STREAM VOLTA A CATALUNYA OG GENT-WEVELGEM UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Det er ikke svært at forestille sig, at Primoz Roglic sov en lille smule uroligt, da han lagde sig i en catalansk seng i Pyrenæerne i onsdags. Han havde jo ellers lige tanket pænt med selvtillid ved ikke blot at følge sin hovedrival til Giroen, Remco Evenepoel, til døres på den bjergafslutning på Vallter 2000, men selvsamme selvtillid må være forsvundet 24 timer senere. Her fik han nemlig bank af den lille belgier, da det var tid til Pyrenæernes andendagsgilde på den klassiske La Molina-stigning.

Det kunne han formentlig nok have overlevet. Det er jo velkendt, at Roglic mildt sagt har haft en problematisk vinter, og det kom derfor stort bag på ham, at han i sin hastigt fremrykkede sæsondebut i Tirreno endte med ikke blot den samlede sejr, men også hele tre etapegevinster. At han ville være lidt bagud i forhold til Evenepoel, der jo har haft en helt anderledes problemfri optakt, var derfor helt naturligt at forvente.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nej, problemet var nederlagets karakter. La Molina er kendt som en meget let stigning, der meget sjældent har gjort væsentlige forskelle, og da slet ikke, når rytterne skal slås med den modvind, der meldte sig i onsdags. Når vi har set større forskelle på det beskedne bjerg, er det altid sket med tidlige angreb på den stejle nedre del, mens en spurt har været det næsten sikre udkomme, når først den sværeste del er tilbagelagt.

Kigger man alene på resultatlisten, virker nederlaget ikke slemt. Jovist, Roglic var storfavorit til at vinde spurten, men et enkelt nederlag i en spurt kan ramme selv den bedste. Problemet var, at Evenepoel slet og ret kørte sloveneren så langt ned til sokkeholderne, at Roglic slet ikke havde noget svar, da belgieren åbnede sin spurt. Det skete endda, selvom den førende slovener var blevet fragtet til stregen på hjulet af rivalen, der måtte slide med modvind, og som endda havde ventet med sit angreb til den lette del af stigningen.

Det lignede i den grad en magtdemonstration, som man slet ikke kunne fornemme ved alene at se på resultatlisten, og det var helt sikkert også derfor, at Evenepoel efterfølgende næsten ikke kunne holde sin selvtillid og tro på egne evner nede. Helt anderledes var det med Roglic, der åbent indrømmede, at han var blevet slået af en stærkere mand. Faktisk fik selvtilliden tilsyneladende så voldsomt et knæk, at han både onsdag, torsdag og igen i morges pludselig fik meget travlt med at understrege, at han skam gerne ville vinde, men at han jo havde haft en svær vinter, og at det mest af alt handlede om forberedelse.

Hvis Roglic vitterligt havde haft et håndklæde, ville det formentlig allerede have ligget i ringen, da han drog til starten på dagens kongeetape til Lo Port, der med helt anderledes stejle procenter, end vi normalt ser i Catalonien, i dag meldte sin velkomne ankomst for blot fjerde gang i løbets historie og for første gang i seks år. Han lød vitterligt som en mand, der var helt indstillet på at skulle prygles igennem af sin formodede Giro-rival, der omvendt ikke lagde skjul på, at han ville vinde og derfor også lod sit hold ikke blot kontrollere etapen, men også sætte det forudsigeligt Evenepoel-angreb på målbjerget i scene.

Forbavselsen har derfor utvivlsomt været stor hos dem begge, da belgieren efter stærkt arbejde fra formstærke Ilan Van Wilder endelig kom med sin længe ventede forcering. Da han så sig tilbage for at se resultatet af anstrengelserne og utvivlsomt havde regnet med at se en helt bar asfaltvej, sad Roglic nemlig limet til hans baghjul. Det kunne han måske nok have levet med, men at han ligefrem havde været ude af stand til at sætte Marc Soler, der ved Gud ikke har klatret som en anden Pogacar de seneste år, må have føltes som en kold klud direkte i ansigtet.

Til gengæld må al selvtilliden være væltet over i Roglic, der lignede en mand, der mest af alt havde lyst til at udbryde et ”Var det bare det?”. I hvert fald var der denne gang ikke mange antydninger af det lidende ansigt, vi kender, når sloveneren er presset. I dag lignede han snarere den rytter, vi har været vant til igennem de seneste mange år, og som har været næsten helt usårlig, og da han selv ved flere lejligheder overtog fronten og problemfrit afparerede alle Evenepoels efterfølgende angreb, følte man sig helt henvist til storhedstiden i 2019 og 2020. Eneste forskel var vel, at den gamle Roglic havde sat kniven ind med et kontraangreb til sidst, men den slags turde han trods alt ikke kaste sig ud i, når han vel har fornemmet, at han denne gang nok burde kunne ondulere Evenepoel i en spurt.

