Jobbet som løbsdirektør for Tour de France kan være en utaknemmelig affære. Hele verdens øjne hviler på Christian Prudhomme, der i nu mere end et årti har haft til opgave at sammensætte en rute, som både rummer den alsidighed, de fleste kræver af verdens største cykelløb, sikrer spænding lige til det sidste og samtidig sørger for at tilfredsstille såvel den internationale som den franske offentlighed. Det kræver balanceevner, som kunne gøre enhver linedanser misundelig, og som han har mestret med varierende dygtighed i sin tid som chef for verdens største cykelløb.

Tag nu bare det dilemma, der formentlig har rumsteret i hans hoved siden afslutningen på årets udgave af hans hjertebarn. Det har aldrig været nogen hemmelighed, at Prudhomme ikke er fan af enkeltstarter, og derfor har han, siden han overtog ansvaret for ruten i 2008, med salamimetoden langsomt reduceret antallet af enkeltstartskilometer til et omfang, så det franske løb er gået fra at være den mest til den mindst tempotunge af de tre grand tours. Den beslutning har han kunnet finde belæg for i en tid, hvor de fleste af de førende specialister har været samlet på Sky/Ineos, og hvor for mange og lange enkeltstarter ville kunne udstyre først Bradley Wiggins og siden Chris Froome med så stor en fordel, at det hurtigt ville kvæle al spænding. Det så man tydeligt i 2012, 2013 og 2016, hvor han brød den generelle trend med at sende tidskørsler hen, hvor peberet gror, og hvor først Wiggins og siden Froome med stor overlegenhed på enkeltstarterne reelt afgjorde løbet, længe inden gadefejerne overhovedet var begyndt at tænke på at gøre klar til den store parade på Champs-Elysees.

Den strategi har bare ikke lignet den rigtige i de senere år. Selvom Froome hører til blandt verdens bedste enkeltstartsryttere, har man med nogen ret kunnet hævde, at de to ryttere, der i hvert fald siden 2017 har lignet den største trussel mod Ineos-mandskabets dominans, Tom Dumoulin og Primoz Roglic, er bedre end den britiske Tour-konge i kampen mod uret. Derfor var mange også dybt forundrede, da Prudhomme for nu præcis et år siden præsenterede en 2019-rute, hvor antallet af enkeltstartskilometer nåede et nyt lavpunkt. Det varede da heller ikke længe, inden først Dumoulin og siden Roglic skiftede mening og gjorde Giroen med sine tre enkeltstarter til sæsonens store mål på bekostning af den Tour, de ellers i første omgang havde gjort til årets omdrejningspunkt.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Det endte næsten som en lille ydmygelse af Touren at se, hvordan to af sportens største stjerner så aktivt valgte Prudhommes rute fra, og derfor lå det i kortene, at 2020-udgaven ville blive anderledes. Ikke blot var det nu efter tre år med enkeltstartsfattige ruter snart på tide at bryde trenden igen, det ville også give Roglic og Dumoulin det incitament, de havde manglet i år. Og fremkomsten af Egan Bernal som en ny potentiel Tour-konge gjorde egentlig beslutningen endnu mere oplagt, for udsigten til at bringe verdens bel nok bedste klatrer på bagkant i forhold til tempogiganter som Roglic og Dumoulin kunne næsten kun åbne for et herligt cykelløb, hvor det for en gangs skyld ville være Ineos, der var tvunget i offensiven og ikke blot kunne kontrollere løbet - i hvert fald hvis Froome, som man kan frygte, får svært ved at genfinde fordums styrke efter et styrt, der i første omgang truede med at kunne være enden på hans karriere.

Så enkelt er det bare ikke. Der er nemlig også nationale interesser at tage hensyn, og det har aldrig været svært at se, at de franske rytteres muligheder altid har vejet tungt, når omfanget af bjerge og enkeltstarter har skullet afvejes på Prudhommes uhyre præcise vægt. Mange har da heller ikke været sene til at forklare de senere års få enkeltstartskilometer med Romain Bardets podieplads i 2016, og det er da også nærliggende at tilskrive den nationale tankegang en del af forklaringen i tillæg til ønsket om ikke at give Froome straffespark uden målmand.

Det er i hvert fald svært at finde andre forklaringer på den rute, Prudhomme i dag præsenterede med vanlig pomp og pragt i Palais des Congres i den franske hovedstad. Selvom beslutningen om igen at give tidskørsler den rolle, som mange mener, at de bør have i en ”rigtig” og derfor meget alsidig Tour, forfaldt Prudhomme alligevel til at fastholde sit ry som manden, der foragter enkeltstarter. Nok når vi i 2020 over de 30 km kamp mod uret - en barriere, der end ikke blev passeret i den uhyre bjergrige og meget tempofattige 2019-udgave - men som kompensation for de ekstra kilometer på den 36 km rute har klatrerne til gengæld fået den foræring, at etapen afsluttes på den stejle La Planche des Filles-stigning, som med et femte besøg på bare ni år synes at have indskrevet sig som Prudhommes klare favoritbjerg, og dermed bliver årets 20. etape det tætteste, Touren er kommet på en bjergenkeltstart, siden den spektakulære med også nærmest livsfarlige etape op ad Alpe d’Huez i 2004, hvor tilskuermængderne var så enorme, at man flere gange kunne frygte for rytternes sikkerhed.

Forklaringen på den beslutning kan næsten ikke være en anden end Thibaut Pinot. Det kan godt være, at det var Julian Alaphilippe, der betog de fleste franske hjerter denne sommer, men det var Pinot, der havde chancen for også at gøre arbejdet færdigt. I et fabelagtigt løb, hvor han i Pyrenæerne viste sig som løbets klart stærkeste, stod franskmanden på tærsklen til en Tour-sejr, der kunne have brudt den 34-årige franske tørke, som strækker sig helt tilbage til Bernard Hinaults femte og sidste triumf i 1985. Og selvom vi aldrig får svaret på, om han kunne have matchet den i Alperne så suveræne Bernal, og om det vitterligt var et i første omgang uskyldigt slag på låret, der forhindrede ham i at blive den nye franske Tour-konge, er det ikke svært at se, at alle franskmænd nu har fået færten af det Ineos-blod, hvis dunst kortvarigt hang ud over det meste af Frankrig denne sommer.

Årets Tour-rute ligner da også en tidlig juleudgave til Pinot, og Prudhomme synes ikke engang at forsøge at skjule det. Ikke alene har han skruet ned for antallet af enkeltstartskilometer, han har også designet en bjergenkeltstart, der er som skræddersyet til franskmanden, der med sin sejr over en vis Dumoulin i Tour de Romandie i 2015 har vist, at han er en fremragende temporytter, hvis blot ruten er tilstrækkeligt. Og for at gøre det endnu mere synligt, hvad bagtanken er, har han endda henlagt til Pinots baghave, så ruten ikke blot slutter på Pinots hjemmebanestigning La Planche des Belles Filles, men også undervejs passerer gennem Pinots hjemby! Det er ikke svært at se, hvad Prudhomme drømmer om at se den 18. juli i år, hvor Pinot først i sin hjemegn reelt kan sikre sig Tour-sejren, inden han kan se frem til at blive nationalhelt formentlig for øjnene af præsident Macron i Paris 24 timer senere.

Med den beslutning har det været indlysende, at 2020-udgaven skulle være klatrernes Tour de France, præcis som det var tilfældet med den sjældent bjergrige udgave i 2019. Og kaster man et blik ud over de fortsat ret sparsomme detaljer for det kommende års 21 etaper er det da heller ikke svært at se, hvorfor der i de seneste timer har lydt et jublende gedebrøl fra alverdens bjerggeder, uanset om de har været hjemmehørende i Colombia (Bernal, Lopez og Quintana), Frankrig (Pinot, Bardet og Barguil), Slovenien (Pogacar), England (Yates-brødrene), Tyskland (Buchmann), Spanien (Valverde, Mas og Landa) eller for den sags skyld Ecuador (Carapaz, selvom han næppe deltager).

Det vil da være udtryk for en overfladisk læsning at kalde 2020-udgaven for en kopi af den foregående med en kuperet enkeltstart udskiftet med en slags bjergenkeltstart. De to løb er nemlig vidt forskellige, selvom hovedbudskabet i begge løb har været, at det er klatrernes show.

For det første er der fordelingen af bjergene. Næste års Tour bliver den første, der besøger alle Frankrigs fem bjergkæder, Alperne, Pyrenæerne, Vogeserne, Jura-bjergene og Massif-Central, og for at nå igennem hele den menu er det klart, at man skal i gang med det samme. Det faciliteres af, at løbet for blot anden gang i historien starter i Nice, der ligger herligt tæt på Frankrigs mest kuperede terræn, og derfor bydes der på den hårdeste start på en Tour i nyere tid, hvor bjergene allerede melder sig på andendagen og derefter kommer med kun korte afbrydelser uafbrudt frem til La Planche des Belles Filles i Vogeserne 24 timer inden afslutningen i Paris.

Dermed stilles der et helt andet krav til rytterne udholdenhed. Årets Tour var nemlig præget af, at de første 14 dage for klassementsrytterne var uhyggeligt lette, og havde det ikke været for dramaet i sidevinden på vej mod Albi, havde klassementet stadig været uhyre tæt ved indgangen til enkeltstarten og Pyrenæerne efter de første to uger. Dermed kunne man tillade sig at være under niveau i løbets indledning og udnytte en formtop i den tredje uge til at afgøre løbet, præcis om det var tilfældet for Bernal, der bestemt ikke havde diamanter i benene hverken i Vogeserne eller Pyrenæerne, men til gengæld var flyvende i Alperne. Næste år kan man være distanceret uopretteligt efter bare en uge, hvis man kommer lidt halvkold til Frankrig, og derfor skal der lægges ekstra vægt på at være knivskarp fra om ikke dag 1 så i hvert fald dag 2 - og vel at mærke på at være det også på dag 20! Med andre ord stilles der et helt andet krav til evnen til at holde formen over alle tre uger, en evne, som ellers tidligere først og fremmest er blevet belønnet i Vueltaen og Touren.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

For det andet er der stigningernes karakter. Hvor 2019-udgaven var højdernes Tour de France med et hav af passager af lange, jævne bjerge i den iltfattige luft i over 2000 m højde, forholder det sig anderledes i 2020. Ganske vist får colombianerne lov at boltre sig i høje bjerge undervejs, men i år er man i vidt omfang veget udenom de mytiske og berømte bjerge, der også ofte er de højeste. Således er der denne gang ingen besøg på berømte og høje bjerge som Tourmalet, Galibier, Croix-de-Fer, Izoard eller Iseran, og der bliver heller ikke den traditionelle tilbagevenden til det ganske vist lavereliggende Alpe d’Huez, der ellers har for vane at være på programmet hvert andet år. Selvom man undervejs skal over relativt kendte stigninger som Madeleine, Peyresourde og Cormet de Roselend, er temaet i år, at bjergene enten er helt nye eller relativt sjældne.

Dertil kommer, at de har en helt anden karakter. Hvor de mest berømte alpepas er lange, men ofte ikke alt for stejle, er flere af de nye stigninger nogle hidsige sager med procenter, som man ellers typisk først og fremmest ser i Vueltaen. Lægger man dertil, at distancerne er kraftigt reduceret, så blot en enkelt etape - i øvrigt en relativt fredsommelig en af slagsen - er længere end 200 km, at man tilbringer megen tid i varmen mod syd, at bjergene som sagt er fordel ud over alle tre uge, og at der er få kilometers enkeltstart, er lighederne med den spanske grand tour så oplagte, at det ikke er uden grund, at løbet på sociale medier allerede er blevet omdøbt til Vuelta de France.

Det kan også ses på andre områder. Det er i hvert fald slut med en monoton første uge i Nordfrankrig, hvor sprinterne ofte har foldet sig ud i fuldt flor i løbets første halvdel, og selvom ruten ikke er så sprinterfjendtlig, som man ser det i Vueltaen, havde de hurtige afslutter nok ønsket sig en mere klassisk Tour med flere besøg i de fladere egne. Samtidig sørger man for at henlægge flere af de flade etaper til nogle af Frankrigs mest blæsende regioner, hvilket kan bringe sidevinden i spil, som man meget ofte ser det i den altid blæsende Vuelta. Endelig betyder besøgene i de knap så vanskelige bjerge i specielt Massif Central, men også nogle relativt bløde etaper i særligt Pyrenæerne, at løbet umiddelbart ligner en gave til udbrydere, præcis som man ser det i Vueltaen, hvor de fleste etaper ofte afgøres af lykkeriddere.

På ét punkt kan sprinterne dog glæde sig. Prudhommes foragt for enkeltstarter slår nemlig også igennem på åbningsdagen, hvor prologer eller indledende tidskørsler nu hører til sjældenhederne. Således vil det næste år være sjette gang på otte år, at sprinterne kan ventes at skulle slås om den første førertrøje - noget, der engang var så sjældent, at Mark Cavendish betragtede 2013-spurten på Korsika som en ”once-in-a-lifetime”-mulighed - for selvom 1. etape omkring Nice ikke er så flad, som man ofte ser det, vil det være en overraskelse, hvis ikke en hurtig mand for tredje år i træk skal være første rytter i gult.

Det bliver dog en kort fornøjelse, for bare 24 timer indledes klatreudfordringerne så uhørt tidligt som på 2. etape, når der venter en etape, der med en næsten identisk finale ligner en hårdere udgave af den typiske afslutningsetape i Paris-Nice, hvor vi næsten altid ser et uhyre aggressivt og spektakulært show i de relativt bløde bakker omkring Nice, hvor særligt Col d’Eze med et Tour-besøg får en plads, den historiske stigning har krav på. Og selvom sprinterne herefter kan se frem til nok en chance, når turen mod Pyrenæerne indledes, skal man slet ikke kimse ad 3. etape heller, da den ventes at indeholde næsten 4000 højdemeter frem mod den flade finale.

2. etape omkring Nice er nok mere utvivlsomt mere for Alaphilippe- end for Bernal-typerne, og det vil formentlig også være tilfældet, når rytterne allerede på fjerdedagen møder den første afslutning på en stigning. Her skal rytterne nemlig slutte på den relativt ukendte Orciettes-Merlette-stigning, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på knap 6 lægger op til en spurt i en lille gruppe af klassementsryttere, og som bliver rammen om det første af i talt to besøg i Alperne. Derefter drømmer sprinterne om endnu en chance på vejene mod Privas, men her ventes 10 let stigende kilometer til sidst at gøre det hele lidt mindre forudsigeligt, end man i første omgang skulle tro. Og allerede på 6. etape venter det, der vel må kaldes den første virkelige klatreudfordring i løbet, når turen gennem Massif-Central afsluttes med en afslutning på den også relativt ukendte Mont Aigoual, der måske i sig selv er en kort og blød opkørsel, men som blot vil være dessert efter den langt stejlere Col de la Lusette i den absolutte finale.

Sprinterne håber herefter at få en chance på 7. etape, men det kan de slet ikke vide sig sikre på, da etapen afvikles i en af de mest blæsende franske regioner, hvor sidevindsalarmen første gang bliver tæt. Derefter er man allerede fremme ved Pyrenæerne i den anden weekend, men i år kommer den frygtede bjergkæde i en lightversion, måske meget naturligt i et år, hvor hele fem bjergkæder skal besøges. Således byder ingen af de to etaper på en bjergafslutning, men dog stadig på masser af udfordringer. 8. etape byder således på Col de Mente, Port de Bales og Col du Peyresourde efterfulgt af en skarp nedkørsel i den finale, hvor Alberto Contador og Michael Rasmussen udkæmpede et drabeligt slag i 2007, inden en knap så afgørende etaper venter lige inden første hviledage, hvor den stejle Marie-Blanque venter i en finale, der dog afsluttes med lidt flad vej, der kan gøre det til en dag, hvor man nok snarere vinder end taber løbet.

