Prøv vores nye app
Optakt: Vuelta Asturias
28. april 2023 14:32Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

De fleste spanske etapeløb er enten blevet aflyst eller forkortet, men enkelte af de regionale tours er overlevet. En af dem er Vuelta Asturias, der afvikles i en af de meste bjergrige egne af Spanien og har en lang og glorværdig historie, men desværre har den økonomiske krise også ramt det løb hårdt. Nu om dage er det bare et tre dage langt løb, der domineres af spanske hold og stort set ikke har deltagelse af de store internationale mandskaber, men det åbner til gengæld døren for, at nogle talenter og hjælpere kan få chancen i kamp med Movistar og Eolo, de bruger løbet som den sidste forberedelse frem mod Giroen for flere af deres topnavne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fyldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

 

I 1990erne havde stort set alle regioner deres eget etapeløb, men mange af dem er nu enten forsvundet, blevet forkortet eller reduceret til et endagsløb. Selv WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country har været tæt på at blive aflyst, men heldigvis har de begge afværget krisen for nu. Forholdene er vanskeligere for de mindre løb. Vuelta a Murcia er nu igen bare et endagsløb, og Vuelta a la Rioja forsvandt i 2018 efter længe at have været et endagsløb, Vuelta a Castilla y Leon afvikles nu over bare to dage og har flere gange været aflyst, og listen over løb, der er forsvundet helt, er alenlang.

 

Læs også
Flyvende belgier sværger Remco og Wout troskab: Det er en ære

 

Et af de få løb, der har klaret at overleve, er Vuelta a Astuias, men løbet er slet ikke, hvad det tidligere var. Med en historie, der rækker tilbage til 1925, er det et af Spaniens ældste løb, og det kan ikke undre, da Asturien med sit bjergrige terræn er et fantastisk område til cykelløb. Efter de første fire år blev det kun kortvarigt genoplivet i 1947 og 1950, indtil det blev afviklet hvert år mellem 1953 og 1957, hvor Federico Bahamontes vandt to gange.

 

Det var imidlertid først i 1968, at det blev en fast del af den spanske kalender, og efter adskillige år domineret af spaniere blev det et stort internationalt løb. Det blomstrede i 90erne, hvor ryttere som Piotr Ugromov, Alex Zülle, Erik Breukink, Miguel Indurain, Laurent Jalabert og Joseba Beloki alle tog den samlede sejr, men derefter startede overlevelseskampen langsomt. I løbet af 00erne blev startfeltet gradvist svagere og svagere, og det blev igen et løb primært for spanske ryttere.

 

De virkeligt hårde tider indledtes, da den økonomiske krise ramte Spanien, og siden da har løbet kæmpet for sin eksistens. Tidligere blev det afviklet i forbindelse med endagsløbet Subida al Naranco, hvilket gjorde det til en fantastisk cykeluge i Asturien. Det løb forsvandt imidlertid i 2011, hvor det i stedet blev lagt ind under Vuelta Asturias, og bare et år efter blev det fem dage lange etapeløb forkortet til kun 3 dage. Lavpunktet kom i 2014, da løbet blev aflyst på et meget uheldigt tidspunkt for Nairo Quintana, der havde planlagt at bruge det som sin sidste test før Giroen. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at få det tilbage på kalenderen i 2015, ganske vist kun som et to dage langt løb, men tingene ser nu lysere ud, idet det siden 2016 igen har været afviklet over tre dage.

Annonce

 

Løbet er dog stadig ikke, hvad det var engang. Som de fleste andre spanske løb er det nu hovedsageligt en affære for de spanske hold, der har haft selskab af kontinentalhold, hovedsageligt fra Portugal og Colombia. Heldigvis er det i de sidste par år lykkedes at få udenlandske ProTeams med. Det gælder også i år, hvor, Total, Novo Nordisk, Bolton, Q36.5 og Eolo alle deltager, men modsat sidste år er der ikke deltagelse af et udenlandsk WorldTour-hold. De deltagende ProTeamsledsages naturligvis af de spanske professionelle hold anført af Movistar. Ligesom sidste år tv-dækningen på lokale tv også tilbage efter en mangeårig. Generelt skipper de største navne som regel løbet, men det har i stedet udviklet sig til en testscene for unge talenter på Movistar-holdet og ryttere, der jagter en plads i Giro-truppen hos det spanske storhold.

 

I de senere år har der været lidt ekstra opmærksomhed. I både 2017 og 2018 brugte Movistars Giro-kaptajner - hhv. Nairo Quintana og Richard Carapaz - løbet som sidste forberedelse inden Giroen, og den model brugte de i udvidet omfang i 2019, hvor begge deres Giro-kaptajner, Mikel Landa og Carapaz, finpudsede formen i de asturiske bjerge. Sådan var det ikke i 2021, hvor holdets Giro-kaptajn, Marc Soler, valgte det længere og stærkere besatte løb i Romandiet, men sidste år genbrugte de modellen, da den ene af holdets Giro-kaptajner, Ivan Ramiro Sosa, finpudsede formen i Spanien. Han blev dog overstrålet af, at arrangørerne havde begået et lille kup ved at få Simon Yates til at henlægge sin sidste Giro-forberedelse til de tre dage i Asturien fremfor at forsvare sin titel i Tour of the Alps. I år kan man ikke prale af et kup i Yates-klassen, men Movistar bruger igen løbet som Giro-forberedelse for Einer Rubio, Ivan Ramiro Sosa og Antonio Pedrero, der alle med nogen sandsynlighed har kurs mod den italienske grand tour.

 

Sidste år var Simon Yates som sagt det helt store trækplaster, og da han kørte fra alt og alle på den eksplosive stigning i finalen på 1. etape, lignede det den forventede samlede sejr til briten. På den efterfølgende kongeetape gik han imidlertid helt ned, og i stedet kørte løbets andet topnavn, Ivan Ramiro Sosa, fra alt og alle. Yates svarede igen ved på sidste etape igen at køre alene hjem til etapesejr på en stejl mur i finalen, men klassementet havde han allerede smidt. Den samlede sejr gik nemlig til Sosa, der vandt med 15 sekunder ned til Lorenzo Fortunato og 44 sekunder ned til Nicolas Edet. Sosa vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Fortunato, men de må savne modstanden fra Edet, hvis Arkea-hold denne gang skipper løbet.

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Asturien er et af de mest bjergrige områder i Spanien, og der er vel næppe en eneste flad kilometer vej. Derfor har Vuelta Asturias altid været et løb for klatrere, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i 2023, hvor der er stigninger på programmet alle tre dage. Løbet har endda fundet et ret fast mønster, hvor man i de senere år har genbrugt de samme tre etaper, og i år er der også næsten tale om en tro kopi af det, vi kender, selvom der er enkelte ændringer.

 

Løbet indledes med den efterhånden klassiske åbningsetape til La Pola de Lena, hvor en relativt kuperet dag afsluttes med det første lille klassementsopgør på en stejl mur i udkanten af byen, men hvor man oftest ser, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Ligesom i 2021 og 2022 er den samlede etape inden finalen dog gjort betydeligt hårdere, og det øger chancen for, at eksplosive folk kan gøre en forskel, som vi har set fire af de seneste seks gange - ikke mindst med Nairo Quintana i 2021 og Simon Yates i 2022.

 

Læs også
Stolt Van Aert lovpriser Vingegaard: Han er en mester

 

Derefter er det om lørdagen tid til den klassiske kongeetape, der altid er sluttet på toppen af ikoniske Alto del Acebo, men som noget helt nyt flyttede man i 2019 målet ned til den nærliggende by Cangas del Narcea. Den model genbrugtes i 2021 og 2022 og genbruges igen i år, hvorfor der efter stigningen, der igen bestiges fra den nye side, vi brugte i 2021 og 2022, venter 16,5 km nedkørsel, som kan skabe en regruppering, hvilket ikke skete i 2019, hvor Richard Carapaz og Mikel Landa kørte fra alt og alle, eller i 2022, hvor Ivan Ramiro Sosa gjorde det samme, men skete i 2021, hvor otte mand spurtede om sejren.  Denne gang har man endda gjort etapen hårdere med en længere opvarmningsstigning.

 

Det hele slutter, som det har gjort hvert år siden 2015, nemlig med den korte og intense etape til Oviedo, men denne gang har man ændret finalen, som man også gjorde det i 2021, hvor man flyttede målet til den nærliggende Alto del Naranco. I de øvrige år har man benyttet den stejle Violeo-mur, inden en nedkørsel har ledt ned til mål i en afslutning, der minder meget om 1. etape. I år er ideen den samme, men denne gang bruger man en ny mur, der kommer længere fra mål, men til gengæld efterfølges af en lang og blødere stigning. Dermed bør der også med den nye finale være basis for, at klassementet kan ændres til allersidst i et løb, hvor det generelt handler om at klatre, men hvor man skal mestre både eksplosive mure og store bjerge.

 

 

1. etape

Vuelta Asturias er et rigtigt bjergløb, og man kommer ikke langt, hvis ikke man har skruet klatrebenene rigtigt på. Det bliver tydeligt allerede fra første færd, hvor feltet for femte gang i træk vil lægge ud med en eksplosiv finale i Pola de Lena. Etapen gjorde debut i 2016 og har været brugt som åbning i de fem seneste udgaver, og med en kort stejl stigning i den absolutte finale er det fire ud af seks gange lykkedes for ryttere at køre hjem til sejr fra stigningen. Det viser, at man skal være på stikkerne fra start, og allerede efter bare én dag kan de første væsentlige forskelle være blevet skabt.

Annonce

 

I alt skal der tilbagelægges 182,0 km, der fører feltet fra Asturiens hovedby, Oviedo, til Pola de Lena. Fra start kører man mod nordvest igennem fladt terræn frem til en 14,2 km lang og kuperet rundstrækning, der køres en enkelt gang, og som byder på en bakke (1,3 km, 9,8%) med top efter 14 km. Derfra snor man sig mod nord og senere nordøst forbi den første spurt, der kommer efter 20,0 km, igennem småkuperet terræn, inden man vender rundt for at sno sig mod sydøst forbi Oviedo igennem terræn, der fortsat byder på et par mindre bakker, men mod slutningen er ganske fladt. I fladlandet drejer man mod øst for at kører frem til og forbi dagens anden spurt, der kommer efter 65,8 km, inden man drejer mod sydvest. Efter et let kuperet stykke fortsætter man mod sydøst op over kategori 3-stigningen Alto de la Gargantada (4,8 km, 3,4%), der er en let og jævn opkørsel med top efter 85,0 km.

 

En kort, kringlet nedkørsel leder mod sydvest ned til dagens tredje spurt, der kommer efter 91,0 km, inden det går ad en let stigende vej mod sydøst og senere sydvest forbi dagens fjerde spurt, der kommer efter 97,2 km. Her tager etapen for alvor fat, når man kører mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Alto de la Colladona (6,7 km, 6,4%), der er en jævn stigning med top efter 119,2 km. En svær nedkørsel leder videre mod sydvest, inden det går via en let faldende dalvej mod vest, nordvest og frem til en endnu en rundstrækning.

 

Her skal der køres en omgang, hvor man først kører ad en let stigende vej mod øst, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Alto de la Cabaña (3,4 km, 9,0%), der slutter med 1400 m med 10,0%, inden toppen rundes efter 152,5 km. En nedkørsel leder mod vest og nord, inden man drejer mod syd at passere kategori 3-stigningen Alto de Fresneo (4,8 km, 5,3%), der lægger ud med 1,1 km med 8,2%, siden flader ud og slutter med 1,8 km med 7,8%.

 

Fra toppen resterer bare 15,2 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden fladt terræn leder mod syd ned til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn mod syd, inden man rammer kategori 3-stigningen Alto de Carabanzo (2,2 km, 9,2%), hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 12,5%, 10,8%, 9,6% og 6,7%.  Toppen rundes efter 175,3 km, hvorefter de sidste 6,3 km indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod sydvest, inden de sidste 3 km er flade og går mod sydvest ad en relativt lige vej, der afbrydes af et sidste sving 600 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3071, hvilket er ca. 150 flere end i 2022, 100 færre end i 2021 og 600 flere end i 2019.

Annonce

 

Læs også
Evenepoel forklarer, hvorfor han og Pogacar ”kommer godt ud af det med hinanden”

 

Vi kender finalen fra de sek seneste udgaver, og vi har set, at den stejle mur er ganske hård. I 2016 lykkedes det for tre mand at køre væk, i 2017 holdt en enlig udbryder hjem, mens Raul Alarcon længere tilbage kørte væk fra favoritterne, i 2018 og 2019 endte det i en spurt i en lille gruppe, i 2021 kørte Nairo Quintana fra alt og alle, og i 2022 gjorde Simon Yates det samme. Som regel har der kun været ca. 10 mand tilbage i favoritgruppen, og det viser, at det er en afslutning, der med det samme vil kunne bruges til at sikre sig et vigtigt forspring i kampen om den samlede sejr. Det gælder særligt i år, hvor første del af etapen ligesom i 2021 og 20221 er helt nytænkt og meget sværere end tidligere, og derfor kan vi allerede her få et godt billede af, hvem der kan vinde løbet.

 

I 2022 kørte Simon Yates alene hjem med 14 sekunder ned til 11 mand, hvoraf Vincenzo Albanese var den hurtigste foran Alexis Vuillermoz. I 2021 kørte Nairo Quintana alene hjem med 26 sekunder ned til Antonio Pedrero og Pierre Latour og 49 sekunder ned til en gruppe på 11 mand. I 2019 var etapen mindre selektiv end vanligt, idet 28 mand spurtede om sejren med Carlos Quintero som hurtigste foran Orluis Aular og Richard Carapaz. I 2018 var Dmitriy Strakhov hurtigere end Jonathan Caicedo og Sergio Higuita i en lille gruppe af klatrere. I 2017 holdt Weimar Roldan hjem fra det tidlige udbrud, mens Raul Alarcon kørte fem sekunder fra favoritgruppen, hvis spurt blev vundet af Carlos Barbero foran Eduard Prades. I 2016 kørte Carlos Betancur, Fabricio Ferrari og Alexander Vdovin væk, hvorefter colombianeren spurtsejrede, mens Daniel Moreno var hurtigst i en 14 mand stor favoritgruppe, hvor han slog Sergey Shilov og Prades på stregen. I 2013 lykkedes det Amets Txurruka at holde en forfølgergruppe bag sig med 4 sekunder, og derfor gav det kun en andenplads, at Jorge Montenegro slog Mikel Landa i spurten.

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Læs også
Movistar-kaptajn har fået blod på tanden: Jeg vil vinde Vueltaen

 

Annonce

 

2. etape

I de seneste år har den berygtede stigning Alto del Acebo været løbets vanskeligste udfordring, og det vil igen være tilfældet i 2023, hvor kongeetapen for sjette gang i træk er placeret om lørdagen. Som noget helt nyt var der i 2019 imidlertid ikke mål på løbets mest ikoniske stigning, men i stedet ventede der efter passagen af toppen stadig 20 km, der bestod af en nedkørsel og en flad finale. Selvom det lykkedes Mikel Landa og Richard Carapaz at køre fra alt og alle, ændrede det løbets dynamik, og det så vi også, da modellen blev gentaget i 2021 og 2022 - åbenbart på en måde, der faldt i arrangørernes smag. I hvert fald gentages den i 2023, hvor der igen er lagt op til det klassiske slag på Acebo, men også en mulighed for en efterfølgende regruppering. I år har man dog skærpet sværhedsgraden ved at have en lang stigning umiddelbart forinden, ligesom man gør brug af modellen fra 2021 og 2022 med en anden, men lige så stejl opkørsel, der har top lidt tættere på mål og med slet intet fladt efter toppen.

 

I alt skal der tilbagelægges 182,6 km mellem Candas og Cangas del Narcea, der altså ligger i bunden af Alto del Acebo. Startbyen ligger helt oppe ved den asturiske nordkyst, hvorfra man skærer ind i landet ved at køre mod sydvest igennem let kuperet terræn, der leder fem til dagens første spurt, som er placeret efter 12,7 km. Kortvarigt kører man mod sydøst op ad en bakke, inden det går mod sydvest ad et småkuperet plateau og siden en let faldende vej, der leder frem til dagens første udfordring, som melder sig, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto Cabrunana (4,4 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 50,0 km.

 

Efter stigningen går det mod nordvest og syd ad en kort nedkørsel, inden man kører mod vest, sydvest og igen vest ad en lang, let stigende vej, der undervejs afbrydes af en kort bakke og efterfølgende nedkørsel, frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 92,0 km. Herfra drejer man mod sydvest for at køre videre igennem det let stigende terræn frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 113,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med en 69,4 km lang rundstrækning i bjergene syd for målbyen. Først fortsætter man ad lange, lige og let stigende veje mod syd og sydøst, idet man undervejs passerer forbi starten på Acebo-stigningen. Denne gang fortsætter man dog længere mod sydøst, inden man kører mod syd op ad kategori 2-stigningen Vallado (5,3 km, 7,6%), der efter 2 km med ca. 4% stiger med 9-11% over de sidste 3,3 km frem mod toppen, som rundes efter 136,5 km.

 

Herfra resterer fortsat 46,1 km, som indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, der fører mod nordvest ned til byen Las Tiendas, hvor man efter 160,5 km drejer mod sydøst for at køre ad en let stigende vej frem til dagens hovedmenu. Den tager man hul på, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-bjerget Alto del Acebo, der stiger med 8,4% over 7,6 km. Man skal dog ikke lade sig snyde af tallene, da de første 6 km stiger jævnt med 9-11%, inden der venter en kilometer med 5,1% og slutteligt to faktisk flade kilometer, inden bjergspurten kommer efter 166,0 km. Herfra resterer 16,6 km, der indledes med en først teknisk ukompliceret nedkørsel, som fører mod nord og siden sydvest tilbage til målbyen, idet man på den øvre del skal over en bakke (700 m, 7,5%). Det falder hele vejen ned til mål, idet nedkørslen slutteligt bliver mere kringlet og afsluttes med et dobbeltsving med 400 m igen.

Annonce

 

Etapen byder på i alt 3257 4208 højdemeter, hvilket er ca. 1000 færre end i 2021 og 2022 og ca. 300 flere end i 2019.

 

Det er ganske interessant, hvilken indvirkning det vil have, at etapen igen i år har en flad finale. I de tidligere år er de bedste klatrere bare kørt væk på Acebo, der er en ganske svær og yderst selektiv stigning, og det er det også i år, selvom man ligesom i 2021 og 2022 bruger en anden opkørsel. I 2019 lykkedes det alligevel for Carapaz og Landa at køre fra alt og alle, og bag dem jagtedes de af først Krists Neilands og Aleksandr Vlasov og siden en gruppe på seks mand. Vi så et lignende mønster i 2022, hvor Ivan Ramiro Sosa tog en solosejr med 11 sekunder ned til Lorenzo Fotunato og Igor Arrieta og 34 sekunder ned til en trio. I 2021 endte det imidlertid i en spurt mellem otte mand. Det vidner om, at der er basis for en vis regruppering efterfølgende, men også for, at de bedste klatrere stadig kan gøre forskellen, som de plejer - og det bliver med den lange stigning forinden måske endnu lettere i år, selvom antallet af højdemeter er reduceret.

 

Cangas del Narcea har i mange år været fast startby for etapen efter kongeetapen, men den har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde, før man altså brugte den nye finale i 2019, i 2021 og i 2022. Sidste år tog Ivan Ramiro Sosa en solosejr med 11 sekunder ned til Lorenzo Fortunato og 12 sekunder ned til Igor Arrieta, og i 2021 endte det i en spurt mellem otte mand, hvor Hector Carretero sejrede foran Nairo Quintana og Einer Rubio. I 2019 vandt Richard Carapaz foran holdkammeraten Mikel Landa, da de to ankom hele 1.50 foran Krists Neilands og Aleksandr Vlasov samt 2.34 foran den næste seksmandsgruppe. Som sagt plejede der tidligere at være mål på Alto de Acebo, hvor Richard Carapaz i 2018 sejrede foran landsmanden Johnatan Caicedo og Ruben Fernandez, og hvor Nairo Quintana i 2017 besejrede Raul Alarcon i en duel. I 2016 tog Hugh Carthy en solosejr foran holdkammeraten Sergio Pardilla samt Gairkoitz Bravo. Forud for det skal vi tilbage til 2011 for at finde sidste besøg på bjerget, der ellers har været anvendt som mål hvert eneste år i dette årtusinde inden det. Javier Moreno (2011), Fabio Duarte (2010), Francisco Mancebo (2009), Tomasz Marczynski (2008), Alberto Fernandez de la Puebla Ramos (2007), Oscar Sevilla (2006), Xavier Tondo (2005), Jonathan Gonzalez (2004), Fabian Jeker (2003), Leonardo Piepoli (2002), Alberto Lopez De Munain (2001), Joseba Beloki (2000) og Fernando Escartin (1999) er de seneste vindere, langt de fleste ved at komme alene til stregen.

 

Læs også
WorldTour-stjerner og danmarksmesteren: Brølstærkt landshold til Danmark Rundt

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

3. etape

Vuelta Asturias er et bjergløb, og man har som regel sørget for, at klassementet også kan blive ændret på sidste etape. Det vil også være tilfældet i år, men hvor man i de fleste af de seneste udgaver har benyttet finalen med den stejle Violeo-stigning efterfulgt af en nedkørsel til målet i Oviedo, forsøger man sig i år med en anderledes, men tilsvarende finale. Her har man fundet en ny og næsten identisk mur i udkanten af samme by, men denne gang med top lidt længere fra mål, men til gengæld en lang og blødere stigning efterfølgende. Det kan gøre det vanskeligere at holde de forskelle, der måtte være skabt, men det ændrer ikke på, at klassementskampen igen i år vil fortsætte til sidste fløjt.

Annonce

 

I alt skal der tilbagelægges bare 146,5 km mellem Cangas del Narcea og regionens hovedby Oviedo. I de seneste år har det meste af etapen været ganske let, men i år skruer man op for de indledende vanskeligheder. Starten er dog ganske let, idet man lægger ud med at køre mod sydøst ad en lang og let faldende vej, inden første udfordring melder sig, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Tineo (8,3 km, 5,7%, der efter 3 lettere kilometer med 2-5% stiger med 5-8% frem mod toppen, som rundes efter 27,8 km. Herfra går det mod nordøst ad et let faldende plateau, inden en relativt let nedkørsel fører mod øst ned til dalen og dagens første spurt, der kommer efter 58,2 km.

 

Herfra drejer man mod nordøst for at køre og ned ad en lang bakke, inden det går mod sydøst igennem let kuperet terræn frem til byen Trubia. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen El Escampiero (2,9 km, 5,6%), der er en jævn stigning med top efter 95,2 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst. I bunden begynder det med det samme at stige frem til udkanten af Oviedo, hvor det slutter med en bakke (1,0 km, 9,1%) med top efter 105 km.

 

Læs også
Journalist: Ineos gør 29-årig historisk

 

I stedet for at køre ind til centrum vender man imidlertid rundt for at køre mod sydvest og vest igennem let faldende terræn tilbage til Trubia, hvor dagens anden spurt køres efter 115,4 km. Denne gang kører man ikke mod nord, men mod syd ad en let stigende vej frem til dagens hovedudfordring. Den melder sig, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto Tenebreo (3,5 km, 9,1%), der er en meget ujævn stigning, som efter 1 km med 11,0% flader ud med 1 km med 4,0%, inden den stiger med 11,3% over de sidste 1500 m.

 

Toppen rundes efter 128,5 km, hvorfra der resterer 18,0 km, som indledes med en let nedkørsel, som fører mod nordøst og nord. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ad en stigning (4,3 km, 4,1%), der leder frem til udkanten af Oviedo og har top bare 4 km fra mål. Herefter er det fladt i en kilometer, inden de sidste 3 km er let faldende, den sidste kilometer med 1,2%. Det går ad en let snoet vej frem til et sving med 1400 m igen, hvorefter der er to bløde sving med 1000 m og 600 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2441 højdemeter, hvilket er ca. 750 flere end i 2022, hvor man brugte finalen med Violeo-stigningen.

 

Finalen er som sagt ny, men den minder om den, vi kender, og den, vi havde på 1. etape. Muren er ganske brutal, og her bør det være muligt at køre alene hjem, som vi så sidste år med Simon Yates i den gamle finale. Afstanden til mål er denne gang dog ganske lang, men til gengæld er terrænet med den lange, bløde stigning hårdere. Jeg vil tro, at vi får en mere selektiv finale, der kan blive svær at kontrollere, hvis en lille gruppe er samlet. Det er altså en etape, der kan afgøres både af de bedste ben, i en spurt i en lille gruppe og via taktik.

 

Finalen er som sagt ny, men den gamle finale med Violeo-stigningen er blevet brugt flere gange de senere år. I 2022 kørte Simon Yates fra alt og alle, og han sejrede med 37 sekunder ned til en gruppe på 14 mand, hvis spurt blev vundet af Vincenzo Albanese foran Kevin Vauquelin. I 2019 holdt Edgar Pinto hjem med 4 sekunder ned til 14 mand, hvis spurt blev vundet af Carlos Quintero foran Jonathan Lastra. I 2018 lykkedes det Ricardo Mestre og Alexander Evtushenko at holde hjem fra det tidlige udbrud, mens en favoritgruppe på 14 mand spurtede om 3. pladsen med Benjamin Prades som den hurtigste. I 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i en finale, hvor også Oscar Sevilla, Joao Benta, Mikel Bizkarra og Nairo Quintana kørte væk fra favoritgruppen. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999). Finalerne har imidlertid været forskellige fra år til år, og El Violeo har kun været benyttet mellem 2015 og 2019 samt i 2022.

 

 

 

 

 

Læs også
Stor oversigt: De varmeste transferrygter

 

 

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Favoritterne

Vuelta a Asturias har alle dage været et bjergløb med meget få muligheder for sprintere. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor man altså i alt væsentligt genbruger samme rute som i de seneste sæsoner. Dermed ved vi også, at alle tre etaper i princippet har mulighed for at spille en rolle i klassementet.

 

Nøgleforandringen er naturligvis den, vi fik indført i 2019, nemlig at kongeetapen ikke længere slutter på Acebo. Det ændrer løbets dynamik ganske markant, fordi den bedste klatrer nu ikke bare kan regne med at køre fra alt og alle, som han gjorde i gamle dage. Det åbner løbet for flere ryttere og kan gøre det til en mere taktisk og ikke kun fysisk bestemt affære.

 

Alligevel så vi i 2019, at Mikel Landa og Richard Carapaz kørte fra alt og alle, og stigningen var også svær nok til at sikre, at Krists Neilands og Aleksandr Vlasov kunne holde den første lidt større gruppe bag sig. Ligesom de to foregående er opkørslen en anden, men den er lige så svær, og der er heller ikke denne gang noget fladt til sidst. Alligevel fik vi i 2021 en regruppering, da otte mand spurtede om sejren, mens vi til gengæld sidste år så, at Ivan Ramiro Sosa tog en solosejr, og det vidner om, at det med denne model godt kan give sejr til den bedste klatrer, men ikke nødvendigvis.

 

Det er der dog stadig gode chancer for, at titlen ender hos den bedste bjergged. Han har nemlig yderligere to skud i bøssen. På åbningsetapen er det endt i en spurt i en lille gruppe, men i de fleste tilfælde er bedste mand kørt hjem. Det gjorde Simo Yates sidste år, mens der bag ham var samlet 11 mand, og det gjorde Nairo Quintana i 2021, hvor Antonio Pedrero og Pierre Latour endda også slog et hul. I år er etapen ligesom i 2021 og 2022 betydeligt hårdere end tidligere, og der er derfor en god chance for, at bedste klatrer sætter sig igennem her. Det er dog en anderledes type finale end på 2. etape, da der her er tale om en kort, eksplosiv mur, og det tiltaler de eksplosive folk. Det er ikke tilfældigt, at Yates vandt etape sidste år, men derefter gik ned på kongeetapen.

 

3. etape tiltaler samme ryttertype. Finalen er dog ny i forhold til den, vi kender. Den nye mur minder om den gamle, men den kommer lidt længere fra mål og efterfølges til gengæld ad en lidt blødere stigning. I den gamle finale har udfaldet mindet om det, vi har set på 1. etape. Det er før sket, at det er endt i en spurt i en lille favoritgruppe, men i de fleste tilfælde er mellem 1 og 3 mand kørt væk, som vi så det med Yates sidste år, hvor han jagtedes af 14 mand. I år vil jeg tro, at en solosejr kan blive lidt vanskeligere grundet den længere afstand, men samlet set vil finalen nok blive hårdere, og den første gruppe vil næppe bestå af 14 mand. Med mere let terræn efter muren er chancen for, at taktik kommer i spil, også større end i den gamle finale. Jeg vil dog stadig tro, at chancen for en spurt er større her end på 1. etape, men det er præcis den samme ryttertype, der vil kunne excellere på de to etaper, mens 2. etape mere tiltaler klatrerne.

 

Med baggrund i det, vi har set de seneste år, taler meget således for, at bedste klatrer vil kunne vinde. Enten kan han køre alene hjem fra Acebo, eller også kan han måske gøre en forskel på en af finalemurene de øvrige dage. Spurtstyrke skal dog ikke undervurderes. Sker der en regruppering lørdag, kan bonussekunder i spurten på alle tre etaper sagtens komme i spil.

 

Læs også
Lefevere om Evenepoel-rygter: Der skal penge på bordet

 

Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af taktik. Jeg vil tro, at Movistar og Eolo vil sørge for, at etaperne bliver relativt kontrollerede frem mod finalerne, men særligt på 3. etape er det muligt, at det taktiske spil kan blive en faktor efter muren. Det gælder dog i princippet i alle finaler, og et overtal er derfor ikke uden betydning. Særligt tricky kan det blive for den førende rytter, hvis han isoleres efter stigningerne og er oppe mod flere mand.

 

Vejret er altid en faktor i det regnfulde Asturien, og det kan det også blive denne gang. Fredagen bliver flottest, men der vil være risiko for tordenbyger i finalen. Lørdagen ventes let regn fra start og risiko for tordenbyger i finalen, mens søndagen formentlig vil byde på let regn gennem hele etapen. Fredag vil der være direkte medvind i hele finalen, hvilket øger chancen for en solosejr, mens der lørdag vil være sidevind på Acebo og sidemodvind på en del af nedkørslen. I begge tilfælde er vindforholdene gode for klatrerne. Det er de ikke søndag, hvor der ventes sidemodvind i hele finalen.

 

Også i år er feltet relativt svagt, og denne gang mangler vi en stjerne, som vi havde det med Quintana i 2021 og Yates i 2022. I stedet ligner det umiddelbart en duel mellem Movistar og Eolo - akkurat som vi så det sidste år, da Yates var kollapset - og den kan gå begge veje. Jeg vælger dog at tro, at Ivan Ramiro Sosa forsvarer titlen. Efter et svag forår fandt han sig selv i Alperne, hvor han så ganske stærk ud i de to første dage, men derefter oplevede han et af sine typiske kollaps. Den form for ustabilitet og manglende holdbarhed kender vi ham for, men han burde kunne holde niveau over et tre dage langt løb, som han gjorde det sidste år. Sidste år kunne han ikke køre væk i finalerne på 1. og 3. etape, og det kan også komme til at knibe denne gang, men har han sine bedste ben, vil han have en god chance for at gentage solosejren på kongeetapen. Spurte kan han ikke, men hvis han skal spurte mod Lorenzo Fortunato, kan det gå begge veje, og derfor har han en chance, selv hvis han ikke er i stand til at gentage soloridtet på Acebo. Endelig har Movistar det stærkeste hold med mulighed for taktisk spil i et overtal, og derfor har han flere veje til at gentage sidste års sejr.

 

Netop det stærke hold tæller også Einer Rubio. Colombianeren lagde ud som lyn og torden med sejren i Emiraterne, men siden har han skuffet. Det gjorde han på kongeetapen i ørkenen og senest med en lidt pauver 13. plads i Catalonien. Med en uge til Giro-start må han dog formodes at være tæt på topformen, og selvom han ikke har Sosas topniveau, burde selv de catalanske ben gøre det muligt at vinde løbet her. Han er i hvert fald mere stabil end sin landsmand og dermed et mere sikkert kort, og blandt favoritterne i dette løb er han også den mest eksplosive og måske også den hurtigste på flad vej. Endelig har han fordel af et muligt overtal i det taktiske spil, hvor han nok vil være mindre overvåget end Sosa.

 

Holdets tredje kort er Antonio Pedrero, der plejer at finde formen på denne tid af året. Han startede stærkt i Alperne, men faldt helt igennem de sidste dage, og det skaber noget usikkerhed. I forvejen er han den svageste af de tre, og det synes helt udelukket, at han kører fra alt og alle. Spurte kan han heller ikke, men får vi en større gruppe, vil han stå stærkt i det taktiske spil.

 

Den store rival er Lorenzo Fortunato. Han virkede ikke helt så stærk som Sosa de første dage i Alperne, men modsat colombianeren holdt han niveau hele vejen - og måske blev han endda bedre og bedre. Sidste år kunne han ikke følge Sosa på Acebo, men i år har han generelt været stærkere end i 2022. Efter Sosa er han rytteren mest størst mulighed for en solosejr på 2. etape, men ligesom Sosa mangler han nok punchet til, at et soloridt de øvrige dage er sandsynligt. Alle klatrerne er langsomme i en spurt, og derfor har Fortunato en chance for at vinde, hvis fart bliver afgørende. Det store problem er, at han risikerer at være alene mod et Movistar-hold, men det kan han løse ved at køre fra alt og alle.

 

Eolo har et andet kort i Vincenzo Albanese, der er kommet flyvende tilbage fra sin lange skadespause. Måske var han endda bedre end nogensinde på Sicilien, og han ligner manden, der skal slås på 1. og 3. etape. I hvert fald vandt han spurten bag Yates på begge etaper sidste år, og hvis jeg har ret i, at der i år mangler eksplosive folk til at køre alene, kan vi få spurter i mindre grupper. Det kan give ham 20 bonussekunder, men han skal så overleve kongeetapen. Den bliver formentlig for svær - sidste år blev han bare nr. 44 - men han var så god på Etna på Sicilien, at jeg ikke tør udelukke, at han kan udnytte en lang nedkørsel og lidt stilstand i front til at bringe sig tilbage i spillet og dermed i teorien vinde alle tre etaper. Holdet har også de unge klatrere Fernando Tercero og Alex Martin, men de har manglet lidt for meget, og klatreren Alessandro Fancellu har været decideret formsvag.

 

Kern Pharma kommer med en meget spændende kandidat i Roger Adria, der har udviklet sig ganske enorm de seneste uger. Senest blev han n. 5 i Indurain, 3 i Besancon, 6 i Doubs og ikke mindst nr. 12 mod verdenseliten i Fleche Wallonne. Det gør ham til en af favoritterne til 1. og 3. etape, der bør passe ham som fod i hose, men vi så senest i Catalonien og Liege, at han har begrænsninger på længere stigninger. Derfor bør Acebo være lidt for svær, men hvis vi omvendt som i 2021 ender med en gruppe på otte mand efter toppen, er han bestemt i spil. I det tilfælde vil han formentlig være den hurtigste, og så står han med gode kort på hånden til at vinde samlet. Han har selskab af Pablo Castrillo, der klatrede overraskende godt i Alperne, inden han gik ned og udgik, og bør komme langt i dette felt. Den engang så lovende Jose Felix Parra viste også lidt fremgang i Alperne, men har stadig langt igen. Også Jon Agirre kan klatre hæderligt.

 

Euskaltel kommer med en ganske solid trussel i Mikel Bizkarra. Han har kørt stærkt i Catalonien, Baskerlandet og Alperne og kan være træt, men er han stadig frisk, vil han være en af de bedste her. Han var ikke langt fra Sosa og Fortunato i Alperne, men det er også klart, at han ikke er den bedste. Han har heller ikke punch til 1. og 3. etape, hvor han skal håbe på nogenlunde samling, og derefter skal han slå til på Acebo. Kommer han over her i en lille gruppe, lider han under sit totale fravær af en spurt, men måske kan han vinde via det taktiske spil. Han ledsages af Ibai Azurmendi, Luis Angel Maté og Txomin Juaristi , der alle viste hæderlige klatreben i Alperne, men ikke nok til at vinde her. Mikel Iturria er en joker, men han var helt væk i Catalonien og har skuffet de seneste år. Joan Bou viste livstegn tidligere i år, men skuffede fælt i Baskerlandet.

 

Læs også
Armstrong undrer sig over Pogacar

 

Burgos kommer med et ganske spændende hold. Mest grund er der vel til at tro på den lovende Victor Langellotti. Han har i Oman og Galicien vist, at han kan køre med om sejren på dette niveau, og også hans kørsel på kongeetapen i Catalonien og på 4. etape i Baskerlandet var opløftende. Desværre er han meget svingende, og det er bekymrende, at han missede to af løbene i Jura-bjergene af uforklarlige årsager, men han kom stærkt igen med en 8. plads i Doubs og en 35. plads i Fleche. Han står særligt stærkt på 1. og 3. etape, men jeg frygter, at Acebo er for lang. Til gengæld er han formentlig hurtigere end alle de dieselklatrere, der klatrer bedre end ham, og dermed handler det måske ”bare” om at overleve.

 

Han ledsages af Jose Manuel Diaz, med hvem det er omvendt. Han passer ikke specielt godt til 1. og 3. etape, men er han på det niveau, han havde, da han blev samlet nr. 22 i Catalonien, kan han nærme sig de bedste på kongeetapen. Hurtig er han ikke, men det gælder generelt for favoritterne. Desværre han har ikke virket helt flyvende efter en skuffelse i Baskerlandet. Han rejste sig med hæderlig kørsel i Jura-bjergene, men hans kollaps i Fleche får mig til at tro, at han mangler det sidste. Holdets tredje kort er lokale Pelayo Sanchez, der efter en svær tid kørte hæderligt i Jura-bjergene, men han har været den svageste af de tre. Endelig har holdet Ander Okamika, der gjorde det flot både i Fleche og Jura-bjergene, men han bør komme en anelse til kort på kongeetapen.

 

Q36.5 kommer med Damien Howson, der efter sit forfærdelige 2022 i Tirreno viste glimt af sin gamle klasse. Desværre har han været syg, og trods et lille lyspunkt på kongeetapen skuffede han i Alperne. Han bør være en af de bedre klatrere, men han manglede for meget i sidste uge til, at man for alvor kan tro på ham. Hos sig har han Gianluca Brambilla, der viste glimt af fordums styrke i Coppi e Bartali, men senest skuffede stort i Alperne. Han passer ellers godt til de to eksplosive etaper. Endelig har holdet Carl Fredrik Hagen, men han var langt fra sit bedste i Alperne.

 

Total stiller med Steff Cras, der sidste år havde stået meget stærkt i et løb på dette niveau. I år kører det imidlertid ikke. Han var ramt af en masse uheld i Baskerlandet, hvor han mente, at hans ben rakte til mere, men i Jura-bjergene udgik han i kulden, inden han spurtede sig til en 7. plads på den bløde stigning i Doubs. Hans Liege, hvor han blev nr. 30 med et tab på mere end 6 minutter, var også under sidste års niveau, men det vidner om, at han i dette felt bør være langt fremme. Jeg tror bare ikke, at han kan følge Sosa og Fortunateo på Acebo, der nok også er lidt for lang for ham. Han ledsages af klatreren Alan Jousseaume, men han har ikke vist meget i de sidste løb, samt Julien Simon¸ der passer til 1. og 3. etape, men vil finde 2. etape for svær og tillige generelt har haft en skuffende sæson.

 

Caja Rural får et svært løb. Bedst chance har den ganske lovende Abel Balderstone, der efter en svær start kørte ganske flot de sidste i Catalonien. Han skuffede til gengæld i Baskerlandet, og han mangler nok fortsat lidt for meget til at være med hos de bedste. Han ledsages af den klatrestærke sprinter Orluis Aular, der vil have en chance på 1. og 3. etape, men bør finde 2. etape for svær. Den er også for svær for hurtige Fernando Barcelo, der har skuffet fælt gennem hele sæsonen, ligesom klatreren Julen Amezqueta intet har vist i flere år. Niveauet er også for højt for klatreren Mulu Hailemichael og bjergtrøjevinderen fra Baskerlandet Jon Barrenetxea, der ellers er i form.

 

Bolton kommer med en trup, der ikke rigtigt er skabt til dette løb. Hurtige Mark Stewart klatrede fint i Larciano og Coppi e Bartali, men begge løb viste også, at dette bør blive for svært. Han kan dog håbe på måske at kunne spurte med om sejren på 1. og 3. etape. De har også James Oram, der normalt kan klatre, men ikke har vist meget i flere år.

 

Det er svært at tro meget på Novo Nordisk, men David Lozano og Peter Kusztor kan forsvare sig i bjergene. På kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med den tidligere WorldTour-rytter Andre Cardoso, der med en samlet 7. plads i Portugal Rundt sidste år viste, at han stadig kan begå sig. Til gengæld er de ikke meget livstegn hos veteranerne Jose Mendes og Vincente Garcia De Mateos. Alejandro Ropero har skuffet fælt i år. Til gengæld har Alex Molenaar klatret bedre end nogensinde, men dette løb bør trods alt være for svært.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og Efapel er som det sidste hold udtaget. De har en meget interessant kandidat i Joaquim Silva, der i Galicien viste, at han er top 10-kandidat i dette løb, og han synes stadig i form. Også Henrique Casimiro og Francisco Guerreiro klatrer godt nok til et fint resultat.

 

***** Ivan Ramiro Sosa

**** Lorenzo Fortunato, Einer Rubio

*** Antonio Pedrero, Roger Adria, Mikel Bizkarra, Vincenzo Albanese, Victor Langellotti

** Jose Manuel Diaz, Damien Howson, Steff Cras, Pablo Castrillo, Pelayo Sanchez, Gianluca Brambilla, Abel Balderstone, Joaquim Silva, Ibai Azurmendi, Luis Angel Maté

* Carl Fredrik Hagen, Ander Okamika, Jose Felix Parra, Henrique Casimiro, Fernando Tercero, Andre Cardoso, Mark Stewart, Jon Agirre, Alan Jousseaume Txomin Juaristi, Francisco Guerreiro, Julien Simon, Orluis Aular, Fernando Barcelo, Jon Barrenetxea, James Oram, Mikel Iturria, Alex Martin, Alessandro Fancellu, David Lozano, Alex Molenaar

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

 

STREAM TOUR DE ROMANDIE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

 

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Tre ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 3-placering.
Fire ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men begrænset. For en sejr skal meget flaske sig, men en top 5-placering er til gengæld sandsynlig.
Fem ryttere, for hvem en sejr må betragtes som usandsynlig, men som er gode bud på en top 10-placering.
Ivan Ramiro Sosa
Lorenzo Fortunato, Einer Rubio
Antonio Pedrero, Roger Adria, Mikel Bizkarra, Vincenzo Albanese, Victor Langellotti
Jose Manuel Diaz, Damien Howson, Steff Cras, Pablo Castrillo, Pelayo Sanchez, Gianluca Brambilla, Abel Balderstone, Joaquim Silva, Ibai Azurmendi, Luis Angel Maté
Carl Fredrik Hagen, Ander Okamika, Jose Felix Parra, Henrique Casimiro, Fernando Tercero, Andre Cardoso, Mark Stewart, Jon Agirre, Alan Jousseaume Txomin Juaristi, Francisco Guerreiro, Julien Simon, Orluis Aular, Fernando Barcelo, Jon Barrenetxea, James Oram, Mikel Iturria, Alex Martin, Alessandro Fancellu, David Lozano, Alex Molenaar
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta Asturias
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mandag den 22. juli 2024

Landevej
Movistar-kaptajn har fået blod på tanden: Jeg vil vinde Vueltaen
Landevej
Carapaz kom på podiet i Paris: Stolt over at bringe trøjen hjem
Landevej
Skuffet Van der Poel ser tilbage: Jeg har ikke været tæt på
Landevej
Få adgang til et annoncefrit Feltet.dk
Landevej
”Jeg måtte bare takke gud” - Ekstatisk sprinterstjerne holdt tårerne inde
Landevej
Historisk overblik: Sådan har danskerne klaret sig i Touren
Landevej
Stolt Van Aert lovpriser Vingegaard: Han er en mester
Landevej
Journalist: Ineos gør 29-årig historisk
Landevej
Total dominans: Så mange penge scorede Pogacar og UAE
Landevej
Stor oversigt: De varmeste transferrygter
Landevej
Evenepoel forklarer, hvorfor han og Pogacar ”kommer godt ud af det med hinanden”
Landevej
Fire danskere til start i Ethias-Tour de Wallonie

Søndag den 21. juli 2024

Landevej
Vingegaard afslører løbsprogram efter Tour de France
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewCort evaluerer på ”blandet” Tour de France
Landevej
Van Aert kritiserer: Nedkørslerne var forræderiske
Landevej
Pogacar om tredje Tour-sejr: I år gik alting perfekt
Landevej
Pogacar tager også sidste stik foran Vingegaard i sin tredje Tour-sejr
Landevej
Sådan kronede Pogacar Touren med sjette etapesejr
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewTrods corona: Mørkøv melder stærkt ud om OL
Landevej
Magtdemonstration: Hollandsk stjerne fuldender dominans
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewChris Juul har færdiggjort sin syvende Tour: De ville nok have givet deres højre ben for det
Landevej
Mørkøv bekræfter: Cavendish stopper karrieren
Landevej
Emma Norsgaard viser storform før OL
Landevej
UDSALG: 12 gode Tour-bøger - SPAR 15-60%
Landevej
Vingegaard frygter ikke Evenepoel, men ”man kan tabe meget tid på den her rute”
Landevej
Optakt: 21. etape af Tour de France
Landevej
Starttiderne på 21. etape af Touren
Landevej
Dansker slutter på podiet i Østrig
Landevej
Deltag i efterårsmanagerspillet - Præmier til top 50
Landevej
Fuglsang styrter før sidste etape i Touren
Landevej
Følg Feltet.dk på de sociale medier
Landevej
Pogacar bryder en ny barriere
Landevej
Carapaz vinder stor hæder
Landevej
Lefevere om Evenepoel-rygter: Der skal penge på bordet
Landevej
Uno-X-boss vil have flere danskere
Landevej
Video i artiklenFeltet.dk løber sidste etape af Tour de France
MTB
Peter Sagan indstiller karrieren i dag
Landevej
Følg den afsluttende enkeltstart - Få mellemtider m.m. på Feltet.dk's app
Landevej
Cavendish får speciel hyldest i podieceremonien
Landevej
Dansker på podiet i Østrig
Landevej
Riis er på Pogacars side

Lørdag den 20. juli 2024

Landevej
Fire på fire dage: Superstjerne fortsætter triumftog
Landevej
Girmay savner paradeetapen – han og holdet fejrede grønt på forhånd
Landevej
Carapaz undrer sig: Vi forstod ikke hinanden
Landevej
Se de rørende billeder: Grædende Cavendish klarer tidsgrænsen og når til Nice
Landevej
Vingegaard dømmer ikke, men "han behøvede ikke at køre med"
Landevej
Stjerne giver én ting skylden for, at han ikke holdt hjem
Landevej
Vingegaards sportsdirektør er utroligt glad for danskerens indsats: Det føles som en sejr
Landevej
Stolt Evenepoel fik bekræftelse til trods for mislykket offensiv
Landevej
Video i artiklenSe Pogacar slå Vingegaard klart i spurten
Udstyr og test
Stor konkurrence: Vind Cannondale-cykel til 22.000 kr
Landevej
Pogacar storroser Vingegaard efter sin femte etapesejr: Man bremser ikke i cykling
Landevej
Pogacar slår Vingegaard med slangehug - Remco bløder tid
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Det har været et eventyr” – Norsk åbenbaring kom til Touren i sit livs form
Landevej
Optakt: 20. etape af Tour de France
Landevej
Hattrick til hollandsk superstjerne efter stort styrt
Landevej
Amerikansk stjerne er skuffet over sin egen Tour
Landevej
Evenepoel vil ikke angribe Vingegaard
Landevej
Pogacar afviser grådighed: Jeg bliver betalt for at vinde
Landevej
Afklaret Vingegaard afviser kritik: Det er noget dumt at sige
Landevej
Kandidaterne til Supercombative-prisen
Landevej
Transfer: Lefevere snupper dobbelt national mester
Landevej
Armstrong om Pogacar: Den største fejltagelse i hele hans karriere
Landevej
Vilde anklager imod klassementsrytter i Touren - Han svarer iskoldt
Landevej
Ballade: Visma stopper med radiokommunikation
Landevej
Vanvittige Pogacar slår flere Merckx-rekorder
Landevej
Girmay er ikke sikret grønt i Nice, men kun uheld kan ødelægge drømmen
Landevej
Vingegaards sportsdirektør kommer ikke med undskyldninger: Tillykke til ham
Landevej
Danskere flot fra start i Østrig
Landevej
Fem-dobbelt Tour-vinder raser efter Pogacar-beskyldninger: Chauvinisme
Landevej
Pogacar havde overvejet at give sejren væk, hvis han ikke jagtede en Visma-rytter

Fredag den 19. juli 2024

Landevej
Ingen gode gange tre for supersprinter - hollænder vinder i Belgien
Landevej
Yates rakte ud efter etapesejren, men det var ikke nok
Landevej
Carapaz vil kæmpe for at holde prikkerne, men Pogacar truer i kulissen
Landevej
Visma-rytter er stolt af Vingegaard efter mislykket plan
Landevej
Skuffet Visma-stjernes håb forsvandt, da Pogacar angreb
Landevej
Følelsesladet Vingegaard kørte for andenpladsen: Sejren er gledet af hænde
Landevej
Vingegaard beordrede selv planændring, fortæller sportsdirektør
VIS FLERE

Annonce