Annonce

UAE Tour-analyse: Fænomenet, der kom for at træne
22. februar 2021 10:55
af Emil Axelgaard

I disse dage køres UAE Tour, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 1. etape.

UAE Tour highlights: 1. etape

se mere cykling på

Der er de cykelryttere, der går igennem en hel cykelkarriere og bare drømmer om at vinde ét løb. Det behøver ikke at være en klassiker eller en grand tour. Nej, en uskyldig etape i et lige så uskyldigt 2.1-løb kan fint gøre det, hvis bare de får lov at smage sejrens sødme.

 

Og så er der den anden slags cykelryttere. Det er dem, vi også kalder fænomener. Det er den slags ryttere, der kan køre cross en hel vinter, tage en uges pause, rejse til Mellemøsten for at træne og arbejde for holdet og alligevel ende med at tage en stor WorldTour-sejr på årets allerførste løbsdag.

 

Man forstår godt, hvis den førstnævnte gruppe har det lidt svært med den sidste. Det må nemlig være en smule deprimerende for feltets mange sejrsløse slidere at se Mathieu van der Poel komme direkte fra crosssæsonen og en uges ferie og med det samme tage en WorldTour-sejr, der for mange kunne definere en hel karriere. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på denne højdramatiske søndag i den arabiske ørken, hvor Van der Poel bare 24 timer efter på pressekonferencen at have erklæret sit ønske om at træne og agere lead-out man for Jasper Philipsen allerede nu har sørget for, at feltets eneste ProTeam fører i kampen mod alle WorldTour-holdene, når det gælder antallet af sejre på højeste niveau.

 

Det er ellers ikke, fordi man kan beskylde Van der Poel for at lyve. Alt pegede nemlig på, at Van der Poel vitterligt ikke ville få mange chance over de syv dage i den arabiske ørken. De mange massespurtsetaper er for rene sprintere, og den hollandske komet har flere gange måttet indse, at han i de rigtige massespurter kommer til kort. Nok kan han køre en pæn enkeltstart, men mod Filippo Ganna er han chanceløs, og som vi så i Lombardiet for et år siden, har han trods alt sine begrænsninger på lange stigninger som Jebel Hafeet og Jebel Jais.

 

Nej, Van der Poels eneste chance var et rigtigt sidevindsdrama, men desværre har nu et lille årti med Dubai, Abu Dhabi og senest UAE Tour lært os, at der er forskel på ørkenen i Emiraterne og i Qatar. Hvor det i det nu hedengangne Tour of Qatar var hverdagskost at se sidevindsdrama, har vi i UAE Tour og dets forgængere erfaret, at sidevinden aldrig rigtigt kommer i spil. Nok har der været splittelser, men i alle løbene er det altid fået så meget i sig selv, at de vigtigste navne er kommet samlet til mål.

 

Heldigvis for Van der Poel skal én gang jo være den første, og den gang indtraf, netop som det hollandske fænomen for første gang kørte cykelløb i ørkenen. Knap havde feltet forladt det ørkenslot, der agerede start, inden Ineos havde revet feltet i stumper og stykker, og naturligvis var Van der Poel med i front. Desværre for ham og mange andre, der havde klaret splittet, drejede feltet efterfølgende ind i modvind, og her lignede det pludselig igen en rolle som lead-out man for Philipsen.

Annonce

 

Alt pegede nemlig på, at der nu burde være modvind resten af vejen frem til rundstrækningen, der hurtigt skulle vise sig at have så meget læ, at den aldrig kunne blive farlig. Men på en eller anden vis lykkedes det alligevel sidevindskongerne fra Deceuninck at trække 26 mand fri, sprænge feltet til atomer og knuse klassementsdrømmen for langt hovedparten af de lette folk, der ellers havde sat deres lidt til den manglende sidevindshistorik i ørkenen. Og denne gang var der ingen kære mor for de slagne folk, for da først Van der Poel og hans Alpecin-venner Gianni Vermeersch og Roy Jans havde gjort fælles front med de fem fra Deceuninck og de fire fra UAE, blev afstanden efterhånden så stor, at resten af feltet resignerede, og efter bare én på papiret fredsommelig dag have reduceret det ellers ganske store favoritfelt til nu kun tre af de tunge navne og et par outsidere.