Efter hviledagen tændes sidevindsalarmen igen, når den pandekageflade 10. etape som den første i løbets historie afvikles med start og mål på to forskellige øer langs den forblæste franske vestkyst, hvor mange drømmer om, at vejrguderne ikke er i alt for krigerisk et humør. Det markerer starten på en anden uge, der er den letteste af de tre, og hvor sprinterne kan se frem til endnu en mulighed på en flad 11. etape, inden 12. etape byder på en rigtig klassiker finale med to småbakker nær den flade afslutning.

Derefter venter endnu en tur ind i Massif-Central på en typisk ”op-og-ned”-etape, som vi kender dem fra den uvejsomme region, og hvor en slutning på den stejle dobbeltstigning bestående af Col de Neronne og Pas de Peyrol lægger op til et af løbets vigtigste klassementsopgør. Tredje weekend bliver indledte med det, der ligner en klassisk udbryderetape til Lyon med tre små stigninger inden for de sidste 15 km, inden uge 2 afsluttes med noget, mange cykelfans længe har drømt om. Her kører man nemlig ind i Jura-bjergene for at besøge den berømte Grand Colombier-stigning, som Touren ellers i mange år veg helt udenom, men som på denne 15. etape skal bestiges hele tre gange fra tre forskellige retninger, hvoraf den sidste er den længste med en opkørsel på næsten 18 kilometer frem til målet på toppen, hvor rytterne kan se frem til den anden hviledag.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Den tredje uge er typisk den sværeste, og det gælder også i år, hvor der venter tre store alpeetaper. Også her lægges der ud med en etape med relativt sjældent stigninger, når der på 16. etape skal sluttes på den korte bakke op til Villard-de-Lans, hvor man ikke har været siden 1987, og hvor en relativt flad finale lægger op til, at etapen måske mere vil være end appetizer. Der er imidlertid god grund til at varme benene op inden det, der på løbets sidste onsdag må betegnes som løbets kongeetape, for selvom der kun er to stigninger på menuen, er de skræmmende. Først skal mægtige Col de la Madeleine bestiges, og slutteligt gælder det den mere end 20 km lange klatretur op forbi Meribel og opad en nyanlagt vej, der bringer dem op til toppen af Col de la Loze i næsten 2300 m højde, hvor de sidste knap fem kilometer stiger med ca. 10% i snit i det, der er en sjældent svær afslutning på en Tour-etape.

Endelig rundes turen ind i Alperne af med en bjergetape med hele fire store stigninger, herunder berømte Cormet de Roselend samt den nye og meget stejle Montee de Glieres, der med sine grusveje på toppen gjorde debut i år, men hvor afslutningen er så let, at der skal tages chancer fra distancen, hvis manden i førertrøjen skal knækkes. Sprinterne får derefter mulighed for at varme op til den store spurt i Paris på løbets 19. etape, inden klassementskampen altså afgøres i Vogeserne med den spektakulære enkeltstart på La Planche des Belles Filles bare 24 timer inden den traditionelle paradeetape til Paris.

På den baggrund kan man godt forstå, at tirsdag d. 15. oktober må aspirere til en plads som en anden nationaldag i Colombia og til at blive national sørgedag i Holland og England. Mens Egan Bernal kan juble over udsigten til, at fraværet af enkeltstarter før 20. etape betyder, at han ikke som frygtet risikerer at blive låst i en hjælperrolle af et tidligt tidstab til holdkammeraten Froome, der sammen med colombianeren ventes at dele kaptajnansvaret, når Ineos skal få den stadig mere komplicerede klassementskabale til at gå op. Derfor havde Froome da også svært ved at finde en grimasse, der kunne passe efter Tour-præsentationen, hvor han i et tweet desperat spejdede efter enkeltstartskilometer, og det samme gør også landsmanden og holdkammeraten Geraint Thomas, der med denne rute næsten med sikkerhed kan se frem til at skulle satse på Giroen i en stærk tandem sammen med Richard Carapaz.

