Landevej
Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape
Prøv vores nye app
Optakt: Tour de Suisse
11. juni 2023 14:39Foto: Sirotti
Mens et par af Tour-favoritterne og flere af deres rivaler afslutter deres sidste forberedelsesløb i Dauphiné, gør de fleste af de øvrige store navne til dette års udgave af La Grande Boucle sig klar til deres sidste udfordring inden deres store mål. Trods dets tidligere status som verdens mest prestigefulde ugelange etapeløb har Tour de Suisse tabt meget af dets appel til de største stjerner, der med 2018 som en markant undtagelse klart har tabt kampen om de største navne til Criterium du Dauphiné. Det gælder også i år, hvo antallet af Tour-kaptajner på klassementssiden er ganske lavt, men det ændrer ikke på, at det er en stjerneparade af navne, der vil kaste sig ud i otte dages alsidigt cykelløb på en rute, der byder på lidt for enhver smag.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Løbets rolle og historie
Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.
Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for nogle af Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.
Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage, som løbet indtil 2021 har varet. Netop længden har været med til at give det en særstatus som den fjerde grand tour og i mange år det vigtigste af de ugelange etapeløb, men selv det specielle karakteristikum er nu forsvundet, hvor løbet nu bare er som både Dauphiné og Paris-Nice, nemlig ”kun” otte dage langt.
Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne begivenhed for de fleste klassementsryttere. Indtil Egan Bernal brød trenden i 2019, var den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, Lance Armstrong, som i 2001 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og mellem 2011 og 2018 havde Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli.
I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og i 2017 skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz. Lidt bedre så det ud i 2018, hvor Steven Kruijswijk på 5. pladsen havde været i aktion i Alpelandet, inden Bernal altså vandt i 2019. Efter aflysningen i 2020 havde løbet i et ellers svagere felt i 2021 held til at tiltrække Richard Carapaz, som brugte en sejr i Schweiz som trædesten til en 3. plads i Touren, og det mønster gentog sig sidste år, hvor Geraint Thomas vandt Tour de Suisse som opvarmning til sin 3. plads i Touren.
Annonce
Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Ineos/Sky har hørt til blandt de hovedaktører, der har prioriteret det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ofte har set er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gjaldt også i 2021, hvor Julian Alaphilippe noget overraskende var til start i Schweiz, og igen i 2022 henlagde Pinot sin vigtigste forberedelse til nabolandet, mens han lod David Gaudu om at klare hjemmebanepresset under Dauphiné. I år er det ene af de to franske topnavne i Touren, nemlig Romain Bardet, ligeledes at finde i feltet i Schweiz.
Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Tour-arrangørerne stort set intet rutemæssigt overlap mellem de to løb, men alligevel har det knebet gevaldigt for schweizerne med at overbevise Tour-stjernerne om, at de skal vælge det sene af de to løb.
Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014, 2015, 2018 og 2021 var ruterne igen lettere, men både i 2016, 2017, 2019 og 2022 vendte man tingene helt på hovedet og designede løb, der var langt hårdere end vanligt.
I 2018 var alt dog anderledes. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betød, at de fleste nu fandt Dauphinés placering for tidlig. Det betød, at de store navne i stort antal vendte det franske løb ryggen, og dermed var der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider gav man franskmændene klø og tiltrak store Tour-kaptajner som Richie Porte, Nairo Quintana, Mikel Landa, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang. Desværre er tendensen ikke gået igen med en tilbagevenden til en normal kalender, hvor det var sløjt med feltet i både 2019 og 2021, og efter en lidt uventet renæssance i 2022, hvor Tour-kaptajnerne fordelte sig mere jævnt, er der i år stort set ingen Tour-kaptajner til start i Schweiz. Ja, faktisk er Romain Bardet, Mattias Skjelmose og Tom Pidcock de eneste større klassementskaptajner i Touren, der har tilvalgt det schweiziske løb, men til gengæld får løbet et boost af, at det er Juan Ayusos sommermål og rammen om Remco Evenepoels comeback, og de to stjerner vil sikre, at løbet får masser af opmærksomhed, selvom det altså kun i begrænset omfang bliver som Tour-forberedelse.
Grunden til løbets store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.
Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. Tendensen gør sig også gældende i år, hvor der vil være fokus på Jay Vine, der skal forsøge at få det ud af formen, han ikke fik i Giroen.
Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016, yderligere to i 2017 og endnu en både i 2018, 2019 og 2022, men årets rute er nu ikke specielt venlig over for de hurtige folk.
Efter et par år med en mere ligelig fordeling var sprinterne i 2018, 2019, 2021 og 2022 næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der ofte foretrækker Slovenien Rundt, ZLM Tour og med den nye kalender nu også Belgium Tour - og også i år har schweizerne tiltrukket det klart mest spændende felt af hurtige folk anført af Wout van Aert, Tim Merlier, Jordi Meeus, Bryan Coquard, Kaden Groves, Peter Sagan, Arnaud Demare og Biniam Girmay, der jo netop alle falder i kategorien af holdbare afsluttere.
Sidste år oplevede løbet som sagt en lille renæssance i sin evne til at tiltrække Tour-kaptajner, og mange så frem til duellen mellem Daniel Martinez og Aleksandr Vlasov, der efter stærke forår gjorde sig klar til Touren, ligesom Remco Evenepoel også fik stor opmærksomhed i sit store sommermål. Det endte imidlertid med at blive en halvtrist affære, hvor corona hjemsøgte feltet i stor grad og eliminerede blandt andre Vlasov, netop om han med etapesejr og førertrøje lignede en sikker vinder, og da Martinez skuffede fælt, og Evenepoel efter en stærk start faldt helt sammen i bjergene, blev det nogle helt andre hovedaktører end ventet. Jakob Fuglsang viste sit højeste niveau i lang tid og lignede stærkeste mand, inden den afgørende weekend, men her fik han klø af først Sergio Higuita, der på kongeetapen overtog førertrøjen, inden Geraint Thomas efter en ganske anonym sæson viste livstegn ved at sikre sig den samlede sejr på den helt flade sidste enkeltstart - en sejr, der blev sikret suverænt med hele 1.12 ned til Higuita og 1.16 ned til Fuglsang. Thomas puster ud efter Giroen og forsvarer derfor ikke sin titel, men det åbner døren for, at både Higuita og Fuglsang kan tage den sejr, de akkurat ikke fik fingre i for et år siden.
STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Annonce
Ruten
Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man i 2017, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet. I 2018 gik man til gengæld tilbage til den ”lette” model med en rute, der kun bød på én stor bjergetape, der endda ikke var særligt svær, inden 2019-udgaven med hele tre store og svære bjergetaper igen lå i den vanskelige ende af spektret. Efter et års coronapause svingende pendulet igen den anden vej i 2021, hvor bjergetaperne var lette, men hvor de blev ledsaget af en bjergenkeltstart, der kunne gøre store forskelle, og så havde vi igen en svær udgave i 2022, hvor to svære bjergafslutninger blev ledsaget af nogle ret svære klassikeragtige etaper samt denne gang kun én enkeltstart, der til gengæld var pandekageflad.
Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan i en ung alder hurtigt blev den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.
Efter et svært løb i 2017, et let løb i 2018, et svært løb i 2019, et let løb i 2021 og et svært løb i 2022 skulle man mene, at det i 2023 er tid til en let udgave. Det kan man i nogen grad også hævde, at vi har fået, men helt entydigt er det ikke. Hvor man sidste år kun havde to bjergetaper, der til gengæld var meget svære, vender man tilbage til modellen med tre store bjergslag, hvoraf de to har mål på toppen. Der er endda tale om næsten helt velkendte finaler, og dermed ved vi nogenlunde, hvad vi skal forvente.
Det er her det lette element kommer ind. Finalerne har nemlig oftest gjort begrænsede forskelle, men ikke entydigt. Vi har således også set større forskelle, og det vidner om, at det er et løb, der kan gå begge veje. Således skal der allerede tirsdag sluttes på Villars-Ollon-stigningen, der er ganske stejl, men også kort og kommer som afslutning på en relativt let etape. Dagen efter genbruger man næsten Leukerbad-finalen fra 2021, hvor Richard Carapaz grundlagde sin samlede sejr, men hvor de svære dele kommer så langt fra mål, at det sagtens kan ende i en spurt til sidst. Bjergfesten afrundes derefter alle torsdag - ganske usædvanligt - med en tilbagevenden til en af løbets mest velkendte klassikere, nemlig det lange og tårnhøje Albulapass efterfulgt af nedkørslen til La Punt, hvor vi både har set magtdemonstrationer, men også udgaver med meget små forskelle.
Samtidig er enkeltstarterne som altid meget vigtige. Sidste år havde man helt usædvanligt kun én af slagsen, men i år vender man tilbage til traditionen med enkeltstarter både på første og sidste etape. Denne gang bliver tempoevner måske særligt vigtige, for årets åbningsenkeltstart er med sine 12,7 km den længste i mands minde, og da den tillige er helt flad og uden tekniske udfordringer, er det wattmonstrenes paradis. De vil næppe heller brokke sig over den 25,7 km lange finaleenkeltstart, for selvom den har en svær stigning undervejs, består også den hovedsageligt af lange, lige og relativt flade veje. Med nogle potentielt set lettere bjergetaper og meget fladbaneenkeltstart har de tempostærke ingen grund til at brokke sig. Det har til gengæld løbets sprintere, der kun får to muligheder i løbet og af dem er særligt den ene en relativt kuperet sag, og så kan løbets puncheurs glæde sig over en rigtig puncheuretape, som man ellers ikke finder mange af i et løb, der ofte har flade finaler eller bjergafslutninger.
Annonce
Det hele indledes altså søndag nu igen med en enkeltstart, der altså er historisk lang og pandekageflad. Dagen efter får sprinterne deres mest oplagte chance på en efter løbets standard ganske flad etape, men den skal også gribes. Herefter går der nemlig bjergfest i den, når løbets tre bjergetaper kommer lige i træk og dermed alle usædvanligt tidligt i løbet. Der lægges ud med den korte, men stejle bjergfinale til Villars-Ollon tirsdag, inden det onsdag gælder den uforudsigelige Leukerbad-etape og slutteligt det store slag i den iltfattige luft på Albulapass torsdag.
Herefter sættes klassementskampen midlertidigt på pause. De eksplosive klassementsryttere kan dog drømme om at sikre sig lidt bonussekunder fredag, hvor en relativt flad etape slutter med en rigtig puncheurfinale på en 2,5 km lang stigning. Herefter slutter sprinternes lidelser endelig lørdag, hvor de får deres blot anden chance, men denne gang skal der arbejdes for tingene på en dag med små 2500 højdemeter og en blødere stigning i finalen. Det hele slutter, som det oftest gør det, med løbets lange enkeltstart, der som sagt hverken kan kaldes helt flad eller voldsomt klatretung, og dermed bliver det tempospecialisterne, der får det sidste ord i et løb, hvor de to enkeltstarter med nogen sandsynlighed kan blive de to vigtigste etaper.
