Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Ag2r Citroën Team, der endte som nr. 8 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der bliver på holdet

Clement Berthet, Geoffrey Bouchard, Lilian Calmejane, Clement Champoussin, Mikael Cherel, Benoit Cosnefroy, Stan Dewulf, Dorian Godon, Jaakko Hänninen, Anthony Jullien, Bob Jungels, Lawrence Naesen, Oliver Naesen, Ben O’Connor, Aurelien Paret-Peintre, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Marc Sarreau, Michael Schär, Damien Touzé, Greg van Avermaet, Gijs van Hoecke, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Larry Warbasse

Nye ryttere

Felix Gall (Team DSM), Paul Lapeira (AG2R Citroën U23 Team), Valentin Paret-Peintre (AG2R Citroën U23 Team), Antoine Raugel (Equipe continentale Groupama-FDJ)

Ryttere, der forlader holdet

Tony Gallopin (Trek-Segafredo), Mathias Frank (stopper karrieren), Alexis Gougeard (B&B Hotels-KTM), Ben Gastauer (stopper karrieren), Julien Duval (stopper karrieren), Francois Bidard (Cofidis)

Hvordan gik transfersæsonen?

Som hjemmehørende i Alperne har Ag2r som en afgørende identitet haft, at det er et hold med fokus på bjerge og klassementer. Ganske vist har man i holdets unge dage haft en supersprinter i Jaan Kirsipuu, ligesom også Jean-Patrick Nazon vandt flere store cykelløb for holdet, men i de senere år er det kun sekundære sprinter, der har optrådt i det franske hold farver. I stedet har hovedvægten været lagt på klatrere, og det er hele tre gange i 10erne lykkedes at få en mand på podiet i Tour de France, først Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet to gange.

På den baggrund var det lidt af en revolution, der skete på det franske hold forud for 2021-sæsonen. Ganske vist var det en del af ambitionen om at give holdet en bredere profil, at man for et par år siden indledte processen med at opbygge en brostenstrup om Oliver Naesen med henblik på tilstedeværelse i løb, hvor man tidligere havde været usynlige, men klassikersatsningen var stadig på andenprioritet i forhold til det væsentlige, nemlig at køre særligt Tour de France. Sådan skulle det imidlertid ikke længere være, da mandskabet pludselig i stedet forvandledes til et rigtigt klassikerhold.

Det skyldes ikke, at det er den langsigtede ambition at fortsætte i det spor. Holdet har selv erkendt, at de befinder sig i en overgangsfase, hvor man satser anderledes, mens man genopbygger en trup af klatrere, nu hvor holdets store klassementsnavne alle sagde farvel. Sportsdirektør Julien Jurdie har tidligere talt om, at man regnede med, at Aurelien Paret-Peintre, Clement Champoussin og Jaakko Hänninen måske kan løfte arven videre, men at det vil tage nogen tid. I første omgang skulle altså være i klassikerne, at resultaterne skulle opnås, og med det formål hentede man store stjerner i form af Greg van Avermaet og Bob Jungels via et lukrativt sponsorat med Citroën, der pludselig gjorde Vincent Lavenus hold til et af de bedst polstrede.

Paradoksalt nok gik 2021 slet ikke som forventet. Klassikersatsningen fejlede nemlig eklatant - også selvom Van Avermaet var på podiet i Flandern Rundt - da hverken ingen af de to belgiske kaptajner havde gode år, mens Jungels tilbragte endnu et år i total anonymitet, dog med det lyspunkt, at han nu endelig har fundet årsagen og er blevet opereret. Alligevel gik det storartet, og holdet lykkedes endda med at ende som nr. 8 på verdensranglisten - en placering, man kun meget sjældent er kommet i nærheden.

Paradokset er, at det var de tre grand tours, der gjorde det hele til en succes, selvom det jo egentlig var her, de regnede med at få problemer. Det blev til etapesejre i alle tre grand tours, Geoffrey Bouchard vandt bjergtrøjen i Giroen, og bedst af det hele var, at Ben O’Connor endte som nr. 4 i Touren - et resultat, som man i de sidste år med Bardet var meget langt fra at opnå. Lavenu må have knebet sig selv lidt i armen over de resultater, en relativt begrænset etapeløbstrup opnåede, og han kan kun ærgre sig over, at klassikersatsningen fejlede så stort, for ellers havde det været en sand drømmesæson.

Noget tyder også på, at Lavenu var svært tilfreds med det, han opnåede i den forgangne sæson. Han har altid været kendt som en af de mest konservative på transfermarkederne, og i mange år synes han at have en næsten fast strategi om at skifte ud på præcis fire pladser. Undtagelserne var, da han startede sin brostenssatsning med Naesen og hentede en hel stribe klassikertyper til holdet og altså igen, da han sidste år forvandlede holdet fra etapeløbs- til klassikermandskab - i hvert på papiret.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Den slags store omvæltninger hører til undtagelserne, og derfor kan det ikke undre, at Lavenu er blevet sit konservative selv igen, særligt nu hvor 2021 gik så fint. Man kan stadig undre sig lidt over, at der ikke er kommet mere ud af de mange Citroën-millioner, men hvis der stadig ligger lidt på kistebunden, bliver de gemt til senere. I år henter han nemlig atter sine faste fire nye ryttere ind, og det er modsat sidste år alene unge talenter, som udgør et område, der altid har været vigtigt for Lavenu. Samtidig benytter han lejligheden til at trimme truppen, idet der siges farvel til seks navne.

Blandt disse er der egentlig nogle markante personligheder, men alligevel synes holdet ikke svækket. For nogle år siden havde det været et stor ting, at Tony Gallopin skifter hold, men sådan er det slet ikke længere. Ganske vist er skader en stor del af forklaringen, men selv i sine skadesfri perioder har den erfarne franskmand slet ikke været konkurrencedygtig i de seneste sæsoner. Det er da også i et forsøg på at genstarte karrieren, at han søger tilbage til Trek, og det tab lever Lavenu nok også med.

På samme måde er det med Mathias Frank. Dengang han kørte i top 10 i Touren, havde hans farvel været markant, men der er næppe mange, der opdagede, at han kørte cyklen i garagen efter de schweiziske mesterskaber i juni. Heller ikke han har nemlig været sig selv i karrierens efterår, og også det tab kan Lavenu utvivlsomt leve med.

Man kan fortsætte i samme rille, når man ser på Alexis Gougeard. Da han bragede ind på scenen med Vuelta-etapesejr og en hel serie af sejre i franske endagsløb lignede han et spændende talent, men i de seneste år har han mest af alt været kendt som indianerudbryder. Det havde måske tidligere været attraktivt for Ag2r, men nu om dage har man så meget større ambitioner, at det er helt naturligt, at Gougeard blev vejet og fundet for let.

Det gjorde Julien Duval også, og derfor blev han tvunget til at indstille sin karriere. Det kan virke en anelse brutalt for en mand, der altid har ageret loyal hjælper, men ud fra en kynisk betragtning er det et tab, der er uvæsentligt. Det samme gælder for Ben Gastauer, der jo ellers i sine bedste år klatrede så godt, at han endte på kanten af top 20 i Touren, men som i de senere år har været en helt anonym hjælper, og som nu var så skadesramt, at han havde svært ved at bidrage med meget. Francois Bidard rejser også videre efter nogle temmelig anonyme år som hjælper, hvor han aldrig byggede videre på det potentiale, han ellers gav antydninger af tidligt i karrieren.

Med andre ord tæller tabslisten alene ældre rytter, hvis storhedstid for længst er ovre, og hjælpere, der sagtens kan erstattes. Tabskontoen er derfor begrænset, men vi skal heller ikke forvente, at de nye ryttere ændrer væsentligt på billedet i 2022. Der er nemlig alene tale om unge ryttere, der slet ikke kan forventes at levere resultater allerede nu.

Den eneste undtagelse er Felix Gall. Den tidligere juniorverdensmester har nu et par år hos DSM i bagagen, men han lignede længe et af de talenter, der nok ville få svært ved at bygge videre på sit potentiale. Inden han ragede så uklar med holdet, at han endte med at bryde sin kontrakt før tid, nåede han dog i Dauphiné at vise nogle takter, som der kan bygges videre på. Der er lang vej til toppen, men en 20. plads på kongeetapen i det franske løb har da i hvert fald nogle perspektiver, og på et hold, hvor O’Connor er den eneste reelle etapeløbsstjerne, kan han vel regnes som en lille forstærkning.

De øvrige tre ryttere er til gengæld spritnye. To kommer fra udviklingsholdet, der har leveret en stor del af holdets bedste navne, men det er stadig uklart, om Paul Lapeira og Valentin Paret-Peintre vil føje sig til række. Lapeira fik ganske vist en fornem skalp dette efterår, da han vandt U23-udgaven af Lombardiet, men derudover har han kun leveret meget få resultater, både som junior og U23. Han beskriver sig selv som puncheur, og fremtiden må vise, om Lombardiet-sejren var udtryk for et større potentiale, end man i første omgang fornemmer.

Paret-Peintre får i første omgang mest opmærksom for sit navn. Som Aureliens lillebror har han i hvert fald en mentor på holdet, og som type minder han også om sin storebror, da han regnes som ren klatrer. Resultaterne er dog stærkt begrænsede med en samlet 6. plads i klatreløbet Ronde de l’Isard og en lidt atypisk 4. plads i U23-udgaven af Paris-Tours som højdepunkterne, og han kommer ikke til holdet med samme umiddelbare potentiale som brormand.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Den mest interessante af de tre nyprofessionelle er da også Antoine Raugel, som det er lykkedes at ”stjæle” fra konkurrenterne fra FDJ og disses udviklingshold. Han er en klassikertype med en fornuftig spurt, som han blandt andet viste med tre top 10-placeringer i Tour de l’Avenir, men heller ikke for ham gælder, at han fremstår som sin generations mest oplagte supertalent.

Man kan måske heller ikke bebrejde Lavenu, at han ikke fik fat på sportens supertalenter. I disse tider sørger de største hold nemlig for at fange dem, nu ofte allerede direkte fra juniorklassen, og derfor må et knap så profileret hold som Ag2r klare sig med det, der er tilovers. Udbyttet af denne transfersæson kan i hvert fald først vurderes om nogle år, når vi ser, hvor langt Gall, Raugel, Lapeira og Paret-Peintre kommer. Det er kun Gall, der måske kan styrke truppen lidt til den kommende sæson, men da tabskontoen også er yderst begrænset, kan Lavenu også tillade sig at tålmodighed. Denne transferkampagne handlede i hvert fald udelukkende om fremtiden, og så må han i 2022 krydse fingre for, at holdets nuværende navne kan gøre det mindst lige så godt, som de gjorde i 2021.