Den britiske tristesse er dog for intet at regne mod den skuffelse, der må være i Holland. Jumbo havde set frem til med et superhold anført af Roglic og Dumoulin sekunderet af Steven Kruijswijk, George Bennett og Laurens de Plus at kunne udfordre Ineos i kampen om Tour-tronen, men den opgave bliver nu langt sværere på en rute, hvor de to kaptajner måske nok stadig ligner to af de store favoritter til sejren på enkeltstarten, men hvor de slet ikke vil kunne vinde den tid på især Bernal, som de havde håbet. Nu må de for andet år i træk hælde et kilo sukker i kaffen for at få den uhyre bitre pille til at glide ned, selvom det denne gang ikke ligger i kortene, at de vil skifte mening og i stedet satse på andre grand tours, når nu Jumbo klart har sagt, at de har samlet deres superhold for endelig at kunne køre med om sejren for første gang siden Michael Rasmussens stormombruste deltagelse i 2007, hvor holdet stadig var kendt under navnet Rabobank.

Dumoulin og Roglic har således kraftigt indikeret, at deres sæsonmål ligger fast, bjergrig rute eller ej. Sådan er det imidlertid ikke for alle i et 2020, der mere end nogensinde må kaldes klatrernes år. Ikke blot kan de nu se frem til den mest klatrevenlige Tour i mands minde, de får også karrierens formentlig sidste chance for at vinde olympisk guld på den bjergrige rute i Tokyo og en måske også sidste chance for at blive verdensmester i de schweiziske Alper i september. Med tanke på, at landskabet i Paris næppe giver bjerggederne mange OL-chancer i 2024, og at de kommende års VM er fastlagt helt frem til 2024, så man skal frem til det forventede afrikanske VM i 2025 for muligvis at kunne finde noget, der atter tiltaler bjergryttere, skal der træffes nogle svære valg i de kommende uger - og det endda inden, vi overhovedet ved, hvad Giroen og Vueltaen har at byde på.

Selvom Touren på mange måder burde invitere ham til at forsøge at genskabe dette års mirakel, har Julian Alaphilippe da også allerede sagt, at 2020 handler om OL, som kun vanskeligt kan kombineres med at køre klassement i en Tour, der slutter bare seks dage inden løbet i Tokyo, endda på den anden side af jorden, og Vincenzo Nibali har heller ikke lagt skjul på, at det kommende år for ham handler om OL og VM, og Jakob Fuglsang har på samme vis leget med ideen om at kombinere en klassementssatsning på Giroen, der ligner den store vinder i den tætpakkede klatrekalender, med et stort fokus på en OL-VM-kombination. Dagens rute kunne måske i kraft af det begrænsede antal enkeltstartskilometer anspore ham til at ændre mening, men med tanke på, at holdbarhed altid har været hans store udfordring over tre uger, er en rute med bjergetaper uafbrudt mellem dag 2 og dag 20, måske ikke den ideelle, slet ikke når ruten synes at være en foræring til Miguel Angel Lopez, der snart ikke længere kan holdes borte fra det løb, han mere end noget andet drømmer om at vinde.

Den slags overvejelser gør Pinot sig dog ikke. Selvom han med sin sejr i Il Lombardia har vist, at han sagtens kunne aspirere til at blive både olympisk mester og verdensmester, er der efter denne sommers gigantiske skuffelse kun én ting, der kan få ham til ikke at skulle ende sin karriere med en følelse af manglende forløsende. Det vil naturligvis være den gule trøje, som et uskyldigt slag på låret muligvis frarøvede ham for nu tre måneder siden. Og i dag var Christian Prudhomme så storsindet at præsentere en rute, der giver ham de bedst mulige forudsætninger for ikke blot at kunne erobre den eftertragtede trikot, men også gøre det i sin egen baghave foran venner, familie og et hav af vilde Pinot-fans.

Mon ikke der allerede nu er et julekort på vej med ordene ”Merci, Mr Prudhomme” på vej fra Pinots hjem i Vogeserne til Tour-arrangørernes hovedkvarter i Paris? Det ville være i hvert fald være på sin plads.