2r, blev hjemme.

Velon-forbindelsen betyder imidlertid også, at medlemsholdene forpligter sig til at promovere løbet aktivt, blandt andet via sociale medier, og at holdene prioriterer at sende store stjerner. Resultatet blev et mildest talt fremragende startfelt, der langt overgik, hvad man kunne forvente af et løb i anden halvdel af oktober. Julian Alaphilippe, Mikel Landa, Fernando Gaviria, Wout Poels, Bauke Mollema, Dylan Groenewegen, Michael Matthews, Wilco Kelderman, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Jakob Fuglsang, Leopold König, Sep Vanmarcke, Tim Wellens, Lars Boom og Giacomo Nizzolo var blot et udpluk af de store navne, som man med held havde kunnet overtale til at forlænge deres sæson med flere uger efter deres sidste store løb. Kombinationen af aktiv markedsføring og stjernenavne, der i sig selv vækker opsigt, lagde i hvert fald et solidt fundament for en vis grad af succes.

Endelig er det slet ikke dumt for løbet at blive afviklet som sæsonfinale. Tidligere så vi, hvordan Alberto Contador og Alejandro Valverde i 2014 overvejede at stille til start i Beijing, fordi kampen om den samlede WorldTour-sejr stadig var knivskarp. I 2017 er det slet ikke utænkeligt, at Alaphilippes deltagelse skyldtes Quick-Steps kamp med Sky om den samlede WorldTour-sejr. Nu hvor WorldTour-ranglisten er afskaffet til fordel for den rullende verdensrangliste, er den appel fra 2019 gjort mindre, men ddsigten til relativt ”billige” point kan imidlertid ofte inspirere nogle af de mindre hold til at møde med slagkraftige mandskaber, som man ofte så det i Beijing.

Tilsyneladende kunne holdene lide, hvad de blev budt i 2017. I hvert fald var der til den anden udgave i 2018 fuldt hus af WorldTour-mandskaber, da alle 18 hold stillede til start i Kina. Stjerner manglede der bestemt heller ikke i et felt, der talte navne som Arnaud Demare, Richie Porte, Rigoberto Uran, Dylan Groenewegen, Philippe Gilbert, Gianni Moscon, Pascal Ackermann, Jasper Stuyven, Fabio Aru, Matteo Trentin og Sep Vanmarcke.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Egentlig så det dermed ud til, at grundstenen til noget stort var lagt, men faktisk har det knebet for de kinesiske arrangører at undgå en negativ spiral. Allerede sidste år var antallet af stjerner betydeligt lavere end til debuten, og endnu værre er det gået i 2019, hvis udgave ser ud til at være den svagest besatte af de første tre - sjovt nok på et tidspunkt, hvor udsigten til en UCI-reform har gjort kampen om point vigtigere end i mange år. I hvert fald savner man denne gang for første gang hele tre WorldTour-hold, idet de to franske hold, Ag2r og FDJ, for anden gang bliver væk, og denne gang har et af sportens største hold, Movistar, også valgt at ende deres sæson sidste weekend i Europa. Samtidig er feltet det klart svageste hidtil, for selvom den flade rute stadig har appel til store sprinternavne som Pascal Ackermann, Fernando Gaviria, Matteo Trentin, Danny van Poppel, Phil Bauhaus og John Degenkolb - en skade tvang Alvaro Hodeg til at droppe løbet - er det i stigende grad sværere at overtale klassementsstjernerne til at rejse en halv jordklode rundt for at køre i seks dage, hvoraf de fem er som skabt til sprinterne. I hvert fald er der i år blandt ryttere, der kører eller for nylig har kørt med i front i de største europæiske etapeløb, kun Enric Mas, Daniel Martinez, Maximilian Schachmann, Tejay van Garderen, Hugh Carthy, Louis Meintjes og Ilnur Zakarin i feltet i Kina.

Som et nyt løb har man naturligvis ikke fundet et fast format, men det er klart, at der stilles visse krav til ruten i et løb på højeste niveau. Tour of Beijing blev i de tidlige år kritiseret for at være for nemt, hvilket man kompenserede for ved at introducere en bjergafslutning til de sidste to udgaver. Den kritik har man ønsket at undgå ved fra start ikke at falde for den ellers hyppige kinesiske fristelse til at afvikle alle etaperne i tæt befolkede, men helt flade byzoner. Trods forsøget på at inkludere flere stigninger endte hele fem af de seks etaper imidlertid i massespurter i de to første år, og klassementet blev helt og holdent afgjort på kongeetapen med mål på Nongla-stigningen. Da årets rute er en næsten identisk kopi af de foregående, må man således konstatere, at der er rum for forbedring, hvis løbet også i sværhedsgrad skal være sin WorldTour-status berettiget.

Også den anden udgave blev som sagt afgjort på kongeetapen til Nongla, og her kronede Gianni Moscon et fabelagtigt efterår, der havde budt på flere sejre og en 5. plads ved VM, med at knuse al modstand og sikre sig både etapesejr, samlet triumf og status som arvtager for Tim Wellens, der havde vundet den første udgave. Da bonussekunder var indregnet endte italieneren med at vinde med 9 sekunder ned til Felix Grosschartner, der opnåede sit dengang største resultat, og 14 sekunder ned til Sergei Chernetskii, der rundede et stort efterår af med en podieplads. Moscon har trods en stærk afslutning på en ellers skidt sæson valgt ikke at forsvare titlen, og da Chernetskii nu kører for Caja Rural, der ikke deltager, er Grossschartner, som er kaptajn på Bora-mandskabet, eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Kinesiske etapeløb som Tour of Hainan, Tour of Quinghai Lake, Tour of Taihu Lake og Tour of China I og II er præget af talrige helt flade etaper i store kinesiske byer, hvor de helt rene sprintere har haft kronede dage. Det er ikke uden grund, at en rytter som Jakub Mareczko, der typisk falder af på selv den mindste motorvejsbro, før næsten har gjort rent bord i nogle af disse løb, der generelt er temmelig ensidige affærer, hvor de reneste af de rene sprintere dag efter dag spurter om sejren efter en kort, hektisk etape.

Den model fungerer naturligvis ikke for et WorldTour-løb, der naturligvis skal byde på både alsidighed og en vis sværhedsgrad - et forhold, man også langsomt indså i Beijing, hvor ruterne blev sværere og sværere år for år. Alligevel endte den første udgave som lidt af en sprinterfest, hvor fire af de seks etaper endte i store massespurter og én i en reduceret massespurt, mens klassementet fuldstændigt blev afgjort på løbtes kongeetape, der sluttede på den eksplosive Nongla-stigning. Det fik ikke arrangørerne til at ændre på formatet i 2018, hvor man stort set genbrugte den relativt flade rute og kun erstattede den i forvejen flade 2. etape med en endnu fladere af slagsen. Derfor var det heller ikke noget chok, at mønsteret fra 2017 gentog sig med fire massespurter, en reduceret massespurt og en altafgørende kongeetape på Nongla-stigningen

Rytterne har alligevel taget pænt imod ruten, der i sværhedsgrad har passet fint til det sene sæsontidspunkt - der er trods alt grænser for, hvad man kan byde dem i anden halvdel af oktober - og derfor har arrangørerne til den tredje udgave igen stort set holdt sig til genbrug. Også denne gang er fem af de seks etaper med få helt minimale korrektioner tro kopier af dem, vi så sidste år, og denne gang er det ikke 2., men 3. etape, der er blevet ændret mere afgørende. Her har man givet løbet lidt ekstra krydderi ved at lægge en bakke ind relativt sent i finalen, og da den faktisk er ganske stejl, vil den måske bryde lidt af den monotoni, der ellers har præget de meget sprintervenlige første udgaver. Grundlæggende vil de ryttere, der har været med tidligere, dog i næsten fuldt omfang vide, hvad de skal forvente af de seks dages cykelløb i Kina. Et bjergløb er der i sagens natur ikke tale om, og som altid afholder man sig af logistiske årsager fra at have enkeltstarter i disse fjerntliggende løb.

Løbet kan groft sagt inddeles i tre dele. Der lægges ud med to korte, næsten helt flade ruter, som vi kender dem fra hovedparten af de kinesiske løb, og hvor der med statsgaranti lægges op til massespurter for det stærke felt af sprintere, der er samlet i Kina. Dernæst følger de to vanskeligste finaler startende med en 3. etape, der som sagt har en sen bakke, der kan bruges til angreb og helt sikkert vil skabe nogen udskilning, og som kan lade klassementsrytterne teste benene lidt inden den nu klassiske kongeetape på fjerdedagen, hvor man skal slutte på den korte Nongla-stigning, der er som skabt til eksplosive puncheurtyper, og som vil spille den formentlig helt afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Løbet afsluttes derefter med to mere åbne etaper med stigninger i den anden halvdel, men med lange, flade afslutninger. I de to første år endte den første af disse i en reduceret og den anden i en fuld massespurt, og derfor ser det igen i år ud til, at de mest holdbare af de hurtige folk vil skulle spurte om sejren på fem af de seks etaper, og at selv de helt tunge folk kan se frem til formentlig tre muligheder i det sprintervenlige løb.

1. etape

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den tredje udgave af landets største løb. Ganske vist har man i år ændret den velkendte 53,7 km lange rundstrækning, der blev tilbagelagt to gange for en ultrakort etape i 2017 og 2018, så den nu er kortere og skal tilbagelægges tre gange for en etape, der dermed bliver næsten 30 km længere end de to foregående år, men med en rute, der i alt væsentligt har de helt samme karakteristika som de første to udgaver af Beihai-etapen, får rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne drømmer om at sikre sig den første førertrøje, som det skete for Fernando Gaviria og Dylan Groenewegen i de første to udgave af løbet.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

I alt er der bare 135,6 km på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Stage Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af tre omgange, hvoraf de første 3,3 km af første omgang er neutraliseret, på en 46,3 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret. Fra start kører man gennem fladt terræn mod nord og nordøst tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest og kører ud til kystvejen.

Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,7% over 1300 m, har top med 15,3 og giver bjergpoint ved de to sidste passager efter hhv. 74,0 og 120,3 km. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og øst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste mere end 10 km er helt flade og byder kun på få sving, nemlig med ca. 3000 og knap 500 m til mål. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen efter hhv. 43,0 og 89,3 km.

Etapen byder på i alt 524 højdemeter.

Etapen er helt flad og er en helt oplagt sag for sprinterne. Den lille bakke kan måske benyttes til at gøre løbet svært for nogle af de hurtige folk, men det vil være en overraskelse, hvis den kan bringe dem i vanskeligheder, specielt efter en så kort etape. Det gjorde den da heller ikke i de to foregående år, og selvom de i år skal bestiges tre gange, bør det ikke være nogen udfordring. Det ligner en let dag, der vil blive kontrolleret af de store sprinterhold, inden de mange sprintere kaster sig ud i en dyst på ren fart om den første førertrøje i løbet, men det bliver i en ændret finale, der med et sent sving er anderledes end i de to foregående år.

Som sagt var Beihai også ramme om en kort rundstrækningsetape som åbning på løbene i de to første år. I 2018 sejrede Dylan Groenewegen foran Max Walscheid og Fabio Jakobsen, og i 2017 vandt Fernando Gaviria foran Groenewegen og Pascal Ackermann.

2. etape

Det er er et kendetegn ved de ikke-europæiske løb i begge ender af sæsonen, at de som regel er relativt sprintervenlige. Det er bestemt også tilfældet for Tour of Guangxi, der i klassisk kinesisk ånd byder på helt op til fem muligheder for de hurtige folk, hvoraf de tre bør være stensikre massespurter. Efter den korte, hektiske indledning får sprinterne med det samme chancen igen på løbets anden etape, der sidste år var den eneste nyskabelse, og som i år vender tilbage i et næsten uændret format, og selvom den nok er en anelse længere end åbningsetapen, er det igen en kort, flad sag, der burde give anledning til en spurtafgørelse.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Etapen fører feltet over beskedne 152,3 km fra Beihai helt nede på den kinesiske sydkyst til Qinzhou, der i 2017 agerede startby for 2. etape, men for andet år i træk er målby. Terrænet kunne ikke være meget lettere, da det er stort set helt fladt hele vejen. Fra start forlader man kysten ved at køre mod nord, inden man gradvist drejer mod nordvest. Den retning holdes det meste af dagen, mens man forsætter ad flade veje et par kilometer nord for kysten.

Efter knap 100 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter 95,3 km krydser man stregen for første gang i forbindelse med dagens første spurt. Etapen afsluttes herefter med tre omgang på en 19,0 km lang, helt flad rundstrækning i området nord for Qunzhou. Den kunne ikke være meget enklere, da den er stort set rektangulær og helt flad. Det sidste af de skarpe sving kommer, når man med 2,3 km igen drejer til højre ind på den helt lige og næsten helt flade opløbsstrækning, der kun stiger ganske, ganske let. Der er en anden og sidste indlagt spurt ved næstsidste passage af målstregen efter 133,3 km

Etapen byder på i alt 589 højdemeter.

Igen er der tale om en kort, flad etape, der har massespurt skrevet ud over sig med store, fede bogstaver, som vi også så det sidste år, hvor man kørte en lidt længere vej frem til en lidt kortere rundstrækning, der kun blev tilbagelagt to gange- Man må formode, at de mange sultne sprinterhold, der er kommet til start med nogle af verdens hurtigste, vil lægge løbet i et jerngreb og sikre, at det hele atter samles til et brag af en massespurt efter en kort og let etape. Vinden kan måske komme i spil, men det ligner en etape for de helt rene sprintere i en flad og ukompliceret finale.

Qinzhou gjorde debut som målby sidste år, hvor Pascal Ackermann vandt 2. etape foran Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen.

3. etape

I de to første år har man lagt ud med tre helt flade sprinteretaper, men det ændres der lidt på i år. 3. etape byder nemlig på løbets eneste nyskabelse, for selvom der for tredje år i træk er tale om et rundstrækningsløb i byen Nanning, har man for denne gang ændret rundstrækningen med verdens længste og fladeste opløbsstrækning, så den nu byder på en bakke i finalen. Ganske vist er der ikke tale om den vanskeligste bakke i verden, men den har med en meget stejl afslutning og en top bare 5,7 km fra mål potentialet til at skabe en del splittelse og måske give klassementsrytterne mulighed for at teste benene inden søndagens afgørende kongeetape.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Med en distance på beskedne 143,0 km er der igen tale om en gang kort etape, der altså for tredje gang i træk finder sted på en rundstrækning i byen Nanning. Den nye runde er 28,9 km lang og skal tilbagelægges i alt fem gange, hvoraf de første 1,8 km af første omgang er neutraliseret. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod øst og sydøst, inden man slår en lille sløjfe mod vest for derefter i det sydligste punkt at køre mod øst ad en lang, lige og flad vej. Derefter går det igennem fladlandet mod nord og nordøst henover den flod, der gennemskærer byen inden man kører mod nord frem til det nordligste punkt.

Herfra kører man af en lige og flad vej mod vest, inden man drejer mod sydvest ned mod en park, hvor dagens væsentligste udfordring venter i form af en lille bakke, der over 1,6 km stiger med 5,7% i snit. Angiveligt stiger de sidste 650 m imidlertid med hele 10,5%, inden man når toppen, der kommer bare 5,7 km fra mål, og hvor der vil være bjergpoint på spil ved 1., 3. og 5. passage efter hhv. 21,5 km, 79,4 km og 137,3 km. En nedkørsel fører nu mod sydøst, sydvest og vest ned til floden, der nås 3,5 km og via en flad vej følges mod vest, inden man slår en sløjfe mod nord for derefter at køre mod syd henover floden, inden der kommer et sidste sving efterfulgt af en blød kurve umiddelbart efter broen inden for den sidste kilometer. Der er indlagte spurter ved målstregen efter 2. og 4. omgang, dvs. efter 56,1 km og 114,0 km.

Etapen byder på i alt 2114 højdemeter.

Etapen er som sagt helt ny, og derfor kan det være vært at vurdere, hvor svær den er. Kan man stole på La Flamme Rouge, stiger det på den øvre del af stigningen med mere end 10% over 650 m, og hvis det er sandt, kan den gøre en ganske betydelig skade. Det er nok tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at køre hjem herfra, men det er slet ikke sikkert, at det bliver en specielt stor gruppe, der skal spurte om sejren, og dermed kan døren åbnes for, at en hurtig klassementsrytter måske kan sikre sig lidt bonussekunder.

Nanning var også sidste år målby for 3. etape, der afvikledes på en helt flad rundstrækning, hvor Fabio Jakobsen sejrede i en massespurt foran Pascal Ackermann og Max Walscheid. I 2017 var den målby for både 2. og 3. etape. Først slog Fernando Gaviria til i en massespurt, hvor han satte Max Walscheid og Wouter Wippert til vægs, og dagen efter var han igen hurtigst, da han slog Walscheid og Magnus Cort på stregen på præcis den rute, der også brugtes i 2018.

4. etape

I de første to år blev det hedengangne Tour og Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det samme var tilfældet, da den vendte tilbage i 2018, og for tredje år i træk vil det være Nongla-stigningen, der vil være vært for afslutningen på løbets kongeetape. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er dermed i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

I alt skal der tilbagelægges 161,4 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Fra start kører man mod nordvest og vest ud gennem millionbyen Nannings forstæder, inden man kører mod op over dagens kategori 3-stigning (1,7 km, 5,2%), der har top efter 31,3 km. Herefter fortsætter man igennem fladlandet forbi den første spurt efter 52,9 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 105,2 km og 135,2 km.

Med 22 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 3,4 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 6,9%. Den er stejlest i bunden med hhv. 6,6% og 8,0% over de første 2 km, men derefter flader det ud med mindre end 5%, inden den når op på mere end 9% på de sidste få hundrede meter. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let. Bjergspurten er allerede placeret 1400 m fra toppen, hvorefter det som sagt flader ud, inden stigningen igen tager fat.

Etapen byder på i alt 1514 højdemeter.

Etapen er bortset fra enkelte små modifikationer i den indledende fase identisk med det, vi kender fra de to seneste år, og derfor ved vi, hvad der skal forventes. Ligesom i 2017 og 2018kan dette meget vel vise sig at være den helt afgørende etape i løbet, og derfor er det den, alle klatrerne har set frem til. Det er dog ikke en stigning for de lette folk. Den er kort og kommer efter en dag uden forudgående bjerge og er ikke specielt stejl. Det er med andre ord end sag for puncheurs, og vi har set, at også halvtunge folk kan være med fremme. Under alle omstændigheder er der lagt op til et brag af et slag mellem de ryttere, der drømmer om at vinde Tour of Guangxi samlet.

Da etapen i 2017 blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned til Julian Alaphilippe og Ben Hermans. Sidste år var Gianni Moscon stærkest, da han sejrede med 5 sekunder ned til Felix Grossschartner, 8 sekunder ned Sergei Chernetskii og 11 sekunder ned til Carlos Verona og Rigoberto Uran.

5. etape

Efter fire dage med relativt korte og for det meste flade etaper bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt, som vi så det, da præcis samme rute blev anvendt i både 2017 og 2018.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. Der skal klatres betydeligt mere end de foregående dage, og de mange højdemeter er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning (1,2 km, 7,2%), der har top efter 72,6 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigninger mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning (1,3 km, 7,6%), der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- (2,1 km, 6,0%) og siden en kategori 1-stigning (3,1 km, 5,5%), der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,6 km til mål.

Efter toppen ventes en længere nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,0 og 1,6 km igen.

Etapen byder på i alt 2046 højdemeter.

Etapen er som sagt helt identisk med 5. etape fra både 2017 og 2017, og her så vi, at klassementsrytterne ikke uventet angreb hinanden på stigningerne. Hverken Tim Wellens eller Gianni Mosconkunne imidlertid ikke bringes i vanskeligheder, og derfor blev det samlet til en reduceret massespurt i et felt på knap 80 mand i 2017 og knap 60 mand i 2018. Igen i år vil vi helt sikkert se forsøg på at ændre klassementet, men med mindre et af topnavnene har en decideret offday ligner det en umulighed at ændre på tingenes tilstand. Det ligner derfor endnu en reduceret massespurt, men dog uden de tungeste folk, der de forgangne år måtte opgive at komme med til mål.

Etapen er som sagt en kopi af sidste års 5. etape, hvor Matteo Trentin lidt overraskende sejrede foran Pascal Ackermann og Jasper Stuyven, og af 5. etape fra 2017, hvor Dylan Groenewegen brød Fernando Gavirias sejrsstime ved at slå colombianeren og Magnus Cort i en spurt i et felt på knap 80 mand.

6. etape

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de mere kuperede etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagens dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, vil det formentlig ende i endnu en massespurt i et næsten fuldt felt, som det var tilfældet, da samme etape afsluttede løbet i 2017 og 2018.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

I alt skal der tilbagelægges 168,3 km med start og mål i lørdagens målby Guilin, og ligesom på den foregående etape er stort set alle højdemeter koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

Fra start bevæger man sig mod syd gennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,7 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede del, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- (2,5 km, 5,6%) og en kategori 2-stigning (4,3 km, 4,5%), der kun er adskilt af et kort, småkuperet stykke og har top med henholdsvis 52,5 og 40,5 km til mål. Herefter ventere en længer nedkørsel, der slutter med ca. 30 km igen, hvorefter man fortsætter mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer med 18,0 km til stregen. De sidste fem kilometer er helt flade, og der er skarpe sving med 2,1 km, 1,5 km og bare 0,4 km til stregen.

Etapen byder på i alt 1267 højdemeter.

Med helt små modifikationer er også denne etape en tro kopi de to foregåebde års afslutningsetape, og 2017- og 2018-udgaverne viser, at vi næppe skal forvente det helt store drama. Måske vil der blive forsøgt lidt på bakkerne, men de er så lette, at de ikke kan gøre megen skade. I begge år var det et næsten fuldt felt, der sluttede sæsonen af med endnu en massespurt, og det må formodes også at blive tilfældet i årets udgave af det kinesiske WorldTour-løb.

Sidste rå rundede Fabio Jakobsen løbet af ved at tage sin anden etapesejr foran Bora-duoen Pascal Ackermann og Rudiger Selig. Da etapen gjorde debut i 2017, endte det som sagt også i en stor massespurt, der blev vundet af Fernando Gaviria, som tog sin fjerde etapesejr i løbet foran Niccolo Bonifazio og Dylan Groenewegen.

