STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og det gælder i den grad også i år. Her venter nemlig et gigantisk slag i Alperne, hvor man skal over to af bjergkædens mest legendariske stigninger. Først gælder det nemlig frygtede Col de la Madeleine, men mest markant er det, at man for første gang i historien skal slutte i mere end 2000 højde på mytisk Col de la Croix de Fer, der ellers plejer at komme midtvejs på etaperne - den højeste afslutning i løbets historie. Det giver en voldsom dag med 4000 højdemeter over mindre end 150 km, hvor kombinationen af iltfattig luft og en stejl afslutning på målbjerget vil sikre, at vi lørdag eftermiddag formentlig har en ganske god ide om, hvem der skal vinde årets udgave af det vel nok største ugelange etapeløb.

I de seneste år har begge de to alpeetaper i weekenden været korte, og det gælder også i år, hvor man om lørdagen blot skal køre 147,9 km, der fører feltet fra Porte-de-Savoie til toppen af Col de la Croix de Fer i 2067 m højde. Startbyen ligger i Isere-dalen midt i Alperne, og her er arrangørerne meget nådige. Således lægger man ud med at køre mod nordøst ad den helt lige og flade dalvej frem til Albertville, der nås efter 32,4 km, idet man efter 28,7 km kører dagens spurt. Her drejer man mod syd for at køre videre ad den lige og flade vej langs den store flod frem til udkanten af byen Notre-Dame-de-Briancon.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Her ændrer etapen dramatisk karakter. Nu forlader man nemlig dalen for at køre mod sydvest op ad Col de la Madeleine (25,1 km, 6,2%), der er uden for kategori. Der er tale om en relativt ujævn sag, hvor de første 4 km er svære med 7-9%, inden der venter 8 km, der er ganske lette. Herefter stiger den over 6 km imidlertid jævnt med 8-10%, inden den igen flader ud med 3-4% over 2 km for derefter at stige med 7-10% over 4 km frem mod de sidste 800 m, som med 3,9% fører frem mod toppen.

Den rundes efter 75,5 km, hvorefter en lang og meget teknisk nedkørsel leder videre mod sydvest ned til dalen, som efter 94,1 km nås i byen La Chambre. Her drejer man mod sydvest for at følge en lige og let stigende dalvej ind til og igennem den kendte alpeby Saint-Jean-de-Maurienne.

Kort efter byen indledes finalen, når man atter forlader dalen for at køre mod sydvest op ad Col du Mollard (18,5 km, 5,8%), der ligeledes er uden for kategori. Der er tale om en klassisk, jævn alpestigning, der efter 2 km med 5-6% over 9 km stiger helt jævnt med 6-8%. Herefter bliver den imidlertid ganske let med 6 km med bare 1-5%, inden de venter 7,6% over de sidste 1,3 km frem mod toppen, som rundes efter 127,9 km.

Herfra resterer præcis 20,0 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd, nordvest og sydvest direkte frem til bunden af målbjerget. Etapen afsluttes nemlig med, at man kører mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Col de la Croix de Fer (13,1 km, 6,2%), der skal deles i to. De første 7 km er således lette med stigningsprocenter på 3-6, men derefter tager den fat, når de sidste 6,1 km stiger uhyre jævnt med 8-9%. Den nedre del af stigningen går mod nordvest ad en lang, lige vej, indtil der over de sidste godt 5 km er 8 hårnålesving, de sidste to med hhv. 1000 m og 700 m igen, hvorefter en lige og 6 m bred vej leder frem til en ganske blød kurve 70 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4015 højdemeter.

Col de la Croix de Fer har ikke tidligere i dette årtusinde været bugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

I dag slap rytterne ikke for de mulige byger, og det kan de heller ikke vide sig sikre på at gøre i morgen. Der venter nemlig endnu en ustabil dag, hvor temperaturen vil være 20 grader ved starten og 22 grader i bunden af Mollard-stigningen. Der vil være en bygerisiko på 55% i starten, men den vil hurtigt vokse til 70-85% i finalen. Der vil være en svag til let vind (3-8 km/t) fra nord, hvilket giver sidemodvind hele vejen frem til spurten, hvorefter der vil være med- og sidemedvind frem til bunden af Croix de Fer. Her vil der være sidemodvind frem til de sidste 5 km, hvor der mest af alt vil være modvind, indtil man med 1700 m igen hovedsageligt får skiftevis sidemed- og sidevind, herunder sidemedvind over de sidste 700 m.

