Nedenfor giver vi en analyse af Cofidis.

BEMÆRK: Grundet sæsonens særegne omstændigheder er analyserne skrevet, inden Giro- og Vuelta-ruterne er offentliggjort. Den generelt forsinkede sæsonplanlægning betyder således, at vurderingerne er baseret på lidt mere gætteri, end det har været tilfældet i tidligere år.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Fernando Barcelo, Natnael Berhane, Simone Consonni, Nicolas Edet, Eddy Finé, Nathan Haas, Jesus Herrada, José Herrada, Victor Lafay, Christophe Laporte, Guillaume Martin, Emmanuel Morin, Anthony Perez, Pierre-Luc Perichon, Fabio Sabatini, Kenneth Vanbilsen, Attilio Viviani, Elia Viviani

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Nye ryttere

Jempy Drucker (BORA-hansgrohe), Simon Geschke (CCC Team), Jelle Wallays (Lotto Soudal), Ruben Fernandez (Euskaltel-Euskadi), Tom Bohli (UAE-Team Emirates), Szymon Sajnok (CCC Team), Remy Rochas (NIPO DELKO One Provence), Arndre Carvalho (Hagens Berman Axeon), Thomas Champion (nyprofessionel)

Ryttere, der forlader holdet

Dimitri Claeys (Team Qhubeka ASSOS), Julien Vermote (?), Cyril Lemoine (B&B Hotels p/b KTM), Luis Angel Maté (Euskaltel-Euskadi), Jesper Hansen (Riwal Cycling Team), Stephane Rossetto (?), Damien Touzé (AG2R Citroën Team), Mathias le Turnier (DELKO), Marco Mathis (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

For et år siden tog Cofidis et stort skridt tilbage mod verdenseliten efter nogle sløje år. En markant udrensning i truppen blev ledsaget af investering i to klare kaptajner, både en sprinter og en bjergrytter. Superstjernen Elia Viviani skulle sørge for, at holdet endelig begyndte at vinde i stort omfang, og Guillaume Martin skulle sikre, at holdet blev en faktor i etapeløbene, ikke mindst Tour de France. Alt sammen blev det ledsaget af et comeback på WorldTouren, som holdet ellers havde været fraværende fra siden 2009.

Dobbeltsatsningen endte både som succes og fiasko. Drømmen om at blive en sejrsmaskine med Viviani brast så eftertrykkeligt, da den italienske supersprinter for første gang siden sin professionelle debut i 2010 endte en sæson helt uden at vinde. Til gengæld blomstrede Martin gevaldigt op, og selvom det aldrig lykkedes ham at tage en sejr i en sejrsfattig skidt sæson for det franske hold, var hans 3. plads i Dauphiné, 11. plads i Touren samt bjergtrøje og et utal af udbrud i Vueltaen langt mere end ventet forud for sæsonstarten.

På den baggrund kunne man ikke have fortænkt manager Cedric Vasseur i at droppe den ene satsning og satse mere på den anden. Sådan er det dog ikke gået. Ganske vist har Vasseur indset, at Martin fortjener endnu mere støtte, og derfor var en stor del af transferstrategien baseret på at hente klatrere, der kan sidde hos kaptajnen i bjergene. Tilliden til Viviani er dog ikke væk endnu - det vil måske også være dumt, når der brændes millioner af på en utvivlsomt meget dyr kontrakt - og derfor har Vasseur også investeret i at styrke et tog, der bestemt ikke fungerede i 2020.

Hvor 2020-sæsonen således handlede om markant oprustning, handler 2021 om konsolidering i den forstand, at der først og fremmest er investeret i nye hjælpere for de to kaptajner. Mest markant er det i bjergene, hvor Martin var alt for alene i den overståede sæson. Derfor har Vasseur investeret i tre ryttere, hvis vigtigste opgave er at give Martin endnu bedre forudsætninger for at præstere i det kommende år.

Det største navn er Simon Geschke. Den tyske veteran er nu ingen klatrer, men han kan forsvare sig i bjergene, som han viste med sin Tour-etapesejr i Alperne i 2015. Samtidig har han en uhyre stor rutine, da han spillede en nøglerolle i forbindelse med Tom Dumoulins Giro-sejr i 2017, og det var netop Vasseurs hovedargument for at satse på ham. Man kan dog diskutere, om ikke en mere rendyrket klatrer havde været et bedre valg, men det har den positive bivirkning, at holdet for et våben i ardennerklassikerne, efter at Geschke i store dele af 2020 syntes at være stærkere end nogensinde.

Den anden væsentlige bjergforstærkning er Ruben Fernandez. Den tidligere vinder af Tour de l’Avenir blev desværre aldrig til det, vi drømte om, og udsvingene har været alt for mange. Efter nogle svære år hos Movistar gav skiftet til Euskaltel dog pote for Fernandez, der trods en begrænset løbskalender nåede at vise glimt af sit gamle potentiale, særligt i februars mange spanske etapeløb, men også ved de spanske mesterskaber i august. Nej, han er ikke nogen Sepp Kuss, der sprænger feltet til atomer, men en forstærkning er han.

Den tredje nye bjergrytter er Remy Rochas. Den lille franskmand havde bestemt ikke nogen stor start på karrieren, men han fik lidt af et gennembrud i det stærkt mediedækkede Sibiu Cycling Tour, der var første løb efter genstarten. Senere kneb det lidt med at holde kadencen, men han fik vist et potentiale, der kan være værd at udvikle, samtidig med at han støtter Martin på stigningerne.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Helt uden omkostninger i bjergene har transfersæsonen ikke været, men tabene er mindre end gevinsterne. Holdet siger efter eget valg farvel til Jesper Hansen, som egentlig nok kunne have været en støtte for Martin, men som efter nogle svære år syntes at have lagt sin bedste tid bag sig. Det samme gjaldt for Stephane Rossetto, for hvem det dog alligevel var lidt overraskende, at det ikke blev til kontraktforlængelse. En anden veteran, Luis Angel Maté, smutter hjem til Spanien efter en menneskealder på holdet, men også han nærmer sig status som pensionsmoden. Og det var heller ikke urimeligt, at kontrakten ikke blev forlænget med Mathias Le Turnier, der aldrig levede op til løfterne fra U23-tiden.

Viviani kan også med tilfredshed se på den styrkelse af toget, der er blevet plads til. Først og fremmest har holdet hentet erfarne Jempy Drucker, der af Bora-mandskabet slet og ret fik at vide, at han var for gammel. Luxembourgeren har stor erfaring og vil utvivlsomt kunne bidrage positivt til at lancere Viviani. Endnu bedre er det måske, at han giver holdet en tilstedeværelse i brostensløbene. I år var han ganske fremragende, da han fik chancen i Peter Sagans fravær, og det var kun synd, at en defekt snød ham for et muligt topresultat i Flandern Rundt. Hans tilstedeværelse bliver endnu mere påkrævet, når holdet af helt uforståelige grunde kastede Dimitri Claeys ud i en kamp for at redde karrieren, netop som han var blevet nr. 6 i det flamske monument. Heldigvis kan Drucker så være manden, der til næste år udgør en Cofidis-enmandshær på brostenene.

Den anden væsentlige forstærkning er Szymon Sajnok. Man kan ærgre sig lidt over, at den unge banerytter allerede nu vælger at ofre sig som lead-out man, men han bør kunne bidrage positivt i rollen, og samtidig bør der være mulighed for, at han også af og til kan få sin egen chance. Endelig har holdet styrket sig med Tom Bohli, hvis evner som temporytter er gået fløjten, men som har en vis erfaring i at køre for Fernando Gaviria og desuden kan føre en hel dag for sin sprinter. I samme kapacitet har man hentet bundsolide Jelle Wallays, der samtidig har en imponerende evne til faktisk at vinde ret mange store cykelløb, selvom han som ryttertype egentlig burde stå på 0 sejre.

Der er ingen tvivl om, at det styrker toget, selvom holdet også siger farvel til et par fladbaneryttere. Mest ærgerlig er tabet af Damien Touzé. Han indgik aldrig rigtigt i Vivianis tog, men var mere en selvstændig faktor i mellemhårde endagsløb, hvor han kunne bruge sin gode spurt, og selvom han er stagneret - primært grundet skader i 2020 - er han stadig en spændende rytter, man sikkert gerne ville have behold. Frivilligt er farvellet til Julien Vermote, der blev et klart eksempel på, at det grundlæggende er en dum ide at forlade Deceuninck, og han er ikke en rytter, som ikke kan erstattes. Mere savnet vil loyale Cyril Lemoine, der både har hjulpet godt på brostenene og i toget, nok være, men heller ikke han er uerstattelig. Det er bestemt heller ikke Marco Mathis, der nok må sande, at han trods sit chokerende U23-verdensmesterskab i enkeltstart aldrig rigtigt har haft potentialet til at begå sig på dette niveau.

Endelig er der blevet plads til to nye talenter. Mest kendt er Andre Carvalho, der kommer fra Axel Merckxs talenthold. Portugiseren er en puncheurtype til ardenneragtige løb, og selvom han ikke har været alt for overbevisende som U23, vidner 5. pladser i U23-udgaverne af både Liege og Roubaix både om alsidighed og muligheder i klassikerne. Den anden er Thomas Champion, der i år gav prøver på klatreevnerne med samlede top 10-placering i bjergløbene Ronde de l’Isard og Tour de Savoie Mont Blanc, hvor særligt 4. pladsen i sidstnævnte er lovende. Heller ikke han fremstår som et meget iøjnefaldende talent, men potentialet synes bestemt at være der.

Samlet set kan der næppe være tvivl om, at truppen er styrket. Tabene er Claeys og Touzé er ærgerlige, men erhvervelsen af Drucker og Sajnok kompenserer fint herfor. Vigtigst er det, at Martin, der var så fremragende i 2021, nu kan se frem til betydeligt stærkere støtte, selvom Cofidis naturligvis aldrig bliver toneangivende i bjergene.

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

De franske hold har generelt haft det svært i klassikerne, og Cofidis er bestemt ingen undtagelse. Mest af alt har de skullet kæmpe for top 10-placeringer, og det er også den primære mission i 2021, selvom truppen på visse områder står stærkere end i 2021.

Første store mål er Milano-Sanremo. Elia Viviani har indfriet de fleste af sine karrieremål, men den italienske klassiker samt Gent-Wevelgem figurerer stadig som nr. 1 og 2 på listen over mangler. Desværre peger hans 2020 ikke just i retning af sejre i de to løb, men der er ingen tvivl om, at Cofidis vil gå til begge opgaver med den klare ambition at få en spurt med deres italienske kaptajn. Skulle det blive for hårdt for Viviani, der ikke havde fordums holdbarhed i den forgangne sæson, har man i Simone Consonni et hurtigt og mere holdbart alternativ, hvis sejrschancer dog må anses som begrænsede. Som option 3 har man Christophe Laporte, der dog mangler den nødvendige fart, men plan D er Jempy Drucker, der meget vel kan vise sig som den mest holdbare, i hvert fald i Gent-Wevelgem.

I det hele taget bliver Drucker en nøglerytter. Viviani, Consonni og Laporte er kun relevante i de lettere brostensløb som Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og naturligvis Scheldeprijs, der nok kun for alvor er relevant for Viviani. Efter Claeys’ exit er det kun Drucker, der kan være med i de hårdere løb som Flandern Rundt, E3, Omloop og sågar Paris-Roubaix, og det er bestemt ikke umuligt. I 2020 var han bedre end meget længe, og uden uheld kunne det meget vel være endt med en top 10 i Flandern Rundt. Drucker bliver i høj grad manden, der skal vise farverne på de toppede brosten i det meste af foråret.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

I Ardennerne bliver Guillaume Martin omdrejningspunktet. Franskmanden er bestemt ikke uden punch og en glimrende endagsrytter, som han i 2020 viste med en 13. plads ved VM (hvor han var hjælper) og en 14. plads i Liege. I både Fleche Wallonne og Liege er han bestemt top 10-kandidat. Simon Geschke nåede i 2020 måske sit højeste niveau nogensinde med sin podieplads Down Under, sin 17. plads ved VM og sin 10. plads i Fleche Wallonne, og det vidner om, at han er et glimrende alternativ, der også kan begå sig i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race. Her har Nathan Haas tidligere været fremragende, men han har kurs mod det totale sammenbrud og synes ikke længere relevant i disse løb.

En anden option er Jesus Herrada, men han er en anelse for tung og er aldrig for alvor slået til i disse løb. Endelig kunne det være interessant, hvis Anthony Perez kan bygge videre på den lille genfødsel, vi oplevede i 2020, hvilket kunne gøre ham relevant i i hevrt fald Amstel Gold Race og Brabantse Pijl.  Endelig burde Geschke være en type, der kunne gøre det godt i Strade Bianche, der slet ikke burde ligge dårligt til en ryttertype som ham.

I efteråret må ambitionerne også være store. Det gælder særligt for Viviani, der som bekendt er tidligere vinder af både Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic - løb, der utvivlsomt er store mål igen. Igen har holdet Drucker, Laporte og Consonni som alternativer, hvis løbene bliver for hårde for kaptajnen. I Canada står holdet svagere, men igen er det nærliggende at pege på en puncher som Perez som en mulig outsider. Martin må være manden, der skal slå til i Il Lombardia, som burde passe glimrende til den lille franskmand, hvis formen stadig er intakt, mens både Martin og Geschke kunne være top 10-kandidater i San Sebastian.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

Cofidis er fransk, og det betyder, at Touren står over alt andet. Derfor står det allerede nu klart, at A-holdet bliver sendt til Frankrig, hvor ambitionerne atter er dobbelte. Først og fremmest skal Guillaume Martin forsøge endelig at gå i top 10 efter sidste års ærgerlige 11. plads. Det ligner dog lidt af en udfordring på en rute, der næppe kunne have været meget værre, og havde det været muligt ikke at tage nationale hensyn, havde det været klogere at sende kaptajnen andetsteds hen. For Cofidis er det imidlertid ikke en option.

Det betyder også, at etapesejre kan blive ekstra vigtige, og her kan Martin meget vel vise sig som bedste kandidat. Det er i hvert fald ikke utænkeligt, at han efter den første uges tid allerede har mistet så meget tid, at han ender i samme rolle som i Vueltaen, hvor han var tæt på et hav af etapesejre og vandt bjergtrøjen. Det kunne sagtens ende som målene igen i Touren - en strategi, der ofte også kan være en genvej tilbage i klassementet.

Den anden store ambition er at vinde en spurt med Elia Viviani, der allerede har fået lovning på at få hele toget til rådighed. Lige nu virker det usandsynligt, at det lykkes, men håbet er, at et mere sammenkørt tog, der skal køre stort set hele sæsonen sammen, kan bringe ham tilbage på sporet. Ellers synes det givet, at Nicolas Edet atter skal jagte etaper i bjergene, hvor Simon Geschke og Ruben Fernandez også har muligheder, hvis Martins klassement tillader det. I mellemkuperet terræn er Anthony Perez bestemt også interessant og en mulig overraskelse. Til gengæld er det ikke usandsynligt, at Jesus Herrada satser på Giroen og Vueltaen, som egentlig var planen i 2020, indtil coronavirus vendte op og ned på det hele.

Martin havde stor succes med sin Tour-Vuelta-kombination i 2020, og det er meget sandsynligt, at han kunne bruge samme model i 2021. Om han kan køre klassement i begge løb, er tvivlsomt, men vi så som bekendt, at han havde stor succes som etape- og bjergtrøjejæger. Herrada har også før vundet fra et udbrud på hjemmebanen, og man kunne også forestille sig, at Fernandez gerne vil i aktion på hjemlig grund, ligesom Edet før har kørt begge løb med succes. Endelig er Fernando Barcelo ganske spændende, og han har før været ganske tæt på at vinde en Vuelta-etape. Til spurterne kunne det være nærliggende at give Simone Consonni chancen, men han skulle angiveligt følge Viviani i tykt og tyndt. Mere sandsynligt er det, at det bliver en chance for nyankomne Szymon Sajnok, der tidligere har gjort det godt i netop Vueltaen, eller måske Christophe Laporte.

Giroen er utvivlsomt den grand tour, der betyder mindst for holdet. Vi ved, at Viviani elsker løbet, men det er stadig uklart, om han har mod på den ambitiøse klassikere-Giro-Tour-OL-satsning. Hvis ikke, kunne det også være her, at Sajnok skal have sin chance, og derudover bliver det formentlig et ganske ungt hold, der kommer til start med ambitionen om at angribe. Det kunne eksempelvis være rammen om en grand tour-debut til den unge klatrer Remy Rochas, ligesom Barcelo også kunne komme i spil allerede her. Og så havde Herrada som sagt planer om at køre Giro allerede i 2020 - en plan, der må være attraktiv at gentage, da han her formentlig vil få et fuldt hold til rådighed i jagten på etapesejre.

BEMÆRK: Efter udarbejdelsen af artiklen har Elia Viviani udtalt, at det stadig er uklart, hvilke grand tours han kører. Helst kører han - af hensyn til OL - helst kun Giroen, men holdet vil meget gerne se ham i Touren også. Med tanke på det store antal sprinteretaper virker det usandsynligt, at holdet møder til start uden deres store sprinterstjerne.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Cofidis har i flere år været fraværende som etapeløbshold, og det bliver næppe meget bedre i 2021. Det er klart, at Guillaume Martin har gjort store fremskridt i grand tours, men hans enkeltstart er så ringe, at han reelt er uden chance i de kortere etapeløb, hvor enkeltstarter som regel spiller en afgørende rolle. Med en gunstig rute kan han gøre det fremragende, som han viste med 3. pladsen i Dauphiné, men i mange tilfælde vil han skulle kæmpe hård for top 10. Og da Simon Geschke og Jesus Herrada vil få det for svært på de lange stigninger i mange af løbene, bliver det svært at begå sig helt fremme i den slags sammenhænge. I mindre etapeløb har folk som Nicolas Edet og Ruben Fernandez dog vist, at de kan være i spil til top 10.

Et stort mål bliver derfor naturligvis at vinde massespurter i WorldTourens etapeløb, og her er det naturligvis Elia Viviani, der skal levere. Han vil til gengæld nok også være ret alene om opgaven, da holdet har indikeret, at toget det kommende år skal køre de fleste løb sammen. Det låser sandsynligvis den næsthurtigste, Simone Consonni, men måske er der chance for, at Szymon Sajnok kan få sin chance i meget sprintervenlige løb som BinckBank Tour og Tour de Pologne. Her han i hvert fald vist, at han kan begå sig, og han vil være motiveret på sin polske hjemmebane. I mindre løb skal det også blive interessant at se Attilio Viviani tage næste skridt, ligesom vi ved, at Christophe Laporte kan vinde massespurter i mindre franske løb. Jempy Drucker, Piet Allegaert og Emmanuel Morin kan også tænkes af og til at skulle spurte, men næppe med de store sejrschancer.

Jesus Herrada har gang på gang vist, at han kan vinde løb på lidt lavere niveau, og ligesom han kan jagte etaper i store løb som Catalonien og Baskerlandet, vil han utvivlsomt også køre mindre puncheurløb i Frankrig og måske i Tour de Luxembourg, som han tidligere har vundet. I den slags løb er det også nærliggende at lade Anthony Perez tage næste skridt, nu hvor han atter er ved at give prøver på de evner, der netop har givet ham sejre i det luxembourgske løb.

I mindre spanske etapeløb kan Ruben Fernandez og måske Fernando Barcelo få lov at udfolde sig i jagten på top 10-placeringer. Og så kunne det faktisk være sjovt at se Simon Geschke udfolde sig i nogle hårdere Coupe de France-løb efter en lang karriere, hvor han primært har kørt store løb. Mange af ruterne kunne passe ham ganske glimrende, og han vil i de hårdeste løb kunne gøre det fint sammen med Guillaume Martin, der ofte har været god på hjemmebanen.

Hvem kan overraske?

Cofidis har i de senere år ikke hevet mange talenter ind og som nævnt ovenfor primært koncentreret sig om at konsolidere gruppen omkring de to kaptajner. Derfor er det næppe fra franskmændene, at man vil se de helt store gennembrud, men der er dog et par rytter, det er værd at holde øje med.

Man kunne i hvert fald pege på Fernando Barcelo. Den unge spanier har været uhyre svingende, og der har været meget langt fra top- til bundniveau, men han har vist ganske lovende takter, siden han tog sin Tour de l’Avenir-etape i 2018. Sidste år var han ikke langt fra at vinde en Vuelta-etape i Baskerlandet, hvor han kun akkurat måtte opgive at følge Philippe Gilbert på den sidste mur, og han sluttede stærkt af på grusvejene i Paris-Tours. 2020 blev ødelagt af uheld, men han nåede dog at blive nr. 11 på Mont Ventoux. Lige nu synes han mest at kunne køre klassement i mindre etapeløb og at jagte etaper, men med lidt mere stabilitet burde det også være en god mulighed.

Man må også håbe, at Szymon Sajnok får sin chance. Egentlig er han hentet ind som en del af Elia Vivianis tog, men det er ikke utænkeligt, at han også får lidt plads selv - som nævnt måske endda i eksempelvis Vueltaen. Her blev han i 2019 nr. 3 i massespurten i Madrid, og han har efterhånden mange top 10-placering på WorldTouren, hvor han i år blev nr. 4 i en spurt i Tirreno-Adriatico. Allerede på banen slog han sit navn fast som værd at holde øje med, og han er stadig interessant at følge på landevejen også.

Når vi taler om sprintere, er det også for tidligt helt at afskrive Attilio Viviani. Han bliver næppe lige så god som sin 7 år ældre storebror, men i år tog han faktisk én af Cofidis’ bare to sejre, ligesom han i 2019 vandt et belgisk endagsløb som stagiaire, hvilket ikke er hverdagskost. Hans 2020 blev aldrig til det store efter coronapausen, men han har vist, at han har farten til at vinde på i hvert fald laverede niveau.

Unge Remy Rochas brugte nogen tid på at slå igennem hos Nippo, men da cykelsæsonen startede igen i slutningen af juli, var han ganske imponerende i et dog svagt besat Sibiu Tour. Siden faldt han hurtig sammen, men han synes efterhånden at have nået et niveau, hvor han bliver ganske interessant at følge i bjergene, ikke mindst efter en 11. plads i det relativt stærkt besatte Route d’Occitanie.

Endelig er det faktisk værd at pege på et par mere etablerede ryttere. Simon Geschke og Jempy Drucker har begge ageret hjælpere i de senere år, men begge viste så lovende takter i 2020, at det skal blive meget interessant at følge dem i 2021, nu hvor de får langt flere personlige muligheder i hhv. ardenner- og brostensklassikerne. Dertil kommer efterhånden 29-årige Anthony Perez, der jo faktisk gav en vis Benoit Cosnefroy - manden, der blev nr. 2 i Fleche Wallonne og nr. 3 i Brabantse Pijl - baghjul i Tourens bjergspurter, inden han styrtede. Der mindede han os om, hvorfor han som ung slog en vis Greg van Avermaet i en puncheurspurt i Luxembourg. Da han er mand bag én af Cofidis’ bare to sejre i 2020, kan man håbe, at han er så meget tilbage på sporet, at puncheurevnerne endelig kan folde sig ud i fuldt flot i 2021.