De eksplosive puncheurs kunne lide den bløde målstigning på 1. etape, og de vil slikke sig om munden igen, når det gælder 2. etape. Med ”kun” 3000 højdemeter er den konstant småkuperede sag den letteste i løbet, men til gengæld giver den måske den bedste chance for at vinde sekunder i et løb, der formentlig bliver uhyre tæt. Til slut skal der nemlig spurtes op ad den berømte Mur de Fayence, hvor vi tidligere har set Carlos Betancur og Sergio Henao grundlægge samlede sejre i Paris-Nice, og det bliver således igen de sande murspecialister, der skal dyste om etapesejren og sekunder, der kan være meget afgørende i det endelige opgør.

I alt skal der tilbagelægges 168,9 km, der har både start og mål i Fayence. Der er tale om et rundstrækningsløb bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 102,8 km lang og indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod nordvest ud til byen Moise Poginier. Herfra falder det mod syd, inden man via en bakke kører mod sydøst. Igennem småkuperet terræn slår man en lille sløjfe mod syd, inden det går gennem tilsvarende småkuperet terræn mod nordøst og nord op til Callian.

Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en 2,2 km lang stigning, der leder op til byen Montauroux, som er kendt for en mur af samme navn, inden det falder mod sydøst, nordøst og igen sydøst til etapens østligste punkt. Her drejer man mod vest for at passere kategori 3.stigningen GPM des Majoris (2,3 km, 6,8%), der er en relativt jævn stigning med top efter 57,6 km. Nu går det mod vest og nordvest tilbage til Montauroux, hvor man denne gang skal over den berømte mur (2,3 km, 7,2%), der har top efter 71,3 km. Det fortsætter nu med at stige let mod nordvest, inden man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Col de Mons (6,0 km, 5,3%), der ligeledes er en relativt jævn stigning, som dog flader lidt ud over de sidste 2 km frem mod toppen, der rundes efter 86,0 km. Man følger nu et plateau mod sydvest, inden en ikke alt for kompliceret nedkørsel leder mod syd ned til Fayence, hvor man krydser målstregen efter 102,8 km. Denne gang kommer man dog nordfra, og det betyder, at man ikke skal op ad muren.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 33,0 km lang rundstrækning, der blot er en forkortet udgave af den forrige og i alt væsentligt består af den første og letteste del. Igen kører man mod nordvest ad en let stigende vej op til Moise Puginier, hvor der begge gange er en pointspurt efter hhv. 109,1 km og 142,1 km. Nu går det igen via nedkørslen mod syd, ad det let stigende stykke mod sydøst og ned til den småkuperede sløjfe. Dernæst går det igen mod nordøst af det småkuperede stykke, men kort inden byen Callian drejer man denne gang mod nordvest for ad en lige og ganske let stigende vej at køre direkte ind til Fayence, hvor begge omgange slutter med, at man skal op ad muren til målstregen.

Der er tale om en 1,2 km lang stigning, der stiger med 9,8%, herunder 10% over den sidste kilometer. Efter venstresvinget med knap 5 km igen er der yderligere to sving på fjerdesidste kilometer, inden der i bunden af muren er to sving i rap. Mod slutningen er der et blødt sving med ca. 200 m igen, inden der er et skarpt hårnålesving med ca. 50 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3090 højdemeter.

Mur de Fayence blev senest besøgt af dette løb i 2018, hvor Jonathan Hivert spurtsejrede med 1 sekund ned til en gruppe anført af Nicola Bagioli og Samuel Dumoulin, samt i 2012, hvor Jonathan Tiernan-Locke fortsatte sit kometgennembrud ved at sejre med 1 sekund ned til Julien El Fares, 4 sekunder ned til Julien Simon og 11 sekunder ned til samme Hivert. Paris-Nice var senest forbi i 2017, hvor Simon Yates vandt etapen med et angreb fra distancen, men hvor Sergio Henao lagde grunden til den samlede sejr ved på muren at køre 9 sekunder fra Richie Porte og 12 sekunder fra Julian Alaphilippe og Dan Martin. I 2014 kørte Carlos Betancur sig i førertrøjen ved at sejre i samme tid som Rui Costa og med 3 sekunder ned til Zdenek Stybar og Geraint Thomas på en etape, der mest huskes for styrtet til den uhyre formstærke Tom-Jelte Slagter. I 2009 var løbet forbi med en mindeværdig etape, hvor Alberto Contador gik sukkerkold og smed en stensikker samlet sejr, som i stedet blev erobret af Luis Leon Sanchez, der kørte alene hjem til etapesejr med 49 sekunder ned en gruppe bestående af Antonio Colom, Frank Schleck og Sylvain Chavanel.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Det sublime vejr bliver kun endnu mere sublimt. Lørdag vil der være fuld knald på solen og en temperatur på hele 17 grader. Det vil dog være en anelse mere blæsende, men stadig kun med en let vind (10-13 km/t), der kommer fra øst. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på den kringlede rute, men til slut vil der være sidemedvind hele vejen ind mod Fayence, hvor der på muren vil være først sidemedvind, så sidevind og slutteligt medvind efter det meget skarpe sving lige inden stregen.

Favoritterne

Det går ikke altid, som præsten prædiker. Det måtte det skræmmende stærke Ineos-mandskab sande på en 1. etape, der endte som en regulær katastrofe for det britiske supermandskab. Hele dagen var det briterne, der med først Dylan van Baarle og siden Rohan Dennis kontrollerede etapen, men da det hele skulle afgøres, var de forsvundet som dug for solen. Geraint Thomas, der angiveligt agerede hjælper, var bedste mand, og derudover undgik kun Pavel Sivakov unødigt tidstab. Tao Geoghegan Hart var i asfalten - angiveligt uden konsekvenser - Jhonatan Narvaez skuffede fælt, og Tom Pidcock måtte efter aktiv kørsel på rundstrækningen sande, at der er forskel på cross og landevej.

I stedet blev det Trek, der løb med det hele efter en dag, hvor de sammen med Ineos havde taget ansvaret. Lidt overraskende var det Bauke Mollema, der viste sig stærkest, og ikke Giulio Ciccone. Egentlig er det nu meget logisk, at hollænderen burde have overhånden i en finale, der passede ham fint, men efter indsatsen i Provence talte meget for, at de igen ville satse 100% på Ciccone. Nu endte de i stedet med at køre hver deres spurt og endda begge gå i top 5.

Dermed har de positioneret sig fremragende, præcis som FDJ har det. Franskmændene var på papiret et af de absolut stærkeste, men det var alligevel overraskende, at holdets fire klatrere alle er at finde i top 10. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at den efter eget udsagn formsvage Thibaut Pinot måske ikke er helt så formsvag endda, præcis som Nairo Quintana med et stærkt angreb på sidste kilometer overraskede sig selv og fik tanket megen selvtillid efter den lange skadespause.

Nu venter så en af løbets vigtigste etaper. I dag fik Mollema med sin lange overraskelsesspurt sikret sig et sekund, der kan være helt afgørende i et løb uden bonussekunder og uden bjergafslutninger, og hvis søndagens kongeetape ender i en spurt i en lille gruppe, vil det være på Mur de Fayence, at løbets bedste klatrere skal finde de sekunder, der kan give dem den samlede sejr. Derfor kan betydningen af denne 2. etape slet ikke undervurderes, selvom det først er på Madone på søndag, at vi finder ud af, hvem der faktisk klatrer godt nok til at køre med om den samlede sejr.

Forud for i dag var der lidt tvivl om, hvem der skulle kontrollere etapen. Det ansvar påtog Trek og Ineos sig, men mon ikke briterne nu er blevet tilstrækkeligt sure til, at de i morgen holder sig i ro. Alligevel bør der ikke være den store chance for en udbrudssejr. Ganske vist er etapen med sine 3000 højdemeter svær at kontrollere, og der er lagt op til samme aggressive start som i dag, men starten er relativt nem. Her burde et Trek-mandskab, der i dag havde hele fem mand med i front, nok kunne sikre, at udbruddet ikke bliver for stærkt, og herefter vil de formentlig være stærke nok til også at køre dem ind.

Med de store tidsforskelle kan det ikke helt udelukkes, at de faktisk vil kunne lade udbruddet sejle hjem uden at ødelægge Mollemas føring, men jeg vil tro, at der er andre, der vil jagte. Det gælder særligt Israel SUN, hos hvem Michael Woods i dag tankede uhyre meget selvtillid inden en finale, der virkelig passer ham, og mon ikke også FDJs kvartet synes, at deres kollektiv skal køre om sejren på muren? Det kan bestemt heller ikke afvises, at Astana skal i aktion for Jakob Fuglsang, og med en relativt let sidste del af etapen tror bør der være kræfter nok til at sikre, at det skal afgøres i en spurt på Mur de Gayence.

Vi kender jo Mur de Fayence fra tidligere, særligt de mange besøg i Paris-Nice, og det har været lidt varierende, hvor store forskellene har været. Mest markant var det jo i 2017, hvor Sergio Henao kørte mere end 10 sekunder fra alle andre - endda en superpuncheur som Julian Alaphilippe - men dengang var etapen med den rundstrækning, der gav Alberto Contadors berømte sukkerkrise i 2009 også betydeligt mere selektiv. Her er indløbet relativt let, og det vil derfor være et friskere og mere righoldigt felt. Forskellen vil derfor nok snarere være i stil med det, vi så i 2014 og i dette løb i 2018 og 2012, hvor der alene var tale om ganske få sekunder.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Datamæssigt minder Mur de Fayence uhyre meget om Mur de Huy, der er 100 m længere, men til gengæld ”kun” stiger med 9,6% i snit. Alligevel er Mur de Fayence lettere, for den er mere regulær, og selvom den ligesom Mur de Huy bliver stejlere undervejs, når den ikke helt de samme voldsomme procenter som den belgiske pendant. Det åbner døren for et lidt bredere spektrum af ryttere, men i alt væsentligt er det murspecialisterne fra Fleche Wallonne, der bør være med fremme.

Efter dagens etape har jeg skiftet holdning. Oprindeligt troede jeg, a Jakob Fuglsang ville vinde denne etape, men nu peger pilen for mig snarere på Michael Woods. Vi vidste godt, at canadieren har for vane at starte stærkt, men han har ikke samme pålidelighed som Fuglsang. I dag tankede han dog efter eget udsagn megen selvtillid med en stærk afslutning i en finale, der ikke passede ham ideelt, og noget tyder på, at han har den form, han tidligere har haft i Tour Down Under.

I det lys kan han blive ganske giftig i denne afslutning. Woods er nemlig feltets førende murspecialist, som han særligt viste ved sin sublime kørsel ved VM i 2018, men også viste ved i formsvag udgave at gå på podiet i det seneste Fleche Wallonne og køre fra alt og alle på en mur i Tirreno. Denne mur er nok ikke helt stejl nok til at passe ham ideelt, men får det ganske stærke Israel SUN-hold afleveret ham ordentlig i bunden, bør han med sin form have punchet til at gøre det færdigt i en finale som denne.

Jeg vil dog bestemt ikke udelukke, at det alligevel ender med den ventede sejr til Jakob Fuglsang. Danskeren har jo med alderen udviklet sig til lidt af en puncheur, som særligt 2. pladsen i Fleche Wallonne viste, og modsat i dag byder i morgen på en finale, der er stejl nok til, at han kan vinde. Normalt starter Fuglsang, der to gange har vundet Ruta del Sol som årets første etapeløb, altid som lyn og torden, men måske var det en anelse bekymrende, at han i dag endte så langt tilbage, hvor han ikke var helt uheldig med ikke at have tabt flere sekunder. Det vækker en smule bekymring, men da han næppe havde andre ambitioner end at holde sig til, vil det stadig undre mig, hvis ikke formen er nogenlunde, som den plejer. Er den det, kan han sagtens vinde denne etape, når han har et stærkt hold til at positionere sig i bunden. Holdet alternativ kunne være Gorka Izagirre, men han burde ikke være god nok til så stejl en finale.

Efter i dag må vi også åbne muligheden for endnu en sejr til Bauke Mollema. Hollænderen virkede ikke helt på toppen i de første løb, men det synes han i den grad at være nu efter dagens uhyre fornemme 300 m lange spurt. Mollema viste som helt ung i Vueltaen, at han er meget stærk på stejle mure, og han er også tidligere blevet nr. 4 i Fleche Wallonne. Med andre ord er dette en ganske glimrende finale for ham, og faktisk passer den ham endnu bedre end dagens mere moderate procenter. Jeg kan være lidt bekymret for, om Trek skal bruge for mange kræfter på at kontrollere etapen til også at få ham kørt ind på stingningen, men sidder han rigtigt, har han utvivlsomt formen til at køre med om sejren.

Det er klart, at Mollema nu er kaptajn, men man skal ikke blive overrasket, hvis det denne gang bliver Giulio Ciccone, der vinder. På Mur de Fayence er der nemlig ikke megen taktik, og det vil formentlig igen ende med, at de to holdkammerater kører hver deres spurt. Vi ved fra Provence, at Ciccones form er sublim, og han har nu også vist, at han er en god puncheur. Han er uprøvet i denne slags finaler, men al logik siger, at den passer ham bedre end dagens bløde procenter. Med en 2. plads bag Davide Ballerini i Provence i bagagen burde han således kunne gøre det endnu bedre her.

Hvem af FDJs fire topnavne gør det bedst? Jeg vil gætte på David Gaudu. Dagens præstation fortæller i hvert fald, at den franske guldfugl, der kan være svær at spå om, ikke er ringe, og nu kommer endda en finale, der burde passe ham som fod i hose. Hans ungdommelige angreb på Mur de Huy i 2017 står stadig skarpt i erindringen, og han har som bekendt vundet en lettere puncheurspurt i Romandiet også. Disse stejle procenter burde være guf for lille Gaudu, der har et helt eminent hold til at sætte sig i scene. Han er holdets erklærede kaptajn, og den rolle burde han være i stand til at forsvare med en flot præstation i Fayence.

Jeg er dog også lidt spændt på at se Valentin Madouas. Dagens resultat var endnu bedre end ventet og vidner om, at han er kommet stærkt ud af vinteren, selvom han ligesom Gaudu er uhyre svær at forudsige. Umiddelbart burde denne stigning måske ellers være en anelse for stejl, men sidste års 11. plads i Fleche Wallonne viser, at han sagtens kan være med. Med sin gode form burde han endda stå endnu bedre på disse lidt mere menneskelige procenter, og derfor ligner også han et godt vinderbud.

Efter i dag vil jeg dog heller ikke længere udelukke Thibaut Pinot. Franskmanden kører altid som en motorcykel i februar, og noget tyder på, at der var lidt spil for galleriet over hans udtalelser inden løbet. I hvert fald sad han ikke blot op eller positionerede sine kaptajner, men tværtimod holdt han sig udmærket til. En formstærk Pinot er en glimrende puncheur, og selvom han kun sjældent har kørt denne slags finaler og aldrig deltaget i Fleche Wallonne, er der ingen tvivl om, at det er en kunst, han mestrer. Glem ikke, hvem der som eneste mand kunne gå med Julian Alaphilippe på 8. etape i Touren i 2019, eller hvem der som eneste mand kom lidt tæt på Primoz Roglic i puncheurspurterne på 2. og 3. etape i Dauphiné for et år siden. Med den ikke helt så ringe form som udmeldt er Pinot formentlig i spil til endnu et topresultat. Også Rudy Molard kan igen gøre det ganske glimrende, da han tidligere har været i top 10 i Fleche Wallonne, men hans kørsel i Provence får mig til at tro, at formen ikke rækker til den absolutte top i denne svære finale.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Hvad med Dan Martin? Mur de Fayence skriger jo nærmest på murspecialisten Martin, men modsat holdkammeraten Woods er han ikke nogen stærk starter. Han er dog som regel konkurrencedygtig, og i dag holdt han sig da også glimrende til i en finale, der ikke passede ham helt ideelt. Det gør til gengæld morgendagens meget sværere mur, som han utvivlsomt vil elske, og hvis vi genfinder den Martin, der sidste år slog Primoz Roglic i en stejl puncheurspurt på 3. etape i Vueltaen, kan han vinde her også. Spørgsmålet er bare, om den Martin findes allerede nu.

Kan Nairo Quintana overraske? Colombianeren overraskede i dag i hvert fald sig selv med sine gode ben og stærke finaleangreb, og så skal man bestemt ikke udelukke et godt resultat. Det er stadig usandsynligt, at han i så stærkt et felt vinder i en finale, der ikke just passer ham, men Quintana har i Vueltaen vist et vist punch på stejle procenter. I dag var han ikke bange for at angribe tidligt, og hvis favoritterne kigger lidt for meget på hinanden, skal de vist alligevel lade kondoren flyve alt for langt væk.

Igen i dag viste Jesus Herrada atter den februarform, vi kender ham for, og han ligner en næsten sikker mand i top 10 igen. Herrada er som bekendt ganske eksplosiv, selvom han har tabt hurtighed, og han er ganske stærk i denne type finaler. Til gengæld er der også en grund til, at han aldrig er gået i top 10 på Mur de Huy. Herrada er en ganske stor fyr, og Mur de Fayence kan meget vise sig en anelse for stejl. På den anden side har Rui Costa næsten vundet her, og det viser, at store folk kan komme langt med god form.

Så er der dagens tabere. Hos Ineos er der formentlig behov for smertelindring af de tunger, der har brugt hele aftenen på at slikke sår, og lige nu ser det ud til at blive svært at vinde denne etape. Holdets to mest eksplosive afslutter Jhonatan Narvaez og Tom Pidcock synes ikke at have formen til at begå sig, og så burde pilen pege på Tao Geoghegan Hart, der ligeledes er en eksplosiv herre. Desværre styrtede han i dag, og selvom det ikke var alvorligt, er det næppe gunstigt, når hans tidstab til slut også viser, at formen ikke helt uventet synes ikke at være i top. Faktisk vil jeg næsten tro, at Geraint Thomas og Pavel Sivakov igen har de bedste chancer. Thomas var overraskende god i dag, hvor han angiveligt arbejdede for holdet i finalen, og selvom Besseges viser, at han utvivlsomt har langt til toppen, burde han kunne gøre det fornuftigt her. Sivakov er måske et mere sikkert valg, men dagens resultat vidner ikke om storform, og denne slags eksplosive mure er i forvejen ikke hans kop te. Et godt resultat er muligt, men etapesejren virker ikke sandsynlig.

I dag ærgrede Greg van Avermaet sig over, at han troede, at Mollema kørte lead-out, hvorfor han fejlagtigt blev på Ciccones hjul. Hans spurt vidner dog om god form, og holdet har sagt, at han vil prøve igen i Fayence. Der er dog en grund til, at han altid har skippet Fleche Wallonne. Mure kan hurtigt blive for stejle for den relativt store Van Avermaet, og logikken tilsiger umiddelbart, at denne finale er for svær. Med god februarform kan han i denne slags finaler godt gå i top 10, som vi så på 2. etape i Valencia sidste år, men det vil overraske mig, hvis han vinder. Jeg tror også, at Ben O’Connor har formen til et godt resultat, men ikke til at vinde. Clement Champoussin tabte til gengæld unødigt med tid i dag.

Ryttere som Gianluca Brambilla og den i dag meget aktive Krists Neilands synes at have formen til et godt resultat, men de må ende som hjælpere. Til gengæld synes Rui Costa, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Xandro Meurisse, Simon Geschke, Anthony Perez og Jelle Vanendert, der ellers alle kan lide denne type finaler, at være for formsvage, og Simon Carr kunne i dag slet ikke følge op på starten i Marseille, ligesom også Fabio Aru og David de la Cruz skuffede. Muren er formentlig for stejl for Dorian Godon, Arjen Livyns og Petr Vakoc og utvivlsomt også for en ellers velkørende Magnus Cort. Jonathan Hivert har tidligere vundet har, men er ikke længere god nok, og det samme gælder for den tidligere nr. 2, Julien El Fares. Derudover bliver det spændende at følge de unge Roger Adria, Ben Tulett, Harol Tejada og Jose Manuel Diaz, der sikkert alle kan ende hæderligt. Endelig var det sene angreb i dag fra Quentin Pacher meget imponerende, men han kan ikke være med helt i front i så vanskelig en finale.

Feltet.dks vinderbud: Michael Woods

Øvrige vinderkandidater: Jakob Fuglsang, Bauke Mollema

Outsidere: Giulio Ciccone, David Gaudu, Valentin Madouas, Thibaut Pinot, Dan Martin

Jokers: Nairo Quintana, Jesus Herrada, Rudy Molard, Pavel Sivakov, Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart, Greg van Avermaet, Jhonatan Narvaez

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Jonathan Hiverts sejr fra 2018 og Jonathan Tiernan-Lockes sejr fra 2012. Fra Paris-Nice kan du gense Simon Yates’ etapesejr og Sergio Henaos massakre fra 2017, Carlos Betancurs sejr fra 2014 og Luis Leon Sanchez’ sejr og Alberto Contadors sukkerkrise fra 2009.