Analyse af 6. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan der på den første bjergetape trods alt var lidt menneskelighed at spore fra Jonas Vingegaard.

Favoritterne

Når et løb altid slutter med tre bjergetaper, vil man måske forvente, at man gemte kongeetapen til sidst. Sådan har det imidlertid aldrig været i Dauphiné. Både med de gamle og nye arrangører har det været en fast tradition, at den vigtigste bjergetape kommer om lørdagen, og det har faktisk vist sig som en god ide. Efterfølgende har man nemlig typisk designet en svær bjergetape med potentiale til at angribe udefra, og den risikovillighed er altid størst, hvis den sværeste etape er ude af verden. Så er der nemlig ikke længere grund til at spare sig til noget, der er vigtigere.

Den opskrift bruges igen i år, men arrangørerne har haft forskelligt held med deres design. De lykkes nu næsten altid med at lave en attraktiv og svær kongeetape, men af og til har søndagsetapen været for let at kontrollere, som det særligt gjaldt i 2019 og til dels i 2021. I år synes man imidlertid at have haft en heldig hånd med sidste etape, der bliver svær at kontrollere og lægger op til tidlige angreb, og de har bestemt igså haft en heldig hånd, hvis målet med kongeetapen var, at den skulle være svær.

Navnene Madeleine og Croix de Fer kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste. Det er to af Alpernes mest frygtede stigninger, og selvom der er tale om lange, jævne og ikke alt for stejle stigninger, som vi kender dem fra de franske alper, er det en etape, der bør gøre stor skade. Det vil de mange højdemeter og højderne sikre, og selvom dele af Croix de Fer er meget let, er de sidste 6,1 km i den mest iltfattige luft stejlere, end man ser det på mange andre af de ofte lidt for jævne franske alpestigninger.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Til gengæld er det også en vindfølsom sag. Det er den højeste bjergafslutning i løbets historie, og disse finaler i 2000 m er pivåbne. Det betyder, at en på papiret meget svær bjergetape kan ende med slet ikke at gøre nogen forskel. Nu var målbjerget ikke specielt svært, men vi så jo senest på Gran Sasso i Giroen, hvordan et tårnhøjt målbjerg blev totalt neutraliseret af udbrud.

I den forstand er der dårlig nyt til alle, der vil have selektivt cykelløb. Vi får heldigvis medvind op ad både Madeleine og Mollard, men på målbjerget skal vi døje med hovedsagelig modvind. Det veksler sig over de sidste 5 km skiftevis mellem med- og modvind, efterhånden som man kører igennem hårnålesvingene, men det overvejende billede er modvind, indtil man til gengæld primært har gunstig vind over de sidste 1,7 km. Vinden vil ikke være kraftig, men det taler for, at vi nok ikke ser folk komme ind én og én. Det er måske først på de sidste 1,7 km, at vi vil se lidt større spredning.

Heldigvis er vinden som sagt ikke specielt stærk, og med medvind på begge de foregående stigninger er der bestemt mulighed for at skabe det hårde løb, der kan gøre en forskel til sidst. Det er nemlig det, der er den væsentligste vanskelighed ved denne etape: at den er så voldsom med så mange højdemeter over en kort distance. Det er med andre ord en dag, der passer de rene klatrere godt, for de kan i den grad slide deres rivaler ned med hårdt tempo hele dagen.

Til gengæld skal vi næppe vente os angreb tidligt på etapen. Målbjerget er svært nok i sig selv, og der er ingen grund til at tage risici, før man ved, hvor man står. Den slags risici kan man tage på søndag, hvor etapen er mere velegnet og hierarkiet klarere. Vi skal derfor først vente os angreb på de sidste 6,1 km.

Det store spørgsmål er, om udbuddet vil holde hjem eller ej. Dette er den store bjergetape og derfor den etape, han formentlig gerne vil vinde. Det har han også indikeret over for TV2, og meget taler derfor for, at Jumbo vil forsøge at kontrollere etapen.

Det burde jo normalt føre til, at udbruddet blev hentet, men det er langt fra givet denne gang. Steven Kruijswijk er i den grad savnet, for Vingegaard har kun Attila Valter og Tiesj Benoot som klatrestærke hjælpere. Dylan van Baarle synes nemlig ikke flyvende, og derfor er det en temmelig tynd trup, der skal kontrollere så stor en bjergetape. Benoot virker heldigvis godt kørende, men Valter så bestemt ikke godt ud i dag, og derfor kan det meget vel være nødvendigt for Jumbo at få hjælp, hvis de skal skabe samling,

Kan de få det? Det er svært at tro. Alle ved, at Jumbo formentlig vinder etapen, hvis udbruddet hentes, og derfor gælder for alle andre end Jumbo, at deres bedste chance for at vinde etapen går via udbrud. Jumbo hjælpes til gengæld af, at starten er let, for det betyder, at de måske kan lykkes med at sikre en gruppe, der ikke er alt for klatrestærk. Samtidig kan de måske håbe, at der - hvis gruppen bliver stærkere - også vil være en rytter, som andre hold vil frygte. Kampen om de sekundære placeringer kan jo nemlig betyde, at der pludselig kommer en hånd fra uventet kant.

Derudover kan Jumbo håbe på, at der er hold, der vil gøre det hårdt. Her tænker jeg særligt på Trek. Giulio Ciccone må have meget selvtillid lige nu, men han har meget at indhente efter enkeltstarten. Han skal med andre ord bruge et hårdt løb, og det kan anspore Trek til at lægge et pres allerede på Mollard. På samme måde er det med Enric Mas, der kørte en skidt enkeltstart, men har fundet benene igen. Problemet med ham er, at han ikke synes at være den allermest selvtillidsfulde type, og jeg tror, at han er for usikker til at tage ansvar.

Der er også Ineos. Egan Bernal havde angiveligt meget gode ben i går og fortrød, at han ikke var gået med Vingegaard. Han sagde, at det nu var slut med at lide af mindreværd, og hvis det er rigtigt, kan man vel ikke udelukke, at det meget stærke britiske hold vil forsøge at skabe et hårdt løb. Endelig er der EF, for selv Richard Carapaz ikke synes på toppen, vil det ligne ham dårligt at lægge sig ned.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Kamp om udbruddet bør der i hvert fald komme, hvis ikke det bliver en af de dage, hvor elastikken bare knækker med det samme, hvorefter en stor gruppe kører væk, og så vil jeg forvente, at Jumbo tager kontrol med det samme. De ved, at de er skrøbelige og ikke kan give udbruddet megen snor, og derfor tror jeg aldrig, at vil se et stort forspring. Herefter vil det formentlig være en lang dag med nedslidning og intens jagt, og så vil tiden vise, om Jumbo er stærke nok til at skabe samling, og om de får hjælp, enten fordi der er farlige folk i udbruddet, eller fordi der er hold, der vil lægge et pres.

Jeg vælger at tro på Jumbo. Valter så trods alt ikke helt skæv ud i går, og Benoot virker i hvert fald stærk. Jeg tror også, at der en god chance for, at de måske kan få lidt hjælp fra et af de nævnte hold. Der er Vingegaard selv. Danskeren kan meget vel være så suveræn, at et udbrud skal have et ret stort forspring inden de sidste 6,1 km, hvis de skal holde ham bag sig, og hvis bare jumbo sørger for, at elastikken holdes stram fra start, får de næppe nogensinde et stort forspring. Endelig er modvinden en medspiller for Jumbo. På den nedre del af Croix de Fer vil et udbrud formentlig køre ret langsomt, fordi de vil spare sig frem mod den stejle del. Her kan Vingegaard tillade sig at brænde Benoot af, og det bør derfor være et sted, de vil hente en del. Potentielt våde nedkørsler kan til gengæld være en ganske betydelig modspiller.

