Nedenfor giver vi en analyse af AG2R Citroën Team.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Francois Bidard, Geoffrey Bouchard, Clement Champoussin, Mikaël Cherel, Benoit Cosnefroy, Julien Duval, Mathias Frank, Tony Gallopin, Ben Gastauer, Dorian Godon, Alexis Gougeard, Jaakko Hänninen, Lawrence Naesen, Oliver Naesen, Aurelien Paret-Peintre, Nans Peters, Andrea Vendrame, Clement Venturini, Larry Warbasse

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Nye ryttere

Greg van Avermaet (CCC Team), Bob Jungels (Deceuninck-Quick Step), Lilian Calmejane (Team Total Direct Energie), Michael Schär (CCC Team), Marc Sarreau (Groupama-FDJ), Damien Touzé (Cofidis, Solutions Crédits), Goijs van Hoecke (CCC Team), Ben O’Connor (NTT Pro Cycling), Stan Dewulf (Lotto Soudal), Anthony Jullien (nyprofessionel), Nicolas Prodhomme (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Romain Bardet (Team DSM), Alexis Vuillermoz (Team Total Direct Energie), Alexandre Geniez (Team Total Direct Energie), Pierre Latour (Team Total Direct Energie), Silvan Dillier (Alpecin-Fenix), Stijn Vandenbergh (stopper karrieren), Quentin Jauregui (B&B Hotels p/b KTM), Axel Domont (stopper karrieren), Clement Chevrier (stopper karrieren), Harry Tanfield (Team Qhubeka ASSOS)

Hvordan gik transfersæsonen?

Som hjemmehørende i Alperne har Ag2r som en afgørende identitet haft, at det er et hold med fokus på bjerge og klassementer. Ganske vist har man i holdets unge dage haft en supersprinter i Jaan Kirsipuu, ligesom også Jean-Patrick Nazon vandt flere store cykelløb for holdet, men i de senere år er det kun sekundære sprinter, der har optrådt i det franske hold farver. I stedet har hovedvægten været lagt på klatrere, og det er hele tre gange i 10erne lykkedes at få en mand på podiet i Tour de France, først Jean-Christophe Peraud og Romain Bardet to gange.

På den baggrund er det lidt af en revolution, der sker på det franske hold nu. Ganske vist var det en del af ambitionen om at give holdet en bredere profil, at man for et par år siden indledte processen med at opbygge en brostenstrup om Oliver Naesen med henblik på tilstedeværelse i løb, hvor man tidligere havde været usynlige, men klassikersatsningen var stadig på andenprioritet i forhold til det væsentlige, nemlig at køre særligt Tour de France. Sådan bliver det ikke i det kommende år, hvor mandskabet i stedet forvandles til et rigtigt klassikerhold, der får mere end svært ved at gøre sig gældende i bjergene.

Det skyldes ikke, at det er den langsigtede ambition at fortsætte i det spor. Holdet har selv erkendt, at de befinder sig i en overgangsfase, hvor man satser anderledes, mens man genopbygger en trup af klatrere, nu hvor holdets store klassementsnavne alle siger farvel. Sportsdirektør Julien Jurdie har tidligere talt om, at man regner med, at Aurelien Paret-Peintre, Clement Champoussin og Jaakko Hänninen måske kan løfte arven videre, men det vil tage nogen tid. I første omgang bliver det i klassikerne, at resultaterne skal opnås.

Her har man nemlig oprustet massivt. Hidtil har holdet været lidt af en enmandshær med Naesen i front, men i det kommende år vil holdet have to stjerner på brostenene. Det blev nemlig Ag2r, der vandt kampen om Greg van Avermaet, da denne stod uden kontrakt, og han slår nu pjalterne sammen med den nære ven, Naesen, i en duo, der håber i kraft af deres overtal at kunne tage kampen op mod fænomenerne Mathieu van der Poel og Wout van Aert. Man kan diskutere, om Van Avermaet stadig har en monumentsejr i benene, men han er med sin store stabilitet garant for gode resultater.

