Løbets rolle og historie

For sjette år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end tidligere, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men selvom startlisten måske ikke er helt så prangende som tidligere, er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold og at tiltrække mange af sportens allerstørste navne.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon Van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement ikke nyder den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der er tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Læs også

Medie: Alaphilippe i forhandlinger med nyt hold

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. I gamle dage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste seks år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien har altid haft to dage for sprinterne, hvoraf den ene har været det klassiske gadeløb Trofeo Palma i hovedbyen Palma. I starten var det åbningsløbet, men en kalenderændring i 2015 betød, at datoerne blev ændret, således at løbet slutter og ikke starter på en søndag. Da arrangørerne har ønsket at bibeholde det tilskuervenlige sprinterløb på ugens sidste dag, har Trofeo Palma således været sidste løb i serien i de senere år, hvor sprinterløbet tillige er gjort en anelse hårdere med inklusionen af en sen stigning.

Det er også tilfældet i 2020, hvor det atter repræsenterer sprinternes anden chance efter torsdagens åbning. Løbet har altid været for de hurtuge folk, og det afspejles i en vinderliste, der i de senere år har inkluderet navne som Marcel Kittel, Dan McLay André Greipel, Pelucchi, Sacha Modolo, Kenny Dehaes, Andrew Fenn, Tyler Farrar og Robbie McEwen. I 2008 lykkedes det imidlertid overraskende Philippe Gilbert at tage sejren.

Sidste år gav Marcel Kittel kortvarigt håb om, at han var på vej tilbage, da han med en suveræn spurtsejr sikrede sig det, der skulle blive karrierens sidste sejr, ved at henvise Timothy Dupont og Hugo Hofstetter til de sekundære podieplaceringer. Kittel vender selvsagt ikke tilbage for at forsvare titlen, og heller ikke Hofstetter eller Dupont er med igen, hvorfor der skal findes et helt nyt podium.

Ruten

I gamle dage blev hele løbet afviklet på en flad rundstrækning i Palma, men i de senere år har man gjort løbet an anelse mere udfordrende ved først at sende feltet ud på en tur i området omkring hovedbyen, inden det hele er blevet afgjort ved den flade havnefront. Her har rytterne endda skullet over en mindre stigning, der har kunnet gøre det svært for de hurtige folk, og som endda er blevet brugt til et dobbeltangreb fra Nairo Quintana og Alejandro Valverde, men det har ikke været nok til at forhindre den forudsigelige massespurt. Samme model benyttes i år, hvor ruten er en kopi af 2018- og 2019-udgaverne og meget tæt på at være identisk med ruterne fra 2016 og 2017.

I alt skal rytterne denne gang tilbagelægge 159,6 km. Starten går fra udkanten af Palma i Playa Palma, og herfra går det mod sydøst op ad en lang, jævn stigning, der har top efter knap 20 km. Herefter går det mod nordøst gennem hovedsageligt let faldende terræn, inden det går mod vest op over en lille bakke og videre gennem let stigende og fladt terræn.

Efter ca. 100 km drejer man i byen Inca mod sydøst med retning mod Palma. Netop som man er tæt på at ramme udkanten af byen, slår feltet et lille sving for at tage på en rundtur i det kuperede område vest for byen, hvor der venter to mindre stigninger. Først gælder det den lille Coll d’en Portell Es Coll efter knap 110 km, men den tæller ikke med i bjergkonkurrencen. Det gør til gengæld kategori 3-stigningen Coll de Sa Creu (6,4 km, 3,8%), hvis top kommer, når der resterer bare 33,6 km.

Herfra gør det ned mod sydøst ned mod vandet og Palmas centrum, hvor det hele afsluttes med to omgange på den 11 km lange rundstrækning. Den er fantastisk simpel, idet den følger den store, brede kystvej ud til et vendepunkt, hvor et 180-graders sving sender feltet tilbage forbi mål. Efter endnu en U-vending lidt længere nede ad vejen følges kystvejen tilbage til stregen. Den sidste af to vendinger kommer med 2400 m til mål, og herefter bøjer vejen kun let til højre.

Løbet byder på i alt 1134 højdemeter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Måske troede rytterne ikke, at de kunne være mere heldige, end de har været de første tre dage, men det kunne de såmænd. Søndag bliver en fuldstændigt forrygende dag med en skyfri himmel og en temperatur på hele 21 grader - ganske usædvanligt for de mallorcanske løb. Vinden vil nærmest være ikkeeksisterende med bare en svag til let brise fra sydvest. Det giver primært medvind først på ruten og derefter modvind frem til toppen af stigningen. Der vil være sidemed-, sidemod- og medvind på turen ind til rundstrækningen, hvor der først vil være sidemedvind, så sidemodvind og til slut sidemedvind efter sidste U-vending.

Favoritterne

Efter to dage med fokus på klatrerne får sprinterne som altid lov at runde den mallorcanske fest af, selvom det ikke er helt så enkelt som tidligere. Trofeo Palma var tidligere et fuldstændig rent sprinterløb stort set uden terrænmæssige udfordringer. Det har med introduktionen af en lille stigning og færre omgange på den flade rundstrækning ændret sig en smule, og der er ikke længere tale om et meget let løb for de helt rene sprintere.

I 2016 forsøgte Movistar eksempelvis at sætte de hurtige folk under pres på den sidste stigning, og det gav anledning til større udskilning end vanligt. Også i de senere år har vi set en vis udskilning, og heller ikke i de senere år har alle de hurtige folk været med hjem. Omvendt vandt den tunge Dan McLay for to år siden, ligesom Marcel Kittel tog karrierens sidste sejr for et år siden, og det siger alt om, at det hele afhænger af, hvordan der køres på stigningen.

Også i morgen vil vi formentlig se, at stigningen vil blive benyttet aktivt. Movistar kan med deres klatrestærke, men sprinterfattige trup lige så godt bruge bakken til en god gang træning, og også et hold som Lotto, der er uden sprintere, har meget lidt at miste ved at køre offensivt. Man kunne også forestille sig, at en mand som Tom van Asbroeck gerne vil have et hårdt løb, og der bør derfor blive gået til stålet på bakken. Vi kan derfor sagtens se en vis udskillelse undervejs.

Alligevel vil vi sikkert se en vis regruppering. Hvis Movistar og andre ikke kan komme fri - og det er meget svært på så let en bakke - vil der kun være interesse i at holde den gående, hvis Pascal Ackermann eller Matteo Moschetti skulle være faldet fra. Selvom italieneren kan være sårbar, virker det usandsynligt, og ligesom Kittel sidste år kom tilbage, kan andre gøre det samme i år.

Resten af løbet bør imidlertid forløbe som et klassisk sprinterløb. Et tidligt udbrud vil relativt hurtigt blive etableret, og derefter vil Trek og Bora med mulig hjælp fra Arkea og Caja Rural formentlig påtage sig hovedansvaret for føringsarbejdet. Interessen i en spurt er så stor, at det tidlige udbrud ikke bør have en reel chance, og da vinden er ikkeeksisterende, skal vi formentlig frem til bakken, før vi ser noget action. Jeg forventer dog en regruppering, og at det vil være et ganske stort felt, der skal spurte om sejren.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

I finalen er der tale om en temmelig ukompliceret afslutning med en lang opløbsstrækning på hele 2400 m. Med andre ord er der tale om en spurt for de sande powersprintere og de ryttere, der har den højeste topfart, og lead-outs vil være af begrænset betydning.

Derfor peger jeg også igen på Pascal Ackermann som favorit. Tyskeren blev ganske vist slået ganske klart af Moschetti forleden, men det kan ikke ændre på, at Ackermann så sent som i Giroen var milevidt foran det italienske stortalent. Moschetti vandt først og fremmest i kraft af et eminent lead-out, mens Ackermann skulle starte for langt tilbage. Hans tog med Jempy Drucker og den eller så stærke Rudiger Selig kunne ikke matche Trek, der har et langt mere talrigt og dermed kraftfuldt tog. Heldigvis for Ackermann er der slet ikke tale om en gentagelse af den tekniske finale, og Selig burde nok kunne anbringe ham i en gunstig position. I en lang powerspurt i medvind burde Ackermann kunne vise, at han stadig er feltets hurtigste, og derfor burde chancerne for den anden Bora-sejr i denne uge være gode.

Hans værste rival er naturligvis Matteo Moschetti. Det var godt at se italieneren rejse sig efter sin forfærdelige anden halvdel af 2019, og i torsdags fik han vist, hvorfor han sidste år var den mest lovende nyprofessionelle sprinter. Samtidig leverede toget med Ryan Mullen, Alex Kirsch, Jasper Stuyven og til sidste Emils Liepins et forrygende lead-out. Det kan godt være, at Ackermann har den på papiret mest erfarne lead-out man, men Moschetti har samlet set det stærkeste hold. I en mindre teknisk finale får de ikke helt samme glæde af den kollektive styrke, men Moschetti viste alligevel forleden, at han er meget svær at slå, hvis han sættes rigtigt op.

Jeg vil også igen pege på Matteo Pelucchi. Italieneren er en lottokupon, for vi aner ikke, hvor han står. I torsdags styrtede han nemlig to gange, heldigvis uden konsekvenser. Er han ikke i form, falder han med statsgaranti fra på bakken, men er han kørende, er han lynhurtig i en boulevardspurt som denne. Han vandt løbet for fem år siden og har for vane at starte sin sæson stærkt ud. Gør han det igen i år, burde han have farten til at være med helt i front. Skulle han falde fra, kan Bardiani sates på den mere holdbare Giovanni Lonardi, der startede så stærkt i 2019, men siden er gået helt i stå. Han synes ikke længere at have farten til at vinde. Går det helt galt for de to tunge sprintere, kan holdet satse på den langsommere Vincenzo Albanese, der klatrede som en drøm i fredags og synes i storform.

Jon Aberasturi fik en fremragende start på sæsonen med 3. pladsen forleden. Det var særligt lovende, fordi han med sit svage hold var ret alene til slut og faktisk ikke var i en særlig god position. Til gengæld viste han fornem fart, og han ligner en, der måske kan true de to store favoritter. Bakken er til fordel for den klatrestærke Aberasturi, der i denne finale heller ikke skal betale så stor en pris for sit svage hold. Sidder han bedre denne gang, kan han måske være endnu tættere på.

Drømmen om en genfødsel af Nacer Bouhanni bristede i første omgang i torsdags, men det skyldtes muligvis, at franskmanden var ude af position. Han er nemlig slet ikke så positioneringsstærk som tidligere, og det nysammensatte tog svigtede. På papiret udgør Connor Swift, Bram Welten og Christophe Noppe alligevel et af de stærkeste tog, og i denne mindre tekniske finale burde de kunne aflevere kaptajnen godt. Så er det op til Bouhanni at vise, at han har genfundet den fart, han ikke havde i 2019.

Tom van Asbroeck fik ikke den perfekte start på sin sæson i torsdags, men han burde kunne gøre det bedre nu. Toget med Nils Politt, Jenthe Biermans, Matthias Brändle og Mads Würtz Schmidt har nemlig masser af power, og han er selv en holdbar fyr, der vil elske den sidste lille bakke. Han er ikke skabt til en boulevardspurt som denne, men i et felt uden mange topsprintere og med et stærkt tog burde han gøre det bedre end den seneste 7. plads.

Enrique Sanz kom forrygende fra start med en flot 4. plads til trods for, at han normalt mangler lidt fart på flad vej. Netop derfor er denne afslutning heller ikke ideel for spanieren, der ikke her får samme glæde af sin gode positionering. Ikke desto mindre har han kørt overraskende gode spurter i det sidste års tid, hvor det er blevet til flere sejre. Han vinder formentlig ikke, men han er med den rette position bestemt en podiekandidat.

For Amary Capiot blev debuten katastrofal, og han er derfor på revanchejagt. Løbet med en bakke i finalen burde være perfekt for belgieren, der sammen med Pasqualon klatrer bedre end alle andre sprintere i løbet. Han plejer også at være eminent i positionskampen og i form fra sæsonstart. En boulevardspurt passer ham ikke ideelt, men hans positionering kan føre ham langt.

Læs også

Norsgaard på vej til storhold?

Andrea Pasqualon klatrer som nævnt fremragende, og han skal derfor håbe på et hårdt løb. Til gengæld er han ikke voldsomt hurtig i en flad spurt som denne, og det vil være en overraskelse, hvis han vinder. Han viste dog ganske fin fart forleden, hvor han var bedre end ventet, og han er god i positionskampen. Det bør kunne sikre endnu et topresultat. Circus’ anden sprinter Alfdan De Decker overlever næppe bakken og ligner også kun plan B.

En joker er Manuel Penalver. Efter et skuffende 2019 rejste han sig med en fin spurt forleden. Her betalte han prisen for et svagt hold, men i denne finale kan han vise, hvor hurtig han virkelig er. Hans har i Jaume Sureda , der styrtede forleden og måske også vil spurte lidt selv, en solid mand til at føre sig frem, men han risikerer også at blive sat på bakken.

Måske er det også her Juan Jose Lobato kan levere et resultat. Det er ingen hemmelighed, at hans positionering altid har været en mindre katastrofe, men det er ikke den store udfordring på boulevarden i Palma. Hans form er meget svingende, men er han kørende, har han også fordel af bakken. En flad spurt passer ham ikke ideelt, men her bør han kunne levere et resultat.

Veteranen Jose Joaquin Rojas fortjener også at blive nævnt. Movistars sprinter, Albert Torres, er på vej tilbage fra en skade og viste i torsdags, at han ikke overlever bakken. Det kan føre til, at Rojas tester sine gamle sprinterben, hvilket ellers sker sjældent. Han vinder ikke, men hans erfaring kan give ham en god position og et hæderligt resultat.

Robin Froidevaux, Nico Selenati, Jacob Hennessy, der synes helt formsvag, Viacheslav Kuznetsov, Stefano Oldani, Giacomo Garavaglia, Mathias Larsen, Lukas Rüegg, Paolo Toto og Simone Bevilacqua er andre ryttere, der kan tænkes at deltage i spurten, men det er svært at se dem være med helt i front.

OPDATERING: Bouhanni er på vej til Saudi-Arabien, og det betyder, at Arkea formentlig vil køre for Bram Welten og alternativt Christophe Noppe. Welten er formentlig den hurtigste, men er positioneringssvag og kan få det svært på bakken. Israel SUN er uden Mads Würtz til deres lead-out, men har stadig et fornuftigt tog.

***** Pascal Ackermann

**** Matteo Moschetti, Matteo Pelucchi

*** Jon Aberasturi, Tom van Asbroeck, Enrique Sanz, Amaury Capiot, Andrea Pasqualon

** Christophe Noppe, Giovanni Lonardi, Manuel Penalver, Bram Welten, Juan Jose Lobato, Jose Joaquin Rojas

* Albert Torres, Viacheslav Kuznetsov, Alfdan De Decker, Vincenzo Albanese, Jaume Sureda, Robin Froidevaux, Giacomo Garavaglia, Paolo Toto, Simone Bevilacqua

Danskerne

Rasmus Byriel Iversen burde kunne jagte udbrud på det sprinterløse Lotto-hold. Derudover så det ud til, at Mathias Larsen fra Kometa blandede sig lidt i spurten forledes, og klarer han bakken, kan han måske prøve at gøre det igen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marcel Kittels sejr fra 2019, John Degenkolbs sejr fra 2018, Dan McLays dramatiske sejr fra 2017, André Greipels sejr fra 2016, Matteo Pelucchis sejr fra 2015, Sacha Modolos sejr fra 2014 samt Kenny Dehaes’ sejr fra 2013.