 

Til gengæld var det de tre største favoritter, der klarede skærene. Naturligvis sad Joao Almeida, hvor han skulle, for enhver ved, at der ikke er et sidevindsløb, hvor Deceuninck ikke er på den rigtige side af hullerne. Faktisk var netop sidevinden på forhånd et af Almeidas stærkeste våben i jagten på den samlede sejr, og selvom det portugisiske talent ikke fik gjort kål på sine værste rivaler, sikrede sidevindsmaskinen i dag vel reelt et podium til kometen, der bare bliver ved og ved. Faktisk fik de som det eneste hold alle deres tre klassementsfolk med, og selvom Mattia Cattaneo i sidste ende smed nogle sekunder i et fornemt forsøg på at tage den flotte solosejr, han akkurat missede på 15. etape i Vueltaen, har belgierne med Fausto Masnada, Almeida og altså Cattaneo nu som det eneste hold en taktisk overhånd i kampen om den samlede sejr.

 

Den overhånd havde Ineos egentlig også, men den fordel forsvandt som dug for solen. På forhånd så det ellers ud til at briterne med wattmonsteret Ganna og sidevindskongen Luke Rowe, der to gange har været altafgørende i en samlet Paris-Nice-sejr netop via evnerne i sidevind, havde nogle af de bedste kort på hånden i de blæsende betingelser, men på en eller anden måde lykkedes det dem kun at få den ellers på papiret sårbare kaptajn Adam Yates anbragt i front helt uden sine to bodyguards. Det var lidt af et mirakel, at Yates lykkedes med den mission, men det vidner om, at den forsvarende mester vitterligt har gjort dette titelforsvar til et reelt mål, måske særligt fordi en tidlig sejr kan hjælpe med at cementere hans plads i et køkken, hvor der bestemt ikke mangler kokke. Til gengæld er han nu alene om at klare ærterne, for helt som ventet mestrede Ivan Ramiro Sosa heller ikke denne gang den ædle sidevindskunst, og Daniel Martinez lignede mildt sagt ikke en mand, der var kommet til løbet med alt for store ambitioner.

 

Alligevel kan Yates og naturligvis også Almeida juble over at have elimineret en hel serie rivaler. Det gjaldt ikke overraskende Wout Poels og Jack Haig, der så sårbare ud hos Bahrain. Det gjaldt måske lidt mere overraskende Emanuel Buchmann og Patrick Konrad på et Bora-hold, der ellers nok plejer at kunne håndtere disciplinen. Det gjaldt også Sergio Higuita, der med et sidevindssvagt EF-hold ikke havde skyggen af chancen for at gentage sit lille Sep Vanmarcke-skabte mirakel i Paris-Nice. Det gjaldt den ellers formstærke Ben Hermans, der sammen med en tilsyneladende stadig meget ukampdygtig Chris Froome, ikke fik glæde af Israel SUNs mange motorer.

 

Det gjaldt desværre også Jonas Vingegaard, der sammen med Sepp Kuss lignede to helt oplagte tabere i sidevinde, præcis som Domenico Pozzovivo gjorde det på Qhubeka. Og så gjaldt det måske mere uventet Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde og Alexey Lutsenko, der normalt ellers altid er med, hvor det sker, men som nu for de to førstnævntes vedkommende fik båret mere ved til diskussionen om deres pensionsmodenhed og for sidstnævntes vedkommende fik bekræftet den sjældent dårlige startform, vi allerede så i Provence.