Manager Vincent Lavenu er imidlertid gået længere med den store kapitalindsprøjtning, sponsoratet med Citroën har ført med sig. Også Bob Jungels fik han fingre i. Den stærke luxembourger kunne med sin alsidighed egentlig regnes som både klassiker- og etapeløbsrytter, men han synes efterhånden også selv at være ved at indse, at hans klatreevner er for begrænsede til for alvor at satse på en karriere som sidstnævnte. Det er da også hans evner i klassikerne, som holdet og han selv betoner i forbindelse med skiftet, og selvom det virker sandsynligt, at han før eller siden også skal køre lidt klassement, i hvert fald i ugelange etapeløb, synes han først og fremmest at skulle slutte sig til Van Avermaet og Naesen på brostenene og til Benoit Cosnefroy og i anden række Van Avermaet i Ardennerne. Skiftet repræsenteret til gengæld også et sats, for luxembourgeren har på det seneste været langt fra fordums styrke, og han har i den grad noget at bevise.

Man har imidlertid ikke kun fokuseret på kaptajnerne. Også gruppen af hjælpere er blevet kraftigt styrket. Blandt andet har man sikret sig to af Van Avermaets tro væbnere i form af Gijs van Hoecke og Michael Schär, hvoraf sidstnævnte har den fordel, at han også har stor erfaring som hjælper i grand tours. Dertil kommer, at det er lykkedes Lavenu at sikre sig den spændende Stan Denwulf, der kan støtte og lære af Naesen og Van Avermaet, inden han selv kan påtage sig et større ansvar på brostenene.

Der bliver dog også lidt at erstatte, for holdet sig farvel til de to ryttere, der oprindeligt blev hentet til holdet for at støtte Naesen. Det gælder først og fremmest Silvan Dillier, der lidt overraskende ikke fik forlænget kontrakten, selvom det blot er to år siden, at han blev nr. 2 i Paris-Roubaix. Hans manglende resultater har i et vist omfang skyldtes mange skader, og han havde været en værdifuld hjælper at beholde. Heller ikke veteranen Stijn Vandenbergh fik lov at fortsætte, men desværre har den tårnhøje belgier på det seneste været langt fra fordums styrke, hvorfor han relativt let kan estattes.

Læs også

Lefevere om mulig Alaphilippe-skifte: Måske vil han prøve noget andet

Transformationen bliver komplet, når man erfarer, at holdet vender tilbage til Kirsipuu-tiden med en sprintersatsning. Ganske vist er Marc Sarreau ikke i samme klasse som den hurtige ester, men han er den bedste sprinter i mange år på det franske hold. Han har været dominerende i massespurterne i de mindre franske løb i de senere år, hvor han også har vundet Coupe de France samlet. Han vil gøre holdet betydeligt mere synligt i de mange mindre franske løb, hvor det har knebet med resultaterne, men man kan desværre frygte, at holdet slet ikke kan levere den støtte den positioneringssvage Sarreau kræver. Samtidig må man formode, at han også skal køre betydeligt flere større løb end hos FDJ, nu hvor han lander et sted, hvor han er den klare førstesprinter.

Han er ikke den eneste hurtige nyerhvervelse. Holdet henter også den lovende Damien Touzé, der gik lidt i stå i tiden hos Cofidis. Han er en lidt mere alsidig type end Sarreau og vil utvivlsomt også blive en del af klassikertruppen på brostenene. Med sin hurtighed kan han samtidig begå sig i reducerede massespurter og puncheurspurter, og han har gode erfaringer med at levere resultater i mindre franske løb, selvom den store sejr stadig mangler. I de løb bliver der også brug for at erstatte Quentin Jauregui, der skifter til B&B, og som faktisk har været en af de mest toneangivende for holdet netop i de franske endagsløb. Til gengæld har han ikke haft samme synlighed på den internationale scene.

Denne massive satsning på ryttere til fladere terræn kommer som sagt på bekostning af en udrensning blandt klatrerne. Mest markant er det, at der siges farvel til holdets store stjerne, Romain Bardet, der efter nogle svære år fandt behov for at sparke liv i karrieren med lidt luftforandring. Det havde gjort det naturligt, at Pierre Latour skulle træde op i hierarkiet som etapeløbskaptajn, men sådan bliver det ikke. Også han havde nemlig brug for noget nyt efter to skadesmartrede sæsoner, og dermed mister holdet i ét hug de to store stjerner i de løb, hvor de traditionelt har haft det store fokus.

Det stopper imidlertid ikke her. Også Alexandre Geniez, der tidligere har været i top 10 i Giroen, og Alexis Vuillermoz, der tidligere er blevet nr. 11 i Giroen og nr. 13 i Touren, rejser med Latour til Total Direct Energie, og dermed mister Lavenu også to ryttere, der måske kunne have løftet holdet lidt i bjergene, når de to store navne forsvinder. Tabet her er dog mindre entydigt. Geniez har altid haft en bemærkelsesværdig evne til at vinde store løb, men den notorisk ustabile franskmand har i de seneste to sæsoner nærmest haft et permanent DNF stående ud for sit navn. Vuillermoz har også været langt fra fordums styrke og har lignet en mand, der ovre sin bedste tid. Samtidig er han blevet overhalet indenom af Cosnefroy som holdets superpuncheur, og de to tab er derfor umiddelbart ikke uerstattelige.

Har holdet da slet ikke gjort noget for at erstatte dem? Jo, to klatrestærke ryttere har man da hentet. Mest interessant er det, at de fik fingre i Ben O’Connor, netop som den ellers hensygnende australier pludselig genfandt sit store potentiale, og kan han bygge videre på det, har holdet pludselig alligevel en mand, der kan køre klassement - i hvert fald i Giroen eller Vueltaen. Samtidig har Lavenu sikret sig Lilian Calmejane, der i de seneste to år har været helt fra snøvsen, og man kan håbe, at han hos Ag2r kan genfinde sine gamle takter. Hans rolle er dog en anden, nemlig som etapejæger, ligesom han giver Cosnefroy noget god støtte i Ardennerne og holdet endnu et våben i de franske løb, hvor han plejer at være med helt i front.

Lavenu rydder også lidt ud i gruppen af hjælpere. Man kan ikke lade være med at føle med stakkels Axel Domont, der faktisk var brølstærk i rollen som støtte for Bardet - der var en grund til, at han to år i træk kørte sig på Tour-holdet - men som fik sin karriere totalt ødelagt af en serie styrt og derfor ikke fik sin kontrakt forlænget. Clement Chevrier viste sig aldrig rigtigt at slå til i bjergene, hvor han ellers var lovende i de første år, og Harry Tanfield viste hverken hos Ag2r eller Katusha et niveau, der gav løfter om en berettiget tilstedeværelse i det professionelle felt. Alle er de folk, der kan erstattes.

Endelig er Lavenu tro mod sin satsning på unge folk, og han giver chancen til to af slagsen. Det gælder klatreren Nicolas Prodhomme, der blandt andet er blevet nr. 6 i Tour de Savoie Mont Blanc, men selvom han passer fint ind i holdets tradition, synes han ikke at være nogen ny Bardet. Derudover gælder det den mere robuste klassikerrytter, Anthony Jullien, der blandt andet har to 5. pladser i U23-udgaven af Paris-Tours, men som umiddelbart ligner en mand, der mest af alt skal agere hjælper.

Samlet set er det et totalt forandret Ag2r-mandskab, vi skal se i 2021. Klatretruppen er blevet totalt udrenset, og klassikertruppen oprustet markant, samtidig med at der er blevet plads til en sjælden sprintersatsning. Det bliver mærkeligt at skulle forholde sig til det franske hold som et næsten rent klassikerhold og affinde sig med, at de er næsten usynlige bjergene. Vi må så se, om det som planlagt blot er en overgangsperiode, eller om holdet faktisk ender med at skifte identitet for bestandigt.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det er den omvendte verden. I gamle dage var der ikke de store forventninger til Ag2r i klassikerne, og resultater opnået her var alene at betragte som ren flødeskum. Det ændrede sig delvist med den begyndende satsning på Oliver Naesen, men i 2021 bliver alt anderledes. Her er det i høj grad klassikerne, som bestemmer, om sæsonen bliver en succes for Vincent Lavenus tropper eller ej.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Ansvaret ligger naturligvis i første omgang på Greg van Avermaet og Oliver Naesen, men også Bob Jungels og ikke mindst Benoit Cosnefroy vil mærke presset på deres skuldre. Planen er, at Van Avermaet og Naesen skal udgøre en stærk duo, der i fællesskab kan tage kampen op mod crossdrengene. Det skal ske i de flamske løb, hvor man må formode, at de også får selskab af Bon Jungels, der jo i 2019 viste stort potentiale i netop de løb.

Van Avermaet har lidt at bevise efter et skidt 2020, men Naesen var meget overbevisende i særligt Flandern Rundt, hvor hans resultat slet ikke afspejler hans styrke. Jungels har meget at bevise efter halvandet år, der har været tæt på katastrofalt, men finder de alle tre deres topniveau, vil de have et af de stærkeste kollektiver til at forsøge at vinde Flandern Rundt, Paris-Roubaix, E3 og Omloop Het Nieuwsblad og også hårdere udgaver af Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen og Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Til de tre sidstnævnte har man Marc Sarreau som et hæderligt alternativ til en spurt, for han har efterhånden opbygget en robusthed, der bør gøre ham konkurrencedygtig i den slags løb også. Mere holdbar er Clement Venturini, der før har vist lovende takter på brostenene, samt måske Damien Touzé, hvis han kan finde tilbage på sporet, Og hvorfor ikke satse på Andrea Vendrame også? Den uhyre alsidige italiener har jo vundet grusvejsløbet Tro-Bro-Leon, og selovm han mangler erfaring, burde han kunne begå sig i den slags løb.

Samme gruppe - formentlig uden Jungels - vil skulle forsøge at begå sig i Milano-Sanremo, men det løb er ikke ideelt for det franske hold. Naesen er dog før blevet nr. 2 i løbet, og både han og Van Avermaet kan med det rette held vinde en spurt i en mindre gruppe i det scenarium, vi så i 2019. Det skal også blive interessant at se, om Sarreau kan klare Poggio, men ellers har man i hvert fald Venturini og Vendrame til at spurte sig til en top 10. Van Avermaet plejer også at være en af de stærkeste i Strade Bianche, som han elsker, og her kunne det også være ganske interessant at se Jungels og Vendrame folde sig ud i det, der ligner et stærkt kollektiv. Endelig skal det blive interessant at se, hvor længe den spændende Stan Dewulf kan sidde hos kaptajerne, nok primært i de hårde brostensløb.

I Ardennerne vil Van Avermaet (i hvert fald i Amstel Gold Race og måske også i Liege) samt Jungels stadig være aktive, ligesom Vendrame burde være en god kandidat til Amstel Gold Race og Brabantse Pijl, der ligger til hans højreben. Alle øjne vil dog være rettet mod Benoit Cosnefroy, der med sin 2. plads i Fleche Wallonne og 3. plads (som eneste mand til at matche Julian Alaphilippe og Mathieu van der Poel) i Brabantse Pijl har vist, at han nu skal regnes som en af verdens førende puncheurs. Han må allerede nu regnes som en af favoritterne til slaget på Mur de Huy og i Brabantse Pijl, og uden uheld var han formentlig også kommet så langt i sidste års Liege, at han også skal regnes som seriøs kandidat til La Doyenne. Selv Amstel burde passe ham pænt, selvom han mangler lidt hurtighed på flad vej. Hos sig vil han formentlig også have Lilian Calmejane og Tony Gallopin - sidstnævnte kan også køre de hårdeste af brostensløbene - men de må regnes som hjælpere for Cosnefroy, der kan blive en af ardennerklassikernes store oplevelser.

I anden del af sæsonen vælter det også med muligheder. Sarreau kan få efter i hvert fald en top 5 i Hamburg, og det skal blive meget interessant at se Cosnefroy på muren i San Sebastian, hvor Van Avermaet også plejer at gå i top 10, og hvor Gallopin af en eller anden grund altid er i storform. Selv Vendrame burde have muligheder i den spanske klassiker. Bretagne Classic er et perfekt løb for holdet, hvor Van Avermaet og Naesen, der har en fantastisk historik i løbet, sammen med Vendrame kan tage sig af det hårde scenarium, og hvor Sarreau burde kunne være med i tilfælde af en spurtafgørelse. Og så ved vi, at Van Avermaet elsker de canadiske klassikere, der ligger til hans højreben - to løb, Vendrame og til dels ogse Venturini også burde være skabt til, og hvor Gallopin før har gjort det godt. Til gengæld vil det nok knibe lidt i Il Lombardia, der er for hårdt til det meste af truppen, og her skal man nok håbe, at klatrerne Ben O’Connor eller Clement Champoussin har lidt form til overs, selvom endagsløb ikke just er deres kop te.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Lige så anderledes det bliver at se Ag2r dominerende i klassikerne, lige så anderledes bliver det at se dem spille biroller i grand tours. I hvert fald må klassementerne i den grad træde i baggrunden, og hovedmålet vil formentlig være en benhård jagt på etapesejre.

Det betyder dog ikke, at holdet ikke har muligheder for at køre klassement også. Det synes givet, at i hvert fald Ben O’Connor, Clement Champoussin og Aurelien Paret-Peintre skal havde den mulighed, men det er bestemt også tænkeligt, at Jaakko Hänninen får lov at teste sig selv. Desværre passer den enkeltstartstunge Tour-rute temmelig dårligt til dem alle, men da det er det vigtigste løb for holdet, må man formode, at de kommer med en eller anden klassementskaptajn.

Det vil være nærliggende at pege på O’Connor, der efter sin flotte Giro vel er det bedste bud, men man skal bestemt heller ikke udelukke, at de allerede nu giver Champoussin chancen som de tidligt gjorde det med Bardet. Uanset hvad bør de nok sætte top 15 som det realistiske mål. De øvrige ryttere kan få chancen i de andre grand tours, hvor de i skrivende stund ukendte ruter er bestemmende. For O’Connor og Champoussin vil en top 10 ikke været helt umulig, men top 15 vil også være et godkendt resultat. Holdet har naturligvis også Bob Jungels, men han synes endegyldigt at have lagt grand tour-ambitionerne på hylden.

Derudover handler det om etapesejre, og man må formode, at A-holdet skal til Touren. Det burde sende Greg van Avermaet, Oliver Naesen, Jungels, Benoit Cosnefroy, Lilian Calmejane og Nans Peters til Frankrig, og på den sprintervenlige rute virker det også sandsynligt, at man denne gang vil lave en decideret sprintersatning med Marc Sarreau. Årets Tour-rute ligger dog ikke alt for godt til de lidt tungere folk som Van Avermaet og Naesen, og umiddelbart kunne Peters igen være bedste bud på en etapesejr til holdet. Et stort mål er det utvivlsomt at forsøge at få Cosnefroy i gult på de to puncheuretaper i den allerførste weekend, hvor begge finaler ligger til hans højreben.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det bliver også spændende at se, hvordan holdet bruger Andrea Vendrame. Egentlig burde han høre til på A-holdet, men det er meget sandsynligt, at han igen spilles ud på hjemmebanen i Giroen, hvor han er et godt bud på en etapevinder. Han kan også køre massespurter, men for at have sejrschancer skal det være hårdt. Det er også tilfældet for Clement Venturini, der måske kunne gøre ham selskab i Giroen, men ellers kunne ligne manden, der skal spurte i Vueltaen. Også Damien Touzé kan begå sig i en massespurt, hvis han får chancen i enten Giroen eller Vueltaen.

Holdet har mange ryttere, der kan vinde fra udbrud. Det kan Vendrame, Venturini og Touzé alle, men også Stan Dewulf og den stadig stærkere Dorian Godon kan måske overraske. Tony Gallopin har i de seneste år satset på Giroen og Vueltaen, og det kunne han sagtens gøre igen. Hvis han endelig undgår styrt, burde han stadig have niveauet til at begå sig. Geoffrey Bouchard fandt aldrig benene i 2020, men han vandt immervæk bjergtrøjen i Vueltaen i 2019, hvor han viste, at han på den rette dag godt kan vinde en bjergetape fra et udbrud. Og endelig er klatrerne O’Connor, Champoussin, Paret-Peintre og Hänninen alle folk, der kan gå på togter i bjergene, hvis deres eventuelle klassementsambitioner skulle glippe.

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Ag2r skal nok blive en magtfaktor i klassikerne, og vi vil utvivlsomt også se dem i grand tours. Til gengæld er det svært at se, at de vil være særligt synlige i de ugelange etapeløb undervejs. Holdet har en oplagt mangel på klassementsryttere, og Ben O’Connor, Clement Champoussin, Aurelien Paret-Peintre og Jaakko Hänninen er alle svage på den enkeltstart, der ofte er meget vigtig i den slags løb. Det gælder også for Nans Peters, som ellers godt kunne eksperimentere med at køre lidt klassement i kortere løb.

Det betyder ikke, at de ikke kan forsøge at køre klassement, og på en meget bjergrig rute uden megen tidskørsel kan man ikke udelukke, at O’Connor og Champoussin kan tage en top 10 i et WorldTour-løb, men det er langt fra nogen garanti. Håbet må i stedet være, at Bob Jungels, der jo har tempoevnerne, kan levere nogle resultater, men han har altid været for hæmmet i bjergene til, at resultaterne i korte etapeløb har været værd at skrive hjem om. Ti

Desværre er der sjældent mange mellemetaper for klassikertyper som Greg van Avermaet og Oliver Naesen, og derfor er bedste chance for etapesejre i den slags løb formentlig via Marc Sarreau i spurterne, men desværre har han været overmatchet på WorldTour-niveau. Man kan også håbe, at folk som Andrea Vendrame, Clement Venturini og Damien Touzé sendes til de kuperede løb som Baskerlandet, Catalonien, Schweiz og Romandiet, hvor der typisk er mange gode etaper for holdbare sprintere og puncheurtyper.  Skal holdet levere noget meget stort i et WorldTour-klassement skal det nok være med Van Avermaet, Naesen og Jungels i et BinckBank Tour, der ligger glimrende til dem alle, eller med Benoit Cosnefroy i et løb som Tour de Pologne, der dog desværre konflikter kalendermæssigt med Touren.

Ag2r har traditionelt haft det svært i de mindre franske løb, der ellers er vigtige for de lokale hold. Det kan ændre sig i 2021, hvor de i Sarreau har en tidligere vinder af Coupe de France, og han vil altid være en naturlig favorit i de fladere løb på den franske kalender, hvor han har været ret dominerende. Til de hårdere løb har holdet dog også en hel serie af hurtige afsluttere, der er oplagte vinderkandidater i den slags begivenheder, nemlig Venturini, Vendrame, Touzé, Tony Gallopin, Lilian Calmejane og Benoit Cosnefroy, der har opnået stor succes i de løb. Det kunne også være interessant, hvis man her gav hurtige og holdbare folk som Stan Dewulf og Dorian Godon en personlig chance. På samme vis kører holdet ofte relativt mange italienske endagsløb, hvoraf mange skræddersyet til særligt Vendrame og Venturini, der utvivlsomt kan vinde nogle af de italienske semiklassikere på efterårskalenderen.

Hvem kan overraske?

Ag2r har stadig relativt mange unge ryttere, og der er derfor mange med et betydeligt potentiale. Mest indlysende er det naturligvis at pege på Benoit Cosnefroy, der jo stadig er ganske ung, men med en 2. plads i Fleche Wallonne har han allerede etableret sig som en af verdens førende puncheurs, og derfor vil det ikke længere være overraskende, når/hvis han kører med om sejrene i ardennerklassikerne.

I stedet kan man så pege på Clement Champoussin. Han har længe været regnet som den næste store franske klatrer, men alligevel var hans Vuelta-debut overraskende god, da han to gange i skrapt selskab kørte i top 10 på bjergetaper. Han løb tør for kræfter i den tredje uge, men han har vist, at topniveauet allerede rækker langt. Han bliver meget interessant at følge som sandsynlig klassementsrytter i en grand tour og på bjergetaperne i ugelange etapeløb, hvor han dog er hæmmet af sin enkeltstart.

I samme boldgade har vi Jaakko Hännien og Aurelien Paret-Peintre, der sammen med Champoussin er udpeget som de fremtidige klassementsryttere på holdet. Paret-Peintre viste efter en lovende sæsonstart desværre betydelige begrænsninger i særligt Giroen, men man kan håbe, at man med lidt mere robusthed kan nå længere i den grand tour, han ventes at satse på i det kommende år. Hänninen tog alle med storm med sin medalje ved VM i de østrigske bjerge, men starten hos Ag2r var svær. I år var der endelig lidt takter at bygge videre på, men han mangler nok stadig lidt robusthed og holdbarhed til for alvor at vise klatreevnerne i det kommende år.

Man må vel også fremhæve Andrea Vendrame igen. Ganske vist er han efterhånden fyldt 26, men hans potentiale er langt større, end resultaterne viser. Hans alsidighed er uhyggelig, for han har vundet både grusvejsløbet Tro-Bro Leon og havde utvivlsomt vundet en bjergetape i 2019-udgaven af Giroen, var han ikke blevet ramt af uheld - en evne, han bekræftede med en 5. plads på Sestriere-etapen i år. Først og fremmest er han puncheur og mand til spurter i mindre grupper, og han er en herre, der bliver interessant at følge som etapejæger i grand tours (formentlig Giroen), som sprinter i hårde etapeløb som Baskerlandet, Catalonien og Romandiet og gerne også i Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og de hårdeste brostensløb.

Det er vel heller ikke urimeligt at pege på Ben O’Connor, selvom man allerede føler, at han har været med i gamet længe. Han er dog stadig bare 25 år, og efter i to år at have lignet et spildt talent viste han med sin fabelagtige tredje uge i Giroen, hvorfor han kun var et brækket kraveben fra at gå i top 10 i Giroen i 2018. Nu er han forhåbentlig tilbage på sporet, og han ligner en mand, der kan gå i top 10 i Giroen eller Vueltaen, vinde bjergetaper i grand tours og måske også køre et hæderligt klassement i Touren, hvis det bliver opgaven.

Endelig er der Stan Dewulf og Dorian Godon. Begge er de halvhurtige folk, der først og fremmest er meget holdbare. I første omgang ender de i mange tilfælde som hjælpere for holdets klassikerstjerner eller for hurtigere folk i hårde løb, men det skal blive meget interessant at se, hvor langt de kommer i særligt de flamske klassiker og dermed få en forståelse af, hvor langt de selv kan komme på længere sigt.