Ruten

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Om det er besværet med udstyret, der var årsagen, skal vi lade være usagt, men modellen gentoges ikke sidste år, hvor man vendte tilbage til traditionen fra Abu Dhabi og Dubai Tour med en pandekageflad åbningsetape. I år vender enkeltstarten faktisk tilbage, men det betyder ikke, at sprinterne ikke kommer i nærheden af førertrøjen, for igen i år skydes løbet i gang med en etape, der fint afspejler, hvor flad det meste af Emiraternes ørken faktisk er. Til gengæld er der ikke som tidligere tale om en etape i storbyerne Dubai og Abu Dhabi - de kommer først senere i løbet - men en rigtig ørkenetape, hvor man slet ikke kan udelukke, at vinden kan skabe drama.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR

I alt skal der tilbagelægges 176,0 km, der fører feltet fra Al Dhafra Castle til kystbyen Al Mirfa. Startområdet er et slot midt ude i den arabiske ørken, hvor det er helt fladt, og derfra kører man mod øst ind til den nærliggende by, Zayed City. Efter en tur ind gennem byen kører man mod nordvest tilbage ud i den flade ørken frem til Habshan Camp, hvor dagens første spurt er placeret efter 64,4 km, hvorefter det går ad en ganske let faldende og næsten helt lige ørkenvej mod nordvest og nord ud mod kysten. Kort inden man når vandet og Al Mirfa, drejer man hurtigt mod vest ad hovedvejen for kort efter at køre mod nord helt ud til vandet, hvor man slutteligt kører tilbage mod øst ad den flade kystvej til Al Mirfa, hvor man efter 136,6 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 138,4 km for første gang krydser målstregen i forbindelse med dagens sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den i alt 18,8 km lange rundstrækning, der må kaldes yderst sær. Efter passagen af målstregen drejer man til højre i en rundkørsel for at køre op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 2,9% i snit og når op på 7% undervejs. På toppen vender man rundt i en rundkørsel, inden man i bunden drejer meget skarpt tilbage ind på kystvejen. Den følger man mod sydøst igennem en serie rundkørsler, inden man atter vender rundt i en rundkørsel for at køre hele vejen mod nordvest tilbage af samme vej og forbi målstregen fra den modsatte side. Lige efter stregen drejer man mod syd for at køre ned til en rundkørsel, hvor man med 1900 m igen skal hele vejen rundt. Nu går det tilbage mod nord, inden man med 250 m igen drejer skarpt til højre ind på den 250 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt bare 339 højdemeter.

Al Mirfa og finalerundstrækningen skulle have gjort debut på 6. etape i 2020, men desværre var det netop efter 5. etape, at coronavirus lukkede løbet ned. Derfor er der tale om debut som målby for et stort cykelløb.

Vejret

På en ørkenetape som denne er vejrudsigten meget mere interessant end profilen, og den ser ganske interessant. Bare siden udarbejdelsen af den overordnede optakt har man skruet op for vindstyrken på en søndag med kun få skyer og en temperatur i målbyen på 27 grader. Vinden vil være frisk (20-23 km/t) og komme fra nord, hvilket givet indledende sidevind, men derefter sidemod- og modvind på det lange stykke ud til kysten. Her får man sidevind på sløjfen mod vest, mens der på rundstrækningen vil være sidemedvind på stykket ud mod vendepunktet, sidemodvind på hjemturen, medvind på turen ud til sidste U-vending og medvind frem mod sidste sving, hvorefter der vil være sidevind på den korte opløbsstrækning.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR - PRÆMIER TIL TOP 25, ETAPEVINDERNE OG LODTRÆKNINGSPRÆMIE
 

Favoritterne

Ganske vist er det Scheldeprijs, der kendes som ”Sprinternes verdensmesterskab”, men skulle man pege på et etapeløb som et slags VM for de hurtige folk, må det utvivlsomt være UAE Tour. Det arabiske er løb er efter sin optagelse på WorldTouren blevet stedet, man absolut skal være, hvis man er typen, der kan begå sig i de helt rene massespurter. Nu om dage er det kun de meget mere hårdføre sprintere, der stiller til start i sprinterklassikerne Kuurne-Bruxelles-Kuurne, for det er meget få hold, der ikke vil gå efter de mange chancer og WorldTour-point, den pandakageflade arabiske ørken og de mange sightseeingetaper rundt i storbyerne tilbyder.