Annonce

 

Det er en ganske pæn liste af mulige rivaler, men der er bare ét problem for Yates og Almeida. Det allervigtigste navn mangler nemlig, for minsandten om det ikke lykkedes storfavoritten Tadej Pogacar at komme med i front, selvom netop sidevinden lignede en svaghed, ikke så meget på grund af ham selv, men på grund af et hold uden megen muskelkraft. Men heldigvis rejste de vigtigste folk sig, da det gjaldt allermest, og selvom UAE også mistede den taktiske option, som Rafal Majka og Davide Formolo kunne have givet, hvis fokus på Tour-kongen var lidt for stort, kan sloveneren ikke være utilfreds med at ende som vinder på en dag, hvor mange havde håbet, at han ville være taber.

 

Hjemmebanemandskabet fra UAE var imidlertid klar til en af årets vigtigste opgaver. Vigtigst var det, at Fernando Gaviria, der i sidste uge i Almeria lignede en mand på samme nedadgående kurs som i 2020, og Maximiliano Richeze, der efter skiftet til Mellemøsten har været en skygge af sit engang så sublime selv, pludselig genfødtes, da det gjaldt. Sekunderet af en Mikkel Bjerg, der med fremragende kørsel viste, hvorfor han lidt overraskende fik plads i A-truppen til et af årets vigtigste løb for et af feltets stærkeste hold, lykkedes det de to sprintere at redde kaptajnens dag. Alligevel så han ud til at smide fire dumme sekunder til Almeida, der udnyttede det stærke Deceuninck-tog til at score seks bonussekunder undervejs, men da portugiseren var lidt for loyal med sit flotte lead-out for Michael Mørkøv, der så flot havde hjulpet i de indlagte spurter, kostede den vilde føring tre sekunder, som i sidste ende betød, at Pogacar, der selv scorede to bonussekunder i forhold til Yates, blot tabte et enkelt sekund til portugiseren. Det lever han trods alt nok med, selvom han får svært ved at matche Deceuninck-rytteren på morgendagens tonserenkeltstart.

 

Alligevel blev det ikke den perfekte dag for hverken UAE eller Deceuninck. Måske inspireret af sit flotte finaleangreb i Limousin sidste år, og fordi han har så desperat brug for succes, lykkedes Gaviria nemlig ikke med at holde hovedet koldt. På en dag, hvor han ellers virkede flyvende, viste han imponerende kraft ved i ét hug at spurte op til Cattaneo, da denne pludselig lignede en mulig vinder, men det skulle vise sig at koste ham en sandsynlig sejr. Der var herefter ikke mere tilbage til en spurt, han meget vel kunne have vundet, men selvom det lige nu nok er en ringe trøst, står den genfødte Gaviria stadig tilbage som en af dagens helt store vindere.

 

Deceuninck fik heller ikke det maksimale ud af overtallet trods den ventede byge af angreb. Sam Bennett viste nemlig nok engang, at han pr. definition er rusten i starten af et etapeløb, og han var sammen med Iljo Keisse den eneste ”belgier”, der ikke sad med i front. Derfor blev den ellers så velkørende Mørkøv, der fik en sjælden personlig chance, men desværre havde hjælpearbejdet nok kostet lidt for meget, da benene ikke helt rakte til at gå med i Shane Archbolds forceringer, og derfor blev det kun til en 3. plads, der dog stadig må regnes som et fremragende resultat på så begivenhedsrig en etape.

 

Gaviria var ikke den eneste nu fallerede tidligere Deceuninck-supersprinter, der var på vej mod genfødsel. Trods nylige hjerteproblemer viste Elia Viviani lidt af sin gamle klasse ved at sidde med i front på en højdramatisk, hvor langt de fleste sprintere blev sat til tælling, men da arbejdet skulle gøres færdigt i en spurt, der kunne have betydet alt for en revanchelysten italiener, endte det nu i stedet med en følelese af, at den gamle fart stadig mangler totalt. Det vil dog være en alt for drastisk konklusion, når man betænker Vivianis nylige helbredsproblemer. I det lys kan alene hans tilstedeværelse i front alene betegnes som et lys i et mørke, der ellers har virket kulsort.

Annonce

 

Det var nemlig bemærkelsesværdigt få sprintere, der var med i front, når man ved, at netop den type ryttere plejer at være gode i den disciplin. I hvert fald ville man have forventet at se både Pascal Ackermann, Cees Bol, Phil Bauhaus og Jasper Philipsen boltre sig i blæsten. Havde han ikke haft knæproblemer, havde Giacomo Nizzolo også næsten med sikkerhed siddet, hvor han skulle, og i gamle dage havde André Greipel gjort det samme. Kun Caleb Ewan og i et vist omfang Matteo Moschetti lignede på forhånd sprintere, der med stor sandsynlighed kunne få det svært i blæsten, og derfor var det overraskende, at det endte med at være så sprinterfattig en gruppe til sidst.

 

Der var dog andre undtagelser. Supertalentet David Dekker viste igen, hvorfor han fik hele verden til at måbe i Le Samyn sidste år, ved at sikre sig en WorldTour-debut, der vil noget. Emils Liepins, der ellers ikke er kendt for sin holdbarhed, var også en overraskende tilstedeværelse, der gav ham en sjælden chance for at spurte. Desværre havde etapen også været så hård, at spurten faldt ud til Van der Poels fordel, for når alle er trætte, er hollænderen som bekendt lynhurtig.

 

Heldigvis for sprinterne får de masser af chancer senere, men for klassementsrytterne er drømmen slut. Lige nu ligner det et tremandsopgør mellem Pogacar, Yates og Almeida, selvom der bestemt også var andre klatrestærke folk, der nu kan lure et topresultat. Udover Masnada og Cattaneo gælder det Chris Harper, der tog over efter Kuss og Vingegaard og viste lidt af det talent, der gjorde ham så dominerende i mindre etapeløb for nogle år siden. Det gælder Neilson Powless, der fortsætter den genrejsning, han indledte sidste år. Det gælder Damiano Caruso, der ellers havde meldt om vanlig knap så god februarform, men nu pludselig er Bahrain eneste overlevende bud. Og det burde i teorien også gælde for Ruben Fernandez, der dog til sidst ofrede sig så meget for Viviani, at han smed mere end et halvt minut.

 

Det gjorde Mattias Skjelmose til gengæld ikke. Den unge dansker, der efter et coronaramt kommer nærmest direkte fra juniorklassen, imponerede stort på en dag, hvor kaptajn Nibali fejlede, og han var vel det allermest uventede medlem af frontgruppen. Nu skal det blive spændende at se, hvor langt bjergevnerne rækker for den unge dansker, der som bekendt er en glimrende temporytter, men på lange stigninger er helt uprøvet på dette niveau. Med lidt held kan der være en uventet top 10 i sigt.

 

Det kan der også for Van der Poel. Ganske vist er bjergene for voldsomme til, at han kan vinde løbet, men med dagens udkomme vil det være svært overraskende, hvis ikke den store hollænder pludselig kommer hjem med et klassementsresultat i tillæg til dagens etapesejr. Det var der næppe mange, der havde de helt store forventninger til, da starten gik i morgen - i hvert fald ikke Van der Poel selv. Men som bekendt er der nogle, der på en eller anden måde kan vinde de WorldTour-løb, der egentlig bare skulle være træning…

Annonce

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewSaabye tilbage på dansk jord: Skal starte på en frisk

Landevej

Livestream masser af cykling - Specialtilbud på Discovery+

Landevej

Colombiansk stjerne har overvejet karrierestop

Landevej

Eksklusivt interviewSaabye og Lønne vender hjem til den danske cykelscene

Landevej

Eksklusivt interviewColoQuick-talent i EM-trøjen: Det var noget specielt

Landevej

Video i artiklenOptakt: Paris-Nice

Landevej

Tilmeld dig CeramicSpeed Race Series

E-cykling

Annonce