Favoritterne

Hvis der er én ting, der kendetegner nye løb, er det usikkerhed. De klassiske løb i Europa er velkendte af hele feltet, og selvom ruterne varierer en del fra år til år, har som regel en god fornemmelse af, hvor selektivt det vil blive. Det forholder sig naturligvis anderledes, når man sendes ud i ukendt og hidtil utestet terræn, og effekten bliver mangedoblet, når det nye løb endda foregår på den anden side af kloden i Kina i et område, som ingen af rytterne - måske med undtagelse af Meiyin Wang - forud for 2017 havde blot det mindste kendskab til.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Genbrug kan synes uopfindsomt og kedeligt, men for de stakkels optaktsskribenter, der skal forsøge at forudsige løb ud fra meget lidt informative løbsbøger, har det en klar fordel. Ligesom sidste år er der nemlig tale om en rute, der i alt væsentligt minder om den foregående. Sidste år var eneste ændring, at man udskiftede den flade 2. etape med endnu fladere en af slagsen, og i år er det kun 3. etape, der har undergået væsentlige forandringer. Vi kan derfor bruge de forrige års løb til at få en meget præcis fornemmelse af, hvad vi skal forvente. Det gør det hele langt lettere, end det var for 24 måneder siden, hvor også holdene var meget i tvivl om, hvor svære især de sidste to etaper var.

Lettere bliver det dog ikke af, at vi befinder os i oktober måned. På denne tid af året betyder evner langt mindre end friskhed og motivation, og det kræver derfor kendskab til rytternes aktuelle formniveau at finde ud af, hvilke chancer de har. For mange af rytterne er turen til Kina endda næsten lige så meget ferie og en chance for at opleve et nyt land, og derfor vil en stor del af feltet ankomme til Østen uden de store ambitioner om at gøre sig bemærket. Hvis man dertil lægger, at den lange rejse og jetlag som regel påvirker rytterne meget forskelligt, og at det kun er et fåtal af favoritterne, der har været i aktion i den seneste uges italienske klassikere, er det klart, hvorfor det er usikkerhed og uforudsigelighed, der vil kendetegne løbet - nøjagtigt som det var tilfældet i det hedengangne Tour of Beijing.

Heldigvis var flere af topnavnene i det mindste i aktion i sidste uge, og derfor har vi alligevel en rimelig fornemmelse af, hvem af dem der er i form. På denne tid af året kommer topformen ikke længere pludselig ud af det blå - det giver simpelthen ikke mening for rytterne at træne intensivt på denne tid af året - og det eneste, der kan være sket siden løbene i Europa, er, at gassen kan være gået af ballonen, og at de gode ben er forsvundet, ikke mindst efter den lange rejse. Den faktor skal imidlertid slet ikke undervurderes, for oktoberform og ikke mindst -motivation kan være det sværeste at fornemme, ikke mindst for et løb, der jo ikke just har samme prestige som Il Lombardia.

Sidste år så vi eksempelvis Rigoberto Uran flyve i Italien for blot at blive nr. 6 i Kina, mens vinderen, Gianni Moscon, efter et skræmmende efterår faktisk havde virket træt i de italienske løb, ligesom nr. 5, Carlos Verona, intet havde vist i Italien. I 2017 kom Julian Alaphilipppe til løbet som storfavorit efter et VM, hvor han var stærkeste mand, og en 2. plads i Il Lombardia, men alligevel skuffede han fælt med en 4. plads, mens Tim Wellens, der havde skuffet i Lombardiet, tog sejren. Og som vi så sidste år med Felix Grossschartners 2. plads og Remi Cavagnas 4. plads og i 2017 med Matej Mohorics 6. plads, kan der sagtens være ryttere, der ikke har kørt nævneværdigt siden VM, men som alligevel har været motiverede og trænet så godt, at de kan levere et resultat trods en pause på næsten en måned. Med andre ord: et oktoberløb på den anden side af jordkloden kan være et lotteri at spå om!

Som sagt ved vi nu, hvad vi skal forvente af ruten, og alt tyder derfor på, at det hele vil blive afgjort af en kombination af kongeetapen samt eventuelt bonussekunder i de indlagte spurter. De første to etaper er flade og bør være massespurter, og vi så i 2017 og 2018, at stigningerne på sidste etape er så lette, at de slet ikke kunne skabe udskilning. Det kunne bakkerne på 5. etape, men det lange flade stykke til slut betød, at næsten 80 mand spurtede om sejren med tunge Dylan Groenewegen som vinder i 2017, og at næsten 60 mand afgjorde løbet i 2018, hvor selv store Max Walscheid sad med hjem. Kun hvis en favorit har en regulær offday, synes det muligt at kunne holde den afgørende gående efter stigninger, og det ser derfor ud til, at denne etape igen vil ende i en reduceret massespurt. Dermed kan vi formentlig se frem til i hvert fald fire spurtafgørelser, hvor klassementsrytterne får svært ved at stjæle bonussekunder fra de mange sprintere, og med mindre vinden kommer i spil, vil kongeetapen samt de indlagte spurter blive afgørende.

Det ukendte element er den nye 3. etape. Den lille stigning er ikke velbeskrevet i det officielle materiale, men kan man stole på La Flamme Rouge, er der tale om en stejl sag med 650 m med 10,5%. Så vanskelig en stigning i fuld finale af et oktoberløb kan gøre en del skade, og man kan faktisk ikke helt udelukke, at det kan lade sig gøre for en eksplosiv klassementsrytter eller en lille gruppe at køre væk. Mest sandsynligt er det dog, at det ender i en spurt, men det kan sagtens være i et ganske lille felt, og så kan det måske blive muligt for en hurtig klassementsrytter at samle lidt bonussekunder op. Med mindre en rytter er i særklasse - og er han det, vil han nok også vinde kongeetapen - vil det dog kun formentlig være bonussekunder i finalen, der kan ændre på klassementet. Den nye etape kan således øge betydningen af en god spurt, men det vil ikke ændre på, at det er kongeetapen, der i alt væsentligt kan ventes at afgøre løbet.

Vi kender kongeetapen fra de første år. I 2017 så vi, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den lette sidste del. Sidste år holdt Gianni Moscon sig i ro på den stejle del, inden han med en uimodståelig forcering satte alle rivalerne og sejrede klart foran Felix Grossschartner og Sergei Chernetskii. I begge tilfælde var stærkeste mand i stand til at slå et hul nogle sekunder, men derudover var der stor forskel på graden af selektion. I 2018 var hele 15 mand inden for 20 sekunder af Moscon, men i 2017 blev der kørt så stærkt på den stejle del, at kun 9 mand sluttede inden for den margin af vindertiden.

Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som i 2017 på de lette sidste 1400 m, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling, og at en god spurt i en let stigende finale kan være af ganske stor betydning. I 2017 så vi, at det kan lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. I 2017 var samme Cavagna helt fremme som nr. 7, mens relativt store Andrei Grivko blev nr. 17. Til gengæld var det slet ikke noget for en dieselklatrer som Hugh Carthy, der trods god form endte helt nede som nr. 21. Uden et godt punch får man det således svært.

Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på den stejle del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes kun en helt svag sidevind på stigningen, men graden af selektion vil i høj grad også afhænge af den præcise vindretning, når vi kommer til fredag. Derudover vil der være en chance for, at hurtige folk kan vinde bonussekunder i indlagte spurter, der pludselig kan blive vigtige, hvis klassementet er meget tæt efter kongeetapen, og det er i den sammenhæng, at den nye, hårdere 3. etape måske kan blive vigtig.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vejret er som altid en joker, og det ser ud til at blive helt anderledes end sidste år. Dengang kørte man rundt i temperaturer på bare 10 grader, men i år rammes Kina af en lille hedebølge. Således ventes der fem solrige etaper med temperaturer på mellem 29 og 31 grader, inden det hele slutter med en våd, men varm tirsdag. De sidste dage vil være stort set vindstille, men der vil være mere blæst de første to dage. 1. etape afvikles imidlertid i byzone, hvor den næppe kan spille en rolle, mens en generel sidemodvind på 2. etape gør, at det også vil være en overraskelse, hvis vinden kommer i spil her. Med andre ord ser den eneste vejrmæssige udfordring ud til at være varmen, når rytterne forlader det europæiske efterår til fordel for sommeragtige forhold.

Usikkerheden om rytternes form gør også, at det er med nogen tøven, at vi peger på Enric Mas som vores favorit. Løbet passer nemlig slet ikke til den spanske klatrer, der er mere kendt for sin dieselmotor end for sit punch. Det er imidlertid ikke så afgørende som form og motivation, og Mas har vist, at han er motiveret efter at slutte en trist sæson af på fornem vis. I et efterår, hvor han stort set ikke har kørt cykelløb, har han trænet godt i højderne, og det gav sig udslag i en 10. plads i Milano-Torino, der ikke passede ham, og et Il Lombardia, hvor han klart var en af de stærkeste, indtil han løb en anelse tør for kræfter til sidst. Med andre ord ligner han ubetinget feltets mest formstærke klatrer, og han har samtidig en friskhed, der er få forundt.

Spørgsmålet er, om form, friskhed og motivation er nok. Det kan nemlig ikke gøre det ud for, at Mas bare ikke er en puncheurtype, som vil elske en stigning som Nongla. Heldigvis kan han lukrere på, at feltet er stort set renset for puncheurs, og de få, der er, synes for de flestes vedkommende at være formsvage. Mas har faktisk et rimeligt punch, som han især viste med 2. pladsen bag Diego Ulissi i sidste års Tour de Suisse, og med de ben, han har nu, bør han være i stand til som Wellens og co. at slå et hul på den stejle del. Det er klart, at det ikke må ende i en spurt i en større gruppe på de lettere sidste 1400 m, men med den form, han har nu, bør han have en reel chance for at gøre en forskel i det hidtil svageste felt til det kinesiske løb. Derfor tror vi, at den spanske guldfugl ender en skidt sidste sæson i Deceuninck-trøjen med at tage sin første store etapeløbssejr på WorldTouren.

Hans værste rival kunne være Daniel Martinez. Colombianeren har haft et skidt år, siden han brækkede håndleddet i optakten til Touren og sygdom ødelagde hans Vuelta-forberedelse i Utah. Den spanske grand tour blev da også bare én lang lidelseshistorie, som mest af alt skulle bruges som forberedelse af 2020, men noget tyder på, at han er kommet ud af løbet med den form, han har jagtet. I hvert fald kørte han et fabelagtigt og meget offensivt VM på en rute, der mildt sagt ikke var noget for en klatrer som ham, og det vil da heller ikke være mærkeligt, hvis det colombianske supertalent har fået boostet sin form af tre ugers hårdt cykelløb.

Til gengæld har der været stille om ham siden dengang. Faktisk har vi intet set til ham, og derfor kan han sagtens være en af de ryttere, der har trukket stikket. Med tanke på, at han første vendte tilbage til konkurrence i Vueltaen, er der imidlertid gode chancer for, at han har udset sig løbet her som en chance for at få et tiltrængt resultat. Ligesom for Mas gælder, at heller ikke han er nogen stor puncheur, men han viste i forbindelse med sin ”dansen-væk” fra Lopez på kongeetapen i Paris-Nice, at han har en vis eksplosivitet. Ligesom for Mas gælder, at også han skal gøre forskellen på den stejle del, men hvis han har bevaret VM-formen, ligner det et realistisk scenarium.

En anden rytter, der ikke har kørt siden brusebadet i Yorkshire, er Felix Grossschartner. Der er imidlertid al mulig grund til at tro, at han i hvert fald har motivationen, for sidste år var 2. pladsen i dette løb hans første virkelige topresultat i et WorldTour-etapeløb, og det har han utvivlsomt brugt som motivation for årets udgave. I år er han endda langt stærkere efter en sæson, hvor han har vundet Tour of Turkey og kørt et fremragende Tour de Romandie. Når man alligevel kan have sin tvivl, skyldes det, at han siden den skuffende 8. plads i Californien har været en kronisk skuffelse, der særligt floppede i Dauphiné og i Vueltaen.

Alligevel er der grund til håb. Grossschartner fandt nemlig benene én dag i Vueltaen, og det var på sidste bjergetape, hvor han kørte fremragende for kaptajn Rafal Majka, for hvem han lukkede mange huller - til frustration for blandt andre Alejandro Valverde. Det fulgte han op med en hæderlig 30. plads ved VM, og derfor kan det konstateres, at han i hvert fald var i form for 14 dage siden. Er han stadig det? Han har haft en lang sæson, men motivationen kan bære langt på denne tid af året. Og i forhold til Mas og Martinez er han langt bedre i puncheurafslutninger, som han blandt andet viste med sin flotte puncheurspurt i Tyrkiet i april. Har han samme form som sidste år, vil Grossschartner derfor være manden, der skal slås i et felt uden mange puncheurs.

En anden rytter, der kommer med form fra de italienske klassikere, er Diego Rosa. Kyssesyge har betydet, at italieneren har lignet en mand på vej mod deroute. Siden midten af september har han imidlertid været sig selv igen. Allerede i Toscana så man de første takter, inden han blev nr. 2 i Memorial Marco Pantani, og senest leverede han fremragende hjælpearbejde for Egan Bernal i Emilia, Torino og Piemonte, men det forhindrede ham desværre i at vise, hvor langt formen egentlig rakte. Alligevel blev han trods meget aktiv kørsel nr. 16 i Emilia, hvor en stor dek af verdenseliten var samlet, og det siger noget om, at benene er gode.

Når man alligevel kan være i tvivl, skyldes det Il Lombardia. Her forsvandt Rosa allerede inden tv-billederne, og han endte da også med at udgå. Var det sygdom? Var det en dårlig dag? Ingen ved det, for Rosa har ikke udtalt sig siden løbet. Hvis han er frisk igen, må han med den efterårsform, der tidligere har indbragt ham en 2. plads i Lombardiet og en sejr i Milano-Torino, være blandt de tunge favoritter. Nogen puncheur er han ikke, men helt uden punch er han ikke, og derfor passer finalen ham udmærket. Ligesom Mas kan han således runde sin tid hos sit nuværende hold af med en stor sejr.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det samme kan Davide Villella, der har kurs mod en rolle som hjælper på Movistar. Ligesom Rosa er han en sand oktoberrytter, der altid er flyvende, når sæsonen går på hæld. I 2015 blev han nr. 10 i Torino, i 2016 blev han nr. 5 i Lombardiet og vandt Japan Cup, i 2017 blev han nr. 5 i Varese og nr. 15 i Lombardiet, og sidste år rundede han en skidt sæson af med sejr i Tour of Almaty og en 9. plads på kongeetapen i dette løb. Også i år holder trenden, for Villella kommer til løbet med en 2. plads i Kroatien, en 7. plads i Piemonte og en 28. plads i Lombardiet i bagagen.

Noget kunne imidlertid tyde på, at benene ikke er helt så gode længere. I hvert fald var Lombardiet en af hans ringere præstationer i hjemmebaneløbet, ligesom 7. pladsen i Piemonte også var under forventning. På den anden side er han sammen med Grossschartner den mest eksplosive af de hidtil nævnte, og han har med sine fine resultater i Japan vist, at han evner at tage god form med sig til Asien til allersidst. Er hans seneste resultater ikke udtryk for træthed, bør Villella være med i kampen om sejren i det sidste løb i Astanas fantastiske 2019-sæson.

Wanty har store sponsorinteresser i Kina, og derfor har de jagtet et wildcard, som det er lykkedes dem at få. Manden, der skal give sponsoren den nødvendige omtale, er Guillaume Martin, som er endnu en rytter med mulighed for at sige et flot farvel til sit hold. Hans form har imidlertid været helt umuligt at læse i et efterår, hvor han har skuffet i de løb, der passede ham, og overrasket i de løb, der ikke passede ham. Han faldt igennem i Toscana og Emilia på klatretunge ruter, men til gengæld blev han en overraskende nr. 3 via et udbrud i Memorial Marco Pantani. Mest interessant var det dog, at han var alene i front af GP Beghelli, indtil Valverde kom flyvende med en lille gruppe på slæb, hvilket indbragte en fin 6. plads i et ganske fladt løb. Hvor han står efter ti dages løbes pause, er som altid umuligt at spå om, men han er typen, der altid er motiveret, og det vil en flot afsked med Wanty næppe ændre på. Han er trods sin klejne statur faktisk en ganske eksplosiv fyr, der slet ikke vil være på udebane på kongeetapen, og derfor kunne han sagtens ende som en sjælden wildcard-vinder af et WorldTour-løb efter en sæson, hvor hans 12. plads i Touren var udtryk for et nyt niveau.

Tour of Guangxi ligner på mange måder stedet, hvor man redder en skuffende sæson. Det bliver forhåbentlig også tilfældet for Antwan Tolhoek, der måske nok vandt en bjergetape i Tour de Suisse, men generelt slet ikke har kunnet bygge videre på sit flotte 2018. Der er dog ganske meget håb at hente i hans kørsel i Emilia, hvor han var meget aktiv i finalen som hjælper for Primoz Roglic. Efter det flade GP Beghelli skippede han de øvrige løb, og det kan næsten kun læses som et forsøg på at satse på Guangxi. Hvis han vitterligt har fundet benene fra 2018, bør han være blandt de bedste i dette løb, især hvis han finder niveauet fra Californien, hvor han var flyvende på stigningerne. Han har et ganske fint antrit, og selvom han ikke er puncheur, er det slet ikke en tinge finale for ham. Alt sammen afhænger det af, om præstationen i Emilia var udtryk for, at han endelig er tilbage på sporet efter en trist sæson.

Martin er ikke den eneste, der har mulighed for at vinde for et wildcard-hold. Det har også Jonathan Hivert, og han er i bogstavelig forstand et wildcard. Man kan nemlig lige så godt slå med en terning, hvis man vil finde ud af, hvordan franskmanden vil præstere, for han regnes vel sammen med Alexandre Geniez som feltets lottokupon nr. 1, der kan være en nitte den ene dag og en milliongevinst den anden. Han er notorisk kendt for at køre håbløst om sommeren, hvor han hader den bagende varme, og derfor kan den kinesiske hedebølge blive et problem, men han har altid for vane at køre stærkt sidst og især først på sæsonen. Også i år har han efter en skidt sommer stille og roligt fundet benene, hvilket han særligt viste med 4. pladsen i Vallonien. Siden har der været mere stille om ham, men det var at forvente i løb, der ikke passede ham, selvom hans 12. plads i Vendee kan være et ilde varsel for manden, man aldrig kan spå om. Hvis han er på toppen, er Hivert til gengæld en af løbets førende puncheurs, der sagtens kan være med på dette niveau, som han viste, da han kørte fra alt og alle i GP Miguel Indurain tidligere i år, og som sågar kan finde bonussekunder undervejs. Man skal aldrig forvente noget positivt fra Hivert, men man skal også altid være beredt på, at han vinder, og det kan han derfor sagtens gøre her også.

Direct Energie har imidlertid andre kort at spille. Kaptajn Lilian Calmejane har haft en sæson, hvor man mest af alt har kunnet spørge, hvad i alverden der var galt. Det har imidlertid ændret sig efter Touren, hvor han endelig har fundet sit gamle niveau. En 4. plads i Arctic Race blev fulgt op af en 2. plads og etapesejr i Limousin samt en 5. plads lige bag Hivert i Vallonien. Til gengæld udgik han af Memorial Marco Pantani, og selvom han angreb til sidst i Famenne Ardenne, var han uden den klasse, man ville forvente. Vi sidder desværre med fornemmelsen af, at sæsonen alligevel er blevet lidt for langt, men har han noget at skyde med, vil han som en glimrende puncheur elske en stigning som Nongla.

En dark horse til løbet er Merhawi Kudus. Eritreeren har fået et boost af skiftet til Astana, hvor han lagde stærkt ud ved blandt andet at blive nr. 3 i Tyrkiet. Siden da har der imidlertid været temmelig stille om ham, og efter sommerpausen har han stort set ikke være i aktion. Han gjorde det dog hæderligt i de italienske løb helt tilbage i september, og det er den seneste reelle referenceramme, vi har for hans form. Kudus har imidlertid haft for vane at køre stærkt i begyndelsen af året, og han er således blandt de ryttere, der mestrer kunsten af træne sig i form. Friskhed må han have i et omfang, så han kan tjene en god skilling på at sælge ud af den, men om formen rækker finder vi først ud af, når han har kinesisk grund under fødderne. Stigningen burde i hvert fald ikke være helt ringe for den ganske hurtige og eksplosive eritreer.

Ineos vandt løbet sidste år, og selvom de er uden Moscon, kan de sagtens forsvare titlen. Udover Rosa har de blandt andre Jhonatan Narvaez, der længe lignede lidt af en fejlinvestering, men som i anden halvdel af sæsonen har fundet benene. Det startede med nogle fornemme puncheurspurter i Burgos og blev fulgt op af fin kørsel i Tyskland, hvor han blev samlet nr. 11. Desværre så han lidt mere rusten ud i sine senere italienske løb, og man kan derfor ikke helt slippe følelsen af, at han måske er ved at være færdig for i år. Nu har han haft en lang pause siden VM, hvilket gør ham til lidt af et wildcard, men har han benene fra Burgos, vil han med sit punch elske denne stigning. Måske er det her, at han endelig får vist Ineos, at det slet ikke var dumt af briterne at give ham chancen.

En anden fremragende puncheur, der er gået helt i stå, er Aliaksandr Riabushenko. Hviderusseren blev U23-europamester på puncheurbakken i Plumelec, men som professionel er han gledet helt i baggrunden. Det har imidlertid ændret sig siden september, hvor han lagde ud med at slå den i en periode usårlige Lutsenko i Coppa Agostoni. Siden blev han nr. 2 på kongeetapen i Slovakiet, men derefter har han været sit vanlige ustabile selv. Skuffende præstationer i Emilia, Varese og Piemonte blev blandt med en hæderlig 31. plads i Milano-Torino, og det viser blot, hvor uberegnelig han er. Kender vi ham ret, kan han sagtens være faldet ned i endnu et hul, men løbet her er også så let og eksplosivt, at det burde være rent guf for ham - især fordi han med sin hurtighed kan gå efter bonussekunder undervejs også. Nu skal han blot vise, at han stadig har lidt af septemberformen, og at der ikke venter endnu en nedtur for den tidligere europamester.

Læs også

Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret

Løbets naturlige favorit burde være Maximilian Schachmann. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han er feltets superpuncheur par excellence efter et år, hvor han har været fabelagtigt kørende i foråret med i alt fire etapesejre i Catalonien og Baskerlandet samt en uhyggelig stabil ardennerkampagne. Hans problem er imidlertid, at han først netop er kommet tilbage fra en lang og svær skadespause efter Tour-styrtet, som ikke er blevet nemmere af en smule sygdom undervejs. Han manglede stadig en del i de italienske løb, og selvom det ikke var helt ringe i Varese og Lombardiet, skal han have taget et kvantespring, hvis han skal være med i kampen om sejren i dette løb. Motivation kan bringe folk langt i oktober, og den har han helt sikkert masser af, og samtidig er løbet her så eksplosivt og let, at han ikke behøver at være Superman for at vinde det. Spørgsmålet er dog, om ikke det være lidt for langt at strække den at tro, at selv Schachmann kan ende øverst på podiet med den form, han har vist i de seneste dage.

Wantys anden kandidat er Xandro Meurisse. I virkelighed skriger Nongla-stigningen på, at han vil være med helt i front, for han er som bekendt en hurtig og eksplosiv puncheur. Under Touren var han bedre end nogensinde, og efter et styrt i BinckBank Tour kom han stærkt tilbage i England, hvor han kørte et flot Tour og Britain. Desværre synes han at være slidt efter nogle skuffende præstationer i Belgien, mest markant i Vallonien, hvor han havde en finale lige efter sin smag. Senest imponerede han ikke voldsomt i Paris-Tours, og selvom det i sidste ende var en punktering, der satte ham ud af spillet, lignede han en mand, der havde nok at gøre med at følge med. Vi frygter derfor lidt for, at formen ikke rækker langt nok, men evnerne til denne eksplosive rute har han i hvert fald.

Egentlig strider det mod al logik at nævne Remi Cavagna, der mest af alt er kendt som udbryderkonge. Navnet Cavagna rimer imidlertid på Guangxi, efter at han er blevet nr. 11 og 4 i de to første år, og nu kommer han endda tilbage efter en sæson, hvor han har nået nye højder med fabelagtige ridt i Vueltaen og Californien. Senest viste han, at formen stadig er intakt med et langt udbrud i Lombardiet, hvor han kortvarigt satte alle sine følgesvende, og det viser, at han har noget af skyde med. Måske er eksplosiv ikke det første ord, der falder os ind, når vi tænker på Cavagna, men det har ikke forhindret ham i at gøre det godt på kongeetapen. Naturligvis vinder han ikke på Nongla, men i de foregående har han sikret sig sine topplaceringer med masser af bonussekunder via sine mange udbrud, og det er en strategi, der igen kan føre ham langt.

Sunweb giver en chance til Martijn Tusveld , og det med god grund. Efter en serie skader er talentet nemlig kommet tilbage på sporet i en Vuelta, hvor han endte som nr. 26 og var Wilco Keldermans vigtigste hjælper. De personlige resultater er stadig små, men det skyldes mest af alt de mange helbredsproblemer. Som U23-rytter var han stærk i denne type mellemkuperede terræn, og her har han endelig en mulighed for at vise det igen. Det helt store spørgsmål er, hvor meget han har tilbage efter Vueltaen og en lang løbspause, hvor han har skullet holde motivationen ved lige.

Ineos kommer også med en dark horse i form af Ben Swift. Briten er blandt feltets sprintere måske den allerbedste klatrer, efter at han er blevet nr. 2 på en Dauphiné-etape til Alpe d’Huez og senest i Tour de Suisse imponerede stort som hjælper i bjergene. Desværre lykkedes det ham aldrig at finde samme form i efteråret, hvor han aldrig fandt de bedste ben til det store mål ved VM på hjemmebane, og det er højst tvivlsomt, om han har kunnet bevare motivationen efter så stor en satsning. Han var i hvert fald ikke specielt imponerende i Varese, men her havde holdet faktisk meldt ud, at han var kaptajn. Det havde han næppe været, hvis ikke han havde en eller anden form for niveau, og har han det, er han farlig på en stigning som Nongla, ikke mindst fordi han måske også kan sikre sig bonussekunder i spurterne på de to selektive dage på 3. og 5. etape.

En rytter, der falder lidt i samme kategori, er Timo Roosen. Al logik siger, at det er for svært for den store hollænder, men det sagde vi også, inden han sidste år kørte i top 10 i Montreal. Det viser, at en formstærk Roosen klatrer bedre end som så, og selvom det er et longshot at satse på et topresultat, åbner vi døren på klem. Også han kan gå efter bonussekunder på de mere selektive dage, og så må vi se, hvad det rækker til på kongeetapen, hvor han kan få en chance, hvis der sker en regruppering efter den flade del. Form har han i hvert fald masser af efter et fremragende efterår, der inden for de seneste 9 dage har budt på en 3. plads i Famenne Ardenne Classic og en 4. plads i Binche.

Lotto kommer med den meget lovende Carl Fredrik Hagen, der tog hele verden med storm med sin top 10 i Vueltaen. Desværre skal man nok være lidt optimistisk for at tro, at han stadig er frisk efter karrierens største løb. Han udgik ved VM, og da han i sidste øjeblik blev hentet til Lombardiet, var han langt fra de bedste. Der er dog stor forskel på det hårde italienske monument og et let løb i Kina, der reelt kan koges ned til en spurt op ad en 3 km lang bakke. Har han sin bedste form, har han punchet til at spurte om ad en bakke som denne, men det kræver, at han mod forventning stadig har noget at skyde med efter en sæson, der er den i særklasse hårdeste i hans stadig unge karriere.

EF har i sidste øjeblik valgt at hente Hugh Carthy til løbet, og vi vælger alligevel at nævne ham, selvom al logik siger, at det ikke er et løb for ham. Dels er Nongla alt for eksplosiv - det så vi så sent som sidste år - dels er han stadig ikke i sin bedste form efter styrtet i Vueltaen. Alligevel gjorde han det faktisk ganske hæderligt i de italienske løb, og selvom han åbenlyst ikke er i nærheden af Giro-niveauet, er Carthy i år gået fra at være Mr. Inconsistency til at være Mr. Consistency. Ruten passer ham som sagt ikke, men på ren klasse burde han kunne gøre det hæderligt.

Endelig vil vi pege på Steff Cras. Det er ikke meget den unge belgier har vist i Katusha-trøjen, men meget af nedturen skyldes helbredet. Nu synes han langt om længe at have fundet noget form efter en 27. plads i Torino og ikke mindst en 26. plads i Lombardiet. Sidstnævnte antyder, at han er en af feltets mere formstærke klatrere, og han må være topmotiveret, da hans fremtid lige nu synes at være temmelig usikker. Megen eksplosivitet har han ikke, og derfor er han ikke en vinder af løbet, men en sjælden top 10 i et WorldTour-etapeløb synes at være inden for rækkevidde for Katusha i deres sidste løb, inden de overtages af Israel Cycling Academy.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

OPDATERING: De sidste hold er langt om længe blevet udtaget. Jumbo har ladet både Vingegaard og De Plus, der også begge virkede trætte, blive i Europa, og Israel Cycling Academy er uden formstærke Earle. Wanty er uden Meurisse, men har til genæld udtaget Odd Christian Eiking, der er skabt til dette puncheurløb. Han har imidlertid ikke kørt løb siden midten af september, og derfor er det helt uklart, hvor han står.

***** Enric Mas

**** Daniel Martinez, Felix Grossschartner

*** Diego Rosa, Davide Villella, Guillaume Martin, Antwan Tolhoek, Jonathan Hivert

** Lilian Calmejane, Merhawi Kudus, Jhonatan Narvaez, Aliaksandr Riabushenko, Odd Christian Eiking, Maximilian Schachmann, Remi Cavagna, Martijn Tusveld, Ben Swift, Timo Roosen, Carl Fredrik Hagen, Hugh Carthy, Steff Cras

* Petr Vakoc, Pieter Serry, Floris de Tier, Loic Vliegen, David De La Cruz, Nick Schultz, Enrico Gasparotto, Peter Stetina, Matteo Badilatti, Nicola Conci, Mikkel Honoré, Andrea Garosio, Rodrigo Contreras, Lennard Kämna, Rein Taaramae, Gino Mader, Simon Spilak, Alex Edmondson, Matteo Trentin, Victor Campenaerts, Tomasz Marczynski, Davide Ballerini

Danskerne

På Deceuninck kunne Mikkel Honoré egentlig køre et fint klassement, men på et hold, der tæller især Enric Mas, men også formstærke Remi Cavagna samt puncheurtyper som Petr Vakoc og Pieter Serry risikerer han igen at skulle agere hjælper. Jonas Gregaard er til start for Astana, hvor han formentlig skal agere hjælper for Davide Villella og Merhawi Kudus, men hvor han måske alligevel kan levere et hæderligt resultat. Sunweb stiller med Asbjørn Kragh, der skal køre spurter for Max Kanter og hjælpe Martijn Tusveld og Lennard Kämna med at køre klassement. Endelig er Rasmus Byriel Iversen til start for et Lotto-hold, der kører klassement for Carl Fredrik Hagen, Tomasz Marczynski og Victor Campenaerts, men som i kraft af fraværet af en sprinter måske kan give danskeren lidt frihed til at deltage i et udbrud undervejs.

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

Team Ineos: Holdets bedste bud ligner Rosa med Swift og Narvaez som stærke outsidere. Naturligvis har holdet også David De La Cruz, men hans mangel på eksplosivitet samt en generelt trist sæson går det svlrt at tro på et absolut topresultat.

Astana Pro Team: Villella ligner i kraft af sin form det bedste bud, men også Kudus kan som sagt gøre sig gældende. Løbet passer slet ikke til Jan Hirt, der nærmest heller ikke har kørt løb i anden del af sæsonen, men Rodrigo Contreras og Jonas Gregaard kan gøre det pænt, hvis de får chancen. Endelig kan Davide Ballerini, der efterhånden synes at have fundet noget form, ikke helt afskrives, men vi vil dog være overraskede, hvis han sidder med hele vejen op ad Nongla.

Bahrain-Merida: Holdet kommer i en sprintertung formation, men formstærke Andrea Garosio kan efter nogle lovende præstationer, senest i Piemonte, gøre det hæderligt. Antonio Nibali synes slet ikke at være i form.

Bora-hansgrohe: Efter sidste års 2. plads må Grossschartner være kaptajn, mens Schachmann, der ellers er skabt til løbet, i kraft af sin form nok må nøjes med at være plan B.

CCC Team: Holdet kommer helt uden klassementsambitioner, men har han lidt af Vuelta-formen intakt, kan man ikke helt udelukke Jonas Koch, ligesom Gijs van Hoecke vel også kan gøre det hæderligt.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

Deceuninck-Quick Step: Næsten hele holdet kan køre klassement, men det er naturligvis formstærke Mas, der er den erklærede kaptajn med Cavagna som en stærk plan B i kraft sin hans historik i løbet. Ruten er perfekt for Pieter Serry og Petr Vakoc¸ men de har set sløje ud på det sidste, ikke mindst Serry, der skuffede fælt i Binche. Danske Mikkel Honoré kunne egentlig gøre det godt, men virker efterhånden træt og skal sikkert igen være hjælper.

EF Education First: Martinez ligner bedste bud med Carthy som en plan B. Tejay van Garderen er til start, men løbet passer ham overhovedet ikke, og det er hans første optræden siden styrtet i Vueltaen. Stigningen må trods alt være for lang for en ellers formstærk Sep Vanmarcke.

Lotto Soudal: Hagen ligner det eneste reelle bud på en topplacering, men holdet håber også på, at Tomasz Marczynski, der har haft et svært år, kan vise lidt. Endelig skal man ikke helt afskrive Victor Campenaerts, der er i form og som en anden Cavagna kan gøre det godt på en bakke som denne.

Mitchelton-Scott: Holdet kommer helt uden klassementsambitioner. Egentlig ville en formstærk Matteo Trentin være outsider, men baseret på holdets meldinger ser det ikke engang ud til, at han skal køre holdets spurter, hvorfor han ligner en mand på vej på ferie. Finalen passer fremragende til Nick Schultz, men han har haft et svært år, og holdet nævner ham end ikke som kandidat. I stedet er det nok formstærke Alex Edmondson, der er farligst med det, han viste på stigningerne i England og Kroatien, men han bør trods alt være for tung.

Dimension Data: Egentlig er det et perfekt løb for Enrico Gasparotto, men i de seneste italienske løb har han været helt, helt fra den. Unge Gino Mader synes endelig at have fundet lidt form, men han manglede stadig for meget i de italienske løb. Det samme gjorde Louis Meintjes, der heller ikke ejer skyggen af punch. Stefan de Bod imponerede stort på stigningerne i Østrig, men har ikke vist meget siden juliløbet, og Jacques van Rensburg har vist allerede trukket stikket inden karrierens sidste løb.

Jumbo-Visma: Holdet kommer i en decimeret formation, hvor Tolhoek ser ud til at være den mest formstærke. Derudover er det også et perfekt løb for en puncheur som Floris de Tier, men selvom han angiveligt kæmper for karrieren, har han ikke vist noget, der berettiger til optimisme.

Katusha-Alpecin: Cras ligner eneste reelle bud. Løbet passer slet ikke til Ilnur Zakarin, der tillige er helt ude af form, og præcis det samme kan siges om Daniel Navarro. Det er heller ikke et godt løb for Simon Spilak, der har været helt fra den i efteråret og nu indstiller karrieren.

Sunweb: Egentlig burde Lennard Kämna være holdets bedste bud, men hans kørsel siden den flotte Tour har været meget langt fra blot skyggen af hans topniveau. Derfor ligner Tusveld bedste bud på et resultat.

Trek-Segafredo: Peter Stetina viste egentlig fin form i de italienske løb, men han mangler eksplosivitet til denne rute. Den har Nicola Conci mere af, men han synes ikke at have sin bedste form. Jacopo Mosca kunne ende som bedste mand, men en sejr vil være at skyde over målet.

UAE-Team Emirates: Holder kommer primært for at køre for Gaviria, men de håber også på et resultat fra lottokuponen Riabushenko. Et mere sikkert kort er en relativt formstærk Simone Petilli, men han er slet ikke eksplosiv nok til denne rute.

Israel Cycling Academy: Holdets klatrer Matteo Badilatti gjorde det hæderligt, men ikke prangende i Kroatien, og han mangler eksplosivitet til denne rute.

Total Direct Energie: I Hivert tog Calmejane har holdet to glimrende bud. Rein Taaramae har været formsvag gennem hele efteråret og mangler eksplosivitet, og Romain Sicard har ikke længere niveauet.

Wanty-Gobert: Belgierne kommer med et af de stærkeste hold med Martin og Eiking som de to mest oplagte optioner. Egentlig er det også et perfekt løb for en puncheur som Loic Vliegen¸ men han har været en kronisk skuffelse siden sejren i Tour de Wallonie.