S\u00e5dan kan det stadig sagtens g\u00e5. Van der Poel har m\u00e5ske mistimet formen i \u00e5r, hvilket ikke er m\u00e6rkeligt i en s\u00e6son, hvor alt har v\u00e6ret vendt p\u00e5 hovedet, men hans bedrifter i 2019 var stadig s\u00e5 vanvittige, at de ikke er set lige i klassikerne i lang tid, heller ikke hos Van Aert i \u00e5r. Alligevel m\u00e5 man efter en m\u00e5neds cykels\u00e6son konstatere, at de kommende \u00e5rs klassikerdueller mellem de to \u00e6rkerivaler ser ud til at blive langt mere medrivende og ligev\u00e6rdige end deres i de senere \u00e5r meget lidt ophidsende opg\u00f8r i deres gamle yndlingsdisciplin om vinteren.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Egentlig kunne vi allerede fornemme det sidste år. Van Aert kørte et fornemt forår, hvor særligt hans usædvanligt uheldsramte Paris-Roubaix kunne have indbragt ham den store sejr, som måske havde skubbet Van der Poel i baggrunden. Alligevel var det først efter omtalte højdetræningslejr, at det store skridt blev taget, og efter at han tilsyneladende har brugt corona-pausen på andet end at gøre sig selv til kommende far, har han været ustoppelig, siden han den 1. august satte et nummer på ryggen.
Først vandt han i suveræn stil det Strade Bianche, han to gange var kommet så tæt på. Så viste han tårnhøj topfart ved at spurte sig på podiet mod alle supersprinterne i det helt flade Milano-Torino. Få dage senere kunne han så kalde sig monumentvinder efter at have slået en vis lille franskmand i Milano-Sanremo. Og minsandten om ikke han også slog til på den eneste Dauphiné-etape, der passede de lidt tungere folk, inden han leverede en hjælperindsats i bjergene, så de fleste måtte tro, at hans vægt var fejlindstillet, når den angiveligt viser 78 kg.
Og pludselig var han en stjerne. Der var ellers indgået en klar aftale om, at Van Aert i Touren var ren hjælper, og at der kun måske kunne blive tale om en enkelt personlig mulighed eller to, men i dagene efter sin vanvittige start var det en stadig mere selvbevidst Van Aert, der insisterede på, at hans chancer nok skulle komme. Og selv Jumbo-ledelsen kunne få svært ved at sige nej til manden, der mere end nogen anden har været hovedtemaet i 2020-sæsonen, så da belgieren bad om at spurte i dagens lidt halvhårde finale, måtte man jo give efter for en mand, man næppe ser skifte til et andet hold.
Alligevel vidste Van Aert, at han var under pres. Fra nu af bliver der næppe mange muligheder, og derfor skulle der leveres, da en lang og næsten urimeligt begivenhedsfattig dag endelig kulminerede. Egentlig var det slet ikke gået Van Aerts vej, da han om nogen havde brug for at slide de rene sprintere, og da han samtidig var helt på egen hånd, så det måske lidt vanskeligt ud at sejre i et felt omgivet af ryttere med deciderede tog til at sætte sig op.
Lidt held har der nok været involveret, for ingen kunne vide sig sikre på, at det netop var Sunweb, der ville dominere finalen, men Van Aerts altid upåklagelige positioneringsevne kom til sin ret, da han satte en krog i bagdelen på Cees Bol allerede tidligt i forløbet og dermed slap for at skulle bevæge sig rundt i vinden, som man kunne frygte for en isoleret rytter. Herefter lod han sig fragt sikkert frem af et Sunweb-tog, der leverede et lead-out, som må have gjort selv historiens allerbedste af slagsen misundelige, inden han ved at slå sprinteren Bol viste, at det ikke var uden grund, at han var ligemand med Arnaud Demare og Caleb Ewan i udkanten af Torino for en lille måneds tid siden.
Nej, Van Aert er vitterligt et landevejsfænomen langt mere end en crossstjerne. Det er de færreste, der vinder en massespurt 24 timer, efter at de har ført på en stor del af målbjerget i Tourens første bjergfinale. Og mest imponerende er det, at han slår til i én af sine eneste chancer i hele løbet. Den evne til at håndtere pres, som også har været åbenbar i cross, hvor det oftest har været ham, der har sejret i årets vigtigste løb, mens ærkerivalen Van der Poel alt for ofte er knækket på den dag, der betyder mest, er i høj grad det, der både skaber en god sprinter og en mand, der kan gøre det færdigt i de nervepirrende finaler af de største klassikere.
