Ruten

Det har altid været traditionen, at løbet slitter med sin kongeetape, og sådan bliver det også i år. Efter to år med en dramatisk og selektiv afslutning på Mont Faron vender løbet imidlertid tilbage til tidligere tiders tradition med en afslutning i en faldende finale, og der er derfor lagt op til en taktisk kompliceret afslutning på løbet. Mest af alt er det dog benene, der vil tale på en modbydelig rute, der byder på hele 3500 højdemeter over kun godt 130 km, og hvor der undervejs er både lange og svære stigninger, som er hårde nok til også at gøre forskelle mellem de bedste - forskelle, der måske også kan holde hele vejen ned til målet i en finale, der stiller store krav til nedkørselsevnerne.

Med en distance på bare 134,7 km er der tale om en af de moderne korte bjergetaper, og der er både start og mål i Blausasc. Fra start går det igennem let stigende terræn mod nordvest, inden man drejer mod vest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,5 km, 6,1%), der har top efter 10,5 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og syd, inden det går mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 5,8%) til byen Coaraze, der passeres efter 26,0 km. Der venter nu et småkuperet plateau, der leder videre mod nord og nordøst, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Col Saint-Roch (5,8 km, 7,3%), der stiger med 8-9% det meste af vejen, indtil den flader ud på de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 42,1 km.

Efter den hårde start bliver der tid til at komme sig på en indledningsvist teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til en spurt, der er placeret efter 54,5 km. Derfra drejer man mod nordøst direkte ind på kategori 1-stigningen Col de Braus (10,0 km, 6,3%), som ligeledes er ganske jævn og har top efter 66,1 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst og nord ned til Sospel, hvor man med det samme forlader dalen ved at køre mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Col de Castillon (6,2 km, 5,7%), hvis top passeres efter 79,5 km. Derfra leder endnu en teknisk nedkørsel mod sydøst og syd ned mod middelhavskysten lige ved grænsen til Italien og ganske tæt på Monaco og Nice.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Inden man når vandet drejer man dog mod sydvest via et kort, fladere stykke, hvorefter det gælder dagens hovedudfordring. Den rammes, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-bjerget Col de la Madone de Gorbio (11,2 km, 6,8%). Den er sværest i bunden, hvor de første 6 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, hvorefter der venter tre lettere kilometer med stigningsprocenter på 5-6. Mod slutningen tager den igen lidt fat med først 1 km med 8,2% og siden 1200 m med 6,7% frem mod toppen, som rundes efter 110,5 km.

Efter stigningen resterer fortsat 24,2 km, der indledes med, at det falder ad en let nedkørsel mod sydvest og nord ned til byen Peille, hvor man drejer mod sydvest ad en nedkørsel, der er uhyre teknisk. Den leder direkte ned til startområdet i udkanten af Blasusasc, men man slutter inde i selve byen. Derfor kører man nordvest op ad en todelt bakke, der først stiger med 7,4% over 1,1 km og siden med 4,7% over 2,5 km. Fra toppen af sidstnævnte resterer 6,5 km, der alle går mod syd og sydvest ad en næsten lige og let faldende vej, der på den sidste kilometer dog kun falder med 1,5%. Den 6,5 km lange vej byder kun på en rundkørsel med 2,3 km igen og dernæst en blød kurve med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 3575 højdemeter.

Blausasc har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret

Foråret er kommet til Sydfrankrig, og løbet slutter med en flot søndag. Solen vil skinne ned fra en skyfri himmel, og temperaturen vil nå 16 grader i målbyen. Til gengæld vil det denne dag faktisk være meget blæsende med en frisk vind (knap 25 km/t) fra øst. Det giver vinde fra alle retninger og en del sidevind undervejs. Fra bunden af Col de Braus venter et langt stykke med sidemodvind, inden man kortvarigt får sidevind inden Madone. Fra bunden af denne får man med- og sidemedvind hele vejen ned til efter den svære nedkørsel. Nu vil der være sidemedvind resten af vejen, dog med sidevind på de sidste 400 m.

Favoritterne

Forud for løbet placerede jeg Michael Woods som nr. 2 på min favoritliste. Var han i form - og det var der stadig nogen usikkerhed om - var canadieren som feltets vel førende murspecialist nemlig manden, der skulle slås på Mur de Fayence, hvor klassementsrytterne kunne få den bedste mulighed for at vinde et par sekunder på hinanden inden kongeetapen. Alligevel tog jeg et kraftigt forbehold, for det kunne blive noget af en opgave for et ikke alt for stærkt Israel SUN-mandskab at forsvare førertrøjen på den afsluttende kongeetape.

En lille uge senere står vi nu med det scenarium, der ikke var helt umuligt at forudsige. Woods viste allerede i går, at formen er glimrende, og derfor var han manden, der i dag skulle slås på den stejle mur i Fayence. Og selvom han ikke leverede en magtdemonstration i stil med den, vi så fra Sergio Henao i Paris-Nice, hvor ruten også var betydeligt vanskeligere, viste canadieren nok engang, at der ikke er mange i denne verden, der har hans punch på de stejle procenter.

Første del af opgaven med at vinde løbet blev dermed løst til UG med kryds og slange, men desværre var det den lette del. Den store eksamen venter først på kongeetapen, og her er det i lige så høj grad holdet som Woods selv, der sætter sig ved det grønne bord. De 3500 højdemeter over 130 km er på mange måder helt umulige at kontrollere for et hold, der ikke virker alt for klatrestærkt, og som samtidig synes hæmmet af, at både Patrick Bevin og Daryl Impey synes et pænt stykke fra topformen.

Hvis det ender som alle mod israelerne, bliver det umuligt. Der står angrebsfest skrevet med flammeskrift over starten på denne etape, og derfor bliver det en gigantisk opgave at holde styr på løjerne. Særligt Ineos’ supermandskab har intet at miste ved at angribe i højre og venstre, og hvorfor skulle det Astana-hold, der i dag led lidt af et nederlag, ikke gøre det samme? Samtidig har FDJ jo hele fire kort at spille på, så de kan lige så godt forsøge at sætte rivalerne under pres ved at sende folk som Rudy Molard, Valentin Madouas og en stadig ikke helt flyvende Thibaut Pinot tidligt ud.

Meget vil afhænge af, hvad Trek gør. Det kunne være ganske festligt, hvis de havde modet til at lægge pres på Woods ved at sende Gianluca Brambilla eller Giulio Ciccone, der endnu ikke har tabt tid, tidligt afsted. En stærk gruppe med klassementsryttere fra FDJ, Ineos og Trek samt måske fra Astana vil blive helt umulig at hente, for så bliver det meget svært at finde allierede, som er stærke nok til at skabe samling. Heldigvis har israelerne Dan Martin, som de vil kunne sende som et neutraliserende element i et sådant udbrud, men mislykkes det, er det bestemt ikke umuligt, at vi får en udbrudssejr, som også ender med at afgøre hele løbet og snyde Woods og Bauke Mollema for den store triumf.

Jeg tror dog ikke, at Trek griber etapen sådan an. De tror utroligt meget på Mollema, der åbenbart har glædet sig til denne etape i ugevis, da den finder sted på hans træningsveje. Han tror fuldt og fast på, at han kan vinde løbet, og derfor kan amerikanerne meget vel ende som en allieret for israelerne. Vi har de seneste to dage set, at Trek er uhyre stærke, og hvis man slår dem sammen med et israelsk hold, der trods alt har ret mange store navne, og som i går havde en Krists Neilands i flyvende form (selvom det desværre ikke er lykkedes mig at finde ud af, hvorfor det gik ham så ilde i dag), er der alligevel noget at skyde med. Allerbedst for dem vil det være, hvis FDJ misser udbruddet, for det franske hold er så stærke i dette løb, at de helt sikkert ikke lader etapen glide dem af hænde.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Jeg ser umiddelbart tre scenarier. Der er den vilde mulighed, hvor det brænder helt sammen for Israel SUN, og hvor et udbrud med klassementsfolk kører væk og løber med det hele. Der er den anden mulighed, hvor et mere ufarligt udbrud afgør etapen foran feltet, men da Trek formentlig vil gøre alt for at vinde både løb og etape og har en interesse i at gøre det hårdt undervejs, er det den mest sandsynlige mulighed. Endelig er der muligheden for, at udbruddet køres ind, og at favoritterne skal slås om det fra bunden af Madone, da den ret kraftige modvind formentlig gør det umuligt at forsøge noget endnu tidligere. Sidevinden kommer dog næppe i spil, da der erfaringsmæssigt er meget læ i området.

Mest af alt tror jeg på det sidste - mest fordi Trek formentlig tror fuldt og fast på Mollema og formentlig kan sikre, at FDJ ikke får en af deres kaptajner afsted, hvormed der vil være tre hold til at jagte. Selv i det tilfælde, er det dog en uhyre svær finale at spå om. Madone er - særligt med den kraftige medvind - svær nok til at give anledning til et stort opgør mellem klatrerne, men det er også mest sandsynligt, at der stadig vil være en eller anden form for gruppe samlet efter den vanvittigt tekniske nedkørsel, der også i sig selv kan spille en rolle. I en lille gruppe kan en isoleret Woods få nok at gøre med at kontrollere en potentiel byge af angreb, og selvom en spurt i den tilbageværende gruppe bestemt er en mulighed, vil jeg tro, at det kan blive meget svært for Woods at finde allierede. Det vil kræve, at der sidder en hurtig mand med en eller flere holdkammerater til at gå efter etapesejren, men hvis alle har mest øjne på klassementet, har de al mulig grund til at angribe canadieren, der næppe kan forvente nogen hjælp.

En nøglerytter er således Dan Martin. Desværre har han haft influenza i optakten, og derfor er han ikke helt på toppen. Det viser hans seneste præstationer da også, og selvom han bestemt ikke er dårlig, tror jeg ikke, at han overlever Madone. Skulle han komme med, er chancen for en spurt betydeligt større, men hvis Woods er isoleret, tror jeg, at det bliver lidt tilfældigt, hvem der kan få sneget sig væk til sidst. Derfor kan etapen og hele løbet meget vel blive vundet af hvem som helst, der overlever Madone. Det kræver ikke nødvendigvis en god spurt.

Et scenarium, der heller ikke er usandsynligt er, at Woods slet ikke kommer med de bedste over Madone. Lange stigninger er ikke spidskompetencen, og vi så eksempelvis i Tirreno, at han knuste alle på murene, men blev sat til vægs på kongeetapen. Jeg udelukker bestemt ikke muligheden for, at vi får en gruppe med både Ciccone og Mollema, men uden Woods, der også er meget sårbar på nedkørslen. I den situation skal Ciccone naturligvis føre solen sort, og så er en spurt pludselig ganske sandsynlig.

Som det fremgår, er der altså et hav af forskellige scenarier. Alle, der overlever Madone, har reelt en chance for at vinde, hvis det hele udvikler sig taktisk, og dertil skal lægges muligheden for udbrudssejr. Med den form, Woods har, vil jeg dog tro, at han klarer Madone, hvor det kun er fem nedre kilometer, der for alvor er stejle, hvormed stigningen får et lidt mere ardenneragtigt skær. Til gengæld tror jeg ikke, at Martin kommer med hjem, og derfor tror jeg ikke, at det bliver en spurt. I stedet tror jeg, at det bliver helt umuligt at kontrollere de sidste kilometer - medmindre Woods da er så god, at han bare kan køre fra alt og alle enten på Madone eller på småbakkerne til sidst.

I lyset af den form for tilfældighed træffer jeg det ukonventionelle valg ved at pege på Giulio Ciccone som favorit. Italieneren skuffede lidt i dag, men som vi så i Provence og på 1. etape fejler formen intet. Han og Mollema bør begge kunne overleve Madone, men i et løb uden bonussekunder kan de ikke bruge en spurt til noget som helst. I den situation er eneste chance at angribe Woods på skift, og mens canadieren næppe lader Mollema komme nogen vegne, kan han få svært ved at svare på Ciccones angreb. Får han en mand eller to med, har Ciccone nu efterhånden og en hurtighed, der gør ham god i en lille gruppe. Derfor tror jeg, at han har en glimrende chance for at udnytte det store fokus på de to førende til at tage den sejr, hans gode form fortjener.

Samme ukontrollerbare scenarium er også en god chance for David Gaudu. Den franske guldfugl er absolut flyvende og mente i dag, at han kunne have vundet etapen, hvis han havde klaret positionskampen bedre. Med de ben klarer han også Madone og det endda i et muligt FDJ-overtal. Det er klart, at hans gode resultat i dag gør, at han ikke får megen frihed, men Woods kan jo ikke lukke alt. Det kan Gaudu utvivlsomt udnytte. Udfordringen kan være, at han ikke er verdens hurtigste i en flad spurt, men hvis han får det rette selskab, kan han sagtens sejre. Og ellers må han jo bare køre alene.

Den underdogstatus, Gaudu mangler, har Ben O’Connor. Der er ingen, der taler om australieren, for løbet passer ham grundlæggende ikke, men noget tyder på, at han efter en skadespause i løbet af vinteren, er ved at finde formen. Egentlig så han allerede godt ud på Ventoux, indtil han eksploderede, men i dette løb har han været svært overbevisende. Når han ender som nr. 7 i en eksplosiv finale, er benene i hvert fald gode, og så bør han have en god chance for at klare Madone, der passer ham langt bedre. Hurtig er han overhovedet ikke, men til gengæld vil han kunne væk i en taktisk finale, præcis som underdogen O’Connor gjorde, da han tog sin gennembrussejr i Tour of the Alps.

Ineos rejste sig fornemt i dag, men jeg er stadig usikker på, hvor langt formen rækker på Madone. Jeg tror, at stigningerne bliver for lange for Jhonatan Narvaez, og jeg føler mig ikke overbevist om, at formen rækker for Tao Geoghegan Hart eller Geraint Thomas , der er med som ren hjælper, præcis som Tom Pidcock og Rohan Dennis er det. Til gengæld viste Pavel Sivakov i dag, at formen slet ikke er så ringe, og på en etape, der passer ham langt bedre, har han også gode chancer for at klare Madone. Han har allerede i Tour de Pologne, Cadel Evans Great Ocean Road Race og Tour of the Alps vist, at han kan snige sig væk i taktiske finaler, og samtidig har han også hurtigheden til at slå de fleste på stregen.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Blandt de øvrige er det nok Geoghegan Hart, der har den bedste chance for at komme med hjem, og han er i givet fald også en god mand til at køre væk, særligt fordi han også er hurtig. Jeg holder dog også døren pp klem for Narvaez. Terrænet er ikke helt umuligt for ham, og kommer han over Madone eller tilbage på nedkørslen, vil jeg tro, at Ineos vil gøre alt for at sætte ham i scene til en spurt, da klassementet ser svært ud for briterne. I det tilfælde er det meget svært at se, hvem der skal slå ham.

I de seneste dage har Nairo Quintana også kørt sig i spil. Nej, han vinder naturligvis ikke en spurt mod selv en snegl, men han har tanket så meget selvtillid de seneste dage, hvor formen har set overraskende god ud, at han bør klare Madone. I det tilfælde vil han paradoksalt nok være underdog, for i et løb med en flad finale regnes han ikke rigtigt for noget. Vi husker alle, hvordan han i Vueltaen for to år siden fik sneget sig væk fra en gruppe i en sådan situation, og det vil han kunne gøre igen denne gang.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Jesus Herrada. Spanieren er nok engang i sin allerbedste form i februar, og han klarede som bekendt også Ventoux fremragende, ligesom han i dag var fin i en finale, der ellers var for stejl. I morgen er der dog tale om en rigtig bjergetape, hvor han skal klatre lange stigninger hele dagen, og her kan jeg have min frygt for, at det bliver for voldsomt. Ventoux viser dog, at han bestemt ikke er uden chance for at klare den, og blandt klatrerne i dette felt må han stadig regnes som en af de hurtigere. Mest af alt tror jeg dog, at han kan udnytte det taktiske spil og sin gode power til at køre væk til sidst.

Forud for løbet lød det til, at Thibaut Pinot nærmest ikke kunne træde en bule i en blød hat. Nu har FDJ indrømmet, at han faktisk har trænet godt de seneste 14 dage, og at de ikke er videre overraskede over hans fine kørsel, selvom Gaudu er den erklærede kaptajn. Dagens præstation viser da også, at vi ikke taler om en flyvende Pinot, men franskmanden ligner en mand med en fair chance for at klare Madone, selvom der ingen garantier er. Lykkes det, vil han utvivlsomt være en del af et overtal, der kan angribe på skift, og da han samtidig er en af favoritterne i en spurtafgørelse, har han flere chancer for at vinde etapen. Til gengæld tror jeg, at etapen bliver for svær for Valentin Madouas og i hvert fald Rudy Molard¸ der nok kun kan vinde fra udbrudsscenariet. Madouas afskriver jeg dog ikke med den fine form, han har vist, og han har i hvert fald også spurten til at gøre det færdigt.

Desværre er stjernen hos Jakob Fuglsang falmet kraftigt, og det er lidt bekymrende, at den normalt så stabile dansker er så langt fra vanlig styrke på denne tid af året. I dag gled han hurtigt baglæns på muren, men han kom dog så fint op, at han stadig er i spil. Han har en fair chance for at klare Madone, for grundlæggende passer en stigning som denne ham bedre end en stejl mur, og nu hvor han ikke længere er favorit til at vinde løbet, vil han have lidt mere frihed. Vi ved i hvert fra både OL, Dauphiné og Romandiet, at han mestrer kunsten at snige sig væk, når alle andre kigger på hinanden. I Dauphiné kastede det endda en samlet sejr af sig også, og det kan det også gøre denne gang.

Naturligvis kan Bauke Mollema også vinde etapen, men det bliver svært. Hollænderens primære opgave er klassementet, og han vil have Woods hængende over sig hele dagen. Jeg ser dog tre muligheder for, at han kan vinde etapen. Den første mulighed er, at Woods falder fra, og at Ciccone holder det samlet til en spurt, hvor formstærke Mollema vil være en af favoritterne. Den anden er, at Mollema slet og ret er så god, at han kan køre væk, enten på Madone eller en af de sene bakker. Den sidste option er, at det alligevel på en eller anden måde ender i en spurt, selvom både Woods og Mollema har overlevet, og også her vil han have en chance.

Astana har også et andet kort i Harold Tejada. Colombianeren virkede ganske stærk i dag, hvor han positionerede Fuglsang helt fremme, og han ser ud til at rejse sig efter skuffelsen i Provence. Denne etape passer ham langt bedre end dagens eksplosive finale, og det er bestemt ikke utænkeligt, at Tejada, der klatrede fornemt på Grand Colombier under Touren, sidder i et overtal sammen med Fuglsang. I det tilfælde er det ikke svært at gætte, hvem rivalerne holder mindst øje med,

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg mener om Clement Champoussin. Franskmanden skuffede lidt i går, men i dag klarede han sig fint i en finale, der ikke lå til hans højreben. Selv har han været meget usikker på formen, men efter i dag burde et af Frankrigs mest lovende klatretalenter have en fait chance for at klare Madone. Lykkes det, vil han og O’Connor sidde i muligt overtal, og i det tilfælde ved vi fra 3. etape af Vueltaen, at han ikke er bange for på opportunistisk vis at gribe ud efter lykken med et angreb.

Blandt de øvrige ryttere er det svært at se en mulighed i finalen for Dan Martin og Gianluca Brambilla, der må være rene hjælpere. Jeg vil også tro, at stigningerne bliver for lange for Alexis Vuillermoz, der bat langt efter på Ventoux, og for den ellers stadig mere imponerende Arjen Livyns samt en efterhånden mere formstærk Jonathan Hivert. Simon Carr vil være mere i sit es på denne etape, men han virker stadig til at mangle for meget, og Ben Tulett må også regnes som overmatchet, selvom han imponerer. Etapen er langt bedre for dieselklatrerne David de la Cruz og Fabio Aru , men de synes ikke at have formen.

Som sagt er en udbrudssejr ikke utænkelig, og det kan blive både fra ryttere, der er tæt på eller langt efter i klassementet. Det vil dog formentlig kræve deltagelse fra Ineos og FDJ, og derfor er særligt de to hold gode bud. På Ineos vil alle syv kunne vinde fra den rette gruppe, og på FDJ skal man særligt holde øje med Rudy Molard, Valentin Madouas, Bruno Armirail og måske Thibaut Pinot. Jeg har også allerede nævnt muligheden for, at Trek sender enten Gianluca Brambilla eller Giulio Ciccone afsted, og de har også den fornødne form. I tillæg til alle de ovennævnte, der i et taktisk løb som dette, alle er reelle bud, kan man blandt de ryttere, der har tabt lidt mere tid, pege på Gorka Izagirre, Omar Fraile, Simon Geschke, Joe Dombrowski, Rui Costa, Quentin Pacher, en i dag ganske velkørende Victor de la Parte, Stephane Rossetto, der gjorde det fornemt på Ventoux, samt Nans Peters, der ganske vist ikke er formstærk og styrtede i dag, men som slap uden skrammer og altid er farlig fra udbrud.

Feltet.dks vinderbud: Giulio Ciccone

Øvrige vinderkandidater: David Gaudu, Ben O’Connor

Outsidere: Pavel Sivakov, Nairo Quintana, Jesus Herrada, Thibaut Pinot, Jakob Fuglsang

Jokers: Bauke Mollema, Jhonatan Narvaez, Harold Tejada, Clement Champoussin, Tao Geoghegan Hart, Michael Woods, Valentin Madouas, Rudy Molard, Alexis Vuillermoz