Optakt: Cadel Evans Great Ocean Road Race
01. februar 2020 20:23Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Når en legende siger farvel, er det kun naturligt at kreere en begivenhed til at mindes hans bedrifter. Det er, hvad australierne gjorde, da deres eneste Tour-vinder, Cadel Evans, stoppede karrieren - en karriere han afsluttede ved at deltage i den første udgave af sit helt eget løb, Cadel Evans Great Ocean Road Race, der afvikles på dele af den rute, der blev benyttet til 2010-udgaven af VM vundet af Thor Hushovd. Selvom drømmen om en Evans-sejr i debuten udeblev, var løbet en stor succes, og efter bare to år sikrede det sig i 2017 allerede en plads på WorldTouren og tiltrak et stjernebesat felt, der inkluderede navne som Chris Froome, Richie Porte og Esteban Chaves. Ganske vist kan man i år ikke helt fremvise samme stjerneparade, men det ændrer ikke på, at det nye australske løb allerede har etableret sig som sæsonens første store endagsløb.

Holm & Bays Radio Tour, afsnit 31: Riis gæster D’Angleterre-studiet i særudgave!

se mere cykling på

Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

 

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes med Jayco Herald Sun Tour i næste uge, og dermed kan man nu tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

 

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

 

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme var tilfældet i 2019, hvor man med hele 15 WorldTour-hold satte ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejste hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Sådan er det også i år, hvor 15 af de nu 19 hold er med, og det er således kun Movistar, Astana, UAE og Jumbo-Visma er rejst hjem efter Tour Down Under.

 

Et problem i forhold til at sikre holdenes deltagelse har været, at det kun er et endagsløb. Det var formentlig en af grundene til, at man i forbindelse med overgangen til WorldTouren valgte at supplere selve WorldTour-løbet med et indledende gadeløb allerede om torsdagen inden søndagens finale. Løbet, der har været kendt under navnene Race Melbourne-Albert Park og Towards Zero Race Melbourne gav rytterne mulighed for at holde benene i gang efter Tour Down Under og skabte en folkefest i Melbournes gader, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere viste sig frem i et lynhurtigt sprinterløb. Det løb er fra 2020 blevet opgraderet til et længere 1.1-løb, der under navnet Race Torquay afvikles torsdagen forinden, og dermed er den australske løbsblok nu blevet udvidet, så den byder på i alt 13 løbsdage i UCI-regi over mindre end tre uger.

 

Som en nyetableret begivenhed har Cadel Evans Great Ocean Road Race naturligvis ingen lang historie, mens dets kombination af korte, stejle stigninger og mulighed for sidevind har gjort til en slags belgisk klassiker, der både kan favorisere holdbare sprintere og puncheurs, og dermed er der egentlig ikke tale om et løb, der i udpræget grad giver mindelser om Evans’ egen karriere. I 2015 var vejret ganske dårligt, og det gav anledning til et selektivt løb, hvor en lille gruppe slap fri på de sidste stigninger. Til sidst vandt Gianni Meersman spurten i en nimandsgruppe foran Simon Clarke og Nathan Haas. I 2016 viste Peter Kennaugh at det er muligt at tage en solosejr, idet han nåede mål 6 sekunder før et felt på ca. 25 ryttere, hvor Leigh Howard slog Niccolo Bonifazio i spurten om andenpladsen. I 2017 blev det hele samlet til en reduceret massespurt, hvor Nikias Arndt satte Simon Gerrans og den sent angribende Cameron Meyer til vægs, og i 2018 lykkedes det akkurat et reduceret felt at indhente et stærkt udbrud nærmest på selve målstregen, men alligevel lykkedes det Jay McCarthy at holde lynhurtige Elia Viviani bag sig.

 

Sidste år fik Viviani imidlertid sin revanche. Efter en dag med ret kraftig modvind på nøglestigningen Challambra Crest var massespurten aldrig rigtigt i fare, og det blev et relativt stort felt på ca. 40 mand, der spurtede om sejren. Her blev italieneren afleveret perfekt af Michael Mørkøv og kunne akkurat holde en hurtig Caleb Ewan bag sig, mens Tour Down Under-vinderen Daryl Impey for andet år i træk endte på 3. pladsen. Viviani vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang for Cofidis, og han er atter oppe mod både Ewan og Impey, der trods megen succes i Australien stadig jagter deres første sejr i netop dette løb.

 

Ruten

Løbet er ganske vist kendt som Cadel Evans Great Ocean Road Race, men ruten har ikke meget til fælles med de løb, Evans var vant til at vinde på toppen af sin karriere. I stedet gør den brug af dele af den rute, der blev benyttet ved VM i 2010, hvor Thor Hushovd slog Matti Breschel i en reduceret massespurt. Der er således ingen lange stigninger i det store australske endagsløb, der slet ikke passer til en rytter med Evans’ karakteristika. I stedet inkluderer det masser af smukke veje langs kysten, og tv-seerne forkæles vanligvis med flotte billeder af de sceniske omgivelser. For rytterne er hovedudfordringen den mulige sidevind samt de korte, stejle stigninger, og dermed minder det meget om en nordeuropæisk klassiker - også selvom der ingen brosten er.

 

Selvom løbet i 2017 blev optaget på WorldTouren, var ruten uforandret i forhold til de to første udgaver. Forud for den fjerde udgave valgte man imidlertid at give den en opdatering med det klare formål at gøre udfordringerne vanskeligere. Et stærkere felt betyder naturligvis, at der skal mere til for at skabe splittelse, og det var ganske tydeligt i 2017-udgaven. Derfor forkortede man den afsluttende rundstrækning, men tilføjede til gengæld en ekstra omgang. Den er løbets vanskeligste udfordring og indeholder den ganske stejle Challambra Crest-stigning, der denne gang altså skulle forceres fire mod tidligere tre gange. Ændringen betød imidlertid, at distancen blev reduceret fra 174 til 164 km, da den indledende strækning var uforandret. Den model fastholdtes i 2019, hvor ruten var uforandret, og i store træk også i 2020, hvor den indledende strækning er ændret en anelse, hvorved den samlede distance forøges til 172,7 km, og antallet af højdemeter reduceres fra ca. 2000 til ca. 1500.

 

Den begrænsede distance usædvanligt kort for et løb i den fineste løbsserie. Det afspejler imidlertid dets placering på kalenderen, idet en distance på over 200 km vil afskrække mange i januar måned. Som et endagsløb er det dog naturligt, at det er længere end etaperne i Tour Down Under, hvor distancerne som regel holdes under 150 km.

 

Løbet både starter og slutter i Geelong, der var vært for VM i 2010. De første ca. 110 km består af en store rundstrækning i området syd for kystbyen, men som sagt er der blevet justeret i forhold til den version, der er blevet benyttet i alle tidligere udgaver. Fra starten i Geelong kører man mod syd og sydøst og skærer igennem fladt terræn tværs gennem halvøen, indtil man når kysten på den modsatte side i byen Barwon Heads efter 23 km. Herfra følger man hovedsageligt den flade og vindblæste kystvej mod sydvest, idet man dog undervejs laver et par afstikkere ind i landet, dog uden at der ændres på den pandekageflade natur. På denne strækning kan det tidlige udbrud ventes at blive dannet, men det er samtidig en af de farligste faser i løbet. Således er risikoen for sidevind stor, og er man ikke opmærksom, kan løbet være ovre allerede efter ganske få kilometer. Da der ikke er mange retningsændringer, kan der være sidevind i ganske lang tid, og dermed er der potentiale til at skabe stor udskilning.

 

Efter at have passeret gennem Torquay, hvor torsdagens opvarmningsløb køres, venter der en første bakke, og kort efter når rytterne til det sydligste punkt. Her drejer de mod vest og kører væk fra kysten via stigningen Bells Beach (2 km, 4,7%), der er kendt af cykelmotionister i området, stiger med 6% bortset fra et fladt stykke midtvejs, og hvis top nås efter 56,6 km.  Herefter flader terrænet igen ud, mens rytterne snor sig igennem åbent terræn mod nordvest, men modsat den indledende, helt flade fase byder denne strækning på enkelte ganske små bakker. I det vestligste punkt drejer man mod øst og kører herefter tilbage mod Geelong. Her rammer de en højhastighedsnedkørsel, der bringer dem ned mod mål. I de senere år har denne sektion været brugt til at skabe en første udskilning, idet kombinationen af sidevind og korte stigninger kan gøre løbet ganske udfordrende og hurtigt ende eventyret for det tidlige udbrud.

 

På den lange nedkørsel rammer feltet den afsluttende 16,8 km lange rundstrækning, der altså er ændret en anelse i forhold til de første tre år. Allerede med det samme skal man op over Challambra Crest, der er 1,2 km lang, stiger med 8,9% i gennemsnit og har top med 9,1 km til mål. Den stejle del er 810 m lang og stiger jævnt med 9,8% i gennemsnit med 12,7% over de første 300 m, 7,2% over de næste 250 m og 9,6% over de sidste 250 m. Efter nedkørslen slog man tidligere en lille sløjfe for herved at køre op over yderligere en lille bakke, der kunne bruges som sidste afsæt for et angreb. Denne del er imidlertid nu sløjfet og i stedet køres direkte mod byens centrum gennem let faldende og stort set fladt terræn, men umiddelbart efter den reelle nedkørsel er der dog stadig en lille bakke (420 m,6,5%) med top med 6,0 km igen, hvorefter der venter 2 flade kilometer, og de sidste 4 km alle er ganske let faldende. De sidste sving kommer med 4000 og 1700 m til mål, og herefter bøjer vejen kun let til venstre.

 

Efter første målpassage afsluttes løbet med tre fulde omgange på rundstrækningen, der i tillæg den allerede tilbagelagte del består af syv helt flade indledende kilometer.

 

Historien viser, at der er stor aggression på rundstrækningen, og det er her, de gode puncheurs kan gøre en forskel. Typisk er der blevet etableret et nyt udbrud hver gang, Challambra Crest er blevet passeret. Herefter er det endt som en jagt mellem udbruddet og et stadigt mindre felt, og de to første gange mislykkedes det for feltet at skabe samling. I 2015 var det ni mand, der spurtede om sejren, mens Kennaugh snød de stærke sprintere i 2016. I 2017 var Cameron Meyer meget tæt på at snyde feltet med et sent angreb, men det endte i en reduceret massespurt, mens det i 2018 akkurat lykkedes Jay McCarthy som eneste mand fra det sene udbrud at holde feltet bag sig. Sidste år betød modvind på stigningen, at det hele blev mindre selektivt, og en spurt var aldrig for alvor i fare.

 

Løbet byder på i alt 1527 højdemeter, hvilket er ca. 500 færre end sidste år.

 

 

 

 

Vejret

I et løb, hvor sidevind er en af hovedudfordringerne, er det klart, at vejrudsigten bliver studeret grundigt. Løbet afvikles i en anden del af Australien end Tour Down Under, der ofte er præget af ekstrem varme. Dette er langt sjældnere tilfældet i Geelong, og i stedet passede vejret i de to første udgaver til rygtet som en slags nordeuropæisk klassiker. I de tre seneste år har feltet dog oplevet sommervarme, og man ved derfor aldrig, hvad man skal vente sig i Melbourne-området.

 

Denne gang ser det ud til, at det bliver mere forårsklassiker end bageovn. Hele ugen vil det ellers være bagende varmt i området, men netop søndag slår vejret op. Ganske vist vil det kun først på eftermiddagen være overskyet og dermed relativt solrigt, men temperaturen vil bare nå 21 grader. Samtidig tager vinden voldsomt til, og det vil blæse med næsten 30 km/t fra sydvest. Det giver først sidevind, men derefter modvind ned mod den første stigning. Herefter vil der hovedsageligt være side- og sidemedvind hele vejen ind til rundstrækningen. Her vil der først være modvind, indtil man får sidevind frem mod stigningen, hvor der vil være sidemodvind. Derefter er der med- og sidemedvind hele vejen frem til det sidste sving, hvorefter der vil være sidevind på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Et af de afgørende kendetegn ved klassikerne er deres uforudsigelighed. Når et løb som Milano-Sanremo trods dets relativt lette rute gang på gang kan betage verdens cykelfans, skyldes det, at det er åbent for flere forskellige ryttertyper, og at man kun til allersidst ved hvilke af de velkendte scenarier, der bliver til virkelighed. Når Cadel Evans med etableringen af sit eget løb udtrykte håb om at skabe en begivenhed, der kunne give mindelser om de største endagsløb, var et af hovedmålene derfor netop at sikre uforudsigelighed.

 

De første udgaver af Cadel Evans Great Ocean Road Race har vist, at det er lykkedes, og at der er tale om et løb, der er vanskeligt at forudsige. Således har den alsidige rute åbnet mulighed for snart sagt et hvilket som helt scenarium, og en stribe forskellige ryttertyper har kunnet gøre sig gældende på den afsluttende rundstrækning. I 2016 viste Peter Kennaugh, at det er muligt for løbets stærkeste klatrer at gøre en forskel, mens det i 2015 var umuligt for klatrerne at komme fri, og i stedet blev det en klatrestærk sprintertype som Gianni Meersman, der vandt i en spurt blandt ni mand.

 

Samtidig har mere udprægede sprintertyper også en chance, hvis de har en vis grad af holdbarhed. Havde det ikke været for Kennaugh, havde Leigh Howard, Niccolo Bonifazio og Steele Von Hoff således spurtet om sejren i 2016, og efter at løbet er blevet en del af WorldTouren og feltet derfor stærkere, er balancen i stigende grad tippet til fordel for de hurtige folk. I 2017 var det netop den hårdføre afslutter Nikias Arndt, der sejrede i en udgave, hvor det indtil allersidste meter stadig var åbent, om Cameron Meyer ville holde hele vejen hjem. I 2018 var det endda endnu mere tæt, idet den gruppe, der var undsluppet på Challambra Crest, kun blev hentet ganske få meter fra stregen, og det lykkedes endda akkurat Jay McCarthy at holde feltet bag sig, mens Daryl Impey og Dries Devenyns også begge endte i top 4 efter at have været med i gruppen. Til gengæld var feltets hurtigste Elia Viviani, der endte på 2. pladsen, og dermed viste italieneren, at også en type som ham kan være med i dette terræn. Det blev endnu tydeligere sidste år, hvor kraftig modvind på stigningen betød, at en reduceret massespurt aldrig var i fare, og her kunne Viviani akkurat sætte Caleb Ewan til vægs.

 

Den hidtidige rute har med andre ord levet fuldt ud op til forventningerne med dets kombination af flade strækninger, hidsige bakker og sidevind. Samtidig blev det imidlertid også klart, at løbets optagelse på WorldTouren giver det visse udfordringer. Når man tiltrækker et felt med navne som Chris Froome, Richie Porte, Simon Yates og Esteban Chaves er det klart, at niveauet ikke bliver meget højere, og så viser al erfaring, at der skal langt flere vanskeligheder til for at skabe splittelse. Således var det i 2017 meget markant, at ingen af løbets klatrere kunne gøre en reel forskel på stigningerne - end ikke Porte, der ellers netop havde knust al modstand i Tour Down Under - og når det alligevel var lige ved at glippe for sprinterne, var det kun, fordi Meyer tog dem alle på sengen på flad vej i den absolutte finale.

 

Derfor har det også været klart for arrangørerne, at noget måtte gøres, hvis ikke løbets balance skulle tippe i sprinternes favør, og hvis den store grad af uforudsigelighed skulle bevares. Løsningen blev designet af den nye rute, der blev indført i 2018. Ruteændringen betyder som sagt, at Challambra nu skal forceres en ekstra gang og kommer endnu tættere på målstregen. Til gengæld er der et længere fladt stykke til sidst, da den lille finalebakke er blevet elimineret. Det gjorde det som sagt i 2018 muligt for en gruppe på ca. 10 af de bedste klatrere at komme væk og sætte scenen for det, der blev en fabelagtig og meget medrivende finale. Sidste år betød modvinden til gengæld, at ingen kunne komme væk.

 

Netop det forhold, at 2018-løbet blev afgjort på en knivsæg, siger alt om, at det er så godt som umuligt at forudsige, om en hårdfør sprinter vil kunne gøre som Arndt i 2017 og Viviani i 2019 og slå til i en reduceret massespurt, eller om vi igen skal finde vinderen blandt de hurtige puncheurs, som det var tilfældet i 2018 med McCarthy. Den lange liste af mulige vindere gør løbet meget åbent, men gør det samtidig vanskeligt for holdene at lægge en taktik. Det er således ikke mange hold, der entydigt satser på en spurtafgørelse, men de fleste hold medbringer alligevel mindst en hurtig mand, der kan gøre det færdigt, hvis der skulle blive samling i finalen. Holdudtagelserne afspejler på bedste vis, hvordan usikkerhed om ruteændringen og løbets forløb har sneget sig ind på holdene, selvom de fleste trupper dog er identiske med dem fra Tour Down Under, der primært har været bestemmende for, hvem der er sendt til Australien.

 

Efter at feltet splittedes i sidevinden i en af de første udgaver, har mange frygtet netop vinden i Melbourne-området. I de senere år har den imidlertid ikke spillet en rolle, men det kan måske ændre sig i år. Udsigten til nærmest forårsklassikeragtige betingelser med for Australien koldt og derudover meget blæsende vejr må skabe ideer. Det lange modvindsstykke frem til toppen af første stigning vil nok gøre det første del temmelig begivenhedsfattig, selvom et tidligt sidevindstykke umiddelbart efter starten kan skabe lidt nervøsitet. På det efterfølgende stykke, hvor det for nogle år siden splittedes i vinden, vil der imidlertid være skiftevis sidemed- og sidemodvind i ganske lang tid, og hvis sidemedvindsstykkerne bruges lige så offensivt som dengang, kan der ske ting og sager. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at vi ligesom dengang ser tidlig action, som også kan føre til neutralisering af udbruddet, og med en kraftig sidemedvind til at blæse feltet ind til rundstrækningen, kan der sagtens være folk, der falder fra allerede her. Under alle omstændigheder vil vinden bidrage til at gøre det hårdt og nervøst.

 

På rundstrækningen foregår det meste i beskyttet byzone, så her vil vinden næppe være afgørende. Vindretningen på Challambra Crescent er imidlertid helt afgørende, som vi så det sidste år, hvor den kraftige modvind gjorde, at vi slet ikke fik etableret den stærke gruppe af klatrere på sidste omgang, som vi plejer. I stedet var den reducerede massespurt relativt tidligt en kendsgerning, og vi fik ikke 2018-udgavens intense forfølgelsesløb mellem de gode klatrere og et felt med de holdbare sprintere.

 

Får vi så det i år? Der er ingen tvivl om, at Mitchelton vil gøre alt for at gøre løbet så hårdt, at Daryl Impey kan spurte sig til sejr i en lille gruppe. De har med Simon Yates til at gøre forskelle et meget stærkt hold til netop det, og de kan regne med hjælp fra Ineos, der sikkert også gerne vil have et hårdt løb, hvor de med Pavel Sivakov og Dylan van Baarle kan sidde i overtal i en lille gruppe. Formstærke Richie Porte, der er løbets klart stærkeste klatrer, er næsten også nødt til at prøve noget. Bora har en interesse i et hårdt løb for Jay McCarthy, men har ikke rigtigt holdet til at skabe det.

 

Problemet for dem er, at der igen i år vil være hård modvind på bakken. Til gengæld kan de glæde sig over, at de derefter vil blive blæst hjem. Kommer der en gruppe fri, vil de have større overlevelseschancer, men historien viser stadig, at feltet oftest har overhånden.

 

Et problem er det også, at Elia Viviani og Caleb Ewan begge har fået smag på løbet efter gode præstationer tidligere. Der er ingen tvivl om, at Cofidis og Lotto vil arbejde målrettet for en spurt, og det samme må gælde for Deceuninck med Sam Bennett. NTT med Giacomo Nizzolo arbejder også for en spurt, og det samme gør Israel Start-Up Nation med formstærke André Greipel, og dermed vil der altid være mange hold med en interesse i at jagte. På den baggrund skal de hold, der vil have et hårdt løb formentlig håbe, at vinden kan komme i spil tidligt i løbet.

 

Udsigten til modvind på bakken og mange klatrestærke sprintere får mig til at tro på en spurtafgørelse, og derfor vil jeg pege på Caleb Ewan som min favorit. I gamle dage havde han det svært i løbet, der var for hårdt, men det er det ikke længere. Sidste pr sad han med feltet hjem og var vel hurtigste mand i spurten, selvom dårlig position betød, at han ikke nåede forbi Viviani. Han er utvivlsomt opsat på revanche, og han kommer til løbet i superform. Han virkede meget overbevisende i Tour Down Under både i spurterne og i den hårde finale i Stirling, men også i Paracombe og Willunga, hvor han testede formen ved at hænge på klatrerne imponerende længe, indtil han eksploderede totalt.

 

Med den form burde der ikke være tvivl om, at Ewan klarer bakken, hvis det ender i en reduceret massespurt. Han er også specialist i at spurte efter hårde dage, som han viste det to gange i sidste års Giro. Sidste år var positioneringen et problem, og det kan den blive igen, da han næppe får Roger Kluge med over. Tosh van der Sande er formsvag, men burde kunne være der, men vigtigst er det, at Ewan siden sidste år er blevet langt, langt bedre til at positionere sig. I et lille felt i et ukompliceret felt burde han nok engang kunne gribe det bedste hjul, og har han samme fart, som da han gik forbi Bennett på 4. etape i sidste uge, er det svært at se ham blive slået i Geelong.

 

Den store rival er naturligvis Sam Bennett. Normalt er ireren den hurtigste af de to, men i Tour Down under var det omvendt. Det var imidlertid også tydeligt, at Bennett var klart den mest formsvage af de to, og særligt i Stirling var det tydeligt, at han mangler en del. Omvendt kørte han fra en dårlig position en fremragende spurt på 5. etape, og her så han markant bedre ud end Ewan.

 

I topform er Bennett en bedre klatrer end Ewan, og så burde bakken ikke være et problem. I den nuværende tilstand er der dog ingen garantier for den ofte meget svingende Bennett, men med den hæderlige form, han trods alt har, burde han have en god chance for at sidde med hjem. Michal Mørkøv synes meget formstærk og klarede bakken sidste år, og sidder de sammen til sidst, kan Bennett regne med at blive afleveret perfekt. Så skal han bare vise, at han nu har fundet de procent, han hidtil har manglet i at kunne matche Ewan på farten.

 

Lykkes det at snyde sprinterne, er det svært ikke at pege på Daryl Impey som manden, der skal slås. Kører der en gruppe væk på sidste omgang, bør både Impey og Yates være der, og dermed vil briten kunne ofre sig, dels for at kontrollere gruppen, dels for at holde feltet bag sig. Selvom han betalte prisen for sin meget aggressive kørsel på sidste etape, viste han generelt storform gennem hele ugen. Han klarede Paracome fremragende, og han kørte nogle eminente indlagte spurter, hvor han sågar slog en sprinter som Jasper Philipsen.

 

Med den fart vil han være manden, der skal slås, hvis en lille gruppe kommer væk. Skal de holde hjem, skal de måske nok have Cameron Meyer med også, og det er bestemt ikke umuligt med den form, den nykårede australske mester viste på særligt 5. etape i sidste uge. Lykkes missionen - og her kan sidevinden være en nøglekomponent - vil Impey formentlig kunne gøre det færdigt i en spurt og dermed kompensere lidt for sidste uges store skuffelse.

 

Som forsvarende vinder burde Elia Viviani naturligvis være en af de helt tunge favoritter, men denne gang hersker der en del usikkerhed om hans tilstand. Europamesteren styrtede nemlig slemt på 2. etape io sidste uge, og han var så mærket, at han slet ikke havde benene i 4. etapes spurt, ligesom han blev sat på bakken på 5. etape. Nu har han imidlertid haft tid til at komme sig, og er han tilbage på toppen, er det et løb, der passer ham. I de sidste to år er han således blevet nr. 1 og 2, og havde feltet hentet udbruddet bare et par meter tidligere, havde han været dobbelt forsvarende mester.

 

Viviani er blevet uhyre holdbar, og formen plejer at være god fra start. Han kan også at kunne afslutte efter en hård dag, men det vækker bekymring, at hans spurter i Schwalbe Classic og på 1. etape i Adelaide manglede så meget fart. Det tyder på, at han har noget at indhente, men sidste år manglede han også fart i etapeløbet for derefter at vinde her. Hans store fordel er, at Simone Consonni og Nathan Haas begge kan ventes at overleve bakken, og dermed vil han have det måske allerbedste lead-out. Leverer Consonni et lead-out som i Schwalbe Classic, kan det være det, der giver Viviani sejren over de indtil nu hurtigere folk.

 

André Greipel skulle have været i Europa nu, men hans gode form har fået ham til at tage en uge mere i Australien for at satse på dette løb. Tour Down Under var en succes for tyskeren, der viste sig at være på vej tilbage, nu hvor han er kommet sig over sin bakteriesygdom. Han klatrede glimrende, særligt på 5. etape, og når han er i form, kan store Greipel godt overleve Challambra Crest. Der er ingen garantier, men jeg vil blive overrasket, hvis Greipel på en dag med modvind ikke sidder med hjem, i fald det ender i en reduceret massespurt. I sidste uge viste han fornem fart, men som altid kneb det i positionskampen. Han får næppe mange af sine lead-out men med hjem - måske Guillaume Boivin, der dog virker formsvag - men i et mindre felt og en ukompliceret finale burde Greipel kunne vise sin fart i en powerspurt, der passer ham.

 

Giacomo Nizzolo blev en overraskende vinder af 5. etape i sidste uge, og det er på mange måder en etape, der minder om dette løb. Begge havde de stejle stigninger i finalen, men dette løb er både hårdere og har bakken tættere på mål. I storform er Nizzolo uhyre holdbar, men selvom han overlevede i lørdags, så vi også, at han endnu ikke er på toppen. På en dag med modvind burde han dog med de ben, han viste i Adelaide, have en fin chance for at sidde med hjem, og han burde også kunne få de hurtige Ryan Gibbons og Danilo Wyss med sig. I Victor Harbor vandt han i kraft af en teknisk finale, og det bliver desværre sværere at vinde i denne powerspurt, hvor risikoen for at blive lukket inde er mindre. Nizzolo må nemlig sande, at han stadig ikke har Ewans og Bennetts fart. Omvendt kan et godt lead-out fra Gibbons og Wyss føre ham langt, og som vi så netop i Victor Harbor, kan der altid komme overraskelser i en massespurt, når de bedste tog er kørt tynde.

 

Cofidis har den luksus, at de kan spille på flere heste. Mens Viviani kan tage sig af spurten, kan Nathan Haas forsøge at gå med på stigningen. Her vil han med Viviani som alibi kunne sætte sig på hjul, og skulle det ende i en spurt i en lille gruppe, vil han slet ikke stå dårligt. Han er stadig ikke på sit gamle niveau, men han kørte ganske pænt i Tour Down Under, hvor han var bedre end på noget tidspunkt i 2019. Med tanke på præstationen på Willunga har han i hvert fald en chance for at sidde med i en gruppe, der måtte køre væk. Haas har udviklet stor hurtighed på flad vej, som han viste med sin 3. plads i en decideret massespurt i Tyrkiet for et års tid siden, og der er ganske gode muligheder for, at han ville kunne slå Impey på stregen. Alt sammen kræver det dog, at en gruppe kører væk fra sprinterne.

 

Jay McCarthy minder som type på mange måder om Haas, og som tidligere vinder har han vist, at han kan slå til, hvis det lykkes at holde sprinterne fra fadet. McCarthy er nemlig lynhurtig, som han også har vist med en massespurtssejr i Baskerlandet, og da han i 2017 stjal podiepladsen i Tour Down Under fra Haas, da de spurtede om bonussekunder på sidste etape. Derfor vil han have en glimrende chance for at slå både Haas og Impey, hvis en lille gruppe holder sig fri, præcis som han i øvrigt gjorde det, da han slog Impey i 2018. Desværre styrtede han slemt på 3. etape i Tour Down Under, og selvom han ikke faldt helt sammen, kunne han ikke begå sig i resten af løbet. Nu har han imidlertid haft en uge til at komme sig, og han kan derfor være tilbage på toppen. Til gengæld fik vi aldrig chancen for at vurdere formen, og det er et problem, når vi taler om ustabile McCarthy. Han så dog hæderlig ud ved de nationale mesterskaber, og han er utvivlsomt bedre nu. Derfor er han også i spil til at vinde løbet for anden gang.

 

Cofidis har den luksus, at de også har en tredje vinderkandidat. Som udgangspunkt er Simone Consonni lead-out man for Viviani, men er europamesteren fortsat for mærket af styrtet, kan der opstå muligheder. Consonni virkede ganske formstærk i Tour Down Under, hvor han klarede bakken på 5. etape, og han burde også have en fornuftig chance, selvom hans holdbarhed er stærkt varierende. I spurten på nævnte etape blev han nr. 2 bag Nizzolo, men det skyldtes mere position end høj fart. Det er måske lidt svært at se Consonni faktisk vinde løbet, men hans positionering er upåklagelig, og han har i Haas en ganske solid lead-out man. Forudsætningen for, at han får chancen, er, at Viviani ikke er kommet sig, men får han den, burde han være klar til at spurte med om sejren.

 

Ag2r havde et skidt Tour Down Under og håber nu på oprejsning. På papiret er det da også et løb, der passer næsten perfekt til Andrea Vendrame, som måske nok primært er puncheur, men som også er så hurtig på flad vej, at han på den rette dag kan slå folk som Impey, Haas og McCarthy. For at vinde skal han dog være med i en lille gruppe, der kører væk på bakken, og det virker måske ikke voldsomt sandsynligt efter et halvskidt Tour Down Under, der viste, at han heller ikke i år er flyvende fra sæsonstart. Omvendt har han nu fået et løb i benene, og et supertalent som ham kommer hurtigt i form. Ender det med en lille gruppe, hvor han er med, har Vendrame i hvert fald en realistisk chance i en spurt mod andre puncheurtyper.

 

EF har hentet Magnus Cort ind til løbet, men da han ikke kørte i Adelaide, aner vi ikke, hvor han står. Topform har han nok under alle omstændigheder ikke, men mindre kan også gøre det. Han har næppe benene til at køre med de bedste, men i en reduceret massespurt kan han tage sin chance. Danskeren har ikke spurtet i en menneskealder, men han viste i Sanremo, at han stadig kan afslutte efter en hård dag. Hans positionering er altid et problem, men her vil han kunne have Jens Keukeleire til at føre sig frem i en ukompliceret finale i et lille felt. Farten plejer han at have, og derfor er der en reel chance for, at han i en reduceret massespurt kan være med i kampen om sejren.

 

Det kræver dog, at Kristoffer Halvorsen bliver sat. Der er næppe tvivl om, at nordmanden er EFs foretrukne mand til spurten, men til gengæld er der tvivl om, hvorvidt han klarer bakken. Normalt burde det være for hårdt, men efter at han viste fornem form ved at klare bakken på 5. etape i sidste uge, har han en chance. Til gengæld skuffede han i spurterne, hvor han viste overraskende svag fart, men i et reduceret felt med et godt lead-out fra Keukeleire og Cort har han måske en chance. Nizzolo viste os i Victor Harbor, at et godt lead-out netop kan føre langt, når de andre tog er svækkede, og dermed kan klatrestærke folk som Cort og Keukeleire være det, der giver Halvorsen den store sejr, han stadig jagter.

 

Simon Yates kom med sit styrt skidt fra start, men til gengæld viste han storform. Mest imponerende var han, da han endelig åbnede op i Paracombe, men også på Willunga var han stærk. Her satsede han alt på at følge Porte, hvilket endte med at slå ham helt ihjel, men han lignede stadig næstbedste mand i Adelaide. Han vil helt sikkert være med i en lille gruppe, der måtte komme væk, og selvom udgangspunktet vil være, at han skal køre for Impey, kan holdet måske også udnytte et overtal og det store fokus på sydafrikaneren til at køre offensivt, som Meyer gjorde det i 2017. Gør de det, har Yates helt sikkert timingen og snilden til at vælge det rette moment til at slå til.

 

Simon Geschke var en af de positive overraskelser i Tour Down Under, og vi må derfor tage det for givet, at han vil være blandt de bedste på bakken. I gamle dage var han også en ganske hurtig herre, der sågar har vundet en stigende massespurt i Criterium International, men det er han ikke længere. Det er svært at se ham slå folk som Impey, McCarthy og Haas, og derfor vil det nok snarere blive til et godt resultat mere end en sejr. Omvendt er han også en erfaren herre, der vil kunne køre offensivt på det flade stykke ind mod mål, og med den form, han har vist, skal man bestemt ikke udelukke, at han kan gøre det færdigt.

 

Stærkeste mand i Tour Down Under var naturligvis Richie Porte. Det var han imidlertid også i 2017, 2018 og 2019, og alligevel spillede han aldrig nogen stor rolle i dette løb, der ganske enkelt ikke passer ham. Omvendt har han vel heller ikke det store at miste ved at give den fuld skrald på Challambra sidste gang, og er der én mand, der ligesom Kennaugh kan køre alene væk der, er det Porte. At holde et felt bag sig ene mand, er svært, men hvis løbet har været hårdt nok, er det ikke umuligt. Porte har i hvert fald benene til at gøre forsøget, og en solosejr (som er nødvendig, da han er helt uden spurt) kan derfor ikke udelukkes.

 

Tidligere har Dries Devenyns spillet den rolle, at han skulle gå med på Challambra for derved at beskytte Viviani. Den opgave får han igen i år, selvom kaptajnen denne gang er Bennett. Desværre viste Tour Down Under nok engang, at Devenyns ikke er helt så god som i 2018, hvor han var blandt de allerbedste i dette løb, men han var så god, at han har en reel chance for at være med i en lille gruppe til sidst. Selvom han er hurtig, slår han nok ikke Impey og co. på stregen, men med Bennett som alibi kan han i det mindst sidde på hjul. Det kan give ham mulighed for at angribe i finalen og dermed tage en stor sejr i sin karrieres efterår.

 

NTT satser helt sikkert på Nizzolo, men de har en plan B i Ryan Gibbons. Ganske vist har han ikke samme superform som i 2019, men han er stadig formentlig den mest klatrestærke af sprinterne. I år er han næppe god nok til at køre med de allerbedste, men bliver det et sandt blodbad, hvor de fleste af de hurtige folk falder fra, skal man ikke afskrive ham. Han har måske ikke samme fart som de bedste sprintere, men han vil i et lille felt stadig være en af de hurtigste. Det vil nemlig kræve, at Nizzolo også er faldet fra, og dermed kan der ikke være mange hurtige folk tilbage.

 

Endelig vil jeg pege på Dylan van Baarle. Ganske vist er det slet ikke løb, der passer den store hollænder, men han klatrede så godt i Tour Down Under, at han næsten skal nævnes. Han vil med stor sandsynlighed være med, hvis en lille gruppe kører væk, og her vil en dog ikke helt formstærk Pavel Sivakov nok også kunne være. I den situation skal der angribes på skift, da ingen af de to har mange chancer i en spurt mod Impey og co. Til gengæld bliver Van Baarle med sin form og sin motor også meget svær at hente, hvis først han slår hullet.

 

OPDATERING: Magnus Cort og Kaden Groves stiller ikke til start.

 

***** Caleb Ewan

**** Sam Bennett, Daryl Impey

*** Elia Viviani, André Greipel, Giacomo Nizzolo, Nathan Haas, Jay McCarthy

** Simone Consonni, Andrea Vendrame, Kristoffer Halvorsen, Simon Yates, Simon Geschke, Richie Porte, Dries Devenyns, Ryan Gibbons, Dylan van Baarle

* Marc Sarreau, Cameron Meyer, Pavel Sivakov, Robert Power, Jai Hindley, Mattia Cattaneo, Michael Mørkøv, Chris Lawless, Max Kanter, Jens Keukeleire

 

Danskerne

Løbet kunne egentlig passe fint til Mads Pedersen ¸ der på Trek burde kunne få sin chance, men det er nok tvivlsomt, om formen rækker til allerede nu at klare så svær en stigning. Michael Mørkøv skal forsøge at sætte Sam Bennett op til sejr, men skulle ireren have en offday, kan man ikke udelukke, at den formstærke dansker selv kan gå efter et resultat i en reduceret massespurt. Asbjørn Kragh er til start for Sunweb, hvor han skal støtte Max Kanter, Jai Hindley og Robert Power, men det er nok tvivlsomt, om han klarer stigningen.

 

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Elia Vivianis sejr fra 2019, Jay McCarthys sejr fra 2018, Nikias Arndts sejr fra 2017, Peter Kennaughs sejr fra 2016 og Gianni Meersmans sejr fra 2015.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over ryttere, der udover de allerede nævnte, måske kan tænkes at levere et resultat.

 

Cofidis: Som nævnt ovenfor vil holdet satse på Viviani i en spurt og lade Haas gå efter sejren, hvis det ikke ender i en spurt. Er Viviani stadig for mærket af styrtet, kommer Consonni i spil som plan C.

 

Bora-hangrohe: Det er ikke sandsynligt, at sprinterne Erik Baska og Martin Laas sidder med hjem, og den mere holdbare Michael Schwarzmann synes formsvag. Derfor er McCarthy det eneste virkelige bud.

 

Team Sunweb: Hvis han har genfundet benene fra Paracombe, kan Robert Power køre med de bedste, men selvom han har en fin spurt, er det svært at se ham slå Impey og co. Det samme gælder for Jai Hindley, der dog manglede noget i Tour Down Under. Holdet drømmer om at få Max Kanter med hjem til en spurt, men det virker usandsynligt. Alberto Dainese overlever ikke.

 

Lotto Soudal: Det må handle 100% om Ewan, også for Willunga-vinderen Matthew Holmes.

 

NTT Pro Cycling: Samuele Battistella, Stefan De Bod og Dylan Sunderland klatrede alle skidt i Tour Down Under, så det må handle om Nizzolo og i anden række Gibbons, hvis italieneren falder fra.

 

Israel Start-Up Nation: Det bliver svært for Alexander Cataford at klatre med de bedste. Målet må være en spurt med Greipel. Guillaume Boivin kunne være plan B til en spurt, men han virkede formsvag i sidste uge.

 

CCC Team: Det må handle et hård løb, Geschke kan vinde. Måske kan Lukasz Wisniowski eller Francisco Ventoso sidde med hjem til en spurt, men den kan de ikke vinde.

 

Ag2r-La Mondiale: Det må handle 100% om Vendrame.

 

Deceuninck-Quick Step: Målet må være en spurt med Bennett, men som nævnt ovenfor kan Devenyns måske komme i spil. Mattia Cattaneo kan måske klatre med de bedste, men får svært ved at vinde. Skulle Bennett have en af sine lidt for mange offdays, kan formstærke Michael Mørkøv måske spurte sig til godt resultat.

 

EF Pro Cycling: Halvorsen ligner det bedste bud på det klatresvage hold. Falder han fra, er Jens Keukeleire plan B, men han er ikke længere hurtig nok til at vinde. Neilson Powless  kan prøve at køre med de bedste på bakkerne, men som spurtsvag får han svært ved at vinde.

 

Groupama-FDJ: Egentlig er det et godt løb for Marc Sarreau, men han var meget formsvag i Tour Down Under og ligner derfor ikke en mand, der klarer bakkerne. Falder han fra, kan Fabian Lienhard måske køre en spurt, men han er nok ikke hurtig nok til at vinde.

 

Mitchelton-Scott: Plan A er et hårdt løb, Impey kan vinde, og som sagt kan Yates også komme i spil. Sidder Cameron Meyer med i en lille gruppe, kan han måske også spilles offensivt ud. Hurtige Dion Smith vil skulle køre en eventuel spurt for Impey.

 

Bahrain-McLaren: Løbet passer slet ikke til antieksplosive Hermann Pernsteiner , og Marco Haller er formentlig for formsvag til at sidde med hjem til en spurt. Her vil Yukiya Arashiro eller Luka Pibernik måske prøve, men de skal være lykkelige for top 10.

 

Team Ineos: Egentlig passer løbet fint til Chris Lawless, men han virkede meget formsvag i sidste uge og har ikke farten til at vinde en spurt. Det har Owain Doull heller ikke, selvom han sikkert prøver, hvis Lawless falder fra. Holdets bedste chance er et hårdt løb, hvor Van Baarle og Pavel Sivakov kan angribe på skift fra en lille gruppe.

 

Trek-Segafredo: Porte vil formentlig skulle køre offensivt og er bedste bud. Mads Pedersen kan håbe at sidde med hjem til en spurt, men han virkede i Adelaide ikke til at have sine bedste klatreben, hvorfor det er meget tvivlsomt, om han kommer med hjem. Bedre chance har nok Koen de Kort , ligesom også Kiel Reijnen kan komme i spil, men ligesom Pedersen mangler de farten til at vinde.

 

Australien: Landsholdet er her med en meget uerfaren trup, der skal køre offensivt og næppe laver et resultat. Løbet er for hårdt for sprinteren Blake Quick. Normalt ville hurtige Nicholas White måske have en lille chance, men han virkede meget uskarp på bakkerne i sidste uge. Holdets mest formstærke er måske den halvhurtige Elliot Schultz.

Feltet.dks vinderbud

På vej...
Caleb Ewan
Sam Bennett, Daryl Impey
Elia Viviani, André Greipel, Giacomo Nizzolo, Nathan Haas, Jay McCarthy
Simone Consonni, Andrea Vendrame, Kristoffer Halvorsen, Simon Yates, Simon Geschke, Richie Porte, Dries Devenyns, Ryan Gibbons, Dylan van Baarle
Marc Sarreau, Cameron Meyer, Pavel Sivakov, Robert Power, Jai Hindley, Mattia Cattaneo, Michael Mørkøv, Chris Lawless, Max Kanter, Jens Keukeleire
INFO
Optakter
Nyheder
Cadel Evans Great Ocean Road Race
Nyheder Profil Startliste Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Quintana jubler efter fire sejre på en uge

Atlanterhavets cykel-hotspot

Froome glad efter comeback: Fornemmelserne er gode

Evenepoel tanker selvtillid med sejr over verdensmesteren

Teuns slog Fuglsang: Er en smule overrasket

Fuglsang: Håber at gentage karrierens bedste sæson

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

SØNDAG

Video i artiklenOptakt: 2. etape af UAE Tour

Følg den ikoniske spurt på rampen til Hatta Dam

Etapen til Thomas, løbet til Van der Breggen i Valencia

Feltet.dk Race Series køres i morgen

Video i artiklenUAE Tour-analyse: Giganternes uforløste opgør

Feltet.dk lancerer cykelduellen 2020

Worst og Sweeck lukker og slukker cross-sæsonen

Video i artiklenAckermann efter sejr i royal spurt: Wow!

Kæmpe TV-oversigt for 2020 - Køb Eurosport Player

Video i artiklenEvenepoel fortsatte og slog verdensmesteren på enkelstarten

Evenepoel gjorde rent bord i Algarve-finale

Ung kazakh snød favoritterne i Rwanda

LIVE nu: Dennis knuser al modstand

Quintana vinder Tour du Var - Bernard sejrer fra udbrud

Video i artiklenFuglsang vinder Ruta del Sol for anden gang

Video i artiklenJakob Fuglsang vinder årets udgave af Vuelta a Andalucia

Merlier vinder afsluttende etape i Antalya - Dansker med i toppen

Video i artiklenAckermann tager første stik i UAE

Over 50.000 kroner i puljen i Feltet.dk Tour - sidst frist for tilmelding lørdag

Tilmeld dig 2. afdeling af Feltet.dk Race Series

Evenepoel ser frem mod afgørende enkeltstart i Algarve

Bohé vinder græsk MTB-løb

Eksklusivt interviewMathias Norsgaard er tilbage på landevejen: Det har set håbløst ud

Andreas Kron ude af fransk etapeløb

Coronavirus i Italien: Myndigheder opfordrer til aflysninger

Video i artiklenNorsgaard med topplacering i mexicansk triumf

Video i artiklenLópez: Algarve er en vigtig test

LØRDAG

Optakt: Søndagens etaper i Andalusien, Algarve og Frankrig

Optakt: 1. etape af UAE Tour

Optakt: UAE Tour

Præmiepuljen er nu over 50.000 kr i Feltet.dk Tour

Haig glad for at slå stjernen Fuglsang

Fuglsang ser frem imod afgørende enkeltstart

Lopez på toppen i Algarve - Evenepoel forsvarer førertrøje

Video i artiklenMiguel Angel Lopez vinder 4. etape af Volta ao Algarve

Iserbyt udgik efter styrt i første sving da Aerts vandt tæt GP Leuven

Australier snyder Fuglsang for hattrick

Suveræne Quintana satte igen rivalerne på plads

Video i artiklenAustralske Jack Haig tager 4. etape af Vuelta a Andalucia for næsen af Fuglsang

Hollænder tager første sejr efter dopingkarantæne

Zoidl jubler over første sejr i lang tid

DBC-sejr giver Van Schip VM-selvtillid

Seks danskere til start i UAE Tour

Optakt: Lørdagens etaper i Andalusien, Algarve og Frankrig

Zoidl tager etapesejren i Antalya

Giro di Sicilia udvider 2020-udgaven til 24 hold

Tidligere IAM-rytter indrømmer Aderlass-doping

AG2R uden de store profiler til UAE Tour

Van der Poel glæder sig til Strade Bianche

Video i artiklenZakarin får CCC-debut

Video i artiklenCarbel skal køre leadout i Emiraterne

Video i artiklenBol efter Algarve-sejr: Fulgte bare min leadout

Eksklusivt interviewByriel slap heldigt fra kollision med bil - nu jagter han ny WorldTour-kontrakt

FREDAG

Video i artiklenFuglsang havde studeret finalen: Vigtigt at sidde rigtigt i sidste sving

Eksklusivt interviewKron vil holde liv i klassementet i Haut Var

Video i artiklenVan der Breggen stjæler førertrøje fra Norsgaard

Bol sejrer efter perfekt Casper P leadout

Video i artiklenFremragende dansk leadout giver sejr til Cees Bol i Algarve

Video i artiklenFuglsang spurter sig til endnu en etapesejr

Fransk duo snød favoritterne i Haut Var

Video i artiklenFuglsang tager sin anden etapesejr i Andalusien

Lonardi sejrer i tyrkisk møgvejr

Optakt: Fredagens etaper i Andalusien, Algarve og Frankrig

Optakt: Tour des Alpes-Maritimes et du Var

Nibali ser Evenepoel som Giro-rival: Knægten er ekstraordinær

Froome får comeback søndag: Alt hvad jeg har tænkt på

Valgren og Stokbro i aktion i hårdt fransk etapeløb

Fuglsang efter trøjeforsvar: Jeg har det godt

Evenepoel: Jeg overraskede mig selv

Sejrsløs spanier overraskede i Andalucien: Jeg kan ikke tro det

Banelandsholdet tror på VM-medaljer

Cykelrejser: Hvor går turen til i 2020?

Video i artiklenInteresseret i cykeludstyr, rabatter, guides - se her!

TORSDAG

Video i artiklenRemco rev rivalerne itu i Algarve