Det kunne han i den grad også. Belgieren åbnede så tidligt, at man vel kan diskutere, om det var en alenlang spurt eller et sent angreb, og herfra blev det en spøjs afslutning, hvor han ikke så ud til at kunne bestemme sig for, om han skulle køre spurten til ende eller tage en puster. Slaget var i hvert fald allerede tabt, for da han satte sig ned og lignede en mand med mælkesyre op over begge ører, og Roglic stadig havde stoneface, var helt forudsigeligt, at sloveneren ville sejle afsted til sin sjette sejr i en sæson, der jo egentlig skulle være startet langsomt.

Skjule sin glæde kunne han slet ikke efter etapen, og det forstår man godt. Når han var startet dagen med en tilsyneladende klar forventning om, at han ville blive kørt over, må sejrens sødme have boostet selvtilliden langt mere, end selv den uventede sejrsstime i Tirreno gjorde. Dengang virkede han bestemt ikke på toppen, og han vandt vel mest af alt i kraft af sin gode spurt og god hjælp fra modvinden, men i dag var han stærkest i en direkte konfrontation med sin værste rival i årets vigtigste mål.

Sejren kan da næppe heller overvurderes. Al logik tilsiger, at det er den dårligt forberedte Roglic, der har mest plads til forbedring inden Giroen. Faktisk sagde Evenepoel i søndags, at hans form og tal egentlig var nogenlunde, hvor de skulle være, og at det eneste, han for alvor manglede, var at smide de sidste kilo. I det lys er det utvivlsomt ham, der sover uroligt i en catalansk seng i aften, for de kilo kan næppe gøre den forskel, han ikke kunne gøre i dag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Hvordan kunne styrkeforholdet pludselig være så markant anderledes end i onsdags? En oplagt forklaring er naturligvis, at etapen passede Roglic som fod i hose. Han er trods alt betydeligt mere eksplosiv end Evenepoel, og denne slags etaper med masser af fladt terræn og bare én kort, stejl stigning til sidst er skræddersyet til Roglic-typer. Helt anderledes var det jo i onsdags, for selvom målbjerget var kort og eksplosivt, var der jo tale om en gigantisk bjergetape med et hav af højdemeter, hvor Soudal havde slidt folk ned til sokkeholderne allerede inden finalen.

Spørgsmålet er bare, om den forklaring holder vand. Denne form for etape passede i hvert fald ikke Soler specielt godt, men ham havde han jo også sit hyr med at sætte. Det kan måske snarere antyde, at vi ser samme mønster, som vi så i alle ugelange etapeløb i 2022, nemlig at Evenepoel starter stærkt, men at det herefter kniber med holdbarheden.

Hvad der er den sande forklaring, finder vi næppe ud af? Vi kan være sikre på, at belgieren vil angribe i øst og vest i weekenden - måske allerede i morgen og i hvert fald i Barcelona - men det er ikke terræn, der burde kunne bringe Roglic i fedtefadet. Derfor vil det være Roglic, der kan rejse hjem fra det sidste store forberedelsesløb med plus på selvtillidskontoen og Evenepoel, der er i minus. Dels fordi Roglic kan ventes at forbedre sig mest inden maj, og dels fordi man ikke kan lade være med igen at bekymre sig om Evenepoels holdbarhed, der ikke for alvor blev testet i en Vuelta med en let afslutning.

Roglic er heller ikke alene om at sove godt i nat. Det vil helt sikkert også gælde for en anden Giro-kombattant, nemlig Joao Almeida. Efter sin uhyggeligt stærke præstation i tirsdags gav han igen indtryk af, at han har taget det skridt, han aldrig tog i 2022. Nok kørte han bare etapen som den enkeltstart, han altid gør, men det er en pokkers effektiv strategi, der nu bør have sikret ham den anden podieplads i træk i løbet og meldt ham sikkert ind som en topkandidat til den tredje podieplads, der ventes at være til overs til maj.

Det var dog en anden UAE-rytter, der overraskede mest. Man følte sig helt hensat til 2017, da Soler mod slutningen agerede hjælper. Dengang var han hjælper for Valverde, som han førte mod toppen frem mod det afgørende slag mod Chris Froome og Alberto Contador, og seks år senere gjorde han det samme, denne gang med Almeida, der som Valverde var oppe mod to på papiret stærkere rivaler. Dengang lykkedes det den spanske veteran at overraske og køre fra begge de to grand tour-giganter, og selvom Almeida ikke kunne kopiere den bedrift, var det en fornøjelse at se en udgave af Soler, man nærmest ikke kan huske.

Træerne voksede dog ikke ind i himlen for UAE. Det er nu andet år i træk, at Adam Yates kører som en motorcykel i Emiraterne for siden at komme til Europa som en tam skygge af sig selv. Måske kørte han og Evenepoel bare slet ikke så stærkt den dag i ørkenen, for selvom de satte rekord på Jebel Hafeet, skyldtes det vel mest, at der denne gang ikke var kraftig modvind som i 2020 eller stop go-kørsel som i 2021 og 2022. Det er i hvert fald ganske længe siden, at vi har set en overbevisende Yates - uanset om han hedder Adam eller Simon.

Det lå i hvert fald ikke i kortene, at han skulle slås af Rigoberto Uran, men colombianeren endte sammen med Soler som dagens positive overraskelse. Det er hvert fald den bedste Uran, vi har set i nærmest umindelige tider, for i 2021 og i særdeleshed i 2022 lignede han en mand, der var pensionsmoden. Der ligger næppe noget Giro-podium og venter til maj, men det skal blive ganske interessant at se, om han kan fortsætte genrejsningen. Til gengæld var han også lyspunktet hos EF, der nok engang må sande, at den Esteban Chaves, vi kender i dag, nok kan starte et etapeløb stærkt, men det ender altid i et kollaps, når den manglende holdbarhed sætter sig igennem.

Den holdbarhed har Mikel Landa, men han ender som en af ugens store skuffelser. Denne særdeles bjergrige og enkeltstartsløse rute lignede hans helt store chance for måske at true Evenepoel og Roglic efter et Tirreno, hvor han lignede stærkeste mand, men han endte som en tam skygge af den rytter, vi så i Italien. I det hele taget blev det en kedelig uge for Bahrain, der nok kan se fremgang fra Jack Haig, men som må sande, at han fortsat er langt fra sit niveau, og at Gino Mäder er faldet tilbage i den triste rille fra 2022.

Det gjorde Giulio Ciccone også i dag. Den genrejste italiener chokerede jo ellers alt og alle i tirsdags, men siden dengang er han bare blevet ringere og ringere. Desværre minder det os om den svaghed, han altid har haft. Nok har han altid haft et højt topniveau, men stabilitet har aldrig været hans varemærke, og derfor er det nok ikke kun uheld, der er skyld i, at han endnu ikke har det helt store grand tour-resultat.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det er der til gengæld andre, der nok skal få. Det var nemlig ikke kun Soler, der sendte os tilbage til 2017. Det gjorde også guldfuglen Lenny Martinez, der seks år senere kopierede sin kaptajn, David Gaudu. Det var nemlig på præcis denne stigning, at Gaudu beviste, at al den megen hype, der var skabt, ikke var ubegrundet, da han tog kampen op med Froome, Contador og Valverde. Dengang endte han som nr. 7, men den bedrift overgik den nye franske guldfugl altså i dag. Man tør slet ikke spå om, hvad det kan blive til, som man heller ikke kan det med Cian Uijtedebroeks, der igen i dag satte en fed streg under sit potentiale. Også Matthew Riccitello leverede en gigantisk og meget lovende overraskelse, hvorfor eneste streg i talentregningen var et lille kollaps til Lennert Van Eetvelt, der dog også er den mest uprøvede af de nævnte, samt en fortsat nedtur for Einer Rubio, der synes at kæmpe en del med sin holdbarhed.

Det gør Jai Hindley ikke, men han må nok engang sande, at det kniber med at køre alt for stærkt uden for grand tours. Michael Woods sidder nok også tilbage med en lidt blandet smag, for mens han på den ene side må være begejstret for at bevise, at han er tilbage efter en svær tid, havde han nok drømt om lidt mere på en stigning, der passede ham så godt som denne. Mere entydigt negativt er det for Romain Bardet, der efter et svagt Paris-Nice må forlade Spanien med total fornemmelse af krise, mens Ben O’Connor nok kan forklare sit kollaps med den sygdom, han har lidt af to gange i optakten. Ag2 kan også trøste sig lidt med, at Geoffrey Bouchard fik rejst sig efter onsdagens nedtur, som også Rein Taaramae, der i denne uge har bekræftet sin stærkt forberede klatring, gjorde det.

Taaramae og Bouchard sover i hvert fald helt sikkert bedre, end de gjorde i onsdags, men det er ikke dem, der vil drømme de sødeste drømme. Det vil utvivlsomt være Roglic, der for to dage siden gik i seng som en slagen mand, der imødeså denne fredag med bæven og med forventning om et sikkert nederlag. Ikke langt fra ham kunne Evenepoel slet ikke holde sin selvtillid nede eller vente på, at det endelig blev fredag, men når det i aften atter er tid til at krybe til køjs i en catalansk seng, er billedet helt forandret. Nu er det nok en belgier, der ligger søvnløs, mens en dårligt forberedt slovener med et forventet stort forbedringspotentiale næppe bliver til at vække i morgen. Han vil nemlig drømme sødt om en sejr, hvis betydning næppe kan overvurderes.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG GENT-WEVELGEM UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+