Ruten

Tidskørsler i løb uden for Europa har sjældent været noget populært koncept, da det stiller store logistiske krav og kræver ekstra udgifter at transportere specialudstyr ud af sportens hovedkontinent. Mange har løst udfordringen ved at stille krav om brug af landevejscykler, som vi blandt andet har set det i Qatar og Argentina, men RCS er ikke bange for at udfordre holdenes logistik. Siden deres løb som Abu Dhabi Tour kom på WorldTour-kalenderen i 2018, har der nemlig været en tidskørsel i tre af de fire udgaver, først som en enkeltstart i 2018 og siden som et holdløb i 2019, og efter sidste års ”tempoløse” udgave skal specialcyklerne igen i år i aktion. Det sker på en kort, klassisk mellemøstlig enkeltstart, der naturligvis er flad, men som med en placering på den snoede Alm Hudayriat Island Cycle Track i Abu Dhabi er en kringlet affære.

I alt skal der tilbagelægges 13,0 km, som har både start og mål på Al Hudayriyat Island i Abu Dhabi. Etapen består af en tur hele vejen rundt på banen, og selvom det i alt væsentligt er fladt, finder man undervejs 90 skjulte højdemeter. Den første del er den letteste, når man snor sig mod øst og nordøst ad en vej, der kun bugter sig let, og den enkle karakter fortsætter, når man ved vandet drejer mod nordvest og siden mod syd og vest.

Kort inden mellemtiden bliver det mere kringlet. Her skal man første gang 180 grader rundt, inden en bugtende vej leder frem til tidstjekket, der tages efter 7,0 km. Nu skal man atter 180 grader rundt i en kurve, inden vejen kun bugter sig let mod vest og nord. Slutteligt bliver det meget kompliceret, da man over kort tid skal 180 grader rundt hele tre gange i en serie kurver, hvorefter en let bugtende vej leder mod syd ned til mål med en sidste blød kurve 250 m fra stregen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Etapen byder på i alt 90 højdemeter.

Al Hudayriat Island har én gang tidligere været vært for et stort cykelløb. Det var det indledende holdløb i 2019-udgaven, hvor man dog kørte en anden og langt mindre kringlet rute, og hvor Jumbo-Visma lagde grunden til Primoz Roglics samlede sejr ved at vinde med 7 sekunder ned til Sunweb og 8 sekunder ned til Bahrain-Merida over den 16 km lange distance.

Vejret

Det gode ved enkeltstarter i ørkenen er, at risikoen for løbsødelæggende regn er lille. Der venter da også en mandag med fuldt blus på solen og en temperatur på 26 grader. Vinden vil være let til jævn og komme fra nord, men undervejs tiltage en anelse fra ca. 15 til ca. 20 km/t. Det giver jo vind fra alle retninger på den kringlede rute, dog primært sidevind i den indledende fase, mens der til slut er først et modvinds- og siden et medvindsstykke, der leder ned til stregen.

Analyse af 1. etape

Der er de cykelryttere, der går igennem en hel cykelkarriere og bare drømmer om at vinde ét løb. Det behøver ikke at være en klassiker eller en grand tour. Nej, en uskyldig etape i et lige så uskyldigt 2.1-løb kan fint gøre det, hvis bare de får lov at smage sejrens sødme.

Og så er der den anden slags cykelryttere. Det er dem, vi også kalder fænomener. Det er den slags ryttere, der kan køre cross en hel vinter, tage en uges pause, rejse til Mellemøsten for at træne og arbejde for holdet og alligevel ende med at tage en stor WorldTour-sejr på årets allerførste løbsdag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Man forstår godt, hvis den førstnævnte gruppe har det lidt svært med den sidste. Det må nemlig være en smule deprimerende for feltets mange sejrsløse slidere at se Mathieu van der Poel komme direkte fra crosssæsonen og en uges ferie og med det samme tage en WorldTour-sejr, der for mange kunne definere en hel karriere. Ikke desto mindre var det, hvad der skete på denne højdramatiske søndag i den arabiske ørken, hvor Van der Poel bare 24 timer efter på pressekonferencen at have erklæret sit ønske om at træne og agere lead-out man for Jasper Philipsen allerede nu har sørget for, at feltets eneste ProTeam fører i kampen mod alle WorldTour-holdene, når det gælder antallet af sejre på højeste niveau.

Det er ellers ikke, fordi man kan beskylde Van der Poel for at lyve. Alt pegede nemlig på, at Van der Poel vitterligt ikke ville få mange chance over de syv dage i den arabiske ørken. De mange massespurtsetaper er for rene sprintere, og den hollandske komet har flere gange måttet indse, at han i de rigtige massespurter kommer til kort. Nok kan han køre en pæn enkeltstart, men mod Filippo Ganna er han chanceløs, og som vi så i Lombardiet for et år siden, har han trods alt sine begrænsninger på lange stigninger som Jebel Hafeet og Jebel Jais.

Nej, Van der Poels eneste chance var et rigtigt sidevindsdrama, men desværre har nu et lille årti med Dubai, Abu Dhabi og senest UAE Tour lært os, at der er forskel på ørkenen i Emiraterne og i Qatar. Hvor det i det nu hedengangne Tour of Qatar var hverdagskost at se sidevindsdrama, har vi i UAE Tour og dets forgængere erfaret, at sidevinden aldrig rigtigt kommer i spil. Nok har der været splittelser, men i alle løbene er det altid fået så meget i sig selv, at de vigtigste navne er kommet samlet til mål.

Heldigvis for Van der Poel skal én gang jo være den første, og den gang indtraf, netop som det hollandske fænomen for første gang kørte cykelløb i ørkenen. Knap havde feltet forladt det ørkenslot, der agerede start, inden Ineos havde revet feltet i stumper og stykker, og naturligvis var Van der Poel med i front. Desværre for ham og mange andre, der havde klaret splittet, drejede feltet efterfølgende ind i modvind, og her lignede det pludselig igen en rolle som lead-out man for Philipsen.

Alt pegede nemlig på, at der nu burde være modvind resten af vejen frem til rundstrækningen, der hurtigt skulle vise sig at have så meget læ, at den aldrig kunne blive farlig. Men på en eller anden vis lykkedes det alligevel sidevindskongerne fra Deceuninck at trække 26 mand fri, sprænge feltet til atomer og knuse klassementsdrømmen for langt hovedparten af de lette folk, der ellers havde sat deres lidt til den manglende sidevindshistorik i ørkenen. Og denne gang var der ingen kære mor for de slagne folk, for da først Van der Poel og hans Alpecin-venner Gianni Vermeersch og Roy Jans havde gjort fælles front med de fem fra Deceuninck og de fire fra UAE, blev afstanden efterhånden så stor, at resten af feltet resignerede, og efter bare én på papiret fredsommelig dag have reduceret det ellers ganske store favoritfelt til nu kun tre af de tunge navne og et par outsidere.

Til gengæld var det de tre største favoritter, der klarede skærene. Naturligvis sad Joao Almeida, hvor han skulle, for enhver ved, at der ikke er et sidevindsløb, hvor Deceuninck ikke er på den rigtige side af hullerne. Faktisk var netop sidevinden på forhånd et af Almeidas stærkeste våben i jagten på den samlede sejr, og selvom det portugisiske talent ikke fik gjort kål på sine værste rivaler, sikrede sidevindsmaskinen i dag vel reelt et podium til kometen, der bare bliver ved og ved. Faktisk fik de som det eneste hold alle deres tre klassementsfolk med, og selvom Mattia Cattaneo i sidste ende smed nogle sekunder i et fornemt forsøg på at tage den flotte solosejr, han akkurat missede på 15. etape i Vueltaen, har belgierne med Fausto Masnada, Almeida og altså Cattaneo nu som det eneste hold en taktisk overhånd i kampen om den samlede sejr.

Den overhånd havde Ineos egentlig også, men den fordel forsvandt som dug for solen. På forhånd så det ellers ud til at briterne med wattmonsteret Ganna og sidevindskongen Luke Rowe, der to gange har været altafgørende i en samlet Paris-Nice-sejr netop via evnerne i sidevind, havde nogle af de bedste kort på hånden i de blæsende betingelser, men på en eller anden måde lykkedes det dem kun at få den ellers på papiret sårbare kaptajn Adam Yates anbragt i front helt uden sine to bodyguards. Det var lidt af et mirakel, at Yates lykkedes med den mission, men det vidner om, at den forsvarende mester vitterligt har gjort dette titelforsvar til et reelt mål, måske særligt fordi en tidlig sejr kan hjælpe med at cementere hans plads i et køkken, hvor der bestemt ikke mangler kokke. Til gengæld er han nu alene om at klare ærterne, for helt som ventet mestrede Ivan Ramiro Sosa heller ikke denne gang den ædle sidevindskunst, og Daniel Martinez lignede mildt sagt ikke en mand, der var kommet til løbet med alt for store ambitioner.

Alligevel kan Yates og naturligvis også Almeida juble over at have elimineret en hel serie rivaler. Det gjaldt ikke overraskende Wout Poels og Jack Haig, der så sårbare ud hos Bahrain. Det gjaldt måske lidt mere overraskende Emanuel Buchmann og Patrick Konrad på et Bora-hold, der ellers nok plejer at kunne håndtere disciplinen. Det gjaldt også Sergio Higuita, der med et sidevindssvagt EF-hold ikke havde skyggen af chancen for at gentage sit lille Sep Vanmarcke-skabte mirakel i Paris-Nice. Det gjaldt den ellers formstærke Ben Hermans, der sammen med en tilsyneladende stadig meget ukampdygtig Chris Froome, ikke fik glæde af Israel SUNs mange motorer.

Det gjaldt desværre også Jonas Vingegaard, der sammen med Sepp Kuss lignede to helt oplagte tabere i sidevinde, præcis som Domenico Pozzovivo gjorde det på Qhubeka. Og så gjaldt det måske mere uventet Vincenzo Nibali, Alejandro Valverde og Alexey Lutsenko, der normalt ellers altid er med, hvor det sker, men som nu for de to førstnævntes vedkommende fik båret mere ved til diskussionen om deres pensionsmodenhed og for sidstnævntes vedkommende fik bekræftet den sjældent dårlige startform, vi allerede så i Provence.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Det er en ganske pæn liste af mulige rivaler, men der er bare ét problem for Yates og Almeida. Det allervigtigste navn mangler nemlig, for minsandten om det ikke lykkedes storfavoritten Tadej Pogacar at komme med i front, selvom netop sidevinden lignede en svaghed, ikke så meget på grund af ham selv, men på grund af et hold uden megen muskelkraft. Men heldigvis rejste de vigtigste folk sig, da det gjaldt allermest, og selvom UAE også mistede den taktiske option, som Rafal Majka og Davide Formolo kunne have givet, hvis fokus på Tour-kongen var lidt for stort, kan sloveneren ikke være utilfreds med at ende som vinder på en dag, hvor mange havde håbet, at han ville være taber.

Hjemmebanemandskabet fra UAE var imidlertid klar til en af årets vigtigste opgaver. Vigtigst var det, at Fernando Gaviria, der i sidste uge i Almeria lignede en mand på samme nedadgående kurs som i 2020, og Maximiliano Richeze, der efter skiftet til Mellemøsten har været en skygge af sit engang så sublime selv, pludselig genfødtes, da det gjaldt. Sekunderet af en Mikkel Bjerg, der med fremragende kørsel viste, hvorfor han lidt overraskende fik plads i A-truppen til et af årets vigtigste løb for et af feltets stærkeste hold, lykkedes det de to sprintere at redde kaptajnens dag. Alligevel så han ud til at smide fire dumme sekunder til Almeida, der udnyttede det stærke Deceuninck-tog til at score seks bonussekunder undervejs, men da portugiseren var lidt for loyal med sit flotte lead-out for Michael Mørkøv, der så flot havde hjulpet i de indlagte spurter, kostede den vilde føring tre sekunder, som i sidste ende betød, at Pogacar, der selv scorede to bonussekunder i forhold til Yates, blot tabte et enkelt sekund til portugiseren. Det lever han trods alt nok med, selvom han får svært ved at matche Deceuninck-rytteren på morgendagens tonserenkeltstart.

Alligevel blev det ikke den perfekte dag for hverken UAE eller Deceuninck. Måske inspireret af sit flotte finaleangreb i Limousin sidste år, og fordi han har så desperat brug for succes, lykkedes Gaviria nemlig ikke med at holde hovedet koldt. På en dag, hvor han ellers virkede flyvende, viste han imponerende kraft ved i ét hug at spurte op til Cattaneo, da denne pludselig lignede en mulig vinder, men det skulle vise sig at koste ham en sandsynlig sejr. Der var herefter ikke mere tilbage til en spurt, han meget vel kunne have vundet, men selvom det lige nu nok er en ringe trøst, står den genfødte Gaviria stadig tilbage som en af dagens helt store vindere.

Deceuninck fik heller ikke det maksimale ud af overtallet trods den ventede byge af angreb. Sam Bennett viste nemlig nok engang, at han pr. definition er rusten i starten af et etapeløb, og han var sammen med Iljo Keisse den eneste ”belgier”, der ikke sad med i front. Derfor blev den ellers så velkørende Mørkøv, der fik en sjælden personlig chance, men desværre havde hjælpearbejdet nok kostet lidt for meget, da benene ikke helt rakte til at gå med i Shane Archbolds forceringer, og derfor blev det kun til en 3. plads, der dog stadig må regnes som et fremragende resultat på så begivenhedsrig en etape.

