
Efter et par uger med både første store etapeløb og starten på forårsklassikerne kombineres begge elementer i en højintens uge, hvor der er både bjerge og brosten på programmet. Den kommende uge byder nemlig både på et stort slag mellem de bedste klassementsryttere i WorldTour-løbet Volta a Catalunya samt hele tre belgiske WorldTour-klassikere i form af sprinterløbet Classic Brugge-De Panne, Flandern Rundt-generalprøven i E3 og slutteligt det store brostensslag i Gent-Wevelgem - og så skal der endda også køres på stigningerne i Italien i Settimana Internazionale Coppi e Bartali og endagsløbet GP Industria og spurtes i Frankrig i La Roue Tourangelle. Næsten alle løbene kan følges på Feltet.dk, hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard.
Annonce
Med sin bjergrige rute er Volta a Catalunya et af sportens allerhårdeste etapeløb, og det er også tilfældet i år, hvor der bydes på den hårdeste rute i nyere tid. Ikke blot venter de to klassiske bjergafslutninger i Pyrenæerne tirsdag og onsdag, for første gang siden 2017 skal rytterne fredag også slutte på den meget svære Lo Port-stigning. Til gengæld skal sprinterne se langt efter muligheder i et løb, hvor kun torsdagen lægger op til en massespurt, men hvor puncheurtyperne får en chance allerede mandag. Weekenden kunne til gengæld godt stå i udbrydernes tegn med en ganske kuperet lørdagsetape og ikke mindst den forrygende og intense søndagsetape i Barcelona, og begge dage kan klassementet måske også komme i spil. Som altid er det et uhyggeligt stærkt felt af fremragende klatrere og grand tour-ryttere, der vil udkæmpe slaget om den samlede sejr i noget, der ligner en lille generalprøve til Giroen.
Længere mod nord indledes den flamske klassikersæson for alvor med de tre første af de fem WorldTour-klassikere, der på halvanden uge afvikles i Flandern. Onsdag går det løs med det tidligere 3 Dage ved Panne, der nu er reduceret til et fladt endagsløb under navnet Classic Brugge-De Panne, og som lægger op til en massespurt, hvis ikke vinden raser, som den gjorde i den vilde 2020-udgave. Fredag er næsten alle brostensstjernerne til start, når det går løs med den klassiske generalprøve til Flandern Rundt i E3, der nok engang vil afsløre, hvem der skal slås i Flanderns Smukkeste en god uge senere - præcis som den gjorde i 2021, hvor Kasper Asgreen sejrede, inden han vandt det flamske monument en uge senere. Endelig rundes ugens klassikere af søndag, hvor Gent-Wevelgem, det tredjestørste brostensløb, løber af stablen på den klassiske rute, der giver ideer til både hårdføre brostensstjerner og stærke sprintere, og hvor Mads Pedersen vandt for te år siden.
I en travl uge er der også action i Italien. Her afvikles nemlig det stærkt kuperede Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der har fået et ry som de unge talenters holdeplads og stedet, hvor stjerner kan komme lidt roligere i gang, hvis de har noget form at indhente. Sådan er det også i år, hvor begge grupper er repræsenteret til fem dage med masser af stigninger, men for en sjælden gangs skyld også en flad tonserenkeltstart, der synes at blive meget afgørende. For anden gang bliver der endda chance for revanche, når ugen rundes af med det kuperede endagsløb GP Industria, der grundet en tabt magtkamp med Giro-arrangørerne RCS har tabt deres betydeligt bedre kalenderplacering dagen efter Strade Bianche, men som alligevel lægger op til fascinerende cykelløb på en ny rute, der kan inspirere mange forskellige ryttertyper. Samme dag byder Frankrig også på ugens eneste cykelløb i landet, når det gælder miniudgaven af Paris-Tours i La Roue Tourangelle, hvor sprinterne som regel får det sidste ord.
Feltet.dk vil opdatere fra næsten alle løbene i vores liveopdatering, hvor du også kan stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard. Vi dækker efter følgende plan:
Mandag d. 20. marts: Fra kl. 15.15 dækkes 1. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 17.00)
Annonce
Tirsdag d. 21. marts: Fra kl. 15.15 dækkes 2. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 17.00)
Onsdag d. 22. marts: Fra kl. 14.45 dækkes Classic Brugge-De Panne (forventet afslutning ca. kl. 17.00), og fra kl. 15.15 dækkes 3. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 16.55)
Torsdag d. 23. marts: Fra kl. 15.30 dækkes 4. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 17.15)
Fredag d. 24. marts: Fra kl. 14.15 dækkes E3 Saxo Classic (forventet afslutning ca. kl. 17.00), og fra kl. 15.30 dækkes 5. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 17.15)
Lørdag d. 25. marts: Fra kl. 15.15 dækkes 6. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 17.00)
Søndag d. 26. marts: Fra kl. 12.15 dækkes 7. etape af Volta a Catalunya (forventet afslutning ca. kl. 14.00), fra kl. 13.00 dækkes Gent-Wevelgem (forventet afslutning ca. kl. 17.05), fra kl. 15.00 dækkes GP Industria (forventet afslutning ca. kl. 16.20), og fra kl. 17.00 dækkes La Roue Tourangelle (forventet afslutning ca. kl. 18.10)
Du kan læse en optakt til hele Volta a Catalunya og hver dag også analyser af og optakter til de enkelte etaper, til Settimana Internazionale Coppi e Bartali, Classic Brugge-De Panne, E3 Saxo Classic, Gent-Wevelgem og GP Industria samt en favoritvurdering til La Roue Tourangelle. Måske kommer der også korte lynoptakter til etaperne i Coppi e Bartali, hvis tiden tillader det.
Annonce
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce