STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Der var næppe mange cykelryttere i Sydfrankrig, der var i specielt godt humør torsdag aften. Jonas Vingegaard havde netop givet hele Dauphiné-feltet endnu en lektion. Det er jo blevet en for rivalerne temmelig kedelig vane, og værre blev det kun af, at danskeren kunne afsløre, at det slet ikke havde været planen, og at han egentlig bare kørte væk, fordi de andre slet ikke kunne følge med.

Hvis det så bare havde været en engangsforestilling, kunne man måske have levet med. Så ville der jo være håb om, at han blot havde haft en særligt god dag, og at alt ville være anderledes, når løbet ramte de tre store dage i Alperne. Det er det imidlertid ikke. Nej, tværtimod er det jo blevet fast rutine, at danskeren giver feltet prygl, når han stiller til start i et blot nogenlunde bjergrigt løb.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det fik selveste Tadej Pogacar jo at føle to gange under sidste års Tour, hvor han fik sig en gedigen lektion både på Hautacam og Granon. Det fik en stor del af dette felt at føle flere gange i den seneste udgave af Baskerlandet Rundt, der med tre etapesejre på seks dage jo udviklede sig til en gedigen dansk magtdemonstration. Og det fik de altså så eftertrykkeligt at føle igen i går, da Vingegaard nærmest ved et tilfælde lagde løbet i så kraftigt et jerngreb, at der ikke kan være nogen i dette felt, der for alvor tror på, at løbet på søndag vil have andet end en dansk vinder.

Det var med den bagage, der nok var en smule uro, da rytterne i dag stillede til start på den første af de tre bjergetaper. Det burde der ellers ikke være. Siden ASO overtog løbet, har de indført et princip op, at den første af de tre dage i Alperne mest skal fungere som en slags opvarmning, der passer mere til puncheurs end klatrere. Sådan var det bestemt også i år, da rytterne efter gårsdagens kortvarige besøg i Jura-bjergene i dag bevægede sig ned til den store bjergkæde, der jo er løbets hjerte. Kun en blød opvarmningsstigning, Aravis, var relativt lang, inden der ventede en eksplosiv dobbeltstigning op til mål, hvor der var nogle korte, meget stejle stykker, men også mange lettere passager.

Det er jo ikke noget, der appellerer til klatrere, men snarere til ardennertyper, og selvom Vingegaard senest i Baskerlandet bekræftede, at han er en glimrende puncheur, var det ikke en etape, der var designet af ham, hvis han havde fået frie tøjler til at sammensætte ruten, som det passede ham. Det var på alle måder en finale, der lagde op til en spurt i et favoritfelt, hvor de eksplosive folk ville kunne score nogle bonussekunder, hvis altså dagens udbrud blev hentet.

Alligevel var der nok mange, der regnede med, at det ikke ville gå sådan. Tværtimod var der i feltet nok snarere en berettiget bekymring for, at selv det korte, stejle stykke, ville være nok til, at Vingegaard atter kunne køre fra alt og alle. Man kunne derfor sagtens forstå, hvis der i feltet var en lidt opgivende stemning, for efter gårsdagens magtdemonstration kunne det lugte af kurs mod endnu en sikker henrettelse.

Feltets pessimister må derfor også have følt sig bekræftet i deres bange anelser, da danskeren trådte i karakter. Egentlig var det ganske unødvendigt, men da Tobias Johannessen uden for tv-billedet var kommet med det første angreb, kunne han lige så godt vise rivalerne, hvor det sydfranske skab står i dette løb - ikke mindst fordi han var isoleret og derfor kunne være sårbar i den taktiske finale, der kunne komme, når den fladede ud til sidst. Kun Ben O’Connor kunne i første omgang følge ham, da Jai Hindley eksploderede i 3. position, og derfra lugtede det næsten af, at australieren ville ende som dagens udgave af Richard Carapaz, der jo i går havde været sidste mand til at slippe danskeren.

Det skete imidlertid ikke. O’Connor holdt stand, og da stigningen fladede ud, fik Vingegaard den sjældne oplevelse at blive hentet, efter at han havde sat sit dødsstød ind. Det oplevede han ganske vist tidligere i år i Paris-Nice, hvor han åbnede ballet på den første bjergetape, men endte med at få en gang gedigne prygl af Pogacar. Det var imidlertid også i marts, hvor hans form var en helt anden. I disse sommermåneder har danskeren i hvert fald i 2022 og 2023 været ret umulig at tale med.

I dag var han imidlertid helt menneskelig, og det må da i hvert fald give en smule lettelse i det felt, der i går må have følt sig temmelig groggy. Nogen stor grund til lettelsen er der ikke, for når Vingegaard ikke kunne gøre forskelle, handlede det om stigningens karakter mere end om ham selv. Den stejle del af sidste stigning var kun 600 m lang, og det var trods alt for lidt til, at der kunne gøres forskelle - selv for Vingegaard. Nok er han eksplosiv, men puncheur er han ikke, og skulle der slås et afgørende hul, havde det nok krævet et kick i stil med det, vi ser hos Pogacar og Primoz Roglic, der som bekendt ikke er til start.

Det er til gengæld Julian Alaphilippe. I sin storhedstid var han vel endnu mere eksplosiv end de to slovenere, og den bedste Alaphilippe havde måske kunnet gøre det, Vingegaard ikke magtede. Vi så imidlertid intet til franskmanden, der her ellers havde sin bedste chance i hele løbet for at vinde (endnu) en etape og vinde lidt tid inden de store bjerge. Hans angreb kom imidlertid aldrig, og det var pokkers trist. Det indikerer nemlig det, vi allerede så i går: at Alaphilippes spurtsejr forleden var røgslør for, at han stadig er langt fra fordums styrke, akkurat som hans sejr i Baskerlandet sidste år var det.

Det erfarede han jo allerede i går. Derfor så man intet til Soudal i jagten på dagens udbrud. I erkendelse af at Alaphilippe ikke var den favorit, han burde være, valgte de i stedet af spille Andrea Bagioli-kortet i dagens udbrud. I lyset af gårsdagens trængsler var det også et bedre vinderbud end den tidligere verdensmester, men desværre måtte den italienske lottokupon sande, at han desværre lige nu er den nitte, han lidt for ofte er.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Alligevel var det aldrig givet, at udbruddet ville holde, og det var egentlig ganske opløftende. Man kunne have troet, at Vingegaards magtdemonstration havde ført til opgivenhed, for hvem havde lyst til at slide og slæbe for, at danskeren skulle få endnu en sejr? Heldigvis viste Giulio Ciccone, der også var skabt til denne finale og så godt ud i går, at han har fået stor selvtillid af sin gode sæsonstart og bestemt ikke har tænkt sig at give op. Endnu mere imponerende var det at se det lille Uno-X-mandskab påtage sig et ansvar for Tobias Johannessen, der ganske vist passede storartet til denne finale, men alligevel nok kunne have tænkt, at det måtte være op til større hold at stå for jagten. Mest overraskende var det at se, hvordan DSM kastede sig ind i jagten, for selvom finalen var storartet for eksplosive Oscar Onley, var der i går intet, der tydede på, at han ville kunne vinde i dette selskab.

I sidste ende lykkedes missionen ikke, men det var alligevel livgivende for løbet at se, at der ikke har lagt sig en defaitistisk opgivenhed ned over feltet - ikke endnu i hvert fald. Og troen på, at alt håb endnu ikke er ude, må trods alt være blevet bestyrket en anelse af, at Vingegaard ikke bare gav alle de klø, man kunne have ventet.

Det må det naturligvis særligt være for O’Connor. Det har været et sløjt år for den store australier, men han har i den grad fundet formen til dette løb - akkurat som for et år siden, hvor han endte som nr. 3 bag Roglic og Vingegaard. De eneste to dage har passet ham temmelig dårligt, men i dag sad han alligevel limet til Vingegaards baghjul. Det må i den grad give optimisme forud for de to etaper, der passer.

Ellers blev vi ikke meget klogere. Jo, Jai Hindley må sande, at hans trods en fin etape i går stadig ikke er helt, hvor han skal være, for det var ham, der slap hjulet og kortvarigt åbnede et hul. Det ville dog også være ganske usædvanligt, hvis han pludselig skulle være flyvende i et ugelangt løb.

Mere overraskende var det at se Mikel Landa, der ellers i år har været så pokkers stabil, men allerede i går virkede han mærkeligt passiv. I dag fik vi bekræftet, at han vitterligt ikke er på toppen, hvad der må være en smule urovækkende - akkurat som det er for David Gaudu, der heller ikke kunne følge med. Mere overraskende for FDJ må det have været, at kometen Lenny Martinez kom lidt til kort, for han så storartet ud i går, men dette var trods alt heller ikke en finale for ham, hvad det heller ikke var for den forslåede Carlos Rodriguez, der atter smed lidt tid.

Hurtigst i spurten var Ciccone, der må ærgre sig voldsomt. Han var jo en af de få, der troede på, at Vingegaard kunne besejres, men i sidste ende var Trek, DSM og Uno-X for svage. Det havde ellers lunet med en etapesejr efter den store skuffelse forud for Giroen, men i det mindste har han klart bevist, at han vitterligt er som forvandlet i år.

I stedet for Ciccone-sejr blev det den helt store dag for Georg Zimmermann. Tyskeren har været en af de ryttere, der i denne vidunderbørnenes tidsalder har været lidt langsommere i sin udvikling. Stille og roligt er han år for år blevet bedre og bedre, og man fornemmede særligt sidste sommer, at han havde taget endnu et skridt - endda så stort et skridt, at Tyskland jo faktisk tog et enormt ansvar under VM, hvor han var deres kaptajn. Dengang manglede han stadig for meget, men nu er han kommet endnu videre. Det fornemmede man allerede i sidste uge, hvor han kørte fremragende i Mercan’Tour Classic, der ellers var for svært for ham, og i dag bekræftede han sin superform og sit ”nye” niveau ved at sejre i en eksplosiv finale, der lå langt mere til ham. Og dermed tog han endnu en sejr til Intermarché, der efter sidste års sensationelle 5. plads på verdensranglisten fortsætter med at bokse over deres vægtklasse.

Det gør Total bestemt ikke, men det gjorde de i dag. Mathieu Burgaudeau viste jo sit enorme potentiale for et år siden, hvor han snød Mads Pedersen for en etapesejr i Paris-Nice. Den præstation var han pokkers tæt på at forbedre med en sejr i et løb, hvor niveauet typisk er endnu højere, men det lykkedes akkurat ikke. Selvom han virkede ganske utrøstelig efter etapen, har han kun grund til at være stolt, for det var en finale, man tidligere havde regnet som værende alt for svær. Nu synes alle hans trængsler imidlertid at være ovre, og vi skal igen til at regne ham som et stort talent, der endda kan være med i endnu hårdere terræn end hidtil. Til gengæld blev det ikke til sejr til Jonathan Castroviejo, hvad man ellers godt kunne have ønsket sig for den loyale hjælper, men oppe mod to eksplosive typer var det en umulig mission for en dieselmotor for ham.

For hans ryttertype var finalen nemlig ikke svær nok. Det måtte jo selv Vingegaard erfare, da den magtdemonstration, mange havde frygtet, for en sjælden gangs skyld udeblev. Denne fredag bredte der sig et lille skær af menneskelighed over en mand, der ellers indtil nu har virket som noget, der kom fra en anden planet. I aften er humøret i Sydfrankrig derfor nok en anelse bedre, end det var for 24 timer siden. Spørgsmålet er dog, om ikke det igen vil befinde sig i kulkælderen, når kongeetapen om et døgn er overstået.

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE