Det er kun 13 dage siden, at jeg skrev en analyse, hvis tema var kloge karrierevalg. Dengang handlede det om Primoz Roglic, der undgik en karriere som ukendt skihopper og i stedet endte som sandsynlig vinder af verdens største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed. Og det handlede om Wout van Aert, der skiftede en tilværelse som national, men i international sammenhæng relativt ukendt superstjerne indenfor crosssporten ud med rollen som landevejsfænomen med nu allerede én monumentsejr på cv’et.

I dag kunne vi egentlig gentage hele smøren, bare med en tysk hovedperson. For to år siden så det nemlig ud til, at Lennard Kämna ville ende som et tabt og hurtigt glemt talent, som kun cykelsportens feinschmeckere ville huske. Efter en uhyre lovende tid som ungdomsrytter, hvor han var lidt af tempofænomen med et juniorverdensmesterskab i enkeltstart i 2014 og en bronzemedalje i samme disciplin som førsteårsrytter i U23-klassen i 2015 - en medalje, der meget vel kunne være blevet til guld, havde det ikke været for regnen - betød en lidt svær start som professionel nemlig, at motivationen forsvandt. Selvom han som Sunweb-rytter kun var blevet slået af Benoit Cosnefroy ved U23-VM i Norge og endda havde været med til at vinde VM i elitens holdløb, blev cyklen i 2018 sat i garagen, mens den langlemmede tysker fandt ud, hvad han egentlig ville med tilværelsen.

Havde han truffet en anden beslutning dengang, havde ingen talt om Kämna i dag. Nej, så havde han vel sikkert siddet på en eller anden tysk skolebænk og forsøgt at indhente det, der var blevet tabt under corona-nedlukningen. Heldigvis for hele cykelverdenen og ikke mindst tysk cykelsport vendte lysten imidlertid tilbage, og den 1. august samme år satte Kämna atter et nummer på ryggen i Aalborg, da han ganske anonymt stillede til start i et PostNord Danmark Rundt, der endte med en 17. plads.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Faktisk så det alligevel ud til, at Kämna kunne ende som en parentes i cykelhistorien. I første omgang var der nemlig så langt mellem snapsene, at promillen næppe havde rykket sig ud af stedet, hvis man havde givet sig i kast med at drikke den Kämnaske spiritus. Først et år senere i Tour de Suisse, hvor han atter endte som nr. 17 begyndte man at fornemme, at lidt af det gamle talent var intakt, men da særligt hans tempoevner var forduftet helt, var der næppe mange, der fortsat havde Kämna som et af de talenter, man skulle holde øje med.

Det skulle vi så alligevel. Det kan nemlig godt være, at tempoevnerne aldrig er blevet fundet igen, men til gengæld er tempoben blevet forvandlet til bjergben. Det fandt hele cykelverdenen ud af for et år siden, hvor samme Kämna pludselig var allestedsnærværende i Tourens tredje uge, hvor han var i udbrud på snart sagt enhver bjergetape med to top 6-placeringer til følge og en 13. plads i kamp med favoritterne på løbets sidste af slagsen.

Siden da er det gået stærkt. Efter en lovende start på sæsonen, hvor et sent angreb var uhyre tæt på at give ham samlet sejr i Murcia kort inden end 7. plads i Algarve, havde vi knap lagt corona-pausen på hylden, før Kämna havde vundet kongeetapen i Dauphiné. Desværre blev den store triumf overskygget af Bora-holdets tristesse efter det styrt, som i sidste ende skulle knuse Emanuel Buchmanns podiedrømme, og da Steven Kruijswijk, Thibaut Pinot og Primoz Roglic ligeledes styrede samme dag, mens Egan Bernal drog hjem med rygproblemer, var der ikke mange, der den aften talte om Kämna.

Det gør de heldigvis nu. Bare et år efter, at cykelverdenen lærte at forstå, at Kämna nu kan klatre, kan han allerede skrive sig bjergetapevinder i Tour de France på sit stadig korte cv. Og selvom hans sejr også denne gang primært skal bruges som trøst for et Bora-hold, der slet ikke har fået, hvad de er kommet efter, har holdet denne gang haft så meget tid til at sunde sig over Buchmanns og Peter Sagans nedture, at Kämnas sejr denne gang kommer som en forløsning og ikke som en lille parentes, der knap kunne anes ud af de tårevædede tyske øjne.

Nej, faktisk bliver der formentlig både drukket champagne og danset kædedans på Bora-hotellet i aften. Sejren redder nemlig ikke blot en Tour, der med mindre Sagan alligevel ender i grønt på søndag mest af alt vil være en parentes i det succesrige supermandskabs historie. Det har også nogle yderst løfterige perspektiver for et hold, hvis primære mission er at bringe tysk cykelsport tilbage til fordums styrke.

Selvfølgelig er det Buchmann, der i den sammenhæng er den store grand tour-ledestjerne, men måske kan Bora snart føje en ny tysker til toppen af grand tour-hierarkiet. Det er nemlig ikke tilfældigt, at Kämna nu i to grand tours har foldet sig ud i løbets anden halvdel. Den slags skal man altid bemærke sig, for det var samme observation, der allerede tidligt afslørede, at Richard Carapaz og Enric Mas var gjort af et helt særligt grand tour-materiale. Noget tyder på, at Kämna har samme fantastiske trejdeugesmotor, der mere end noget andet er det, som adskiller ryttere med hang til klassikere og ugelange etapeløb til giganter i sportens længste løb.

I virkeligheden har Kämna hele pakken. Klatrebenene er nu så gode, at han i dag slog selveste Giro-kongen - der ganske vist hverken er i topform eller helt skadesfri - og forleden fulgte Dauphiné-mesteren helt til dørs på muren i Massif Central. Og selvom der ikke er noget, der i første omgang tyder på det, kan en genopfindelse af de forsvundne tempoben gøre ham til den komplette rytter, som kan være med helt i toppen af en grand tour. Lidt af de gamle tempoevner kunne man da heldigvis ane, da han på det flade plateau i dag kørte resten af det store daglange udbrud midt over.

Naturligvis er det alt for tidligt at konkludere, at Kämna ender der. Dertil er spørgsmålene for mange og afstanden til de bedste stadig for stor. Men hvis Bora kan fortsætte den fantastiske rytterudvikling, som de har leveret i forhold til ryttere som Maximilian Schachmann, Felix Grossschartner og senest Matteo Fabbro, der alle for alvor er brudt igennem efter at være skiftet til holdet, er perspektiverne store - og Sunwebs grund til ærgrelse over at have mistet ham så meget desto større.

Samme ærgrelse er der naturligvis i Ineos-lejren. 2020 er tilsyneladende året, hvor intet vil lykkes for holdet, der ellers altid har kunnet bruge Touren til at rette op på ellers af og til skuffende sæsoner. Sådan bliver det ikke i år, for selvom holdet skulle vinde en etape senere i løbet, vil det være så beskeden pynt på en lagkage, der allerede er smeltet helt, at den aldrig på nogen måde kan serveres til nogen form for fest i Paris på søndag.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det var ellers tæt på. Richard Carapaz var lige ved at gøre, som Mikel Landa gjorde i 2017, hvor holdets ambitiøse Giro-satsning med baskeren og Geraint Thomas ikke kom meget længere end til bagenden af en væltet motorcykel på kurs mod Blockhaus-stigningen. Dengang rejste baskeren sig med bøde etapesejr og bjergtrøje - krydret med endnu en sejr til Mikel Nieve - og det er nu håbet, at Carapaz og måske Egan Bernal selv kan gøre det i dette løb også.

Carapaz er i hvert fald i stand til det. Trods skaderne fra i tirsdags viste han i dag sin tårnhøje klasse - som altid i den tredje uge - men måske blev han en anelse for selvbevidst mod slutningen af dagens hovedstigning. Dagens vigtigste bjerg havde nemlig kun til formål at sende Julian Alaphilippe inden en finalebakke, hvor ingen havde lyst til at spurte mod verdens bedste puncheur, og da den mission via de gentagne forceringer var lykkedes, var Carapaz egentlig home safe.

Vi kender nemlig Alaphilippe så godt, at hans eksplosioner er så kraftige, at der intet er tilbage i de sønderbombede ben, når først der har lydt et ”BANG!” i hele Frankrig, og da Carapaz uden problemer med sit punch kunne have slået Kämna og spurtsvage Sebastien Reichenbach på målbakken, burde han måske have sparet kræfter til netop det. Det gjorde han imidlertid ikke, og da han tabte fart i en af sine lidt unødvendige forceringer, fik han Kämna i nakken på det værst tænkelige tidspunkt. Og da det stod på enkeltstart mod den tidligere juniorverdensmester til sidst, blev den tyske 1-0-føring lynhurtigt til 4-0. Heldigvis kan Ineos så låne af de mange gravøl, Bora-mandskabet har drukket i ét væk i dette løb, for selvom Pavel Sivakov viste stigende form med en 4. plads, blev det bare endnu en møgdag i et møgløb for de tidligere Tour-konger.

I virkeligheden er det påfaldende, hvordan dagens etape var stedet, hvor de hold, der nød så stor succes i 2019, skulle forsøge at redde stumperne. Det var tilfældet for Bora, der er bagud på point i kampen om endnu en grøn trøje og ikke gentager Buchmanns 4. plads. Det var tilfældet for Ineos, der er forvandlet til biroller i en forestilling, hvor de normalt plejer at sidde hele på hovedrollelisten. Og det var tilfældet for FDJ, der efter sidste års forrygende, men i sidste ende også smertefulde Tour nu desperat jagter oprejsning og kom tæt på den åbenlyst meget formstærke Reichenbach, der dog havde valgt den forkerte etape, som aldrig kunne vindes af en dieselklatrer som ham.

Og så var det tilfældet for Alaphilippe. Naturligvis er løbet ingenlunde en fiasko for Deceuninck - tværtimod - og det er også svært for franskmanden selv at være utilfreds, når der står både etapesejr og gul trøje på kontoen. Alaphilippe satte bare standarden så tårnhøjt sidste år, at der næppe er en franskmand, der ikke er skuffet. Det er Alaphilippe selv åbenlyst også, for der var tydelig frustration at spore, da en etape, som i sit design havde hans navn skrevet med flammeskrift udover sig, endte i endnu en af de eksplosioner, Alaphilippe mere end nogen anden er kendt for. Desværre har hans kørsel i løbet hidtil gjort, at dagens eksplosion kunne forudses allerede tidligt på etapen og derfor næppe kom som en overraskelse for mange.

Man kan vel også føje Warren Barguil til listen. Sidste år rejste han sig ellers efter katastrofen i 2018 med en fornem 10. plads og et fransk mesterskab, men i år har intet fungeret for den engang så succesfulde franskmand. Ligesom på 13. etape kom han i dag til kort på en etape, hvor han burde have været en af favoritterne, og dermed har det så ambitiøse Arkea-mandskab nu kurs mod en så dundrende fiasko, at de måske overvejer at spørge ASO, om de må skifte Nacer Bouhanni ind inden spurten i Paris. I hvert fald blev Nairo Quintana dagens eneste store taber i klassementet, da hans skader og nu veletablerede manglende holdbarhed nok engang blev kostbar, så han nu atter synes sendt ind i den dødskamp, han også oplevede i 2017, 2018 og 2019.

På dagen, hvor guldfuglen David Gaudu endegyldigt kastede håndklædet i ringen efter styrtet i Nice, måtte franskmændene søge til en veteran for at finde lidt opmuntring i et løb, der har været noget helt andet end sidste års franske jubeloplevelse. Således fortsatte Pierre Rolland sin genrejsning, og selvom han kom til kort mod slutningen - måske grundet en hård opkørsel tidligt på etapen - og således måtte sande, at Benoit Cosnefroy for anden dag i træk med det yderste af neglene forblev i prikker, er han nu tættere end nogensinde tidligere på at erobre en bjergtrøje, han har jagtet igennem hele sin karriere. Det bliver stadig svært at afholde en af de to slovenske monstre fra at tage 40 point på Col de la Loze i morgen, men lige nu er Rolland formentlig den eneste, der for alvor kan true slovenske mæslinger på podiet i Paris på søndag.

Netop de to slovenere endte som ventet med en delvis våbenhvile. Det lå i kortene, at Tadej Pogacar naturligvis skulle forsøge at teste, om der var lidt Roglicsk hviledagsrust at fornemme på den korte Cote 2000 til sidst, men han opgav lynhurtigt at knække det suveræne Jumbo-tog, der blot atter sendte brostenskonge Wout van Aert frem for at bringe klatrerne i vanskeligheder på en stor Tour-bjergetape og således sendte et klart signal om, at det ikke blev i dag, at der kunne lugtes monsterblod. Og selvom Miguel Angel Lopez var snu nok til næsten at stjæle nogle sekunder fra de uopmærksomme kamphaner, endte det i den status quo og generelle passivitet, som ikke kunne undgås på en etape med dette design dagen inden løbets kongeetape.

Alligevel var der fornemmer Pogacar måske lidt kraftigere dunsten af slovensk monsterblod. Udover Quintanas sammenbrud var eneste væsentlige svar nemlig, at Tom Dumoulin virkede uhyre rusten. Vi ved fra tidligere, at den store hollænder ofte har været i rent overlevelsesmode i den tredje uge af en grand tour, og hvis det atter er tilfældet, kan Jumbo måske ligefrem rystes lidt tidligere på morgendagens kongeetape - især hvis Sepp Kuss og/eller George Bennett har en af de mange offdays, der er blevet deres varemærke.

Det er Kämna utvivlsomt ligeglad med på karrierens største dag, men han har sikkert alligevel et særligt kig på Dumoulin. Hollænderen kunne nemlig være et godt forbillede og eksempel at følge i jagten på at transformere sig fra tempospecialist til grand tour-stjerne. Og modsat Dumoulin synes Kämna endda ligefrem at have tredje uge og holdbarhed som sin største spidskompetence. At gå i Dumoulins fodsport er en uhyre vanskelig opgave, men det er trods alt betydeligt mere attraktivt end at sidde på en anonym tysk skolebænk en trist septemberdag.