Samtidig er Van Aerts sejr en gave til Jumbo. Nu er der med sikkerhed ro på bagsmækken, og Van Aert går ikke længere rundt som en selvbevidst løve, der insisterer på at bryde ud af det snærende bur, Richard Plugge og co. har lukket ham inde i. Hans kørsel på 2. og 4. etape vidner om, at loyaliteten næppe har fejlet noget, men måske vil Van Aert allerede i morgen kunne finde de sidste procent, når Primoz Roglic og Tom Dumoulin skal have en hånd.
Til gengæld må man græde snot i Sunweb-lejren. Det er ingen hemmelighed, at mange har været uhyre kritiske over for en beslutning om at satse på Cees Bol og ikke Michael Matthews i en Tour så kuperet som denne, men i dag var Bol blot få centimeter fra med ét at gøre alle kritikerne til skamme. Ikke så meget på grund af Bol selv, for det må føles som en gigantisk nedtur for hollænderen at blive slået af en mand, der trods alt ikke kan kaldes sprinter, efter et så fornemt forarbejde.
Nej, det var togets præstation, der for alvor skabte håb i den tyske lejr. På forhånd var der tvivl om, hvem der havde det bedste lead-out i en generelt på det område svagt besat Tour. Alle kunne se, at Sunweb havde masser af power, men den unge, urutinerede gruppe havde ikke megen erfaring i at samarbejde.
Det kunne man imidlertid ikke se i dag. Først var det Søren Kragh, der tog en vanvidsføring, inden endnu en crossrytter, Joris Nieuwenhuis, imponerede med stort arbejde under den røde flamme. Vejkaptajnen Nikias Arndt styrede derefter Casper Pedersen smukt frem mod finalen, inden danskeren leverede et lead-out, der var lige så sublimt som det, der satte Bol op til sejr foran blandt andre en vis Fabio Jakobsen i Algarve tidligere i år. Det kan Bol og co. forhåbentlig se et lyspunkt i, når den værste skuffelse har lagt sig, for gentager de det på de kommende sprinteretaper, er der al mulig grund til at tro, at Bol faktisk kan vinde en etape.
Det står nemlig i stigende grad klart, at feltets to supersprintere vitterligt er ringe udrustede i år. Tabet af de skadede Zdenek Stybar og Yves Lampaert er på Deceuninck-mandskabet kolossalt, for selvom Michael Mørkøv gør det godt, er belgierne ikke i stand til at kontrollere finalerne. På 1. etape var de heldige med, at Trek havde tabt Mads Pedersen, gik i stå og lod dem redde deres ringe position, og på 3. etape måtte Bennett starte sin spurt for tidligt.
I dag gik det så galt igen. Bennett sad hæderligt, men mod en velsmurt Sunweb-maskine havde Mørkøv ikke mange chancer. Og selvom ireren igen understregede, at han lige nu er feltets hurtigste og i stigende grad ligner årets vinder af den grønne trøje, var hans høje fart ikke nok til at bringe ham tilbage til fronten i tide. Og det er en bekymring, at han nu tre gange i træk har skudt forbi, når han allerede forinden frygtede at ende som Quick-Step-sprinteren, der ikke vandt en etape. Forhåbentlig kan den grønne trøje, som holdet ikke har kunnet fravriste Peter Sagan - Marcel Kittel havde dog vundet i 2017, hvis ikke han var styrtet - forsikre Bennett om, at han altså er ganske velkørende lige nu.
Endnu mere alarm er der i Lotto-lejren. Selvfølgelig har de deres på det tørre med en etapesejr, men det er meget bekymrende, hvor håbløst toget med Roger Kluge og Jasper de Buyst har fungeret. På 1. etape sad australieren så langt tilbage, at han måtte skulderskubbe med Tadej Pogacar, og 3. etape kunne være endt som en fiasko, hvis ikke vejen på mirakuløs vis havde åbnet sig, så han kunne zigzagge sig til fronten fra en håbløs position. Og i dag var positionen præcis lige så håbløs, så dagen endte i en stor skuffelse for den lille australier, der således oplevede, at han faktisk kan tabe en massespurt efter have vundet den første - noget, der ikke skete i 2019-debuten.
I det hele taget er positionering det store tema i årets massespurter, hvor det kniber med imponerende tog. Giacomo Nizzolo måtte nok engang sande, at han har tabt sin engang så fine næse for placering, og at NTT-drengene ikke hjælper ham meget med at kompensere for det. Bryan Coquard har altid haft det svært på det område og kom igen for sent, og Matteo Trentin måtte igen sande, at hans fine evne til at finde den rette plads, stadig er forsvundet som dug for solen.
Det er den ikke for Peter Sagan, der nok engang sad, hvor han skulle på bagsmækken af Van Aert. Desværre måtte han nok engang sande, at positioneringsevnen er det eneste, der er tilbage hos det engang så sublime fænomen. Farten var atter væk, og selvom en 4. plads og den store stabilitet stadig holder ham dybt inde i konkurrencen, ser det i stigende grad sandsynligt ud, at den grønne trøje skal til den grønne ø og ikke til Slovakiet i år.
Positionering var også nøglen for Jasper Stuyven, der længe havde udset sig denne etape. Det stærke Trek-tog med Edward Theuns og Mads Pedersen kom nok til kort mod Sunweb-drengene, men de kunne i det mindste levere belgieren bedre end mange af de andre sprintere, så han kunne kompensere for sin manglende fart ved at sikre en top 5. Og tilsvarende så vi to andre sprintere, Clement Venturini og Hugo Hofstetter, der netop er kendt for deres egne til at finde den rette plads, akkurat klemme sig i top 10 bag en Luka Mezgec, der endelig kom frem i tide, men nok engang må sande, at han aldrig bliver en sprinter til disse lettere etaper.
Endnu mindre fart var der dog hos Alexander Kristoff. Det er sjovt at se, hvordan nordmanden kunne virke så overbevisende i Nice for siden at falde totalt sammen. Selvfølgelig er det svært med den begrænsede støtte, han har, men efter at have trådt firkantet på 3. etape og være blevet sat som en af de første i går kom den ellers så positioneringsstærke Kristoff slet ikke frem i en finale, der ellers var designet til ham. Heldigvis har han sine point i banken, og har han ret i, at det hele for ham handler om klassikerforberedelse, er det ikke nogen katastrofe for et UAE-hold, der med Tadej Pogacar formentlig har kurs mod noget stort.
Det har Cofidis også med Guillaume Martin, men ikke med holdets anden kaptajn. Elia Viviani tog endnu et spadestik til det hul, der bare bliver dybere og dybere, efter at den engang så positioneringsstærke italiener nok engang missede helt ud, så mand nr. 3 i toget, Christophe Laporte, igen som bedste mand. Om det er presset af at være hentet ind som talisman for et helt hold, er svært at sige, men end ikke de største skeptikere kunne have forudset, at manden, der sidste år vandt mange WorldTour-løb og blev europamester, skulle ende på denne triste måde.
Heldigvis er det nok lettere at overvinde tristesse hos Deceuninck, der trods alt har deres på det tørre. Alligevel er det smerteligt at se Julian Alaphilippes gule eventyr ende på en så brat og dum måde, at det nu bliver svært for franskmanden at generobre trikoten, som han ellers gjorde for et år siden efter have tabt den til Giulio Ciccone. Regler er regler - også for franskmænd i Tour de France - men det virker sært, at hverken rytter eller soigneur på et af sportens største hold har styr på en regel, der er kendt af langt de fleste cykelfans.
Dermed kom Primoz Roglic pludselig ét skridt tættere på at overtage en trikot, han formentlig helst vil undgå lige nu, men det kan næppe lægge en dæmper på sportens nye superhold, der med to sejre i træk har fortsat en dominans, vi har set siden 1. august. Og når der i aften bliver skænket champagne og serveret lagkage, må man formode, at Roglic glæder sig over ikke at have travlt med at hoppe ud fra et iskoldt bjerg, ligesom Van Aert jubler over, at hans vigtigste opgave ikke længere er at begrave sig i mudder i Belgien i dagene omkring jul og nytår.