I sidste ende tror jeg på en klassementskamp, og jeg forventer en tidlig åbning fra Vingegaard, og at alle vil vente på ham. Skal han hente udbruddet, skal han formentlig brænde holdet af relativt tidligt, og derfor bliver han tidligt isoleret. I den situation er det nødvendigt at forsøge at gøre forskellen tidligt, og vi skal således næppe langt op ad de sidste 6,1 km, inden træder han.

Det vil han gøre kraftfuldt. Undgår han uheld, og lykkes det at hente udbruddet, er det ret umuligt at forestille sig andre vindere end Jonas Vingegaard. Danskeren er på papiret i særklasse i dette felt, go det bekræftede han med gårsdagens magtdemonstration. Det var endda i en eksplosiv finale, der ikke passede ham alt for godt, hvorimod denne store bjergetape med et langt målbjerg og mange højdemeter passer ham som fod i hose. På den slags etaper er det kun Tadej Pogacar, der synes at kunne true ham, når han er i form - og det er han åbenlyst - og sloveneren er som bekendt ikke til start.

Den eneste reelle trussel er modvinden, der som sagt kan være ret dræbende på så højt et bjerg. Jeg vil stadig tro, at Vingegaard er så suveræn, at den ikke kan bremse ham, men hvis det alligevel viser sig at være for voldsomt, bør han som minimum kunne gøre forskellen, når vinden bliver gunstig over de sidste 1700 m. Betingelserne kan give rivalerne et lille håb, men det er næppe nok. Det ligner i den grad endnu en dansk magtdemonstration.

Normalt rangerer jeg jo efter vinderpotentiale, og derfor burde jeg gå til udbrydere nu, når jeg ikke kan se nogen reel trussel mod Vingegaard. Mit koncept er imidlertid også, at jeg rangerer favoritterne efter hovedscenariet, der for mig her er en favoritafgørelse. Derfor vil det følgende være mit bud på, hvem der kommer tættest på Vingegaard, selvom de nok kun får chancen for at vinde, hvis danskeren har uheld - og det kan han jo trods alt godt ende med at have, hvad Primoz Roglic i hvert fald har erfaringer med på kongeetapen i dette løb.

Lige nu ser det ud til, at Ben O’Connor kommer tættest på. I dag var det ham, Vingegaard ikke kunne sætte, og i går lå han længe alene bag Vingegaard, Carapaz og Alaphilippe. Det var endda i eksplosive finaler, der slet ikke passede ham. Nu kommer vi til den slags store bjergetaper, han elsker, og denne etaper med sine lange, jævne bjerge og mange højdemeter på alle måder designet til australieren. Han har skuffet uafbrudt siden styrtet i Touren, også i Vueltaen, men som sidste år synes han at have fundet benene, når det gælder. Allerede sidste år endte han - i et svagere felt - som nr. 3, og dengang mente han faktisk, at han med lidt mere tro på sig selv, kunne have været endnu tættere på Jumbo-drengene. Om det er rigtigt, ved vi ikke, men stærk var han, og han virker bestemt lige så stærk i år - og så ved vi, at han er god i regnvejr.

Dernæst peger jeg på Enric Mas, men her er usikkerheden stor. Hans enkeltstart var en regulær katastrofe, og da han i foråret ikke var så overbevisende som i 2021, hvor han trods de mange styrt virkede meget stærk gennem de første måneder, er jeg stadig bekymret. Særligt i Ardennerne var han trist at se, men heller ikke i Baskerlandet så vi den bedste Mas. Heldigvis så han meget overbevisende ud i går, hvor han efter onsdagens nedtur nok også har manglet lidt selvtillid for at gå med Vingegaard, og det var også for ham i en finale, der ikke passede ham specielt godt. Nu kommer vi til en af den store slags bjergetaper, han elsker, og han har haft dage til at få varmet sin motor op. Potentielt dårligt vejr kan være en modspiller, men næppe en ødelæggende faktor. Da han formentlig i dette felt har det næsthøjeste topniveau, og da han så overbevisende ud i går, bør han være en af de bedste, selvom vi stadig mangler at se den endelige bekræftelse.