Gaviria var ikke den eneste nu fallerede tidligere Deceuninck-supersprinter, der var på vej mod genfødsel. Trods nylige hjerteproblemer viste Elia Viviani lidt af sin gamle klasse ved at sidde med i front på en højdramatisk, hvor langt de fleste sprintere blev sat til tælling, men da arbejdet skulle gøres færdigt i en spurt, der kunne have betydet alt for en revanchelysten italiener, endte det nu i stedet med en følelese af, at den gamle fart stadig mangler totalt. Det vil dog være en alt for drastisk konklusion, når man betænker Vivianis nylige helbredsproblemer. I det lys kan alene hans tilstedeværelse i front alene betegnes som et lys i et mørke, der ellers har virket kulsort.

Det var nemlig bemærkelsesværdigt få sprintere, der var med i front, når man ved, at netop den type ryttere plejer at være gode i den disciplin. I hvert fald ville man have forventet at se både Pascal Ackermann, Cees Bol, Phil Bauhaus og Jasper Philipsen boltre sig i blæsten. Havde han ikke haft knæproblemer, havde Giacomo Nizzolo også næsten med sikkerhed siddet, hvor han skulle, og i gamle dage havde André Greipel gjort det samme. Kun Caleb Ewan og i et vist omfang Matteo Moschetti lignede på forhånd sprintere, der med stor sandsynlighed kunne få det svært i blæsten, og derfor var det overraskende, at det endte med at være så sprinterfattig en gruppe til sidst.

Der var dog andre undtagelser. Supertalentet David Dekker viste igen, hvorfor han fik hele verden til at måbe i Le Samyn sidste år, ved at sikre sig en WorldTour-debut, der vil noget. Emils Liepins, der ellers ikke er kendt for sin holdbarhed, var også en overraskende tilstedeværelse, der gav ham en sjælden chance for at spurte. Desværre havde etapen også været så hård, at spurten faldt ud til Van der Poels fordel, for når alle er trætte, er hollænderen som bekendt lynhurtig.

Heldigvis for sprinterne får de masser af chancer senere, men for klassementsrytterne er drømmen slut. Lige nu ligner det et tremandsopgør mellem Pogacar, Yates og Almeida, selvom der bestemt også var andre klatrestærke folk, der nu kan lure et topresultat. Udover Masnada og Cattaneo gælder det Chris Harper, der tog over efter Kuss og Vingegaard og viste lidt af det talent, der gjorde ham så dominerende i mindre etapeløb for nogle år siden. Det gælder Neilson Powless, der fortsætter den genrejsning, han indledte sidste år. Det gælder Damiano Caruso, der ellers havde meldt om vanlig knap så god februarform, men nu pludselig er Bahrain eneste overlevende bud. Og det burde i teorien også gælde for Ruben Fernandez, der dog til sidst ofrede sig så meget for Viviani, at han smed mere end et halvt minut.

Det gjorde Mattias Skjelmose til gengæld ikke. Den unge dansker, der efter et coronaramt kommer nærmest direkte fra juniorklassen, imponerede stort på en dag, hvor kaptajn Nibali fejlede, og han var vel det allermest uventede medlem af frontgruppen. Nu skal det blive spændende at se, hvor langt bjergevnerne rækker for den unge dansker, der som bekendt er en glimrende temporytter, men på lange stigninger er helt uprøvet på dette niveau. Med lidt held kan der være en uventet top 10 i sigt.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det kan der også for Van der Poel. Ganske vist er bjergene for voldsomme til, at han kan vinde løbet, men med dagens udkomme vil det være svært overraskende, hvis ikke den store hollænder pludselig kommer hjem med et klassementsresultat i tillæg til dagens etapesejr. Det var der næppe mange, der havde de helt store forventninger til, da starten gik i morgen - i hvert fald ikke Van der Poel selv. Men som bekendt er der nogle, der på en eller anden måde kan vinde de WorldTour-løb, der egentlig bare skulle være træning…

Favoritterne

Egentlig skulle klassementskampen først være indledt i morgen, hvor en hel serie af løbets lette klatrere skulle forsøge at begrænse tidstabet på den første enkeltstart i løbets historie. Sådan bliver det imidlertid ikke, for som nævnt ovenfor er klassementsfeltet nu reduceret til de tre forhåndsfavoritter samt en række klatrere, der forinden mere kunne betegnes som outsidere end favoritter.

Det ændrer dog ikke på betydningen af det slag, der venter mandag. For ”de overlevende” er enkeltstarten sammen med Jebel Hafeet-etapen ubetinget den vigtigste, og det er her, Joao Almeida skal lægge grunden til en samlet sejr, og særligt for Adam Yates dagen, hvor han skal undgå at tabe det hele. Der er nemlig tale om en test, der ikke kunne være bedre for de sande specialister og dermed også lidt af et mareridt for Yates-typerne.

Etapen er den type korte, flade enkeltstarter, som er ganske særlige, og som vi særligt kender fra den nu ikoniske sidste etape i Tirreno. Det er i sandhed en sag for wattmonstrene, og i Tirreno ser vi, at selv relativt tempostærke klassementsfolk, der ellers sent i en grand tour kører også fremragende enkeltstarter over længere distancer og lidt mere kuperede ruter, slet ikke kommer i nærheden af de bedste. Det er kun de allermest tempostærke folk som Geraint Thomas, Primoz Roglic og Tom Dumoulin, der normalt for alvor kan begå sig både her og i klassementet, og selv en fyr som Chris Froome har haft sit hyr med netop denne type wattenkeltstarter.

Der bør være tale om en meget Tirreno-agtig enkeltstart, dog en anelse længere. La Flamme Rouge fortæller ganske vist, at den skulle have 90 højdemeter, men jeg kan slet ikke tro, at det er rigtigt. Ser man på det officielle materiale, står der 4 m over havets overflade ved samtlige punkter. Vi er formentlig meget tæt på 0 højdemeter, og der må være en eller anden fejl på Hudayriat Island, der snyder La Flamme Rouges ellers glimrende system.

Til gengæld kan det være lidt svært at vurdere, hvor teknisk ruten er. I Tirreno er det bare lange, lige veje, men her ser ruten uhyre kringlet ud. Det kan være meget svært at vurdere, hvor meget der skal bremses i kurverne, eller om de er så bløde, at man kan tage dem i bøjlen nærmest uden at sagtne farten. Da der er tale om en cykelbane, kunne man foranlediges til det sidste, og umiddelbart vil jeg ikke tro, at der stilles store krav til de tekniske evner. Det gør der i hvert fald ikke på første del, og der bør være tale om en klassisk sag for de sande specialister i denne slags korte kraftudladninger.

Vejret kan måske spille en lille rolle. Det vil blæse op i løbet af eftermiddagen fra en vindstyrke på 15 til 20 km/t, og selvom noget vil afhænge af graden af læ, kan det give en fordel for de tidligt startende. I det lys er det værd at bemærke, at arrangørerne slet ikke følger løbsbogens reglement og har lavet en startliste, hvor top 10 ganske vist starter sidst, men hvor alle øvrige ryttere synes fordelt efter holdenes eget valg, som man normalt gør det til en prolog eller 1. etape. I det lys synes rytterne ikke at være voldsomt bekymrede for vinden, da både Filippo Ganna og Jos van Emden starter meget sent, og den kan da heller ikke ventes at blive voldsomt afgørende.

Der skulle dog nok også en sen ørkenstorm til for at forhindre Filippo Ganna i at vinde. Etapen her kunne meget vel være et af de cykelløb i år, hvor favoritværdigheden er allerstørst, for det er meget svært at se, at nogen skulle komme i nærheden af verdensmesteren. Italieneren var i sin helt egen liga i 2020, ikke mindst i Tirreno, hvor ruten netop var som denne, og hvor han pulveriserede Fabian Cancellaras ellers ret gamle rekord med en margin, så man næsten ikke kan forstå det. Formen er også fremragende allerede nu, som vi så med de to etapesejre i Besseges. Her kom Benjamin Thomas ganske vist sjældent tæt på ham på enkeltstarten, men det var også en rute, der med den ret stejle stigning til sidst ikke rigtigt passede til hans 83 kg.

Den slags problemer får han ikke denne mandag eftermiddag, hvor han bare skal skrue op for wattene, som han gjorde i Tirreno for et halvt år siden. Selv uden at komme i nærheden af samme tal som dengang vil han formentlig sejre komfortabelt i et felt, hvor hans allerværste rivaler mangler, og derfor peger alt - trods sen starttid - på ny italiensk magtdemonstration.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Til gengæld er kampen om 2. pladsen uhyre åben, men jeg vælger faktisk helt uden klaphat at være optimistisk på danske vegne ved at pege på Mikkel Bjerg. Danskerens ridt i dag var ganske imponerende, og det er næppe helt tilfældigt, at UAE gjorde ham til en del af truppen til deres hjemmebaneløb. Det tyder på, at han er uhyre velkørende, og sådan så det bestemt også ud i dag.