1. etape
Siden år 2000 er kun seks udgaver ikke startet med en kort enkeltstart, og efter at man sidste år helt usædvanligt brød trenden med det første indledende linjeløb siden 2008, vender man i år tilbage til den helt faste tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, hvilket ofte er sket på meget tekniske og ganske kuperede ruter. I 2018 betød ambitionen om at tiltrække flere Tour-stjerner imidlertid, at man lagde ud med et holdløb, der kunne bruges som forberedelse til Touren - faktisk det første af slagsen siden år 2000 - men det var et engangstilfælde. Også i år skal tempospecialisterne dyste om den første førertrøje på egen hånd, men det sker alligevel i et lidt atypisk format. Væk er både de kuperede og tekniske dele på en helt enkel rute, der går rundt om en sø, men derudover bydes det på en usædvanligt lang distance. For nogle år siden droppede man prologformatet til fordel for lidt længere distancer, men aldrig tidligere er løbet startet med så lange en enkeltstart, der således allerede med det samme vil åbne ikke uvæsentlige forskelle i klassementet.
Med en distance på 12,7 km er der som sagt tale om en historisk lang åbningsenkeltstart, der har både start om mål i Einsiedeln, hvor etapen i alt væsentligt består af en tur rundt land bredden på søen Sihlsee. Således kører man med det samme mod nordøst ad en lige og let stigende vej ud mod søen, inden man efter 1,1 km drejer mod sydøst for at køre ad en faldende vej ned til søbredden. Her drejer man efter 1,7 km mod nordøst for at køre tværs over søen via broen Willerzeller Viadukt, der leder over til den østlige bred i udkanten a Byen Willerzell.
Annonce
Her drejer man efter 3,6 km mod nord for at køre mod nord og nordøst ad en snoet vej op langs den flade søbred frem til søens nordligste punkt, hvorfra man følger den flade bred mod sydvest ned langs den vestlige bred. Efter 9,8 km følger et venstresving, når man forlader søen for igen at køre ind til Einsiedeln, og nu går det det ad en lige og flad vej ind mod centrum. Her når man efter 11,4 km frem til start- og målområdet, men man slutter etapen med en lille sløjfe. Således drejer man her mod vest for atkøre mod vest og sydvest frem til et sidste skarpt sving med 600 m igen. Det er fladt frem til de sidste 2,5 km, hvorefter det stiger let frem til de sidste 1500 m. Herfra er det let faldende, indtil de sidste 700 me er let stigende, de sidste 400 m endda med 5,5%
Etapen byder på i alt 76 højdemeter
Klatrerne har vænnet sig til at starte løbet med en enkeltstart, men dette er alligevel en ubehagelig overraskelse. Med en stort set flad rute med bare seks sving over en historisk lang distance er det sandt guf for de store specialister. De vil skulle slås om etapesejren i en dyst på aerodynamik og evnen til at træde mange watt, og samtidig skal de spinkle folk forsøge at begrænse et tab, der risikerer at blive større end vanligt.
Einsiedeln har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var senest i 2019, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Peter Sagan og Jasper Stuyven, og forinden var det i 2006, hvor Daniele Contrini snød sprinterne via et soloudbrud, der nåede mål mere end fem minutter foran feltet, hvis spurt blev vundet af Daniele Bennati foran Erik Zabel.
Annonce
2. etape
I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide nu droppet, men i år kun delvist. Modsat sidste år er 2. etape nemlig igen en klassisk rundstrækningsetape i et snævert område, men denne gang tilbringer man ikke to dage i samme by. I stedet forlader man efter bare én dag Einsiedeln for i stedet at køre en etape omkring nabobyerne Beromünster og Nottwil, hvor der er lagt op til en klassisk Tour de Suisse-dag for de holdbare sprintere, der altid sætter pris på det schweiziske løb. Selvom der skal klatres små 2000 højdemeter, er der dog tale om en af de lettere etaper efter løbets standard, og i et løb, der er sjældent fattigt på sprintermuligheder, ligner det derfor en dag for de hurtige folk.
I alt skal der tilbagelægges 173,7 km, som fører feltet fra Beromünster til Nottwil. Der er som sagt tale om to nabobyer, der ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består af kuperede rundstrækninger om hver af de to byer med et mellemliggende stykke, der er hovedsageligt fladt.
Etapen åbnes således med to forskellige rundstrækninger omkring Beromünster. Den første af disse er 23,1 km lang og indledes med et let stigende stykke, der fører mod sydøst ad e helt lige vej, inden en enkel nedkørsel fører mod sydvest ned til søen Sempachersee, der ligger helt op til målbyen Nottwill. Denne gang kører man dog mod nordvest op langs den flade østlige bred, inden man forlader søen ved at dreje mod nordøst og køre op ad kategori 3-stigningen Chommle (3,0 km, 5,5%), der stiger med 7-9% over de første 1500 m frem mod 1000 m, der er let stigende eller let faldende, inden de sidste 500 m stiger med 6,6% frem mod toppen, som rundes efter 19,5 km, hvorfra det går ad et let kuperet plateau mod nordøst og øst ind til startområdet.
Annonce
Her tager man hul på en omgang på en anden og 31,2 km lang rundstrækning. Starten er den samme, idet man lægger ud med at køre mod sydøst ad samme let stigende vej som tidligere, men denne gang drejer man herefter mod øst for at køre videre ad let stigende veje. Herefter drejer man mod nord for at køre ad en lige og faldende vej ned til søen Baldeggersee, som man med det samme forlader for at køre mod nordvest ad en ganske let faldende vej. I rundstrækningens nordligste punkt drejer man mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Schwarzenbach (3,0 km, 6,1%), der er helt jævn og har top efter 50,6 km, hvorefter det går ad let faldende og let stigende veje mod sydvest tilbage til Beromünster, hvor rundstrækingen afsluttes efter 54,3 km.
Nu forlader man definitivt startbyen for at køre mod nordvest ad en småkuperet vej fem til etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for at køre mod sydvest og sydøst op ad en stigning (2,0 km, 7,0%), der har top efter 66,6 km. Herfra går det mod sydvest og senere nordvest ad en først let kuperet og siden faldende vej, der leder ned i fladlandet.
Nu bliver det helt fladt, når man følger en lige vej mod nordvest, indtil man efter 75,5 km vender rundt for at køre kortvarigt mod vest og siden syd ned gennem fladlandet. Senere går det mod vest, inden man efter 89,5 km drejer mod sydvest og efter 91,5 km mod sydøst. Nu fortsætter man ad de lange, lige og flade veje ned til Buttizholz, der nås efter 103,3 km, og hvor man senere på etapen skal op ad en stigning. Det skal man imidlertid ikke denne gang, hvor man i stedet fortsætter mod sydøst ned gennem fladlandet, idet det begynder at stige let. Senere går det videre mod nord ad faldende veje, hvorefter man kører mod nordvest ad en flad vej op langs Sempachersee frem mod Nottwil. Her kører man dagens Tissot-kilometer, hvor der spurtes om bonussekunder efter hhv. 122,0 km og 123,0 km, inden stregen krydses for første gang efter 125,4 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 48,3 km lang rundstrækning. Man lægger ud med at køre ad den flade vej mod nordøst og nord op langs bredden på Sempachersee, inden man efter 129,0 km når frem til Sursee. Her drejer man mod vest og senere sydvest og sydøst for at køre ad lige og flade veje frem til Buttizholz, der nås for anden gang efter 146,7 km.
Denne gang kører man imidlertid ikke videre igennem fladlandet. I stedet drejer man mod øst for at køre op kategori 3-stigningen Oberarig (3,1 km, 5,3%), der stiger med ca. 6% over de første 1400 m, men derefter blot med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 150,8 km. Herfra indledes de sidste 22,9 km med en enkel nedkørsel, der leder mod sydøst og sydvest tilbage til fladlandet, hvor man kører mod sydøst ad samme let stigende vej som tidligere.
Annonce
Her kommer dagens spurt efter 156,2 km, hvorefter det fortsætter med at stige let mod sydøst, inden faldende veje igen leder mod nord ned til Sempachersee, hvor man slutter med at køre mod nordvest op langs bredden frem til mål. Med 3 km igen stiger det let over 800 m, men derfra er det stort set helt fladt, idet de sidste 500 m dog stiger let med 0,4%. Det sidste sving kommer i en rundkørsel med 5,8 km igen, hvorefter det er en helt lige vej, der leder frem til stregen.
Etapen byder på i alt 1873 højdemeter.
Etapen er rutemæssigt meget kringlet, men terrænmæssigt er den til at overskue. Små 2000 højdemeter er ikke meget efter vanlig schweizisk standard, og de kommer primært tidligt på etapen. Den sidste stigning har en stejl nedre del, men bør grundet distancen til mål ikke volde de helt store problemer, og i et løb fattigt på sprinterchancer må man formode, at de hurtige folk går efter at deltage i en rigtig boulevardspurt på den lange, lige vej op langs Sempachersee, hvor man virkelig kan lade farten tale.
Nottwil har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i det lidt mindre Grand Prix Tell i 2009, hvor Thomas Frei tog en solosejr foran Nicolas Schnyder og Mathias Frank.
Annonce
3. etape
Sprinterne nød forhåbentlig deres dag i rampelyset, for i år kommer løbets i år tre bjergetaper usædvanligt tidligt. De kommer nemlig lige i rap på 3., 4. og 5. dag, og allerede med det samme kan der gøres forskelle. Nok er det meste af tirsdagens etape flad og let, men den korte etape slutter på den velkendte stigning Villars-sur-Ollon, hvor historien viser, at man sagtens kan vinde tid. Etapens samlede karakter gør, at vi næppe vil se enorme forskelle, men der burde ikke være tvivl om, at vi tirsdag eftermiddag allerede har en meget bedre ide om, hvem der vil vinde løbet.
Med en distance på bae 143,8 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fa Tafers til Villars-sur-Ollon. Startbyen ligger i den fladere del af landet mod nord, mens målet ligger midt i Alperne, og derfor er det en etape i to adskilte dele, hvor første del er flad og anden del bjergrig. Man lægger ud med at køre en omgang på en 25,8 km lang rundstrækning i området nord for startbyen. Først kører man mod nordøst ad flade og let stigende veje, inden det falder mod nordvest frem til det nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest og senere sydøst for at køre igennem let stigende terræn tilbage til startbyen, hvor rundstrækningen afsluttes.
Efter rundstrækningen sætter man kursen mod Alperne. Således kører man mod sydøst og senere syd igennem let stigende terræn fem til Oberschrot, som nås efter 38,9 km. Her vender man rundt for at kører mod nord og nordvest, nu igennem relativt fladt terræn, indtil man efter 45,3 km drejer mod sydvest. Herfra er det let faldende, mens man kører ned til Gruyere-søen, som nu følges mod syd, mens det er helt fladt. I byen Broc, der passeres efter 72,4 km, forlader man søen ved at køre mod sydvest ad lige veje, der først er let stigende. Efter 97,9 km drejer man mod sydøst, hvorefter det fortsætter med at stige lert forbi dagens Tissot-kilometer, hvor der køres om bonussekunder efter hhv. 100,7 km og 101,7 km.
Umiddelbart herefter melder den bjergrige anden del sig, når man kører mod sydøst og sydvest op ad kategori 1-stigningen Col des Mosses (13,5 km, 4,0%), der skal deles i flere del. Først stiger det med 6-7% over 3 km, inden de næste 3 kilometer kun stiger med 1-2%. Derfra tager den fat med 3 km med 6-7%, inden de sidste 3,5 km er ganske lette frem mod toppen, som rundes efter 110,0 km.
Herfra resterer 33,8 km, der indledes med en ganske let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til buen Aigle, hvor UCI-hovedkvarteret ligger, og som nås efter 128,3 km. Herfra begynder de sidste 15,5 km med et kort, fladt dalstykke, der fører mod sydøst forbi dagens indlagte spurt, der kommer efter 134,1 km, inden det går mod sydøst og nordøst op ad målbjerget Villards-sur-Ollon (9,7 km, 7,8%), der er i kategori 1. Den stiger først jævnt over 6 km med 8-9%, inden en lettere kilometer med 6.2% efterfølges af yderligere to kilometer med 8-9% og slutteligt 700 m med bare 6,0%, fordelt med 4,5% over den første del og 7,0% over de sidste 200 m. På den nedre halvdel går det ad en relativt lige vej, indtil der kort efter midtpunktet kommer fire hårnålesving i rap. Herfra er det en lige vej, der leder frem til to sidste hårnålesving lige inden den røde flamme, hvorefter en ige vej leder frem til et sidste sving 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 2612 højdemeter.
Fra bjergenkeltstarterne i Romandiet ved vi, at der er tale om en meget svær målstigning, men det er klart, at den som afslutning på et relativt let linjeløb bliver mindre afgørende. Ved besøget i 2017 så vi, at de fem bedste endte i stort set samme tid, men bag dem var forskellene ganske store. Heller ikke denne gang bør forskellene på så let en etape være dramatiske, men stigningen er svær nok til at afsløre klatrehierarkiet, dog i en finale, der tilgodeser de lidt mere eksplosive rytter, som er gode til at køre stærkt op ad én kort og relativt stejl stigning.
Stigningen Villars-sur-Ollon har været brugt som mål for et stort cykelløb tre gange tidligere i dette årtusinde. Det var i dette løb i 2017, hvor Larry Warbasse tog en udbrudssejr med 40 sekunder ned til Damiano Caruso, Steven Kruijswijk, Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Mathias Frank, der som de bedste af klassementsrytterne sluttede inden for 7 sekunder, og hvor yderigere fem mand var inden for et minut af deres tid. Tour de Romandie har haft to bjergenkeltstarter på stigningen, senest i 2022, hvor Aleksandr Vlasov vandt med 31 sekunder ned til Simon Geschke og 36 sekunder ned til Gino Mäder, og forinden i 2018, hvor Egan Bernal akkurat slog Primoz Roglic med 4 sekunder og slog Richie Porte med 18 sekunder. I 2016 havde kongeetapen i Tour de Romandie mål på toppen, men her brugte man en anden og lettere opkørsel, der nærmest gav anledning til en massespurt på toppen, hvor Chris Froome sejrede med 4 sekunder ned til syv mand anført af Ion Izagirre og Thibaut Pinot.
4. etape
Det er ret specielt for et etapeløb slet ikke at have bjergetaper i den sidste del af løbet, men sådan er det i årets Tour de Suisse, hvor alle bjergene skal tackles over tre dage midtvejs. Efter den første bjergetape følger således allerede den anden af slagsen, når man for tredje gang siden 2018 vender tilbage til Leukerbad, hvor man i store træk genbruger finalen fra 2021, hvor Richard Carapaz lagde grunden til sin samlede sejr. Der er tale om en ganske speciel finale, hvor de stejle dele kommer relativt langt fra mål frem mod en lidt blødere afslutning, og det lægger op til et uforudsigeligt cykelløb, som sagtens kan vindes af bedste mand, som det skete for to år siden, men hvor det også kan blive en taktisk affære, der involverer lidt held, eller ende i en spurt i en lille gruppe af løbets favoritter.
Med en distance på 152,5 km, der fører feltet fra Monthey til Leukerbad, følger etapen årets trend med korte bjergetaper, og igen er der tale om en etape i to adskilte dele, hvor man i den første halvdel ganske vist befinder sig i Alperne, men holder sig i den helt flade dal, inden man i etapens anden halvdel begiver sig ind i bjergene. Startbyen ligger nær UCI-hovedkvarteret i Aigle og således i dalen midt i Alperne for foden af tirsdagens målbjerg. Her lægger man ud med at køre en omgang på en 21,4 km lang rundstrækning i dalen nord for startbyen, og den er meget enkel. Således kører mand først mod nordvest op gennem den flade dal tæt forbi Aigle, inden man i byen Vouvry efter 10,8 km vender rundt for at køre mod sydøst tilbage gennem dalen til Monthey, hvor startområdet passeres efter 21,4 km.
Efter passagen gennem start fortsætter man videre mod sydøst ned gennem den helt flade dal ad lange, lige veje frem til skisportsbyen Martigny, der nås efter 43,4 km. Her drejer man mod nordøst for nu at køre ad den helt lige og helt flade dalvej over 35,6 km, hvor der undervejs kun er ét sving. Undervejs passerer man efter 70,8 km igennem udkanten af storbyen Sion, inden man efter 80,5 km når frem til Byen Granges.
Her ændrer etapen karakter. Nu forlader man nemlig dalen for at køre mod nord op ad kategori-stigningen Crans-Montana (14,5 km, 6,7%), idet man bruger en anden og mere velkendt opkørsel, end man gjorde i Giroen i sidste måned. Der er tale om en jævn stigning, der over de første 8 km stiger med 7-9%, inden de sidste 6,5 km med 5-7% er lettere. Toppen rundes efter 95,4 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod sydøst tilbage til dalen, hvor man kortvarigt kører mod nordøst ad den flade dalvej, idet man undervejs kører dagens spurt efter 113,3 km.
Umiddelbart efter spurten forlader man igen dalen ved at køre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Varenstrasse (4,2 km, 4,4%), der er en ganske jævn opkørsel med top efter 117,8 km. Derfra leder en kort og let nedkørsel mod øst og sydøst tilbage til dalen, hvor man kører mod sydøst og øst ad flade og lige veje frem til dagens Tissot-kilometer, hvo der skal spurtes om bonussekunder efter hhv. 128,5 km og 129,5 km.
Umiddelbart efter de to spurter indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre mod nord, nordvest, sydvest og igen nordvest op ad kategori 1-stigningen Höhenweg (18,9 km, 5,6%), hvis data snyder. Således stiger de første 7,8 km med 8,6%, herunder endda jævnt med 8-11% over 4 km på den nedre del, inden der følger 5 km, der skiftevis faldende og let stigende. Derefter tager den igen fat med 2,3 km med 7,6%, hvorefter den er let faldende over en kilometer. Slutteligt stiger de sidste 3 kilometer med hhv. 5,3%, 5,1% og 8,5%, inden man runder toppen efter 148,8 km.
Derfra resterer blot 3,7 km, der indledes med en i starten meget kringlet, men derefter helt enkel nedkørsel, der fører mod nord ned til Leukerbad, hvor de sidste 1300 m stiger med 5,1% i snit, dog med 6,5-7% over de sidste 600 m. På toppen af stigningen drejer man til venstre, og derefter er der et skarpt sving med 1300 m igen i bunden af bakken. Med 600 m igen er der endnu et sving, inden man skal igennem en rundkørsel 500 m fra stregen
Etapen byder på i alt 2789 højdemeter.
Finalen er næsten identisk med den, der blev benyttet i 2021, hvor man dog benyttede en lidt anden og lidt mere jævn opkørsel efter finalestigningens stejle bund og nedkørsel, men hvor de sidste 600 m var de samme som i år. Dengang blev der ikke gjort forskelle på den stejle del, men alligevel lykkedes det Richard Carapaz og Jakob Fuglsang at køre væk, og de kunne udnytte det taktiske spil på den lette sidste del til at øge ganske betragteligt. Som udgangspunkt er det en finale, der meget let kan blive mere taktisk end fysisk, da den svære del slutter langt fra mål, men Carapaz og Fuglsang fik bevist, at det ikke behøver at gå sådan. Dermed venter der en ret uforudsigelig afslutning, der kan ende med slet ikke at gøre nogen væsentlig forskel, men hvor historien altså også viser, at det kan gå anderledes.
Leukerbad har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2021, hvor finalen var næsten den samme, dog med en anden opkørsel til mål efter finalestigningens stejle del. Her sejrede Richard Carapaz i en tomandsspurt foran Jakob Fuglsang, mens syv mand 39 sekunder senere spurtede om 3. pladsen, der blev vundet af Michael Woods. Forinden var det i 2018, hvor 21 mand spurtede om sejren på toppen, og hvor Diego Ulissi sejrede foran Enric Mas og Tom-Jelte Slagter, idet man dog her kørte en helt anden finale uden den stejle del. Tidligere var man forbi i 2006, hvor Steve Morabito kørte alene hjem med 14 sekunder ned til Jurgen Van Goolen og 16 sekunder ned til en stor favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Angel Vicioso foran Koldo Gil, Paolo Bettini, Jan Ullrich og Frank Schleck.
5. etape
I dette lidt specielt designede løb skal bjergrytterne allerede på femtedagen jagte deres sidste tidsgevinster, når den tredje af løbets bjergetaper runder tre dages bjergfest af. Det sker på den eneste voldsomme bjergetape med mere end 4500 højdemeter over mere end 210 km, hvor man skal over hele tre bjergpas, men hvor det hele vil blive kogt ned til en af løbets klassikere, nemlig passagen af Albulapass og den efterfølgende nedkørsel til La Punt. Det er ikke verdens vanskeligste finale, hvor forskellene ofte har været af en ganske beskeden størrelse, men kombinationen af iltfattig luft i højderne og en generelt opslidende etape gør det bestemt ikke umuligt, at vi alligevel vil se større afstande, som vi før har set det i de mest selektive udgaver af det, der bliver klatrernes sidste chance for at sætte tid i banken inden enkeltstarten.
Med en distance på 211,0 km er der tale om en helt anderledes lang etape end de to foregående, og den fører fra Fiesch til La Punt. Begge byer ligger i Alperne, men da målbyen ligger helt over i landets sydøstlige hjørne består etapen af en rejse mod øst. Starten er ganske hård, da man lægger ud med at køre mod nordøst ad en lige og let stigende dalvej, som leder direkte ind på og op over det frygtede Furkapass (16,1 km, 6,4%), der er uden for kategori og er en uhyre jævn stigning uden væsentlige udsving, men som dog til slut har 3 km med 8-9%, inden den flader ud med 4,0% over de sidste 1500 m, som i 2436 m højde rundes efter 38,7 km.
Herfra leder en midtvejs meget teknisk, men ellers meget let nedkørsel videre mod nordøst, inden en let faldende dalvej fører mod nordøst frem til byen Andermatt, som nås efter 60,3 km. Her tager etapen fat igen, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Oberalppass (10,8 km, 5,6%), der stiger jævnt med 6-8% over de første 8 km, men derefter er ganske let frem mod toppen, som i 2046 m højde rundes efter 71,4 km.
Nu bliver det meget lettere. En i starten meget teknisk og siden let nedkørsel fører mod sydøst og nordøst ned til Zarcuns, hvor man efter 82,2 km rammer en let faldende dalvej. Med kun ét sving over de næste 38,8 km følges den nu frem til byen Illanz, der nås efter 121,7 km. Her begynder det i stedet at stige let, slutteligt med 5,3% over 2,4 km, indtil man efter 134,1 km er fremme i byen Versam, hvorfra det igen begynder at falde, mens man kører mod nord og øst frem til byen Bonaduz, der nås efter 142,2 km. Her drejer man od sydøst for at følge en stort set helt flad dalvej frem Thusis, der nås efter 156,5 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at følge en let stigende vej frem til dagens spurt, der er placeret efter 173,2 km. Herfra følger man den let stigende dalvej over yderligere 10,0 km mod nordøst og sydøst.
Nu er det slut med den lette midterfase. Herfra kører man nemlig mod sydøst op ad Albulapass (17,2 km, 6,7%), der er uden for kategori. Der er tale om en flerdelt stigning, hvis første 5 km hovedsageligt er lettere, inden det sværeste stykke med 4 km med 7-10% følger. Herefter følger en meget let kilometer, inden de sidste 7,2 km stiger uhyre jævnt med 6-8% frem mod toppen, der i 2315 m højde rundes efter 201,2 km. Undervejs køres dagens Tissot-kilometer med to bonusspurter efter hhv. 195,2 km og 196,2 km, dvs. med hhv. 15,8 km og 14,8 km igen.
Fra toppen resterer bare 9,8 km, der går mod øst og sydøst ad en i starten meget let, men mod slutningen meget teknisk nedkørsel. Her kommer fire hårnålesving i rap ved 3 km-mærket og derefter yderligere tre hårnålesving med 2000 m, 1600 m og 1200 m igen, inden en lige vej leder ned til de sidste 400 m, de stiger let med 1,6%, og som byder på to skarpe 90-graderskurver med 300 m og 200 m igen.
Etapen byder på i alt 4654 højdemeter.
Vi kender finalen til hudløshed fra seks tidligere besøg i dette årtusinde, og billedet er lidt forskelligt. Vi har set nogle ret suveræne magtdemonstrationer, senest i 2010, hvor Robert Gesink kørte fra alt og alle, men den generelle tendens er, at forskellene er ganske små. Albulapass er ikke verdens sværeste, og det er den samlede etape og højderne, der skal gøre forskellen, og særligt i modvind kan det blive svært at skabe store afstande, hvad vi heller ikke fik ved det seneste besøg i 2017. Vindretningen kan i hvert fald vise sig helt afgørende, men står den rigtigt, viser historien også, at etapen er en glimrende chance for klatrerne til at sætte væsentlig tid i banken inden søndagens enkeltstart.
La Puntt har seks gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb og alle gange med samme finale. Det var senest i 2017, hvor Domenico Pozzovivo tog en af sine sjældne sejre, da han efter et soloridt nåede mål med 4 sekunder ned til Rui Costa, Ion Izagirre og Mathias Frank på en dag, hvor top 11 endte inden for 24 sekunder. I 2013 vandt Rui Costa en tremandsspurt foran Bauke Mollema og Tejay van Garderen på en dag, hvor top 10 endte inden for 22 sekunder, og i 2010 kørte suveræne Robert Gesink alene hjem med 42 sekunder ned til otte mand, hvis spurt blev vundet af Rigoberto Uran foran Joaquim Rodriguez. I 2006 var forskellene meget større, da Koldo Gil vandt med 36 sekunder ned til Jörg Jaksche og 40 sekunder ned til Jan Ullrich, mens kun top 5 var inden for 2 minutter af vindertiden, og i 2003 var det Francesco Casagrande, der kørte alene hjem med 39 sekunder ned til Alexandre Vinokourov og 47 sekunder ned til en firemandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alexandre Moos. Endelig endte etapen i 2000 i en spurt mellem 10 mand, hvor Stefano Garzelli sejrede foran Gilberto Simoni og Richard Virenque.
6. etape
Sprinterne har godt nok ikke haft meget at komme efter i årets løb, og hvis de havde håbet på bedring nu, bliver de skuffede. Fredag bevæger løbets sig ellers endelig ud af bjergene og op til den fladere del mod nord, hvor de holdbare sprintere plejer at have en fest. Det får de imidlertid ikke i første omgang, for selvom finalen slet ikke er så hård, som arrangørerne oftest gør det, slutter det hele med en ganske hård puncheurstigning op mod mål. Med en længde på 2500 m lukker den ned for sprinternes drømme, og i stedet er der lagt op til puncheurfest, på en dag Wout van Aert må have udset sig, hvis ikke det lykkes et udbrud af forhindre de eksplosive folk i at spurte om sejren.
Med en distance på 215,3 km er der for anden dag i træk tale om en meget lang etape, der fører feltet fra La Punt til Oberwil-Lieli. Startbyen ligger i Alperne i landets sydøstlige hjørne, mens målbyen ligger i det fladere nord umiddelbart vest for Zürich, og derfor er det en etape, der starter bjergrigt og slutter fladere. Man lægger endda ud med at køre 5. etapes finale i modsat retning, hvilket giver en brutal start, hvor man med det samme kører mod vest op ad Albulapass (8,5 km, 6,5%), der fra denne side er i kategori 1. Data snyder, da de første 6 km stiger jævnt med 8-10%, men de sidste 2,5 km er lette med bare 1-3% frem mod toppen, som rundes efter 8,8 km.
Efter stigningen går det ad en lang og teknisk nedkørsel mod sydvest og nordvest ned til Bergun, hvor man efter 22,0 km rammer en let faldende dalvej, der følges videre mod nordvest og vest frem til Tiefencastel, der nås efter 39,4 km. Her tager etapen fat igen, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Lantsch/Lenz (6,2 km, 8,0%), der er en ganske jævn stigning med top efter 45,4 km. Herfra går det mod nord ad en let stigende vej frem til byen Parpan, der nås efter 54,1 km, hvorefter en hovedsageligt enkel nedkørsel leder mod nordvest og nord ned til den store by Chur, de nås efter 66,7 km.
Hermed er årets besøg i bjergene slut. Nu bliver det nemlig meget enkelt, når rytterne kører mod nordøst, nord og nord ad en helt flad vej, der byder på et hav af rundkørsler, men meget få sving. Efter 110,6 km når man fem til Walenstadt, hvor man drejer mod vest, hvorefter man kører hen langs bredden af Walensee fem til byen Mühlehorn, der nås efter 122,7 km. Her forlader man søen for at køre mod vest op ad kategori 3-stigningen Kerenzerberg (6,7 km, 4,6%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, men derefter er meget let frem til toppen, som rundes efter 126,5 km.
Stigningen var kun en kortvarig forstyrrelse. En hovedsageligt let nedkørsel leder mod sydvest ned til Mollis, hvor man rammer en lige og flad vej, der leder mod nordøst frem til den store Obersee, der efter 156,8 km nås i byen Lachen. Søen følges kun kortvarigt mod vest, men der er stadig fladt, når man derfra fortsætter mod sydvest. Det ændrer sig dog hurtigt, når man rammer en ikke-kategoriseret stigning (2,5 km, 9,4%), der har top efter 164,8 km, hvorefter det er småkuperet terræn, der ad generelt lige veje leder mod sydvest og vest frem til dagens Tissot-kilometer, der byder på to spurter om bonussekunder efter hhv. 178,9 km 179,9 km. Efter spurterne falder det kortvarigt mod nord ned til Sihlbrugg, hvo man efter 187,8 km drejer mod nordvest for at køre igennem let kuperet terræn frem til dagens spurt, der er placeret efter 196,0 km.
Umiddelbart efter spurten indledes finalen. Først er det let faldende, mens man fortsætter mod nordvest, men kort efter op ad en bakke (700 m, 8,8%), der har top med 13 km igen. Efter 202,9 km drejer mod vest, og umiddelbart herefter rammer man kategori 3-stigningen Islisberg (1,6 km, 8,0%), hvis første 600 m er relativt lette, men herefter tager fat med 200 m med 12,1% og 300 m med 14,3%, inden den flader ud over de sidste 400 m - dog med 12,2 km over de sidste 100 m.
Toppen rundes efter 206,4 km, hvorefter de sidste 8,9 km indledes med en generelt lige og faldende vej, der leder mod sydvest ned til Oberlunkhofen, hvor man med 5,3 km igen drejer mod nordvest for at køre igennem faldende terræn frem til Unterlunkhofen. Her drejer man mod nord for at køre op ad målbakken, der over 2,4 km stiger med 6,7%. De første 700 m er generelt lettere med 6-7%, men derefter venter 700 m med 8,6% frem til den røde flamme, hvorefter de næste 500 m er næsten flade, inden stigningen slutter med først 400 m med 7,1% og slutteligt 100 m med 4,3%. Der er et skarpt højresving i bunden af bakken med 2400 m igen, hvorefter man følger en snoet vej, der byder på 90 graders-kurver med 500 m og 400 m igen, hvorfra vejen bugter sig igennem to kurver frem til stregen.
Etapen byder på i alt 3369 højdemeter.
Etapen er alenlang med mange højdemeter, men sidstnævnte kommer hovedsageligt først på etapen. De kan dog føre til dannelsen af et stærkt udbrud, der på en dag som denne har en chance for at holde hjem. Det er dog også nærliggende at tro, at dette er en etape, som Wout van Aert og måske også Tom Pidcock går efter, og derfor taler meget for, at det kan samles frem til den eksplosive finale med de mange småbakker. Formentlig ender det i en puncheurspurt, der er ganske hård, og hvor klassementsrytterne skal holde sig til og for de mest eksplosives vedkommende også jagte vigtige bonussekunder.
Oberwil-Lieli har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
7. etape
Hvor bjergetaperne i Tour de Suisse traditionelt har været spredt godt ud over ugen, har man i de senere år forsøgt at gøre som i de fleste andre store løb, nemlig at koncentrere dem til sidst. I år vender man imidlertid tilbage til noget, vi kender fra fortiden, for her er sidste linjeløbsetape slet ikke en dag for klassementet. Tværtimod venter der om lørdagen en af løbets to letteste etaper, der med en flad finale vil give ideer til sprinterne. De får dog intet foræret på en dag med næsten 2500 højdemeter i bakkerne syd for Bodensee, og derfor skal de holdbare sprinteres hold på arbejde, hvis de skal have deres blot anden og sidste chance for at spurte om sejren i årets løb.
Efter to lange dage er der skruet en smule ned for distancen, når der skal køres 183,5 km mellem Tüback og Weinfelden. Der er tale om to byer, der ligger relativt tæt på hinanden syd for Bodensee, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i det kuperede terræn. Startbyen ligger ved søens bred, og her lægger man let ud ved at køre en omgang på en 34,4 km lang og hovedsageligt flad rundstrækning omkring byen. Først er det helt fladt, når man kører mod nordvest op langs søbredden, men når man efter 10,0 km drejer mod vest væk fra vandet, begynder det at stige let. Sådan fortsætter det, når man efter 15,4 m drejer mod sydøst senere mod nord, men efter 27,7 km drejer man mod nordøst for at køre igennem faldende terræn tilbage til søen og startbyen, der nås igen efter 34,4 km.
Herfra kører man kortvarigt mod øst hen langs den flade søbred, som man dog hurtigt forlader for at køre mod sydøst frem til dagens første udfordring. Den melder sig, når man drejer mod sydvest fr at køre op ad kategori 1-stigningen Oberegg (9,1 km, 5,3%), der stiger med 6-8% over de første 4 km, men derefter sjældent stiger med over 5% frem mod toppen, som rundes efter 53,7 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst, hvorefter det går mod sydøst ad lange, lige og let stigende vej.
Etapen tager fat igen, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Eichberg (4,9 km, 7,0%), der er meget stel med 8-11% over de første 3 km, men derefter flader betydeligt ud frem mod toppen, som rundes efter 81,8 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod først vest og siden nord, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Engishalden (2,9 km, 4,7%), der har 500 m med 8,5%, men ellers er ganske let.
Toppen rundes efter 106,7 km, og nu følger et lettere stykke. Her drejer man nemlig mod nordvest for at køre ad generelt lige og let faldende veje ned til byen Uzwil, der nås efter 125,3 km. Kort efter begynder det i stedet at stige let, mens man kører videre mod nordvest og senere sydvest og nord frem til dagens spurt, der kommer efter 140,9 km. Her drejer man mod vest, hvorefter det generelt igen er let faldende, og sådan fortsætter det, når man herefter kører mod hele vejen ned til byen Märstetten, der nås efter 158,1 km, idet undervejs er en ganske lille bakke.
Nu er man ganske tæt på målbyen, men i stedet for at køre ind til den, skal man en tur ud i terrænet rundt om den. Således drejer man mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Ottenberg (5,1 km, 4,8%), der efter den første kilometer har 500 m med 7,8%, mens der efter 2 km følger to korte, stejle stykker over hhv. 100 og 200 m med mere end 10%, men derefter er den ganske let frem til toppen, der rundes efter 164,7 km.
Herfra resterer fortsat 18,8 km, og det fortsætter med at stige lidt efter toppen, inden det begynder at falde ad en let nedkørsel. Efter 169,8 km drejer man mod syd, og efter 171,3 km slutter det faldende terræn, når man drejer mod sydvest. Med 7,6 km igen drejer man mod vest for at følge en stigende vej, indtil det med 5,0 km igen begynder at falde let ned mod de sidste 2,8 km, der er stort set helt flade, idet man med 4,0 km igen drejer mod nord for at køre ind til målbyen. Her drejer man med 2,0 km til venstre i en rundkørsel, hvorefter man skal igennem hele tre af slagsen med hhv. 1800 m, 1200 m og 1000 m igen, inden der venter to sving lige i rap med hhv. 400 m og 300 m igen.
Etapen byder på i alt 2453 højdemeter.
Det er ikke mane chancer, sprinterne har haft i dette løb, og derfor må man forvente, at de vil gå benhårdt efter denne blot anden mulighed. Det bliver imidlertid ikke let at skabe samling i det kuperede terræn, og derudover kan den sidste bakke skabe noget udskilning. Den er dog ikke rasende svær, og de fleste af løbets sprintere vil kunne overleve frem mod det, man trods alt må formode vil være løbets blot anden massespurt, her i en meget teknisk finale, der mest vil handle om positionering.
Weinfelden har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest ved de schweiziske mesterskaber i 2019, hvor Stefan Küng tog en solosejr foran Marc Hirschi og Reto Hollenstein, og forinden var det i 2005, hvor de første to etaper i dette løb havde mål i byen. På førstedagen overraskede Bernhard Eisel ved at vinde en spurt foran Tom Boonen og Peter Wrolich, og dagen efter vandt Jan Ullrich en 36 km lang enkeltstart foran Bradley McGee og Michael Rogers.
8. etape
Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, og efter to udgaver i 2019 og 2021, hvor løbet sluttede med en bjergetape, er det igen temporytterne, der får det sidste ord. Modsat sidste år har arrangørerne imidlertid ikke designet en pandekageflad rute, og i stedet skal de klatres næsten 400 højdemeter, hvilket er mere i overensstemmelse med løbets tradition. De kommer dog primært i form af en ganske svær stigning i finalen, og da det meste af ruten består af fladt tonserterræn, kommer man hverken uden om at være tempospecialist eller at kunne klatre, hvis man vil vinde etapen, der vil være en af de vigtigste i kampen om den samlede sejr.
Med en distance på 25,7 km er der ikke tale om den længste enkeltstart i løbets historie - måske fordi 1. etape var sjældent lang - og den fører feltet fra St. Gallen til Abtwil. Der er tale om to nabobyer, der ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består af en tur rundt i terrænet nord for de to byer. Starten er helt enkel, idet man kører ad en stigende vej frem til et sving efter 1700 m, hvorefter det går mod nordøst og senere nord og nordvest ad lige veje, der er ganske let faldende. Først efter 8,8 km i udkanten af byen Wittenbach er der et sving i en rundkørsel, hvorefter det går ad en lige vej mod sydvest og nordvest, idet den først er faldende og siden går op ad en bakke (600 m, 6,3%), på hvis top den første mellemtid tages efter 10,7 km.
Efter tidstjekket er det stort set helt fladt, når man kører ad lange, lige veje uden sving mord nordvest og sydvest frem til byen Waldkich, der nås efter 16,1 km. Efter 17,0 km kommer endelig et sving i form af et venstresving, der leder mod sydvest ind på en bakke (1,7 km, 7,9%), der har top efter 18,5 km. Herfra fortsætter det med at stige let mod øst, sydøst og syd, indtil men efter 5,0 km når frem til to sving, der kommer lige i rap. Herfra går det mod sydøst og syd ad lange, lige og flade veje frem til udkanten af Abtwil, hvor det med 4 km igen begynder at falde mod øst og sydvest ind gennem byen, idet det falder kraftigt hele vejen ned til den sidste kilometer, der kun falder let med 1-2%- Første i finalen er der igen to sving med hhv. 700 m og 100 m igen.
Etapen byder på i alt 362 højdemeter.
Der er tale om en ret alsidig test. Tekniske udfordringer er der ingen af, og meget af etapen er relativt flad, hvorfor wattmonstrene virkelig kan åbne for gassen. Til gengæld er stigningen både lang og stejl, og det betyder, at der vitterligt også vil blive stillet krav til klatreevnerne. Det vil udelukke de allertungeste, men grundlæggende er det en enkeltstart, der vil blive vundet af specialisterne, og dermed vil det også være de mest tempostærke klassementsryttere, der får det sidste ord i kampen om den samlede sejr.
Abtwil har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Favoritterne
Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.
I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).
Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I 2017 gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede triumf - præcis som vi i 2019 så, at Egan Bernal på den hårde rute fik skovlen under tempostærke Rohan Dennis. Til gengæld var vi i 2018, hvor Richie Porte vandt, på en meget let rute igen i en situation, hvor det i vidt omfang var de to tidskørsler, der var afgørende. I 2021 var det også kun, fordi Richard Carapaz var så overlegen på en ellers lidt blød bjergetape, at bjergenkeltstarten ikke blev næsten altafgørende, og sidste år, hvor ruten ellers var sjældent svær, sikrede Geraint Thomas sig sin meget store sejrsmargin via den helt flade enkeltstart.
Det viser, at det er en generel tendens, at bjergrytterne med de seneste års hårdere ruter har haft betydeligt lettere spil end tidligere. Det tvivler jeg dog på, at de får i år. Efter en hård udgave i 2022 følger årets rute mønsteret med, at vi har skiftevis hårdere og lettere ruter. I hvert fald ligner årets løb en udgave, hvor de to enkeltstarter kommer til at spille en ret afgørende rolle.
Det skyldes delvist deres længde. Den lange enkeltstart er egentlig kortere, end vi ofte ser det, men når det kombineres med en historisk lang åbningsenkeltstart, ryger vi på i underkanten af 40 km, helt præcist 38,4 km. Det er selv efter dette løbs standard relativt meget, og mere betydningsfuldt bliver det af, at vi ikke ser de kuperede og tekniske ruter, man ellers ofte ser i dette løb. 1. etape er rent tons for wattmonstrene på lange, lige og flade veje, hvor de små folk over så pæn en distance kan tabe en del tid. På sidste etape er terrænet mere kuperet, og stigningen undervejs er både relativt lang og stejl, men det er ikke nok til at kompensere for, at resten af etapen består af fladt specialistterræn. En klassementsrytter, der samtidig er enkeltstartsstærk, kan mod temposvage folk virkelig gøre betydelig skade på denne rute.
Det skal der så kompenseres for i bjergene, og her er vi begunstiget af, at vi kender finalerne fra tidligere. Størst potentiale har kongeetapen med Albulapass, hvor billedet er ret blandet. Vi har set nogle flotte soloridt, senest med Robert Gesink i 2010, og kombinationen af højder og lang og svær stigning taler da også for, at det kan lade sig gøre at lave betydelig skade. Højderne betyder dog også, at stigningen er ekstremt vindfølsom, og da det heller ikke er verdens stejleste stigning, har vi oftest set, at forskellene har været små mellem de bedste. Typisk har det 4-5 bedste mand holdt sig til hinanden, og ved seneste besøg i 2017 var top 11 inden for 24 sekunder.
Chancerne for, at de bedste adskilles, er nok større på 3. etape. Her er stigningen i hvert fald stejlere, men den er også kort og kommer efter en let dag. Historisk ser vi også her, at forskellene mellem de bedste har været små. Der bør være en bedre chance for, at bedste mand kører alene, men på så kort en stigning vinder han ikke minutter - slet ikke i tilfælde af modvind.
Endelig er der Leukerbad-etapen. Også den kender vi fra tidligere, for finalen minder meget om den, vi havde i 2021. Den nedre del af stigningen er det sværeste i hele løbet, men for to år siden kom der ingen angreb her. Det kom først på den bløde del til sidst, hvor Richard Carapaz og Jakob Fuglsang kom væk i det, der var en ekstremt taktisk finale uden hjælpere. De var ikke uheldige med at slå hullet og lukrere på det manglende samarbejde, for på de bløde procenter efter den stejle del er det ikke let at gøre forskelle. Denne gang bruger man en lidt anden opkørsel efter den stejle del, men den er stadig relativt let. Det kan bestemt lade sig gøre at lave også stor skade - det viste Carapaz og Fuglsang jo - men mest sandsynligt er en spurt, hvis ikke man udnytter den stejle nedre del, hvad man ikke gjorde for to år siden.
Hvad så med de øvrige etaper? Fredagens puncheurfinale vil ikke skabe reelle forskelle, men hvis ikke et udbrud kører hjem - og det gør det næppe på en etape, der må være et stort mål for Wout van Aert - kan de eksplosive typer sikre sig bonussekunder. Til gengæld burde 2. og 7. etape ikke spille en rolle, for her vil sprinterne utvivlsomt gå efter de få chancer dette løb tilbyder.
Vejret i Schweiz kan være af tvivlsom kvalitet, og som nævnt bliver vindretningen vigtig i bjergene, særligt på Albulapass på torsdag. Det ligner desværre på dette tidlige tidspunkt en ustabil uge. Søndagens enkeltstart kan give ulige vilkår grundet en betydelig risiko for byger, som kan give etapen et element af lotteri, og det samme vil vi opleve i mandagens finale. Tirsdagen ligner lige nu en våd affære, men med godt nyt til klatrerne, da der vil være en pæn medvind på målbjerget.
Til gengæld er der dårligt nyt onsdag, der også med nogen risiko bliver våd, da der vil være en pæn modvind både på den stejle og den lette del af målbjerget. Allervigtigst bliver vindretningen torsdag, der også kan blive ret våd, men her lugter det også af medvind. Fredagen har en pæn chance for at blive tør, og lige nu ser det ud til, at den sidste weekend måske kan blive ret flot. Ingen af dagene vil der være en vindstyrke, der gør sidevind relevant.
Hvad ender vi så på? Vindretningen gør, at vi formentlig kan få forskelle både på 3. og 5. etape, mens det bliver svært med den direkte modvind på 4. etape. Den kan til gengæld ende i en spurt, hvormed de eksplosive folk kan få to chancer, hvis de får hentet udbruddet begge dage. Vi ved fra tidligere, at det på 5. etape vil være muligt med medvind for bedste mand at gøre en vis skade, men det ændrer ikke på, at det er et løb, hvor enkeltstarterne synes at blive meget afgørende, når bjergetaperne er så relativt lette. Derudover skal man formentlig kunne håndtere lidt regn, selvom det ikke bliver koldt. Et stærkt hold kan blive vigtigt på 4. etape, der endte meget taktisk for to år siden, men de øvrige etaper synes ret lette at kontrollere. Endelig er det værd at bemærke, at alle bjergetaper kommer sjældent tidligt, hvilket kan være en fordel for de ryttere, for hvem det halter lidt med restitutionen over otte dage.
Efter sidste års felt med de relativt mange Tour-kaptajner har løbet igen i år klart tabt kampen til Dauphiné. Det er meget få Tour-kaptajner, der er til start, og i det hele taget er det et felt, der på klassementssiden mangler dybde. Til gengæld kan løbet prale af at have nogle meget tunge navne, der har løbet som et decideret mål, og på mange måder er kampen om sejren betydeligt mere spændende end i Dauphiné.
Jeg vælger at pege på Remco Evenepoel som favorit, men det er klart, at det er med større usikkerhed end vanligt. Vi ved ikke, hvor han står efter sin coronasygdom, der kostede ham nogen træning. Hårdt ramt var han ikke, men grundet holdets protokoller var han alligevel af cyklen i flere dage, indtil han fik testet sit hjerte og atter fik tilladelse til at træne. Han har imidlertid haft sin egen træningslejr i Belgien de seneste uger, og han valgte at skippe Belgium Tour, der passerer hans hjemby, til fordel for dette løb. Det gør han naturligvis kun, fordi han føler sig klar til at vinde.
Vi ved jo også, at hans formmæssige udgangspunkt inden sygdommen var ganske fremragende, og han er i hvert fald ikke startet fra scratch. Alligevel skal han være knivskarp, hvis han skal følge særligt Juan Ayuso i bjergene, men heldigvis hjælpes han af ruten. Der er lagt op til magtdemonstrationer på de to enkeltstarter, og selv hvis han ikke klatrer som ønsket, kan han på de relativt lette bjergetaper begrænse tabet ganske pænt.
Han har også fået så meget punch, at han kan tage bonus, hvis der skal spurtes på toppen, og han hjælpes også af, at bjergetaperne kommer tidligt, hvis han igen skulle få problemer med holdbarheden, som han jo ofte har haft, blandt andet i dette løb for et år siden. Hvor han står på det punkt, ved vi stadig ikke helt, men den svaghed kan måske vise sig igen, hvis formen mangler lidt. Nu skal han imidlertid kunne holde fem dage og brage en enkeltstart af til sidst, hvilket burde være overkommeligt. En udfordring kan være et svagt hold, hvor vi aldrig ved, hvad vi kan forvente af lottokuponen James Knox, mens Mauro Schmid kan være for begrænset i bjergene, men heldigvis er det kun på 4. etape, hvor det synes at kunne blive en større trussel. Jeg anser Ayuso som en formidabel modstander, men med en rute, der favoriserer tempostærke ryttere så meget, må han være favorit.
Han skal imidlertid stå tidligt op for at slå Juan Ayuso. Grundet sin knæskade har det spanske vidunderbarn jo stort set ikke kørt løb i år, men nu får han endelig mulighed for at stille velforberedt til start. Med tanke på hvad en formsvag Ayuso leverede i Romandiet, tyder alt på, at han med sin første grand tour i benene har forbedret sit niveau ganske markant, og så kan han meget vel have lukket en stor del af det hul, der var til Ayuso i Vueltaen. Det er klart, at han får bank af Evenepoel på enkeltstarterne, men hans choksejr på netop enkeltstarten i Romandiet kan vidne om, at han har forbedret sig. Det var så speciel en enkeltstart, at den ikke nødvendigvis siger for meget, men med den hæderlige enkeltstart, han kørte i Dauphiné sidste år, og med det supermateriel, UAE har i år, og som vi senest så i Dauphiné, kunne han meget vel som en anden Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard have lært at køre enkeltstart ud af det blå.
Det ændrer dog ikke på, at han vil tabe til superspecialisten Evenepoel på disse flade ruter, men det bliver ikke nødvendigvis så meget. Han lider under, at bjergetaperne er relativt lette, men med medvind på to af etaperne har de som sagt potentiale. Eksplosiv og hurtig er han også, og så kører han for et uhyggeligt stærkt hold, hvor han og Jay Vine måske kan isolere Evenepoel og angribe ham på skift. Det giver endnu flere muligheder, og derfor skal man ikke blive forbavset, hvis kometen vinder det første løb, han i år kører i formstærk tilstand.
UAE begunstiges som sagt af at have et skræmmende hold. De har nemlig også Jay Vine. Det er klart, at australieren er en lottokupon. Det er han altid, men det gælder særligt nu, hvor han kommer fra Giroen, for det kan altid gå én af to veje efter en grand tour. Der er dog en god chance for, at Vine får positivt udbytte, for han endte jo som bekendt med ikke at køre sig helt ud i løbet af de tre uger. Til gengæld var det også klart, at han ikke var på sit bedste niveau i den sidste uge, selvom han hjalp Joao Almeida stort på 18. etape og kørte en pæn bjergenkeltstart. Begge præstationer viser omvendt også, at han i hvert fald ikke var helt død, og kommer han stærkt ud af løbet, vil han møde et løb, der passer ham. Han - og UAE - er blevet så gode på enkeltstarter, at han kan begrænse sit tab til Evenepoel på første og sidste etape, og vi ved jo, at den bedste Vine kørte lige op med den flyvende belgier på første bjergetape i Vueltaen. Samtidig har han og Ayuso som sagt en potentiel fordel af deres overtal, måske særligt på 4. etape. Det er nok usandsynligt, at vi ser en knivskarp Vine, men på denne tempotunge rute er han i hvert fald en af de få, der har et meget stort vinderpotentiale.
Herefter bliver det vanskeligere at finde ryttere med en reel chance for at vinde, men næste mand på listen kunne være Wilco Kelderman . Han har jo kun kørt et halvt Tirreno i endnu en skadesplaget sæson, og derfor ved vi ikke, hvor meget et skifte til Jumbo har boostet hans niveau, som man jo ofte ser det. Han kom imidlertid godt fra start i det italienske løb, hvor han hjalp Primoz Roglic fornemt på kongeetapen. Vigtigst af alt viste han de tempoevner, han ellers havde mistet, og det er meget, meget vigtigt i dette løb. Kan han igen vende tidskørslerne til den styrke, de engang var, må han regnes som en god kandidat på denne rute.
Til gengæld har han også en del af bevise i bjergene, hvor han faldt kraftigt i niveau i 2022, men her kan man håbe, at Jumbo har boostet ham. De eksplosive finaler passer ham også, og han har et af de stærkeste hold med særligt Wout van Aert som superhjælper. Formen burde også være god, da han har trænet i højderne som førstereserve frem mod Touren, og selvom han nu faktisk skal med til Frankrig, er han måske endda lidt længere fremme end mange andre, fordi dette løb jo faktisk lignede hans store sommermål. Måske er det i denne uge, at vi ser en genrejst Kelderman
Jeg er ret spændt på Neilson Powless . Indtil nu har han været alt for begrænset i bjergene til at køre klassement i denne slags løb, men han har udviklet sig helt enormt i år. Han var her, der og alle vegne frem til en ardennerkampagne, der blev ødelagt af styrt, og vigtigst er det i denne sammenhæng, at han blev nr. 5 på kongeetapen i Paris-Nice. Det var i et bag de tre bedste svagt felt, men dette felt er bestemt heller ikke specielt dybt. Han hjælpes også af, at bjergetaperne her er relativt lette, og vigtigst af alt har han genfundet noget af sin tempostyrke, hvad der er vigtigt på denne rute. Sidste år blev han således nr. 8 på den flade rute i dette løb, og kører han på samme niveau i år, kan han godt tillade sig stadig at mangle lidt på bjergetaperne. Det store spørgsmål er, hvor meget hans niveaufremgang vil vise sig i et løb med så mange bjergetaper som dette.
Hvad kan vi forvente af Pello Bilbao. Jeg har ikke været imponeret over hans klatring i år og for den sags skyld heller ikke i 2022, selvom han endte som nr. 5 i Giroen. Omvendt har han grundet sin sygdom i april, der var det helt store mål, heller ikke kørt specielt meget i år, og han blev trods alt nr. 5 på kongeetapen i UAE Tour. Nogen topklatrer har han aldrig været, men disse relativt lette bjergetaper giver ham relativt gode kort på hånden. Når jeg rangerer ham så højt, skyldes det primært enkeltstarterne. Engang var han en ganske god temporytter, men de evner forsvandt efter skiftet til Bahrain. I år har Bahrain imidlertid åbenlyst forbedret sit materiel ganske enormt, og det giver håb om, at han kan genfinde nogle af de tempoevner, han havde hos Astana. Gør han det, burde han være en af de komplette ryttere, der kan gøre det godt på en rute som denne.
Jeg prøver at rangere Tom Pidcock her, men det er med stor usikkerhed. Da han i Algarve endelig skulle teste sine tempoevner, viste det sig nemlig, at han faldt igennem. Det var imidlertid også en øjenåbner for ham, og han kunne efterfølgende afsløre, at han stort set ikke havde trænet på sin enkeltstartscykel. Man må formode, at det er en lektie, han har lært, og at han nu vil møde til start med betydeligt flere enkeltstartskilometer i benene. Hans juniorverdensmesterskab viser jo, at det ikke er en disciplin, der er ham fremmed, og han blev trods alt også nr. 19 i Algarve i et ret skarpt felt. Helt temposvag er han i hvert fald ikke, og vi så i foråret, at han genfandt det høje niveau, vi slet ikke så i foråret 2022. Den store udfordring for ham bliver at bevise sig selv i bjergene, hvor det kun er i Touren, vi for alvor har set ham folde sig ud. Her manglede han lidt, men han var bestemt ikke dårlig, inden han gik ned til sidst, og han vandt jo endda på Alpe d’Huez, hvor han kørte fra Louis Meintjes, der endte i den samlede top 10. Med det niveau, han har haft i år, kan man håbe, at han har forbedret sig yderligere, og i dette felt er han i hvert fald en af de ryttere, der har det største potentiale - særligt når bjergetaperne ikke er alt for svære. Til gengæld er han også en lottokupon, og man ved aldrig, hvilken udgave af Pidcock der møder op.
Romain Bardet er en af de få Tour-kaptajner, der forbereder sig her - Bilbao er en anden - men han har lidt at bevise. Hans forår var en katastrofe, og det niveau, han kortvarigt fandt i Ardennerne, forsvandt hurtigt i Romandiet igen. Heldigvis så vi sidste forår, at han i Giroen var bedre end nogensinde, og det var et niveau, han først fandt, da han havde trænet frem mod sin grand tour. Dengang vandt han endda forberedelsesløbet i Alperne, og man kan håbe, at han møder op med samme niveau her. I gamle dage havde jeg ikke drømt om at rangere ham højt på så tempotung en rute, men efter skiftet til DSM så vi markant fremgang sidste år. Den var svær at se på den lange enkeltstart i Romandiet, men den var til gengæld tydelig på prologen, og den svage 3. etape handler formentlig snarere om, at formen ikke rakte til den hårde stigning. Har han fundet sit 2022-niveau, både på enkeltstarter og i bjergene, bør han i dag være så alsidig, at han kommer langt også på en rute som denne.
Alle de danske øjne vil være rettet mod Mattias Skjelmose, der igen går ind til en vigtig test. Desværre bekræftede hans nedtur på kongeetapen i Baskerlandet, at han fortsat har problemer på de større bjergetaper og ikke mindst med holdbarheden. Derfor er jeg heller ikke alt for optimistisk, for selvom han hjælpes af, at de tre bjergetaper kommer tidligt, skal han stadig køre stærkt i nogle høje bjerge, hvor han har haft mangler, tre dage i træk. Når jeg alligevel viser ham en vis tillid, skyldes det hans fremragende tempoevner, der vil være meget vigtige på denne rute, at bjergetaperne trods alt er relativt lette, og at han i Ardennerne viste et hidtil uset niveau. Det er klart, at det ikke bare kan overføres til store bjergetaper, men det vidner i hvert fald om, at han er en rytter i rivende udvikling. Kan det også have forbedret ham i bjergene og hans holdbarhed, står han på så tempotung en rute ganske fornuftigt.
Sidste år endte Sergio Higuita som nr. 2 i dette løb, men det var også på en sjældent hård rute. Det bliver meget svært at gentage på denne tempotunge rute, for hans enkeltstart har været ganske katastrofal på det sidste. Der var dog ét lyspunkt, nemlig i dette løb, hvor han faktisk gjorde det ganske fornuftigt. Med tanke på, at Bora virkelig imponerer på materiellet i år, kan man derfor håbe, at han kan begrænse sit tab lige så godt denne gang. Han lider under, at bjergetaperne kan ende med at være for lette, men til gengæld er de også ret eksplosive, og det passer en fyr som ham glimrende, ligesom han er komfortabel i højderne på Albulapass. Desværre har han også meget at bevise, for selvom han var hæderlig i Baskerlandet, har vi ikke set den bedste Higuita siden dette løb for et år siden. Heldigvis kan man håbe, at han har fundet topformen nu, for han har nemlig tænkt sig at bruge dette løb til at køre sig til en plads på Tour-holdet.
Samme problemer har hans holdkammerat Cian Uijtdebroeks. Det belgiske stortalent viste i både Catalonien og Romandiet, at han allerede kan klatre med de allerbedste nu. Med den rivende udvikling er han sikkert endnu bedre nu i det, der er hans store sommermål, og han har endda vist, at han er ret stabil. Som junior var han tempostærk, men desværre har U23-tiden og denne sæson vist, at det slet ikke gælder, hvad han da også har erkendt. Derfor er denne rute utvivlsomt for tempotung, og han lider således også af nogle bjergetaper, der nok desværre er for lette og endda også for eksplosive. Hvis de alligevel skaber de forskelle, som særligt 5. etape har potentiale til, og kan også han ride lidt med på Boras enkeltstartsbølge, kan han dog alligevel komme langt med de klatreevner, der i dette felt bør række meget langt.
Jeg ville gerne rangere Felix Gall noget højere. Østrigeren har nemlig imponeret stort i år, først i Baskerlandet og Alperne, og senest viste han i Mercan’Tour Classic, at han er i form igen. Desværre er denne rute alt for tempotung, for hans enkeltstarter har mildt sagt haltet. Han har dog heller ikke kørt dem i år, og man kan håbe, at han har brugt vinteren på at forbedre sig. Det er i hvert fald nødvendigt, hvis han skal være med på denne rute, men køres bjergetaperne hårdt, burde han komme langt med det niveau, han har haft i år, også selvom det indtil nu mere er i eksplosivt terræn, vi har set ham fremme.
Jeg er ret spændt på Lennert Van Eetvelt. Den talentfulde belgier har vist sig at være et endnu større talent end ventet. Han var allerede relativt stærk i Catalonien, selvom han skuffede på kongeetapen, men efter ”dopingsagen” er han kommet flyvende tilbage. Han kørte Oscar Onley over i Rhone-Alpes Isere Tour, og han viste også i Mercan’Tour Classic, at han kan være med helt fremme i professionelt selskab med den form, han har nu. Niveauet her er dog også højere, og vi ser i Dauphiné, at Richard Carapaz stadig ikke er på sit vanlige niveau. Han vil fortsat mangle lidt for meget i bjergene, og dertil skal lægges, at hans enkeltstart er en ubekendt. Han har ikke kørt mange som U23, og selvom han har vist, at han bestemt ikke er uden evner, viste hans 14. plads ved VM også, at han vil få en vis regning på denne rute.
Så er der Ion Izagirre, der jo er blevet lidt af en lottokupon. Nu om dage synes han kun for alvor at præstere, når det hedder Baskerlandet Rundt i april, men det gjorde han til gengæld også igen i år. Desværre har han niveau for vane at være lavt på alle andre tider af året, og vi så da også, at han ikke tog de gode ben med sig til Ardennerne. Vi har samtidig set, at hans engang så gode enkeltstart er forsvundet helt efter skiftet til Cofidis, og det gør det svært for ham på denne rute. Han har også altid været bedre i baskisk terræn end i høje bjerge, og dette løb har derfor aldrig været ideelt for ham. Derfor er optimismen begrænset, men det er også klart, at han med de ben, han havde i Baskerlandet, kommer ret langt på bjergetaperne i dette felt.
Boras tredje kandidat er Maximilian Schachmann, men hvor meget tålmodighed skal vi have med ham? Han har jo været en skygge af sig selv siden OL i 2021, men faktisk var der et lille glimt af håb for præcis et år siden, hvor han blev nr. 2 i Aargau og nr. 10 i dette løb. Det var desværre også i et felt, der grundet corona endte med at være meget svagt, men det vidner om, at han stadig kan lidt. Han var endda også ret optimistisk efter vinteren, men sygdom forhindrede ham i at vise, om han havde grund til det. Sidst vi så ham, kørte han stærkt i Köln, men det var på en billig baggrund, der ikke kan overføres til dette løb. Alligevel burde han med det niveau, han havde sidste år, komme længere på denne rute. Han genfandt nemlig de gamle tempoevner, både i Touren og her, og det betyder meget mere på denne rute, end det gjorde på sidste års. Bjergetaperne er lettere og passer grundlæggende godt til ham. Det er imidlertid også klart, at høje bjerge er noget, der er ham tillært, og disse kan sagtens være for voldsomme til hans nuværende niveau, selvom han med sin 4. plads i 2021 viste, at dette løb var inden for hans rækkevidde, da han var allerbedst.
Jeg prøver at rangere Antonio Tiberi her, men det er klart, at det er med stor usikkerhed. Efter den kedelige katteskandale, der har plettet hans ry ganske betydeligt, har han ikke kørt løb i lang tid. Til gengæld viste han i sæsonstarten et højere niveau end tidligere, både i Tour Down Under og UAE Tour. Han har angiveligt også trænet hårdt for at være klar til genstarten, og han har længe vidst, at han skulle i aktion her. Når jeg rangerer ham relativt højt, skyldes det dog først og fremmest ruten. Han har ikke kørt alt for gode enkeltstarter som professionel, men særligt i Dauphiné viste han, hvorfor han er tidligere juniorverdensmester. Med det materiel, Bahrain har i år, kan det blive et ganske lykkeligt ægteskab på denne rute, men det kræver, at han er i form, ligesom han i bjergene skal have forbedret sig yderligere i forhold til det, vi så i UAE Tour - og først og fremmest skal han have overvundet den skræmmende ustabilitet, der med et meget lavt bundniveau har kendetegnet ham hidtil.
Så er der Alexey Lutsenko. Det er meget længe siden, vi har set den bedste udgave af kasakken, der kun i den sidste uge af Touren lykkedes med at finde sig selv i 2022. I år tog han en flot sejr på Sicilien, ligesom han med offensiv kørsel kom langt i Amstel, men da det for alvor gjaldt i Fleche og Liege, så vi, at han stadig var milevidt fra sit niveau. Man kan håbe, at han nu har lagt sit skadesplagede forår bag sig, men min optimisme er begrænset, når vi ikke har set nogen specielt god udgave af ham i så lang tid. I forvejen var det jo første i sommeren 2021, at han for alvor lærte at køre i høje bjerge, og selvom bjergetaperne her ikke er så svære, vil jeg stadig regne det som en betydelig menu for ham. Samtidig har han ikke vist de formidable tempoevner, han og Astana pludselig fandt i 2021, men her er der lidt håb at hente i, at vi i Giroen så tendenser til Astana-miraklet én gang til. Grundet den tempotunge rute kan han derfor godt ende ganske hæderligt, men jeg vil tro, at han er for begrænset i bjergene.
Det virker jo helt absurd at nævne Stefan Küng, men det er vi jo efter sidste års udgave nødt til. Her blev han en ganske sensationel nr. 5. Det var endda på en hårdere rute, men det var også i et løb, hvor corona maltrakterede feltet. Denne gang passer den endnu mere tempotunge rute med lettere bjergetaper ham endnu bedre, men hvis ikke corona hjælper ham igen, er feltet også af en anden kaliber. På løbets to bjergetaper endte han trods alt kun som nr. 18 og 19 sidste år, og der venter således en regning på løbets tre dage i bjergene. Til gengæld er årets enkeltstartspensum også så stort, at han godt kan godt i top 10 igen, hvis han har de bjergben, han havde sidste år.
Movistar kommer med Ruben Guerreiro. Som udgangspunkt er denne rute for bjergrig for ham, men sidste år sprang han jo ud som bjergrytter på netop denne årstid, da han blev nr. 5 på kongeetapen i Dauphiné og vandt Ventoux-løbet. Det er dog også det bedste, han har vist i bjergene siden dengang, og i år har han skuffet fælt. Man skal imidlertid åbne døren for, at han frem mod Touren har fundet tilsvarende bjergben, og han hjælpes jo i hvert fald af, at bjergetaperne ikke er alt for svære. Problemet er i den sammenhæng, at han jo ikke rigtigt kan bruge enkeltstarterne, hvor han er svag og senest floppede i Galicien. Når man studerer hans resultater, forsvarer han sig faktisk af og til hæderligt i kampen mod uret, senest i Dauphiné. Det skaber et lille håb om, at han vil gøre det samme her, men han er lidt for meget på udebane på det meste af ruten.
Schweizerne holder med Gino Mäder, og for nogen tid siden havde han også været spændende. Problemet er bare, at tålmodigheden er opbrugt. Den engang så lovende schweizer har skuffet igen og igen siden 5. pladsen i Vueltaen i 2021, og der er slet ingen tegn på fremgang. Senest floppede han fælt i Romandiet, hvor han skulle være i storform frem mod den Giro, han missede med corona, og når man ser på, hvordan det gik i Paris-Nice og Catalonien, er det svært at se, hvorfor han pludselig skulle være sig selv igen. Temposvag er han også, og selvom hans flotte enkeltstart i Romandiet viste, at han måske lukrerer på Bahrains bedre materiel, var den rute så speciel, at det næppe kan overføres til disse fladbaneenkeltstarter. Nej, tålmodigheden er tyndslidt, men det er også klart, at det kan se anderledes ud, hvis de gode Vuelta-ben pludselig dukker op igen.
Endelig er Ineos’ anden kandidat Ben Tulett. Egentlig burde han stå højt på listen, for han er jo en af de bedre temporyttere. Problemet er bjergene. Ganske vist drømmer han om at blive grand tour-rytter, men han er faldet igennem i alle løb med større bjergetaper. Efter et svagt forår er han i form, som han viste med 2. pladsen i Ungarn og sejren i Norge, men det var netop i det eksplosive terræn, hvor han har været så god. I de høje bjerge har han alt at bevise, og det er vel bekymrende, at han på Fløyen-stigningen i Norge kun akkurat kunne slå tunge Sheffield. Det lugter i hvert fald ikke af, at det er her, han pludselig springer ud som bjergrytter, selvom han har tempoevnerne, og formen er god.
OPDATERING: Guerreiro kommer ikke til start.
OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, og den var helt uden væsentlige ændringer.
***** Remco Evenepoel
**** Juan Ayuso, Jay Vine
*** Wilco Kelderman, Neilson Powless, Pello Bilbao, Tom Pidcock, Romain Bardet
** Mattias Skjelmose, Sergio Higuita, Cian Uijtdebroeks, Felix Gall, Lennert Van Eetvelt, Ion Izagirre, Maximilian Schachmann, Antonio Tiberi, Alexey Lutsenko, Stefan Küng, Gino Mäder, Ben Tulett
* Damien Howson, James Knox, Rigoberto Uran, Koen Bouwman, Rui Costa, Sebastien Reichenbach, Dylan Teuns, Finn Fisher-Black, Nick Schultz, Yannis Voisard, Matteo Sobrero, Rohan Dennis, Michael Storer, Clement Berthet, Sykvain Moniquet, Jakob Fuglsang, Marc Hirschi, Romain Gregoire, Vadim Pronskiy, Matteo Fabbro, Mauro Schmid, Mattia Cattaneo, Andreas Kron, Gonzalo Serrano, Sam Oomen, Jhonatan Narvaez, Mark Donovan, Lilian Calmejane, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski, Hugo Houle, Matthew Dinham, Alex Aranburu, Xandro Meurisse, Harold Tejada
STREAM TOUR DE SUISSE UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Danskerne
Mattias Skjelmose er kaptajn på Trek, hvorfor han er omtalt ovenfor, og på Israel-PT er også Jakob Fuglsang kaptajn, hvorfor han er omtalt i holdoversigten-. På Lotto vil Andreas Kron formentlig forsøge at køre klassement, som han gjorde det sidste år, men bjergene er for voldsomme og enkeltstarterne for mange og lange. Til gengæld kan han jagte etaper, og særligt 6. etape ligner en god dag for den danske puncheur. På Tudor vil Alexander Kamp være en af kaptajnerne i jagten på etapesejre, hvor han skal satse på 2., 6. og 7. etape, og på Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Pello Bilbao, køre lead-out for Nikias Arndt samt gå efter resultater på enkeltstarterne. På Soudal bliver Kasper Asgreen vigtig for Remco Evenepoel og Tim Merlier, ligesom også han vil jagte topresultater på de to enkeltstarter. På Alpecin skal Søren Kragh jagte etapesejre på særligt 6. etape, ligesom han skal gå efter enkeltstarterne og hjælpe Kaden Groves i spurterne. På EF skal Mikkel Honoré støtte Neilson Powless og Rigoberto Uran samt måske jagte en etapesejr på 2., 6. eller 7. etape, og på Movistar skal Mathias Norsgaard støtte Gonzalo Serrano, Alex Aranburu og Ivan Garcia Cortina i jagten på etaper og forsøge at lave resultater på enkeltstarterne. Endelig skal Christopher Juul på Jayco støtte Matteo Sobrero og Felix Engelhardt.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.
INEOS Grenadiers: Det må handle om Pidcock og Tulett. Michal Kwiatkowski kan ikke længere køre klassement i denne slags løb, og bjergene er for svære for Jhonatan Narvaez og Magnus Sheffield.
Ag2r Citroën Team: Gall er den klare kaptajn. Clement Berthet vil også køre klassement, men har manglet lidt for meget. Jaakko Hänninen viste endelig lidt form i fredags, men niveauet må være for højt.
Alpecin-Deceuninck: Bjergene er for svære for Quinten Hermans, så det må handle om Xandro Meurisse, der dog er milevidt fra fordums styrke.
Astana Qazaqstan Team: Lutsenko er den klare kaptajn, for vi har set, at Harold Tejada har sine begrænsninger. Til gengæld kom Vadim Pronskiy igen i år stærkt ud af Giroen, men enkeltstarterne bliver for dyre, mens Samuele Battistella finder bjergene for svære.
Bahrain-Victorious: Bilbao og Mäder er de erklærede kaptajner med Tiberi som joker.
BORA-hansgrohe: Higuita, Schachmann og Uijtdebroeks kan alle ventes at køre klassement. Matteo Fabbro viste form i fredags, men er i dag ikke stærk nok i bjergene.
Cofidis: Izagirre er manden. Remy Rochas var senest en skygge af sig selv i fredags, og bjergene er for svære for Jonathan Lastra og den i år skuffende Simon Geschke.
EF Education EasyPost: Powless er kaptajn, men de har også Rigoberto Uran, der udgik af Giroen med corona. Han er en ubekendt, men det niveau, han viste i Giroen, fører næppe alt for langt, selv hvis han er på toppen.
Groupama-FDJ: Küng ligner bedste bud. Michael Storer vil også køre klassement, men vi har set hans begrænsninger de senere år. Kometen Romain Gregoire bør finde bjergene for voldsomme, som vi så i sidste uge, og det samme gælde for Quentin Pacher.
Intermarché-Circus-Wanty: Holdet kommer med kongen af løbet, Rui Costa, der var genfødt tidligere i år, men skuffede i Ardennerne og senest i fredags. Jeg tror i dag, at bjergene er for voldsomme. Det er de også for Lilian Calmejane.
Jumbo-Visma: Holdet har Kelderman som klassementsmand. Wout van Aert satser på spurterne og enkeltstarterne og vil ikke grave for dybt inden Touren og VM. Rohan Dennis kom stærkt ud af Giroen, men vi så også, at han næppe klatrer godt nok. Koen Bouwman sluttede også Giroen stærkt, men det vil overraske, hvis han er helt fremme, mens Sam Oomen ikke længere klatrer godt nok. Robert Gesink gør comeback efter megen sygdom.
Movistar Team: Uden Guerreiro ser det svært ud. Gonzalo Serrano gjorde det pænt for to år siden, men bjergene er for svære, og det er de også for Alex Aranburu og Gorka Izagirre.
Soudal-Quick Step: Evenepoel er den klare kaptajn. Hvis James Knox er i samme form som i Baskerlandet, kommer han langt, men med Evenepoel forventeligt i trøjen efter enkeltstarten ender han som hjælper. Det samme gør Mauro Schmid, og vi så også i Baskerlandet, at stigningerne bliver for svære for ham, hvad de også gør for Mattia Cattaneo.
Team Arkea Samsic: Holdet har ikke klassementsambitioner. Stigningerne er for svære for den lovende Ewen Costiou.
Team DSM: Bardet er den klare kaptajn. Chris Hamilton, Matthew Dinham og Kevin Vermaerke kan alle klatre, men ikke godt nok til dette selskab.
Team Jayco AlUla: Holdet jagter etaper. De har ganske vist Matteo Sobrero, men selvom han har klatret godt, bliver bjergene voldsomme, og han skuffede fredag. De er også for svære for Felix Engelhardt og den ellers i år godt klatrende Callum Scotson, mens unge Welay Berhe mangler for meget.
Trek-Sefafredo: Det handler 100% om Skjelmose, da bjergene er for svære for Quinn Simmons, Julien Bernard og Tony Gallopin.
UAE-Team Emirates: Ayuso og Vine må være de gode bud. Marc Hirschi er i form, men han er i dag ikke stærk nok i bjergene. George Bennett burde være det, men har været en skygge af sig selv i år, og vi så begræsningerne for lovende Finn Fisher-Black på Sicilien.
Israel-Premier Tech: Jakob Fuglsang blev nr. 3 sidste år, men vi så i sidste uge, at han efter sin lange pause mangler for meget. Holdet har også lottokuponen Nick Schultz, men han har skuffet i år og ikke vist det høje niveau fra Touren. Dylan Teuns kan godt køre klassement her, men der er grænser for, hvor langt han kommer, og løbet er for svært for Hugo Houle.
Lotto Dstny: Det må handle om Van Eetvelt. Sylvain Moniquet begynder at finde sig selv, men har ikke været god nok endnu. Andreas Kron måtte sidste år sande, at bjergene bliver for voldsomme.
Q36.5 Pro Cycling Team: Egentlig er der grund til at tro på Damien Howson, der har kørt stærkt i år, men han kommer fra et grimt styrt i Ungarn, der skaber for megen usikkerhed, selvom det gik godt fredag. Mark Donovan og Gianluca Brambilla har ikke klatret godt nok i år, og det har heller ikke Carl Fredrik Hagen, mens bjergene er for svære for Walter Calzoni.
TotalEnergies: Kun Jeremy Cabot og Paul Ourselin kan klatre hæderligt, men slet ikke godt nok.
Tudor Pro Cycling Team: Holdet har den lovende Yannis Voisard, der vandt i Ungarn, men Romandiet viste, at han mangler lidt for meget på dette niveau. Sebastien Reichenbach viste endelig lidt takter i fredags, men efter den skuffende sæson er det svært for alvor at tro på ham. Bjergene er for svære for Alexander Kamp trods den gode form.
Feltet.dks vinderbud
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Remco Evenepoel | |
| Juan Ayuso, Jay Vine | |
| Wilco Kelderman, Neilson Powless, Pello Bilbao, Tom Pidcock, Romain Bardet | |
| Mattias Skjelmose, Sergio Higuita, Cian Uijtdebroeks, Felix Gall, Lennert Van Eetvelt, Ion Izagirre, Maximilian Schachmann, Antonio Tiberi, Alexey Lutsenko, Stefan Küng, Gino Mäder, Ben Tulett | |
| Damien Howson, James Knox, Rigoberto Uran, Koen Bouwman, Rui Costa, Sebastien Reichenbach, Dylan Teuns, Finn Fisher-Black, Nick Schultz, Yannis Voisard, Matteo Sobrero, Rohan Dennis, Michael Storer, Clement Berthet, Sykvain Moniquet, Jakob Fuglsang, Marc Hirschi, Romain Gregoire, Vadim Pronskiy, Matteo Fabbro, Mauro Schmid, Mattia Cattaneo, Andreas Kron, Gonzalo Serrano, Sam Oomen, Jhonatan Narvaez, Mark Donovan, Lilian Calmejane, Magnus Sheffield, Michal Kwiatkowski, Hugo Houle, Matthew Dinham, Alex Aranburu, Xandro Meurisse, Harold Tejada |
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Torsdag den 18. april 2024
Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken
Onsdag den 17. april 2024
Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk