Et gammelt mundheld inden for den ubarmhjertige sportsverden, hvor hukommelsen til tider kan være ufatteligt kort, siger, at man aldrig er bedre end sin seneste præstation. Det har Fernando Gaviria fået at mærke igennem en lang og rædselsfuld 2019-sæson, hvor hans indtil i år så lysende sprinterstjerne bare er blevet mere og mere mat, så man i de seneste uge næsten har skullet have fat i en stjernekikkert for blot at kunne ane den må en sprinterhimmel, hvor det i stedet har været navne som Sam Bennett, Pascal Ackermann, Caleb Ewan, Dylan Groenwegen og Fabio Jakobsen, der har lyst op på det seneste. Fra at have været en af sportens mest feterede stjerner, der af mange blev udskreget til at være et sandt fænomen i stil med Peter Sagan med fire etapesejre og pointtrøje i karrierens første grand tour og sejr og gul trøje i karrierens allerførste Tour-etape, er Gavirias fald fra tinderne været så stort, at mange næsten havde glemt, at han eksisterende.

Eksempelvis vil der være meget få, der vil huske, at Gaviria faktisk var til start i en trist Vuelta, der blev ølelagt allerede fra start med styrt i den indledende holdtidskørsel. Selvom han faktisk vandt en etape, har mange også glemt, at han var med i årets Giro, hvor det især var Ackermann, Ewan og Arnaud Demare, der stjal sprinterrampelyset. Og helt tydeligt blev hans fald fra tinderne, da hans afbud til VM var så ligegyldigt, at det knap fandt vej til ét eneste cykelmedium - Feltet.dk naturligvis undtaget - og at ingen overhovedet savnede ham i Yorkshire, hvor han ellers i sin storhedstid ville have været en stærk outsider.

På den baggrund var det måske meget symbolsk, at Gaviria bragede tilbage på scenen mindre end 24 timer efter, at et andet supertalent, Taylor Phinney, havde varslet afslutningen på en i sidste ende temmelig trist karriere. Ligesom Gaviria var amerikaneren nemlig kommet bragende ind på scenen med en sådan hast, at han var spået til både at skulle vinde klassikere og VM i enkeltstart for blot at se en uhyre lovende karriere blive ødelagt af et grimt benbrud, han pådrog sig i et styrt ved de amerikanske mesterskaber. Selvom han faktisk kom hæderligt tilbage med en 8. plads i sidste års Paris-Roubaix, blev Phinney aldrig sig selv igen efter det uheld, og når han næste år ikke længere er at finde i feltet, vil der næppe være mange, der bemærker det.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Sådan kunne man også frygte, at det var ved at gå med Gaviria. Ligesom Phinney blev han udskreget til verdensstjerne, nærmest før han var blevet myndig, da han ud af det blå slog en dengang næsten usårlig Mark Cavendish i Tour de San Luis. Så stort var talentet, at Patrick Lefevere ikke skulle bruge mange minutter på at tilbyde ham en kontrakt, og derfra kender de fleste resten af historien, der med blandet andet seks sejr i sine to første grand tours talte hele 32 triumfer i hans relativt korte tid på Deceuninck -  de fleste på WorldTouren - en stor klassikersejr i Paris-Tours samt ikke mindst et meget berømt styrt på opløbsstrækningen i et første Milano-Sanremo, som uden uheld meget vel kunne have kastet en tidlig monumentsejr af sig.

Gavirias karriere er imidlertid også historien om et hav af knæproblemer, der bestemt ikke er blevet værre af de mange styrt, hans manglende koncentrationsevne har ført til, og som til sidst gik Lefevere på nerverne. Og som man har set med mange andre store talenter, kan helbredsproblemer ødelægge selv det største talent, hvilket Phinney blot er det seneste eksempel. Med tanke på hvor vedvarende, knæet har drillet ham i en 2019-sæson, hvor det tvang ham til at udgå af Giroen og droppe Touren, og hvor det har været umådeligt svært at finde sit gamle niveau siden comebacket i Tour de Pologne, er det ikke mærkeligt, at mange var begyndt at tro, at problemerne også skulle blive colombianerens endeligt i en tid, hvor der bestemt ikke mangler konkurrence i toppen af sprinterhierarkiet.

Heldigvis skal vi ikke forfærdeligt langt tilbage for at finde bevis på, at Gavirias klasse stadig er intakt. Det er trods alt ikke meget mere end et år siden, at han vandt to etaper i Touren. Det er heller ikke skiftet til UAE, der har været problemet, for Gaviria kom fremragende fra start med tre sejre inden udgangen af februar i en tid, hvor han slog Bennett ved alle tre lejligheder og også fik skovlen under Ewan og Elia Viviani. I Giroen nåede han også at vise klassen, inden knæet satte karrieren på pause, for selvom hans sejr på 3. etape var lidt kontroversiel i lyset af Vivianis deklassering, var der ingen tvivl om, at Gaviria den dag var hurtigste mand, også hurtigere end Ackermann, der ellers viste sig som Giroens klare sprinterkonge, når det kom til ren topfart.

Netop fordi Ackermann har været så flyvende i år, skal man også anse det som et klart bevis på, at Gaviria efter dagens sejr på 1. etape af Tour of Guangxi stadig må regnes som en af verdens allerbedste sprinter. Faktisk har Ackermann været så suveræn i anden halvdel af sæsonen, at han reelt har været hurtigste og bedste mand i alle de spurter, han har kørt, siden han på 3. etape i Polen fik en sejr foræret som følge af en på alle måder korrekt deklassering af den ellers hurtigere Jakobsen. Nok er det ikke blevet til sejr hver eneste gang, men Ackermann har reelt ikke siden nederlaget til Jakobsen i begyndelsen af august været oppe mod en mand, der var hurtigere end ham, uanset hvem modstanderen har været.

I hvert fald lige indtil i dag. Da den korte og flade etape i den efter kinesisk målestok beskedne flække Beihai som forventet endte en massespurt foran de 1,5 mio. indbyggere i byen, var der ingen tvivl om, hvem der var den hurtigste. Ligesom i 2017, hvor Gaviria for første og hidtil eneste gang deltog i det kinesiske løb, lagde han forrygende fra land ved at vinde den indledende spurt i byen, hvor han for to år siden ved at slå Dylan Groenewegen indledte en fantastisk uge, der gav fire sejre på seks dage. Og i dag tog han første skridt på vej mod en gentagelse ved denne gang at få skovlen under en anden supersprinter.

Gavirias sejr blev nemlig opnået på ren fart. Efter endnu en magtdemonstration af Bora, der er blevet eksperter i at sætte Ackermann op til massespurter ved at infiltrere alle udbrud i løbets sidste fase - en strategi, vi har set dem mestre til perfektion gennem hele efteråret - trådte Rudiger Selig nok engang i karakter og cementerede sin status som en af verdens bedste lead-out men ved at aflevere sin kaptajn perfekt i en finale, hvor tabet af den skadede Andreas Schillinger, behovet for at beskytte hele to klassementsryttere samt hårdt arbejde gennem hele dagen ellers havde efterladt Bora med bare to mand. Og da Ackermann kunne starte sin spurt, præcis som han ville, var mange formentlig allerede i gang til at skrive den konklusion, de fleste vel egentlig havde skrevet på forhånd.

Bare ikke Gaviria. Colombianeren havde nemlig ikke til sinds at overgive sig til overmagten, bare fordi alle regnede med, at det ville blive til tysk sejr. Og selvom hans UAE-tog med Juan Sebastian Molano og Roberto Ferrari egentlig fejlede eklatant, og Gaviria nok engang viste, at han ikke helt har sine gamle positioneringsevner, da han tabte kampen om Ackermanns eftertragtede hjul til Phil Bauhaus, var der intet, der kunne holde colombianeren tilbage. Mens Bora var så selvsikre, at Selig allerede havde rakt armene i vejret for at fejre den forventede sejr, kom Gaviria bragende ned langs højre side fra tredje position med en sådan fart, at han trods den suboptimale position akkurat kunne presse cyklen forbi sin store rival fra Giroen.

Sejren kunne ikke komme mere belejligt for Gaviria, der ellers havde udsigt til en lang og trist vinter, men nu kan drage hjem til Colombia med tro på fremtiden, især hvis han kan følge triumfen op med flere sejre i de forventeligt tre eller fire spurter, der venter senere i løbet. Og den viser UAE, at de gjorde rigtigt i ikke at opgive troen på deres colombianske sprinter og i stedet styrke tilliden til ham ved at genforene ham med sin nære ven og foretrukne lead-out man Maximilano Richeze. Heller ikke 2019 har været det letteste år for det uhyre ambitiøse UAE-mandskab, men nu kan de indlede forberedelsen frem mod 2020 med troen på, at de kan tage næste skridt i ambitionen om at blive verdens bedste cykelhold.

Ackermann derimod må sande, at træerne ikke vokser ind i himlen. Og måske skal han bare holde sig væk fra det kinesiske løb, som også i 2018 gav en lidt kedelig afslutning på et fantastisk efterår. Dengang blev han nemlig gang på gang slået i et løb, hvor det blot blev til en enkelt sejr, men hele tre 2. pladser, og selvom det er alt for tidligt at skrive samme konklusion igen denne gang, kan man godt forstå, hvis Kina allerede nu hænger ham langt ud af halsen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ikke uventet var Gaviria - al usikkerhed til trods - den eneste, der kom i nærheden af Ackermann. På papiret var de to i særklasse, og der var da også alenlangt ned til Matteo Trentin på 3. pladsen. Det resultat må da også næsten være en sejr for den tidligere europamester, som aldrig har været hurtig nok til at vinde den slags massespurter. Faktisk havde Mitchelton lagt op til, at løbet her skulle være en chance for Kaden Groves og Alex Edmondson til at jagte lidt personlig succes, men da Mitchelton med imponerende styrke tog kontrol til slut, var det alligevel Trentin, der sad bagerst i toget. Edmondson viste sin forrygende form ved at aflevere sin kaptajn så perfekt, at Trentin i sit sidste løb for Mitchelton opnåede det vel bedst tænkelige resultat. Og alt sammen er det formentlig bare opvarmning til den forventede reducerede massespurt på den lange og kuperede 5. etape, som han vandt sidste år, og som han formentlig håber igen at vinde som afskedsgave til sit australske hold.

Den slags afsked får Kristoffer Halvorsen imidlertid nok ikke lov at give Ineos efter to år på holdet. Siden det blev kendt, at han skifter til EF, er han blevet kørt ud på et sidespor, som har forhindret ham i at bygge videre på det fine momentum, han har opbygget i en generelt lovende sæson. Det fik han heller ikke lov til at gøre i dag, hvor briterne i stedet foretrak at køre spurten for Chris Lawless, der modsat Halvorsen har forlænget kontrakten. Resultatet blev det forventede for Lawless, der slet ikke har Halvorsens fart i en klassisk massespurt, og dermed blev Ineos’ kørsel endnu et bevis på den trættende tendens til, at ryttere, der skifter hold, alt for ofte skal betale en pris for den beslutning i årets sidste måneder.

Løbet blev til gengæld lidt af en lussing til Phil Bauhaus. Tyskeren har ellers i dette efterår lignet en mand, der var ved at lægge et skuffende forår bag sig og bygge videre på det fine momentum fra starten af karrieren, men i dag måtte han sande, at han fortsat har et stykke vej op til toppen af sprintereliten. Hidtil har det ellers været positioneringen, som har været problematisk, men den fejlede bestemt intet, da han fandt Ackermanns hjul i finalen. Herfra måtte han imidlertid sande, at han slet ikke kunne matche hverken tyskeren eller Gaviria, og da han end ikke kunne gå forbi Trentin, har det ikke været en spurt, der har styrket hans tro på egne evner.

Andre kan til gengæld se tilbage på spurten med stor fortrøstning. Det gælder for de to stortalenter Matteo Moschetti og Max Kanter, der i 2018 vel var de mest lovende U23-sprintere, men som begge har fået store dele af deres første WorldTour-sæson ødelagt af skader. Moschetti nåede at vise sit potentiale, inden et styrt i Giroen indledte en gigantisk krise, og Kanter har efter en skade, der stammer helt tilbage fra starten i Australien, været ude det meste af året. I dag sad de begge lidt for langt tilbage i positionskampen - en kunst, de ellers begge synes at mestre - men begge havde de god fart til sidst. Med lidt mere tro på egne evner og held i kampen om placeringerne skal det blive interessant at se dem tage kampen op mod de hurtigste.

Også Riccardo Minali kan været yderst tilfreds. I forhold til de takter, han viste i karrierens begyndelse, er en 9. plads naturligvis ikke meget at prale af, men efter en første sæson for Israel Cycling Academy, hvor han nærmest intet har vist, må det føles som en sejr atter at kunne køre med i en spurt på en WorldTour-niveau. Knap så glad har den anden helt italienske sprinter, Jakub Mareczko, grund til at være, da han nok engang måtte sande, at dårlig position kostede dyrt, og at han trods fin fart til sidst ikke kunne fortsætte sin kinesiske succeshistorie ved også at vinde i det største etapeløb i det land, hvor han har taget hovedparten af sine mange sejre.

Som forventet gav etapen ikke mange svar på formniveauet hos løbets favoritter. Dertil var den flade etape alt for nem, og den tjente mest til at få kørt den værste jetlag ud af benene. Man kan dog ofte på folks placering aflæse, om folk er kommet til Kina for at jagte et resultat, og her er der i hvert fald tre klare tendenser. En 14. plads til Merhawi Kudus i en massespurt er i hvert fald udtryk for motivation, og Guillaume Martin viste på stigningen også, at han har store ambitioner om at sige et flot farvel til Wanty inden skiftet til Cofidis. Og så var det på Bora værd at bemærke, at det var den stadig formsvage Maximilian Schachmann, der fik til opgave at infiltrere udbrud, mens sidste års nr. 2, Felix Grossschartner, i næsten fuldt omfang blev sparet.

Meget klogere bliver vi nok ikke i morgen. Her venter nemlig endnu en af de korte og flade etaper, der mere end noget andet kendetegner kinesiske etapeløb, og derfor skal vi vente til den nye og spændende finale på 3. etape for at få et mere klart billede af, hvem der kan vinde årets sidste WorldTour-etapeløb. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget at se frem til, for i Qinzhou får Gaviria chancen for at sætte en fed streg under, at han for alvor er tilbage. Og med tanke på, hvordan han med fire etapesejre tørrede gulv med blandt andre en vis Groenewegen, da han sidst var flyvende på Guangxis landeveje, er der al mulig grund til at tro, at Gavirias sprinterstjerne ved sæsonens afslutning på tirsdag pludselig lyser lige så klart, som den gjorde, da sæsonen startede med et brag med tre sejre på mindre end en måned.