Til gengæld er Bjerg også ret umulig at forudsige på enkeltstarter. I 2020 skuffede han langt de fleste gange, men på 1. etape af Giroen viste han, at evnerne stadig er intakte. Heldigvis for ham var det på en rute, der ikke er alt for forskellig fra denne, og selvom han vel egentlig er bedst over længere distancer, har han vist, at han kan være med helt fremme på denne slags ruter også. Jeg er stadig bekymret for de mange nedture i 2020 og ikke mindst hans voldsomme kraftudladning, men min fornemmelse af hans gode form gør mig optimistisk. Og så har han været så klog at starte som nr. 3, så han får de helt optimale vindbetingelser.

På Giro-enkeltstarten blev Bjerg nr. 3, og det var hundrededele, der kostede 2. pladsen. Den gik i stedet til Joao Almeida, der vel egentlig heller ikke selv vidste, hvor god han er til at køre enkeltstart. Det fandt han imidlertid ud af med den omtalte 2. plads, og senere viste han på de to øvrige enkeltstarter, at resultatet bestemt ikke var nogen tilfældighed. Særligt hans 4. plads på wattenkeltstarten i Milano til allersidst viser, at han også på flade ruter kan køre lige op med wattmonstrene, og så bør han også være med helt i front på denne rute, særligt fordi formen i dag så særdeles lovende ud. Jeg kan stadig have min tvivl om, hvorvidt han kan gentage det så tidligt i et etapeløb, hvor klassementsryttere traditionelt har det sværere, men hans kørsel på 1. etape i Giroen giver på det område grund til optimisme. Til gengæld skal han slås med en af de sidste starttider.

Sidste år viste Stefan Bissegger med det samme, at det ikke er uden grund, at han kaldes den nye Fabian Cancellara. Schweizeren kørte som en motorcykel i BinckBank Tour, hvor han på den kuperede enkeltstart blev nr. 3 bag Søren Kragh og Stefan Küng. Det vidner om hans enorme potentiale, og også denne type wattenkeltstart burde være guf for den en schweizisk maskine som ham. Når han alligevel ender som nr. 4 og ikke nr. 2 på min liste, skyldes det usikkerhed om formen. Han skuffede i Marseille, hvor han dog kan være en af de ryttere, der blev ledt forkert, og normalt ville man også forvente at se ham fremme i dagens sidevindsræs, hvor han burde have siddet hos Neilson Powless. I forvejen var han som U23 ikke helt stabil i kampen mod uret, men BinckBank Tour vidner om det enorme potentiale. Og så har også han sørget for en tidlig starttid.

Det gælder ikke for Jos van Emden, der starter som sidste mand inden den samlede top 10. Det kan være en udfordring, men i gamle dage var Van Emden, der flere gange er blevet nr. 2 bag Rohan Dennis i Tirreno, uhyggeligt stærk på netop korte, flade enkeltstarter. Desværre har han ikke samme klasse længere, og derfor hersker der langt større usikkerhed om præstationen denne gang, særligt efter et 2020, hvor han også var meget svingende. Det blev dog til en 7. plads på netop Tirreno-enkeltstarten, hvilket viser, at han stadig skal regnes som specialist, og selvom han skuffede lidt med en 12. plads i den forblæste indledning på Giroen, burde han på denne helt flade rute køre med om podiet, hvis han rammer en af sine gode dage.

Tør man pege på Alex Dowsett? Briten er mildt sagt svær at spå om, når det gælder enkeltstarter, men efter den højst overraskende 4. plads ved VM i 2019, men i 2020 var det til gengæld også kun ved VM, at han gjorde det pænt. Særligt i Giroen skuffede han fælt, og generelt ved vi aldrig, hvor vi har ham. Denne gang er hans form endda også helt ukendt, og det kan sagtens ende helt galt for den stærke brite. Til gengæld kan han på sine store dage også være med helt fremme.

Det kan Matteo Sobrero også. Egentlig var der ikke meget, der tilsagde, at italieneren skulle være nogen stor temporytter, men han var en af de positive overraskelser i Giroen. Her gjorde han det uventet godt med en 7. plads på 1. etape, og siden kørte han også et par hæderlige enkeltstarter. Logikken siger også, at han formentlig nu kan være blevet endnu bedre, men til gengæld har han stadig til gode at præstere på en enkeltstart, der er helt flad som denne, ligesom hans form er ukendt. Derfor kan det gå begge veje for den unge italiener, der også skal vise, at han kan præstere på noget andet end en BMC-cykel, der som bekendt hører til blandt de bedre i feltet.

Hvad kan Lawson Craddock? Egentlig tilsiger logikken, at han burde være bedst over længere distance og på mere kuperede ruter, som hans flotte VM i 2019 viste, og han blev da også kun nr. 17 i Tirreno sidste år. Til gengæld blev han nr. 8 Giro-åbningen, og det viser, at også kan være med på kortere enkeltstarter. I det hele taget har han genfundet sine tempoevner de senere år, og nu er det i denne disciplin, han for alvor specialiserer sig. Ruten har nok en karakter, hvor han ikke kan være med helt fremme, men på en af sine gode dage, er han i et felt uden mange specialister ikke noget ringe bud.

Mathieu van der Poel kan det meste, og han kører også en ganske pæn enkeltstart, men han har også indset, at han aldrig bliver specialist. Dertil er han slet ikke aerodynamisk nok, og derfor er dette ikke den ideelle rute for fænomenet, selvom han har masser af power. I Tirreno blev han således ”kun” nr. 14 for et år siden, og på den stærkt kuperede rute i BinckBank Tour blev en uhyre formstærk Van der Poel trods alt kun nr. 5. Lige nu er formen åbenlyst god, og i dette ret svage tempofelt vil han formentlig køre i top 10, men det synes ikke realistisk at tro, at han kan matche alle de mere udprægede specialister.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

En rytter, der bliver interessant at følge, er Max Walscheid . Den store tysker er jo egentlig sprinter, men i de senere år har han fået smag for denne disciplin. Således blev han til VM nr. 19, men særligt på den alt for kuperede rute i BinckBank Tour imponerede han med en top 10. I teorien burde denne type korte og helt flade enkeltstart være det, der passer ham allerbedst, og lige nu synes han bare at tage et skridt for hver enkeltstart, han kører. Derfor bliver han værd at holde øje med.

Michael Hepburn blev aldrig den tempokonge, mange troede, og nu om dage ser vi ham sjældent fremme på enkeltstarterne. Han har dog haft en god vane med altid at køre stærkt i Tirreno, hvor det jo netop er en enkeltstart, der er meget sammenlignelig med denne. Desværre var 2020 en ærgerlig undtagelse, og dermed skal vi lidt for langt tilbage for at finde hans rigtigt gode resultat. Som udgangspunkt er det dog en rute, der passer ham, hvad hans mange gode Tirreno-resultater viser, og da han som regel kører stærkt tidligt på sæsonen, kan han måske genfinde lidt af de forsvundne evner.

En anden rytter, der er faldet næsten helt sammen, er Matthias Brändle. I sin storhedstid var det ellers netop på denne type enkeltstarter, at han hørte til blandt de allerbedste, men på det seneste har han nærmest været en kronisk skuffelse. Han fik dog en lille renæssance med en 10. plads på 1. etape af Giroen sidste år, og selvom han ikke kunne bakke det op senere, viser det dog, at han stadig har noget power på en flad enkeltstart. Nok blev han kun nr. 16 i Tirreno, og nok kommer han ikke i nærheden af Ganna, men i dette felt burde det ikke ende som den totale katastrofe.

Så er der naturligvis Tadej Pogacar. Sloveneren tog som bekendt en hel cykelverden på sengen med sit vanvidsridt i Touren, og det vidner om, at hans tempoevner i hvert fald er forbedret. Jeg vil dog blive forundret, hvis vi ser ham helt fremme på denne type enkeltstart. Dels er vi tidligt i et etapeløb, hvor han traditionelt ikke er helt varm, og dels bør distancen være for kort. Ganske vist kørte han også stærkt på den fladere del af Tour-enkeltstarten, men selv den del havde altså ganske mange højdemeter, ligesom det er noget helt andet at give den gas over mere end en time end denne form for kraftudladning. Pogacar har før kørt en overraskende god fladere enkeltstart i Algarve, og belært af erfaringerne skal man altid regne med en overraskelse fra en mand, der åbenlyst er i form, men jeg tror mere på en placering mellem 11 og 20 end en plads i top 10. Historien taler i hvert fald imod Pogacars ryttertype på lige netop denne rute.

Med sin genfødsel som temporytter burde Thomas de Gendt jo egentlig figurere tårnhøjt på denne liste, men jeg vil blive overrasket, hvis vi ser ham fremme. I sig selv er ruten alt for kort for De Gendts dieselmotor, og derudover er han aldrig i form fra start. Faktisk findes der ikke mange, der skal bruge lige så mange løb for at komme i gang som netop De Gendt, og dermed er der meget, der taler imod, at han skulle præstere her. Han viste dog i Giroen i 2019, at han godt kan præstere over en kort distance, når han er i form, men selv dengang var der en hård bakke undervejs. Ruten ligger ikke til ham, og derfor bør han få det svært, men hvis hans nylige fine watttal fra en træningslejr viser bedre form end vanligt, skal man aldrig helt afskrive en kvalitetsrytter som De Gendt.

I Giroen i 2019 fandt Mattia Cattaneo pludselig ud af, at han kan køre enkeltstart, og den evne er kun blevet bedre efter skiftet til Deceuninck. Således kørte han en fremragende enkeltstart i Vueltaen, endda på en længe meget flad rute, og det viser, at han har masser af power. Selvom han i dag viste bedre form end ventet, taler historikken dog mod, at Cattaneo-typer kører stærkt på en rute som denne, og jeg tror derfor ikke, at vi skal vente os en gentagelse af Vuelta-resultatet, selvom han bør gøre det ganske pænt.

Lidt i samme boldgade har vi Damiano Caruso og Daniel Martinez. Begge viste under Touren, at de altså er fremragende temporyttere, men det her er noget andet. Her skal der trædes for mange watt over en for kort distance, og Caruso og Martinez er begge af den ryttertype, der har det svært på en rute som denne. Samtidig er der tvivl om deres form, for selvom Caruso overraskede i dag, plejer han aldrig at være god på denne tid af året, og han var også udset en hjælperrolle. Martinez virkede i dag nærmest ligeglad, og det kunne indikere, at heller ikke han er i superform. De har dog begge tempoevnerne til at overraske positivt, hvis de er mere formstærke end ventet.

Nikias Arndt udviklede sig på et tidspunkt til lidt af en tempospecialist, men i de senere år synes den evne at være forsvundet. Vi skal dog ”kun” halvandet år tilbage for at finde en meget imponerende 9. plads i skrapt selskab i Tour de Suisse, og det viser, at evnerne i hvert fald var der dengang. På baggrund af det, vi har set på det seneste, er det svært at tro på en pludselig genfødsel, men feltet er så svagt, at han på en god dag kan komme langt.

Neilson Powless var engang en glimrende temporytter, men den unge amerikaner er også på det område gået i stå. Siden Touren har der dog været tegn på en genrejsning, og det er bestemt muligt, at det også kan sætte sig igennem i denne disciplin. I hvert fald var han ganske stærk i dag, hvor han overraskende klarede sidevinden, og det kunne tyde på god form. I dette felt burde der være rum til, at han kan fortsætte sin genfødsel med også at køre en god enkeltstart

Endelig er der de unge folk, Mattias Skjelmose, Antonio Tiberi og Jonathan Milan. Skjelmose og Tiberi var begge blandt de bedste på juniorniveau, men her er niveauet et andet. Umiddelbart vil jeg tro, at de fortsat mangler lidt for meget til at matche de bedste, men Skjelmose overraskede positivt i dag og kan gøre det igen. I hvert fald er der tale om en distance, der burde give unge ryttere en bedre chance for at matche de mere modne. Det gælder også for Milan, der er italiensk U23-mester, og som er en del af det italienske banelandshold, hvilket vidner om, at han mestrer netop denne form for kraftudfoldelse.

Blandt de øvrige navne er Harry Tanfield gået så meget i stå, at det er svært at tro på en genrejsning. For Lasse Norman, Anthony Roux, Andrey Amador, Koen Bouwman, Luis Leon Sanchez, Alexey Lutsenko, Rein Taaramae og Tony Gallopin gælder, at deres gode enkeltstarter ligger for langt tilbage. Det samme gælder for Jack Bauer, der jo ellers kortvarigt var ganske fin i denne disciplin. Thymen Arensman kører en fin enkeltstart, men næppe på denne type rute, hvor også Vincenzo Nibali, Wout Poels og Alejandro Valverde, der som temporytter er faldet helt sammen, altid har haft det svært. Alexys Brunel har heller ikke imponeret voldsomt på temporytter og vil næppe kunne lide ruten. Endelig er det efter i dag svært at vente noget fra Chris Froome, der som nævnt også altid har haft det svært på disse ruter.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Øvrige vinderkandidater: Mikkel Bjerg, Joao Almeida

Outsidere: Stefan Bissegger, Jos van Emden, Alex Dowsett, Matteo Sobrero, Lawson Craddock

Jokers: Mathieu van der Poel, Max Walscheid, Michael Hepburn, Matthias Brändle, Tadej Pogacar, Thomas de Gendt, Mattia Cattaneo, Damiano Caruso, Daniel Martinez, Neilson Powless, Mattias Skjelmose, Antonio Tiberi, Jonathan Milan

Starttider

Du finder starttiderne under live-opdateringen.