I det lys kan man med nogen ret argumentere for, at UAE Tour i de senere år har haft det stærkeste sprinterfelt overhovedet, og selvom vi ikke kender de endelige felter til løbene senere på året, herunder naturligvis særligt Tour de France, kan det meget vel blive tilfældet igen i år. Naturligvis savner vi Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og Arnaud Demare, Marc Sarreau, Nacer Bouhanni, Niccolo Bonifazio og Bryan Coquard fra de franske hold samt måske Tim Merlier, der overlader pladsen til Jasper Philipsen, er også savnede, ligesom Alvaro Hodeg ikke kan køre et løb, som Sam Bennett deltager i, men derudover er det kun de langt mere robuste klassikertyper som Alexander Kristoff, Mads Pedersen, John Degenkolb, Wout van Aert og Davide Ballerini, der virkelig mangler.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det forstår man godt. Efter ”kun” at have haft tre sprinteretaper i 2019 er der for andet år i træk hele fire chancer for sprinterne, og de fire etaper er endda alle helt flade, præcis som vi kender det fra disse ørkenløb. I år er de stort set alle koncentreret over de sidste fire dage, mens de første tre primært er helliget klassementskampen og de to vigtigste etaper, men meget passende for et sprinterparadis får de hurtige folk ligesom sidste år chancen for at iføre sig den første førertrøje.

Desværre er det ikke helt så enkelt. Mange sprintere havde utvivlsomt foretrukket at indlede løbet med en af de to storbyetaper i Dubai og Abu Dhabi, som i år i stedet er samlet over de sidste to dage. I stedet lægges der ud med en klassisk ørkenetape, der måske nok er flad, men også ganske farlig, når det blæser. Det gælder selvfølgelig for sprinterne, men særligt for klassementsrytterne, hvoraf de fleste bestemt ikke elsker denne slags etaper.

Vejrudsigten ser også ganske gunstig ud for alle, der ønsker sig drama. Vinden kommer fra nord og har en betydelig styrke, og det er den helt rigtige retning til den afsluttende rundstrækning. Her vil der være sidemed- og sidemodvind, når man kører op og ned ad kystvejen, og det burde åbne døren for, at det kan blive ganske dramatisk, hvis der er direkte adgang til havet og ikke den læ, der desværre alt for ofte slår denne slags etaper ihjel igen.

Faktisk kan det allerede blive ganske dramatisk fra start. Rytterne brager direkte ud i sidevinden i ørkenen, og det kan godt give anledning til en ret hektisk start. Det er bestemt ikke umuligt, at der kan ske tidlige splittelser, men det er svært at tro, at de bliver vedvarende. Ganske hurtigt drejer man nemlig ind i det lange modvindsstykke, og hvis starten har været hektisk, vil det formentlig gå totalt i stå. Et lille og ufarligt udbrud vil komme væk, og feltet vil snegle sig afsted i den relativt hårde modvind, formentlig anført af Deceuninck, Lotto og Bora med mulig hjælp fra Qhubeka og UAE.

Faktisk kan det godt blive en udfordring at finde ryttere til at gå i udbrud. RCS har ikke inviteret ét eneste wildcard-hold udover Alpecin, der havde krav på deltagelse. Vi mangler altså små hold til at skabe liv på etapen, og man skal lede længe efter hold, der ikke har så mange interesser, at de aldrig vil spilde kræfter på et tv-udbrud. Et bud kunne være, at AG2R og FDJ samt måske Intermarché og Alpecin gerne vil vise sig frem, men udbruddet kan godt ende med at være så lille, at der vil være et bonussekund at spurte om i de to indlagte spurter.

Når vi rammer sidevinden ved kysten, vil det utvivlsomt blive meget nervøst, og så bliver det spændende at finde ud af, om der er åbent ud til vandet. Desværre blev etapen jo sidste år et coronaoffer, og derfor kender vi ikke rundstrækningens karakter. Der er næppe tvivl om, at vindretningen er den rette - i hvert fald sidemedvinden på turen ud til vendepunktet - men desværre er erfaringen fra Emiraterne, at sidevind slet ikke spiller samme rolle, som den gjorde i Qatar. Faktisk kan jeg med min bedste hukommelse ikke erindre en etape i hverken Dubai, Abu Dhabi eller UAE Tour, hvor sidevinden er endt med at få afgørende indflydelse. Alle væsentlige splittelser er altid blevet neutraliseret af en regruppering.

Der er derfor også denne gang en betydelig sandsynlig for, at den første omgang ender i en gang voldsom stress, men hvis rytterne erfarer, at vinden ikke for alvor bliver farlig, kan det godt ende med nervøs, men ikke aggressiv kørsel på sidste omgang. Udbruddet vil med risikoen for sidevind komme tilbage af sig selv, og i det tilfælde får vi en klassisk massespurt efter en ikke alt for svær, men dog utvivlsomt meget stressende dag. Muligheden for sidevind er dog reel, og jeg vil heller ikke blive forundret, hvis der sker splittelser, selvom sidevinden taler imod. Også i det tilfælde er det svært at forestille sig, at det ikke ender i en spurt - der vil nemlig næsten altid være nogle klassementshold med interesse i at holde farten og dermed forhindre sene angreb - men i det tilfælde kan det blive i et mindre felt efter en meget hårdere dag.

Selve spurten er lidt kringlet grundet det meget sene sving. Man skal sidde fornuftigt placeret ved U-vendingen med 1900 m igen, og derefter bliver det en vild spurt i den hårde modvind frem mod svinget. Med en bare 250 m lang opløbsstrækning er det ikke utænkeligt, at en sprinter kan gå først igennem og køre spurten med det samme, men en lead-out man med en sprinter på hjul må være den ideelle konstellation. Med det korte opløb er det kun de allerforreste rivaler, der vil have en chance for at gå forbi. Med andre ord er det mere en kamp på tog, lead-outs og timing i modvinden på den brede vej med relativt god plads, end det er et spørgsmål om sprinterens egen spurtstyrke.

Derfor vælger jeg alligevel at pege på Sam Bennett som favorit. Egentlig havde jeg bestemt mig for at lade være, for vi ved nu næsten med statsgaranti, at ireren er rusten. Det er han nemlig altid de første to-tre dage af et etapeløb, og sidste år fejlede han da også slemt i Tour Down Unders gadeløb, inden han fik det til at fungere på 1. etape af selve løbet. Samtidig ved vi, at han har det meget svært med varme, og han er et indlysende bud på en rytter, der får svært ved at forlade februars sibiriske isvinter til fordel for knap 30 grader, der venter i ørkenen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Jeg tror derfor ikke, at Bennett er på toppen, men jeg tror, at holdet kan vinde løbet for ham. I år er der meget få hold, der er bygget entydigt op om en sprinter, og togene er alle relativt korte. Det gælder også for Deceunincks, der foruden Bennett kun tæller Shane Archbold og Michael Mørkøv samt lidt tidligere måske Iljo Keisse. Det er ikke meget, men til gengæld er Mørkøv formentlig feltets bedste lead-out man med fremragende næse for timing. Det var i høj grad holdet, der vandt 1. etape Down Under for et år siden, og kan Mørkøv og Bennett gå først igennem svinget, bør Bennett være stærk nok til at gøre det færdigt. Min bekymring er, at de kan blive lukket inde, som vi lidt for ofte har set det, når de har været antalsmæssigt reducerede, men jeg tror på, at Mørkøvs rutine kan sikre Bennett en sejr. Samtidig bør holdet som altid være ovenpå i sidevinden, selvom vi desværre før har set, at Bennett er rusten i den disciplin, når han har sine dårlige dage.

Dermed droppede jeg også i sidste øjeblik at pege på Caleb Ewan . Den lille australier starter ellers altid som lyn og torden og er som en fisk i vandet i varmen. Spørgsmålet er bare, om han er lige så god denne gang, hvor han for første gang er blevet i Europa og dermed har oplevet sin første vinter, siden han for mange år siden begyndte at ”pendle” mellem Australien og Europa. Heldigvis fortalte Thomas de Gendt i januar, at Ewan i en test havde leveret nogle skræmmende tal, som kun blev overgået af den belgiske maskine selv, og det kunne tyde på, at han alligevel er lige så flyvende, som han plejer.

I det lys kan han meget vel være søndagens hurtigste, men for at vinde skal han sidde rigtigt. Her har toget med Roger Kluge og Jasper de Buyst (samt i dette løb også Tosh van der Sande) været skuffende og aldrig kunnet matche Deceuninck. Således var Ewans zigzag-sejre i Touren bestemt ikke helt uden held, og med en 250 m lang opløbsstrækning er der ikke råd til dårlig placering. Heldigvis er Ewan selv blevet ganske sublim i positionskampen, og sidder han umiddelbart bag Bennett, vil jeg tro, at han i februar kan gå forbi. En anden udfordring kan være sidevinden, som ikke er hans spidskompetence, og hvor Lotto heller ikke ser alt for stærke ud, men i et felt med relativt mange lette folk, vil jeg tro, at han har en fair chance for at klare den.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Pascal Ackermann, der jo gerne vil gentage åbningssejren fra sidste år. Tyskeren efterlod et ganske overbevisende indtryk i Besseges, hvor han virkede ganske formstærk med den flotte puncheurspurt på 4. etape i en finale, der ikke lå til hans højreben, men han savner i den grad Rüdiger Selig, der som bekendt var en af flere Bora-ryttere, der blev pløjet ned af en uopmærksom bilist ved Gardasøen i januar. Uden ham kan det blive svært at sidde rigtigt i svinget, men han har dog stadig Michael Schwarzmann og den i Almeria meget velkørende Martin Laas til rådighed.

Det er dog et tog, der antalsmæssigt og powermæssigt næppe kan matche Deceuninck og Lotto, og Ackermann skal nok have lidt held i positionskampen, hvis det skal lykkes, særligt fordi en eksplosiv spurt heller ikke hans spidskompetence. Holdet er heller ikke det stærkeste i sidevinden, men her plejer Ackermann selv at være ganske stærk. Et sidevindsløb kan derfor måske være en hjælp til, at den heldigvis positioneringsstærke Ackermann kan sidde så gunstigt, at han kan gentage sidste års sejr.

Giacomo Nizzolo har efter sine skadesproblemer aldrig kunnet vinde disse helt klassiske massespurter mod de hurtigste, men her har han en historisk god chance. Én ting er, at han elsker en spurt med et sent sving, noget andet er, at Qhubeka er et af de eneste mandskaber, der har et næsten rent sprinterhold til rådighed. Således tæller hans tog Lasse Norman, Harry Tanfield, Max Walsceid og Matteo Pelucchi, og selvom de to sidstnævnte som typer slet ikke er skabt til rollen som lead-out men, er der både masser af fart og muskelkraft til at vinde kampen frem mod sidste sving. Nizzolo har i år også genfundet lidt af fordums positioneringsstyrke, og selvom hans form i Besseges tydeligvis manglede meget grundet vinterens knæproblemer, spurtede han både i Frankrig og ikke mindst ved den overlegne sejr i Almeria ganske fremragende. I sidevind er både han og Walscheid også fremragende, men her kan man nok have sin bekymring for formen efter det, vi så på 3. etape i Besseges. Nizzolo er dog så robust en type, at han har en ganske god chance i et sidevindsløb og med sit tog denne gang også i en rigtig massespurt.

En anden rytter, der kan være svært tilfreds med sit tog, er Jasper Philipsen. I forvejen ved vi, at han er en ørn i positionskampen, og hvis han kan tage sidste sving, som han gjorde i Vueltaens første massespurt, er dette en nærmest ideel finale for ham. Her bakkes han så op af et tog, der består af et hav af hurtige folk i form af Jonas Rickaert, Gianni Vermeersch, Kristian Sbaragli, Roy Jans og ikke mindst Mathieu van der Poel. Vi ved, at Philipsen ikke helt har farten til at matche de bedste, som vi så det i Vueltaen, men i lige netop denne finale har han alle kort på holden til at kompensere for den fart, der trods alt gav ham etapesejr i BinckBank Tour foran Mads Pedersen og ikke mindst Ackermann. Samtidig vil sidevind være en gav for et Alpecin-hold, der ser skræmmende ud i den disciplin, og derfor står Philipsen stærkt i alle scenarier.

Er Fernando Gaviria stadig helt fra den? Noget kunne tyde på det, efter at det nok engang gik helt galt i Almeria. Her var han helt ude af position og efter at have kørt en spurt for at komme tilbage fik et uskyldigt svaj ham til helt at opgive at spurte igen. Selvfølgelig kan det sagtens skyldes en ærgerlig placering i den positionskamp, som han slet ikke mestrer længere, men i lyset af hans nærmest tragiske Giro er det svært ikke at være bekymret. Samtidig har han i dette hold nærmest intet tog, da han kun har den urutinerede, men stærke Mikkel Bjerg og den stadig helt fallerede Maximiliano Richeze til sin rådighed. I lyset af Gavirias egne placeringsproblemer er det formentlig alt for lidt i denne finale. Omvendt ved vi også, at han af og til har held til at finde det rette hjul, som vi så i Giroen og ikke mindst i Burgos, hvor han med sin gode teknik og fremragende acceleration var helt overlegen i en finale netop som denne. Man kan håbe, at det med den begrænsede støtte kan lykkes igen at gentage det show, for så elsker han netop disse afslutninger. Til gengæld regner jeg ham med hans nuværende holdbarhed ude af et sidevindsræs, hvor UAE får rigeligt at gøre med at beskytte Tadej Pogacar og de øvrige klatrere.

Ligesom Nizzolo kommer Phil Bauhaus til løbet med masser af selvtillid efter den flotte spurtsejr i Provence, hvor han slog en ellers uhyre formstærk Davide Ballerini på ren fart. Her får konkurrencen dog lige et nøk op, og denne finale er bestemt ikke ideel for Bauhaus, der ikke har positionering som spidskompetencen og vil hade det sene sving. På den anden side gik positioneringen overraskende godt i Provence, og det kan være et godt tegn, når nu meget tyder på, at han har samme enorme power, som gav ham en fornem samlet sejr netop i ørkenen i Saudi Tour for et år siden. Min bekymring er, at han denne gang er uden Heinrich Haussler, der gjorde det så sublimt i Provence, og kun har et meget ungt og helt uerfarent tog bestående af Jonathan Milan og Fred Wright. Det er formentlig for lidt i dette felt, og derfor skal han være heldig for at kunne bruge sin enorme fart. Holdet virker desværre også sårbare i sidevinden, hvor han også kan få problemer og rigeligt at gøre med at beskytte holdets klatrere.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Et af de opløftende momenter i Provence var den delvise genfødsel af Matteo Moschetti. Ikke blot klarede han 1. etapes mange højdemeter, han viste også på 4. etape fremragende fart, selvom han sad for langt tilbage. Man må stadig formode, at holdbarheden ikke rækker til et sidevindsræs, men i en klassisk massspurt burde han have en fair chance. Toget med Kiel Reijnen, Koen de Kort og Emils Liepins er det samme som i Provence, hvor de desværre ikke imponerede, men Moschetti har tidligere selv været ret god i positionskampen. Finalen her er således ikke ideel og gør det formentlig umuligt at vinde, men sidder han rigtigt, synes han lige nu at have farten til at komme langt.

Egentlig ville jeg helst se DSM køre for Alberto Dainese i denne helt klassiske massespurt, men holdet har meldt ud, at der satses på Cees Bol. Vi så desværre i Touren, at hollænderen ikke helt har samme fart som de hurtigste, og desværre har han også meget ofte haft det svært i positionskampen. Til dette løb ser toget med Nikias Arndt, Asbjørn Kragh og Dainese for så vidt hæderligt ud, men det er også ganske urutineret, og Dainese fremstår bestemt ikke som den ideelle lead-out man. I denne tekniske finale tror jeg ikke, at Bol kan sidde så godt, at han kan slå de hurtigere folk. Måske er hans chance et sidevindsræs, hvor holdet ikke ser stærkt ud, men hvor han selv kan komme langt. Samtidig er han altid bedst som afslutter efter et mere opslidende løb.

Det var egentlig synd, at sæsonen gik i skuddermudder for André Greipel , for han lagde faktisk ret stærkt fra land i Australien, hvor han viste lidt af sin gamle fart. Vi ved jo, at Kongen af Tour Down Under som regel altid er flyvende fra start, og der er al mulig grund til at tro, at han også kører stærkt lige nu, som han gjorde det sidste år. Desværre er et sent sving en lille katastrofe for den positioneringssvage powersprinter, men til dette løb har han et våben. Toget med Omer Goldstein, Alex Dowsett, Matthias Brändle og Rick Zabel er nemlig et af de største og mest kraftfulde, og Zabel er slet ikke ueffen som sidste mand. I en finale, hvor toget er det helt afgørende, vil jeg slet ikke udelukke, at Zabel og Greipel faktisk kan gå først igennem svinget, og med farten fra Australien vil Greipel ikke være uden chance. Det gælder måske særligt i et sidevindsræs, hvor han altid har været god.

Elia Viviani var uhyre opsat på revanche efter det svære 2020, men fik hele sin sæsonoptakt ødelagt af hjerteproblemer. Heldigvis endte det hele godt, men det kostede nogle ugers træning og deltagelsen i Almeria. Alligevel melder han om så god form, at han har valgt at køre dette løb, og med den solide vinterbase, den stærke starter formentlig har lagt, er han næppe helt væk. Til gengæld har han uendelig meget at bevise efter det svære 2020, men faktisk viste han jo i et par spurter i Touren, at han stadig er ganske hurtig. Toget med Kenneth Vanbilsen, lillebror Attilio og Fabio Sabatini, der slet ikke er som i gamle dage, er ikke imponerende, men Viviani er selv snu i positionskampen. Måske rækker formen ikke til et sidevindsræs, men ender det i en klassisk spurt, kan Viviani med sin næse for positionering trods manglende form sagtens ende ganske glimrende.

BikeExchange kommer med både Kaden Groves og Luka Mezgec¸ og meldingerne tyder på, at de skal dele spurterne mellem sig. Mest håber jeg, at de hører for Groves, for Mezgec har aldrig kunne vinde denne slags massespurt. Det har Groves også stadig til gode at bevise, men selvom han utvivlsomt ikke er den hurtigste, vil jeg tilskrive ham bedre chancer end Mezgec. Toget med Jack Bauer og Michael Hepburn i tillæg til de to sprintere er faktisk også ganske stærkt, og særligt hvis de anbringer erfarne Mezgec foran Groves, kan de måske endda vinde kampen om sidste sving. I det lys kan det blive til et ganske godt resultat, selvom Groves vil være oppe mod hurtigere folk, præcis som Mezgec vil være det, hvis der byttes rundt på rollerne. I et sidevindsræs står de bestemt heller ikke ringe, da der er ganske meget muskelkraft i toget, og særligt Mezgec vil stå betydeligt stærkere, hvis det har været slidsomt undervejs.

Det bliver meget spændende at se talentfulde David Dekker teste sig selv i sin WorldTour-debut. Vi har dog stadig til gode at lære ham helt at kende, og umiddelbart synes han mere at være klassikersprinterne end en mand til denne slags spurter. Samtidig mangler han rutine i positionskampen, og toget med Jos van Emden og Christoph Pfingsten er ikke løbets stærkeste. Han vil nok skulle bruge nogen held for at lave et topresultat, men måske særligt med et sidevindsræs burde den robuste Dekker slet ikke være uden chance for at overraske, hvis han er lige så flyvende, som han var for præcis et år siden, hvor han vandt i både øst og vest og kørte på podiet i Le Samyn.

Endelig vil jeg pege på Stefan Bissegger. Den stærke schweizer er egentlig ikke sprinter, men han har alligevel ganske fine massespurtsresultater. Det synes i særlig grad at skyldes en god positioneringsevne, og det kan bringe ham langt i netop denne finale. Til gengæld er han helt alene på et hold af klatrere, og det er derfor slet ikke sikkert, at han overhovedet får lov at spurte. I sidevind er han stærk, men her bliver hans primære opgave at hjælpe holdets mange klassementsfolk, og derfor bliver det nok kun i det lette scenarium, at han kommer i spil. Her vinder han ikke, men med sin positionering kan han gøre det pænt.

Blandt de øvrige sprintere er det svært at se den positioneringssvage Riccardo Minali klare sig i denne kringlede finale med et meget svagt tog kun bestående af Kevin van Melsen og Wesley Kreder. På Movistar er Albert Torres helt på egen hånd, hvilket gør det svært under disse omstændigheder. Andrea Vendrame er ikke hurtig nok til at vinde en helt klassisk massespurt, slet ikke når han er nærmest uden støtte. På Astana er Yevgeniy Gidich nærmest ophørt med at spurte, og hos FDJ er det yderst tvivlsomt, om de deltager i spurten. I givet fald bliver det formentlig med Anthony Roux, der dog er helt uden chance i denne finale.

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

Øvrige vinderkandidater: Caleb Ewan, Pascal Ackermann

Outsidere: Giacomo Nizzolo, Jasper Philipsen, Fernando Gaviria, Phil Bauhaus, Matteo Moschetti

Jokers: Cees Bol, André Greipel, Elia Viviani, Kaden Groves, Luka Mezgec, David Dekker, Stefan Bissegger

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR - PRÆMIER TIL TOP 25, ETAPEVINDERNE OG LODTRÆKNINGSPRÆMIE