Vuelta a Espana betragtes fortsat som den mindste af de tre grand tours, og i mange år var det for mange lidt af en eftertanke efter en lang sæson eller ren forberedelse til VM. De dage er imidlertid nu ovre. I dag synes langt de fleste grand tour-ryttere at foretrække at køre to grand tours hver sæson, og da Giro-Tour-kombinationen har vist sig at være yderst vanskelig, stiller det helt automatisk Vueltaen i en gunstig situation. Det har givet løbet en forrygende opblomstring, og i de senere år har det spanske løb endda flere gange næsten kunnet hævde, at de har haft det stærkeste felt af klassementsryttere.

2019 var en kedelig undtagelse, men Vueltaen synes i den grad at kunne lukrere på corona-krisen. Det er nemlig meget tænkeligt, at netop den ultrakorte sæson har fået så mange af de navne, der egentlig havde Touren som hovedmål, til at kaste sig ud i en Vuelta, der måske også bliver lidt mere attraktiv af at være ”corona-forkortet” til bare 18 dage. Mens Giroen i disse dage kæmper med at tiltrække opmærksomhed grundet et yderst pauvert felt, er der i Spanien i den grad lagt op til revanche efter en Tour, der i forvejen var sjældent stærkt besat.

Feltet føres an af den forsvarende vinder og nr. 2 i årets Tour, Primoz Roglic, der i skrivende stund ventes at få selskab af to andre ryttere fra top 10 i det franske etapeløb, nemlig Enric Mas og Tom Dumoulin. Dertil skal lægges Alejandro Valverde, der altid blomstrer op igen på hjemmebanen, samt Richard Carapaz, Thibaut Pinot, Dan Martin og Daniel Martinez, der har meget at revanchere efter et fejlslagent Tour-klassement. Aleksandr Vlasov ventes at rejse sig efter sit tidlige Giro-exit og får selskab af andre kometer som Ivan Ramiro Sosa og David Gaudu. Føj dertil Chris Froomes foreløbig forgæves forsøg på at genfinde fordums styrke, Guillaume Martin, der akkurat missede Tourens top 10, Marc Soler, der kørte en fremragende tredje uge i Touren, samt Wout Poels, Ion Izagirre og David de la Cruz, der her træder ud af deres hjælperytterrolle for at kunne køre egen chance, og det står klart, at Vueltaen igen i år langt overskygger Giroen, når det handler om at tiltrække de store navne.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN

Primoz Roglic (*****)

Vueltaen er fra start et sæsonmål for enkelte - særligt for de ryttere, der også har kørt Giro - men for mange er det også stedet, hvor man jagter revanche efter en skuffende Tour. Den tendens har måske været knap så udtalt i de senere år, hvor den evige Tour-vinder Chris Froome målrettet har valgt at følge en Tour-succes op med sejr i Spanien, men så sent som i 2014 endte løbet som et stort opgør mellem netop Froome og Alberto Contador, der begge havde sagt farvel til Frankrig efter et ublidt møde med asfalten.

Nu vil han nok blive henrettet på åben gade af de fleste andre cykelryttere, hvis han i fuld offentlighed kaldte en 2. plads i Touren for en skuffelse, men man skal ikke være professor i psykologi for at vide, at det er sådan Primoz Roglic ser på den ellers flotte og næsten fejlfri præstation, han leverede i Frankrig. Sejren var nemlig så meget i hans hule hånd, at selv den senere vinder Tadej Pogacar havde bestilt hvid cykel til finaledagen, hvor han jo skulle krones som vinder af ungdomskonkurrencen - troede han. Sådan gik det som bekendt ikke, og det, der skulle have været den store hyldest af Roglic efter en magtdemonstration på enkeltstarten, endte som hans livs nedtur.

Faktisk var Jumbo så sikre på sejren, at de allerede havde ladet efterårsplanerne sive. Roglic skulle fejre sejren og køre VM og nogle klassikere, mens Tom Dumoulin skulle satse på Touren. Men som sagt er Vueltaen stedet, man jagter revanche, så knapvar Roglic steget ned fra Tourens podium, før de spanske medier spredte rygter om, at sloveneren nu alligevel havde kurs mod et spansk titelforsvar.

Man kan ikke andet end beundre den ærgerrighed, der kendetegner slovenere, der nok engang understreger, at han vitterligt er et altædende monster. Indimellem de to grand tours har han nemlig været hovedaktør ved VM og taget en trøstepræmie med sejr i Liege-Bastogne-Liege - endnu en henrettelsesgrund, hvis han i fuld offentlighed kaldte en sådan sejr for netop en trøstepræmie - og han er slet ikke mæt endnu. Mens mange har svært ved at genfinde motivationen, hvis Touren er endt i skuffelse, har Roglic ikke brugt ét sekund på at græde ud ved konens skød, men er i stedet fortsat med at vinde i næsten samme omfang som vanligt.

Kan han så gøre det igen i Vueltaen? En frisk Roglic havde naturligvis nok engang været storfavorit, men denne gang er det langt fra lige så oplagt at pege på sloveneren. Ganske vist har alle hans væsentligste rivaler med Aleksandr Vlasov som eneste undtagelse også Touren i benene, men modsat folk som Emanuel Buchmann, Richard Carapaz og Thibaut Pinot kørte Roglic fuld gas i alle tre uger. Og mens hans rivaler enten har holdt pause siden Touren eller kun kørt VM, har Roglic altså også været i Belgien for at køre - og vinde - Liege.

Den træthed går løbet langt mere åbent. Formentlig vil det være en fordel i begyndelsen, hvor løbet helt usædvanligt starter med to tidlige bjergetaper på de første tre dage, men ingen af disse er alt for svære. Løbet afgøres formentlig over den gode uge fra 6. til og med enkeltstarten på 13. etape, selvom La Covatilla naturligvis godt kan rykke lidt rundt på tingene til sidst, og her vil trætheden begynde at melde sig.

Alligevel er det svært ikke at pege på Roglic som manden, der skal slås. Ingen ryttere i dette felt er friske for enden af en kort, men højintens sæson, og Roglic har vist, at han stadig er flyvende. Nok var han sjældent rusten ved VM - og stadig en af de bedste - men ved Liege var det kun Marc Hirschi og Julian Alaphilippe, der syntes at have et overskud. Med tanke på hvor meget den uges hvile hjalp ham, burde de seneste to ugers ro have bragt ham tættere på det monster, der kørte al modstand over i august og i det meste af 2019 og 2020. Roglic responderer efter noget hvile nemlig fremragende på en grand tour, som vi så det efter Vuelta-sejren i 2019 og den efterfølgende dominans i klassikerne. Og skulle trætheden melde sig, reddes Roglic af, at løbet meget vel kan være afgjort allerede efter bare 13 etaper, hvilket i virkeligheden blot er en god halv grand tour.

Ruten passer ham også glimrende. Han bliver svær at slå i de to eksplosive finaler fra start, og han viste samtidig både med sin kørsel på 13. og 17. etape i Touren i år samt i Vueltaen sidste år - særligt på Los Machucos - at han er en af de allerbedste på stejle procenter. Dem er der masser af på de tre bjergetaper i uge 2, særligt på Angliru naturligvis. Kun Tourmalet er et mere klassisk og langt bjerg, hvor andre kan være stærkere, men manden, der blev nr. 2 på Col de la Loze - hvor han kørte fra Tadej Pogacar - er også uhyggelig på den slags stigninger.

Så er der naturligvis enkeltstarten. Nok skuffede han igen på en sen grand tour-enkeltstart i Touren, men hans kørsel i den øvrige del af uge 3 vidner om, at det mere var en mental end en fysisk udfordring. Og trods skuffelsen endte han trods alt som nr. 5 kun slået beskedent af Tom Dumoulin og Richie Porte. I dette felt er det kun Dumoulin, der på en rute med 30 km tempotons, kommer i nærheden af Roglic, når det går løs på 13. etape, uanset om hovedet igen skulle spille ham et puds. Enkeltstarten er således uanset hvad et gigantisk våben, der nok engang gør det muligt at køre defensivt i bjergene med hjælp fra et overbevisende og brølstærkt og bruge sin gode spurt til at samle bonussekunder i de eksplosive finaler.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nej, ruten er, som Roglic ønsker den, og det er alene trætheden, der for alvor er en udfordring. I et år, hvor alle er trætte, og med en historik, der viser, at Roglic lynhurtigt kommer sig efter en grand tour, kunne sloveneren meget vel blive den næste i rækken til at dulme en Tour-skuffelse med sejr i det spanske løb. Og i givet fald skal han nok lade være med i fuld offentlighed at sige, at Liege- og Vuelta-sejr blot er trøstepræmier i en sæson, der nok for altid først og fremmest vil føles som en stor skuffelse.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTAEN