Løbets rolle og historie

I mange år var Grand Prix d’Ouverture La Marseillaise kendt om det første løb i den europæiske sæson, men det blev ændret i 2015. Challenge Mallorca afholdes nu én uge tidligere end normalt, og det betyder, at de første vindere i Europa allerede er fundet, når rytterne tager starten i Frankrig.

For de ryttere, der befinder sig i Marseille, er det imidlertid fortsat det første løb på sæsonen, og for den franske cykelverden markerer det den reelle åbning på sæsonen. Ydermere er det det første løb i den berømte løbsserie Coupe de France, og det betyder, at der er vigtige point på spil straks fra start for de mange hold og ryttere, der lægger vægt på det, der vel er verdens vigtigste nationale løbsserie.

GP La Marseillaise markerer indledningen på en gruppe af løb, der afvikles i Sydfrankrig i januar og februar. Det afvikles i forbindelse med Etoile de Besseges, der ofte har haft et stort set identisk felt, og selvom Middelhavet Rundt definitivt er væk, kan rytterne herefter fortsætte deres løbsaktivitet i Frankrig ved Tour La Provence, det nu tre dage lange Tour du Haut-Var og de kuperede endageløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic. I mange lande, herunder specielt Italien, er mange af de tidlige løb forsvundet, men franskmændene kan fortsat præsentere en af de mest omfattende kalendere. Mens mange begivenheder således lider under økonomiske vanskeligheder, har de franske hold ideelle betingelser i deres sæsonforberedelser, idet de kan vælge mellem en stribe løb med forskelligt terræn.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

GP La Marseillaise blev første gang afviklet i 1980 under navnet La Marseillaise, og det blev med det samme en prestigiøs begivenhed. Grundet det relativt gode vejr sammenlignet med lande i det nordlige Europa kunne det tiltrække et relativt internationalt felt, og således har det ikke som mange andre franske løb været domineret af hjemlige ryttere. Eksempelvis vandt hollandske Leo Van Vliet første udgave, og man skulle frem til 1982, inden Frankrig fik deres første sejr. Det krævede såmænd, at selveste Bernard Hinault trådte i karakter for at bryde den udenlandske dominans. Siden da har folk som Jan Raas, Eddy Planckaert, Charly Mottet, Edwig van Hooydonck, Richard Virenque, Frank Vandenbroucke og Baden Cooke vundet, og hele tre danskere, Johnny Weltz, Jakob Piil og Nicki Sørensen, har endda været øverst på skamlen.

Løbet blev en del af Coupe de France i 2010, men har i de senere år tabt lidt prestige, efterhånden som det har fået konkurrence af flere løb under varmere himmelstrøg. Dermed er det i stigende grad blevet en fransk affære, men sammenlignet med mange andre Coupe de France-løb har det fortsat et ganske internationalt felt. Tidligere havde det et dårligt ry, idet det blev sagt, at en god præstation i Marseille var et dårligt varsel for resten af sæsonen, men eksempelvis Hinault, der i 1982 senere vandt både Giroen og Touren, har vist, at det sjældent er sandt.

GP la Marseillaise passer fint ind i det overordnede billede i den tidlige del af sæsonen, idet det tilbyder en rute, der gør det meget lig med de øvrige løb i regionen. Nøjagtig som de øvrige løb har det imidlertid ofte været plaget af dårligt og uforudsigeligt vejr, der har gjort forholdene vanskelige for rytterne. Det har dog sjældent været nok til at stoppe de holdbare sprintere, idet løbet oftest er blevet afgjort i en reduceret massespurt. Således var det under sådanne omstændigheder, at Pim Lighthart, Kenneth Vanbilsen, Justin Jules og Samuel Dumoulin tog sejrene i årene mellem 2012 og 2015.

I de seneste fire år har man imidlertid inkluderet den nye stigning Route des Cretes, og det har gjort løbet mere selektivt. I 2016 lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at stikke af på den sidste stigning, inden belgieren slog sin franske rival i spurten, og dermed måtte Baptiste Planckaert, der vandt feltets spurt, tage til takke med tredjepladsen. I 2017 kørte de ni stærkeste væk på en netop denne stigning, og det lykkedes dem at holde feltet bag sig, inden Arthur Vichot sejrede i spurten foran Maxime Bouet og Lilian Calmejane. Det mønster gentog sig i 2018, hvor Alexandre Geniez overspurtede ni mand, herunder Odd Christian Eiking og Calmejane, der begge endte på podiet.

Sidste år gik det imidlertid anderledes. Her betød brutal modvind i finalen, at klatrerne ikke kunne gøre forskellen. Det kunne imidlertid det tidlige udbrud bestående af Anthony Turgis og Romain Combaud, og heraf var det Turgis, der fik den bedst mulige start for Direct Energie ved at vinde spurten, inden Tom van Asbroeck sikrede sig 3. pladsen som hurtigste mand fra et felt på 48 mand. Turgis vender i år tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Combaud, men til gengæld deltager Israel Start-Up Nation og dermed heller ikke Van Asbroeck denne gang.

Ruten

Ruten til GP La Marseillaise har haft et ganske ensartet format, selvom den ofte har undergået et par mindre justeringer. Den består af en tur ind i det kuperede terræn omkring storbyen Marseille, inden rytterne kører ned mod centrum, hvor en flad finale venter. Som omtalt gav arrangørerne imidlertid løbet lidt ekstra krydderi i 2016 ved at indlægge en ekstra stigning, Route des Cretes, i finalen, og det gjorde løbet mere selektivt end vanligt. I 2017 imødekom de tillige ønske fra rytterne om at forlænge distancen med ca. 10 km, og det gav anledning til at tilføje den tre kilometer lange Pas de Bellefille-stigning mod slutningen. I 2020 har man valgt at genbruge den rute, der har været benyttet siden 2017.

Årets løb er 144,6 km langt og indledes som vanligt i midten af Marseille. Herfra begiver rytterne sig til forstanden Allauch, hvor den reelle start bliver givet. Feltet kører videre mod nordøst, hvor det går op ad den bløde Cote des Thermes (7,6 km, 2,7%), der aldrig stiger med mere end 2-3%, straks fra start. Toppen rundes efter 8,5 km og efterfølges af en småkuperet sektion og leder frem til byen Trets, hvor der drejes mod syd for at tage hul på den velkendte Petit Galibier/Pas de Couelle (7,0 km, 3,8%), der først bliver stejl på de sidste to km, hvor stigningsprocenten ligger mellem 5 og 6. Toppen kommer efter 44,2 km, hvorefter en lang nedkørsel leder mod sydøst og sydvest ned til bunden af dagens længste stigning, Col de l’Espigoulier (11,1 km, 4,3%), hvis top er placeret efter 68,4 km, og som byder på en ganske hård nedre del med fire kilometer på ca. 6%, inden det flader ud nær toppen. Efter dagens længste og ganske tekniske nedkørsel, der hovedsageligt fører mod syd, er næste udfordring Col des Bastides (8,0 km, 2,9%), der er endnu en let opkørsel uden stejle procenter, og fra hvis top der fortsat resterer 53,5 km.

Efter en længere nedkørsel, der leder mod sydvest ned til havnebyen Cassis, gælder det en lille rundstrækning, der først fører feltet mod sydøst op over den nye stigning, Pas de Bellefille (3 km, 5,5%) med top efter 108 km. Herfra går det direkte ned til La Ciotat, hvor man vender rundt for at køre mod nordvest op over dagens sværeste stigning, Route des Cretes (4,2 km, 7,5%), der over de første 3 km stiger jævnt med 8-9%, inden den flader ud med 5,3% over de sidste 1200 m inden toppen, der kommer med 25,8 km til mål. Et kort fladt stykke og en nedkørsel afslutter rundstrækningen, hvorefter man rammer man den oprindelige rute, der leder mod vest op over den velkendte Col de la Gineste (7,2 km, 3,1%), der stiger med 5,9% over de første 2 km og er dagens sidste udfordring. Efter at have nået toppen med bare 8,5 km til mål går det lynhurtigt mod vest og nordvest tilbage til Marseilles centrum, hvor løbet afsluttes i faldende terræn ad en lang, flere kilometer lang vej, hvis eneste udfordring er en rundkørsel på den sidste kilometer, og som leder til stregen foran Stade Velodrome, hvor også de fleste Tour-etaper med mål i Marseille er afsluttet.

Løbet byder på i alt 2628 højdemeter.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Som sagt spiller vejret altid en nøglerolle i GP La Marseillaise, hvor der ofte har været bidende kulde og sne på programmet. Sidste år var vinden endda så voldsom, at løbet truede med aflysning, men i år melder mistralen først sin ankomst fra tirsdag. Søndag bliver derimod nærmest ideel til cykelløb med kun få skyer og en temperatur på imponerende 17 grader. Vinden vil denne gang blot være let til jævn og komme fra nordvest. Efter indledende sidevind giver det primært sidemedvind hele vejen frem til Cretes-stigningen. Herfra vil der være skiftevis sidemod- og modvind hele vejen hjem. Efter sidemodvind på sidste nedkørsel vil der være direkte modvind inde i Marseille.

Favoritterne

I gamle dage vidste man nogenlunde, hvad man skulle forvente af GP La Marseillaise, der som regel blev afgjort i en reduceret massespurt. Den store udfordring var at forudse, hvilke ryttere der ville overleve de mange stigninger, og det var ofte vanskeligt på denne tid af sæsonen, hvor alle gør debut, og ingen ved, hvem der er i form.

I 2016 blev det hele imidlertid kastet op i luften med introduktionen af den nye stigning Route des Cretes, der ovenikøbet er den stejleste i løbet, og det skabte et helt nyt scenarium. Således lykkedes det Dries Devenyns og Thibaut Pinot at sætte resten af feltet til vægs og holde hjem med et forspring på 42 sekunder til en mindre gruppe, der var stort set renset for sprintere. Faktisk var Baptiste Planckaert, Ryan Anderson og Carlos Barbero de eneste ryttere, der jævnligt blander sig i massespurter, som var med til at spurte om tredjepladsen.

I 2017 blev der tilføjet yderligere en stigning, og det selektive udfald gentog sig. Atter spillede Pinot en nøglerolle ved at splitte feltet på Routes des Cretes, og denne gang var det ni ryttere, der slutteligt spurtede om sejren. Et reduceret felt på blot 20 ryttere nåede mål 34 sekunder senere, og her var det kun Samuel Dumoulin og Jasper De Buyst, der med lidt rette kan betragtes som sprintertyper.

Det scenarium gentog sig i 2018, hvor de 9 stærkeste klatrere kørte væk på Route des Cretes, inden Alexandre Geniez sejrede i spurten, og i den efterfølgende gruppe var der færre end 20 ryttere og kun Dumoulin og Anthony Maldonado som en form for sprintere. Kun sidste års udgave skiller sig lidt ud, da voldsom vind truede med aflysning, og da der tillige var knaldhård modvind på fra Cretes-stigningen og hele vejen hjem, kunne ingen gøre forskelle. Havde det ikke været for en overraskende sejr til det tidlige udbrud, var det endt i en reduceret massespurt - en spurt, der nu gjaldt 3. pladsen, og som vandtes af den holdbare sprinter Tom van Asbroeck.

Med andre ord tyder alt på, at den nye rute i vidt omfang har ændret løbets karakter. Den er dog fortsat så ny, at usikkerheden er stor. Vil det som i de foregående år lykkes for de bedste klatrere at gøre en forskel og holde hjem? Eller vil en større gruppe skulle spurte om sejren, som det næsten skete sidste år? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk har så overlevet?

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Der er ingen tvivl om, at der vil blive skabt mere udskilning end vanligt, men det store spørgsmål er, om ruten er hård nok til, at klatrerne kan køre fra. Det lykkedes for en duo i 2016 og for små grupper i 2017 og 2018, men det kræver, at den lille gruppe, der måtte komme fri, er indstillet på at samarbejde. Duoen Devenyns-Pinot var perfekt, fordi de begge havde en tro på, at de kunne vinde en spurt, og i 2017 var Pinot klar til at arbejde stenhårdt for Arthur Vichot, der var den hurtigste mand i gruppen. I 2018 sad Ag2r i så markant et overtal, at de med det samme tog kontrol og afleverede Geniez i spurten.

Vejret har ofte spillet en rolle i løbet, som det var særligt tydeligt med sidste års stormende betingelser. I år bliver vejret til gengæld usædvanligt varmt, så rytterne kan køre i shorts og korte ærmer, og mistralen, der kan være meget voldsom i regionen, som den bliver det igen fra tirsdag, vil være ganske behersket. Den bør ikke være stærk nok til at skabe splittelser i sidevind, men til gengæld kommer den som så ofte før fra nordvest. Det betyder mod- og sidemodvind hele vejen fra Cretes og hjem, og det øger trods alt sandsynligheden for en reduceret massespurt.

Er der så hold, der vil arbejde målrettet for en spurt? Ag2r kunne have en interesse i at vinde med Clement Venturini, men de har også to favoritter til et hårdt løb i form af Alexandre Geniez og Benoit Cosnefroy. Cofidis kan leve med en spurt med Damien Touze, men vil helt sikkert hellere i offensiven med særligt Jesus Herrada. Arke vil måske gerne vinde med Thomas Boudat, men han kan ikke være sikker på at overleve, og holdet er ikke skræmmende. NTT med Edvald Boasson Hagen har nok den største interesse i en spurt, men nordmanden er også så stærk, at han selv kan køre offensivt, ligesom Michael Valgren og Ben O’Connor kan være med de bedste på stigningerne. Dertil kommer, at hold som Total Direct Energie med Jonathan Hivert, Anthony Turgis og Lilian Calmejane samt FDJ med Valentin Madouas for alt i verden vil undgå en spurt.

Jeg tror derfor mest på en gentagelse af situationen fra 2017 og 2018, hvor en lille gruppe kører væk på Cretes og ender med at spurte om sejren. Under alle omstændigheder er det allerede her, at forskellen skal gøres, for Gineste har historisk ikke været hård nok til at sætte sprinterne. Hvis samarbejdet er fornuftigt, bør de bedste klatrere dog kunne holde hjem, modvind eller ej. Til gengæld kan alt ske i en taktisk finale i en lille gruppe, hvor man med snilde måske kan undgå en spurt. Samtidig er der relativt mange halvhurtige folk blandt de klatrestærke folk, og det er ingenlunde givet, hvem der vil kunne vinde en spurt.

Det er derfor heller ikke med den helt store overbevisning, at jeg peger på Jonathan Hivert som favorit. Det har jeg ofte gjort, men alt for ofte har han skuffet. Den franske puncheur er nemlig feltets største lottokupon, der kan køre som en drøm den ene dag og falde helt igennem den næste. Derfor ved man aldrig, hvad man får, men til gengæld ved vi, at Hivert altid har sin bedste tid fra sæsonstart, hvor han så sent for to år siden var helt ustyrlig i Tour du Haut-Var, ligesom han tidligere har vundet både Etoile de Besseges og dette løb. Han er mere puncheur end sprinter, men i en lille gruppe af favoritter, er han svær at slå også på flad vej, især hvis han har Calmejane og Turgis, der begge selv er hurtige, til at sætte sig op. Han viste med sin sejr i GP Miguel Indurain, at han stadig har klassen, selvom det lidt for sjældent er kommet til udtryk. Er han lige så god, som han før har været i februar, bør han således være med de bedste, og jeg tror, at han herefter kan gøre det færdigt i en spurt.

Jeg vil ikke blive overrasket, hvis Benoit Cosnefroy viser sig som stærkeste mand. Franskmanden kunne meget vel blive en af årets åbenbaringer efter et efterår, hvor han kørte som en motorcykel i løb som Limousin og Montreal. Samtidig har han efterhånden udviklet en ganske glimrende hurtighed, men desværre er han mere puncheur end sprinter. Den flade afslutning ligger derfor ikke til Cosnefroys højreben, men til gengæld vil han måske, hvis han allerede er i form, være bedste mand på bakkerne. Efter et hårdt løb er han stadig en god afslutter, og ser man på feltet af klatrere i dette løb, kan man ikke udelukke, at han kan vinde. Cosnefroy kan således både køre alene og spurte, og det gør ham til en god kandidat.

Med en 1. og en 2. plads har Giacomo Nizzolo givet NTT en drømmestart, og nu er det op til blandt andre Edvald Boasson Hagen at fortsætte succesen. Nordmanden har haft to elendige år, og derfor er han ikke den naturlige favorit, som han ellers burde være i et løb som dette. Omvendt har han altid haft tradition for at starte som lyn og torden, hvilket han også gjorde i 2019, hvor han vandt enkeltstarten i Valencia. En Boasson Hagen i topform kan følge de bedste på bakkerne her, men ruten er også så hård, at han kan falde frem. Samles det til en spurt, vil han imidlertid også være en af favoritterne, og dermed er han den eneste, der kan vinde i både et selektivt og et lettere løb. I en lille gruppe vil han måske have hjælp af Michael Valgren og Ben O’Connor, og den kollektive styrke vil kunne bidrage til at sætte nordmanden op til sejr.

For to år siden vandt Alexandre Geniez spurten i en lille gruppe, men ligesom Hivert hører han til i kategorien af lottokuponer. Franskmanden er enten flyvende eller helt håbløs, og desværre var det det sidstnævnte gennem hele 2019. Derfor er det svært at være voldsomt optimistisk, men vi ved også, at Geniez ofte starter stærkt. Gør han det igen, udgør han og Cosnefroy en skræmmende duo, og det kan meget vel tænkes, at de vil køre en flad spurt som denne for Geniez, der altså før har vundet netop på den facon. Med et godt lead-out fra Cosnefroy kan Geniez sagtens vinde igen. Ag2r har også en plan C i form af Clement Venturini, der som bakkestærk sprinter sammen med Boasson Hagen vil være den store favorit til en reduceret massespurt, mens klatrerne Mikael Cherel og Francois Bidard kan komme langt, selvom de er uden reel chance for at vinde.

Ligesom Ag2r har to gode afsluttere blandt kaptajnerne, har Total Direct Energie det samme. Den forsvarende vinder Anthony Turgis vandt ganske vist fra et udbrud for et år siden, men han klatrer også godt nok til at vinde et opgør mellem favoritterne. Sidder han i en lille gruppe, kan det sagtens tænkes, at Total Direct Energie kører for ham og ikke Hivert, ikke mindst fordi han er forsvarende vinde. Til gengæld kan ruten også være for hård for en mand, der ikke altid har været med de bedste på stigninger. Får han kaptajnrollen, og klarer han bakkerne, er han til gengæld farlig, som vi så, da han spurtede sig til en 2. plads i Dwars door Vlaanderen kun overgået af fænomenet Mathieu van der Poel. Holdet har også Lilian Calmejane, der fandt sine ben igen i efteråret efter et svært 2019. Han er med statsgaranti en af de bedste på bakkerne, men selvom han før har spurtet sig til en podieplads, risikerer han meget let at skulle køre en spurt for Turgis eller Hivert, med mindre de begge falder fra.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

FDJ satser 100% på Valentin Madouas, der fortsat bare bliver bedre og bedre. Han plejer at starte stærkt ud og vil helt sikkert være blandt de bedste på bakkerne. Skal der spurtes i en lille gruppe, er han også ganske hurtig, som vi så, da han spurtede i løbene i Ardeche og Drome sidste vinter. På papiret er der andre, der er hurtigere end ham, men uden chance er han bestemt ikke. Til gengæld er det et problem, at han meget vel kan være lidt alene, men holdet kan håbe, at ustabile Leo Vincent er i form, ligesom også den ganske lovende Kevin Geniets klatrer godt nok til at køre finale, selvom han mangler spurten til at gøre det færdigt. Ender det i en reduceret massespurt, kan Matthieu Ladagnous måske give det et skud.

I gamle dage vil Arthur Vichot have været favorit. Han har nemlig vundet flere af denne slags løb ved at vinde en spurt i en lille gruppe, præcis som da han vandt her i Marseille i 2017. Desværre blev hele 2019 ødelagt af en virus, og han viste ingen tegn på at være på vej tilbage. Nu er det store spørgsmål, om han har rejst sig i løbet af vinteren. Har han det, er han svær at slå, hvis en lille gruppe skal spurte om sejren til sidst, men det kan også ende i endnu en skuffelse. B&B har også den evigt stabile Quentin Pacher, der meget vel kan være en af de stærkeste, men som ikke vinder en spurt på flad vej, ligesom Cyril Barthe vil være klar til at deltage i en reduceret massespurt.

Alle danskere vil have øjnene rettet mod Michael Valgren, og der er grund til at have en vis optimisme. Danskeren sluttede stærkt af i 2019, hvor han også startede meget stærkt med overbevisende kørsel på den første bjergetape i Algarve. Har han samme form nu, sidder han med de bedste på Cretes, og herefter vil meget afhænge af, om Boasson Hagen er sat af eller ej. Er nordmanden med, skal danskeren formentlig ofre sig, men ellers kan han tage sin chance. Han er ikke helt langsom, og mod klatrerne i dette felt har han en reel chance i en spurt. Først og fremmest er han dog en mester i at snige sig væk i taktiske finaler. NTT har også klatreren Ben O’Connor, men kører han med de bedste på bakkerne, er det svært at se ham vinde som ren klatrer.

Et stort spørgsmål er Jose Goncalves, der havde et skidt 2019. Nu er han skiftet til Nippo, hvor han håber at rejse sig igen. Har han brugt det som motivation til at komme tilbage, vil han være farlig i dette løb, da han er en glimrende klatrer og samtidig hurtig nok til at vinde en spurt i en lille gruppe. Efter seneste sæson har han dog meget at bevise. Erfarne Mauro Finetto er faldet noget af på den, og først og fremmest er han nu ikke længere hurtig nok til at vinde en spurt, men han kan stadig køre finale i et løb som dette. Det samme kan Julien El Fares og Romain Combaud, der sidste år blev nr. 2 fra udbruddet, men deres manglende fart gør det svært at vinde.

Circus stiller med Xandro Meurisse, der har kørt masser af cross, og derfor må han formodes at være i hæderlig form. Løbet passer ham glimrende, da han er blandt de bedste klatrere, men selvom han ikke er helt langsom, er der en del ryttere, der er hurtigere end ham. Han kan håbe at få Aime de Gendt med sig i en lille gruppe, men selvom også han har en brugbar spurt, er det svært at se ham slå de hurtigere folk. Til en reduceret massespurt har de Tom Devriendt, men han er så svingende, at han sagtens kan blive kørt helt bag om dansen.

Cofidis stiller med Jesus Herrada, der har gjort det til en tradition at starte helt forrygende. Han kan meget vel være en af de absolut stærkeste, men det kan stadig blive svært for ham at vinde. I gamle dage var han ellers hurtig, men i de senere år har han mistet den hurtighed, særligt på flad vej. Derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde. Det samme skal Nicolas Edet, der helt sikkert også er en af de stærkeste, men som heller ikke er hurtig nok på flad vej. Håbet må være, at Anthony Perez og Dimitri Claeys er i så god form, at de kan gå med, men de er så svingende, at det er svært at være alt for optimistisk i årets første løb. Endelig har holdet Damien Touze, der ligner en af favoritterne i en reduceret massespurt.

Wallonie stiller med en outsider i Sean De Bie. Hans karriere var i fare efter et grimt styrt sidste år, som først til et svært efterår, men bedst som han var på vej mod pension, blev han reddet af Wallonie, og nu har han haft en vinter, hvor han har gjort det flot på crosscyklen. Er han tilbage på sit højeste niveau, kan man ikke udelukke, at han kan gå med de bedste, og så er han meget hurtig på stregen. Holdet har også den mere klatrestærke Eliot Lietaer, der meget vel kan køre finale, men næppe længere er hurtig nok til at vinde. Halvhurtige og klatrestærke Dimitri Peyskens kan heller ikke helt afskrives

Arkea kommer ikke med det bedste hold. Deres største chance er en reduceret massespurt med den relativt klatrestærke Thomas Boudat, men han kan også meget vel få det for hårdt, ligesom hans ringe positionering altid koster dyrt. Som alternativ har de hurtige Clement Russo, hvis holdets førstesprinter falder fra. Romain Hardy er ikke længere god nok til at køre med de bedste, men i en reduceret massespurt kan han være plan C. Maxime Bouet, der har en pæn spurt, og Anthony Delaplace kan måske være med i et hårdt løb, men førstnævnte er faldet meget af på den, og sidstnævnte kan være en anelse for tung.

Blandt de kontinentale hold er det værd at holde øje med Auber, der har holdbare Anthony Maldonado som en seriøs kandidat til en reduceret massespurt samt den spændende klatrer Adrien Guillonnet, der imponerede på Ventoux sidste år, men som ikke kan vinde et løb som dette. Roubaix stiller med klatreren Julien Antomarchi, der dog ikke er hurtig nok til at vinde, samt Pierre Idjouadiene, der kan køre en reduceret massespurt. Holdets sprinter, Jeremy Leveau, får svært ved at komme med hjem.

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Endelig skal Sport Vlaanderen nævnes. De har ikke meget at skyde med, men i en reduceret massespurt vil Jordi Warlop, Kenneth van Rooy og Edward Planckaert kunne tage deres chance, hvis de sidder med hjem.

OPDATERING: Circus har udtaget Jan Bakelants, der burde have en fin chance for at køre med i en lille gruppe til sidst, men som i en spurt nok vil køre for Meurisse. Pacher stiller ikke til start for B&B Hotels.

***** Jonathan Hivert

**** Benoit Cosnefroy, Edvald Boasson Hagen

*** Alexandre Geniez, Anthony Turgis, Valentin Madouas, Arthur Vichot, Michael Valgren

** Jose Goncalves, Clement Venturini, Lilian Calmejane, Xandro Meurisse, Jesus Herrada, Dimitri Claeys, Damien Touze, Thomas Boudat, Sean De Bie, Anthony Maldonado, Mauro Finetto, Jan Bakelants

* Anthony Perez, Eliot Lietaer, Aime de Gendt, Nicolas Edet, Clement Russo, Julien El Fares, Jordi Warlop, Edward Planckaert, Tom Devriendt, Romain Hardy, Cyril Barthe, Quentin Jauregui, Maxime Bouet, Pierre Idjouadiene, Jeremy Leveau, Kevin Geniets, Romain Combaud, Matthieu Ladagnous, Ben O’Connor

Danskerne

Michael Valgren burde have gode chancer for at levere et resultat og er omtalt ovenfor. Han og Edvald Boasson Hagen støttes på NTT af Andreas Stokbro i dennes debut for holdet.