Hvad så med Adam Yates? Jeg har været meget opløftet over briten, der har været så skuffende de seneste sæsoner, at jeg ikke havde allerstørste forventninger. Sandt er det imidlertid også, at de seneste eksplosive etaper har passet ham godt, og selvom han selv hævder det modsatte, er det altså på disse store bjergetaper, han plejer at have sine største problemer. Det er i hvert fald denne slags etaper, som normalt kan være en anelse for voldsomme, men i ugelange etapeløb håndterer han dem bedre. Han har vundet en stor bjergetape af denne type i Catalonien og senest også i Romandiet, hvor feltet dog også var ret svagt Med sidstnævnte kom han i hvert fald tilbage på sporet, og det spor har han fulgt indtil nu i dette løb, hvor han har set overbevisende ud. Jeg har stadig lidt svært ved for alvor at tro, at han kan matche de mere rendyrkede bjergryttere på en dag som denne, men når vi taler om et ugelangt løb, hvor modvinden vil hjælpe en fyr som ham, tø jeg heller ikke udelukke det.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Omvendt er det med Jai Hindley . Han er skabt til denne slags store bjergetaper, men modsat Yates er det i grand tours, han trives. I ugelange løb plejer hans motor aldrig at blive varm, og derfor skal vi egentlig ikke tro meget på ham. Indtil nu har han dog set bedre ud, end han plejer i et kort løb som dette. Han så i hvert fald godt ud i går, men det bekymrer naturligvis, at det i dag var ham, der eksploderede i O’Connors hjul, for han er normalt også ret eksplosiv. Det har skabt tvivl i mit sind, og han risikerer igen at mangle for meget, som han plejer i denne slags løb. Morgendagens etape er dog også så meget anderledes end dagens, at vi nok mere skal hæfte os ved det, han viste torsdag, end den spurt, vi så i dag. I kraft af sit topniveau har han i hvert fald et større potentiale end de fleste andre.

Tør jeg placere Egan Bernal her? Det er risky business, for det vil være et voldsomt skridt frem i forhold til det, vi så i Ungarn og Romandiet. Han har imidlertid haft en måned til at forbedre sig, og hvis han vitterligt i går sad med så gode ben, at han fortrød, at han ikke gik med Vingegaard, er potentialet jo stort. På papiret er der meget få i denne verden, der kommer tæt på Bernal på en stor bjergetape med mange højdemeter - og så endda i den iltfattige luft, han elsker - men kan vi regne med, at han er god nok. Han sad langt tilbage både i går og i dag, men det skal vi ikke nødvendigvis lægge meget i. Morgendagen er noget helt andet, og hvis han selv melder om så gode ben, er der vel et reelt håb om, at det er i morgen, han for alvor melder sin genfødsel.

Næst efter Vingegaard og O’Connor er det Giulio Ciccone, der har efterladt det bedste indtryk. Alligevel er jeg usikker forud for denne etape. Han har været fremragende i år, men det har indtil nu kun været på eksplosive etaper. Den eneste større bjergetape, han har kørt, var 3. etape i Catalonien, og her skuffede han stort 24 timer efter sin etapesejr. Jeg kan i hvert fald godt have en frygt for, at han mere og mere er ved at udvikle sig til den puncheurtype, vi også så i Ardennerne. Vi har også set, at det kniber med holdbarheden, og vi er nu en uge henne i løbet, hvad der også skaber en usikkerhed i forhold til, hvilken Ciccone vi vil se i morgen. Det ændrer dog ikke på, at han har set meget overbevisende ud både i dette løb og indtil nu i år, og en eksplosiv fyr som ham også vil være hjulpet af modvinden på en stigning som denne.

Det har været opløftende at se Jack Haig. Han kørte sit livs enkeltstart, og det kunne indikere, at han er kommet stærkt ud af Giroen. Den slags kan som bekendt både gå godt og skidt, men for hans vedkommende synes der at have været gevinst - måske fordi han endte med ikke at køre klassement. Der er imidlertid stadig masser af usikkerhed. Giro-ryttere starter ofte stærkt, indtil de alligevel mærker trætheden, og nu er vi henne ved dag 7. Derudover har han også til gode at bevise, at han er tilbage, for vi har stadig ikke set den gode Haig siden Vueltaen i 2021. Der var takter i Alperne, men styrtet i Giroen forhindrede os i at se, hvor god han vitterligt er. I morgen får han chancen for at bevise, at han vitterligt er tilbage.

Jeg tror også, at vi vil se en god etape fra Rafal Majka . Det er klart, at han er her som hjælper, men han har lignet en af de stærkeste. I forvejen ved vi fra sidste år, at det var på denne tid af året, at han endelig fandt sin form, og i Touren viste han, at hans topniveau fortsat er meget højt. Nærmer han sig det niveau igen her, kommer han i hvert fald langt. Problemet er naturligvis, at han skal køre for Yates, men måske kan han få lidt frihed, hvis de ender med at sidde i et overtal - og derudover er præmissen for denne analyse jo lidt, at der alligevel ikke er nogen, der slår Vingegaard, hvorfor det mest af alt handler om at rangere de øvrige efter, hvem der kommer tættest på.

Jeg er også nødt til at nævne Richard Carapaz, men jeg tror ikke meget på ham. I forvejen var jeg skeptisk efter hans sejr i Mercan’Tour Classic, hvor han i et svagt felt ikke var så overbevisende som ønsket, og i gå viste han klare svaghedstegn. Han indrømmede da også efterfølgende, at der stadig er meget at indhente, og det står i hvert fald klart, at vi ikke har den bedste Carapaz i dette løb. Omvendt slog han trods alt i sidste uge Lenny Martinez ganske klart, og han så fin ud i går. Lægger man dertil, at vi nu kommer til de højder, der passer ham, at hans motor gør ham bedre og bedre, og at han i går også betalte en pris for sit angreb og for sit forsøg på at følge Vingegaard, går det måske ikke så skidt endda.

Det har været opløftende at se Max Poole. Han nåede et imponerende niveau i Romandiet, men det var også i et relativt svagt felt. Nu skal han bevise sig i et stærkere felt, hvor formniveauet traditionelt er tæt på det maksimale, og det vil være et stort skridt, hvis han vitterligt kan blande sig med de allerbedste. Foreløbig har han imidlertid set godt ud, og han viste i Alperne, Ungarn og Romandiet, er det er på de ste bjergetaper og ikke i de eksplosive finaler, at han er bedst. Det bliver meget interessant at se, hvor langt han kommer i dette felt.

Et andet supertalent er Lenny Martinez. Med Gaudus nedtur har han fået lov at køre sin chance, og dette er en stor test. Vi har set, at han allerede kommer langt på dette niveau, men senest så vi også i Mercan’Tour Classic i et anderledes svagt felt, at han fortsat har sine begrænsninger. I dag viste han svaghedstegn, men det var også en finale, der passede ham ganske elendigt, og det kan meget vel have handlet om position. Morgendagens etape passer ham bedre, og kan vi tro på ham selv, er hans restitution også en styrke. Han har så store udsving, at vi aldrig ved, hvad vi skal forvente, men hans potentiale på denne slags etaper er så stort, at det kan gå rigtigt godt. Vi så i hvert fald i Catalonien, at han bare blev bedre og bedre undervejs.

En anden ung rytter er Tobias Johannessen. Han så godt ud i går, men dagens etape var vel et svaghedstegn. Han er en af de mest eksplosive, men han gled kun baglæns efter det angreb, der åbnede ballet. I forvejen så vi sidste år, hvor han endte som nr. 10 i dette løb, at han i hvert fald dengang havde sine begrænsninger i bjergene. Han har således til gode at bevise, at han ikke er mere puncheur end bjergrytter. Omvendt er han klart tilbage på sporet efter det forsømte forår, og vi må vel antage, at han har udviklet sig siden sidste år. Denne etape bliver i hvert fald en test af evnerne i bjergene, og modvinden vil være en medspiller for en fyr som ham.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Så er der dieselmotoren Louis Meintjes. Inden løbet troede jeg ikke meget på ham, for han skuffede mig i de to løb i sidste uge. Hans motor bliver imidlertid bedre og bedre, og han synes altid at nå et fornuftigt niveau i den sidste weekend af Dauphiné. Det gjorde han senest sidste år, og da han var allerbedst, var han decideret fremragende i dette løb i 2017. Så god er han ikke længere, men han er i hvert fald tilbage på sporet, som vi så det i 2022. Når han har klaret de eksplosive etaper fint, må vi vel have lidt forventninger til denne etape.

Det har været opløftende at se Esteban Chaves i dette løb. Det er i hvert fald den bedste Chaves, vi har set endnu i år. Desværre har vi heller ikke set en god Chaves siden netop dette løb for et år siden, og han synes stadig at blive svagere og svagere år for år. I det lys kan det være svært at tro, at han pludselig er flyvende, også fordi han i dag har det meget svært med sin restitution, men sidste år kørte han faktisk på et stabilt højt niveau gennem hele dette løb. Det skaber håb om, at han måske kan gentage det her.

Der er ikke andre, jeg for alvor tror på. Mikel Landa er åbenbart så formsvag, at han allerede inden i dag var blevet til hjælper, og selvom han sad med i dag, synes Daniel Martinez at forsætte sin nedtur. Carlos Rodriguez og Matteo Jorgenson er for forslåede, og trods fremgangen til Guillaume Martin har de seneste sæsoner været for sløje til, at jeg for alvor tror på ham. Juan Pedro Lopez har set hæderlig ud, men jeg tror, at niveauet er for højt, og det gælder også for den Clement Champoussin, vi har set i år. Endelig har de seneste dage vist, at vi næppe skal tro på Julian Alaphilippe på en etape, der passer ham meget dårligere end de foregående.

Jeg vil slutte med at nævne de udbrydere, jeg tror mest på. Her er mit bedste bud Juan Pedro Lopez. Spanieren kom lidt til kort i dag, men det var også en etape, der passede ham ganske elendigt. Morgendagens etape er til gengæld skabt til en ren klatrer som ham, og hans ringe enkeltstart vil give ham den nødvendige frihed. Udfordringen er, at Ciccone har virket så stærk, at han med nogen sandsynlighed skal blive hos italieneren. Risikoen er stor, men omvendt er det også en dag, hvor en god forpost kan give mening. Trek er et hold, der ofte satser på udbrud, og da Ciccone jo er langt efter grundet enkeltstarten, vil det vel være dumt at sælge chancen for at vinde en etape.

Et andet bud er David De La Cruz . Spanieren har være milevidt fra sit niveau siden skiftet til Astana, og derfor havde jeg egentlig opgivet ham. I dette løb har vi imidlertid set den bedste udgave siden holdskiftet, og det har skabt fornyet håb. Med tanke på det, han har vist hidtil, ligner han en af de bedste klatrere, der kan få den nødvendige frihed, særligt fordi de foregående etaper har passet ham ganske elendigt. Dette er en etape for en dieselklatrer som ham, og da han tillige har for vane at overpræstere, når han rammer et udbrud, kunne han måske levere lidt tiltrængt succes til Astana. En udfordring er dog, at han måske har tabt lidt for lidt tid til, at der ikke er hold, der bliver bekymrede og begynder at give Jumbo en hånd.

En anden kandidat kunne være Antonio Pedrero . Han er ikke så god, som da han var bedst, men det er svært at glemme hans vilde soloridt i Ain sidste år. Han rammer af og til nogle gode dage, og efter at han i går af en eller anden grund var langt, langt efter, kom han fint med hjem i dag i en finale, der ikke passede ham. Udfordringen kan være, at han skal blive hos Mas, men Movistar er aldrig kede af at sende forposter afsted. Han skal finde et niveau, han ikke har vist i år, men rammer han en Ain-dag, kan han sikre, at Movistar vinder kongeetapen fra et udbrud for andet år i træk.

Et andet bud er Oscar Onley, men her er vi på dybt vandt. Indtil nu er det kun i det eksplosive terræn, han har vist sig, og han sagde selv i sæsonstarten, at han ikke vidste, hvor god han ville være i de rigtige bjerge. Generelt har han skuffet mine meget høje forventninger i år, og jeg tror, at det er lidt for tidligt for ham at vinde en bjergetape på dette niveau. Ser man på hans kørsel hidtil i dette løb, burde det dog ikke være helt umuligt - særligt når vi indregner den usikkerhed, der altid vil være, når vi ikke ved, om det er noget, der passer ham.

Hvis Lopez får lov, gør Kenny Elissonde også. Franskmanden har været et stykke fra sit niveau siden 2021, men i dette løb har han set hæderlig ud. I hvert fald kørte han en del ind på udbruddet med sin store føring i dag, og i gamle dage havde han jo været skabt til en stor bjergetape som denne, om niveauet rækker i dag, skal han bevise, men i det rette udbrud burde han ikke være helt uden chance.

Endelig er der Valentin Madouas. Jeg tror ikke meget på ham. I går floppede han fælt, og selvom han var tættere på i dag, var det kritisk at se ham smide så megen tid i en eksplosiv finale, der passede ham. Når det er sagt, ved vi, at han er en svingende og ustabil fyr, og sidste år begyndte han at klatre så godt, at han jo altså trods en hjælperrolle endte som nr. 10 i Touren. I foråret så han periodevist ud til at have taget endnu et skridt, og derfor kan man ikke udelukke, at han kan vinde. Han var trods alt ikke milevidt fra fronten i dag.

Man kunne også nævne Carlos Rodriguez, Mikel Landa og David Gaudu, men de får næppe friheden i kraft af deres status. Lenny Martinez er et knaldgodt bud, men jeg tror, at han vil foretrække at teste sig selv mod favoritterne. Felix Grossschartner skal formentlig blive hos Yates, og jeg tvivler på, at Chris Harper og Clement Champoussin kan få den snor, de skal bruge. Etapen bør være for svær for ellers formstærke Mathieu Burgaudeau, Georg Zimmermann, Lawson Craddock, Rune Herregodts, Omar Fraile, Harry Sweeny og Sean Quinn , og jeg tvivler også på, at Jonathan Castroviejo kan gøre det færdigt. Jeg forventer, at Emanuel Buchmann skal blive hos Hindley, ligesom Hermann Pernsteiner skal blive hos Haig. Endelig så vi i dag, at Matteo Jorgenson er for forslået, mens Mauri Vansevenant mangler for meget efter sin skade, og Joe Dombrowski fortsat synes for langt fra sit rette niveau.

BEMÆRK: Jeg bryder en anelse med mit princip om at rangere efter vinderpotentiale, fordi jeg regner det som et spørgsmål om enten udbrudssejr eller Vingegaard-sejr. Da jeg - som beskrevet ovenfor med stor usikkerhed - tror på en favoritafgørelse, har jeg rangeret favorithierarkiet efter dette scenarium, også selvom jeg tror, at det kun er et udbrud (eller uheld), der kan frarøve Vingegaard sejren.

Feltet.dks vinderbud: Jonas Vingegaard

Øvrige vinderkandidater: Ben O’Connor, Enric Mas

Outsidere: Adam Yates, Jai Hindley, Egan Bernal, Giulio Ciccone, Jack Haig

Jokers: Rafal Majka, Richard Carapaz, Max Poole, Lenny Martinez, Tobias Johannessen, Esteban Chaves, Louis Meintjes, Juan Pedro Lopez, David De La Cruz, Antonio Pedrero, Oscar Onley, Kenny Elissonde, Valentin Madouas

STREAM CRITERIUM DU DAUPHINÉ OG TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE