Ruten

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den tredje udgave af landets største løb. Ganske vist har man i år ændret den velkendte 53,7 km lange rundstrækning, der blev tilbagelagt to gange for en ultrakort etape i 2017 og 2018, så den nu er kortere og skal tilbagelægges tre gange for en etape, der dermed bliver næsten 30 km længere end de to foregående år, men med en rute, der i alt væsentligt har de helt samme karakteristika som de første to udgaver af denne Beihai-etape, får rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne drømmer om at sikre sig den første førertrøje, som det skete for Fernando Gaviria og Dylan Groenewegen i de første to udgaver af løbet.

I alt er der bare 135,6 km på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Stage Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af tre omgange, hvoraf de første 3,3 km af første omgang er neutraliseret, på en 46,3 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret. Fra start kører man gennem fladt terræn mod nord og nordøst tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest og kører ud til kystvejen.

Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,7% over 1300 m, har top med 15,3 km igen og giver bjergpoint ved de to sidste passager efter hhv. 74,0 og 120,3 km. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og øst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste mere end 10 km er helt flade - sidste kilometer er dog let faldende - og byder kun på få sving, nemlig med lidt mere end 3000 og præcis 500 m til mål. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen efter hhv. 43,0 og 89,3 km.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Etapen byder på i alt 524 højdemeter.

Som sagt var Beihai også ramme om en kort rundstrækningsetape som åbning på løbene i de to første år. I 2018 sejrede Dylan Groenewegen foran Max Walscheid og Fabio Jakobsen, og i 2017 vandt Fernando Gaviria foran Groenewegen og Pascal Ackermann.

Vejret

Sidste år var et af løbets temaer kulden, men i år bliver det varmen, som bliver en udfordring. Torsdag ventes at blive en solrig dag med kun få skyer og en temperatur på hele 31 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordøst, hvilket giver sidemodvind på første del, medvind på anden del frem til toppen af stigningen, inden man får sidevind og med godt 3 km igen direkte modvind, som varer ved, indtil man får sidemodvind på den 500 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Følger man lidt med i de mange kinesiske etapeløb, der skyder op med lynets hast i disse år, vil man vide, at de kan være temmelig trivielle. Mange af dem er alenlange, og hovedparten af etaperne er både ultrakorte og så flade, at det ender i den ene massespurt efter den anden, som vi senest så det i det nyligt afviklede Tour of Taihu Lake, hvor alle seks linjeløbsetaper blev en sag for også relativt tunge sprintere. Således er det ikke noget under, at Jakub Mareczko, der drukner i mælkesyre blot ved synet af den mindste motorvejsbro, har vundet 31 af sine 40 sejre i x.1-løb og derover i netop Kina, og at en enkelt sejr i hhv. Argentina og Italien faktisk er hans eneste triumfer udenfor Asien. På samme måde er Andrea Guardini en sprinter af samme skrøbelige type, som har taget hovedparten af sine triumfer i Asien - for hans vedkommende dog primært i Tour de Langkawi - og som har opnået sine seneste to gevinster netop på kinesisk grund.

På den baggrund var der indførelsen af Tour of Guangxi en risiko for, at det ville gå på samme vis. Heldigvis stiller UCI visse krav til sværhedsgraden af et WorldTour-løb, men da Fernando Gaviria og Dylan Groenewegen med hhv. 4 sejre og én gevinst stort set gjorde rendt bord ved debuten i 2017, var det tydeligt, at de småbakker, man havde fundet til lejligheden, ikke kunne ryste et WorldTour-felt meget. Og selvom triumferne sidste år blev fordelt lidt mere ligeligt med to til Fabio Jakobsen og én hver til Pascal Ackermann, Matteo Trentin og Groenewegen, hvormed man undgik 2017-udgavens ensformige Gaviria-show, kunne det ikke slette indtrykket af, at Tour of Guangxi trods sin fine status var et helt typisk og meget let kinesisk etapeløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

I år har man med indførelsen af den ganske spændende finale på 3. etape skabt lidt mere krydderi til løbet, men det bør ikke ændre på, at løbet stadig følger den kinesiske ånd. Som minimum bør i hvert fald de første to etaper være skabt til de rene sprintere, og skal man pege på én, der for alvor er klassisk ”China style” må det være åbningsetapen. Nok har man forsøgt at gøre det lette rundstrækningsløb lidt vanskeligere ved i år at forkorte rundstrækningen og i stedet køre en ekstra omgang, så distancen ikke bliver de foregående års absurde kun godt 100 km, og så den lille bakke skal forceres tre mod tidligere to gange, men det bør ikke ændre på udkommet. 1. etape er så kinesisk, som den kan være, og derfor vil det være en sensation, hvis ikke den skal afgøres af sprinterne.

Den lille bakke ligger egentlig ret tæt på mål, men den er altså ikke noget Alpe d’Huez. I de foregående år har den da heller ikke gjort skyggen af forskel, og det vil den næppe heller være i år. I teorien er vinden en trussel, men da hele etapen afvikles i en byzone - Beihai er måske lille efter kinesisk målestok, men et indbyggertal på 1,5 mio. er trods alt en sjat - bør den ikke komme i spil heller ikke selvom der venter et sidevindsstykke umiddelbart efter passagen af bakken.

Med andre ord ligner det en triviel sprinteretape, der kan bruges til at få kørt den værste jetlag ud af kroppen over en kort distance, hvor anstrengelserne vil være til at overse. Formentlig vil et udbrud blive etableret relativt tidligt, men det skal nu alligevel blive interessant at se, hvem der kommer afsted. Som vi så med Silvan Dillier i 2017 og ikke mindst med Remi Cavagna i 2018 kan udbrudsforsøg og deraf følgende bonussekunder være en mulig genvej til et samlet topresultat, og det vil derfor være en god ide for klassementsrytterne at snige sig afsted på et tidspunkt, hvor der stadig er nogle dage til at komme sig inden kongeetapen. Nu hvor Deceuninck efter Alvaro Hodegs ærgerlige styrt er helt uden topsprinter, virker det i hvert fald oplagt, at formstærke Cavagna skal forsøge at gentage sidste års smarte nummer.

Når udbruddet efter lidt sværdslag er etableret, vil vi forvente, at Bora lynhurtigt tager kontrol for Pascal Ackermann, og at UAE også giver en hånd med for Fernando Gaviria. I Hodegs fravær er der færre supersprintere end i de foregående år, men mon ikke de to store sprinterhold kan håndtere så kort en etape? Hvis ikke, er det nærliggende at tro, at de kan se frem til lidt hjælp fra hold som Bahrain, CCC, Jumbo og Trek, der alle kan tænkes at give en hånd med, hvis ikke de har en rytter med i front.

Derfor bør det ende i en massespurt, som vi har set det i de to foregående år, og selvom distancen er længere, må vi formode, at alle kommer relativt friske til mål, og at det derfor er en sag for de helt rene sprintere. I forhold til 2017 og 2018 er finalen dog ændret, så den lange, lige opløbsstrækning er erstattet af en afslutning med en lang, lige vej, som afbrydes af et skarpt sving med 500 m til mål, og det gør pludselig betydningen af et godt tog langt større. Det vil være helt afgørende at sidde godt i netop det sving, og her bliver timing afgørende, da der vil være en pæn modvind i lang tid frem mod dette. Med andre ord kan det meget vel blive et langt ventespil, hvor de forskellige tog vil tøve og tøve, indtil de allermest kraftfulde kan skyde frem lige inden svinget og herved sikre, at kaptajnen kommer godt igennem. Han skal dog som minimum have én frisk mand foran sig, da 500 m er en ganske lang distance med den sidemodvind, der vil være på opløbsstrækningen.

På den baggrund kan der ikke være tvivl om, at Pascal Ackermann er favorit. Tyskeren har haft en drømmesæson, hvor han særligt i Giroen cementerede sin status som en af verdens hurtigste, og den har han efter en lidt svag start efter sommerpausen cementeret i efteråret. Han var klart stærkeste mand i Brussels Cycling Classic, hvor kun dårlig timing i modvinden kostede ham sejren, og efter at han forinden havde været i særklasse på 1. etape i Tyskland, vandt han efterfølgende sine spurter i Fourmies, Gooikse Pijl og Primus Classic, selvom Edward Theuns med et smart angreb snød ham for sejren for sidstnævnte. Senest var han klart hurtigst i Münster, men her kostede en usædvanligt dårlig position ham en sejr, da han akkurat ikke nåede forbi Hodeg.

Med andre ord skal vi helt tilbage til den kontroversielle diskvalifikation af Fabio Jakobsen på 3. etape i Polen for at finde det seneste tilfælde, hvor Ackermann ikke var hurtigste mand i en spurt, og det bør han også være her. Lægger man hertil, at han kommer med et fabelagtigt tog med sin faste lead-out man suppleret med Sam Bennetts sidste mand, Shane Archbold, står det klart, at han bliver pokkers svær at slå. Sandsynligheden får, at det bliver Selig og ham, der kommer først igennem svinget, er i hvert fald stor, og sker det er det svært at se, hvem der skal slå ham. Selv hvis det mislykkes, er Ackermann selv så god i positionskampen, at meget skal gå galt, hvis ikke han skal vinde.

Jokeren er selvfølgelig Fernando Gaviria. Colombianeren er den eneste, der på papiret har en fart i Ackermanns klasse, men den har han til gengæld også. Det nåede vi akkurat at se på 4. etape i Giroen, som han vandt efter Vivianis deklassering, umiddelbart inden hans alenlange skadesmareridt indledtes. Siden da har Gaviria lidt og kæmpet i et forsøg på at komme tilbage, men selvom hans pauvre Vuelta står i frisk erindring, skal vi ikke glemme, at den i høj grad skyldtes et styrt på holdløbet. Forinden var han faktisk blevet nr. 2 bag Ackermann og nr. 2 foran tyskeren på hhv. 1. og 2. etape i Polen, og det viser, at selv en formsvag Gaviria faktisk kan tage kampen op mod tyskeren. Og efter at dårlig form tvang ham ud af VM, kørte han sig faktisk til en hæderlig 4. plads i Münster, hvor Ackermann som sagt blev nr. 2.

Der er grund til at tro, at Gaviria er endnu bedre nu. I 2017 viste han, at han kunne komme tilbage fra en grim knæskade og vinde hele fire etaper i dette løb, og han drømmer formentlig om en lignende revanche nu. Motivation burde han i hvert fald have masser af, da løbet her er sidste chance for at redde sæsonen, og han kan se frem til en støtte, han ikke har haft længe. Toget med Roberto Ferrari og Juan Sebastian Molano ligner i hvert fald et næststærkeste i løbet, og vi har tidligere i blandt andet BinckBank Tour set, at Molano er en ganske habil lead-out man, ligesom Ferrari tidligere var en af verdens absolut bedste i rollen som tredjesidste mand. Det har knebet lidt md Gavirias positionering i år, men tager de kontrol ind gennem svinget, er der god chance for, at Gaviria stadig har farten til i hvert fald at give Ackermann modstand.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Skal man pege på en tredje favorit, må Matteo Moschetti være manden. Det har været trist at se, hvordan et styrt i Vueltaen skulle ende med at føre den lovende italieners flotte debutsæson ud i et regulært kollaps, hvor han i lang tid havde svært ved blot at gennemføre løbene. I løbet af september blev han imidlertid åbenlyst bedre og bedre, og selvom han led endnu et tilbageslag med et styrt i GP Beghelli, burde han være i en bedre forfatning end længe.

Det udestår stadig at finde ud af, om Trek kører for ham eller John Degenkolb, men da tyskeren er på vej til et andet hold, vil det have stor værdi for mandskabet at give Moschetti lidt selvtillid inden vinterpausen. Reelt har han ikke kørt en spurt siden Giroen, og det her er hans sidste chance. En meget let etape som denne burde han nok kunne overkomme, og herefter kan han se frem til at have støtte et af feltets tre bedste tog. En formation med Ryan Mullen, Kiel Reijnen og Degenkolb har i hvert fald noget at skyde med, og Degenkolb burde være en af feltets mest kraftfulde lead-out men, når man skal skyde sig frem i modvinden frem mod sidste sving. Lykkes det, har Moschetti i Giroen vist, at han har farten til at true favoritterne i dette felt. Naturligvis kan det ikke udelukkes, at holdet i stedet kører for Degenkolb, nu hvor Moschettis form er usikker, men med tanke på de svage spurter, tyskeren kørte i Polen og Vueltaen, virker det usandsynligt, at han kan blande sig på en etape, der i forvejen er alt, alt for let for en mand, der specialiserer sig i spurter efter de lange og hårde dage.

Den første tid på Bahrain var bestemt ingen dans på roser for Phil Bauhaus , der havde umådeligt svært ved at leve op til sin nye status som førstesprinter på et stort hold. Siden han slog Hodeg på den uofficielle 1. etape af Adriatica Ionica Race i juli, har han imidlertid været i fremgang. Han kørte nogle flotte spurter i BinckBank Tour, hvor hans dårlige positionering dog atter blev kostbar, som den også gjorde det i de to spurter, han nåede at køre i Vueltaen. Siden tog han endelig en sejr for holdet i Coppa Bernocchi, inden han viste fin form som hjælper for Colbrelli i Coppa Sabatini. Han skuffede i Beghelli, hvilket kan indikere en vis træthed, men et let sprinterløb som dette bør være guf for Bauhaus. I lyset af hans positionering er det sene sving alt andet end ideelt, men man kan håbe, at Marcel Sieberg kan ende et ellers skuffende år med at vise lidt af sin gamle klasse og føre ham i position til at vise den fine fart, der tidligere har givet ham en sejr over alverdens topsprintere i UAE Tour i 2018.

Ineos har lidt samme dilemma som Trek i den forstand, at de har to sprintere, hvoraf den ene skifter hold, og den anden bliver. Problemet her er imidlertid større, da det hos briterne er den hurtigste, der forlader skuden. Angiveligt var det det, der fik holdet til i Münster at satse på Chris Lawless og ikke Kristoffer Halvorsen , som er på vej til EF, men man må håbe, at de lader den unge nordmand få chancen for at sige flot farvel. Trods sine to podiepladser i Scheldeprijs har Lawless aldrig været i nærheden af de bedste i et felt som dette, og da slet ikke på en helt ren og let sprinteretape. Den bør til gengæld være noget for den langt hurtigere Halvorsen, der i år endelig har vist lidt af sin gamle klasse. Først og fremmest har hans positionering været svært imponerende og indbragt ham en endeløs serie af top 10-placeringer, senest i BinckBank Tour, hvor de ekstremt kaotiske spurter ellers kan være svære at håndtere. Her har han et ganske stærkt tog bestående af Leonardo Basso, Ben Swift og Lawless, og kombinerer man det med et sving og hans gode positionskamp, står han med en reel chance for at vinde. Vi har dog en frygt for, at der igen køres for den langsommere Lawless, men han har trods et godt tog ikke mange chance for at krydse stregen først.

Danny van Poppel er stadig en af de hurtigste i dette felt, selvom han i år har nedprioriteret spurterne til fordel for klassikerne. Desværre har han i dette efterår været igennem en af sine mange gigantiske formkriser, og trods en lille opblomstring i august og i et enkelt løb i september, har han på det seneste igen haft umådeligt svært ved blot at gennemføre. Derfor er det svært at være voldsomt optimistisk forud for dette løb, men så let en etape som denne bør selv en formsvag Van Poppel nok kunne klare. Han er stadig ganske stabil i positionskampen, som han senest viste i et fint Tour de Pologne, og her har han en yderst kapabel og meget formstærk lead-out man i Timo Roosen. Toget er tyndt besat, men kan Roosen og Van Poppel komme godt frem inden svinget, kan der måske alligevel være et fint farvel til Jumbo i vente for Van Poppel. Hvis han stadig har det svært, vil Roosen sikkert køre spurten, men trods den gode form, kan han ikke vinde på dette niveau.

Som sagt elsker Jakub Mareczko Kina, og derfor skal han naturligvis tages seriøst. Det er nemlig disse korte, lette etaper, den polskfødte italiener elsker, og han synes faktisk at komme til løbet med form. Han imponerede således ved at klare bakkerne i Primus Classic, og forinden havde han vist overraskende stor holdbarhed i Tour de Wallonie. I forvejen har han vist, at han mestrer kunsten at være i form til de sidste kinesiske efterårsløb, og det vil nok særligt gælde i et år, hvor han stadig har meget at bevise. Det nye sene sving er en reel katastrofe for den positioneringssvage Mareczko, men et ganske stærkt tog med Gijs van Hoecke, Francisco Ventoso og Jonas Koch ser ud til at være så stærke, at Mareczko kan få en reel mulighed for at vise, at han stadig har lidt af sin gamle fart, selvom han slet ikke synes så hurtig som tidligere, hvor han tog flere 2. pladser i Giroen.

Det er også værd at pege på Dan McLay. Den engang så lovende brite har ganske vist en nærmest blank resultatliste siden skiftet til EF, men han viste dog i Paris-Nice, at hans fart stadig er ganske imponerende, når han en sjælden gang er både i form og ikke mindst i position. Netop positionering har altid været en gigantisk akilleshæl, og det sene sving taler derfor slet ikke til hans fordel, men et tog med Sep Vanmarcke og Moreno Hofland , der kunne agere plan B, er slet ikke ringe i dette ikke alt for stærke felt. Kan de føre ham ordentligt frem, bør McLay stadig have den fart, han viste i Paris-Nice, og som kan hjælpe ham med at sige et godt farvel inden skiftet til en lead-out-rolle for Nacer Bouhanni på Arkea.

Den rytter, der bliver mest interessant at følge, er nok Max Kanter. Forud for sæsonen var den unge tysker sammen med Moschetti den mest lovende nyprofessionelle sprinter, men en hel serie af skader holdt ham ude af konkurrence fra de australske løb i januar og frem til Polen Rundt i begyndelsen af august. Siden dengang har han også kun kørt få løb og kun i rollen som hjælper, men nu får han endelig sine første chancer i denne sæson. Han har vist stigende form i løbene i september og oktober, ikke mindst i sidevinden i Lichtervelde, og han må stadig have lidt af den fart, der sidste år blandt andet gav en etapesejr i Tour de l’Avenir og en 2. plads i Danmark Rundt. Det lette løb burde hans form taget i betragtning tale til hans fordel, og et tog med Nikias Arndt og Asbjørn Kragh burde give ham en reel chance for at vise, at farten stadig er intakt.

Et af de mest komplicerede hold er Mitchelton-Scott. Egentlig burde det give sig selv, at de skulle køre for Matteo Trentin, men i optakten nævnte holdet slet ikke italieneren, der er på vej væk. I stedet nævnte de muligheden for at give chancen til den uhyre formstærke Alex Edmondson, der senest vandt pointtrøjen med en hel serie top 5-resultater i Kroatien, samt det unge sprintertalent Kaden Groves , der senest imponerede stort ved U23-rytternes VM. Skal vi komme med et forsigtigt gæt, vil vi tro, at Edmondson skal belønnes for sin loyalitet og have chancen, men vi så også i Kroatien, at han mangler en del fart. Til gengæld viste han også i starten af året i Down Under Classic, at han med god position kan komme langt i dette felt. Alternativt kører man formentlig for den formentlig hurtigere Groves, men han mangler erfaring. Endelig kan det ikke afskrives, at Trentin alligevel vælger at køre spurten, men en meget let sprinteretape har aldrig været noget for ham. Uanset hvad er holdet tog fabelagtigt, og særligt hvis Groves støttes af de meget erfarne lead-out-folk Edmondson og Trentin kan det i en så teknisk finale blive godt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da det arabiske tempomirakel fortsatte

Endelig vil vi pege på Davide Martinelli. Med Hodegs ærgerlige exit er Deceuninck for en gangs skyld til start i et sprintervenligt uden en af deres tre topsprintere, men de siger, at de alligevel har fundet en plan for massespurterne. I en trup uden megen fart og med et hovedfokus på Enric Mas må den plan næsten være Martinelli, der da også tidligere har vundet blandt andet en sprinteretape i Tour de Pologne. Dengang skete det ganske vist ved at få hul i rollen som lead-out man som det også skete, da han tidligere vandt i Provence, men det viser, at han har en vis fart. Holdet har ikke meget af dets tog til start, men en mand som Iljo Keisse har nogen erfaring, og det kan måske give Martinelli chancen for at få et sjældent resultat.

Andre kandidater er Davide Ballerini, der ikke får let ved at vinde en spurt efter så let en etape, Israel Cycling Academys trio med August Jensen, Itamar Einhorn og Edwin Avila, Katushas Viacheslav Kuznetsov og Jenthe Biermans samt måske endda Jonathan Hivert og Loic Vliegen , men det vil være en sensation, hvis en af de ryttere ender med at vinde.

OPDATERING: Efter at den endelige startliste er blevet kendt, står det klart, at et decimeret Jumbo-hold er uden Van Poppel, hvorfor de må ventes at køre for Roosen, der dog får svært ved at blande sig i en klassisk massespurt. Israel Cycling Academy er uden Avila og Jensen, men stiller med Riccardo Minali, der har vist lidt fremgang på det seneste og vil elske et fladt sprinterløb som dette. Endnu vigtigere er det dog, at Wanty har udtaget Timothy Dupont, der måske efterhånden er ved at være træt, men som efter et stærkt efterår ubetinget af en af de hurtigste og mest positioneringsstærke i dette felt, hvor han har god støtte af Tom Devriendt og Pieter Vanspeybrouck.

Feltet.dks vinderbud: Pascal Ackermann

Øvrige vinderkandidater: Fernando Gaviria, Matteo Moschetti

Outsidere: Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Dan McLay

Jokers: Max Kanter, Kaden Groves, Alexander Edmondson, Chris Lawless, John Degenkolb, Matteo Trentin, Riddardo Minali, Davide Martinelli

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2018 og Fernando Gavirias sejr fra 2017.