Prøv vores nye app
Optakt: 6. etape af Vuelta a San Juan
01. februar 2020 20:25Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Remco Evenepoel leverede et vanvittigt comeback, og selvom hans uopmærksomhed i sidevinden formentlig kostede ham endnu en etapesejr, har den belgiske komet nu kurs direkte mod den samlede sejr i Vuelta a San Juan. Forinden skal han dog overleve de to sidste etaper, der begge ligner muligheder for sprinterne, men de skal tage sig i agt lørdag, hvor udbrud har for vane at snyde de hurtige folk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Ruten

I de første to udgaver i det nye format har det været kutyme, at den afsluttende weekend har budt på to flade etaper, der på papiret har lignet opgaver for sprinterne. Sådan er det nu aldrig gået, idet et udbrud i 2017, 2018 og 2019 snød feltet på lørdagsetapen. Sidste år valgte arrangørerne at indlægge en nyskabelse med en lidt mere kuperet etape omkring motorsportsbanen El Villicum, og det var dels med til at bringe sprinterne i vanskeligheder, dels med til at sikre, at udbruddet akkurat holdt hjem. Det håber de helt sikkert også at gøre i år, hvor etapen vender tilbage i en lidt forlænget udgave, men sprinterne drømmer helt sikkert også om revanche.

 

Etapen er med en distance på 172,9 km betydeligt længere end sidste år og har både start og mål på Autodromo El Villicum. Fra start kører via er let faldende stykke mod sydøst, inden det går mod øst igennem helt fladt terræn frem til byen Villa General San Martin. Her sættes kursen mod øst, inden det går mod syd og sydøst igennem fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 51,1 km. I fladt terræn går det så mod syd ned til byen Caucete, hvorfra man fortsætter mod sydøst igennem let stigende terræn. Det hele kulminerer med kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (2,0 km, 4,2%), hvis top passeres efter 80,3 km, inden en lille nedkørsel og fladt terræn leder frem til et vendepunkt.

 

Efter vendingen går det den modsatte vej ad de helt samme vej. Den lille nedkørsel bliver nu til kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (1,0 km, 2,7%), inden der venter en rigtig nedkørsel og let faldende terræn, der leder frem til Caucete. Byen passeres ad lidt andre veje end forrige gang, men herefter er det præcis samme vej tilbage til motorsportsbanen. Terrænet er helt fladt og byder på en sidste spurt efter 133,1 km.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Efter Villa General San Martin, der passeres med 11,5 km igen, begynder det at stige let ad den lige vej, der over 4,4 km med 2,3% i gennemsnit leder mod nordvest op til motorsportsbanen, hvor der til slut skal køres en omgang. Her er de sidste 5 km stort set flade. Der skal køres ca. 4 km på banen, hvor der er adskillige bløde kurver undervejs, og der er således et 180-graders sving med 2 km igen samt relativt skarpe sving med 1400, 1100, 400 og 300 m til mål.

 

Etapen byder på i alt 657 højdemeter.

 

Autodromo El Villicum var sidste år også vært for 6. etape, hvor German Tivani var hurtigere end Daniel Diaz og Daniel Zamora i en tremandsspurt, da den argentinske trio akkurat slog et felt, der blev anført af Sam Bennett og Fernando Gaviria, med 12 sekunder.

Annonce

 

 

 

 

 

 

Vejret

Hvis rytterne troede, at det ikke kunne blive værre, må de tro om. Selvom det bliver endnu varmere på mandag, hvor temperaturen ventes at nå 41 grader, vil de 39 grader, som ventes lørdag, utvivlsomt være rigeligt til at holde varmen. Skyer vil der ikke være mange af, regn vil være en by i Rusland, og selvom den nordlige vind vil være jævn ved starten af etapen, vil den hurtigt aftage, så den til sidst blot er let. Det giv er primært sidemedvind ud til vendepunktet og til slut sidemodvind på hjemturen. Efter den sidste spurt venter der først modvind, så sidevind og til slut sidemodvind på det sidste stykke op til banen. Her vil der være sidevind stort set hele vejen rundt, herunder på opløbsstrækningen.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Favoritterne

Det kan godt være, at uopmærksomheden i sidevinden kostede ham etapesejren, men det er umuligt ikke at lette på hatten over Remco Evenepoels vanvittige comeback på kongeetapen. Det belgiske vidunderbarn fik ganske vist god hjælp af veteranen Oscar Sevilla, som nok engang viste, at 43 år for ham ingen alder er, men det var belgieren, der var primus motor i at forhindre den samlede sejr i at lande hos enten Filippo Ganna eller Brandon McNulty. Den ærgerrige belgier havde endda også overskud til at gå efter etapesejren, men da han også havde skullet tage ansvar for at føre det mest af de sidste 3 km, var der alligevel grænser for, hvad han kunne presse ud af de talentfulde stænger.

 

Inden han kan fejre karrierens anden etapeløbssejr, skal han overleve weekenden, som ikke plejer at byde på drama. Deceuninck, der jo ellers plejer at være kongerne af sidevinden fik sig imidlertid lidt af en øjenåbner på kongeetapen, og de ved nu, at UAE og Bora er klar til at gribe de muligheder, der måtte opstå. De bør dog kunne ånde lettede op. Selvom vinden overraskende viste sig stærk nok til at spille en rolle i bjergene, burde den på de sidste to etaper ikke være voldsom nok til at komme i spil.

 

På papiret er 6. etape en sag for sprinterne, men sjovt nok er den blevet vundet af et udbrud i alle årene, siden løbet fik sin nuværende status i 2017. Sidste år var første gang, den afvikledes med start og mål på motorsportsbanen, og her lykkedes det akkurat en argentinsk trio at holde sig fri, så talentfulde German Tivani, der i parentes bemærket i går kørte en fremragende kongeetape, kunne tage sejren.

 

Det viser, at det ikke ligger på den flade at sikre en spurt. Det er meget tænkeligt, at en del hold vil gå til etapen med en tosidet strategi, hvor de både går efter udbrud og massespurt. Eksempelvis har vi set Deceuninck sende Maximiliano Richeze afsted i 2017 og Iljo Keisse i offensiven i 2018. I januar er folk efter fem dage ved at være mærkede, og det er ikke let at kontrollere et stort udbrud med små hold.

Annonce

 

Der er ingen tvivl om, at UAE satser 110% på en spurt, og Israel Start-Up Nation rider så meget på en bølge, at de formentlig også satser på en samlet afgørelse. Deceuninck var meget passive på 4. etape og kunne tænkes at lade etapesen sejle for primært at koncentrere sig om førertrøjen, men når vi nærmer os spurten, vil de sikkert give en hånd med. Slutteligt vil Bora måske også spille på to heste, men rammer de ikke udbruddet, må holdet jagte, da de hidtil ikke har fået det mindste ud af løbet. Alle øvrige hold vil formentlig primært satse på udbrud.

 

Etapens historik betyder, at jeg regner med en aggressiv start, der som på 4. etape godt kan føre til en alenlang kamp for at ramme udbruddet. Når det er kørt, vil UAE formentlig være hovedansvaret for jagten med mulig hjælp fra Israel SUN, Deceuninck og Bora. På hjemturen kommer der et par sidevindsstykker, hvor det er meget tænkeligt, at vi kan se et forsøg eller to på at splitte feltet, men det vil næppe føre til noget, da vinden vil være ret svag sidst på etapen. Samtidig vil den generelle modvind tale til feltets fordel. Jeg udelukker bestemt ikke en udbrudssejr for 4. gang i træk, men mest sandsynligt er det, at UAE kan få deres spurt.

 

Finalen er lidt hårdere end de foregående dage, men man skal ikke lade sig snyde af bakken. Selv Mark Cavendish, der var meget formsvag, kom med hjem for et år siden, og det vil kun være de tungeste folk, der kan få problemer. Etapen er dog lang og formentlig hurtig, ligesom varmen vil være ekstrem, og det vil bidrage til at trætte folk, der kan være en anelse mere mærkede. Endelig er spurten på motorsportsbanen temmelig kringlet, og selvom svingene er bløde, er det en afslutning, hvor positionering er af stor betydning.

 

Det er svært ikke at pege på Fernando Gaviria som favorit. I de seneste to spurter har colombianeren vist, at han har mindst et gear mere end de andre, og han har etableret som den i særklasse hurtigste. På 4. etape lykkedes det endelig også det gyldne tog med Juan Sebastian Molano og Maximiliano Richeze at bevise deres tårnhøje klasse, og Gaviria skulle knap træde for at tage en overlegen sejr. Den tekniske finale er ikke umiddelbart til fordel for Gaviria, der på det seneste har haft det svært i den slags afslutninger, men sætter toget sig atter igennem, bliver han umulig at slå. Udfordringen er, at UAE kan skulle føre så meget alene, at de må brænde Molano af tidligere, og det kan koste for Gaviria i de mange sving. Som vi så på 2. etape, kan han dog let vinde fra en dårlig position også, og derfor må han være den klare favorit.

 

Løbet har været frustrerende for Alvaro Hodeg. På 1. etape åbnede han for tidligt, på 2. etape blev han lukket inde og på 4. etape sad han så langt tilbage, at han måtte køre en alt for lang spurt. Her viste han til gengæld ganske meget power i benene, og han og lignede en mand, der måske kunne have givet Gaviria lidt, hvis han havde siddet bedre. Hans tog fungerede upåklageligt på de første to etaper, hvor det var ham selv, der fejlede, og kan Zdenek Stybar og Bert van Lerberghe gentage den bedrift i denne tekniske finale - og kan Hodeg holde Van Lerberghes hjul - er det i en afslutning som denne, at han kan slå den hurtigere Gaviria, også selvom tabet af Alaphilippe gør det hele meget sværere.

Annonce

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Det har været tydeligt, at Peter Sagan mangler mange gear i forhold til rivalerne. Senest sad han perfekt på Gavirias hjul på 4. etape, men han kunne kun akkurat hænge på colombianeren, samtidig med at Hodeg og Rudy Barbier let gik forbi. Hvis slovakken skal vinde en etape, skal det imidlertid være denne. Dels er den en anelse hårdere, hvilket altid vil favorisere Sagan, dels er afslutningen den mest kringlede. Vi har set, at både UAE og Deceuninck har fejlet i deres lead-outs, og vi ved, at Sagan næsten altid sidder, hvor han skal. Hvis de store tog kikser i denne finale, er det Sagan, der står først til at udnytte det, manglende fart eller ej.

 

Israel Start-Up Nation har haft stor succes i spurterne, men deres organisering har været helt til hest. På 2. etape kørte de for Rudy Barbier, men Travis McCabe endte bedst. På 4. etape kørte de for McCabe, men her var det en lidt sygdomsramt Barbier, der endte på 2. pladsen bag Gaviria. På intet tidspunkt har det ellers stærke tog, som også tæller Hugo Hofstetter, Norman Vahtra og Itamar Einhorn siddet samlet, og derfor kan vi meget vel atter se, at de ender med at køre hver deres spurt.

 

Forleden traf de først beslutningen om at køre for McCabe undervejs på etapen. Det er tænkeligt, at de også denne gang venter længe med at beslutte sig, men skal de vinde etapen, skal de formentlig satse på Barbier. Han skuffede på 2. etape, men hans fart på 1. og 4. etape var ganske imponerende. Gaviria er svær, men han viste onsdag, at han kunne overspurte Hodeg, da denne havde kørt en lidt for lang spurt. Hans evne til at komme bagfra på de sidste meter, er meget lovende, og man kan ikke udelukke, at han kan gøre det igen. Det kræver dog lidt held i positionskampen, som han har haft det på både 1. og 4. etape. McCabe mangler åbenlyst en del form, men er i hvert fald top 5-kandidat, hvis han får chancen. Måske er det også Hofstetters tur, da han endnu ikke har været kaptajn. Han mangler fart på flad vej, men en kringlet finale efter et halvhårdt løb passer ham faktisk glimrende.

 

På 2. etape viste Marco Benfatto, at hans topfart er høj. Etapen her er en anelse hårdere og derfor ikke så gunstig, men det burde ikke være noget, han ikke kan klare. Hans problem er positioneringen, da toget med Luca Wackermann ikke er det stærkeste, og derfor er den kringlede finale ikke til hans fordel. Sidder han rigtigt, bør han imidlertid være en af de allerhurtigste i feltet.

 

Dette er måske også den bedste chance for Manuel Belletti. Androni-veteranen er ikke verdens hurtigste, men han er en holdbar fyr, der samtidig er god i positionskampen, som han har vist det på de foregående etaper. Derfor er både den kringlede finale og bakken til hans fordel, men han er svækket af et svagt hold. Det forhindrede ham dog ikke i at manøvrere godt på de to første etaper, og gør han det igen, så vi på 1. etape, at han med den rette timing godt kan være i spil til sejren.

Annonce

 

Jeg må også igen fremhæve Nicolas Naranjo. Argentineren gjorde det fremragende på 2. etape, og selvom han ikke kunne gentage det på 4. etape, ved vi nu, at hans topfart er tårnhøj. Han klarede også dagens kongeetape i fin stil og synes at være i fremragende form. Den hårde finale kan derfor være til hans fordel. Ulempen er hans manglende erfaring på dette niveau, hvilket kan koste i den tekniske finale.

 

En positiv overraskelse har været Piet Allegaert. Belgieren er slet ikke sprinter, men måtte overtage jobbet efter Christophe Laportes exit. Det har han gjort over al forventning, og dermed har han bygget videre på choksejren i Tour de l’Eurometropole. Han burde ikke være hurtig nok til at vinde, men hans fine positionering kan føre ham langt i denne afslutning.

 

Jeg må også igen nævne Nelson Soto. Colombianeren gjorde det godt i udbruddet på kongeetapen, og der er meget, der tyder på, at han er i glimrende form. Det har dog knebet lidt med positionskampen, formentlig fordi han er ret alene i finalerne. På papiret burde han dog have god fart, hvis han endelig kan placere sig korrekt.

 

Naturligvis skal Tomas Contte også nævnes igen. Han chokerede på 1. etape, men har siden været helt usynlig. Sandsynligheden for, at han kommer frem i denne tekniske finale, er lille, men han har til gengæld vist, at han er god for en overraskelse, hvis han finder det rette hjul.

 

Læs også
Ærlig VM-debutant: Vi ramte den ikke i røven

 

Endelig vil jeg igen fremhæve Jonathan Milan. På 4. etape fik han endelig chance, men det lykkedes ham aldrig at komme frem. Han er stadig et ubeskrevet blad, men han burde altså have fin fart. Toget med Filippo Ganna omgivet af hurtige Leonardo Basso og tre banespecialister burde have råstyrken til at sætte ham i scene.

Annonce

 

Andre kandidater til spurten er Sebastian Mora, Mikel Alonso, Umberto Marengo, Colin Joyce, Davide Appollonio Cesar Martinguil, Mauro Abel Richeze, Lucas Gaday og formstærke Roman Maikin, men det er svært at se dem vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Fernando Gaviria

Øvrige vinderkandidater: Alvaro Hodeg, Peter Sagan

Outsidere: Rudy Barbier, Marco Benfatto, Manuel Belletti, Travis McCabe, Nicolas Naranjo

Jokers: Piet Allegaert, Hugo Hofstetter, Nelson Soto, Tomas Contte, Jonathan Milan

 

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense German Tivanis sejr fra 2019.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Fernando Gaviria
Alvaro Hodeg, Peter Sagan
Rudy Barbier, Marco Benfatto, Manuel Belletti, Travis McCabe, Nicolas Naranjo
Piet Allegaert, Hugo Hofstetter, Nelson Soto, Tomas Contte, Jonathan Milan
Umberto Marengo, Davide Appollonio, Colin Joyce, Mauro Abel Richeze, Roman Maikin
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a San Juan
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Torsdag den 25. april 2024

Landevej
Følg enkeltstarten i Romandiet og kongeetapen i Tyrkiet
Landevej
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation
Landevej
Evenepoel tilbage på landevejen
Landevej
Topsprinter får debut efter lang skadesperiode
Landevej
Danske hold uden succes i Italien
Landevej
Ny triumf til Lidl-Trek-talent
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”
Landevej
Video i artiklenSe Lunds reaktion på ny sejr
Landevej
Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lunds anden store sejr
Landevej
Total dominans af UAE
Landevej
Video i artiklenLund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?
Landevej
Video i artiklenTobias Lund vinder for anden dag i træk
Landevej
Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret
Landevej
Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia
Landevej
Kron før 2. etape: Håber på at vise noget
Landevej
Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Annonce

Landevej
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund triumfere i Tyrkiet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!

Annonce

Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Motion
Første cykelmagasin på gaden
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Annonce

INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewHjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre
Landevej
Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
VIS FLERE

Annonce